Skatteudvalget 2019-20
L 76
Offentligt
2124090_0001.png
13. december 2019
J.nr. 2019 - 7976
Til Folketinget
Skatteudvalget
Vedrørende L 76 - Forslag til Lov om Forslag til lov om ændring af boafgiftsloven og
skatteforvaltningsloven. (Ensartet bo- og gaveafgift ved generationsskifte og indførelse af
retskrav på henstand og forlænget henstandsperiode).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 13 af 10. december 2019. Spørgsmålet er stillet ef-
ter ønske fra Louise Schack Elholm (V).
Morten Bødskov
/ Camilla Christensen
L 76 - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 13: Spm. om tidsplan og sammensætning af den ekspertgruppe, der skal se på værdiansættelsen ved generationsskifter, til skatteministeren
2124090_0002.png
Spørgsmål
Ministeren bedes redegøre for tidsplan og sammensætning af den ekspertgruppe, der skal
se på værdiansættelsen ved generationsskifter.
Svar
Danmark har fået en ny regering og et nyt politisk flertal, som ønsker at sætte velfærd før
skattelettelser, styrke de unges uddannelser, forbedre rammerne for den grønne omstilling
mærkbart og forbedre hjælpen til syge og psykisk sårbare. Vi har meget klart sagt, at vi vil
tilbagerulle den tidligere regerings skæve skattelettelser. Derfor tilbageruller vi den tidli-
gere regerings milliardskattelettelse til nogle af landets rigeste familier og genindfører en
ensartet bo- og gaveafgift på 15 pct.
Det betyder, at vi med finanslovsaftalen eksempelvis kan ansætte 1.000 flere sygeplejer-
sker, at vi kan indføre minimumsnormeringer, styrke indsatsen for personer, som lever
med psykiske lidelser og investere i uddannelse, så danske virksomheder og lønmodtagere
rustes endnu bedre i kampen om vækst og arbejdspladser.
Regeringen har stor forståelse for behovet for forudsigelighed ved generationsskifte og
har derfor aftalt med partierne bag finanslovsaftalen at nedsætte en ekspertgruppe, der
skal komme med forslag til modeller, der kan sikre forudberegnelighed og gennemsigtig-
hed ved værdiansættelsen i forbindelse med generationsskifte.
Ekspertgruppen skal afgive sine anbefalinger senest medio 2021 med henblik på gennem-
førelse af lovgivning i efteråret 2021.
Ekspertgruppen nedsættes med en ekstern formand og sagkyndige eksterne medlemmer
samt deltagere fra Skatteministeriet, Erhvervsministeriet og Finansministeriet. De eks-
terne medlemmer udpeges på baggrund af deres juridiske eller økonomiske sagkundskab
på værdiansættelsesområdet og skal udgøre et flertal i ekspertgruppen. De eksterne med-
lemmer udpeges på baggrund af deres faglige og personlige kvalifikationer og ikke som
repræsentanter for interessegrupper eller lignende.
Side 2 af 2