GADEJURISTEN
Værnedamsvej 7A, 1. • DK-1819 Frederiksberg C • Tlf. 33 31 00 75 • Fax 33 31 00 78 • [email protected] • www.gadejuristen.dk
1. november 2019
Til Socialudvalget, vedrørende L7
Gadejuristen har tidligere fremsendt høringssvar vedrørende udkast til lov om ændring af
lov om social service og ligningsloven (styrket behandlingsgaranti for personer med et
stofmisbrug m.v.)
Gadejuristen har fulgt 1. behandlingen af lovforslaget og har følgende kommentarer:
Gadejuristen er meget bekymret for kvaliteten af den sociale stofbehandling i kommunerne.
Der er vores erfaring, at der er meget stor forskel på, hvad de forskellige kommuner ser
som social behandling, og vi efterlyser en egentlig vejledning, der konkret beskæftiger sig
med, hvad god social behandling er og hvad stofbrugerne har retskrav på.
Mens vi kender mange, alt for mange, der slet ikke ønsker eller rettere magter kontakt med
det kommunale stofbehandlingssystem, er dog en vis andel af Gadejuristens brugergruppe
formelt indskrevet i social behandling og substitutionsmedicinskbehandling på de
kommunale rusmiddelcentre. Det er dog vores oplevelse, at rigtig mange af de mest
udsatte stofbrugere stor set ikke får social behandling, men alene får udleveret
substitutionsmedicin, og at det alt for ofte sker i en konfliktfyldt relation til centeret. Dette er
selvsagt ikke medicinens skyld. Det er godt – og jo dokumenteret både helbreds- og
livreddende at være i substitutionsmedicinsk behandling med fx metadon, når man er
opioidafhængig. Problemet er, at den sociale behandling har den beskaffenhed den
desværre alt for ofte har.
Det er vores oplevelse, at flere kommuner eksempelvis udskiller al støtte relateret til bolig
til diverse støtte/kontakt-personer eller bostøtter frem for at inkorporere denne hjælp i den
sociale rusmiddelbehandling, dette på trods af, at vejledningen til servicelovens § 101
specifikt nævner bostøtte (§ 85) som en del af ydelsen under § 101. For mange af de mest
kaotiske stofbrugere er det vigtigt, at de skal forholde sig til så få ”hjælpepersoner” som
muligt og at hjælpen ikke fragmenteres. I en enkelt kommune har vi oplevet, at både en
socialbehandler og en bostøtte fra rusmiddelcentret nægtede at følge en udsat stofbruger
til tandbehandling, da følgeskab til tandlæge skulle foretages af en medarbejder fra
kommunens tandpleje, fordi kommunen havde et projekt med en medarbejder, ansat til at
gøre dette. Stofbrugeren kom derfor aldrig til tandlægen.
Vi er meget bekymrede over, at mange rusmiddelcentre har skåret psykologhjælp ud af
deres behandling og i stedet anvender diverse mere eller mindre kvalificerede terapiformer.
Særligt ift. svært kriseramte og/eller traumatiserede stofbrugere er dette selvsagt svært
problematisk. Dertil oplever vi desværre, at behandlere på rusmiddelcentre og
behandlingsinstitutioner er uddannet i diverse uddannelses-/kursussammenhænge med
yderst svingende faglig kvalitet. Desværre ser vi også stadig en gruppe stofbrugere som
over en årrække skifter mellem at være behandlere og selv at være i behandling. Dette er
mildt sagt ikke altid uproblematisk. Gadejuristen er generelt stor tilhænger af, at stofbrugere
1