Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
L 7 Bilag 1
Offentligt
2083376_0001.png
Enhed
Udsatte Voksne og
Civilsamfund
Sagsbehandler
Lars Islin
Koordineret med
Sagsnr.
2017 - 5228
Doknr.
658902
Dato
18-02-2019
Høringsnotat
Høringsnotat til forslag til lov om ændring af lov om social service og
ligningsloven (Styrket behandlingsgaranti for personer med et stofmisbrug
m.v.)
1) Hørte myndigheder og organisationer
Lovforslaget har været i høring i perioden 17. december 2018 til 18. januar
2019.
Lovforslaget har været sendt i høring hos:
3F
–
Fagligt Fællesforbund, Ankestyrelsen, BDO Kommunernes Revision,
Bedre Psykiatri, BL - Danmarks Almene Boliger, Blå Kors Danmark, BROEN
Danmark, Brugerforeningen for aktive stofbrugere, Brugernes Akademi, BUPL,
Børn og Familie, Børn, unge og sorg, Børnerådet, Børne
–
og
Kulturchefforeningen, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Center for
Rusmiddelforskning, Center for Socialt Udsatte Horsens, Danmarks Statistik,
Dansk Flygtningehjælp, Dansk Folkehjælp, Dansk Handicapforbund, Dansk
Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk Selskab for Addiktiv
Medicin, Dansk Selskab for Børnesundhed, Dansk Selskab for Psykosocial
Rehabilitering, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygepleje Selskab, Dansk
Sygeplejeråd, Danske Advokater, Danske Handicaporganisationer, Danske
Regioner, Den Danske Dommerforening, Den Sociale Udviklingsfond (SUF),
Det Centrale Handicapråd, Domstolsstyrelsen, DUF- Dansk Ungdoms
Fællesråd, DUKH, Etisk Råd, Fabu, Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker,
Fagligt selskab for Addiktiv Sygepleje, FOA, Foreningen af Danske
Døgninstitutioner, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Forening for Ledere
af Offentlige Rusmiddelcentre (FLOR), Forening for Ledere af
Sundhedsordninger for Børn og Unge, ForældreLANDSforeningen (FBU),
Frederiksberg Kommune (Socialtilsyn Hovedstaden), FTF, Faaborg-Midtfyn
Kommune (Socialtilsyn Syd), Gadejuristen, Gruppen af ledere af de fem
familieambulatorier, Hjørring Kommune (Socialtilsyn Nord), HK/kommunal,
Holbæk Kommune (Socialtilsyn Øst), Institut for Menneskerettigheder, KABS
–
behandlingscenter for stofbrugere, KL, Kofoeds Skole, Kriminalforsorgen,
Kristelig Fagbevægelse, Landsforeningen BoPaM, Landsforeningen Børn og
Forældre, Landsforeningen af Kvindekrisecentre, Landsforeningen af
Opholdssteder og Skole- og Behandlingstilbud, Landsforeningen af
Socialpædagoger (LFS), Landsforeningen af tidligere og nuværende
Psykiatribrugere, Landsforeningen af væresteder (LVS), Landsforeningen
Lænken, Landsforeningen for voksne med senfølger af seksuelle overgreb
(SPOR), Livslinjen, Livsværk, Lev Uden Vold, LO, LOS
–
de private sociale
tilbud, Lægeforeningen, Mødrehjælpen, Offerrådgivningen i Danmark,
Plejeforældrenes Landsforening, PLO, Politiforeningen, Psykiatrifonden, Red
Barnet, Reden Vesterbro, 3, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Røde Kors, Rådet for
Etniske Minoriteter, Rådet for Socialt Udsatte, Sammenslutningen af Boformer
for Hjemløse (SBH), Samvirkende Menighedsplejer, SAND, Selveje Danmark,
Silkeborg Kommune (Socialtilsyn Midt), SIND, Sjældne Diagnoser,
Socialpædagogernes Landsforbund, Socialstyrelsen, Socialt Lederforum,
Socialt Udviklingscenter (SUS), Statsforvaltningen, SUMH
–
sammenslutningen af unge med handicap, TABUKA, TUBA, Ungdommens
1
 L 7 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og indenrigsministeren
2083376_0002.png
Røde Kors, Ungdomsringen, Ventilen, Vestre Landsret, VIVE, WeShelter og
Østre Landsret.
Herudover har lovforslaget været tilgængeligt på Høringsportalen.
2) Modtagne høringssvar
Der er indkommet høringssvar inden fristen fra følgende høringsparter:
Brugerforeningen for aktive stofbrugere, Danmarks Statistik, FSD,
Gadejuristen, KABS
–
behandlingscenter for stofbrugere, KL, LOS
–
Landsorganisationen for sociale tilbud, Lægeforeningen, Selveje Danmark og
Socialtilsyn Nord
Følgende høringsparter er fremkommet med høringsvar, men havde ingen
kommentarer:
Ankestyrelsen, BDO Kommunernes Revision, Institut for Menneskerettigheder,
Lev Uden Vold, Offerrådgivningen, Rigspolitiet, Socialtilsyn Midt, Socialtilsyn
Øst, Statsforvaltningen, Vestre Landsret og Østre Landsret.
Alle høringssvar offentliggøres på høringsportalen.
Under punkt 4 er gengivet de væsentligste punkter fra høringssvarene.
3) Ændringer på baggrund af høringen
Der er foretaget følgende ændringer efter høringsrunden:
På side 8 i de almindelige bemærkninger ændres:
”Kommunen
skal
informere borgeren om behandlingsmuligheder, der kan udgøre alternativer
til den behandling, som kommunen tilbyder.” Til
”Kommunen
kan informere
borgeren om behandlingsmuligheder, der kan udgøre alternativer til den
behandling, som kommunen tilbyder.
”
På side 5 i de almindelige bemærkninger indsættes afsnit med henvisning
til den nye databekendtgørelse nr. 1678 af 17. december 2018.
På side 2 i de almindelige bemærkninger ændres ”L 30” til ”1433 af 5.
december 2018”.
På side 7 i de almindelige bemærkninger flyttes et afsnit, der indsættes
”Afdækningen er således en del af kommunens sagsbehandling.” i stedet
for ”Med ordningen” og ”vil” flyttes til andet sted i samme sætning.
På side 7 i de almindelige bemærkninger indsættes
”præciseres det, at” og
”kan” flyttes til andet sted i samme sætning. Endvidere ændres ”tilfældet” til
”praksis”
På side 19 i bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
indsættes ”Afdækningen er således en del af kommunens
sagsbehandling.”
På side 9 i de almindelige bemærkninger indsættes ”Retten
til at vælge et
andet behandlingstilbud omfatter ikke kommunens afdækning efter det
foreslåede § 101, stk. 2, af borgerens problemer og behov”
På side 14 i de almindelige bemærkninger ændres ”stk. 12” til ”stk. 11”.
På side 14 i de almindelige bemærkninger indsættes ”Det
er den enkelte
kommune, der beslutter generelt, om den vil anvende gavekort som led i
misbrugsbehandlingen. Beslutningen knyttes således ikke til de enkelte
tilbud. Det er således uden betydning om borgeren vælger et andet
behandlingstilbud efter det foreslåede § 101, stk. 5.”
På side 14 i de almindelige bemærkninger indsættes ”egentligt” før
mindreprovenu.
2
 L 7 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og indenrigsministeren
2083376_0003.png
På side 19 i bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser”
indsættes
”præciseres det, at” og ”kan” flyttes
til andet sted i samme
sætning.
På side 25 i de almindelige bemærkninger ændres ”L 30” til ”1433 af 5.
december 2018”.
På side 25 i de almindelige bemærkninger ændres ”§ 7. Til den
skattepligtige indkomst medregnes ikke: 1-30) ---”
til Ӥ 7. Til den
skattepligtige indkomst medregnes ikke: 1-32) ---”
4) Bemærkninger til lovforslaget
4.1) Overordnet holdning til lovforslaget
Der er generelt positive tilbagemeldinger på lovforslaget.
FSD er positive over for en præcisering af behandlingsgarantien.
LOS skriver, at lovforslaget er grundigt gennemarbejdet med inddragelse af
projekter og interessenter på området.
Brugerforeningen behandler i deres høringssvar en forkortelse af
behandlingsgarantien, og udtrykker overordnet en enighed med lovforslaget i
forhold til ikke at gå videre med dette.
KL udtrykker en positiv holdning til lovforslaget, herunder at man ikke er gået
videre med at forkorte behandlingsgarantien.
4.2) Gavekort
Brugerforeningen skriver, at fokus grundlæggende bør være på at forbedre
stofbehandlingens kvalitet frem for symbolpolitiske tiltag som gavekort.
Brugerforeningen anerkender, at tidligere resultater viser, at man kan fastholde
borgere i behandling med gavekort, men mener, at selve behandlingens
sammensætning bør være nok i sig selv. Brugerforeningen skriver videre, at
selvom gavekort kan fastholde flere borgere i behandling, så nytter det lidt, hvis
den tilbudte behandling fortsat vedbliver at mangle kvalitet, fleksibilitet og
borgerinddragelse.
FSD skriver, at det ikke er hensigtsmæssigt, at det er op til den enkelte
kommunalbestyrelse at beslutte omfanget af og retningslinjer for brugen af
gavekort, herunder hvilke målgrupper, der vil kunne komme i betragtning til at
modtage et gavekort. FSD anbefaler en præcisering af bestemmelserne om
gavekort, så det sikres, at alle kommuner benytter tilbuddet på samme måde.
Det menes at ville sikre en ensartethed i behandlingstilbuddene og skabe
bedre mulighed for effektmåling.
KABS fremfører, at brugen af gavekort skal præciseres, da gavekort ikke virker
for alle målgrupper. KABS skriver, at gavekort kun skal kunne anvendes for
visse målgrupper. Alternativt kun i starten af behandlingen.
KABS skriver derudover, at der bør kunne gives andet end gavekort, fx
belønning i form af befordringsgodtgørelse, eller madordninger til at kunne tage
med hjem.
KABS skriver videre, at da det er kommunerne, som beslutter hvordan og
hvornår gavekort skal anvendes i behandlingen, giver det en uensartet
behandling af borgerne og på behandlingsstederne kan det give konflikter, når
borgerne ikke får det samme. KABS mener derfor, at det skal være
behandlingsstederne, som beslutter om gavekort skal anvendes ud fra
nationalt fastsatte takster og varighed.
Socialtilsyn Nord foreslår, at der gøres brug af muligheden for at fastsætte
ydereligere regler om brugen af gavekort i en bekendtgørelse. Det for at sikre
3
 L 7 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og indenrigsministeren
2083376_0004.png
mod uens praksis i forhold til antal gavekort og beløb på gavekort. En
bekendtgørelse vil kunne imødegå den forskelsbehandling, som vil kunne
opleves på opholdssteder og døgninstitutioner for anbragte unge, hvor kun
dem, der er i stofmisbrugsbehandling, har mulighed for at modtage gavekort.
Gadejuristen skriver, at det ikke bør være overladt til hver kommune at afgøre
om eller hvordan kommunen anvender gavekort i behandlingen. Gadejuristen
skriver, at såfremt det fastholdes, bør det præciseres, hvilken betydning det har
for det frie valg.
Børne- og Socialministeriets bemærkninger:
Satspuljepartierne aftalte at give hjemmel til gavekort i aftale om satspuljen på
sundhedsområdet for 2019-2022 med den begrundelse, at det har vist sig som
et effektivt redskab til at fastholde borgere i behandling.
Børne- og Socialministeriet har valgt ikke at foretage begrænsning på alder
eller andre parametre, da Børne- og Socialministeriet vurderer dette
uhensigtsmæssigt i forhold til at udvikle området, samt at kommunerne kan
forsøge at anvende gavekort ved andre aldersgrupper end dem, som er
omfattet af metodeprogrammet. Børne- og Socialministeriet giver således med
den foreslåede lovændring kommunerne metodefrihed. Bestemmelsen er en
”kan”-bestemmelse,
hvilket betyder, at den enkelte kommune også kan
undlade at anvende muligheden.
Børne- og Socialministeriet anerkender, at borgere fra forskellige kommuner,
med den nuværende foreslåede lovtekst kan få forskellige indsatser, selvom
behovet for behandling kan synes ens. Dette er dog en generel præmis for
indsatser på socialområdet som følge af kommunernes selvstyre. Børne- og
Socialministeriet vurderer derfor, at det med den nuværende konstruktion ikke
vil være hensigtsmæssigt at give behandlingstilbuddene retten til at afgøre
brugen af gavekort.
Børne- og Socialministeriet bemærker, at såfremt en kommune vælger at
anvende gavekort i misbrugsbehandlingen, skal kommunen efter
lighedsprincippet anvende det konsekvent i sin sagsbehandling, da
lighedsprincippet fastsætter, at lige forhold skal behandles lige.
Det er Børne- og Socialministeriets opfattelse, at § 101, stk. 13, giver børne- og
socialministeren mulighed for fleksibilitet, såfremt det vurderes nødvendigt at
regulere bestemmelsen om gavekort efterhånden, som erfaringerne med
anvendelsen af gavekortene bliver større og hvis evt. uhensigtsmæssigheder
skulle vise sig.
Det er den enkelte kommune, der beslutter generelt, om den vil anvende
gavekort som led i misbrugsbehandlingen. Beslutningen knyttes således ikke til
de enkelte tilbud. Om gavekort er en del af behandlingen er således
udelukkende et spørgsmål om, hvorvidt borgerens handlekommune har truffet
en generel beslutning om det, og hvilken betydning dette har for den konkrete
borger. Reglen om frit valg af behandlingstilbud har således ingen betydning i
forhold hertil.
Børne- og Socialministeriet indsætter på baggrund af ovenstående et afsnit om
betydningen af frit valg i forhold til anvendelsen af gavekort.
Derudover finder ministeriet ikke anledning til at ændre i lovforslaget.
4.3) Frit valg af behandlingstilbud
Selveje Danmark foreslår, at kommunernes vejledningsforpligtelse af frit valg
fremgår direkte af loven. Endvidere foreslår Selveje Danmark, at lovforslaget i
højere grad tydeliggøre borgernes ret til frit valg mellem offentlige og private
tilbud. Selveje Danmark henviser til den tværministerielle rapport fra oktober
2018, hvoraf fremgår, at brugerrepræsentanterne ofte oplever, at kommunerne
4
 L 7 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og indenrigsministeren
2083376_0005.png
og de kommunale behandlingssteder ikke informerer om retten til frit valg.
Selveje Danmark mener, at dette har store negative konsekvenser for private
behandlingstilbud. Selveje Danmark fremfører videre, at kommunernes
manglende vejledning fører til en uacceptabel konkurrenceforvridning.
LOS foreslår, at loven udformes på en sådan måde, at det præciseres, at
afdækningen af borgerens behov efter servicelovens § 101, stk. 2, kan
foretages på et offentligt eller ikke-offentligt behandlingstilbud.
KABS skriver, at borgerne skal have ret til at vælge frit mellem
behandlingstilbud, hvis kommunen ikke overholder behandlingsgarantien.
Gadejuristen skriver, at der er brug for en præcisering af
begrebet ”tilsvarende
karakter”. Gadejuristen skriver endvidere, at det frie valg i muligt omfang bør
bringes på omgangshøjde med det frie valg i sundhedsloven § 142.
FSD skriver, at forslaget kan medføre, at såfremt en borger henvender sig til en
anden kommune end sin bopælskommune med ønske om at komme i
behandling, har betalingskommunen ikke adgang til oplysninger om borgeren,
idet afdækningen foretages af handlekommunen. FSD vurderer, at dette
problematiserer afgørelsen om behov for behandling og i hvilken form, samt
udfordrer en korrekt indberetning til dansk misbrugsdatabase.
Børne- og Socialministeriets bemærkninger:
Som det fremgår af lovbemærkningerne videreføres gældende ret til frit valg i §
101, stk. 4, i det foreslåede § 101, stk. 5. Det fremgår direkte af bestemmelsen
i det foreslåede § 101, stk. 5, at borgeren kan vælge at blive behandlet i et
andet offentligt eller privat behandlingstilbud. Det fremgår endvidere flere
gange i lovbemærkningerne, at retten gælder både andre offentlige og private
behandlingstilbud. Børne- og Socialministeriet vurderer, at det er tilstrækkeligt
angivet, at retten til frit valg gælder både offentlige og private tilbud.
Kommunerne har pligt til at vejlede borgerne om deres muligheder, herunder
retten til frit valg. Da det foreslås, at den nuværende bestemmelse om frit valg
videreføres uændret, vurderer Børne- og Socialministeriet, at
vejledningsforpligtelsen omkring frit valg ikke skal udfoldes ydereligere i denne
forslåede ændringslov.
Lovforslaget viderefører gældende ret i § 101, stk. 4 i det foreslåede § 101, stk.
5. Børne- og Socialministeriet vurderer, at en præcisering af begrebet
”tilsvarende karakter” ikke hensigtsmæssig,
da det kan ændre den nuværende
praksis af § 101, stk. 4, og det er ikke hensigten med det foreslåede lovforslag.
Efter gældende ret er borgerens retstilstand, såfremt kommunen ikke
overholder behandlingsgarantien på 14 dage, ikke lovreguleret. Undersøgelsen
af behandlingsgarantien viste, at der var behov for præcisering og
tydeliggørelse af behandlingsgarantien, hvilket bl.a. er det foreslåede
lovforslags formål.
Det er kun den kommune, som er handlekommune efter retssikkerhedsloven
§§ 9-9 b, som kan bevilge stofmisbrugsbehandling. Det er også kun denne
kommune, som kan anmode et behandlingstilbud om at foretage afdækningen
efter det foreslåede § 101, stk. 3. Henvender en borger sig således i en anden
kommunes behandlingstilbud, skal kommunen/behandlingstilbuddet henvende
sig til borgerens handlekommune. Det er således op til handlekommunen at
afgøre, hvorvidt og hvordan kommunen ønsker at benytte det foreslåede § 101,
stk. 3. Det foreslåede § 101, stk. 5, er en videreførelse af nugældende § 101,
stk. 4, hvilket betyder, at det frie valg kun gælder selve behandlingen. Dette
ønskes der ikke med lovforslaget ændret på.
5
 L 7 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og indenrigsministeren
2083376_0006.png
Børne- og Socialministeriet finder på baggrund af ovenstående ikke anledning
til at ændre i lovforslaget.
4.4) Databekendtgørelsen
Danmarks Statistik har i deres høringssvar foreslået, at der kan ske en
henvisning i lovbemærkningerne til den nye databekendtgørelse,
bekendtgørelse nr. 1678 af 17. december 2018 om dataindberetninger på
socialområdet, som træder i kraft den 1. juli 2019.
Børne- og Socialministeriets bemærkninger:
Børne- og Socialministeriet tager Danmarks Statistiks bemærkning til
efterretning og indsætter et afsnit med henvisning til den nye bekendtgørelse.
4.5) Selvmøderprincip i stofmisbrugsbehandling
KABS fremfører i deres høringssvar, at borgerne skal have mulighed for at
henvende sig direkte til stofmisbrugsbehandlingssteder og få behandling uden
forudgående kommunal visitation, ligesom de kan i alkoholbehandlingstilbud.
KABS skriver, at det sikrer, at borgerne får en nem og hurtig adgang til
behandling og samtidig styrkes borgernes ret til frit valg.
Børne- og Socialministeriets bemærkninger:
Selvmøderprincip har ikke været en del af opdraget for lovændringen. En
indførelse af selvmøderprincip og dermed en ændring af visitationsprocessen
på området vil kræve nærmere undersøgelser om behov og
hensigtsmæssighed. Det har som nævnt ikke været en del af formålet med
lovforslaget.
Børne- og Socialministeriet behandler derfor ikke dette spørgsmål ydereligere i
forbindelse med lovforslaget.
Børne- og Socialministeriet finder på baggrund af ovenstående ikke anledning
til at ændre i lovforslaget
4.6) Dobbeltregulering
Lægeforeningen skriver i deres hørringssvar, at de mener, at det er
uhensigtsmæssigt, at serviceloven og sundhedsloven regulerer samme forhold.
Lægeforeningen foreslår derfor, at serviceloven henviser til sundhedsloven der,
hvor de to love er enslydende.
Børne- og Socialministeriets bemærkninger:
Servicelovens § 101, regulerer social stofmisbrugsbehandling, mens
sundhedslovens § 142, regulerer lægelig stofmisbrugsbehandling
(substitutionsbehandling). Der er således en forskel på indholdet i
bestemmelserne, da sundhedsloven § 142 har til formål at give
substitutionsbehandling til borgere, som er opioidafhængige. For disse borgere,
vil der være to regelsæt, som minder meget om hinanden. Den sociale
behandling skal dog stadig ske efter serviceloven § 101. For borgere, som ikke
er opioidafhængige, kan der ikke gives substitutionsbehandling, hvorfor disse
borgere kun skal have social stofmisbrugsbehandling.
Borgerne vil være berettiget til en lægesamtale efter sundhedsloven § 142, stk.
1, men ellers vil der ikke ske anvendelse af sundhedslovens § 142.
Reguleringen af borgerens stofmisbrugsbehandling vil således udelukkende
ske i form af social misbrugsbehandling efter servicelovens § 101.
Børne- og Socialministeriet vurderer på den baggrund, at det er
hensigtsmæssigt fortsat at have de to regelsæt.
Børne- og Socialministeriet finder på baggrund af ovenstående ikke anledning
til at ændre i lovforslaget.
6
 L 7 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og indenrigsministeren
2083376_0007.png
4.7) Afdækning af borgernes behov
Socialtilsyn Nord skriver, at det er uklart, om alle behandlingstilbud skal kunne
levere en helhedsorienteret afdækning af borgernes behov eller om det kræver
noget særligt. Hertil skriver Socialtilsyn Nord, at det er uklart, om det er en
ydelse, som skal fremgå af Tilbudsportalen, og som Socialtilsyn Nord skal føre
tilsyn med.
Socialtilsyn Nord skriver, at det i lovforarbejderne fremgår, at afdækningen
også omhandler sociale og adfærdsmæssige problemer og herunder evt.
psykoser m.m. Der er Socialtilsyn Nords vurdering, at ikke alle
behandlingstilbud kan rumme alle borgere med sådanne øvrige diagnoser eller
lidelser.
FSD foreslår, at der indføres skærpede regler vedrørende screeningsværktøjer
i afdækningen, så der i størst muligt omfang benyttes de samme værktøjer og
løsninger.
FSD skriver videre, at nogle behandlingstilbud har høje takstpriser, særligt for
borgere, som kommer fra en anden kommune. FSD anbefaler derfor, at der
fastsættes et øvre loft for prisen for afdækning, som er ens for alle kommuner.
Børne- og Socialministeriets bemærkninger:
Med det foreslåede lovforslag ændres der ikke på det tilsyn, som socialtilsynet i
dag fører med behandlingstilbuddene efter § 101. Socialtilsynene skal fortsat
føre det driftsorienterede tilsyn med behandlingstilbuddet. Afdækningen er ikke
en særlig indsats i tilbuddet, og det skal ikke fremgå af Tilbudsportalen.
Afdækningen er derimod en del af den enkelte kommunes sagsbehandling,
som kommunen har mulighed for at købe bistand til uden for den kommunale
administration. Hvis afdækningen foregår i et misbrugsbehandlingstilbud, skal
udgifterne hertil ikke indgå i tilbuddets almindelige takst, da det ikke er en del af
behandlingsindsatsen.
Når en kommune anmoder et behandlingstilbud om at afdække borgerens
problemer og behov, vil det bero på en aftale mellem kommunen og
behandlingstilbuddet. Kommunen har forpligtelsen til at sikre, at det valgte
behandlingstilbud er i stand til at afdække borgerens problemer og behov.
Reglen om frit valg i det foreslåede § 101, stk. 5, omfatter ikke afdækningen af
borgerens behov. Børne- og Socialministeriet vurderer derfor ikke, at der er
behov for at fastsætte øvre takster for afdækningen.
Der er ikke hjemmel, i det foreslåede § 101, stk. 3, for kommunerne til at
forpligte behandlingstilbuddene at skulle foretage en afdækning efter § 101,
stk. 3. Det er dog Børne- og Socialministeriets opfattelse, at
behandlingstilbuddene i praksis ofte foretager afdækningen af borgernes
problemer og behov for kommunerne.
Med lovforslaget åbnes op for metodefrihed i stofmisbrugsbehandlingen, da der
i dag findes flere validerede redskaber, som er målrettet flere forskellige
målgrupper med rusmiddelproblematikker. For at understøtte metodefriheden
stilles der ikke krav om anvendelse af særlige screeningsværktøjer i
afdækningen.
Børne- og Socialministeriet har på baggrund af ovenstående indsat en sætning
i de almindelige bemærkninger og i bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser om, at afdækningen er en del af kommunens sagsbehandling.
Endvidere
indskrives ”præciseres” i bemærkningerne således, at det tydeligt
fremgår, at det allerede er muligt for kommunerne at købe bistand til afdækning
af borgernes problemer og behov.
Derudover finder ministeriet ikke anledning til at ændre i lovforslaget.
7
 L 7 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og indenrigsministeren
2083376_0008.png
4.8)
Anvendelse af ”terapeutisk” i beskrivelsen
af behandlingsindsatsen
Gadejuristen skriver, at det af lovforarbejderne fremgår, at social behandling af
stofmisbrug er en socialpædagogisk eller terapeutisk funderet indsats.
Gadejuristen skriver, at der hidtil har været anvendt psykologisk og at
terapeutisk uden videre erstatter dette. Gadejuristen mener, at dette er
bekymrende, da terapeut ikke er en beskyttet titel samt at faglige kompetencer
ikke har kendetegnet området for stofmisbrugsbehandling. Gadejuristen
henstiller derfor til, at der benyttes psykologisk i stedet for terapeutisk.
Børne- og Socialministeriets bemærkninger:
Ministeriet har i lovforslaget anvendt terapeutisk frem for psykologisk, da det
afspejler den faktiske behandling, der gives. Efter gældende ret skal der ikke
være en psykologindsats i stofmisbrugsbehandlingsindsatsen, da indsatsen
skal tilrettelægges ud fra borgerens problemer og behov.
Børne- og Socialministeriet finder på baggrund af ovenstående ikke anledning
til at ændre i lovforslaget.
4.9) Behandlingsgarantien på 14 dage ved ændret behov
Gadejuristen skriver, at behandlingsgarantien også bør gælde i de tilfælde,
hvor borgeren allerede er indskrevet i ambulant behandling, men som følge af
ændret behov søger eksempelvis dag- eller døgnbehandling. Gadejuristen
skriver, at man alternativt skal lade sig udskrive fra ambulant behandling for at
aktivere 14-dages fristen.
Børne- og Socialministeriets bemærkninger:
Kommunerne har en forpligtelse til løbende at følge op på
stofmisbrugsbehandlingen og om tilbuddet er det rigtige, evt. om borgeren skal
tilbydes mere eller mindre støtte.
Er en borger fx i ambulant behandling, og peger borgerens behov på, at
borgeren skal have døgnbehandling, har kommunen en forpligtelse til at tilbyde
borgeren denne indsats.
Børne- og Socialministeriet finder på baggrund af ovenstående ikke anledning
til at ændre i lovforslaget.
8