Social- og Indenrigsudvalget 2019-20, Social- og Indenrigsudvalget 2019-20, Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
L 68 Bilag 14, L 68 A Bilag 14, L 68 B Bilag 14
Offentligt
2131507_0001.png
Social- og Indenrigsudvalget
Vedrørende L68
Mariager 3/1 2020
Konferencen om tvangsfjernelser den 17/12 2019
På konferencen om tvangsfjernelser den 17/12 2019 på Christiansborg lød Socialordførerne
nysgerrige på hvad der foregår ved tvangsfjernelser. Det vil ikke blive belyst af kommunernes
landsforening eller Ankestyrelsen. Da vi i Foreningen Klip kan bidrage med viden om praksis, stiller vi
os gerne til rådighed. At vi ikke inddrages i undersøgelser og at det kun er myndigheder, der
undersøger myndigheder, er yderst ensidigt. Siden jura ikke bliver overholdt i praksis i
anbringelsessager, er det nødvendigt med den anden side for at få belyst området. Tydeligvis er
børn med handicaps overrepræsenteret i anbringelsessager. Så meget, at Social- og
Indenrigsministeren i sit svar til min henvendelse af 27/11 2019,
https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/L68/spm/1/svar/1616908/2121378.pdf
redegør, at alle
anbragte børn har særlige behov. Det virker mærkeligt, da vi i Foreningen Klip
–
Forældre til
anbragte børn, ikke har hørt om nogle anbragte børn har modtaget psykologhjælp grundet det
traumatiske i at blive clean cut adskilt fra deres forældre, eller fra omsorgssvigt forud for en
anbringelse. Det ville ellers være passende, når nu man som myndighed gør så stort et indgreb i
familielivet og på børns psyker og påfører barnet traumer for livet ved adskillelse fra dets forældre.
Myndigheder taler altså om foranstaltninger, myndigheden ikke har den fjerneste idé om hvad
indeholder og derfor kan myndigheder ikke belyse dette område, i tilstrækkelig grad.
Folketingets forståelse af handicaps
Servicelovens bestemmelser om specialinstitutioner og -skoler afspejler Folketingets forståelse af
hvad handicaps er og Folketingets naive tiltro til, at kommunerne ønsker børns bedste. Der er tale
om en forsimplet stillingtagen til handicaps i kommunerne, som noget man kun har brug for en
pædagogisk indsats overfor. Har barnet brug for anden faglighed, tilbyder kommunen få andre
fagligheder og ofte har disse ikke tilstrækkelige kompetencer til at kunne udvikle på barnets
potentiale.
Når børn ikke modtager en relevant indsats overfor det handicap de har, så lever Danmark ikke op til
sin forpligtelse om at udvikle ethvert barns potentiale, jf.
Handicapkonventionen, artikel 30, 2.
afsnit,
hvorefter:
”
Deltagerstaterne skal træffe passende foranstaltninger til at gøre det muligt for personer
med handicap at udvikle og udnytte deres kreative, kunstneriske og intellektuelle potentiale,
ikke alene til gavn for dem selv, men også til berigelse af samfundet.”
I præamblen til Handicapkonventionen har FN redegjort for, at rettigheder til at inkludere
mennesker med handicaps i samfundet sker, i erkendelse af, at samfundet ikke kan undvære de
ressourcer mennesker med handicaps besidder. Alligevel har man politisk negligeret dette i
Serviceloven, der overordnet finder at ethvert specialtilbud er godt nok til alle handicaps. Dette er
afprøvet ed ri ge resultat til age i 9 ’er e. ”Special”til udde e i deholder ge eralister:
Pædagoger, fysioterapeut, ergoterapeut og talepædagog. Forældre skal være taknemmelige for
”special”tilbuddet,
der ofte ikke har den ringeste indsigt i barnets udfordringer, klart melder ud ikke
1
 L 68b - 2019-20 - Bilag 14: Henvendelse af 3/1-20 fra Foreningen Klip
2131507_0002.png
at have ressourcerne til at kunne forestå barnets særlige træningsbehov, og som i afmagt overfor
barnet anvender magtanvendelser.
Enhver forælder ønsker at skærme sit barn fra magtanvendelser, mistrivsel og udvikling af
belastningsreaktioner hos barnet, som stress, angst, depression, PTSD mv. Alligevel sender mange
forældre deres barn med handicap i institutioner/skoler, der ikke er egnede, fordi hvis forældrene
ikke gør dette, så indstilles barnet til tvangsfjernelse. Kommunen lever Folketingets forståelse ud om
ha di ap og vurderer derfor, at ”spe ial”til uddet
er egnet og i barnets tarv
–
ALTID, uanset hvor
meget barnet mistrives og bliver udsat for magtanvendelser.
At aflevere ens barn i et uegnet specialtilbud føles afmægtigt og nedbrydende overfor ens barn. Det
føles integritetskrænkende, når man har børn, hvor trivsel kan opnås med den relevante hjælp. Når
barnets belastningsreaktion på det uegnede specialtilbud bliver behandlingskrævende, så følger der
vægring for at skulle i specialtilbuddet og her opstår problemerne. Fokus rettes på forældrene, som
årsagen til at barnet reagerer fuldkommen forventeligt på det uegnede specialtilbud. Forældrene
beder om aflastning, psykologhjælp, specifik støtte til barnets handicap (til at bedre trivslen), men
modtager kun knap aflastning og skal også lige lave en forælderkompetenceundersøgelse
–
bare lige
for at udelukke at forælderen ikke er årsagen til mistrivslen. Ofte bliver forældre til børn med
handicap sat i udsigt, at støttebehovet bliver belyst i forælderkompetenceundersøgelsen.
Forvaltningen skriver den børnefaglige undersøgelse, som forvaltningen ingen forudsætninger har til
at skrive, og som forældrene intet kan rette i, uanset hvor mange fejl den har. Denne bliver brugt
som bevis til tvangsfjernelse af barnet, sammen med forælderkompetencerapporten, som
forvaltningen også har bestilt med statens refusion som betaling, jf. Servicelovens § 176.
Ved færdiggørelse af forælderkompetenceundersøgelsen, vil forældrene modtage en indstilling til
tvangsfjernelse af deres yderst sårbare barn med handicap, uanset hvor gode resultater
undersøgelsen har vist om forældrenes kompetencer. Forældrene bliver henvist til det uegnede
tilbud, der har bragt deres barn i mistrivsel, som afpresning. Nogle vælger at sende barnet i det
nedbrydende specialtilbud og andre får tvangsanbragt deres barn. Det er valgene for forældre til
børn med handicaps i dag. Mere skal vi ikke gøre galt, så er der åbenbar risiko for Børn- og
Ungeudvalgene, med ansvar for kommunernes specialinstitutioner og -skoler, til at tvangsfjerne
vores børn. Vi rethaveriske forældre har at rette ind og være taknemmelige!
En udmattelseskamp finder ofte sted og nogle forældre til børn med handicaps vælger at anbringe
barnet i afmagt og udmattelse, efter ikke at kunne få bevilget den nødvendige og relevante støtte af
kommunen. Dette er et brud på retten til et familieliv, som kommunen udøver nedover barn og
familie ramt af handicap. Andre får tvangsfjernet barnet med handicap med fuldkommen absurde
begrundelser, der er åbenbart for et Børn- og Ungeudvalg, som så bliver formelt efterprøvet af
Ankestyrelse og Byret, som stadfæster tvangsanbringelsen, fordi loven giver carte blanche til at
tvangsfjerne, jf.
https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/L68/bilag/10/2122920.pdf.
Ingen
iagttager menneskerettighederne eller om afgørelsen om frihedsberøvelse af barnet og adskillelsen
fra barnets familie er i barnets tarv; den materielle sandhed, jf.
https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/L68/bilag/13/2125588.pdf
.
Forældre til børn med handicaps lever i frygt for myndighederne, da vores børn og familier er
fuldkommen afhængige af støtte fra det samfund vi har betalt til. Så vi tillader overgreb på vores
børn i frygt for at miste vores børn.
Der er reelt ingen forskel
for 94 ’ernes tvangsinstitunalisering
og i dag, hvor samme foregår.
Modsiger forældrene at putte deres barn til mistrivsel i
specialtilbuddet eller at frihedsberøve barnet og adskille barnet fra forældrene, så udviser
forældrene ikke samarbejde i forvaltningens forståelse. Når barnet går i
ko
u e s ”special”tilbud,
2
 L 68b - 2019-20 - Bilag 14: Henvendelse af 3/1-20 fra Foreningen Klip
2131507_0003.png
så anser forvaltningen det som, at så er alt godt og hvorfor fokuserer forældrene ikke på hvor godt
alt går? Er barnet anbragt, anser man barnets handicap som at det er skadet af ikke at være
tvangsfjernet før. Når barnet frihedsberøves og adskilles fra sine forældre ved en anbringelse,
negligeres handicaps, som ikke passer ind i det
”spe ial”til ud
med pædagogik som løsning på alt.
Sjældne handicaps
Børn med sjældne handicaps er især i risiko for at blive tvangsfjernet, da kommunerne ofte ikke har
relevant behandling indenfor kommunens tilbud. Desto dyrere (mere specialiserede) handicap,
desto større økonomisk incitament til at tvangsfjerne barnet, jf.
https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/L68/bilag/12/2123046.pdf.
Alt støtte til børn med
sjældne handicaps skal hentes eksternt og forældre hører ofte, at støtten skal komme fra
”special”tilbuddet.
Børn fastholdes i deres handicaps, udfordringer og mistrives, fordi Folketinget
ikke synes at det er et strukturelt politisk problem at løse kommunernes negligering af børn med
handicaps. Det er her vi sender de nedlagte amter en tanke, som leverede specialiserede ydelser,
oparbejdet af års arbejde med dette.
Selvom negligering af et sjældent handicap og tvangsanbringelse er integritetskrænkende nok, så
bliver anbragte børn udredt i psykiatrien, uanset at barnet har et meget veldokumenteret sjældent
handicap, så opsøger forvaltningen psykiatrien til udredning af børnene. Selv anbragte børn uden
handicaps bliver udredt i psykiatrien. Det er her vi i Foreningen Klip
–
Forældre til anbragte børn, kan
se et mønster og gerne vil vide hvad kommunen får af økonomiske tilskud til børn med psykiatriske
diagnoser? Hvorfor skal børn have psykiatriske diagnoser når anbragt? Er det for at kunne stille tvivl
ved alt de anbragte børn siger? Er det for at børnene med handicaps passer ind i det eksisterende
u dertrykke de ”spe ial”til ud?
Det har store konsekvenser for et individ at få en forkert diagnose. Udover de åbenlyse om ikke at
blive forstået eller mødt korrekt, så er der forsikringsbegrænsninger, låntagningsbegrænsninger mv.
for at have en psykiatrisk diagnose man vel og mærke ikke har. Senere i livet får disse mennesker
med fejldiagnoser tvangsfjernet deres børn, grundet fejldiagnosen. Den negative sociale arv er sikret
af det offentlige.
Hvad så med støtte til handicappet efter anbringelse?
De særlige behov bliver ikke eller kun i ringe grad varetaget under anbringelsen, på trods af økonomi
hertil via Servicelovens § 176, da sagerne ofte varetages af unge nyuddannede socialrådgivere med
begrænset erfaring til at kunne varetage denne opgave. Disse unge socialrådgivere tør heller ikke
gøre andet end hvad kommunalpolitikerne uddelegerer at socialrådgiverne skal gøre. En forælders
utrættelige engagement i barnets handicaps vil altid overtrumfe statsmagten, da en forælder
arbejder på kærlighed til sit barn. Derfor bliver trivslen hos barnet ofte værre efter en
tvangsanbringelse. Myndigheder fortolker belejligt dette som et skadet barn, der burde være
tvangsfjernet tidligere.
Barnet bliver overladt til plejere og specialtilbud, som ingen information om barnets ofte
veldokumenterede handicaps får. Barnet er anbragt ved meget vellønnede plejere og med ekstra
ressourcer i specialtilbuddet. Plejerne får det, som familien tidligere har ansøgt om. Ingen kvaler,
staten betaler, jf. Servicelovens § 176.
Kan familien få godt af refusionsreglen? Nej. Det ville føre til en hjemgivelse, og derved til, at der
ikke længere er refusion på alt til familien samlet. Det er der intet incitament til at kommunen sørger
for, på trods af Servicelovens § 52a med forpligtelse hertil.
3
 L 68b - 2019-20 - Bilag 14: Henvendelse af 3/1-20 fra Foreningen Klip
2131507_0004.png
Forældre med handicaps
Forældre med psykiatriske diagnoser kræver kontinuerlig vejledning, til at kunne varetage deres
forældrerolle op igennem barnets opvækst. Dette har familier krav på, da retten til et familieliv også
gælder mennesker med handicap. Institut for menneskerettigheder har udgivet en publicering om
kompensering for forældre med handicaps:
https://menneskeret.dk/udgivelser/ret-vaere-foraeldre
Kommunerne løfter ikke dette ansvar, men laver forælderkompetenceundersøgelser, der
ubarmhjertigt dømmer forældrene ude af stand til at udfylde en fornuftig forælderrolle, grundet de
barrierer handicappet giver forældrene. Det er et fattigt menneskesyn. Børn har også ret til støtte til
at deres forældre kan varetage omsorgen for dem, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8. I
disse sager tæller økonomerne i kommunerne ikke op til 1.597.500 kr. Børnene bliver tvangsfjernet
hurtigt og forvaltningerne giver 2-3 timers støtte fra en § 54 støtte- kontaktperson i måneden til den
sønderknuste forælder. Der skrives om tidlig indsats og samvær sættes til 1 time hver 4. uge.
De bredeste skuldre
Vi skal som samfund måles på hvordan vi behandler vores mest sårbare borgere. Da mennesker
grundet handicap ofte er ekskluderet fra fællesskabet, er dette en sårbar gruppe. Forældre med
handicaps, hvis børn er tvangsadskilt fra dem, er endnu mere sårbare, grundet den sociale
stigmatisering af forældre tilhørende disse to minoriteter. Stigmatiseringen er altødelæggende for
deres liv og ekskluderende fra fællesskabet, hvorfor det undrer os i Klip, at de Socialdemokratiske
ministre bruger stærkt nedsættende og stigmatiserende narrativer om denne sårbare gruppe.
At
hetze på Danmarks mest sårbare en undertrykte minoritet, som øverste statsmagt i landet, er
virkelig grim magtmisbrug.
Når man som statsmagt bruger medierne til at gå efter samfundets mest
sårbare borgere, uden disse borgere har samme adgang til pressen, så vil det skabe afmagt og
polarisering. Statsmagten bliver herved totalitær. Vi kan ikke deltage i arbejdslivet, samfundslivet
eller sociale fællesskaber, da vi hurtigt vil skulle vælge imellem stigmatisering eller ekskludering.
Mange vælger ekskludering.
4 gange så mange forældre til anbragte børn begår selvmord
sammenlignet med resten af befolkningen.
Den internaliserede stigmatisering af forældre til
frihedsberøvede børn går igennem Ankestyrelsen og Byretterne, der uden at blinke gentager
forvaltningens absurde begrundelser for tvangsfjernelse af barnet.
Vores familiære relationer destrueres af adskillelsen, og børnene bliver dybt splittede mellem
loyalitet overfor de plejere de bor hos, som udgør deres hverdag, og deres forældre, som er en del af
barnets identitet.
Er familieforhold ikke noget værd for Folketingets partier at støtte op om,
selvom barnet har et handicap og ikke kan indgå i kommunens specialtilbud?
Er de
socioøkonomiske formler så styrende, at partierne trods evidens for det modsatte religiøst holder
på, at bare barnet går i et offentligt tilbud, så kommer der udbytte i den anden ende? Hvad om fokus
blev på trivsel, i stedet for fokus på et illusorisk udbytte? Vi har værdi som de mennesker vi er. Det
skrev Mette Frederiksen (S) på Facebook op til jul. Når mennesker er i trivsel, så opstår udbytte helt
af sig selv. Flere anbringelser vil ikke få flere børn med handicaps i job som voksne. Tværtimod vil det
gå de tidligere anbragte værre som voksne, præcis som 1920-
’er es erfari ger ed dette har vist.
Særlig beskyttelse i familier med handicap
Det kunne være rart at få indskrevet i Serviceloven, at børn skal have modtaget relevant og
tilstrækkelig støtte i et år inden forvaltningen kan indstille til tvangsfjernelse.
Det har forældre ofte
tigget og bedt om lang tid før en anbringelse. Det ville give os familier tryghed, på trods af at vi er
ramt af handicap. En sundhedsplejerske, familievejleder, psykolog vil være den relevante
forebyggende indsats i nogle familier. For ressourcestærke forældre til børn med handicaps, kan
behovene være logopæd, speciallæge, neuroforløb, fysioterapi med speciale i funktionel neurologi,
kurser i barnets specifikke handicap og meget andet, der ikke findes i det kommunale katalog og
4
 L 68b - 2019-20 - Bilag 14: Henvendelse af 3/1-20 fra Foreningen Klip
2131507_0005.png
som til sammen koster langt mere end 1.597.500 kr. Negligeringen af børns og forældres
støttebehov grundet handicaps er et offentligt omsorgssvigt og et brud på retten til frihed og et
familieliv for børn og forældre.
Socialdemokraternes ministre bruger samme nedsættende stigmatiserende retorik om os forældre
til anbragte børn, til at retfærdiggøre det frygtelige at tvangsfjerne børn fra deres forældre. Sidst en
statsmagt brugte denne metode var i 1920 og frem til at tvangsinstitunalisere børn med handicaps.
Som forælder til barn med handicap eller forælder med et handicap er følelsen af forfølgelse da også
til at læse i Servicelovens § 176, der giver kommunen et økonomisk incitament til at tvangsfjerne
børn med handicaps, uanset hvilken kommune man flygter til i Danmark.
Forældre til anbragte børn med handicaps, bliver udsat for familiebehandlere uden tilstrækkelig
indsigt i barnets handicap. På den måde rubriceres al barnets handicap over på forælderens
manglende kompetencer. Vil forælderen ikke påtage sig skylden for barnets handicap, så er
forælderen ikke samarbejdsvillig og kan ikke få sit barn hjemgivet. Dette er psykisk tortur, da
forældre ofte kender årsagen til barnets adfærd, som forælderen ikke kan ændre på. Ved at
fastholde forælderen som årsagen og løsningen på barnets handicaps, fastholdes anbringelsen.
Det er en stor fejl at rubricere børn eller forældre med handicaps som udsatte familier. Det er vi
ikke, men vi har kompenseringsbehov, som Folketinget negligerer, og derved gør os til undertrykte
familier. Der bør i Serviceloven sættes særlig beskyttelse af børn og forældre med handicaps ind for
at Folketinget lever op til Handicapkonventionen, Menneskerettighedskonventionen,
Børnekonventionen og den retspraksis der foreligger fra Menneskerettighedsdomstolen i Strassburg.
Så hvad koster det?
Tager man plejedelen, samværskonsulenter, advokatsalær, domsmyndigheder mv. ud, så er der jo
lige pludselig færre udgifter til at sætte
relevant
ind i familierne. Men det kræver at kommunerne
stadig kan hente pengene fra Servicelovens § 176s refusionssystem, der bør udvides til at gælde
hjemmeboende børn og voksne. Det er ikke fordi vi forældre, udsat for psykisk tortur ved
ovenstående bliver i stand til at varetage et job og tjene ind til overgrebet på vores børn og
familieliv, når blot kommunen har tvangsfjernet barnet.
Social- og Indenrigsminister, Astrid Krag, udtalte på samråd i Socialudvalget den 5/11 2019, at der
skal flere midler til at kunne varetage opgaverne i specialtilbuddene. Det vil intet ændre og i dag
koster en specialplads allerede alt rigeligt, men med ringe udbytte. De 60.000 kr. om måneden til en
specialplads til et barn med handicap er så meget bedre udnyttet ved relevant støtte til barnet.
Socialordfører, Trine Torp (SF), sagde det så fint afslutningsvist til samrådet den 5/11 2019. Fokus på
trivsel, fremfor udbytte, ved indsatser. Det koster langt mindre økonomisk og langt færre liv bliver
ødelagt sådan. Vi ville ønske, at Folketinget ville se på os forældre som ressourcer til at hjælpe vores
egne børn med handicaps, da vi er nøglen til vores børns trivsel. Andre som forældre med værdi som
dele af vores børn på trods af handicap, men med behov for vejledning i forælderollen.
På valgdagen den 5/6 2019 udtalte Mette Frederiksen (S) i sin tale, at moderen med handicap skal
have støtte til at være mor for sit barn. Men selv forældre med de mest banale støttebehov grundet
de sidder i kørestol, har fået tvangsfjernet deres børn og bliver ikke det mindste kompenseret, kan
ikke holde jul med deres barn eller holde fødselsdage sammen med barnet. Det er en falliterklæring
som velfærdssamfund.
Jørn
Ma ge ka huske udse delse ’Er du
ors lille dre g?’ o
5
Jør og ha s forældre,
der blev sendt på
 L 68b - 2019-20 - Bilag 14: Henvendelse af 3/1-20 fra Foreningen Klip
2131507_0006.png
DR for lidt over 20 år siden. Jørn bliver senere diagnosticeret med ADHD og Autisme. Forældrene kan
ikke strukturere en hverdag med et spædbarn, og vi finder også senere ud af, at Jørns forældre har
Autisme og ADHD. Hvad pædagoger på observationsstedet observerer, er tegn på autisme, da lille
Jørn ikke kan holde øjenkontakt og søger væk, og er urolig, der er tegn på ADHD. Det bliver tolket
som, at lille Jørn har taget skade af forældrenes udfordringer med at stå op og strukturerer en
hverdag med et spædbarn samt give det nærvær. I dag tager Jørn stoffer, på trods af anbringelsen
skulle have reddet ham, da han blev tvangsfjernet 4 måneder gammel. Blev Jørns forældres ret til
kompensering i deres forælderolle varetaget ud fra deres handicaps? Nej. Blev Jørns handicaps set af
pædagogerne og taget højde for og adskilt fra at være skadet, kontra have medfødte handicaps?
Nej. Vi synes i foreningen at Jørns forløb er uværdigt for mennesker med handicaps og eksponerer
samfundets negligering af forældre og barn med handicaps.
Opholdet på bostedet for lille Jørn og hans forældre var ikke relevante, som
Menneskerettighedsdomstolen fastslår staterne skal foranstalte før en tvangsfjernelse af barnet, i
erkendelse af at en adskillelse mellem barn og forældre er skadeligt i sig selv. Pædagogerne havde
måske med den
relevante
indsigt kunne vejlede Jørns forældre efter deres og Jørns handicaps, og
derved havde deres vurderinger været helt anderledes og ligeså den fremadrettede indsats overfor
familien. Hvorvidt Jørn kunne være blevet ved sin familie med den relevante støtte ved vi ikke. Men
det var og er for fattigt et menneskesyn ikke at forsøge.
Sammenfattende
Det er tydeligt, at der er behov for få indskrevet i loven, at handicaps ikke legitimerer
frihedsberøvelse af børn og adskillelse af familier, ud fra sammenligninger med børn og forældre
uden handicaps, jf. Menneskerettighedskonventionens, Handicapkonventionen og
Børnekonventionen.
Danmark har forpligtet sig til at kompensere det støttebehov familier har til
at kunne blive sammen og udvikle hvert individs potentiale.
Dette vil gavne både barnets trivsel og
derved udvikling, men også forældrenes trivsel og deraf familien som helheds mulighed for at
deltage i samfundslivet. Ved at understøtte familien som helhed, understøtter man som samfund
familiens styrkende sammenhold for individet. Det vil sige, at barnet som myndig vil have et netværk
i kraft af sine familierelationer. Dette styrker samfundets sammenhængskraft med hele familier.
Udvidelse af Servicelovens § 176 er helt afgørende for familier med handicappede børn og/eller
forældre med handicaps. Mennesker er ikke deres handicaps, men kan have kompenseringsbehov
for at kunne udvikle deres potentiale som forældre. Så længe Danmark ikke yder denne
kompensering til børn og forældre med kompenseringsbehov, så undertrykker Danmark forældre og
børn med handicaps. En udvidelse af Servicelovens § 176 vil sikre familier ramt af handicaps. Det vil
spare penge i statskassen, da anbringelser og alt der i forbindelse med anbringelser er langt mere
omkostningstungt end den relevante tilstrækkelige støtte til at starte med.
Venlig hilsen
Kristina Kiettelmann Jensen
–
bestyrelsesmedlem i Foreningen Klip
–
Forældre til anbragte børn
Vejrmøllegården 20
9550 Mariager
Tlf: 60677647
6