Social- og Indenrigsudvalget 2019-20, Social- og Indenrigsudvalget 2019-20, Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
L 68 Bilag 12, L 68 A Bilag 12, L 68 B Bilag 12
Offentligt
2123046_0001.png
Social- og Indenrigsudvalget
Mariager 10/12 2019
Økonomiske strukturer
Refusionsreglen i Servicelovens § 176 blev i kølvandet på Tøndersagen og Brønderlevsagen iværksat
for at hjælpe kommunerne fra de omkostningstunge anbringelser. Kommunerne erkendte at have
negligeret misbrugte børn grundet økonomiske incitamenter. Derfor blev Serviceloven indført til at
støtte kommunerne i at tvangsfjerne misbrugte børn. Det har derfor ikke umiddelbart været
Folketingets intention, at skabe en økonomisk struktur til hvad jeg vil illustrere nedenfor, at
Servicelovens § 176 kan misbruges til. Overordnet set finder jeg det imponerende at lade det være
muligt, at misbruge en økonomisk struktur i tvangsfjernelsessager, efter kommuner har erkendt at
have ladet børn seksuelt misbruge for at kommunerne kunne spare penge. Ikke at skelne mellem
handicaps og omsorgssvigt i sociale sager er det primære problem.
Da amterne blev nedlagt og den specialiseret opgave med børn med handicaps blev overgivet til
kommunerne, blev mange specialiseret tilbud nedlagt. Kommunerne sagde klart fra på opgaven,
som da heller ingen midler fik med sig, og Folketinget skabte derved en virkelig ringe position for
børn med handicaps.
Refusion i Servicelovens § 176
Fra 710.000 kr. til 1.420.000 kr. fratrækkes 25 procent, der udgør 177.500 kr., som
anbringelseskommunen får refunderet i udgift til anbringelsen.
Fra 1.420.000 kr. til 2.130.000 kr. fratrækkes 50 procent, der udgør 355.000 kr., som
anbringelseskommunen får refunderet, sammen med 177.500 kr., som til sammen udgør en
besparelse på 532.500 kr.
Fra 2.130.000 kr. til 2.840.000 kr. fratrækkes 75 procent, der udgør 532.500 kr., som
anbringelseskommunen får refunderet, sammen med 177.500 kr. og 355.000 kr., som til sammen
udgør 1.242.500 kr.
Efter 2.840.000 kr. fratrækkes 100 procent sammen med 1.242.500 kr.
Det vil sige, at
anbringelseskommunen kan forudsige, at udgiften til de/t anbragte børn/barn maksimalt kommer
op på 1.597.500 kr. i de mest omkostningstunge sager.
Det kan i mange handicapsager bedre svare
sig for kommunen at anbringe barnet/børnene og derved afgrænse udgiften hertil, via ovenstående.
Hvis anbringelsen sker i en institution i anbringelseskommunen, så får anbringelseskommunen en
del af den statslige refusion som indtjening, da kommunen køber ydelser af sig selv og får statslig
refusion herved.
Et eksempel
I en familie med to børn med handicaps, så koster to specialinstitutionspladser 1.440.000 kr. om året
for hjemkommunen. Har en familie med to børn med to specialpladser i kommunen brug for
yderligere støtte, så er handlerummet hertil kun på 157.500 kr. da familien ellers udgør en større
udgift for kommunen end ved tvangsanbringelse af børnene, jf. Servicelovens § 176 og ovenstående
regnestykke. Ofte har familier ramt af handicap brug for mere end specialinstitution/skoletilbud. Det
kan være tabt arbejdsfortjeneste, aflastning, psykologhjælp, familiebehandling, ekstern bistand til
træning af handicaps, handicapbolig, handicapbil, hjælpemidler mv.
1
L 68b - 2019-20 - Bilag 12: Henvendelse af 11/12-2019 fra Foreningen Klip
Udgør udgiften til en familie, uanset antal børn, mere end 1.597.500 kr. så er der et økonomisk
incitament for kommunen til at tvangsanbringe børnene, da kommunen derved vil kunne få
refunderet udgiften til familien på alt udover 1.597.500 kr. Det vil kommunen ikke kunne få mens
børnene bor ved deres biologiske ophav, da Servicelovens § 176 ikke gælder for hjemmeboende
børn.
Når jeg finder frem til hvad kommunerne får af tilskud fra staten til børn med autisme og/eller
AHDH, så modregner jeg dette tilskud med 1.597.500 kr. og har derved anbringelseskommunens
reelle udgift eller indkomst til/grundet anbringelsen. Det fik jeg desværre ikke svar på fra Social- og
Indenrigsministeren, jf. min henvendelse af 27/11 2019, der er modtaget 28/11 2019.
Løsningsforslag
Servicelovens § 176 er et brud på Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og
Handicapkonventionen artikel 7, 1. og 2. afsnit, artikel 15, 17 og 22 afsnit 1 i sin nuværende
udformning. Disse konventioner skal Folketinget overholde, hvilket kan gøres let ved at udvide
Servicelovens § 176 til at gælde hjemmeboende børn også. Så kan staten spare lidt penge på
anbringelser, og familiers ret til at være sammen kan blive beskyttet, ved at fjerne kommunernes
økonomiske incitament ved at tvangsfjerne omkostningstunge børn fra deres forældre. Vi familier
ser frem til den strukturelle beskyttelse af vores familieliv på trods af handicap.
Venlig hilsen
Kristina Kiettelmann Jensen
Vejrmøllegården 20
9550 Mariager
Tlf: 60677647
2