Social- og Indenrigsudvalget 2019-20, Social- og Indenrigsudvalget 2019-20, Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
L 68 , L 68 A , L 68 B
Offentligt
2122376_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 9054
Doknr.
174296
Dato
09-12-2019
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 28. november 2019 stillet følgende
spørgsmål nr. 1 (L 68) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 1:
”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 28. november 2019 fra Kristina
Kiettelmann Jensen, jf. L 68
– bilag 3.”
Svar:
Henvendelsen i bilag 3 indeholder otte spørgsmål om anbringelsesområdet, herunder
om anbragte børn og unge med ADHD og autisme, om økonomiske incitamenter i
serviceloven til at anbringe, samt om servicelovens beskyttelse mod tilfældig
frihedsberøvelse. Nedenfor følger min enkeltvise besvarelse af spørgsmålene.
1. Hvor mange procent af anbragte børn har særlige behov?
Alle anbragte børn og unge har særlige behov. En anbringelse uden for hjemmet er én
af de foranstaltninger, kommunerne kan træffe afgørelse om, hvis børn og unge har brug
for særlig støtte og behov for hjælp, jf. servicelovens § 52.
Hvis forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år ikke samtykker til
anbringelsen, så kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om en anbringelse uden
samtykke, jf. servicelovens § 58, hvis der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges
sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, samt at problemerne ikke kan løses under
barnets eller den unges ophold i hjemmet.
2. Hvor meget får de 98 kommuner refunderet efter servicelovens § 176?
I forhold til særlige dyre enkeltsager på børneområdet kan kommunerne efter
servicelovens § 176 a få refunderet 25 pct. af beløb, som overstiger 810.000 kr. årligt
og 50 pct. af beløb over 1,6 mio. kr. årligt til personer under 18 år, eller personer som
modtager efterværn efter servicelovens §§ 76 eller 76 a. Der er således tale om
refusionsregler, der dækker alle indsatser efter serviceloven og ikke kun anbringelser.
I 2018 var de samlede udgifter til sociale foranstaltninger til udsatte børn og unge i alt
16,5 mia. kr. Heraf blev der brugt 9,6 mia. kr. på anbringelsesområdet. Ifølge Social-
og Indenrigsministeriets egne beregninger fik kommunerne i regnskabsåret 2018
refunderet ca. 675,7 mio. kr. efter den centrale refusionsordning for særligt dyre
enkeltsager (§176 a) på børneområdet.
3. Hvor mange anbragte børn og unge har ADHD eller/og autisme diagnoserne?
Det er altid med udgangspunkt i barnets behov for særlig støtte, at kommunerne skal
træffe afgørelse om en foranstaltning. Det er således det samlede støttebehov hos
 L 68a - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 13: Spm. om kommentar til henvendelse af 4/12-19 fra Ole Bakkestrøm, Skovlunde, til social- og indenrigsministeren
2122376_0002.png
barnet, som valget af foranstaltning skal tage udgangspunkt i. Diagnoser såsom
autisme eller ADHD kan være en medvirkende årsag til, at børn og unge har behov for
særlig støtte, som i nogle tilfælde bedst kan tilgodeses ved, at barnet eller den unge
anbringes uden for hjemmet.
I 2017 havde 924 anbragte børn og unge kun diagnosen ADHD, mens 558 anbragte
børn og unge kun havde en autismediagnose. Anbragte børn og unge med autisme og
ADHD udgjorde 504 børn og unge, jf. tabel 1.
Tabel 1
Antal anbragte børn og unge i alderen 0-17 år med en autismediagnose og/eller ADHD, 2012-2017
2012
Anbragte med diagnosticeret ADHD*
Anbragt med en autismediagnose
Anbragte med autisme og ADHD
882
476
298
2013
903
503
341
2014
918
526
391
2015
907
544
398
2016
940
549
449
2017
924
558
504
Note: *) ADHD omfatter i denne opgørelse hyperkinetiske
forstyrrelser’ og opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet
**)
Angiver hvor mange børn og unge der i alt var anbragt, som enten havde diagnosticeret ADHD eller autisme, eller som
havde begge diagnoser.
Anm.: Omfatter 0-17-årige med ADHD eller autisme anbragt uden for hjemmet d. 31. december i perioden 2012-2017. ADHD- og
autismediagnoser er baseret på alle kontakter til somatiske og psykiatriske sygehuse i perioden 1995 frem til
opgørelsesåret, dvs. at fx antallet af børn/unge med en ADHD diagnose i 2012 er baseret på kontakter i perioden 1995-
2012 etc. Første række omfatter børn og unge, som
kun
har diagnosticeret ADHD, anden række omfatter børn og unge,
som
kun
har en autismediagnose, mens tredje række omfatter børn som både har diagnosticeret ADHD og har en
autismediagnose.
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.
4. Dækker det statslige tilskud til børn med ADHD og autisme diagnoserne de 1,5
mio. kr. anbringelseskommunen afholder, jf. servicelovens § 176?
Der er ikke tale om et tilskud. Servicelovens § 176 a om refusion af udgifter til særlige
dyre enkeltsager på børneområdet dækker over alle indsatser efter serviceloven, som
overstiger de angivne grænsebeløb. Det er således ikke kun udgifter til anbringelser,
der kan søges refusion om, men sager som samlet set beløber sig til udgifter over et
vist beløb, jf. min besvarelse af spørgsmål nr. 2 ovenfor.
5. Med det særlige økonomiske incitament i servicelovens § 176 til at tvangsanbringe
børn med særlige behov, mener socialministeren så at have bedret situationen for
børn med handicaps, fra 1940’ernes institutionalisering af disse?
Jeg mener, at både samfundets syn på og den sociale indsats over for børn med fysiske
eller psykiske funktionsnedsættelser og deres familier er markant forbedret siden
1940’erne.
Herudover er jeg ikke enig i, at reglerne om statsrefusion for særligt dyre enkeltsager
for personer under 18 år i servicelovens § 176 a giver kommunerne et økonomisk
incitament til at anbringe børn uden for hjemmet, bl.a. fordi en anbringelse uden for
hjemmet som altovervejende udgangspunkt er dyrere end en hjemmebaseret indsats,
uanset adgangen til refusion.
Desuden følger det som nævnt af reglerne, at det altid er med udgangspunkt i barnets
behov for særlig støtte, at kommunerne skal træffe afgørelse om en foranstaltning. Det
er således det samlede støttebehov hos barnet, som valget af foranstaltning skal tage
udgangspunkt i. Valget af foranstaltning må således aldrig tage afsæt alene i
økonomiske hensyn, og ift. fx en anbringelse uden samtykke så sætter serviceloven
desuden meget snævre rammer for, hvornår kommunerne kan træffe afgørelse herom,
jf. min besvarelse af spørgsmål nr. 1.
2
 L 68a - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 13: Spm. om kommentar til henvendelse af 4/12-19 fra Ole Bakkestrøm, Skovlunde, til social- og indenrigsministeren
2122376_0003.png
Formålet med reglerne om refusion for en del af beløbet til særligt dyre enkeltsager er
at sikre, at kommunerne vælger den indsats, der bedst matcher behovet for støtte hos
barnet eller den unge, samtidig med at udgiften hertil kan rummes inden for den
enkelte kommunes budget for området.
6. Lever økonomiske tvangsfjernelser op til menneskerettighedskonventionens artikel
8 om barnets ret til familieliv?
Som nævnt ovenfor i besvarelsen af spørgsmål nr. 5, så mener jeg ikke, at der er
økonomiske incitamenter for kommunerne til at anbringe. I stedet er det
grundlæggende vigtigt, at der sættes ind med den rette hjælp så tidligt som muligt, så
alle børn og unge får de bedste chancer for en tryg barndom og gode fremtidsudsigter.
I nogle tilfælde vil den rette indsats være en anbringelse uden for hjemmet på et tidligt
tidspunkt, så problemerne ikke vokser sig så store, at barnet risikerer at blive skadet
for livet.
I forhold til retten til familieliv så har alle anbragte børn og unge ret til, at der er
voksne mennesker, der passer på dem og giver dem omsorg og beskyttelse. Det er
samtidig ofte af stor betydning for barnets eller den unges forhold under opholdet
uden for hjemmet, at kontakten med forældrene opretholdes. Her følger det af
servicelovens § 71, at alle anbragte børn og unge har ret til at have regelmæssig kontakt
og samvær med forældre, søskende, bedsteforældre, øvrige familie, venner m.fl.
Anbragte børn og unge har omvendt også ret til ikke at ønske samvær.
Kommunen og anbringelsesstedet har et særligt ansvar for at sørge for, at kontakten
med barnets forældre, familie og netværk i det hele taget kan lade sig gøre, fx ved
besøg, telefonopkald, via sms eller mails, over facebook osv. Hvis der er en ustabil
kontakt, kan kommunen bede en støtteperson efter servicelovens § 54 om at støtte
forældrene i at opretholde kontakten eller ved, at man hjælper forældrene med
transporten til anbringelsesstedet. Det er også muligt at se på, om der er personer i
netværket, der kan støtte forældrene i at opretholde kontakten.
Når det er nødvendigt af hensyn til barnet eller den unges sundhed og udvikling, så
kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om, at samvær og kontakt med familie
m.fl. for en bestemt periode skal være overvåget eller afbrydes.
7. Professor i socialret ved det juridiske fakultet, Kirsten Ketcher, har udtalt i
Orientering på P1 d. 21./11. 2019, at kommunerne er drevet af økonomi i deres
afgørelser vedrørende anbringelser. Ser socialministeren de nuværende børn og
unge-udvalg, ledet af politikkere med ansvar for kommunens økonomi, for habile i
tvangsfjernelsessager?
I min optik er det helt centralt for kvaliteten og retssikkerheden for parterne i sager
om anbringelse uden samtykke, at medlemmerne af børn og unge-udvalgene har
forskellige kompetencer i forhold til at kunne tage stilling til de ofte meget komplekse
sager, som udvalget skal behandle. Ved at udvalgets medlemmer samlet set
repræsenterer både socialfaglig og juridisk specialistviden samt almene betragtninger,
sikres det, at afgørelserne bygger på en helhedsbetragtning af barnets behov for en
anbringelse uden for hjemmet.
Kommunalbestyrelsesmedlemmerne i børn og unge-udvalget skal fungere som
lægmænd uden specialviden inden for området. Deres rolle er således at vurdere
sagerne ud fra et lægmandsperspektiv og uden at tage kommunalpolitiske hensyn.
Formålet er, at befolkningens almindelige opfattelse også er repræsenteret ved
udvalgets afgørelser, samt at kommunalbestyrelsen får et vigtigt indblik i sagernes
karakter.
3
 L 68a - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 13: Spm. om kommentar til henvendelse af 4/12-19 fra Ole Bakkestrøm, Skovlunde, til social- og indenrigsministeren
2122376_0004.png
Kommunalbestyrelsesmedlemmernes funktion i udvalgene skal ses i sammenhæng
med, at der som faste medlemmer af børn og unge-udvalget også er en byretsdommer
og to børnesagkyndige, som bidrager med hhv. juridisk og socialfaglig specialistviden.
Dommeren har til opgave at lede møderne og påser, at kommunalbestyrelsen har
foretaget de nødvendige undersøgelser efter servicelovens § 50 (børnefaglig
undersøgelse), og om sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en
retssikkerhedsmæssig forsvarlig afgørelse i sagen. Dommeren kan herunder beslutte,
at der skal indhentes flere oplysninger. Dommeren yder også vejledning om, hvordan
reglerne skal forstås og anvendes og giver en retlig vurdering af de foreliggende
oplysninger i sagen.
De pædagogisk-psykologisk sagkyndige yder vejledning til udvalget om, hvorvidt der
er indhentet de nødvendige sagkyndige udtalelser og undersøgelser til at belyse sagen.
Desuden ydes vejledning om, hvilke foranstaltninger der ud fra en børnesagkyndig
vurdering må anses for at være bedst egnet til at fremme barnets udvikling og trivsel.
Børn og unge-udvalget kræver et kvalificeret flertal, hvorfor
kommunalbestyrelsesmedlemmerne ikke selv kan træffe beslutninger i udvalget.
Herudover er det vigtigt at holde sig for øje, at børn og unge-udvalget alene kan træffe
sine afgørelser på baggrund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen (i praksis den
kommunale forvaltning). Det betyder, at der forud for afgørelsen i børn og unge-
udvalget bl.a. er foretaget en børnefaglig undersøgelse af barnet mv., som ligger til
grund for forvaltningens indstilling til børn og unge-udvalget.
8. Udgør børn og unge-udvalgene i kommunerne en retsprocessuel beskyttelse mod
tilfældig frihedsberøvelse af børn (grundlovens § 71,
menneskerettighedskonventionens artikel 6 og børnekonventionens artikel 9), når
afgørelserne er baseret på økonomi?
Ja. Jeg mener ikke, at der er belæg for at sige, at afgørelserne om anbringelse er
baseret på økonomi. I den forbindelse kan det nævnes, at kommunerne i 2018
anvendte i alt 16,5 mia. kr. årligt på sociale indsatser for børn og unge.
Kommunalbestyrelserne må efter servicelovens regler ikke tage usaglige økonomiske
hensyn ved valg af tilbud til det enkelte barn/den unge. Det betyder, at kommunen
ikke må vælge en foranstaltning eller handicapkompenserende ydelse, som ikke
tilgodeser barnets eller den unges behov fra starten, og at en nødvendig foranstaltning
eller ydelse ikke må ophøre i utide af hensyn til besparelser i kommunen.
Med hensyn til grundloven og internationale konventioner så er servicelovens
bestemmelser udformet i overensstemmelse hermed. Det følger således af grundlovens
§ 71, stk. 2, at frihedsberøvelse kun kan finde sted med hjemmel i lov, ligesom der skal
være en særlig adgang til domstolsprøvelse. Anbringelser uden samtykke har hjemmel
i serviceloven og kan dermed kun ske, når betingelserne i servicelovens § 58 eller § 75
er opfyldt, og der er fastsat særlige regler om adgangen til domsprøvelse i
servicelovens § 169.
I sager om anbringelse uden samtykke efter § 58 gælder der desuden særlige regler,
som skal sikre retssikkerheden for parterne i sagen. Således skal sager om anbringelse
uden for hjemmet uden samtykke behandles i kommunens børn og unge-udvalg efter
indstilling fra kommunen, og kommunen skal tilbyde gratis advokatbistand til
forældremyndighedsindehaver og unge over 12 år i forbindelse med behandling af
sagen samt oplyse om retten til aktindsigt og retten til at udtale sig for børn og unge-
udvalget.
4
 L 68a - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 13: Spm. om kommentar til henvendelse af 4/12-19 fra Ole Bakkestrøm, Skovlunde, til social- og indenrigsministeren
2122376_0005.png
I den sammenhæng er der i
lovforslaget L 68 ”Ro
og stabilitet for udsatte børn og unge
og styrkelse af forældres retssikkerhed i anbringelsessager” et forslag om, at en
vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at varetage omsorgen
for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov,
herunder med hjælp og støtte efter denne lov eller anden relevant lovgivning, skal
indgå i en indstilling til børn og unge-udvalget om anbringelse efter servicelovens § 58.
Formålet er at sikre et mere gennemsigtigt grundlag for afgørelser om anbringelse og
dermed at styrke retssikkerheden for forældrene og barnet eller den unge.
Derudover foreslås det i L 68, at servicelovens § 50, stk. 5, ændres, så det fremgår, at
hvis kommunen iværksætter en psykologisk undersøgelse af
forældremyndighedsindehaveren som led i en børnefaglig undersøgelse, skal
undersøgelsen foretages af en autoriseret psykolog. Det skal styrke det faglige
grundlag for kommunernes afgørelser om foranstaltninger, herunder i sager om
anbringelse af børn og unge uden for hjemmet uden samtykke. Dette kan bl.a. bidrage
til at sikre, at barnet eller den unge får den rette hjælp, og at kommunerne vælger de
mindst indgribende foranstaltninger, som er tilstrækkelige til imødekomme barnets
eller den unges eller familiens støttebehov
Med venlig hilsen
Astrid Krag
5