L 68a - 2019-20 - Bilag 15: Henvendelse af 5/1-20 fra Foreningen Klip

Social- og Indenrigsudvalget 2019-20, Social- og Indenrigsudvalget 2019-20, Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
L 68 Bilag 15, L 68 A Bilag 15, L 68 B Bilag 15
Offentligt

Social- og Indenrigsudvalget

Vedrørende L68

Mariager 5/1 2020

Når relationer er for svære at være i

Det virker på de fleste mennesker som, at de godt kan forestille sig, at det er svært for børn og forældre at

blive adskilt. Alligevel fremhæves unge menneskers udtalelser om ikke at ville have en relation til deres

forælder af Social- og Indenrigsminister, Astrid Krag. Vi vil i Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn

gerne afdække de følelser, der ligger bag en afstandtagen til egne forældre eller børn

–

for det sker også, at

myndighederne gør det at oppebære relationen til barnet så ydmygende og vanskeligt for forælderen, at

forælderen trækker sig fra samvær med eget barn.

Vi indeholder som mennesker mange egenskaber og hvis et barn har svært ved at indgå i relationen med

sine forældre, så vil det være i barnets tarv at støtte relationen mellem barn og forælder, ved at reflektere

med positive narrativer for at barnet får fokuseret på det positive i relationen. Det har man en interesse i at

gøre som myndighed, fordi forælderen er en del af barnet og det at forstå en del af en selv positivt er

vigtigt for barnets selvforståelse og videre udvikling.

Vi har fulgt godt med i, at Social- og Indenrigsminister, Astrid Krag i sine dialoger med unge mennesker,

med knap så megen livserfaring, ikke efterspørger de positive narrativer. Det finder vi afstumpet og

manipulatorisk, at bruge meget unge menneskers manglende indsigt til at skabe negative narrativer om os

forældre til anbragte børn. Astrid Krag ville nok også blive stødt, hvis en politiker havde udstillet Astrids

børns manglende udvikling til at sige noget negativt om Astrid. Vi er i Foreningen Klip

–

Forældre til

anbragte børn, blevet stødt over Social- og Indenrigsminister, Astrid Krags underlødige tilgang til dette

meget sårbare emne, hvor Astrid udstiller vores familieliv. Astrid Krag kunne have spurgt hvad disse unge

mennesker synes deres forældres positive egenskaber er, hvad der skulle til for at gøre samværene positive

eller hvad det unge menneske manglede i sine samvær med forælderen som barn for at gøre samværet

godt. Astrid Krags lobbyarbejde med disse unge mennesker er da også i strid med retspraksis fra

Menneskerettighedsdomstolen, jf. Johansen vs. Norge, afgørelse af 7/8 1996:

Præmis 78:

”The

Court considers that taking a child into care should normally be regarded as a

temporary

measure

to be discontinued as soon as circumstances permit and that

any measures of implementation of

temporary care should be consistent with the ultimate aim of reuniting the natural parent and the child

(see, in particular, the above-mentioned Olsson (no. 1) judgment, p. 36, para. 81). In this regard, a fair

balance has to be struck between the interests of the child in remaining in public care and those of the parent

in being reunited with the child (see, for instance, the above-mentioned Olsson (no. 2) judgment, pp. 35-36,

para. 90; and the above-mentioned Hokkanen judgment, p. 20, para. 55). In carrying out this balancing

exercise, the Court will attach particular importance to the best interests of the child, which, depending on

their nature and seriousness, may override those of the parent.

In particular, as suggested by the

Government, the parent cannot be entitled under Article 8 of the Convention (art. 8) to have such

measures taken as would harm the child's health and development.”

(Vores fremhævning) Jf.

https://hudoc.echr.coe.int/eng#{%22itemid%22:[%22001-58059%22]}

For at nedsætte samvær skal begrundelsen være, at barnets sundhed eller udvikling vil være i fare, hvis

samværet ikke nedsættes. Det overordnede mål skal være at genforene barn og forældre. Når man læser

L 68a - 2019-20 - Bilag 15: Henvendelse af 5/1-20 fra Foreningen Klip

handleplaner for anbringelser, så er målet ikke at genforene forældre og barn, men at understøtte

anbringelsen, hvilket er i tråd med hvad Socialdemokratiet fremhæver i medierne. Det kunne være

interessant at undersøge handleplanernes indhold. Altså hvad målet med anbringelsen er. For

handleplanerne indeholder sjældent noget konkret om hjemgivelse, som Menneskerettighedsdomstolen

ellers er tydelige om skal være målet. Vi synes at det er et stort problem, at Social- og Indenrigsministeren i

landet lobbyerer for det modsatte af hvad Menneskerettighedsdomstolen har fastslået at Danmark er

forpligtet til at efterkomme.

Ind imellem bliver relationen også for svær for forældre at være i, hvilket skyldes myndigheders

ubegrænsede magtbeføjelser til at indskrænke samvær, flytte rundt på barnet (der også påvirker

forælderen, der skal transportere sig efter hvor barnet er uden økonomisk støtte hertil) og pålægge

samværene helt ulidelige tiltag, i helt uegnede samværslokaler. Ulidelige tiltag kan blandt andet være

overvåget samvær, hvor der er en person til stedet, der retter i forælderens adfærd overfor barnet, når

personen synes at forælderen gør noget personen ikke synes om. Overvåget samvær bruges meget og

handler i flertallet af disse sager ikke om vold, misbrug, overgreb eller lignende, der ville berettiget en

sådan foranstaltning til at støtte barnet i samværet. Overvåget samvær bliver ofte indført for at chikanere

forælderen, hvis forælderen har bedt om mere samvær og har gode samværsbeskrivelser til at underbygge

denne anmodning. Dem som udfører overvåget samvær eller familiebehandling, der kan udgøre samme

slags chikane af forælderen, tjener godt på at irettesætte forælderen, jf. Servicelovens § 176, og derved

opretholde foranstaltningen.

Magtforholdet mellem forvaltning og forælderen

Forvaltningen har i tvangsfjernelsessager uindskrænkede magtbeføjelser, der går langt udover forælderens

bevægelsesfrihed, ytringsfrihed, forældermyndighedsudøvelse, selvbestemmelse mv. Det har forvaltningen

i medfør af forvaltningens frihedsberøvelse af barnet, hvorefter en forælder vil adlyde ethvert pålæg, da

nægtelse af at efterkomme forvaltningen ordrer vil koste barn og forælder samvær. Forvaltningen skal bare

give reaktioner efter samvær som begrundelse for nedsættelse af samvær, og det kommer ofte efter at

forælderen har gjort noget uønsket i forvaltningens øjne. Dette magtmisbrug til at styre forældre som

marionetdukker bør stoppes.

Nedsættelse af samvær grundet reaktioner efter samvær

I dagene op til samvær fyldes vi forældre til anbragte børn med ængstelse, glæde, savn, frygt og kærlighed,

hvilket ofte gør os grådlabile. Vi bliver ømme af kærlighed til vores børn. Vi kan blive bange for synet vi skal

møde af vores egne børn i mistrivsel. Vi frygter vores børns gensyn med os er mindre kærligt end sidst,

grundet der er gået så lang tid. Vi kan genkalde vores børns lugt, blødhed, kram og mærke barnets læber på

os i et kys. Vi kan genkalde vores børns kærlighedserklæringer til os forældre og glædes over dette. Vi kan

have klargjort en plan for at gøre dagen god for vores børn, som vi er nervøse for glipper og chancen for at

gøre noget positivt for vores børn ikke lykkes. Vi har kun ganske få timer med vores børn og der skal så lidt

til at gøre samværet mindre godt, som f.eks. sløjhed. Når vi kun ser vores børn en gang i måneden, så er

hvert samvær af ekstrem vigtighed for os, hvorfor mange følelser vælder op i os op til og efter samvær.

Børn har et følelsesliv ligesom vi voksne har, bare mindre komplekst, men har af samme grunde

reaktioner i forbindelse med samvær.

Efter samvær udløses alle ovenstående følelser og uanset hvordan samværet er gået, så rammes vi

forælder herefter af en sorg over at måtte sige farvel. Vi rammes af re-traumatisering ved at skulle skilles

ad fra vores børn, vi er biologisk del af og psykologisk kodet til at være sammen med. Vi rammes af vrede

og frustration over adskillelsen. Vi rammes af savn til vores højt elskede børn.

Vi har som individer mange

forskellige måder at håndtere følelser på. Ligeså har børn, og det er disse helt normale reaktioner på re-

L 68a - 2019-20 - Bilag 15: Henvendelse af 5/1-20 fra Foreningen Klip

traumatisering, sorg, vrede og savn som forvaltninger misbruger til at nedsætte samvær.

Desto mindre

samvær, desto værre bliver reaktionerne. Desto bedre samvær, desto værre reaktioner. Desto mindre

samvær, desto mere fremmedgørelse mellem barn og forælder, og desto sværere er det at skabe gode

samvær, da det ved mindre kontakt bliver sværere at relatere til hinanden. I

Menneskerettighedsdomstolen er argumentet for nedsættelse af samvær grundet reaktioner fra barnet,

behandlet i Lobben vs. Norway, afsagt den 10/9 2019, af fem dommere ved

Menneskerettighedsdomstolen, i punkt 6:

” The authorities’ argu e t that the hild’s rea tio s would de rease a d the degree of o ta t ould e

improved if the sessions became less frequent (see paragraph 75) cannot be considered as anything other

than cynical.”

(Vores understregning) Jf.

https://hudoc.echr.coe.int/eng#{%22itemid%22:[%22001-

195909%22]}

Nedsættelse af samværsfrekvens grundet barnets negative reaktioner efter samvær kan ikke anses som

andet end kynisk! Så hvorfor har

alle forvaltninger

alligevel nedsat samvær på baggrund af reaktioner efter

samvær i tæt mod

alle sager?

Hvordan kan det være, at vi familiers ret til familieliv ikke varetages af Social-

og Indenrigsministeren? Menneskerettighedsdomstolen er klar og tydelig omkring dette aspekt!

Fremmedgørelse mellem forælder og barn gør, at vi ikke har en fælles historie og derved får sværere og

sværere ved at indgå i relationen med hinanden, da vi bliver gjort til fremmede for hinanden. Barnet

oplever utryghed ved ikke at have en tæt relation til sine forældre, hvilket ikke opnås ved en times samvær

hver 4. uge. Manglende oplysninger om hinanden umuliggør at kunne forholde sig til hinandens liv, barn og

voksen imellem. Forældre og børn må ikke have dialog med hinanden og pålægges ikke at måtte kontakte

hinanden af forvaltningerne med henvisning til ro og stabilitet under anbringelsen. Det kan godt være at en

tæt relation gør det vanskeligt for plejere at have en relation til barnet, men at ødelægge relationen til

forældre fordi plejere har det vanskeligt i relationen er omvendt af hvad Servicelovens § 71 foreskriver.

Dette burde Social- og Indenrigsministeren stå på mål overfor forvaltninger i de 98 kommuner for.

Begrundelsen lyder på ro og stabilitet i anbringelsen. Derfor har det unge menneske også svært ved

relationsdannelse, når det bliver myndig, da det er blevet kastet uberettiget rundt fra pleje til pleje og fra

institution til institution, hvilket et barn skal være overjordisk stærk for at komme helskindet ud af. Det

eneste faste holdepunkt, er barnets forældre.

Relationen mellem barn og forælder er afgørende for barnets selvforståelse. Kommunen skal sørge for, at

barnets forbindelse til forældre og øvrige netværk holdes ved lige, jf. Servicelovens § 71. Ved at vi forældre

hverken kan være sammen med vores børn på fødselsdage, i højtider, på helligdage, i ferier, behøver vi vel

ikke nævne, at netværket også helt bliver fraskåret fra barnet?

Hvorfor har Social- og Indenrigsministeren

ikke sørget for at kommunerne overholder loven på dette helt afgørende punk, der påvirker barnets

trivsel, giver ro og stabilitet på trods af anbringelsen?

Det er indlysende at et barns tryghed ved at

oppebære en tæt relation til sine forældre er helt afgørende for barnets trivsel, og deraf evne til indlæring

mv. Børns mistrivsel og manglende evne til indlæring bunder i at forvaltningerne modarbejder at barnet

kan have en tæt relation til sine forældre og sit netværk. Det er især vigtigt for barnet at have adgang til

sine forældre på fødselsdage, helligdage og ved andre særlige lejligheder. Dette respekterer forvaltninger

sjældent og det sætter sig som ængstelse hos barnet, der bekymrer sig for sine forældre og øvrige netværk.

Med ovenstående gennemgang håber vi at have gjort forståeligt, hvorfor det kan være svært for barn

og/eller forældre at indgå i samvær. Det skyldes oftest forvaltningens manglende vilje til at gøre samvær

godt og trygt for barn og forældre. Det skyldes også en fjendtlig holdning til os familier til børn der er

anbragte. Med en minister på området til at gå direkte imod lovgivningen og retspraksis, så kan vi i

L 68a - 2019-20 - Bilag 15: Henvendelse af 5/1-20 fra Foreningen Klip

foreningen ikke få øje på hvor barnets tarv er i Socialdemokraternes modstand mod barnets biologiske

ophav. Barnet er delvist sine forældre og bortadoptioner har TV-progra

et ’Sporløs’ vist ikke æ drer på

at barnet ER sine forældre. At gribe til så disproportionalt et tvangsindgreb som tvangsadoption, må igen

være et udtryk for afmagt overfor de mange dysfunktionelle anbringelser.

Tvangsadoptioner uden retslig beskyttelse

Vi har forhørt os med de forældre, der har fået tvangsadopteret deres børn, og også her er begrundelserne

formodninger og absurde begrundelser. Serviceloven giver carte blanche via skøn, så der er intet at sætte

på domstolene, der blot gør som det naive/fordømmende Folketing har vedtaget skal være grundlaget

herfor, jf.

https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/L68/bilag/10/2122920.pdf

. Skøn og økonomiske

incitamenter baner vejen for at knuse familier, knuse børn og forældre langt udover torturen ved en

adskillelse fra hinanden.

Skøn skal helt tages væk fra tvangsadoptionssager.

Det er dybt krænkende at

adskille barn og forældre til barnet bliver 18 år, fordi kommunalpolitikere i kommunen finder det rigtigt at

fjerne børn fra ledige, forældre med anden etnisk herkomst, forældre med handicaps eller børn med

handicaps. For det er disse segmenter, der bliver frihedsberøvet børn fra deres familier ved. Det er kun i op

til 6-7 procent af sagerne, at der er tale om et misbrug, vold eller anden lødig årsag til tvangsindgreb.

I 68 procent af anbringelsessagerne skyldes anbringelsen barnets adfærdsvanskeligheder, jf. KLs

redegørelse herfor:

https://www.kl.dk/media/18776/noegletal-de-udsatte-boern-og-unge-

2019.pdf?fbclid=IwAR03DEyC-hiAW1WIs9Qo1H21W8NW0UFLvDQGaY0AsNVuy-H5l7hjFDaqnmw

handleplaner fremgår indirekte, at forældrene skal tage skylden for barnets handicap på sig for at få det

hjemgivet. Det sker ved, at vi forældre skal få afrettet vores børns adfærdsvanskeligheder. I handleplaner

står, at forældre skal i fast arbejde for at få deres barn hjemgivet. I handleplaner står at børn skal opnå ro

og stabilitet i anbringelsen, men det er ikke et lødigt mål med anbringelsen, jf. ovenstående

Menneskerettighedsdomstols afgørelse.

De mange sager for Menneskerettighedsdomstolen vedrørende tvangsadoptioner fra Norge, vidner om at

disse er konventionsstridige når adoptionen eller frihedsberøvelsen ikke kan

BEVISES

at være

NØDVENDIG

for at sikre barnets sundhed og udvikling. Danmark skal altså have disse to kriterier ind i loven om

frihedsberøvelse og tvangsindgreb overfor barnet til beskyttelse mod staten, for at leve op til sine

forpligtelser, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Manglende progression i anbringelsessager

Anbringelsessager står i stampe og årsagen er et mangelfuldt anbringelsesgrundlag. Man kan ikke måle

eller udbedre noget som ikke er der. Sammen med carte blanche bestemmelse om frihedsberøvelse af børn

i Serviceloven, udgør dette at vi ikke kan få vores børn hjemgivet. Psykologer tjener stygt på psudo-snak om

hvad der er i vejen med forældrenes interaktion med barnet, jf. Servicelovens § 176, der på ingen måder

lever op til Menneskerettighedsdomstolens vurdering af forældres mulighed for at kunne varetage

forælderollen for sit barn:

Præmis

"7.

The domestic authorities never considered the foster care of the child as a temporary

measure with the ultimate aim of reuniting the mother and her child, and they did not seriously

engage in supporting the mother with a view to improving her capacity as a mother. In this respect,

they disregarded

the Court’s case-law

and their respective obligations.

Præmis 8.

The authorities’

attitude concurs with the domestic law, setting a very low threshold

for taking a child into public care, but an extremely high threshold for discontinuing this public care

(see, in particular, section 4-21 of the Child Welfare Act, referred to in paragraph 122). In order for

the foster care order to be revoked, the parents have to show that it is “highly probable” that they

L 68a - 2019-20 - Bilag 15: Henvendelse af 5/1-20 fra Foreningen Klip

would be able to provide the child with proper care. Such a requirement is problematic in the light of

the Court’s case-law and the State’s duty to take measures in order to facilitate family reunification

as soon as reasonably feasible (see paragraph 208)."

Jf. Lobben vs. Norge:

https://hudoc.echr.coe.int/eng#{%22itemid%22:[%22001-195909%22]}

Igen skal kigges på om forælderen er til skade for barnets sundhed eller udvikling.

Ved vurdering af om en

forælder er til skade for et barns sundhed og udvikling, skal foreligge konkrete beviser, der utvetydigt

viser at en adskillelse er nødvendig.

Disse ting er helt umulige for en kommune at belyse objektivt, da

kommunerne har vist at anvende adskillelse mellem forældre og børn som pressionsmiddel, afstraffelse og

for at spare penge i kommunen, jf. Servicelovens § 176, Tøndersagen, Brønderslevsagen med flere.

Sammenfattende

Mens socialpolitikken har mere end grundlæggende mangler, så vil statsmagten og kommunerne have flere

tvangsadoptioner. Regeringen taler om tomme køleskabe mens ydelser til folkets eksistensgrundlag aldrig

har været mere udhulet end nu. Regeringen taler nedsættende om mennesker med handicaps barrierer

grundet deres handicaps, mens der stadig ikke ydes relevant vejledning og støtte til forældre med

kompensationsbehov til at varetage deres forælderolle. Regeringen taler om manglende frihed til unge

med forældre med andre kulturelle normer, men tager barnets frihed og ret til et familieliv. Folketinget

taler om manglende handicappolitik, mens størstedelen af anbringelser skyldes negligering af relevante

støtte til børn og forældre med handicaps, jf. de 68 procent af anbringelser med adfærdsvanskeligheder

hos barnet.

Folketinget bør starte med at indføre retssikkerhed i anbringelsessager med udgangspunkt i barnets ret til

beskyttelse mod statsmagten:

https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/L68/bilag/13/2125588.pdf

Familieretterne har samme problem med at overholde loven som kommunerne, hvorfor vi ikke ser disse

som løsningen. Børnedomstole med dommere og psykologfagkyndige med relevant videreuddannelse vil

være det der sikrer børnene en uvildig prøvelse med retsgarantier, forudsat at loven ændres til at

indeholde de af Menneskerettighedsdomstolen fastsatte krav til frihedsberøvelse af barnet, jf. Lobben vs.

Norge.

Ro og stabilitet for barnet bør sikres ved at ministeren skriver til kommunerne, at nedsættelse af samvær

mellem forældre og netværk med barnet, kun kan ske hvis barnet tager skade på sin udvikling og sundhed,

hvilket efterreaktioner efter samvær ikke udgør. Der skal foreligge konkrete beviser for at barnet tager

skade af samvær med forælderen for at nedsætte samvær. Afgørelser på nedsættelse af samvær grundet

reaktioner efter samvær er ugyldige og det er ministerens ansvar at sørge for at kommunerne overholder

retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen.

Vi ser frem til som forening at indgå i en dialog med Socialudvalget om hvordan familiers relationer styrkes

for at sikre barnet ro, stabilitet og kontinuitet på trods af anbringelsen. Det er barnets tarv.

Venlig hilsen

Kristina Kiettelmann Jensen

–

bestyrelsesmedlem for Foreningen Klip

–

Forældre til anbragte børn

Vejrmøllegården 20

9550 Mariager

Tlf: 60677647