Social- og Indenrigsudvalget
Mariager 10/12 2019
Økonomiske strukturer
Refusionsreglen i Servicelovens § 176 blev i kølvandet på Tøndersagen og Brønderlevsagen iværksat
for at hjælpe kommunerne fra de omkostningstunge anbringelser. Kommunerne erkendte at have
negligeret misbrugte børn grundet økonomiske incitamenter. Derfor blev Serviceloven indført til at
støtte kommunerne i at tvangsfjerne misbrugte børn. Det har derfor ikke umiddelbart været
Folketingets intention, at skabe en økonomisk struktur til hvad jeg vil illustrere nedenfor, at
Servicelovens § 176 kan misbruges til. Overordnet set finder jeg det imponerende at lade det være
muligt, at misbruge en økonomisk struktur i tvangsfjernelsessager, efter kommuner har erkendt at
have ladet børn seksuelt misbruge for at kommunerne kunne spare penge. Ikke at skelne mellem
handicaps og omsorgssvigt i sociale sager er det primære problem.
Da amterne blev nedlagt og den specialiseret opgave med børn med handicaps blev overgivet til
kommunerne, blev mange specialiseret tilbud nedlagt. Kommunerne sagde klart fra på opgaven,
som da heller ingen midler fik med sig, og Folketinget skabte derved en virkelig ringe position for
børn med handicaps.
Refusion i Servicelovens § 176
Fra 710.000 kr. til 1.420.000 kr. fratrækkes 25 procent, der udgør 177.500 kr., som
anbringelseskommunen får refunderet i udgift til anbringelsen.
Fra 1.420.000 kr. til 2.130.000 kr. fratrækkes 50 procent, der udgør 355.000 kr., som
anbringelseskommunen får refunderet, sammen med 177.500 kr., som til sammen udgør en
besparelse på 532.500 kr.
Fra 2.130.000 kr. til 2.840.000 kr. fratrækkes 75 procent, der udgør 532.500 kr., som
anbringelseskommunen får refunderet, sammen med 177.500 kr. og 355.000 kr., som til sammen
udgør 1.242.500 kr.
Efter 2.840.000 kr. fratrækkes 100 procent sammen med 1.242.500 kr.
Det vil sige, at
anbringelseskommunen kan forudsige, at udgiften til de/t anbragte børn/barn maksimalt kommer
op på 1.597.500 kr. i de mest omkostningstunge sager.
Det kan i mange handicapsager bedre svare
sig for kommunen at anbringe barnet/børnene og derved afgrænse udgiften hertil, via ovenstående.
Hvis anbringelsen sker i en institution i anbringelseskommunen, så får anbringelseskommunen en
del af den statslige refusion som indtjening, da kommunen køber ydelser af sig selv og får statslig
refusion herved.
Et eksempel
I en familie med to børn med handicaps, så koster to specialinstitutionspladser 1.440.000 kr. om året
for hjemkommunen. Har en familie med to børn med to specialpladser i kommunen brug for
yderligere støtte, så er handlerummet hertil kun på 157.500 kr. da familien ellers udgør en større
udgift for kommunen end ved tvangsanbringelse af børnene, jf. Servicelovens § 176 og ovenstående
regnestykke. Ofte har familier ramt af handicap brug for mere end specialinstitution/skoletilbud. Det
kan være tabt arbejdsfortjeneste, aflastning, psykologhjælp, familiebehandling, ekstern bistand til
træning af handicaps, handicapbolig, handicapbil, hjælpemidler mv.
1