L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2019-20
L 66 Bilag 1
Offentligt

HØRINGSNOTAT

Resumé og kommentarer til høringssvar ved-

rørende forslag til lov om ændring af lov om

aktivsocialpolitik, integrationsloven og for-

skellige andre love.

J.nr. 19/11625

SYD

AIH

1. Indledning

Udkast til forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, integrationslo-

ven og forskellige andre love (Enklere og skærpede sanktioner, styrket kontrol med

snyd og færre fejludbetalinger m.v.) har været sendt i høring i perioden fra den 28.

januar til den 25. februar 2019 og igen i perioden den 3. oktober til og med den 18.

oktober 2019 i en tilrettet version med de elementer, der blev aftalt med aftaleparti-

erne den 10. september 2019 (beløbsgrænse for politianmeldelser, yderligere initia-

tiver mod social eksport via flyttehjælp samt udvidelse af den forenklede vejled-

ning til også at gælde for modtagere af ledighedsydelse og ressourceforløbsydelse).

Fra de organisationer m.v., som lovforslaget har været sendt i høring til, er der

modtaget høringssvar fra følgende:

Ankestyrelsen, Dansk Arbejdsgiverforening, Danske A-kasser, Danske Handicap-

organisationer, Danske Regioner, Danske Revisorer, Dansk Socialrådgiverfor-

ening, Datatilsynet, Digitaliseringsstyrelsen, Fagbevægelsens Hovedorganisation,

Foreningen af kommunale social- sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark,

Forhandlingsfællesskabet, Institut for Menneskerettigheder, Kommunernes Lands-

forening, Retspolitisk Forening, Rigsrevisionen, Rådet for Psykisk Sårbare på Ar-

bejdsmarkedet, Rådet for Socialt Udsatte, SAND

–

De hjemløses landsorganisa-

tion, Udbetaling Danmark og Ældresagen.

Derudover er der modtaget høringssvar fra Aalborg Kommune, Aarhus Kommune,

Københavns Kommune, Gadejuristen, SOS Racisme og Vejen Kommune.

Danske A-kasser, Danske Regioner, Danske Revisorer, Digitaliseringsstyrelsen,

Forhandlingsfællesskabet, Institut for Menneskerettigheder, Rigsrevisionen, Rådet

for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet og Ældresagen har ingen bemærkninger til

lovforslaget.

De modtagne høringssvar vedlægges.

I følgende afsnit gives en oversigt over hovedindholdet af de modtagne høringssvar

samt Beskæftigelsesministeriets bemærkninger hertil. For en fuldstændig gennem-

gang af samtlige indsendte synspunkter henvises til vedlagte høringssvar.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Forkortelser anvendt i høringsnotatet:

Ankestyrelsen

–

AST

Dansk Arbejdsgiverforening

–

Danske Handicaporganisationer

–

Dansk Socialrådgiverforening

–

Fagbevægelsens Hovedorganisation

–

Foreningen af kommunale social- sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark

–

FSD

Kommunernes Landsforening

–

SAND

–

De hjemløses landsorganisation

–

SAND

Udbetaling Danmark

–

UDK

***

2. Generelle bemærkninger til lovforslaget

2.1. Enige i forslaget

KL er meget tilfreds med, at aftalepartierne i store træk har valgt at følge

KL’s op-

læg om enklere regler for sanktioner på kontanthjælpsområdet. Reglerne vil sikre,

at det bliver mere gennemskueligt for borgerne, hvilke pligter de har, og hvilke

konsekvenser det har ikke at stå til rådighed.

FSD anfører, at de ser positivt på forslaget og har især noteret sig, at de foreslåede

ændringer af sanktionsregler og vejledningspligten vil indebære klare forenklinger,

der letter administrationen, giver klarhed for borgerne, mindsker fejlmuligheder og

giver grundlag for mere ensartet administration i kommunerne. FSD anfører videre,

at der efter deres opfattelse er tale om et velafbalanceret forslag til sanktionsregler,

hvor der fortsat er særlige hensyn, når der er tale om aktivitetsparate borgere. FSD

anfører endvidere, at for de øvrige grupper skærpes sanktionerne, men kravene og

vilkårene bliver mere individuelle og tydelige for borgeren.

FH anfører, at forenklinger er afgørende for, at borgere kan forstå de sanktionsreg-

ler, som der er. FH finder dog fortsat, at reglerne har en så høj kompleksitet, at råd-

givning og vejledning i reglerne fortsat skal prioriteres højt. FH finder alle initiati-

ver, der understøtter forenkling af regler og letter administration positive. Gennem-

sigtighed, gennemskuelighed og retssikkerhed er en kerneværdi for FH, som derfor

som udgangspunkt er positiv over for intentionerne om en forenkling af LAS.

DA finder det dokumenteret, at sanktioner er et vigtigt redskab i beskæftigelsesind-

satsen. Sanktioner giver kontanthjælpsmodtagere et incitament til at overholde

kommunens krav og hurtigere komme i beskæftigelse. DA anfører, at sanktionssy-

stemet er indrettet unødigt besværligt, og at sanktionerne derfor ikke har den rolle,

som de burde have.

DA anfører, at der er brug for et langt mere enkelt og konsekvent sanktionssystem,

så rådigheden blandt kontanthjælpsmodtagere bliver styrket. Med lovforslaget ta-

ges der en række skridt i den rigtige retning. Men man når ikke helt i mål. Særligt

på to punkter er der behov for at skærpe sanktionerne. Det gælder forslaget om at

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

afskaffe den udtømmende liste om rimelige grunde og den udvidede partshøring af

aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

FH kvitterer endvidere for, at lovforslaget vedr. sanktionsreglerne er blevet mere

læsevenligt og forståeligt og dermed forhåbentlig kan være med til at skabe klarhed

for kommunerne om, hvordan sanktionsreglerne anvendes korrekt.

Retspolitisk Forening bakker op om, at hele sanktionsområdet forenkles således, at

man som modtager af de berørte ydelser har mulighed for at forstå og gennemskue

reglerne, herunder også hvad eventuelle sanktioner angår.

Kommentar:

Beskæftigelsesministeriet har taget bemærkningerne til efterretning.

2.2. Socialt bedrageri

FH har anført, at de naturligvis tager afstand fra enhver form for snyd. Det er helt

centralt, at borgerne får udbetalt de velfærdsydelser, som de er berettiget til.

DH anfører, at de er tilhængere af en skarp linje mod socialt bedrageri, men at de er

særdeles bekymrede over, at den politiske aftale om sanktioner vil komme til at

ramme mennesker med funktionsnedsættelse utilsigtet hårdt.

Retspolitisk Forening har anført, at de som udgangspunkt er enige i, at der skal gri-

bes ind over for snyd med sociale ydelser. Foreningen minder dog om, at forestil-

lingen om, at mange snyder med ydelserne, langt overstiger det reelle antal.

SOS Racisme anfører, at mange flygtninge på integrationsydelse med det nuvæ-

rende kontanthjælpsloft ikke kan få økonomien til at løbe rundt og må gå fra hus og

hjem, hvis de da ikke får et arbejde sort eller hvidt. De ønsker naturligvis lovligt ar-

bejde, men hvis valget står mellem at miste sin bolig og sort arbejde, vil valget for

de fleste formodentligt falde på sort arbejde. SOS Racisme anfører, at sanktionerne

underminerer alt, hvad velfærdssamfundet har bygget op ved at skabe et større, fat-

tigere og mere udsat proletariat til dels bestående af hjemløse.

Kommentar:

Det fremgår af ”Aftale om enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd

og færre fejludbetalinger”, at tilliden og opbakningen til det danske velfærdssy-

stem skal bevares, og at det svækker opbakningen og tilliden til velfærdssystemet,

hvis det opleves, at skattefinansierede velfærdsydelser udbetales til personer, der

ikke har ret til dem. Det er helt centralt, at borgere i det danske samfund får udbe-

talt den ydelse, som de har ret til

–

hverken mere eller mindre.

2.3. Ressourceforløbsydelse/ledighedsydelse

KL anfører, at de enklere regler også skal gælde for modtagere af ressourceforløbs-

ydelse, og at en eventuel bekymring for, at de nye satser vil betyde højere sanktio-

ner for enkelte modtagere af ressourceforløbsydelse, ville kunne imødekommes

med lavere sanktionssatser. For KL er det helt afgørende, at den fælles systematik

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

fastholdes på tværs af kontanthjælp og ressourceforløbsydelse, da det vil være enk-

lere for borgerne at forstå ved ydelsesskift samt lette it-understøttelsen og admini-

strationen i kommunerne. Samtidig er det kun 900 personer på ressourceforløbs-

ydelse, som årligt sanktioneres svarende til ca. 4 pct. af de personer, der modtager

ressourceforløbsydelse.

DA anfører, at man støtter, at der bliver skabt parallelitet mellem reglerne for de

forskellige ydelsesgrupper og mener, at det også bør gælde for sanktionsreglerne

for ressourceforløbsydelsesmodtagere.

DA anfører videre, at man ikke støtter, at den udtømmende liste med rimelige

grunde afskaffes for ressourceforløbsydelsesmodtagere og ledighedsydelsesmodta-

gere.

Kommentar:

Ændrede sanktionsregler for ressourceforløbsydelse er ikke en del af ”Aftale om

mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbeta-

linger”.

Beskæftigelsesministeriet har i øvrigt taget bemærkningerne til efterretning.

2.4. Udsatte ydelsesmodtagere

FH mener, at det kun er de, som har en mulighed for at reagere på økonomiske

sanktioner, som handler anderledes, som forventet i intentionerne bag loven. De

som er fastlåste af sociale eller helbredsmæssige årsager, vil opfatte sanktionerne

som yderligere straf, og virkningen vil dermed blot være at forringe deres grundvil-

kår og samarbejde med forvaltningen. Derfor er det afgørende, at sanktioner kun

gives efter individuel vurdering.

FH er imod de stramninger på sanktionsområdet, der lægges op til med lovforsla-

get. Mennesker, der modtager kontant- og uddannelseshjælp samt integrations- og

ressourceforløbsydelse, er ofte socialt udsatte og med store helbredsmæssige pro-

blemer. Det gælder også for dem, der vurderes at være jobparate. En stramning i

sanktionsreglerne er derfor at øge straffen til mennesker, der i forvejen kan være

socialt udsatte, og hvor en reduktion af ydelsen eller ophør heraf kan få alvorlige

konsekvenser for dem og deres familier. Resultatet af lovforslaget kan derfor øge

uligheden og fattigdommen.

DH anfører, at man særligt er bekymret for, at de nye sanktionsregler vil ramme

borgere med psykiske og kognitive handicap. Det anføres, at en eskalering af en

psykisk lidelse eller kognitive handicap kan ændre borgernes evne til at stå til rå-

dighed fx på grund af dårlig hukommelse, planlægningsevne samt koncentrations-

og opmærksomhedsbesvær. Denne gruppe borgere vil i høj grad være i risiko for

ikke at kunne leve op til de krav, der stilles til ledige i dag.

DH anfører videre, at der i forbindelse med LAB-loven samtidig sker en øget digi-

talisering af bl.a. ”Min Plan” og booking af samtaler, som også kan lede til sanktio-

ner og er bange for, at man med det skrappere sanktionsregime kommer til at

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

straffe mennesker med handicap for forseelser, som skyldes borgernes funktions-

nedsættelser.

DH finder det uhensigtsmæssigt, at personer på ledighedsydelse ikke er omfattet af

den udvidede partshøring på lige fod med aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere

og personer i ressourceforløb, idet der blandt de ”nye” i fleksjobordningen, som er

kommet ind i fleksjobordningen efter den blev udvidet med reformen af førtidspen-

sion og fleksjob i 2012, vil være mange borgere med udfordringer, der i meget høj

grad svarer til de, aktivitetsparate borgere har. Ligeledes afsluttes cirka en tredjedel

af ressourceforløbene med, at borgeren visiteres til fleksjobordningen. DH mener

derfor, at modtagerne af ledighedsydelse bør tildeles de samme beskyttelsesmeka-

nismer som ressourceforløbsmodtager og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

Rådet for Socialt Udsatte anerkender, at der følger en række krav og forpligtelser

med, som borgerne skal opfylde, når de modtager overførselsydelser. Rådet vil dog

samtidig gøre opmærksom på, at mange af disse borgere befinder sig i en udsat po-

sition, især aktivitetsparate, som på grund af sygdom, hjemløshed, psykiske proble-

mer eller svære sociale problemer kan have svært ved at overskue og forstå de

krav, som stilles, og den løbende kommunikation med kommunen. Rådet for Soci-

alt Udsatte anfører, at mange af de foreslåede ændringer derfor fremstår uhensigts-

mæssige og potentielt skadelige for socialt udsatte og kan rumme en risiko for

yderligere marginalisering.

DS har anført, at de er enige i, at man som borger i det danske samfund skal have

udbetalt den ydelse, som man har ret til. Derfor er det også afgørende, at borgerne

får råd og vejledning om bl.a. ret og pligt. DS finder det derfor positivt, at der i af-

talen og lovforslaget er lagt vægt på, at det skal sikres, at borgeren har forstået vej-

ledningen.

DS finder det positivt, at det fremgår af lovforslaget, at der fortsat skal tages sær-

lige hensyn til aktivitetsparate ledige, og at det skal vurderes, om en sanktion frem-

mer rådigheden og bringer borgeren tættere på arbejdsmarkedet.

DS anfører, at det var tiltrængt, at der blev forenklet i de mange sanktionssatser,

men er ærgerlige over, at man med de fire nye sanktionssatser har valgt at forhøje

alle sanktioner, således at det for nogen vil betyde markant højere sanktioner.

SAND oplever, som det beskrives i lovforslaget, at kommunerne begår alt for

mange fejl i både partshøringsprocedure og sanktionspraksis. SAND er dog skepti-

ske ift. om en præcisering af reglerne alene kan føre til en ændring i praksis. SAND

ser kommuner, der ’skyder først og spørger bagefter’. F.eks. sanktionerer Køben-

havns Kommune tilsyneladende alle kontanthjælpsmodtagere over en kam, og har

systematiseret sanktioneringen i en såkaldt K-kasse. Her skal borgeren henvende

sig, hvis vedkommende er blevet sanktioneret. Åbenlyse og veldokumenterede

misbrugsmæssige, sociale eller psykiske problemer er ikke ensbetydende med, at

en afgørelse om sanktionering omgøres. Den åbenlyse ulovlige praksis er tilsynela-

dende kulturelt forankret og legitim praksis, og har ført til store frustrationer blandt

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

hjemløse, der føler deres retssikkerhed åbenlyst krænket. SAND påpeger, at hjem-

løse og udsatte borgere ikke nødvendigvis har overskud eller evner til at klage over

afgørelser, og de oplever ikke, at de får råd og vejledning til at gøre det.

SAND bemærker endvidere, at så længe der ikke er gensidig proportionalitet i

sanktionsstrukturen, dvs. at der også gives økonomiske sanktioner overfor mangel-

fuld eller bevidst lemfældig sagsbehandling, vil kommunerne sanktionere aktivi-

tetsparate borgere uretmæssigt, og deres retssikkerhed vil fortsat være krænket.

Gadejuristen noterer sig, at det ikke er regeringens intention med lovforslaget, at

der skal ske en stramning i forhold til kommunernes sanktionering af aktivitetspa-

rate personer, herunder syge og udsatte personer. Det er derimod intentionen, at

retssikkerheden for udsatte personer skal styrkes, jf. formuleringerne i lovforslaget.

Hvis retssikkerheden for de allermest udsatte reelt skal styrkes, kræver det en bety-

delig forbedring af kvaliteten af kommunernes sagsbehandling ift. sanktionssager.

SOS Racisme anfører, at sanktionerne i lovgivningen burde afskaffes frem for at

skærpes. At de sanktionerede evt. vil kunne låne nogle penge af kommunen med

tilbagebetalingspligt kan måske række til huslejen en kort periode, men det bety-

der, at de kommer til at sidde fast med gæld. Skærpelsen af sanktioner er voldsom

og kan medføre tab af egen bolig. For kommunen bliver det i så fald en betydelig

større opgave at få vedkommende tilbage i en selvstændig bolig, end at få vedkom-

mende i arbejde.

SOS Racisme mener, at lovgivningen bygger på en antagelse om, at de personer,

der får understøttelse, er dovne, hvor sandheden nærmere er, at de ikke kan magte

at finde et job eller ikke kan få foden inden for på arbejdsmarkedet i de tilgænge-

lige job.

Kommentar:

Beskæftigelsesministeriet har taget bemærkningerne til efterretning og skal be-

mærke, at der netop i lovforslaget er taget hensyn til, at udsatte grupper kan frihol-

des fra sanktioner, hvis det ikke fremmer deres rådighed. Samtidig skal kommunen

som efter de gældende regler fortsat have udtømt alle rimelige muligheder for at

komme i personlig kontakt med personen med henblik på afklaring af, om personen

har en rimelig grund til en udeblivelse mv. Der henvises i øvrigt til kommentaren

om udvidet partshøring til aktivitetsparate.

For at styrke borgernes retssikkerhed og sikre, at kommunerne følger reglerne, vil

Ankestyrelsen skulle foretage tre praksisundersøgelser i 2020-2022, hvor fokus

særligt vil være på sanktionering af aktivitetsparate borgere. Samtidig vil der være

en opfølgning i forhold til kommunernes sanktionspraksis.

Samtidig indsættes det i bestemmelsen om, at kommunerne altid skal vurdere, om

der er andre forhold end de rimelige grunde i § 13, stk. 7, der kan begrunde, at en

aktivitetsparat person ikke har pligt til at udnytte sine uddannelses- eller arbejds-

muligheder, at kommunerne også skal foretage en vurdering af, om en sanktion vil

fremme personens rådighed.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Det skal samtidigt bemærkes, at kommunerne har mulighed for at anvende sankti-

onsreglerne også for aktivitetsparate borgere, hvis kommunerne vurderer, at en

sanktion vil fremme borgerens rådighed. Psykisk sygdom, misbrug mv. udelukker

således ikke, at en borger skal have en sanktion.

Ændringer af sanktioner for ressourceforløbsydelsesmodtagere er ikke en del af

den politiske aftale bag lovforslaget, men vil kunne indgå i den kommende gennem-

gang af førtidspensions- og fleksjobreformen.

2.5. Boligstøtte

DS anfører, at det er problematisk, at sanktioner ikke kan kompenseres via bolig-

støtten samt, at borgere sanktioneres meget hårdere for uberettiget modtagelse af

hjælp med en tredjedels nedsættelse i 20 uger og resten mod tilbagebetaling. Det

vil stille nogle borgere i en meget vanskelig situation og vil uden tvivl i nogle til-

fælde betyde, at de mister deres bolig.

Kommentar:

Der henvises til kommentaren under pkt. 3.3. vedr. boligstøtte.

2.6. Udlændingestramninger

SOS Racisme anfører, at lovforslaget helt bør forkastes. Baggrunden er, at SOS

Racisme finder et antal deciderede udlændingestramninger i lovforslaget. Disse

stramninger

–

selv om de gør ondt

–

er dog for ingenting at regne mod den hold-

ning og de konsekvenser, det får, når man ikke vil lade boligstøtte kompensere for

sanktioner fx forårsaget af sort arbejde eller udlandsophold.

SOS Racisme går ind for, at man frem for at svinge pisken

–

især over for flygt-

ninge og andre udlændinge

–

yder dem en mere håndholdt støtte fx i form af deci-

deret hjælp fra jobcenteret og gode mentorer med henblik på at få dem i job, samt

at man slækker på kontrollen med både borgere og kommuner.

Kommentar:

Ministeriet har taget bemærkningerne til efterretning.

2.7. Beskæftigelsespolitikken

SOS Racisme anfører, at lovforslaget i sin helhed bygger på principper, der står i

modsætning til et positivt princip i en tidligere beskæftigelsesaftale fra august 2018

om: ”-

Når der stilles krav

til ledige, er det om ting, vi ved, virker. ” Således anfø-

res, at sanktioner ikke virker positivt, men negativt, og at hvis folk skal i beskæfti-

gelse, skal tilgangen være anerkendende frem for straffende. Og hvis folk skal æn-

dre adfærd skal de kunne se et formål med det.

Kommentar: Beskæftigelsesministeriet har taget kommentaren til efterretning.

2.8.

Konsekvensrettelse af ”integrationsydelse” til ”selvforsørgelses-

og hjemrejse-

ydelse, overgangsydelse”

SOS Racisme foreslår at man lader være med at konsekvensændre

betegnelsen ”in-

tegrationsydelse” til ”selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse”. Den

nye betegnelse demotiverer borgerne fra at blive integreret og komme i arbejde og

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

gør at flygtningene ikke føler sig velkomne og trygge i Danmark, da Danmark

åbenlyst ikke vil dem det godt. Betegnelsen er desuden lang og nedladende, udover

at den er kontraproduktiv i forhold til at få flygtninge i beskæftigelse.

SOS Racisme så således hellere, at udgifterne til konsekvensrettelsen blev brugt på

noget bedre end at indføre en lang og klodset betegnelse, der som eneste formål har

haft at bevidne en meget barsk flygtningepolitik op til Folketingsvalget.

Kommentar:

Beskæftigelsesministeriet bemærker, at de foreslåede ændringer af betegnelsen for

integrationsydelse i en række love er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar

2019. om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og

forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer be-

tegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og således

er en lovteknisk nødvendighed.

2.9. Forholdet til databeskyttelsesforordningen

Datatilsynet bemærker til lovforslagets almindelige bemærkningers afsnit 2.22.1.

om lovforslagets forhold til databeskyttelsesforordningen, at den omtalte interesse-

afvejningsregel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f, ikke gælder

for behandling, som offentlige myndigheder foretager som led i udførelsen af deres

opgaver.

Datatilsynet bemærker endvidere,

at den i samme afsnit omtalte ”sletteret” i data-

beskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra e, i forordningens forstand er for-

stået som princip om dataminimering, dvs. en pligt for den dataansvarlige til ikke

at opbevare oplysninger i længere tid, end det er nødvendigt. I modsætning hertil

indeholder artikel 17 i forordningen regler om den registreredes ret til sletning.

Datatilsynet påpeger desuden, at det følger af databeskyttelseslovens § 28, at ved

udarbejdelse af lovforslag, bekendtgørelser, cirkulærer eller lignende generelle

retsforskrifter, der har betydning for beskyttelse af privatlivet i forbindelse med be-

handling af personoplysninger, skal der indhentes en udtalelse fra Datatilsynet.

Kommentar:

Bemærkningerne er taget til efterretning og lovforslagets bemærkninger tilrettes.

3. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

3.1. Lov om aktiv socialpolitik (LAS)

3.1.1. Rimelige grunde skal tænkes ind ved afgivelsen af tilbud, § 13, stk. 7, 8 og

KL finder det bekymrende, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 13, stk. 15, er meget

bredt formuleret i forhold til, at ministeren fastsætter regler, der relaterer sig til §

13, stk. 7 og 8. KL foreslår, at de regler, der fastsættes med hjemmel i bemyndigel-

sesbestemmelsen, i stedet indskrives i loven, således at aftalens formål om, at

”kommunerne får lettere ved at administrere reglerne”, opfyldes.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

DH anfører, at det er fornuftigt, at listen med rimelige grunde ikke skal være ud-

tømmende, men er bekymret over, at man fjerner de rimelige grunde fra lovgivnin-

gen. DH ser gerne, at man fastholder de rimelige grunde i lovgivningen som en

ikke-udtømmende liste eller alternativt i bekendtgørelsesform. DH anfører endvi-

dere, at det i bekendtgørelsen samtidig kan fremhæves, at en rimelig grund også

kan være en funktionsnedsættelse.

FH finder, at det er positivt, at den udtømmende liste med 10 rimelige grunde af-

skaffes, men at de 10 grunde fortsat skal være gældende. FH finder det vigtigt, at

kommunerne altid foretager en individuel og konkret vurdering med partshøring af

hensyn til retssikkerheden.

DA anfører, at forslaget om at afskaffe den udtømmende liste af rimelige grunde

for udeblivelse fra tilbud, vil slække på rådighedsforpligtelsen blandt kontant-

hjælpsmodtagere. Set fra en virksomhedsvinkel bør der gælde samme regler for le-

dige kontanthjælpsmodtagere som for ledige dagpengemodtagere. Derfor bør listen

fastholdes, samtidig med at de eksisterende gyldige grunde vedrørende rimeligt til-

bud, transport, ferie, børnepasning og produktion af krigsmateriel afskaffes eller ju-

steres.

AST har foreslået, at formuleringen i § 13, stk. 7 ændres, således at det tydeliggø-

res at det alene er den ægtefælle, der har en rimelig grund til ikke at deltage i tilbud

m.v., der ikke har pligt til at udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder.

AST foreslår endvidere, at bestemmelsen i § 13, stk. 8 udgår, da den er overflødig-

gjort ved, at man i stk. 7, har udtaget den udtømmende liste over rimelige grunde.

AST anfører videre, at hvis § 13, stk. 8, bibeholdes, så kan det med fordel tydelig-

gøres, at der er tilsigtet en forskel på ”rimelig grund” i stk. 7, og ”forhold” i stk. 8.

Retspolitisk Forening bemærker, at afskaffelsen af listen med de 10 forhold, der

kan fritage ydelsesmodtagere fra at stå til rådighed er en svækkelse af retssikkerhe-

den og af klarheden i reglerne, idet der allerede efter gældende retstilstand altid

skal foretages en konkret vurdering fx ved dødsfald i familien. Foreningen foreslår

i stedet, at listen betegnes som ikke-udtømmende.

Aarhus Kommune har bemærket, at det fremgår af lovforslaget, at den udtøm-

mende liste af rimelige grunde i § 13, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik afskaffes,

så kommunen allerede ved afgivelsen af tilbud skal tage højde for og angive, hvilke

rimelige grunde en kontanthjælpsmodtager m.v. kan have til ikke at tage imod til-

bud. Kommunen foreslår, at bekendtgørelsen, der skal præcisere de rimelige

grunde, foreligger i god tid inden lovens ikrafttræden 1. juli 2019, idet bekendtgø-

relsen er vigtig i kommunernes implementeringsfase.

Gadejuristen finder det overordnet positivt, at kommunerne med lovforslaget bliver

forpligtet til at foretage en konkret vurdering af, hvilke rimelige grunde, der kan

begrunde en udeblivelse, men oplever at kommunerne har endog meget vanskeligt

ved at inkorporere Ankestyrelsens principafgørelse 88-14 i sanktionssager.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Gadejuristen

ser positivt på lovforslagets formulering: ”I de tilfælde, hvor en akti-

vitetsparat modtager af hjælp ikke er i stand til at reagere på en økonomisk sank-

tion, skal der derfor ikke sanktioneres”, men savner præcise retningslinjer for,

hvornår svære sociale problemer ud over ledighed kan udgøre en rimelig grund for

udeblivelse, og mener, at det bør indskærpes over for kommunerne, at eksempelvis

hjemløshed og problematisk stofmisbrug per definition bør udgøre rimelige grunde.

Gadejuristen er i kontakt med borgere, som oplever at være udsat for sanktioner

mere eller mindre kontinuerligt. Gadejuristen henstiller derfor til, at vurderingen af

hvorvidt en sanktion er rådighedsfremmende bør indeholde en skærpet bevisbyrde

for kommunen. Kommunen bør forpligtes til konkret at begrunde og behørigt do-

kumentere, hvordan sanktionen vil medvirke til at fremme rådigheden. Særligt bør

der stilles krav til begrundelsen i sager, hvor borgeren hyppigt sanktioneres pga.

udeblivelser. Hvis en aktivitetsparat modtager ikke har været i stand til at rea-

gere/ændre på fremmødefrekvens og gentagne gange tidligere er sanktioneret, må

det anses for tvivlsomt, at flere økonomiske sanktioner vil fremme rådigheden.

Aalborg Kommune foreslår, at det bliver muligt at sanktionere en person, hvis per-

sonen undlader at give meddelelse rettidigt om sin rimelig grund til udeblivelse

m.v. Det betyder, at hvis en person ikke meddeler rimelig grund (fx begravelse hos

en nærtstående, barn syg, egen sygdom) forud for en jobsamtale, mødetid hos en

arbejdsgiver, ved et tilbud, ved en beskæftigelsesfremmende foranstaltning mv.

skal personen sanktioneres. Med kommunens forslag udvides nuværende LAS §

39, nr. 3 og 5 til at gælde ”alle rimelige grunde”

og ikke blot sygdom og der vil ske

en udvidelse til at gælde alle former for aktiviteter og samtaler, personen er forplig-

tet til at deltage i. Begrundelsen herfor er, at § 13, stk. 7, ikke længere indeholder

en udtømmende liste med rimelige grunde, hvorfor det må være et krav, at ledige

melder afbud før en aktivitet, selv om de har en rimelig grund til ikke at møde.

Kommunen anfører videre, at det med ovennævnte forslag vil være nødvendigt

bl.a. at konsekvensrette LAS § 13, stk. 2 og 3, i forhold til, hvornår jobcentret har

pligt til at vurdere, om en person fortsat opfylder betingelserne for hjælpen.

KL støtter, at listen med "rimelige grunde" ændres til en generel bestemmelse, men

finder det uklart, om kommunerne fremover vil have mulighed for at sanktionere,

hvis borgeren ikke inden samtalen eller tilbuddet melder afbud med en rimelig

grund. Kommunerne kan i dag, jf. LAS § 39, stk. 3, sanktionere personer, som ude-

bliver fra tilbud og efterfølgende angiver sygdom som årsag. Dvs. at de ikke har

meldt sig syge med det samme.

KL ønsker, at det i stedet skal fremgå af lovforslaget, at kommunen ved manglende

rettidigt afbud kan give en sanktion, også selv om fraværet er "lovligt". Det vil be-

tyde, at borgere f.eks. skal melde sygdom inden samtalen og ikke, som det er mu-

ligt i dag, flere dage efter. Således sikres det, at kommunen f.eks. ved sygdom vil

kunne bede en borger dokumentere sygdommen med en lægeattest, hvilket ikke er

muligt flere dage senere.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

KL ønsker tillige, at det tilsvarende fremgår af lovgivningen, at kommunen kan

stille krav til, hvor og hvordan borgeren melder afbud. Derved sikres det, at kom-

munen allerede ved f.eks. sygemeldingen kan starte dialog med borgeren.

Aarhus Kommune påpeger, at det

–

eksempelvis i en vejledning

–

er afgørende at

få fastlagt, hvorledes kommunerne kan/må/skal forholde sig til sygemelding, her-

under eksempelvis om en borger kan sygemelde sig via sms. Med henvisning til

Ankestyrelsens principafgørelse A-28-08 udleder kommunen, at man i dag kan sy-

gemelde sig via sms, idet sms er en almindelig kommunikationsform.

Kommentar:

Med forslaget afskaffes den udtømmende liste med rimelige grunde til, at en person

ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse. Kommunen skal fortsat konkret vur-

dere, om betingelserne for at sanktionere er opfyldt i den enkelte sag, herunder

sikre, at borgerne opfylder deres rådighedsforpligtelse. Samtidigt er det vigtigt at

understrege, at de rimelige grunde gælder for både jobparate, uddannelsesparate

og aktivitetsparate modtagere af hjælp. Det vil derfor ikke være hensigtsmæssigt,

at reglerne om rimelige grunde skal være de samme som for arbejdsløshedsdag-

pengemodtagere.

Beskæftigelsesministeriet bestræber sig på at udsende bekendtgørelser m.v. som

følge af ændringer i lovgivningen i så god tid som muligt og senest ved lovens

ikrafttræden. Bekendtgørelser og vejledninger til dette lovforslag vil blive offentlig-

gjort umiddelbart før nytår, da bekendtgørelser mv., først kan udstedes, når loven

er stadfæstet.

Det vil blive præciseret i lovforslagets § 13, stk. 7, at det alene er den ægtefælle,

der har en rimelig grund til ikke at deltage i tilbud m.v., der er fritaget for at ud-

nytte sin rådighedsforpligtelse.

Med forslaget afskaffes den udtømmende liste med rimelige grunde til, at en person

ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse. Kommunen skal fortsat konkret vur-

dere, om betingelserne for at sanktionere er opfyldt i den enkelte sag.

Bestemmelsen i § 13, stk. 8, vil blive bibeholdt, idet kommunerne fortsat for aktivi-

tetsparate modtagere af hjælp altid skal foretage en konkret vurdering af, om der i

det enkelte tilfælde foreligger forhold, der kan begrunde at en person, der ansøger

om eller modtager hjælp som aktivitetsparat, har pligt til at udnytte sine arbejds-

muligheder. Bestemmelsen bliver endvidere præciseret, så det kommer til at fremgå

direkte af bestemmelsen, at kommunen skal vurdere, om en sanktion vil fremme en

persons rådighed. Alvorlige psykiske lidelser kan f.eks. i det konkrete tilfælde be-

tyde, at der ikke skal gives en sanktion for ikke at stå til rådighed. Der, hvor en

sanktion ikke fremmer rådigheden for en aktivitetsparat modtager af hjælp, skal

der ikke gives en sanktion. Bestemmelsen vil blive præciseret, så det kommer til at

fremgå, at i vurderingen efter stk. 8, kan andre forhold end de rimelige grunde,

som indgår i vurderingen efter stk. 7, og regler fastsat i medfør af stk. 15, indgå.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Det er udførligt angivet i lovforslaget, at bemyndigelsen i § 13, stk. 15, vil blive an-

vendt til at fastsætte regler i bekendtgørelsesform. Det fremgår af lovforslagets be-

mærkninger, hvordan bemyndigelsen vil blive anvendt.

Der vil altid skulle foretages en konkret vurdering af, hvorvidt en sanktion vil

fremme en aktivitetsparat borgers rådighed. Det vil derfor ikke være muligt at fast-

sætte præcise regler for, hvornår en borger ikke skal have en sanktion, fordi sank-

tionen ikke vil fremme borgerens rådighed. Fx vil nogle misbrugere eller hjemløse

bringes i kontakt med kommunen, hvis de får en sanktion og dermed kunne få den

hjælp, som de har behov for. Man kan således ikke nødvendigvis sætte lighedstegn

mellem misbrug, hjemløshed mv. og en rimelig grund til ikke at møde til samtaler

m.v.

Kommunerne skal allerede i dag begrunde, hvorfor de mener, at en aktivitetsparat

borger skal have en sanktion, idet kommunen altid skal foretage en vurdering af,

om der er andre forhold end de rimelige grunde, som kan begrunde, at en borger

ikke skal have en sanktion, herunder at sanktionen ikke fremmer rådigheden.

Det følger ikke af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol

med snyd og færre fejludbetalinger”, at reglerne skal ændres således,

at ledige får

en pligt til generelt at skulle melde afbud, før de skal møde til aktiviteter, samtaler

m.v., og at det skal have sanktionsmæssige konsekvenser, hvis de undlader dette,

også selv om de pågældende har en rimelig grund til ikke at møde. Det vil derfor

fortsat kun have sanktionsmæssige konsekvenser, hvis en person undlader at give

meddelelse om sygdom til jobcenteret eller arbejdsgiveren, hvor personen er givet

et tilbud eller skal møde til jobsamtale hos en arbejdsgiver, eller hvor personen

uden rimelig grund undlader at give meddelelse om sygdom, når personen er ind-

kaldt til samtale som led i sygeopfølgning, jf. § 39, nr. 3 og 5, som med lovforslaget

bliver nr. 4 og 6.

Det følger heller ikke af aftalen, at reglen om, at meddelelse om sygdom kan ske til

enten jobcenteret eller arbejdsgiveren, skal ændres. Da der har været usikkerhed

om, til hvem meddelelse om sygedom skal ske, finder Beskæftigelsesministeriet det

hensigtsmæssigt at præcisere i lovforslaget, at borgeren skal meddele sygdom på

den måde, som jobcenteret har anvist. I de tilfælde hvor personen er i en ansættelse

med løntilskud, vil personen fremadrettet skulle give meddelelse om sygdom til

både jobcenteret og arbejdsgiveren.

Lovforslaget og bemærkningerne vil blive tydeliggjort i relation til ovenstående.

3.1.2. Aftale om jobsøgningsaktiviteter og frist for at lægge jobsøgningsaktivite-

ter i en joblog på Jobnet, § 13 a

KL har anført, at det fremgår af bemærkningerne til § 1, nr. 4, i lovforslaget, at hvis

personen ikke har opfyldt aftalen om jobsøgningsaktiviteter, skal kommunen ind-

kalde personen til en jobsamtale, hvor den manglende overholdelse af jobsøgning-

saftalen drøftes, herunder om personen har haft en rimelig grund til ikke at over-

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

holde aftalen. Kommunen kan derefter træffe afgørelse om sanktionering. KL fore-

slår, at det præciseres, at det ikke er en forudsætning for sanktionering af mang-

lende overholdelse af aftalen om jobsøgning, at personen først har været indkaldt

til jobsamtale.

DA har anført, at de støtter forslaget om krav om jobsøgning og frist for at

joblogge, da det kan styrke rådigheden blandt kontanthjælpsmodtagere.

DH har anført, at i forbindelse med at kommunen indgår en aftale med kontant-

hjælpsmodtagere m.v. om jobsøgningsaktiviteter, skal fastlæggelse af fristen for at

lægge jobsøgningsaktiviteter i en joblog ske i samarbejde med personen. DH be-

mærker endvidere, at der kan være kontanthjælpsmodtagere m.v., der ikke kan be-

nytte et digitalt system, fx personer med kognitivt handicap. DH foreslår, at job-

centeret skal have mulighed for at undtage personer for brugen af digitale løsnin-

ger, hvis det vurderes at borgerens funktionsnedsættelse er af en sådan karakter, at

personen ikke kan benytte den relevante digitale løsning.

DS har anført, at det kunne være hensigtsmæssigt, hvis der udarbejdedes en ramme

for, hvordan en jobsøgningsaftale kan se ud, idet det ikke fremgår af lovbemærk-

ningerne hvordan aftalen skal se ud, så det kan blive meget forskelligt landet over,

hvilke krav der vil kunne stilles. DS har videre anført, at det er særligt vigtigt, idet

borgeren kan sanktioneres, hvis borgeren undlader at opfylde aftalen uden rimelig

grund. Herudover bemærker DS, at en aftale kan indgås digitalt, og at det derfor er

afgørende, at borgeren har set og forstået aftalen.

Vejen Kommune har anført, at kommunen har et stort ønske om, at § 13 a, stk. 3,

som ikke er blevet sat i kraft endnu, bliver ændret/vedtaget til ikrafttrædelse hvis

muligt før 1. juli 2019.

Aalborg Kommune er undrende overfor, at kommunen skal sende aftalen om job-

søgningsaktiviteter

med digitalt post, når aftalen allerede fremgår af borgers ”Min

Plan”. Denne undring skyldes, at det klart fremgår af både lovgivningen og af be-

mærkningerne hertil, at det er en

aftale

og dermed ikke en afgørelse, som kan på-

klages. Hertil lægger Aalborg Kommune også vægt på, at der videre i bemærknin-

gerne fremgår, at hvis borger ikke overholder aftalen, skal borger partshøres og der

skal træffes afgørelse om sanktion, hvis personen ikke har haft en rimelig grund til

den manglende opfyldelse af aftalen. Aalborg Kommune anfører, at det må betyde,

at der først er lovhjemmel til at træffe en afgørelse vedrørende aftale om jobsøg-

ningsaktiviteter, når borger ikke har opfyldt aftalen, og der ikke er en rimelig grund

hertil

–

det er således en afgørelse iht. sanktionsreglerne i LAS.

Aalborg Kommune anfører, at det, i udkast til bekendtgørelse om en aktiv beskæf-

tigelsesindsats (BAB) under Digital kommunikation § 132, fremgår specifik, hvad

jobcentret skal meddele borger om via Digital post ift. LAB. Heraf fremgår det, at

det er ved afgørelser efter LAB kapitel 11-14, aktiviteter efter LAB kapitel 4 og

indkaldelser til (job)samtaler. Der fremgår således ikke noget om aftaler, hvorfor

jobcentret ikke skal anvende Digital post, når det handler om

aftaler, der er indgået

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

mellem borger og kommune.

Det må formodes, at det samme er gældende for job-

centeret, når det handler om aftaler ift. rådighedsbestemmelserne i LAS.

Aalborg Kommune

bemærker, at der er behov for en præcisering af, om ”aftale om

jobsøgningsaktiviteter”

i juridisk forstand er ’en

aftale’

eller ’en

afgørelse’,

som

borger kan påklage, hvorefter kommunen skal genvurdere afgørelsen. Hvis det er

en afgørelse, er det så iht. LAS § 13 a, stk. 3?

Endvidere bemærker Aalborg Kommune, at det fremgår af bemærkningerne, at den

indgåede aftale om jobsøgningsaktiviteter skal

registreres i ”Min Plan” og samti-

digt sendes digitalt til personen.

Det fremgår imidlertid ikke af bemærkningerne,

om der er andre oplysninger, borger skal modtage med digitalt post samtidigt med

aftalen eller om det alene er aftalen (hvorved den bliver enslydende med den

skrevne aftale i ”Min Plan”), hvorfor der er brug for en tydeliggørelse af, om det

alene er aftalen, der skal fremsendes, eller denne skal være gældende som en afgø-

relse, herunder indeholdt klagevejledning.

Aarhus Kommune fortolker lovforslagets bestemmelse således, at hvis en person

ikke har overholdt sine jobsøgningsaktiviteter, kan kommunen vælge enten at ind-

kalde borger til en jobsamtale og foretage mundtlig partshøring over manglende

jobsøgning eller at sende en agterskrivelse

–

i stedet for den mundtlige partshøring

Aarhus Kommune forstår således, at jobsamtalen i forhold til partshøring over den

manglende jobsøgningsaktivitet, kan erstattes af en agterskrivelse i forhold til sank-

tionering. Hvis det ikke er korrekt forstået, beder Aarhus Kommune om, at det præ-

ciseres.

Kommentar:

Lovbemærkningerne til § 13 a, stk. 3, vil blive tilrettet således, at det ikke længere

fremgår, at personen skal indkaldes til en jobsamtale som forudsætning for sankti-

onering. Det bemærkes, at kommunen altid ved en jobsamtale kan foretage en rå-

dighedsvurdering af personen, hvis der er opstået begrundet tvivl, f.eks. som følge

af personens gentagne undladelser af at opfylde rådighedsforpligtelsen.

Det er i de specielle bemærkninger til § 13 a, stk. 3, anført, at aftaler om krav til

jobsøgningsaktiviteter kan indgås digitalt eller i forbindelse med samtaler i kon-

taktforløbet. Når aftale om krav til jobsøgning er indgået mellem personen og job-

centeret, registreres aftalen i ”Min Plan” og sendes samtidigt digitalt til personen.

Hvis en aftale om krav til jobsøgning ændres, fx ved at der stilles øgede krav til,

hvor mange job en person skal søge eller der fastsættes en ny frist for, at pågæl-

dende skal lægge sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog, skal kommunen ændre af-

tale om krav til jobsøgning i ”Min Plan”

og sende aftalen digitalt til personen.

Baggrunden for at aftalen skal sendes digitalt til personen er, at aftalen danner ud-

gangspunkt for, om personen kan sanktioneres ved manglende overholdelse heraf,

fx hvis personen ikke har søgt det antal job, som fremgår af aftalen. Hvis aftalen

om krav til jobsøgning bliver ændret, skal kommunen endvidere ændre aftalen i

”Min Plan” og sende aftalen digitalt til personen.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

En ændring af aftalen kan ske ved samtaler i kontaktforløbet eller digitalt, men en

ændret aftale skal altid sendes digitalt til personen, ad ovenfor. Dette vil blive tyde-

liggjort i bemærkningerne.

Den indgåede aftale om krav til jobsøgning kan således fortsætte uændret i det om-

fang personen efterlever aftalen om krav til jobsøgning.

Det foreslås, at det fastsættes, at kommunen selv og i samarbejde med personen

skal tilrettelægge det konkrete indhold af aftalerne ud fra en individuel og konkret

vurdering af, hvad der er meningsfuldt i den enkelte situation.

Aftalen kan f.eks. indeholde oplysning om:

Hvor mange job, personen skal søge.

Hvilken frist, personen har for at søge og dokumentere søgte job i joblog-

gen.

Inden for hvilke faglige områder, personen skal søge.

Konkrete job fra Jobnet, som personen skal søge.

Geografisk område, der skal søges i.

Andet, f.eks. konkrete job der skal søges eller andre jobsøgningsaktiviteter.

Kommunen skal endvidere give personen individuel støtte, således at det sikres, at

kravene til personens jobsøgning og kompetencer matcher, herunder også i forbin-

delse med kommunens formidling af kontakt til arbejdsgivere m.v. Kommunen skal

endvidere hjælpe personen i forhold til jobsøgning, herunder i forhold til at an-

vende joblog og registrere cv-oplysninger på Jobnet. Herunder kan også indgå, at

kommunen hjælper personen med at anvende digitale værktøjer.

Efter forslaget til § 39, nr. 8, vil en person som uden rimelig grund undlader at

overholde den indgåede aftale om jobsøgningsaktiviteter eller uden rimelig grund

undlader at registrere sine jobsøgningsaktiviteter inden for den af kommunen fast-

satte frist få hjælpen nedsat med 3 gange sanktionssatsen. Kommunen skal foretage

partshøring forud for, at kommunen træffer afgørelse om en sanktion. Kommunen

har dog i visse situationer mulighed for at sende agterskrivelse i form af partshø-

ring og afgørelse i samme brev, jf. forslaget til § 35, stk. 6. Hvis personen er uenig

i kommunens afgørelse, vil personen kunne påklage afgørelsen til Ankestyrelsen.

Det bemærkes, at gældende § 13 a, stk. 3, foreslås ophævet med forslag til § 13 i

lov om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsat-

sen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og for-

skellige love (konsekvenslovforslaget), da bestemmelsen om, at åbenlyst uddannel-

sesparate og aktivitetsparate ydelsesmodtagere skulle lægge cv på Jobnet, aldrig

er blevet sat i kraft. I § 13 a, stk. 2, er der i forbindelse med konsekvenslovforslaget

indsat, at åbenlyst uddannelsesparate også skal lægge sit cv på Jobnet. Hvis på-

gældende ikke gør dette, kan personen blive sanktioneret efter den gældende § 38,

stk. 1.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

3.1.3. Ændring af rådighedstilsynet, § 13 d

Rådet for Socialt Udsatte opfordrer til, at man fortsat løbende

–

og ikke kun i sær-

lige tilfælde

–

vil foretage stikprøvekontrol med kommunernes rådighedsadmini-

stration. Efter Rådets opfattelse motiverer stikprøve som kontrolform kommunerne

til at behandle alle sager grundigt, også de mere komplekse. Ifølge Rådet er der ri-

siko for, at et tilsyn baseret hovedsageligt på nøgletal og benchmarking, giver kom-

munerne incitament til kun at fokusere på gennemsnit og måltal, der måles på. Rå-

det finder det helt centralt, at tilsynet også har øje for, om kommunerne går for vidt

i sanktionspraksis i de komplekse og vanskelige sager.

DA anfører, at man støtter forslaget, der vil effektivisere rådighedstilsynet og tilve-

jebringe øget viden om jobsøgning.

Kommentar:

Forslaget om at fortsætte med et løbende stikprøvebaseret tilsyn er ikke i overens-

stemmelse med aftalen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter fra august

2016 om en omlægning og modernisering af rådighedstilsynet. Det fremgår af afta-

len, at tilsynet skal ske ved hjælp af nøgletal, som gør brug af registerdata baseret

på de lediges registrering i JobLoggen samt kommunernes nuværende indberetnin-

ger. Efter aftalen skal det nuværende stikprøvebaserede rådighedstilsyn ophøre,

men Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skal bevare muligheden for i

særlige tilfælde at kunne gennemføre stikprøvebaseret tilsyn.

Bemærkningerne har ikke givet anledning til ændringer i lovforslaget.

Datatilsynet bemærker, at det ikke står klart, om formålet med rådighedstilsynets

kontrol er at træffe foranstaltninger over for den enkelte borger, eller om kontrollen

alene retter sig mod kommunernes forvaltning af reglerne. Datatilsynet påpeger

desuden, at anvendelse af databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, som er

en undtagelse fra dataansvarliges oplysningspligt, når personoplysninger ikke er

indsamlet hos den registrerede, kræver udtrykkelig lovgivning om, at den dataan-

svarlige skal foretage registrering eller videregivelse af oplysningerne.

Kommentar:

Bemærkningerne har givet anledning til justering af lovforslagets bemærkninger,

som tydeliggør, at rådighedstilsynet ikke er rettet mod de enkelte ydelsesmodta-

gere, men alene mod kommunernes administration af rådigheds- og sanktionsreg-

lerne. Det tydeliggøres endvidere, at der er en oplysningspligt over for de perso-

ner, der får deres sag gennemgået som led i rådighedstilsynet.

3.1.4. Forenklet vejledning, § 35, stk. 1

KL anfører, at KL i sit oplæg om enklere regler for sanktioner på kontanthjælpsom-

rådet lagde op til at samle vejledning om pligter og sanktioner i et samlet doku-

ment, som ville være mere overskueligt for borgerne og samtidig også sikre mere

smidige arbejdsgange i kommunen. KL anfører, at lovforslaget desværre lægger op

til at indføre en række nye og firkantede proceskrav om, hvordan vejledningen

præcist skal ske. Det betyder, at jobcentrene ikke kan sikre den fleksible, individu-

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

elle og målrettede vejledning, som vil bidrage til, at borgerne kommer hurtigst mu-

ligt i job. I stedet vil der skulle indføres nye afkrydsningsfelter i it-systemerne, som

sikrer, at kommunerne overholder de nye procesregler. KL foreslår derfor, at § 35

omformuleres til en generel bestemmelse om, at borgerne skal være vejledt om

pligter og rettigheder, før der kan sanktioneres. KL foreslår også at ændre ordlyden

i § 35, stk. 1, fra ”første henvendelse” til ”første jobsamtale”. Første henvendelse

kan være en telefonsamtale, hvor det ikke giver mening af vejlede om rettigheder

og pligter.

KL anfører, at det heller ikke giver mening at skrive direkte i loven, at kommu-

nerne skal sikre, at borgerne forstår vejledningen. KL anfører, at kravet om, at

kommunen skal sikre, at borgeren forstår sine rettigheder og pligter må antages at

være indeholdt i kommunens almindelige oplysningspligt, og foreslår derfor, at

kravet flyttes fra selve loven over til en kommende vejledning.

KL anfører, at det af § 35, stk. 1, nr. 1, fremgår, at vejledningen skal gennemgås

hvert halve år. KL foreslår, at kravet om gentagen gennemgang af pligter og ret-

tigheder målrettes det mindretal, som ikke overholder reglerne. KL anfører, at hvis

det gøres til et fast krav for alle, vil der skulle bruges værdifuld tid af jobsamtalerne

på at opfylde kravet, dvs. tid, der i stedet kunne være brugt på en meningsfuld dia-

log med borgerne med henblik på at hjælpe pågældende i job.

DS og FH anfører, at de er meget positive overfor, at det i bemærkningerne frem-

går, at kommunen skal sikre sig, at personen har forstået sine rettigheder og pligter.

DS er imidlertid i tvivl om, hvor bevisbyrden i forhold til, om borgerne har forstået

vejledningen, ligger i tilfælde af en sanktion.

DS, FH og DH mener, at der bør gives vejledning ved hver samtale og tilbudsafgi-

velse. Herudover anfører DS og FH, at det bør være enkelt at give vejledning, når

der, som det fremgår af bemærkningerne, udarbejdes en enkel og letforståelig pjece

med illustrationer, som borgeren kan få ved vejledningen.

FH anfører, at Ankestyrelsen praksisundersøgelser har vist, at kommunerne har

svært ved at efterleve deres vejledningsforpligtelse og mange afgørelser om sankti-

oner derfor blive hjemvist eller ændret. FH anfører, at det derfor er godt, at der fo-

reslås en ny tilrettelæggelse af kommunernes vejledningsindsats, der sikrer bor-

gerne retssikkerhed.

DA anfører, at de støtter forslaget, der markant vil forenkle og effektivisere sankti-

onssystemet. DA bemærker videre, at i dag indebærer ukendskab til lovgivningen

reelt, at kontanthjælpsmodtagere bliver fritaget for pligterne i loven.

DH anfører, at man har svært ved at se, at forenklingen af vejledningsforpligtelsen

kan ses som andet end en beskæring af denne. DH anfører, at de finder dette pro-

blematisk, når man samtidigt skærper sanktionerne. DH mener dog, at det er for-

mildende, at kommunen skal sikre sig, at borgeren forstår sine rettigheder og plig-

ter. DH er bekymrede for, at nogle borgere vil modtage sanktioner, uden at de selv

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

forstår hvorfor. Det vil således fortsat være meget afgørende, at der udvises agtpå-

givenhed med sanktion over for borgere, der kan have svært ved at navigere i er sy-

stem med regler, frister og pligter fx på grund af kognitive funktionsnedsættelser.

DH foreslår, at borgerne i forlængelse af, at kommunerne kan vurdere, at der er be-

hov for hyppigere vejledning, at borgerne også selv skal kunne bede om vejled-

ning, hvis borgeren selv vurderer behov derfor. DH foreslår, at § 35, stk. 1, nr. 5,

affattes således:

”sikre, at vejledningen gennemgås hyppigere, hvis kommunen

konkret vurderer, at personen har behov for det, eller personen beder om det.”.

DH er særligt bekymrede for nogle borgere med kognitive udfordringer som ek-

sempelvis hjerneskade, autisme, udviklingshæmning og ADHD. Det er grupper af

borgere, som på forskellige måder er udfordret af en mangel på f.eks. hukommelse,

planlægningsevne samt koncentrations- og opmærksomhedsbesvær, og som i nogle

tilfælde har besvær med digitale løsninger. Disse borgere vil særligt efter førtids-

pensionsreformen i 2012 være en del af arbejdsmarkedet og ofte befinde sig i res-

sourceforløb eller fleksjobordningen.

I den forbindelse er DH godt tilfredse med, at det nu fremgår, at borgeren altid kan

bede om vejledning i rettigheder og pligter. Det vil dog ikke hjælpe alle borgere, og

DH vil derfor fortsat anbefale, at man i videst mulige grad sikrer, at borgeren mod-

tager løbende vejledning i rettigheder og pligter ved afgivelse af tilbud, indkaldelse

til samtaler mv., med henblik på at undgå at nogle bliver sanktioneret uden at forstå

hvorfor.

Rådet for Socialt Udsatte anfører, at de ikke kan anbefale, at socialt udsatte borgere

med komplekse problemer kun vil modtage en generel vejledning ved første møde

og herefter kun hvert halve år. Rådet for Socialt Udsatte anfører, at vejlednings-

pligten er en garantiforskrift, der skal sikre, at kommunens afgørelse er lovlig og

korrekt, og borgerne retssikkerhed bør ikke svækkes, fordi kommunerne har svært

ved at leve op til deres vejledningsforpligtelse.

AST anfører, at det vil være vanskeligt at efterprøve, om kommunerne har sikret

sig, at borgerne har forstået sine rettigheder og pligter. AST anfører videre, at i for-

hold til kommunernes pligt til at udlevere og sende vejledningen skriftligt til bor-

gerne og herunder gøre den tilgængeligt hver halve år eller hyppigere alene vil

være en dokumentation for, at dette er sket, men ikke at borgeren har forstået vej-

ledningen.

Retspolitisk Forening anfører, at det på papiret ser ud til, at borgernes retssikkerhed

styrkes ved at vejledningsforpligtelsen forenkles og skærpes. Men det vil i praksis

blive brugt imod dem. Retspolitisk Forening anfører, at det formentlig virker på le-

dige uden problemer, men at for udsatte ledige er komplicerede vejledninger ofte

stof, der går ind af det ene øre og ud af det andet.

Aarhus Kommune anfører, at det af bemærkningerne fremgår, at det fx i forhold til

aktivitetsparate kan være, at vejledningen skal gennemgås hyppigere. Aarhus Kom-

mune foreslår, at det præciseres i bemærkningerne, om det i praksis betyder, at en

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

borger, der fx har svær psykisk sygdom, er udsat eller skrøbelig vil skulle have vej-

ledning hver gang borgeren får et tilbud eller indkaldes til en samtale.

Aarhus Kommune foreslår videre, at det tydeliggøres, om der både skal udleveres

en vejledning og en pjece, eller om pjecen er vejledningen.

Aarhus Kommune stiller spørgsmål til, om det er nødvendigt, at vejledningen både

udleveres på mødet og sendes til borgeren.

Aarhus Kommune stiller endvidere spørgsmål til, om det er nødvendigt at de

jobparate også skal have en mundtlig vejledning.

Aarhus Kommune er desuden usikre på, hvad der i lovforslaget menes med, at vej-

ledningen ”skal gøres tilgængelig”. Således spørger kommunen til, om det er til-

strækkeligt, at vejledningen ligger på kommunens hjemmeside.

Aalborg Kommune ønsker en præcisering af, hvordan kommunerne kan dokumen-

tere, at en person forstår sine rettigheder og pligter, jf. § 35, stk. 1, nr. 1.

Aalborg Kommune bemærker, at det ses relevant, at jobparate, åbenlyst uddannel-

sesparate og uddannelsesparate personer vil få tilsendt en vejledning hvert halve år,

jf. § 35, stk. 1, nr. 3, samt at vejledningen altid vil være tilgængelig på fx kommu-

nens hjemmeside. Derved vil denne gruppe altid være vejledt, eller have haft mu-

lighed for at være vejledt. Det anføres, at en mundtlig gennemgang af vejledningen

vurderes at være ressourcetung set ift. personkredsens udfordringer eller manglen

på samme.

Aalborg Kommune bemærker, at det af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at

den skriftlige vejledning om den skærpede rådighedssanktion udtrykkeligt og klart

vil skulle fremgå af afgørelsen vedr. den forudgående sanktion efter LAS §§ 35-40,

men at sanktion, jf. LAS §§ 35-40 ikke har virkning for ægtefæller, hverken efter

de gældende regler, eller de foreslåede, og at en afgørelse, jf. LAS §§ 35-40, derfor

ikke vil blive sendt til en ægtefælle.

Aalborg Kommune anfører, at det derfor ses nødvendigt, at det konkretiseres, om

det med forslaget er en betingelse, at vejledningen til ægtefælle om § 40a skal ske

via ”kopi” af afgørelsen om den forudgående sanktion eller om der skal sendes en

specifik vejledningsskrivelse særskilt til ægtefællen.

Kommentar:

Med forenklingen af vejledningsforpligtelsen er foretaget en afbalancering af, at

kommunerne ikke skal give konkret vejledning, hver gang en borger indkaldes til

samtaler og modtager tilbud mv., og borgernes retssikkerhed, således at det sikres,

at borgerne har kendskab til deres rettigheder og pligter, og hvad der sker, hvis

pligterne ikke overholdes.

Som følge af KL’s forslag om, at vejledningen skal gives ved første jobsamtale, er

det præciseret i lovforslaget, at kommunen altid skal vejlede ansøgere om alle ret-

tigheder og pligter forbundet med hjælpen i forhold til rådighed og sanktioner, og

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

at dette skal ske senest ved første jobsamtale efter, at personen henvender sig til

kommunen om hjælp. Endvidere er det præciseret, at vejledningen skal gives skrift-

ligt.

Formuleringen om, at” kommunen senest

ved første jobsamtale skal gennemgå og

drøfte vejledningen med personen på en måde, så personen forstår sine rettigheder

og pligter”, er ændret til, at ”kommunen skal senest ved første jobsamtale vejlede

personen om pågældendes rettigheder og pligter på en måde, der tager hensyn til

den pågældendes situation, herunder at vejledningen er givet under hensyn til per-

sonens forudsætninger. Dette vil medvirke til, at personen får en vejledning, som

vil gøre det muligt for personen at forstå sine rettigheder og pligter. Baggrunden

for ændringen er, at kommunerne ikke vil kunne dokumentere, at vejledningen er

forstået.

DH’s bemærkning har givet anledning til en ændring af bestemmelsen, således at

det i lovforslaget kommer til at fremgå, at kommunerne også skal give vejledning,

hvis borgerne selv efterspørger dette.

Det er i lovbemærkningerne præciseret, at kommunen vil skulle sikre, at vejlednin-

gen bliver gennemgået hyppigere, hvis kommunen konkret vurderer, at personen

har behov for hyppigere vejledning, eller personen selv anmoder kommunen om

vejledning.

Det er i den forbindelse præciseret i lovbemærkningerne, at hyppigere gennem-

gang af vejledningen f.eks. vil kunne være relevant i forhold til aktivitetsparate

modtagere af hjælp, som kan være meget udsatte og skrøbelige personer, der kan

have svært ved at overskue og overholde de forpligtelser, der gælder for at kunne

modtage ydelsen, f.eks. på grund af svær psykisk sygdom, misbrugsproblemer,

hjemløshed eller lignende. Nogle vil også på grund af psykiske problemer, mang-

lende bolig eller andre faste rammer omkring deres tilværelse kunne have svært

ved at tilgå og/eller forholde sig til skriftlige henvendelser fra kommunen, f.eks.

indkaldelser til samtaler eller partshøringer i forbindelse med evt. sanktioner for

manglende fremmøde m.v., og vil derfor have behov for hyppigere gennemgang af

vejledningen hos kommunen eller i jobcenteret med henblik på at sikre, at personen

forstår sine rettigheder og pligter. For disse personer vil det kunne være nødven-

digt at drøfte vejledningen eller dele heraf hver gang, kommunen indkalder perso-

nen til samtale, afgiver tilbud m.v.

De særlige krav til vejledning i forhold til aktivitetsparate vil også blive præciseret

i forbindelse med den kommende revision af vejledningen om rådighed og sanktio-

ner.

Det præciseres endvidere i bemærkningerne til lovforslaget, at vejledningen kan

gøres tilgængelig via kommunens hjemmeside.

En ægtefælle til en person, som er omfattet af en sanktion efter § 40 a, vil skulle

have en særskilt vejledning fra kommunen om, hvorledes sanktionen vil påvirke

ægtefællens hjælp.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

3.1.5. Udvidelse af muligheden for månedsvis opgørelse af sanktioner, § 35, stk.

DA anfører, at man støtter forslaget om udvidelsen af muligheden for månedsvis

opgørelse af sanktioner.

DH vurderer, at månedsvis opgørelse af sanktioner og agterskrivelser er to forskel-

lige måder at administrere sanktioner på, som er svært forenelige. Med forslaget

kan kommunerne vælge at lave månedsvise opgørelser vedrørende eksempelvis

udeblivelse fra tilbud og samtidig træffe løbende afgørelser med agterskrivelse ved

udeblivelse fra samtaler. Det kan skabe uhensigtsmæssig forvirring hos borgerne.

DH anbefaler derfor, at disse opgørelsesmuligheder indarbejdes i vejledningen til

borgerne.

DS og FH finder det modstridende, at der på den ene side skal pålægges hurtige

sanktioner ved at sende en agterskrivelse med partshøring og afgørelse i et brev, og

at der så samtidig bliver mulighed for månedsvise opgørelser. Herudover fremgår

det af bemærkningerne, at intentionen er at spare på antallet af breve mv., men

samtidig skal borgeren kontaktes i forbindelse med forseelsen. DS og FH mener, at

kravet om kontakt er godt, men det er svært at se besparelsen, når borgeren allige-

vel skal kontaktes.

Rådet for Socialt Udsatte bemærker, at forslaget om at samle sanktioner til måned-

lige pakker vil svække den tidsmæssige sammenhæng mellem sanktion og pligtfor-

seelse. I betragtning af at en sanktion kan have en stor effekt på borgerens vel-

færdssituation, finder Rådet det ikke hensigtsmæssigt, at man af hensyn til kommu-

nernes administration vil svække den tidsmæssige sammenhæng mellem sanktion

og forseelse, hvilket ifølge den politiske aftale har stor betydning for sanktionens

adfærdsregulerende effekt. Rådet kan derfor ikke anbefale, at man udvider kommu-

nernes mulighed for at opgøre sanktioner månedsvis.

KL bemærker, at der med lovforslagets formuleringer (at opgørelsen af sanktioner

en gang om måneden er betinget af, at kommunen kontakter personen i umiddelbar

tilknytning til forseelsen og gør opmærksom på forseelsen og forestående sanktio-

nering) ikke er tale om forenklinger, idet kommunen alligevel efter hver negativ

hændelse skal kontakte borgeren og gøre opmærksom på, at vedkommende får en

sanktion. Da alle borgere er blevet vejledt om konsekvenserne både mundtligt og

skriftligt vil denne betingelse alene være et ekstra bureaukratisk krav, som KL fo-

reslår fjernet.

Aarhus Kommune vurderer ikke, at forslaget om udvidelse af månedsvis opgørelse

til også at omfatte sanktioner efter §§ 37-40 er en forenkling, når der samtidig ind-

føres krav om, at kommunen i umiddelbar tilknytning til forseelsen skal gøre per-

sonen opmærksom på udeblivelsen og den forestående sanktionering. Aarhus Kom-

mune foreslår derfor, at kravet om underretning udgår.

Aalborg Kommune bemærker, at det ses som et paradoks, at kommunen skal op-

lyse personen om den forestående sanktionering, inden der er taget stilling til, om

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

personen havde en rimelig grund til udeblivelsen. Dette vil der først endeligt blive

taget stilling til, når personen er partshørt.

Aalborg Kommune vurderer derfor, at en oplysning fra kommunen om en forestå-

ende sanktion vil medbringe forvirring og mistillid, idet det må forventes, at der i

en del sager ikke vil ske sanktion, når partshøringen er foretaget, idet der har været

en rimelig grund til udeblivelsen.

Aalborg Kommune og Aarhus Kommune vurderer, at forslaget vil medføre merar-

bejde, og der med forslaget ikke er tale om en forenkling. I praksis vil forslaget be-

tyde, at tilbudsstedet fx en virksomhed skal rette henvendelse hver gang, en person

i praktik, er udeblevet. Kommunen skal herefter oplyse personen, evt. på skrift via

brev, om forseelsen og den forestående sanktion. Virksomheden skal ved månedens

udgang atter give besked til kommunen om personens samlede fremmøde og ude-

blivelser. Kommunen skal herefter sende en partshøring til personen.

Aalborg Kommune og Aarhus Kommune vurderer også, at forslaget vil medføre

øgede krav og merarbejde til fx virksomheder, som har personer i virksomheds-

praktik og tilbudssteder generelt mv.

Kommentar:

Aftalepartierne er enige om at udvide muligheden for månedsvis opgørelse af sank-

tioner. Det vil give kommunerne en større frihed til at tilrettelægge administratio-

nen af sanktionsområdet på en hensigtsmæssig måde, herunder på en måde, der

kan spare antallet af breve m.v. til personerne, der begår flere forseelser inden for

en periode på en måned.

Da forslaget vil svække den tidsmæssige sammenhæng mellem forseelse og kontakt

til personen om forseelsen og den ydelsesmæssige effektuering af sanktionen, er af-

talepartierne enige om, at det gøres til en betingelse for månedsvis afgørelse, at

kommunen kontakter personen i umiddelbar tilknytning til forseelsen og samtidig

gør personen opmærksom på forseelsen samt den forestående sanktionering.

Der stilles ikke noget formkrav til, hvordan kontakten til personen skal foregå, og

det er op til den enkelte kommune, hvorvidt de vil benytte muligheden for måneds-

vis opgørelse og afgørelse om sanktion eller ej.

I forhold til det af DH anførte om det uhensigtsmæssige i, at kommunerne med for-

slaget kan vælge at lave månedsvis opgørelse af udeblivelse fra tilbud og træffe af-

gørelse herom ved agterskrivelse, og samtidig kan vælge at træffe enkeltstående af-

gørelser i løbet af perioden for eksempelvis udeblivelse fra jobsamtale, bemærkes

det, at den mulighed findes i reglerne i dag, bortset fra muligheden for afgørelse

ved agterskrivelse. Denne model kan kommunerne vælge at videreføre, men de kan

med forslaget også vælge at nøjes med én samlet opgørelse og afgørelse ved agter-

skrivelse.

I forhold til bemærkningerne fra DS og FH om det modstridende i, at der på den

ene side skal pålægges hurtige sanktioner ved at sende en agterskrivelse med

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

partshøring og afgørelse i et brev, og at der så samtidig bliver mulighed for må-

nedsvise opgørelser bemærkes, at forslaget ikke pålægger kommunerne at lave må-

nedsvise opgørelser eller at træffe afgørelse ved agterskrivelse. Det vil bero på

kommunernes arbejdstilrettelæggelse samt den konkrete sag, hvorvidt der med de

nye muligheder kan træffes afgørelse hurtigere. Det bemærkes endvidere, at hvis

kommunerne vælger at benytte muligheden for månedsvis opgørelse, skal kommu-

nen kontakte borgeren i tæt tilknytning til udeblivelse fra jobsamtale m.v.

Med forslaget til § 35, stk. 3, 3. pkt., vil kommunernes nuværende adgang til at lave

en samlet månedlig opgørelse over omfanget af udeblivelser efter § 36 blive udvi-

det til også at omfatte undladelser og afvisninger efter §§ 37-40.

I forhold til bemærkningerne om, at forslaget vil medføre meradministration, fordi

forslaget medfører, at tilbudsstedet skal rette henvendelse hver gang en person i fx

virksomhedspraktik er udeblevet, skal det bemærkes at Beskæftigelsesministeriet

tilretter bestemmelsen og bemærkningerne, således at de gældende regler om, at

partshøring i forhold til udeblivelse fra tilbud fortsat vil kunne ske månedsvis uden

at personen skal kontaktes. Baggrunden for dette er, at personen er klar over,

hvilke dage, personen skal deltage i tilbuddet og således er i et fastlagt forløb.

I forhold til en samlet månedlig partshøring i forhold til bestemmelserne i §§ 37-

40 vil det blive fastholdt, at kommunerne skal kontakte personen i umiddelbar til-

knytning til forseelsen.

Det er valgfrit for kommunerne at benytte sig af muligheden for opgørelse af om-

fanget af undladelser, afvisninger, udeblivelser m.v. en gang om måneden, og kom-

munen vil således kunne vælge at foretage en samlet månedlig opgørelse., når

kommunen finder det hensigtsmæssigt f.eks. i tilfælde, hvor en person begår flere

forseelser inden for en periode på en måned.

Kommunen vil med forslaget samtidig have mulighed for f.eks.at foretage den må-

nedlige opgørelse i slutningen af måneden, så kommunen så vidt muligt vil kunne

nå at effektuere sanktionen i samme måned, som udeblivelsen har fundet sted i.

Forslaget vil give kommunerne en større frihed til at tilrettelægge administrationen

af sanktionsområdet på en hensigtsmæssig måde, herunder på en måde der kan

spare antallet af henvendelser m.v. til personer, der begår flere forseelser inden for

en periode på en måned.

Det er af hensyn til personens retssikkerhed en betingelse for, at kommunen kan

udnytte muligheden for at lave en udvidet, samlet månedlig opgørelse af sanktioner

efter §§ 37-40, at kommunen kontakter personen i umiddelbar tilknytning til forse-

elsen og gør personen opmærksom på forseelsen samt den forventede forestående

sanktionering. Baggrunden for dette er, at personen skal have mulighed for hurtigt

at reagere på en udeblivelse, således at pågældende har mulighed for hurtigt at op-

fylde sin rådighedsforpligtelse igen og derved minimere størrelsen af sanktionen.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Bestemmelsen i § 35, stk. 3, 3. pkt., og bemærkningerne hertil vil blive præciseret,

således at kommune skal orientere borgeren om udeblivelsen og muligheden for at

udeblivelsen mv. får betydning for personens hjælp.

3.1.6. Sanktionssatsernes størrelse, § 35, stk. 4 og 5

DA anfører, at man er enig i, at der er behov for at gøre sanktionssystemer langt

mere gennemsigtigt og enkelt ved at reducere antallet af sanktionssatser, DA anfø-

rer dog, at det er tvivlsomt, hvorvidt en sanktion på 200 kr. vil have en reel effekt.

DA mener, at sanktionssatserne skal være højere.

DH bemærker, at forenklingen af sanktionssatserne samlet betyder en forhøjelse af

sanktionssatserne. En forhøjelse af satserne er en alvorlig sag, som DH er modstan-

dere af. DH oplever, at sanktionerede borgere bliver så økonomisk pressede og fru-

strerede, at de skubbes længere væk fra arbejdsmarkedet. Den effekt vil kun blive

forværret med højere sanktionssatser.

DS og FH finder det tiltrængt, at der bliver forenklet i de mange sanktionssatser,

men DS er ærgerlige over, at man med de 4 nye satser har valgt at forhøje alle

sanktionerne, frem for at lægge snittet på den anden side. For nogen vil det, som

det også fremgår i bemærkningerne, komme til at betyde markant hårdere sanktio-

ner.

FH konstaterer, at det af lovforslagets bemærkninger fremgår, at niveauet for de fo-

reslåede sanktionssatser vil blive fastsat således, at alle ydelsesmodtagere vil kunne

sikre sig tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv. Eksemplet hvor en kontant-

hjælpsmodtager bliver fratrukket 4.900 kr. fra sin kontanthjælp på 11.423 kr., viser

dog med tydelighed, at sanktionerne er voldsomme og altså kan udgøre helt op

42,9 pct. af beløbet (i kroner udbetales således kun 6.523 kr.).

Retspolitisk Forening konstaterer, at lovforslaget reducerer 80 sanktionssatser til

fire: 200, 400, 600 og 700 kr. Retspolitisk Forening hilser velkommen, at der ikke

længere er så ufatteligt mange satser for forskellige målgrupper, at ingen kan finde

hoved og hale i dem. Foreningen bider dog mærke i, at der i alle tilfælde er tale om

højere sanktionssatser end tidligere, og finder det herunder meget voldsomt, at

sanktionssatsen for hjemmeboende unge under 30 år på integrationsydelse uden an-

den begrundelse end forenkling forhøjes med 67 pct. Forenklingsargumentet synes

misbrugt i denne sammenhæng.

AST har foreslået, at det i forbindelse med ændringen af sanktionssatserne i § 35,

stk. 3, bør præciseres, om lørdag og søndag indgår i beregning af sanktion efter §

37 og § 38. Efter disse bestemmelser løber sanktionen fra den dag, hvor en borger

udebliver fra en samtale mv., og til borger genopretter kontakten.

AST henviser indledningsvist til bemærkningerne af 25. februar 2019, i det dog be-

mærkes, at nogle af disse ses efterfølgende indarbejdet i det nye udkast til lov-

forslag.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

AST bemærker endvidere, at fradrag og nedsættelser i hjælpen efter reglerne skal

ske inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet. Det bør præcise-

res, om der i de tilfælde, hvor sanktionen overstiger den hjælp, der udbetales efter

eventuelle fradrag for indtægter, er mulighed for at overføre den resterende del af

sanktionen til fradrag i en efterfølgende kalendermåned(er) inden for de 3 måneder.

AST mener endvidere, at det bør præciseres, om kommunen inden for de 3 måne-

der kan vælge at gennemføre sanktionen i en måned, hvor der bliver beregnet fuld

hjælp frem for en måned, hvor der alene udbetales supplerende hjælp på grund af

fradrag for indtægter, og hvor sanktionen eventuelt overstiger den udbetalte hjælp.

Aarhus Kommune bemærker, at de nye sanktionssatser finder anvendelse ved ek-

sempelvis sanktion for udeblivelse efter § 37, og at Ankestyrelsen har truffet to af-

gørelser hvorefter weekenddage ikke tæller med ved beregningen af perioden på

trods af, at kontakten til jobcentret ikke er genoptaget.

Kommentar:

Aftalepartierne er enige om, at de fire faste sanktionssatser indplaceres således, at

alle sanktionerede vil opleve en skærpelse af sanktionen, herunder at den største

procentuelle skærpelse af sanktionssatsen er for hjemmeboende unge modtagere af

integrationsydelse, hvor sanktionssatsen forhøjes fra 120 kr. til 200 kr., hvilket sva-

rer til en forhøjelse på 67 pct.

Det bemærkes endvidere, at en person, der modtager 11.423 kr. pr. måned med

forslaget vil få en sanktionssats på 600 kr. og ikke 700 kr., som anført i lovbemærk-

ningerne. Syv sanktionssatser udgør derfor 4.200 kr. og ikke 4.900 kr. Efter de gæl-

dende regler vil den pågældende blive sanktioneret med syv dagssatser af 527 kr.,

svarende til 3.689 kr. I eksemplet er der således tale om en forhøjelse af sanktionen

på 13,9 pct. Lovforslaget bliver korrigeret med den rigtige sanktionssats på 600 kr.

Med forslaget om at reducere de nuværende 80 satser til fire faste sanktionssatser

tilsigtes ingen ændringer i beregningen af sanktionsperioden efter § 36 og § 37.

Det er derfor fortsat kalenderdage inklusive weekenddage, der medregnes. Hvis en

kontanthjælpsmodtager eksempelvis udebliver uden rimelig grund fra en samtale i

jobcentret en onsdag, og først kontakter jobcentret tirsdag i den efterfølgende uge,

vil personen blive sanktioneret med 6 sanktionssatser, idet udeblivelsesdagen med-

regnes, mens dagen for genoptagelse af kontakt ikke medregnes.

Det vil blive præciseret i forslaget til § 35, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, og i

bemærkningerne hertil, at fradrag for sanktioner ikke kan overstige den beregnede

hjælp for samme måned, og at den del af summen af sanktionssatser, der eventuelt

overstiger den beregnede hjælp for den samme kalendermåned, bortfalder og såle-

des ikke kan overføres til fradrag i efterfølgende måneder.

Bemærkningerne har ikke, ud over det ovenfor anførte, givet anledning til ændrin-

ger i lovforslaget.

3.1.7. Muligheden for brug af agterskrivelse, § 35, stk. 6

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

KL er tilfreds med, at kommunerne får mulighed for at lave agterskrivelser i stedet

for partshøring. KL bemærker, at den minimumsfrist på 14 dage, der er angivet i

forslaget, før agterskrivelsen kan få virkning, er væsentligt længere end fristen for

en almindelige partshøring. Dermed vil der ikke ske hurtigere sanktionering, som

ellers er hensigten med forslaget. KL finder derfor at det bør undersøges, om fri-

sten ved agterskrivelse kan være mindre end de 14 dage.

KL påpeger, at når kommunerne kan lave agterskrivelser i steder for partshøringer i

sanktionssager

–

hvilket KL er tilfreds med

–

er det kommunen, der efter en kon-

kret vurdering, kan fastsætte kortere frist end de 14 dage. KL bemærker, at det er

noget uklart, hvornår dette er muligt. KL ønsker sig derfor i en kommende vejled-

ning dette uddybet/præciseret.

DA anfører, at man støtter forslaget, der vil reducere tiden fra forseelse til sanktion.

FH finder det positivt for alle parter, at der sker en hurtig afgørelse af og eksekve-

ring af en sanktion, men er bekymret for borgernes retssikkerhed, hvis man går fra

den nuværende partshøring til indførelse af agterskrivelser i form af partshøring og

afgørelse i samme brev. FH mener, at der er risiko for, at borgere afholder sig fra at

komme med bemærkninger, der kan have betydning for sagens afgørelse, når de

modtager en agterskrivelse i stedet for den almindelige partshøring.

FH bemærker desuden, at agterskrivelser kan føre til, at flere borgere overser at det

er en afgørelse og at flere klager over afgørelser, hvorfor der ikke sker en lettelse

for kommunen, da klagesagsbehandling er mere omfattende end den nuværende

proces med partshøring og efterfølgende afgørelse. FH ønsker, at borgerens retssik-

kerhed opretholdes, og at forvaltningslovens §§ 19-26 fortsat skal gælde for de

jobparate.

DH bemærker, at man, for at undgå, at muligheden for agterskrivelser leder til util-

sigtede sanktioner af borgere med handicap, bør tydeliggøre i vejledninger m.v. til

sagsbehandlere, at der skal udvises agtpågivenhed, når det drejer sig om borgere,

hvor der kan være en risiko for, at borgeren ikke kan agere passende og rettidigt på

sådan en partshøring.

DH anbefaler, at den minimumsfrist på 14 dage for svar på partshøring, der frem-

går af lovbemærkningerne, fastsættes i selve loven med henblik på at undgå mis-

forståelser om partshøringsfristen. For borgere fritaget fra digital post bør fastsæt-

tes længere frist. Derudover bør kommunerne have mulighed for at arbejde med en

længere frist for borgere, hvor kommunen ved, at personens rådighed kan være

markant ændret, f.eks. borgere med psykiske vanskeligheder.

Retspolitisk Forening anfører, at agterskrivelser ligesom andre af forslagene inde-

bærer en betydelig svækkelse af retssikkerheden navnlig for mennesker, som har

sociale problemer, der gør det svært for dem i det hele taget at forstå kommunernes

ageren i deres sag, men også for andre.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

DS finder ikke, at forslaget om agterskrivelser hænger sammen med forslaget om

månedsvise opgørelser. DS anfører, at det kan være godt, at der er kortere fra forse-

else til sanktion, men at det ikke giver mening på samme tid at give mulighed for at

foretage månedsvise opgørelser.

Rådet for Socialt Udsatte kan ikke anbefale, at kommunerne gives mulighed for at

bruge agterskrivelser, hvor en afgørelse og partshøring sendes i samme brev til job-

og uddannelsesparate. Rådet bemærker, at partshøring ligesom vejledningspligten

er en garantiforskrift, der skal sikre, at borgeren har mulighed for at kommentere

og tilføje relevante oplysninger, så det sikres, at kommunen har de nødvendige op-

lysninger for at træffe en korrekt afgørelse. Det er helt afgørende, at partshøring

gennemføres forud for, at der træffes en afgørelse om en økonomisk sanktionering.

Kommentar:

Med forslaget vil kommunerne i forhold til en uddannelsesparat eller jobparat

modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelses-

hjælp eller kontanthjælp kunne foretage partshøring og afgørelse samlet i en agter-

skrivelse.

Det fremgår af forslaget til § 35, stk. 6, at det alene er i forhold til jobparate og ud-

dannelsesparate modtagere af hjælp, at kommunen kan samle partshøring og afgø-

relse i en agterskrivelse. Det vil blive præciseret i lovbemærkningerne, at der for

aktivitetsparate modtagere af hjælp fortsat skal være personlig kontakt mellem

kommunen og borgeren forud for sanktionering.

Kravene til agterskrivelser er udførligt beskrevet i lovforslaget. Agterskrivelsesmo-

dellen vil indebære, at personen som hidtil vil have mulighed for at afgive et hø-

ringssvar, inden afgørelse træffes, ligesom afgørelsen med agterskrivelsen medde-

les borgeren personligt. Det vil med forslaget alene være tidspunktet for afgørel-

sens meddelelse, der fremrykkes. Derved vil parten opnå en hurtigere behandling

af sin sag. Personen vil således som hidtil blive hørt, inden afgørelse træffes.

Det fremgår endvidere af lovforslaget, at agterskrivelsen skal være formuleret på

en sådan måde, at den ikke giver anledning til tvivl om det retlige indhold, herun-

der om hvordan kommunen vil afgøre sagen, høringsfrist, virkningstidspunkt og fra

hvilket tidspunkt, klagefristen vil løbe. Er en bebyrdende afgørelse uforståelig, er

den ugyldig.

Kravene til agterskrivelser vil også blive skrevet ind i vejledningen om rådighed og

sanktioner.

Justitsministeriet har haft forslag til lov om ændring af forvaltningsloven (Klare ju-

ridiske rammer for effektiv digital forvaltning) i høring, hvoraf det fremgår, at hø-

ringsfristen ved brug af agterskrivelser i sager, hvor en borger er part, i alminde-

lighed ikke bør være under 10 arbejdsdage regnet fra det tidspunkt, hvor agterskri-

velsen er meddelt parten. Herved sikres det, at parten har tilstrækkelig tid til at

fremsætte sine bemærkninger.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Det vil blive præciseret i lovbemærkningerne, at der efter en konkret og individuel

vurdering vil kunne fastsættes en kortere høringsfrist end minimumsfristen på 14

dage (10 hverdage), såfremt den kortere frist lever op til kravene til fastsættelse af

frister i forbindelse med partshøring i form af agterskrivelser, herunder at den på-

gældende part gives rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje ud-

talelsens form og indhold.

Det vil endvidere blive præciseret i lovbemærkningerne, at kommunerne i forhold

til borgere, der er fritaget fra digital post, efter en konkret vurdering vil kunne fast-

sætte en længere frist.

Dermed bliver hensynet til personens retssikkerhed opretholdt.

Det vil i forbindelse med den kommende revision af vejledning om rådighed og

sanktioner blive uddybet, hvornår kommunen vil kunne fastsætte en kortere frist

end minimumsfristen på 14 dage (10 hverdage).

3.1.8. Udvidet partshøring af aktivitetsparate, § 35, stk. 7 (tidligere stk. 6)

KL mener, at det er problematisk lovgivningsmæssigt og etisk, at kommunen kan

tage kontakt til familiemedlemmer med henblik på at få belyst en borgers adfærd.

Dette både i forhold til tavshedspligten jf. forvaltningslovens § 27, og at det kan

ske uden forudgående samtykke fra den aktivitetsparate borger i forhold til videre-

givelse/indhentelse af oplysninger jf. retssikkerhedslovens § 11. Derudover er det

svært for kommunen at sikre sig, at oplysningerne fra familiemedlemmer er trovær-

dige (kommunen kender ikke familiemedlemmernes indbyrdes forhold).

DA anfører, at man ikke kan støtte kravet om personlig kontakt ved sanktioner over

for aktivitetsparate. Dels er det besværligt for kommunerne, hvorfor nogle kommu-

ner opgiver undervejs. Dels vil det give kontanthjælpsmodtagere incitament til at

modarbejde en visitation som jobparat og i stedet blive visiteret som aktivitetsparat

for at undgå økonomiske sanktioner. DA mener, at der er brug for det modsatte.

DH frygter, at de nye regler imod hensigten i den politiske aftale kan få den betyd-

ning, at flere aktivitetsparate skal sanktioneres.

DH bemærker desuden, at det er uklart, præcis hvordan udvidet partshøring til

mentor eller familiemedlem skal foregå. Det bør derfor være en forudsætning, at

mentor eller familiemedlem faktisk har kontakt med borgeren i forbindelse med

sanktionen.

Ligeledes finder DH det væsentligt, at man i kommende vejledning fremhæver, at

muligheden for at kontakte mentor eller familiemedlemmer først træder i kraft, når

kommunen har konstateret, at de ikke kan komme i kontakt med borgeren.

Rådet for Socialt Udsatte kan ikke anbefale den forslåede ændring af regler om ud-

videt partshøring af aktivitetsparate. Partshøring bør som princip altid være af den

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

enkelte borger selv, medmindre at denne har udpeget en partsrepræsentant. Parts-

høring af borgeren bør derfor ikke kunne erstattes med en udtalelse fra mentor eller

familiemedlem.

Rådet for Socialt Udsatte bemærker, at en evt. ændring af udvidet partshøring skal

gøres på en måde, hvorpå borgerens retssikkerhed ikke svækkes. Rådet forslår, at

kravet om udvidet partshøring kan anses som opfyldt i de tilfælde, hvor kommunen

via kontakt til mentor, familiemedlem eller på anden måde fremskaffer oplysnin-

ger, som kan danne grundlag for, at kommunen vurderer, at en sanktion ikke er be-

grundet. Hvis kommunen derimod stadig mener, at borgeren bør sanktioneres, efter

at have været i kontakt med mentor eller familiemedlem, bør kommunen forsat

være forpligtet til at udtømme alle rimelige muligheder for at komme i personlig

kontant med borgeren selv.

Aarhus Kommune bemærker i forhold til reglerne om tavshedspligt, at de retlige

rammer for kontakt til familiemedlemmer bør beskrives i lovbemærkninger/vejled-

ning, evt. med eksempler på, hvornår kommunen må tage kontakt, og hvornår kom-

munen ikke må tage kontakt.

Datatilsynet anfører, at det foreslås i § 35, stk. 6, 2. pkt. (nu stk. 7), at hvis kommu-

nen har vanskeligt ved at opnå kontakt med personen, kan kravet om personlig

kontakt også opfyldes ved, at kommunen via kontakt til f.eks. en mentor, familie-

medlemmer eller på anden måde fremskaffer oplysninger til belysning af fravær

m.v., der kan danne grundlag for vurderingen af, om personen skal have en sank-

tion i det konkrete tilfælde. Datatilsynet henviser i den forbindelse til de grundlæg-

gende principper i databeskyttelsesforordningens artikel 5, herunder særligt artikel

5, stk. 1, litra c, hvorefter personoplysninger skal være tilstrækkelige, relevante og

begrænset til hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil oplysningerne

behandles (dataminimering).

Datatilsynet bemærker, at et samtykke efter databeskyttelsesforordningen forstås

som enhver frivillig specifik, informeret og utvetydig viljestilkendegivelse fra den

registrerede, hvorved den registrerede ved erklæring eller klar bekræftelse indvilli-

ger i, at personoplysninger, der vedrører den pågældende, gøres til genstand for be-

handling, jf. artikel 4, nr. 11.

Datatilsynet bemærker endvidere, at en dataansvarlig, forinden denne behandler

oplysninger om fysiske personer, skal finde et behandlingsgrundlag herfor i medfør

af databeskyttelsesreglerne.

Kommentarer:

Bestemmelsen i § 35, stk. 7, om udvidet partshøring af aktivitetsparate vil blive æn-

dret således, at det af bestemmelsen vil fremgå, at hvis kommunen har vanskeligt

ved at opnå personlig kontakt med personen, kan kravet om personlig kontakt også

opfyldes ved, at kommunen etablerer kontakt via f.eks. en mentor eller et tilbuds-

sted, som personen allerede er i forbindelse med, for på den måde at komme i kon-

takt med personen, således at kommunen kan tilvejebringe oplysninger om fraværet

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

m.v., der kan danne grundlag for vurderingen af, om personen skal have en sank-

tion i det konkrete tilfælde. Kontakt kan ligeledes etableres via et familiemedlem,

en partsrepræsentant, en værge eller anden kontaktperson forudsat, at personen og

familiemedlemmet m.v. på forhånd har givet samtykke til, at kontakten etableres

via et familiemedlem m.v.

Det vil endvidere i lovbemærkningerne blive præciseret, at kommunen skal være

opmærksom på, om personen modtager støtteforanstaltninger efter servicelovens

bestemmelser, og at kommunen i de tilfælde evt. vil kunne skabe kontakt til perso-

nen gennem personens støtteperson.

Der vil i lovbemærkningerne til § 35, stk. 7, blive henvist til de grundlæggende

principper i databeskyttelsesforordningens artikel 5, herunder særligt artikel 5, stk.

1, litra c, hvorefter personoplysninger skal være tilstrækkelige, relevante og be-

grænset til hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil oplysningerne be-

handles (dataminimering).

Sammenhængen mellem på den ene side forslaget om udvidet partshøring og mu-

ligheden for at opnå personlig kontakt via en mentor m.v. og på den anden side

reglerne om indhentelse af oplysninger og samtykke m.v. i § 11 i lov om retssikker-

hed og administration på det sociale område og i persondataforordningen, herun-

der særligt artikel 5 og 7, vil blive beskrevet i lovbemærkningerne.

Det vil blive præciseret i lovbemærkningerne, at kommunen ved indhentning af

samtykket skal iagttage gældende regler i databeskyttelsesforordningen.

Det skal endeligt bemærkes, at det er kommunerne, der har kompetencen til at vur-

dere, hvorvidt en ansøger om hjælp skal visiteres som jobparat, uddannelsesparat

eller aktivitetsparat.

3.1.10. Udvidelse af sanktionsbestemmelsen i § 39

KL anfører, at kommunerne efter gældende regler kan sanktionere personer, som

undlader at give meddelelse om sygdom, hvor den ledige er givet et tilbud eller

skal møde til jobsamtale hos en arbejdsgiver, men at der ikke er hjemmel til at

sanktionere personer, der undlader at give meddelelse om sygdom i tilfælde, hvor

personen skal møde til jobsamtale i kommunen. KL foreslår på den baggrund, at

der tilvejebringes hjemmel i § 39 til at sanktionere ved manglende rettidig syge-

melding ved samtaler hos kommunen. KL anfører videre, at det fremgår af forsla-

get til § 39, nr. 7, at kommunerne kan sanktionere uddannelseshjælpsmodtagere,

der uden rimelig grund ophører med en uddannelse, der er påbegyndt på baggrund

af et uddannelsespålæg. KL finder, at der er behov for ligeledes at kunne sanktio-

nere unge, som ikke overholder fristerne i uddannelsespålæggets trin 1 og 2.

AST

ønsker det tydeliggjort i forhold til definitionen af ”gentagne gange” i forsla-

get til § 39, nr. 3, hvilken betydning længden af et tilbud har set i forhold til omfan-

get af udeblivelser uden rimelig grund, herunder om omfanget af udeblivelserne

skal ses i forhold til hele tilbuddets varighed.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Vejen Kommune anfører, at det efter gældende regler kun er muligt at sanktionere

for manglende meddelelse om sygdom ved udeblivelse fra tilbud eller sygeopfølg-

ningssamtaler, jf. § 39, nr. 3. Kommunen anfører videre, at det i § 40 a er fastsat, at

hvis en person er syg eller har børnepasningsproblemer, skal den pågældende med-

dele dette forud for det tidspunkt, hvor personen skal møde i tilbuddet, til samtalen

m.v. Kommunen foreslår, at der tilvejebringes en tilsvarende hjemmel i § 39 til at

sanktionere personer, der ikke giver meddelelse om sygdom eller børnepasnings-

problemer, forud for det tidspunkt, hvor den pågældende skal møde i tilbuddet m.v.

Aarhus Kommune anfører, at kommunerne ofte er i tvivl om, hvad der kan falde

ind under begrebet ”beskæftigelsesfremmende foranstaltninger” og foreslår, at be-

grebet tydeliggøres i lovbemærkningerne med flere eksempler.

Kommunen ønsker endvidere, at det præciseres i lovbemærkningerne, om det er

muligt at sanktionere efter § 36 og § 39, nr. 3, hvis en person fx er udeblevet 14

dage fra et tilbud, og der er tale om gentagne udeblivelser.

Aarhus Kommune bemærker, at det vil være hensigtsmæssigt at udarbejde en

hjemmel i LAS § 39, som kan bruges, når en borger ikke melder sygdom rettidigt

ved jobsamtalerne. Kommunen anfører, at det efter gældende ret ikke er muligt at

sanktionere, hvis borgeren ikke dukker op til en jobsamtale, og det efterfølgende

viser sig, at personen har været syg uden at meddele dette.

Københavns Kommune

anbefaler, at ordet ”arbejdsgiver” slettes fra § 39, stk. 1, nr.

3, således der ikke kan herske tvivl om, at sygemelding skal ske til jobcentret, idet

det kun er ved løntilskud, at sygemelding skal ske til arbejdsgiver.

Kommentar:

Det er ikke en del af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol

med snyd og færre fejludbetalinger”, at reglerne i § 39 om sanktionering for und-

ladelse af at meddele sygdom til kommunen i tilfælde af bl.a. sygdom skal skærpes.

Beskæftigelsesministeriet vil dog indsætte en ny bestemmelse i § 35 om, at en per-

son skal give kommunen besked om sygdom på den måde, som kommune har an-

vist. Der henvises for yderligere til kommentarerne til afsnit 3.1.1.

Med den foreslåede ændring i § 39, nr. 7, tilvejebringes hjemmel til at sanktionere

en person, der uden rimelig grund ophører fra dele af en uddannelse, således at

bestemmelsen ud over studie- og erhvervskompetencegivende uddannelser også

kommer til at omfatte aktiviteter, tilbud m.v., der er led i et uddannelsespålæg, jf. §

30, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Personer, som ikke overholder fristerne i uddannelsespålæggets trin 1 og 2, er om-

fattet af forslaget til § 39, nr. 3. Der er således ikke tilsigtet ændringer i gældende

retstilstand, hvorefter en person kan sanktioneres, hvis den pågældende ikke sam-

arbejder om at søge ind på eller påbegynder en uddannelse, der er givet som led i

et uddannelsespålæg. Dette vil blive præciseret i lovbemærkningerne til forslaget

til § 39, nr. 3.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Endvidere vil det blive præciseret i lovbemærkningerne, at det er muligt at sanktio-

nere efter både § 36 og § 39, nr. 3, hvis en person fx er udeblevet 14 dage fra et til-

bud, og kommunen vurderer, at der dermed er tale om gentagne udeblivelser.

Det vil afhænge af en konkret vurdering af, hvornår en persons udeblivelser har et

sådant betydeligt omfang, at der reelt må siges at være tale om en afvisning af til-

buddet m.v. I vurderingen heraf kan bl.a. indgå antallet af udeblivelser set i for-

hold til tilbuddets længde m.v. Dette bliver præciseret i bemærkningerne til lov-

forslaget.

Definitionen af begrebet ”beskæftigelsesfremmende foranstaltninger” vil blive ud-

dybet i bemærkningerne til forslaget til § 39, nr. 3.

3.1.11. Skærpet rådighedssanktion, § 40 a

DH er overordnet imod, at reglerne om skærpet rådighedssanktioner også vil kunne

anvendes over for aktivitetsparate. DH finder, at det er særdeles indgribende og

unødvendigt, at aktivitetsparate inkluderes i målgruppen. DH finder, at det er vig-

tigt og godt, at det med den nye lovtekst bliver tydeliggjort, at kommunen konkret

skal vurdere, at personen ”med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til

rådighed for arbejde,

uddannelse, tilbud m.v.” for at kunne give en skærpet rådig-

hedssanktion.

DH, DS og FH bemærker desuden, at det fremstår uklart, hvordan kommunen skal

træffe beslutning om varigheden af den skærpede rådighedssanktion, som kan vare

op til tre måneder. DH frygter, at dette kan skabe en usikker retstilstand for borge-

ren og vidt forskellige praksisser på tværs af landet. DH og FH anbefaler derfor, at

det bliver tydeliggjort, hvordan kommunen konkret skal vurdere varigheden af den

skærpede rådighedssanktion.

FH finder det positivt, at det kommer til at fremgå direkte af § 40 a, at en sanktion

skal vurderes at fremme borgerens rådighed.

DA anfører, at man støtter forslaget, da det kan styrke rådigheden blandt kontant-

hjælpsmodtagere.

FH og DS mener, at der bør stilles krav om, at kommunerne tilbyder borgeren

mere, end at borgeren skal møde og få et ”kryds” på jobcenteret i 1-

3 måneder, for

at borgeren kan være berettiget til deres ydelse. Det bør være en aktivitet, som gi-

ver mening og bringer den enkelte nærmere arbejdsmarkedet.

FH finder, at § 40 a, stk. 1 og 8, er væsentlige skærpelser i kommunernes sankti-

onsmuligheder, hvad angår sanktionens størrelse, ligesom sanktionerne falder alle-

rede anden gang i stedet for efter gentagende gange. Disse skærpelser er FH mod-

stander af.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

DS bemærker, at det er positivt, at det i både lovtekst og bemærkninger er tydelig-

gjort, at kommunen, før sanktion kan gives, skal vurdere, at personen med sin ad-

færd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, til-

bud m.v. DS finder det endvidere positivt, at det kommer til at fremgå direkte af §

40 a, at en sanktion skal vurderes at fremme borgerens rådighed.

Retspolitisk Forening har noteret sig forslaget om, at det kommer til at fremgå af §

40 a, at det er en betingelse for at pålægge en aktivitetsparat modtager af hjælp en

skærpet rådighedssanktion, at kommunen har vurderet, at denne sanktion vil

fremme personens rådighed. Foreningen anfører, at omfanget af dette hensyn ofte

er fastsat ud fra den enkelte medarbejders faglige kunnen eller lokalpolitiske be-

slutninger

– f.eks. om at ”der skal sanktioneres mere”. En sådan lokalpolitisk prio-

ritering tager ikke højde for relevansen og effekten af at benytte sanktion også over

for de ledige, som ikke formår at reagere med andet end afmagt.

Rådet for Socialt Udsatte kan ikke anbefale forslaget om, at reglerne om skærpede

rådighedssanktioner også kan anvendes overfor aktivitetsparate. Aktivitetsparate

kontanthjælpsmodtagere har flere problemer end blot ledighed, der vil forhindre

dem i at leve op til kravene om skærpede rådighedssanktioner. Rådet bemærker, at

hvis udvidelsen i forhold til aktivitetsparate vedtages, bør det som minimum sikres,

at kommunens vurdering af, om den skærpede sanktion vil fremme personens rå-

dighed, bliver en afgørelse, der kan ankes til Ankestyrelsen.

Rådet for Socialt Udsatte kan heller ikke anbefale forslagets ændringer af brugen af

de skærpede rådighedssanktioner over for job- og uddannelsesparate modtagere af

kontanthjælpsydelser. Sanktionens alvorlighed forekommer uproportional, da mod-

tageren hurtigt mister en betydelig del af forsørgelsesydelsen. En skærpet sanktion

med bortfald af dele eller hele kontanthjælpen kan endvidere forværre modtagerens

muligheder for at komme i job, hvis borgeren eksempelvis bliver sat ud af boligen,

ikke kan købe nødvendig medicin mv., da langt de fleste modtagere af en kontant-

hjælpsydelse har et meget begrænset økonomisk råderum.

AST bemærker, at beskrivelsen af vejledningen om den skærpede rådighedssank-

tion kan give anledning til tvivl om kommunens vejledningsforpligtelse, herunder

om vejledningen skal gives i forbindelse med førstegangssanktionen, eller om en

efterfølgende vejledning forud for forseelsen vil kunne gives separat. AST foreslår

derfor, at tidspunktet for, hvornår vejledningen om den skærpede sanktion skal

være givet, præciseres.

AST bemærker, at da § 40 a, stk. 1, nr. 1, og nr. 2, omfatter alle sanktioner givet ef-

ter §§ 36

–

39, er præciseringen af sanktionerne i bestemmelserne overflødig, og

foreslår derfor, at § 40 a, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, erstattes af en henvisning til § 35,

stk. 1, og at nr. 3, består i den foreslåede ordlyd.

AST har endvidere bemærket, at ordlyden af bestemmelsen i § 40 a, stk. 2, 2. pkt.,

hvorefter aktiviteter efter 1. pkt. skal kunne påbegyndes samme dag som afgørelsen

efter stk. 1, har virkning fra, og bemærkningerne til lovforslaget, hvoraf det frem-

går, at der skal være mulighed for, at personen, der er omfattet af sanktionen i § 40

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

a, stk. 1, kan møde frem i tilbud, til samtaler eller møde på jobcenteret dagligt, og

at kommunen kan give den pågældende tilbud om en eller flere forskellige aktivite-

ter, så længe aktiviteterne omfatter alle månedens arbejdsdage, kan give anledning

til tvivl om, hvornår tilbuddet/tilbuddene kan/skal gives og i hvilken form. AST fo-

reslår derfor, at det præciseres, hvornår og i hvilken form kommunen skal give per-

sonen

”et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud i medfør af inte-

grationsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende

foranstaltning, daglige samtaler eller pligt til at møde dagligt i jobcenteret”,

her-

under om tilbuddet/tilbuddene skal gives i afgørelsen om den skærpede sanktion.

AST har i forhold til § 40 a, stk. 7, bemærket, at bestemmelsen giver anledning til

tvivl om, hvordan månedens hjælp til personen skal beregnes. AST foreslår derfor

en ændret ordlyd til præcisering af beregningen.

I forhold til § 40 a, stk. 8, foreslår AST, at det tilføjes, at kommunen ikke blot kan

henlægge en sag, men at det er et krav, at kommunen træffer en afgørelse om, at

personens sag lukkes, når borger ikke har gjort brug af den anviste aktivitet i en hel

kalendermåned.

KL bemærker, at kravet i bestemmelsen (om at borgeren er vejledt særskilt om risi-

koen for, at kommunen benytter denne sanktion) er uklar, idet det ikke fremgår, om

det betyder, at kommunen aldrig kan give en skærpet sanktion, hvis kommunen

vurderer, at en borger, som er sanktioneret tidligere, nu bør have en skærpet sank-

tion, men ikke er vejledt særskilt om dette ved tidligere sanktioner.

Aarhus Kommune bemærker, at konsekvensen af den udvidede vejledningsforplig-

telse i § 40 a er, at kommunen altid i forbindelse med en sanktion efter §§ 36-40

bliver nødt til at vejlede om § 40 a, idet der ikke kan gives en skærpet rådigheds-

sanktion, hvis ikke der er givet en vejledning om § 40 a i den første sanktion efter

§§ 36-40. Dette virker bureaukratisk, og idéen med en forenklet vejledning, hvor

borger jo allerede - formodes det - er gjort opmærksom på LAS § 40 a, er svær at

få øje på.

Aarhus Kommune bemærker, at det er opfattelsen, at enhver sanktion efter LAS §§

36-40 a - og ikke kun en sanktion efter § 40 a - kun skal pålægges en aktivitetspa-

rat, hvis det fremmer personens rådighed, hvilket ikke er nyt. Derfor foreslås det, at

dette vil fremgå af LAS § 35, som opsummerer de generelle betingelser i forhold til

sanktioner. Herved fremstår det ikke, som om det kun er ved LAS § 40 a, at det

skal vurderes, om en sanktion fremmer rådigheden for de aktivitetsparate, men at

det er gældende for alle typer af sanktioner (§§ 36-40 a).

Aarhus Kommune bemærker, at det fremgår af bestemmelsen, at det er en betin-

gelse, at sanktionen skal fremme den aktivitetsparates rådighed. Da det generelt

gælder for alle sanktioner, at de skal fremme den aktivitetsparates rådighed, fore-

slår kommunen, at det i stedet for fremgår af LAS § 35, at en sanktion skal fremme

rådigheden for den aktivitetsparate.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Aalborg Kommune og Aarhus Kommune bemærker, at der med de foreslåede lov-

ændringer og den fremadrettede vægt på LAS § 40 a, er et behov for at konkreti-

sere, præcisere og tydeliggøre anvendelsen af bestemmelsen i en dertilhørende vej-

ledning. Der er tale om en kompleks bestemmelse, med en del formelle betingelser

til sagsbehandlingen, som hver for sig vil kunne medføre, at sanktionen ikke kan

gennemføres. Det ses således ikke, at der er tale om en forenkling af regelsættet.

Aalborg Kommune og Aarhus Kommune bemærker, at det fremgår specifikt af for-

slagets § 40 a, stk. 4, at der skal ske partshøring af personer, som er aktivitetsparate

inden, at kommunen træffer afgørelse om, at personen ikke kan modtage hjælp for

de dage, hvor personen ikke er mødt i tilbud. Kommunerne ønsker i den forbin-

delse stillingtagen til, om kommunerne modsætningsvist kan slutte, at det således

ikke er en betingelse at partshøre jobparate, før afgørelsen om opgørelsen af dage.

Endvidere bemærker Aalborg Kommune, at der ses at være en udfordring med tids-

forbruget af partshøringsperioden, da denne i visse situationer vil kunne forhindre

udbetaling af den berettigede hjælp til den 1. i måneden.

Eksempel beskrevet af Aalborg Kommune:

Efter forudgående sanktioner, træffes der afgørelse om den skærpede rådigheds-

sanktion jf. LAS § 40 a, med varighed af en måned. I forbindelse med afgørelsen

gives der tilbud om personligt fremmøde på kommunen med opstart den 1.10.19

–

31.10.19.

Da personen kun kan få ydelse for de dage, som personen er mødt i tilbuddet, kan

der ikke tages stilling til opgørelsen af perioden, før den sidste dag, som i ovenstå-

ende eksempel er den 31.10.19.

Personen møder i tilbuddet 18 dage i perioden.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at kommunen skal kunne doku-

mentere, at der har fundet skriftlig partshøring sted. Kommunen vil først den

31.10.19 kunne sende partshøringen, da det ikke forinden vides, hvilke dage perso-

nen møder frem til og med den 31.10.19.

Såfremt personen møder op den 31.10.19, vil der kunne ske mundtlig partshøring,

og partshøringsbrevet vil kunne eftersendes. Såfremt personen ikke møder, vil af-

gørelsen først kunne træffes, når der er sket skriftlig partshøring, og opnået person-

lig kontakt.

Det vil sige, hvis personen ikke møder den 31.10.19, vil personen ikke kunne få

udbetalt sin hjælp for de 18 dage i starten af november måned. Dette vil kunne

have konsekvenser for personens betaling af boligudgifter mv.

En løsning vil være, at kommunen kun giver tilbud med opstart fx fra den 15.10.19

–

15.11.19.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Konsekvensen heraf vil dog være, at selvom personen slet ikke møder i tilbuddet,

så vil hjælpen ikke kunne ophøre, jf. LAS § 40a, stk. 8, idet der ikke er tale om en

kalendermåned.

Konsekvensen for personen er således, at der udbetales halv hjælp til den 31.10.19

og den 30.11.19. Herefter er personen berettiget til hjælp som normalt.

Københavns Kommune anbefaler, at bestemmelsen om sygemelding eller børne-

pasningsudfordringer i LAS § 40 a, stk. 5, kommer til at gælde for alle tilbud og

ikke kun for tilbud i henhold til LAS § 40 a

–

og helst, at bestemmelsen flyttes til

LAS § 35.

Kommentarer:

Det fremgår af

”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med

snyd og færre fejludbetalinger”,

at anvendelsen af den skærpede rådighedssank-

tion udvides til også at omfatte aktivitetsparate modtagere af hjælp. Der vil derfor

ikke blive ændret i målgruppen for den skærpede rådighedssanktion

Det vil i lovbemærkningerne vedr. § 40 a, stk. 1, blive præciseret yderligere, hvor-

dan kommunerne skal udmåle varigheden af den skærpede rådighedssanktion, her-

under hvornår personen skal have en skærpet rådighedssanktion på en, to eller tre

måneder.

Reglerne om udvidet vejledningspligt i § 40 a, stk. 1, 3. pkt., som betingelse for den

skærpede rådighedssanktion er blevet flyttet til et nyt stk. 2 i § 35, således at reg-

lerne om vejledning m.v. samles i § 35, som opsummerer de generelle betingelser i

forhold til sanktioner.

I den forbindelse vil det i bestemmelsen samt i lovbemærkningerne til § 35, stk. 2,

blive præciseret, at en sanktion efter § 40 a er betinget af, at kommunen skriftligt

har vejledt personen og dennes ægtefælle om den skærpede rådighedssanktion,

hvis kommunen i forbindelse med en afgørelse om en forudgående sanktion påtæn-

ker at træffe afgørelse om en skærpet rådighedssanktion, næste gang, personen

ikke overholder sin rådighedsforpligtelse, fordi personen med sin adfærd udviser

en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v. Kom-

munen skal vejlede om

1) konsekvensen for hjælpen, hvis personen igen uden rimelig grund afslår et ar-

bejde, afviser eller udebliver fra tilbud, ikke møder til samtale m.v.,

2) at personen kun får udbetalt hjælp for de dage, hvor personen opfylder sin rå-

dighedsforpligtelse ved at deltage i tilbud, møde til samtale eller møde frem i job-

centeret m.v., som anvist af jobcenteret, jf. § 40 a, stk. 2,

3) at personens sag lukkes og hjælpen ophører, hvis personen i en hel kalendermå-

ned ikke møder frem til aktiviteter, jf. § 40 a, stk. 2, og

4) at ægtefællens sags ligeledes lukkes og hjælpen ophører, hvis personen er om-

fattet af nr. 3.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Endvidere vil det blive præciseret i lovbemærkningerne vedr. § 35, stk. 1, om den

generelle vejledningspligt, at kommunerne i forbindelse med den generelle vejled-

ning efter bestemmelsen også skal vejlede om den skærpede rådighedssanktion ef-

ter § 40 a.

Det vil blive yderligere præciseret i lovbemærkningerne til § 40 a, stk. 2, at det vil

bero på en konkret og individuel vurdering, om personen skal have et tilbud efter

lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud i medfør af integrationsprogrammet

efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, dag-

lige samtaler eller pligt til at møde dagligt i jobcenteret.

Det vil desuden blive præciseret, at tilbud efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats

og integrationsloven vil skulle gives i overensstemmelse med reglerne heri.

Bestemmelsen i § 40 a, stk. 3, svarer til de gældende regler for aktivitetsparate, jf.

§ 13, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik, hvorefter det er et krav, at kommunen altid

skal foretage en konkret vurdering af, om der i det enkelte tilfælde foreligger andre

forhold end dem, der er nævnt i § 13, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik, der kan be-

grunde, at en person, der ansøger om eller modtager hjælp som aktivitetsparat,

ikke har pligt til at udnytte sine arbejdsmuligheder, herunder foretage en konkret

vurdering af, om sanktionen vil fremme personens rådighed.

§ 13, stk. 8, samt bemærkningerne hertil vil blive præciseret, så det kommer til at

fremgå direkte af bestemmelsen, at kommunen ud over at vurdere, om der er andre

forhold, som kan begrunde, at borgeren ikke skal sanktioneres også skal vurdere,

om en sanktion vil fremme personens rådighed. Dette betyder, at der ikke længere

er behov for § 40 a, stk. 3.

Det vil blive præciseret i lovbemærkningerne, at pligten for kommunen til forud for

sanktionering af aktivitetsparate modtagere af hjælp at vurdere, hvorvidt sanktio-

nen fremmer rådigheden hos den aktivitetsparate, fortsat skal gælde.

Kommunens vurdering af, om den skærpede sanktion vil fremme en aktivitetsparat

persons rådighed, vil indgå som en del af Ankestyrelsens afgørelse i forbindelse

med en evt. klagesag over sanktionering efter § 40 a.

I forhold til § 40 a, stk. 7, bemærkes det, at bestemmelsen er en videreførelse af

gældende regler, og at eksempelvis fremmøde 5 hverdage i en kalenderuge på 7

dage beregnes som 7 dage ud af månedens kalenderdage. Dette vil blive præciseret

i bemærkningerne.

Det vil blive præciseret i lovbemærkningerne til § 40 a, stk. 1 og 8, at kommunen

samtidig med afgørelsen om den skærpede rådighedssanktion skal træffe afgørelse

om lukning af sagen, hvis personen i en hel kalendermåned ikke møder op i den an-

viste aktivitet, tilbud m.v. pålagt efter stk. 2. Det vil desuden blive præciseret, at

kommunen samtidig med afgørelsen om den skærpede rådighedssanktion endvidere

skal træffe afgørelse om lukning af ægtefællens sag, hvis den sanktionerede person

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

i en hel kalendermåned ikke møder op i den anviste aktivitet, tilbud m.v. pålagt ef-

ter stk. 2.

Reglerne om den skærpede rådighedssanktion vil blive uddybet i forbindelse med

den kommende revision af vejledning om rådighed og sanktioner.

3.1.12. Sanktioner, §§ 42 og 43

KL bemærker, at både de nye og de eksisterende regler lægger op til, at sanktioner

efter §§ 42 og 43 på 1/3 af hjælpen gives i 20 uger. Da kontanthjælp er en måneds-

ydelse, er det imidlertid meget svært for en borger at forholde sig til, hvor mange

uger og dage, der er tilbage af en 20-ugers-sanktion, som kun meget sjældent løber

uafbrudt i 20 uger. For at sikre mere enkle og gennemskuelige regler foreslår KL,

at de 20 uger ændres til hele kalendermåneder, f.eks. 4 eller 5 måneder.

DA anfører, at man er enig i, at der er behov for skærpede sanktioner ved snyd med

offentlige ydelser.

DS finder det problematisk, at sanktioner ikke kan kompenseres på boligstøtten og

at borgerne skal sanktioneres meget hårdere ved uberettiget modtagelse af kontant-

hjælp. Med 1/3 nedsættelse i 20 uger og resten mod tilbagebetaling. Det vil uden

tvivl stille nogle borgere i en meget vanskelig situation, og det vil uden tvivl i

nogle tilfælde betyde, at de mister deres bolig.

FH finder, at en nedsættelse af hjælpen med tre sanktionssatser pr. måned i tre må-

neder er en tilstrækkelig sanktion. FH finder derimod, at det at gøre hjælpen tilba-

gebetalingspligtig i 20 uger, kan være med til at fastholde en udsat person i en fast-

låst gældssituation.

AST bemærker, at der er divergens mellem længden af sanktionen, der indebærer

en nedsættelse af hjælpen i 3 måneder, og længden af den tilbagebetalingspligtige

nedsatte hjælp i 20 uger.

SOS Racisme anfører, at frem for de foreslåede voldsomme sanktioner ved ud-

landsophold af folk, der skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, bør man gå en

anden vej, og genindføre mulighed for ferie, gerne i 5 - 6 uger om året ligesom det

øvrige arbejdsmarked, og således normalisere forholdene for denne gruppe.

Kommentar:

Aftalepartierne er enige om at skærpe de gældende sanktioner for personer, der

uberettiget og mod bedre vidende har modtaget hjælp under ophold i udlandet

samt for personer, der mod bedre vidende har tilsidesat pligten til at oplyse om ar-

bejde. Skærpelsen skal ske ved, at de nuværende sanktioner for første og anden

gentagelse afskaffes. I stedet skal den nuværende sanktion for tredje gentagelse

indtræde allerede første gang, hvor borgeren uberettiget og mod bedre vidende har

modtaget hjælp under ophold i udlandet.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Derudover er aftalepartierne enige om at indføre en sanktion på tre sanktionssat-

ser pr. måned i 3 måneder for borgere med lave ydelser, der i dag alene får en

sanktion i form af et tilbagebetalingskrav.

Bemærkningerne i høringssvarene om den skærpede sanktion ved udlandsophold

og uoplyst arbejde har ikke givet anledning til ændringer i lovforslaget.

3.2. Øvrige bemærkninger til lov om aktiv socialpolitik

3.2.2. Social eksport via flyttehjælp § 85

DA anfører, at man støtter forslaget, der kan bidrage til at bremse en eventuel so-

cial eksport mellem kommuner. DA hylder derfor initiativer, der adresserer proble-

met.

SAND bemærker, at man i lang tid har været bekymret over den stigende sociale

eksport af sociale klienter. Især har SAND bemærket at Hovedstadsområdet, med

København og Frederiksberg Kommune som de mest ihærdige, i stigende grad op-

fordrer hjemløse til at flytte til kommuner, der har billige boliger. Når de samtidig

kan tilbyde flyttehjælp, betyder det at de reelt eksporterer deres sociale klienter.

SAND anfører, at det imidlertid er sikkert og vist, at en ændring af reglerne, så det

i fremtiden er tilflytningskommunen frem fra fraflytningskommune, der skal træffe

afgørelsen om flyttehjælp, vil medføre nye typer problemer for borgere, der ”øn-

sker” at flytte til en ny kommune og har brug for flyttehjælp for at realisere ønsket.

SAND mener, at kommuner med billige boliger, der i dag får relativt mange nye

sociale klienter, ingen interesse har i at støtte udgiftstunge borgere til at flytte til

deres kommune. Det er jo derfor lovændringerne er foreslået. Ingen ønsker at huse

disse borgere. Derfor vil de få afslag på flyttehjælp. For hjemløse vil det betyde at

mulighederne for at finde en bolig indskrænkes.

SAND anfører, at en ændring af lovgivningen i deres øjne, blot er et tilsvarende ud-

tryk for manglende forståelse for de problemer, der udgør ”nældens rod”. Hvis den

sociale eksport skal undgås, bør man i stedet insistere på

–

gerne med økonomiske

sanktioner

–

at kommunerne (læs: dem der eksporter sociale klienter), lever op til

deres forsyningsforpligtelse ift. førnævnte bolig- og botilbudsløsninger.

SOS Racisme mener, at de nye regler i lovforslaget om, at det er tilflytningskom-

munen, der skal betale evt. flytteomkostninger, indskud, etc., gør det yderligere

vanskeligt for en hjemløs at få bolig, da vedkommende reelt vil være stavnsbundet

til den kommune, han/hun bor i.

DS anfører, at kommunerne i nogle tilfælde giver forhåndsgodkendelse til flytte-

hjælp, således at borgeren kan være fleksibel og ”slå til”, hvis der opstår en mulig-

hed for en bolig. Dette vil ikke være muligt, hvis det er tilflytterkommunen, som

skal tilkende flyttehjælpen. Dette kan også få betydning for borgere, som skal flytte

væk fra en stalker. Da tilflytterkommunen ikke kender borgeren og sagens historik,

vil det være sværere for tilflytterkommunen at vurdere, om borgeren er berettiget

til hjælp. DS mener, at forslaget kan resultere i, at kommunerne sætter deres vejle-

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

dende rådighedsbeløb op, fordi det giver dem mulighed for at afvise uønskede bor-

gere. DS er enige i, at det er en udfordring, at nogle kommuner henviser borgere til

billige boliger i andre kommuner og mener ikke, at forslaget er en god måde at løse

denne udfordring på.

Kommentar:

Beskæftigelsesministeriet skal bemærke, at bevæggrunden for at samle udgifter til

hjælp vedrørende flytning samt nyetablering i en specialbestemmelse i § 85, er, at

det vil lukke for muligheden for social eksport til andre kommuner, ligesom det vil

overskueliggøre ansøgningsprocessen for borgeren, således at denne kun skal an-

søge én kommune om alle typer af hjælp i forbindelse med flytning eller udgifter til

ny bolig, idet borgerne allerede i dag skal ansøge tilflytterkommunen om beboer-

indskudslån efter boligstøtteloven.

Beskæftigelsesministeriet skal bemærke, at der ikke ændres på tildelingskriterierne

for flyttehjælp. Hvis en borger således opfylder betingelserne for at modtage flytte-

hjælp, skal kommunen yde denne i lighed med, hvad der gælder i dag. Den eneste

ændring i forhold til flyttehjælp er, at det nu er tilflytterkommunen, som skal vur-

dere, om betingelserne for flyttehjælp er opfyldt. Det bemærkes endvidere, at der

skal foretages en konkret og individuel vurdering af den pågældende borgers øko-

nomiske situation, og der kan således ikke gives afslag på hjælp ud fra et generelt

vejledende rådighedsbeløb.

I forhold til kendskab til borgeren vil der være mulighed for, at kommunerne med

borgerens samtykke udveksler oplysninger til brug for belysning af flyttesager

f.eks. i forhold til stalking og andre forhold, som medfører, at en borger er tvunget

til at flytte.

Bemærkningerne har ikke givet anledning til ændringer.

3.2.2. Politianmeldelse, § 91, stk. 5

DA støtter forslaget om pligt til politianmeldelse af personer, som begår socialt be-

drageri.

KL har med interesse noteret sig, at kommunernes samarbejde med politiet om

snyd med offentlige ydelser opprioriteres. I den sammenhæng forventer KL, at der

nu udvikles tydelige retningslinjer for kontrolarbejdet og koblingen til politiet, lige-

som det er forventningen, at politiet har de fornødne ressourcer til at prioritere sam-

arbejdet.

KL finder, at der er behov for beskrivelser af og retningslinjer for, hvordan samar-

bejdet mellem kommuner og politi i praksis skal foregå, og KL stiller sig gerne til

rådighed for at indgå i dette arbejde.

FH mener, at kommunerne fortsat skal have mulighed for at foretage en konkret

vurdering i hvert enkelt tilfælde. Der kan være rimelige grunde til, at fx et udlands-

ophold forlænges, fx på grund af sygdom, som kan dokumenteres. Endvidere finder

FH, at der er tale om en unødig belastning og evt. straf af personer, der i forvejen

kan være socialt sårbare ved indførelsen af en pligt.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Retspolitisk Forening konstaterer, at kommunerne får pligt til at politianmelde bor-

gere, som uberettiget og mod bedre vidende har modtaget ydelser under 14 dages

ophold i udlandet. Hvad politiet skal stille op med anmeldelserne, oplyses ikke.

Kommentar:

Aftalepartierne er enige om, at kommunerne skal forpligtes til at politianmelde

borgere, der uberettiget og mod bedre vidende har modtaget forsørgelsesydelse

under ophold i udlandet i mere end 14 dage. Det skal gælde uanset, hvor personen

har opholdt sig, og uanset omstændighederne for opholdet.

Kommunerne kan fortsat indgive politianmeldelse i andre situationer, hvis der er

mistanke om socialt bedrageri.

Beskæftigelsesministeriet bemærker, at de objektive kriterier for, hvornår kommu-

nerne får pligt til at indgive politianmeldelse, fremgår af den foreslåede § 91, stk.

5, i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovforslagets § 1, nr. 54. Ved indgivelse af politi-

anmeldelse kan kommunen henvise til, at der er truffet afgørelse om tilbagebetaling

omfattet af § 91, stk. 5, og at kommunen derfor samtidig skal indgive politianmel-

delse. Beskæftigelsesministeriet skaber gerne kontakt mellem KL og Justitsministe-

riet, hvis KL herudover vurderer, at der måtte være behov herfor.

Beskæftigelsesministeriet bemærker endvidere, at kommunerne som hidtil skal ind-

give politianmeldelse i andre situationer, hvis der er mistanke om socialt bedra-

geri.

Bemærkningerne i høringssvarene om pligt til politianmeldelse har ikke givet an-

ledning til ændringer i lovforslaget.

3.3. Lov om individuel boligstøtte

Sanktioner skal ikke kompenseres via boligstøtte, lov om individuel boligstøtte

DA anfører, at man støtter, at sanktioner ikke skal kunne kompenseres via bolig-

støtten, da det i højere grad vil sikre, at sanktionen har den ønskede virkning.

DS mener, til forslaget om at sanktioner ikke skal kompenseres via boligstøtten, at

det er en dårlig idé, og at det vil komme til at stille nogle borgere i en meget svær

situation. Det kan komme til at gå ud over børnene i familien. Herudover bliver det

måske bare en anden kasse i kommunen, der skal betale, fordi deres rådighedsbeløb

evt. vil komme under grænsen for den vejledende, så borgerne dermed vil være be-

rettigede til enkeltydelser.

DH finder det meget uhensigtsmæssigt, at sanktioner ikke længere skal kompense-

res i borgeres boligstøtte. Boligstøtten bidrager til at sikre, at udsatte borgere har et

hjem. Forslaget harmonerer heller ikke med regeringens målsætning om færre

hjemløse i Danmark.

FH anfører, at forslaget kan medvirke til at øge uligheden og marginaliseringen i

samfundet ved, at flere kan risikere at blive udsat af deres bolig. Hvis der er børn i

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

hjemmet, rammer sanktioneringen børns dagligdag og er med til at øge antallet af

børn, som lever i fattigdom.

SOS Racisme anfører, at hvis kommunerne ikke må lade boligstøtte kompensere

sanktionerne, vil mange vil miste deres bolig og måske skulle leve i krisecentre el-

ler som hjemløse på gaden eller som sofasovere i mange år, før de eventuelt på et

tidspunkt får en ny bolig. Udover at svække de enkelte borgere, vil det blive utro-

ligt dyrt for samfundet at få mange flere hjemløse og mere kriminalitet, og især for

den kommune, de bor i. I forvejen har kontanthjælpsloftet sat gang i en øget hjem-

løshed, ligesom i VK-regeringens tid før 2011. De foreslåede ændringer i lov om

individuel boligstøtte er direkte ondskabsfulde over for dem, som i forvejen har for

lidt.

Kommentar:

Forslaget indebærer, at en borger, der får en sanktion, ikke kan få mere i bolig-

støtte, end borgeren fik før sanktionen, hvis alle andre øvrige forhold er de samme.

Modtager borgeren således maksimum boligstøtte før sanktionen, vil borgeren så-

ledes fortsat modtage maksimum boligstøtte, samtidig med sanktionen. I andre til-

fælde ville borgeren efter de gældende regler have kunnet få mere i boligstøtte,

hvis indkomsten blev lavere på grund af en sanktion. Forslaget betyder, at der for

disse personer ikke sker en stigning i boligstøtten samtidig med sanktionen, men at

boligstøtten forbliver uændret, hvis alle andre forhold i øvrigt er uændret.

Der kan være mange grunde til, at en borger kommer i risiko for at blive udsat af

en bolig. Uanset årsagen er det vigtigt, at kommunerne har fokus på at undgå, at

disse sager rent faktisk ender med en udsættelse. Det gælder både i forbindelse

med anvisning af boliger, som borgerne må forventes at kunne betale, med hjælp til

administration af betalingen af husleje m.v. Endelig kan det bemærkes, at reglerne

for tildeling af flyttehjælp allerede giver mulighed for at yde hjælp ved flytning til

en billigere bolig. Situationer, hvor der flyttes fra en forholdsvis dyr bolig til en bo-

lig med en husleje, der bedre passer til lejerens eller familiens økonomi, skal også

betragtes som en forbedring af boligforholdene og berettige til kommunal flytte-

hjælp.

For at forbedre udsatte og udsættelsestruede lejeres muligheder for at flytte fra en

dyrere til en billigere bolig, gælder der herudover en kommunal pligt til som ud-

gangspunkt at yde et nyt beboerindskudslån, selv om husstanden har uindfriet gæld

fra et tidligere beboerindskudslån.

3.4. Lov om udbetaling Danmark

3.4.1. Benchmarking og monitorering af kommunernes og Udbetaling Danmarks

registerbaserede kontrolresultater i Den Fælles Dataenhed, § 12 a, stk. 5

Datatilsynet bemærker, at det ikke står klart, om det er tiltænkt, at Styrelsen for Ar-

bejdsmarked og Rekrutterings offentliggørelse af kontrolresultaterne vil indeholde

oplysninger, som direkte eller indirekte kan henføres til fysiske personer. Datatilsy-

net påpeger desuden, at i det omfang der ved offentliggørelsen vil blive offentlig-

gjort personoplysninger, skal reglerne i databeskyttelsesforordningen og databe-

skyttelsesloven iagttages. Endvidere bemærker Datatilsynet, at det i udkastet fore-

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

slås i lov om Udbetaling Danmarks § 12 a, stk. 5, 2. pkt., at beskæftigelsesministe-

ren kan fastsætte nærmere regler. Datatilsynet har i den forbindelse noteret, at Be-

skæftigelsesministeriet efter databeskyttelseslovens § 28 vil høre Datatilsynet, idet

omfang der vil blive fastsat nærmere regler i bekendtgørelsesform.

Kommentar:

Det fremgår af lovforslagets specielle bemærkninger, at der med forslaget alene vil

kunne fastsættes regler om resultaterne på et aggregeret niveau

–

dvs. uden per-

sonhenførbare oplysninger om borgerne

–

og at videregivelsen af oplysningerne

ikke må være personhenførbare.

Bemærkningerne har ikke givet anledning til ændringer i lovforslaget.

KL er forundret over, at man nu ønsker at lovgive på et område, hvor der i forvejen

er en igangværende dialog i forlængelse af økonomiaftalen. Det er KL’s forståelse,

at denne dialog ikke er afsluttet. KL bemærker desuden, at man undrer sig over, at

kommunerne nu pålægges en ny opgave, da kommunerne ifølge lovforslaget skal

indberette effekten af arbejdet med de registersamkørte sager til STAR. KL bemær-

ker desuden, at det er uklart, om der indgår bevilling til udvikling og drift af værk-

tøjet i lovforslaget. KL tager derfor forbehold for de eventuelle økonomiske konse-

kvenser ved kommunernes levering af data.

KL noterer, at der er en igangværende dialog i forlængelse af økonomiaftalen, og

det med lovforslaget er uklart, om ministeriet selv vil udvikle og drive værktøjet.

Det fremgår yderligere, at kommunernes kontrolresultater og brug af Den Fælles

Dataenheds leverancer skal offentliggøres. KL noterer sig, at kravet om offentlig-

gørelse er en skærpelse i forhold til den økonomiaftale, som KL indgik med den

tidligere regering.

Kommentar:

Det er tilkendegivet i ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kon-

trol med snyd og færre fejludbetalinger” af 16. november 2018, at initiativet om

benchmark af kommunernes brug af fremsendte kontrolsager bygger videre på øko-

nomiaftalen for 2019 mellem regeringen og KL. Kommunerne og UDK udveksler

allerede i dag oplysninger som led i kontrolsamarbejdet i Den Fælles Dataenhed.

På den baggrund forudsættes lovforslaget ikke at medføre merudgifter for kommu-

nerne eller UDK.

Initiativet om benchmark af kommunernes brug af fremsendte kontrolsager i ”Af-

tale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejl-

udbetalinger” af 16. november 2018 skal udover at understøtte kommunal vidende-

ling, læring og ledelsesfokus også styrke tilsynet med kommunernes registerbase-

rede kontrolindsats. På den baggrund vil Beskæftigelsesministeriet (STAR) udvikle

og drive et udstillingsværktøj, som skal bygge på indberettede data fra UDK om

kommunernes kontrolresultater og brug af Den Fælles Dataenheds leverancer. Of-

fentliggørelsen af kommunernes registerbaserede kontrolresultater og brug af da-

taenhedens leverancer vil styrke transparens og læring m.v. på tværs af kommu-

nerne og optimere kommunernes kontrolindsats med sociale ydelser.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Bemærkningerne har ikke givet anledning til ændringer i lovforslaget.

UDK vurderer, at det vil have økonomiske konsekvenser for institutionen at skulle

levere oplysninger til STAR om brugen af dataenhedens leverancer og resultaterne

af kommunernes og UDKs kontrolindsats på en måde, så oplysningerne kan sam-

menligne på tværs af kommunerne og Udbetaling Danmark og vise udviklingen

over tid. Idet der i øvrigt henvises til høringssvaret forventer UDK, at implemente-

ringsomkostningerne vil udgøre i størrelsesordenen 1,2

–

3,2 mio. kr., ekskl. moms

samt årlige driftsomkostninger på 0,4

–

1,4 mio. kr., ekskl. moms. Estimatet inde-

holder betydelig usikkerhed.

Kommentar:

UDK modtager allerede i dag som led i samarbejdet om Den Fælles Dataenhed re-

levante oplysninger vedrørende kommunernes og UDKs egen registerbaserede

kontrolindsats. Det er desuden i maj 2017 forudsat, jf. § 19, stk. 3 samt § 29, stk. 1

i lov om Udbetaling Danmark, at STAR kan modtage kommunefordelte oversigter

med oplysninger, der belyser i hvilket omfang og hvordan de navngivne kommuner

bruger dataenhedens udtrækslister mv. svarende til datasæt, som har ligget til

grund for evalueringen af dataenheden i 2016/2017. På den baggrund forudsættes

initiativet udmøntet inden for Den Fælles Dataenheds eksisterende bevilling.

Bemærkningerne har ikke givet anledning til ændringer i lovforslaget.

3.4.2.

Generelle undersøgelser af praksis på Udbetaling Danmarks sagsområ-

der,

§ 19

DA bemærker, at forslaget indebærer, at der sker en øget harmonisering af beskæf-

tigelsesministeriets tilsyn med UDK og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og støt-

ter forslaget.

Retspolitisk Forening bemærker, at den udvidede adgang til at kontrollere afgørel-

ser truffet af UDK er positiv og bakker op om denne.

FH finder det positivt, at Ankestyrelsen med forslaget får adgang til at foretage ge-

nerelle undersøgelser af praksis og sagsbehandling på UDKs område, da dette styr-

ker gennemsigtigheden i sagsbehandlingen og derved også retssikkerheden.

UDK bemærker, at formålet med lovforslaget er at harmonisere Ankestyrelsens un-

dersøgelse af sagsbehandlingen i UDK og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,

hvorfor det er UDKs opfattelse, at regelgrundlaget for de to undersøgelser bør være

enslydende og at den foreslåede § 19, stk. 6, derfor bør udgå. Alternativt kan den

foreslåede § 19, stk. 6, ændres fra at Ankestyrelsen

skal,

til at Ankestyrelsen

kan

indsende 1-3 forslag hvert år, i forbindelse med den årlige redegørelse om sagsbe-

handlingen i UDK.

Datatilsynet bemærker, at det påhviler den dataansvarlige bl.a. at overholde prin-

cippet om dataminimering, som skal sikre, at personoplysninger er tilstrækkelige,

relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de

behandles, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra c.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Datatilsynet bemærker endvidere, at såfremt en videregivelse vedrører følsomme

eller fortrolige personoplysninger, er det tilsynets opfattelse, at det vil være en pas-

sende sikkerhedsforanstaltning, at tranmission over internettet af disse oplysninger

foretages på krypteret vis.

Kommentar:

Beskæftigelsesministeriet bemærker, at formålet med den foreslåede bestemmelse

er at harmonisere selve muligheden for at foretage praksisundersøgelser i både Ar-

bejdsmarkedets Erhvervssikring og UDK. Der er foretaget enkelte tilføjelser i den

nye bestemmelse, som fastlægger den nærmere bagvedliggende proces for, hvor-

dan temaet til en praksisundersøgelse udvælges.

Som UDK bemærker i høringssvaret, vil det således være beskæftigelsesministeren

som ansvarlig for tilsynet med UDK, der træffer den endelige beslutning om, hvilke

undersøgelser, der eventuelt skal gennemføres på baggrund af input fra Ankesty-

relsen.

For så vidt angår Datatilsynets bemærkninger skal Beskæftigelsesministeriet gøre

opmærksom på, at det er forudsat, at Ankestyrelsen og UDK ved henholdsvis ved

behandling af data skal overholde de databeskyttelsesretlige regler, herunder prin-

cippet om dataminimering samt overholde de databeskyttelsesretlige sikkerhedsfor-

anstaltninger ved videregivelse af følsomme eller fortrolige personoplysninger via

transmission over internettet.

Det skal desuden bemærkes, at resultatet af Ankestyrelsens undersøgelser vil blive

oversendt til Beskæftigelsesministeriet uden personhenførebare oplysninger.

3.5. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Stop for social eksport via reglen om flyttehjælp, §§ 9 og 9 a

KL har anført, at AST har slået fast, at alle ansøgninger om hjælp til flytning skal

behandles efter både §§ 81 og 85, minimumstillingstagen til social begivenhed, og

at der derfor også er behov for at ændre § 81.

DH har anført, at mennesker med handicap har ringere forudsætninger for at flytte

end befolkningen i øvrigt. DS er enige i formålet med tiltaget, men de mener, at

forslaget kan medføre usikkerhed om, hvorvidt borgeren vil kunne modtage flytte-

hjælp.

DS har videre anført, at det kan blive svært for borgerne at få flyttehjælp med for-

slaget om, at det i fremtiden er modtagerkommunen, der administrerer reglerne om

flyttehjælp. DS har videre anført, at kommunerne i nogle tilfælde i praksis giver

forhåndsgodkendelse

til flyttehjælp, så borgeren kan være fleksibel og ”slå til”,

hvis der opstår mulighed for bolig. DS er enige i, at der er en udfordring i forhold

til nogle kommuner anviser borgerne til en billigere bolig i andre kommuner, men

DS mener ikke, at dette er en god måde at løse denne udfordring på.

FH anerkender, at der er et problem med social eksport for visse kommuner og

støtter derfor, at der gøres noget ved problemstillingen. FH har anført, at forslaget

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

om at det i fremtiden er tilflytterkommunen, der skal administrere reglerne om flyt-

tehjælp, kan gøre det sværere for borgerene at få flyttehjælp, idet tilflytterkommu-

nen ikke kender borgeren og sagens historik. FH mener, at det i sidste ende kan

medføre, at kommunerne sætter deres rådighedsbeløb op, fordi det kan give dem

mulighed for at afvise ”uønskede” borgere udefra. Forslaget vil derfor resultere i, at

de mest socialt udsattes frihed til at flytte fra hjemkommunen begrænses. FH fore-

slår, at den nye kommune i en periode kompenseres for udgifter til ydelser m.m. fra

hjemkommunen.

Rådet for socialt udsatte har anført, at spørgsmålet med den konkrete udformning

er, om ”tilflytter”-kommunerne

fremover vil benytte de nye regler til at begrænse

adgangen til flyttehjælp med henblik på at gøre det sværere for udsatte borgere at

flytte ind i kommunen. De foreslår, at der er opmærksomhed på konsekvenserne

ved ændringen med henblik på at sikre, at lovændringen ikke får uønskede konse-

kvenser.

Kommentar:

Efter forslagets indhold vil ny opholdskommune og dermed samme kommune admi-

nistrere både lån til beboerindskud efter boligstøtteloven og flyttehjælp efter lov

om aktiv socialpolitik. Den nye opholdskommune vil derfor fra starten kunne være

opmærksom på disse borgere, der har brug for hjælp.

Ny opholdskommune skal lægge vægt på de samme forhold som efter de gældende

regler for flyttehjælpen. Muligheden for at yde hjælp til flytning, der alene er be-

grundet i bolig- eller erhvervsmæssige forhold, kan således kun ydes efter § 85. I

de tilfælde, hvor flytningen skyldes andre forhold end bolig- og erhvervsmæssige

forhold, kan der ydes hjælp efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik, hvis betingel-

serne i øvrigt er opfyldt.

3.5. Integrationsloven

(UIM)

3.5.1. Engangssanktion for manglende underskrift af erklæring om integration

og aktivt medborgerskab i det danske samfund, jf. integrationsloven § 52

FH er uenig i, at pligten til at underskrive en medborgerskabserklæring kobles sam-

men med retten til forsørgelsesydelser, og at manglende underskrivelse sanktione-

res.

DA støtter forslaget, da det kan styrke incitamentet til at underskrive integrations-

kontrakten.

Retspolitisk Forening bemærker, at engangssanktionerne overfor personer, der ikke

vil underskrive opholds- og selvforsørgelseserklæringen (integrationserklæringen)

giver nogle andre og endnu voldsommere reduktionssatser.

SOS Racisme bemærker den forskelsbehandling, der ligger i, at det kun er udlæn-

dinge, der kan sanktioneres, hvis de afslår at underskrive erklæring om integration

og aktivt medborgerskab i det danske samfund, mens danske statsborgere ikke skal

udfylde en sådan erklæring og dermed ikke kan sanktioneres. Endvidere påpeger

foreningen, at sanktionen vil være en stor økonomisk belastning for ydelsesmodta-

geren og dennes familie.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Således anfører foreningen, at sanktionsmuligheden er indført som chikane, og at

sanktionen rammer indirekte skævt, da flygtninges ydelser i forvejen ligger under

et minimumsniveau, så sanktionen risikerer at gøre dem hjemløse.

Foreningen stiller sig i øvrigt uforstående over for indførelsen af en sådan engangs-

sanktion, da det med L 140 netop er vedtaget, at flygtninge ikke skal integreres,

men hjemsendes, og at det derfor ikke giver mening at flygtninge skal underskrive

en sådan erklæring.

Endelig bemærker SOS Racisme, at det er uden betydning for, om udlændingen får

et job og bliver selvforsørgende, om udlændingen har underskrevet erklæringen el-

ler ej.

Kommentar:

Udlændinge- og Integrationsministeriet skal hertil bemærke, at opholds- og selv-

forsørgelseserklæringen (tidligere erklæringen om integration og aktivt medbor-

gerskab) i det danske samfund er et vigtigt redskab blandt andet til at sikre, at ud-

lændinge bakker op om det danske samfunds værdier og udviser vilje til at yde til

fællesskabet.

Erklæringen underskrives af følgende grupper af udlændinge:

1) nyankomne udlændinge, som er omfattet af reglerne i integrationslovens §

16 om selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionspro-

gram, og som samtidig med underskrivelsen af en kontrakten skal under-

skrive erklæringen

2) udlændinge, som ansøger om permanent opholdstilladelse

3) herboende udlændinge, som ansøger om ægtefællesammenføring.

Udlændingen tilkendegiver med sin underskrift bl.a., at han/hun vil arbejde aktivt

for at sikre sin egen og sine herboende børns og ægtefælles/samlevers integration,

selvforsørgelse og aktive deltagelse i det danske samfund. Herunder indgår eksem-

pelvis at overholde dansk lovgivning og respektere de danske demokratiske prin-

cipper, og at anerkende, at det danske sprog og kendskab til det danske samfund er

nøglen til en god og aktiv tilværelse i Danmark.

Udlændinge, der er omfattet af reglerne i integrationslovens § 16 skal underskrive

erklæringen samtidig med indgåelse af kontrakten (tidligere integrationskontrak-

ten). Det betyder, at erklæringen som udgangspunkt underskrives inden for den

første måned efter, at kommunalbestyrelsen har overtaget ansvaret for udlændin-

gen, men engangssanktionen kan falde på et senere tidspunkt, hvis underskrivelsen

ikke er sket inden for en måned.

For udlændinge, der ansøger om tidsubegrænset opholdstilladelse eller som ansø-

ger om ægtefællesammenføring skal erklæringen underskrives senest på det tids-

punkt, hvor udlændingen ansøgningen indgives.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Det betyder, at der sanktioneres på den måde, at kommunen foretager et fradrag

én gang for alle i integrationsydelsen hos en integrationsydelsesmodtager, der ikke

ønsker at opfylde sin pligt til at underskrive erklæringen.

Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med

snyd og færre fejludbetalinger”, at sanktionsniveauet for engangssanktionen fast-

sættes til henholdsvis 600 kr., 1.200 kr., 1.800 kr. eller 2.100 kr. afhængigt af ydel-

sesniveauet. Dette svarer til niveauet for den (løbende)sanktion, der efter nærvæ-

rende forslag til ændring af lov om aktiv socialpolitik f.eks. gives ved afvisning af

et jobtilbud. Der kan alene ske fradrag én gang

–

og ikke hver gang en udlænding

afviser et tilbud om at underskrive erklæringen.

3.5.2. Hjælp til flytning, jf. integrationslovens § 39

DA anfører, at man støtter forslaget, da det kan bidrage til at bremse eventuel so-

cial eksport mellem kommunerne.

SOS Racisme finder det kritisabelt, at det nu er tilflytterkommunen, der dels skal

afholde flytteudgifterne og dels overtage integrationsansvaret, når en flygtning un-

der integrationsprogrammet ønsker at flytte til en anden kommune. Foreningen me-

ner, at dette vil have den konsekvens, at det for mange flygtninge bliver helt umu-

ligt at flytte, fordi tilflytningskommunen ikke vil pålægge sig selv de ekstra udgif-

ter. Foreningen betragter det som chikane af udlændinge på offentlige ydelser, hvis

flytning til en anden kommune netop kunne indebære flytning til en bedre eller bil-

ligere bolig eller mulighed for et arbejde. P.t. bor mange flygtninge i midlertidige

boliger, og dette bliver hovedreglen med vedtagelsen af loven om paradigmeskifte,

fremgår det.

Kommentar:

Udlændinge-

og Integrationsministeriet skal hertil bemærke, at det fremgår af ”Af-

tale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejl-

udbetalinger”, at flyttereglen i § 85 i lov om aktiv

socialpolitik ændres med henblik

på at stoppe social eksport via reglen om flyttehjælp. Det betyder, at det fremadret-

tet skal være modtagerkommunen, der administrerer reglerne om flyttehjælp, så

opholdskommunen ikke har mulighed for økonomisk at tilskynde borgere på over-

førselsindkomst til at flytte til en anden kommune. Derfor ændres integrationslo-

vens § 39, stk. 2, på tilsvarende vis, så flyttehjælpen ydes af kommunalbestyrelsen i

den kommune, som ansøgeren flytter til.

Det fremgår af § 39 i integrationsloven, at kommunalbestyrelsen kan yde hjælp til

flytning for at forbedre bolig- eller erhvervsforhold, herunder en flytning, hvor der

flyttes fra en bolig med en boligudgift, der ikke svarer til udlændingens eller den-

nes families økonomiske formåen, til en bolig med en lavere boligafgift for en ud-

lænding og dennes familie. Det er en betingelse for hjælpen, at hverken den pågæl-

dende eller dennes ægtefælle har økonomiske muligheder for at betale udgiften.

Tilflytningskommunen skal i medfør af integrationslovens § 39, stk. 3, fortsat god-

kende at overtage ansvaret for integrationsprogrammet, men skal efter forslaget

yderligere afholde udgifterne til flytningen.

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

3.6. Lovforslagets ikrafttrædelsesbestemmelser

3.6.1. Overgangsreglen, § 19

KL og Aalborg Kommune påpeger, at overgangsreglen i § 19 potentielt kan betyde,

at der er borgere, som ikke kan sanktioneres i lang tid. Hvis vejledningen gives

som led i det almindelige kontaktforløb, kan der potentielt være borgere, som ikke

får den nye vejledning, før der er gået en længere periode, fordi de f.eks. har været

til jobsamtale i december og derfor ikke nødvendigvis skal til samtale igen i januar.

Det kan betyde, at kommunen skal holde en masse ekstra samtaler alene med det

formål at vejlede borgerne som følge af overgangsreglen og de nye regler. Dels kan

borgere, som konsekvent udebliver fra jobsamtaler mv. og dermed ikke er blevet

vejledt efter de nye regler, ikke sanktioneres efter de nye regler. KL anbefaler der-

for, at det i overgangsbestemmelsen fremgår, at borgere, som udebliver fra samta-

ler, stadig kan sanktioneres, hvis de er blevet vejledt skriftligt.

Kommentar:

Beskæftigelsesministeriet bemærker, at de nye sanktionsregler ikke kan bringes i

anvendelse uden forudgående vejledning om indholdet heraf. Kommunerne vil der-

for efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2020 skulle vejlede en stort antal bor-

gere. Overgangsreglerne i lovforslagets § 19 tager højde herfor, idet de på den ene

side fastsætter, at de nye regler først kan bringes i anvendelse, når kommunerne

har vejledt borgerne, og på den anden side giver kommunerne frihed til at tilrette-

lægge, hvornår de vejleder borgere, der allerede ved lovens ikrafttræden modtager

ydelser.

Det vil i overgangsreglerne blive præciseret, at for personer, der på tidspunktet for

lovens ikrafttræden modtager ydelser, finder de hidtil gældende sanktionsregler

anvendelse indtil kommunen har givet vejledning i overensstemmelse med de nye

vejledningsbestemmelser. Først når der er givet ny vejledning, finder de nye regler

anvendelse.

4. Yderligere aftaleelementer, som udmøntes administrativt

4.1.

Skærpet opfølgning for kommuner med utilfredsstillende resultater

KL bemærker, at den skærpede opfølgning for utilfredsstillende resultater, således

at kommuner med meget høj eller lav andel sanktioner ift. landsgennemsnittet skal

indsende en redegørelse, der omtales i lovforslagets bemærkninger, ikke giver me-

ning.

KL anfører, at det aldrig er et mål i sig selv at give en sanktion, for sanktioner er et

middel (helst præventivt) til at sikre, at ledige står til rådighed. Derfor giver det in-

gen mening at sætte lighedstegn mellem antallet af sanktioner (hverken højt eller

lavt) og kvaliteten i den kommunale sanktionspraksis. Hvis en kommune har rela-

tivt få sanktioner, betyder det så, at kommunen skal gøre en ekstra indsats for at

sanktionere flere borgere f.eks. ved at vejlede dårligere, eller skal kommuner med

en høj andel sanktioner aktivere færre borgere for derved at få færre udeblivelser

og dermed færre sanktioner? Det vil være måling uden mening.

KL ser således gerne, at kommunerne måles på resultater og kvaliteten af sagsbe-

handlingen. Effekten af den samlede indsats herunder brug af sanktioner må altid

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

vurderes på, om borgere kommer i job eller uddannelse. Kvaliteten i sagsbehand-

lingen bør vurderes på, om kommunerne træffer korrekte afgørelse og laver den

nødvendige opfølgning og sanktionerer de ledige, som ikke overholder rådigheds-

pligten. Det kan praksisundersøgelser eller øvrige undersøgelser, som er besluttet,

give et retvisende billede af.

Kommentar:

Den passus i lovbemærkningerne, som KL refererer til, drejer sig om et af elemen-

terne i den politiske aftale, der ikke indgår i lovforslaget, men som udmøntes admi-

nistrativt i henhold til gældende regler.

Som KL bemærker, kan der ikke sættes lighedstegn mellem antallet af sanktioner

og kvaliteten i den kommunale sanktionspraksis, men den øgede dialog med kom-

munerne, som aftalepartierne lægger op til, må forventes at kunne bidrage til

større viden om årsagerne til forskelle i kommunernes sanktionsniveau.

4.2. Oprettelse af hotline i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

bemærker, at hotlinen i ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket

kontrol med snyd og færre fejludbetalinger” havde et bredere sigte end vejledning

om sager om borgere, som er udrejst i forbindelse med konflikten i Syrien og Irak.

KL forventer, at de bevilgede midler til opgaven også anvendes til at understøtte

kommunernes mere generelle arbejde med sager om socialt snyd.

KL påpeger, at det er særlig vigtigt at være opmærksom på at sikre, at kommunerne

via den foreslåede hotline kan få konkrete anvisninger og hjælp i forhold til kon-

trolarbejdet. KL stiller sig gerne til rådighed i forhold til den kommende udvikling

at hotlinen og anbefaler, at der i samme forbindelse udarbejdes generelt vejled-

ningsmateriale og anvisninger i forhold til det kommunale kontrolarbejde.

Kommentar:

I aftalen om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre

fejludbetalinger fra 16. november 2018, er det tilkendegivet, at hotlinen i Styrelsen

for Arbejdsmarked og Rekruttering også skal bidrage til at give kommunerne bedre

viden om socialt bedrageri og vejlede kommunerne i forbindelse med politianmel-

delse af sager om socialt bedrageri.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har haft kontakt til KL i forbindelse

med det forberedende arbejde forud for oprettelsen af en hotline og hører gerne

yderligere fra KL, hvis de har konkrete forslag eller yderligere behov, som kommu-

nerne måtte have for vejledning, der kan løses gennem hotlinen.

Styrelsen vil på styrelsens hjemmeside beskrive, hvorledes hotlinen kan anvendes i

forbindelse med kommunernes kontrolarbejde

4.3. Min Plan 2.0

KL bemærker, at der er igangsat en større omlægning af Min Plan på jobnet, også

kaldet Min Plan 2.0. Som led i omlægningen til Min Plan 2.0, vil man tage det for-

pligtende element ud af Min Plan. Fremover skal alle de forpligtende elementer i

L 66 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

Min Plan fremgå af et særskilt brev, som skal sendes til den lediges e-boks. Der-

med skal der sendes et brev til e-boks, hver gang der sker ændringer, som forpligter

den ledige. Og det er alene dette brev i borgerens e-boks, der forpligter den ledige

og dokumenterer forpligtelsen

–

og ikke længere det, der fremgår af Min Plan. Det

fremgår af lovforslaget, at også aftale om jobsøgning skal sendes både til Min Plan

og til borgerens digitale postkasse. Selv om det ikke fremgår af lovforslaget, anfø-

rer KL, at det må tolkes sådan, at aftalen om jobsøgning også er en afgørelse, som

kommunen skal sende til e-boks. Beslutningen om at fjerne afgørelse fra Min Plan

vil således også her betyde, at borgerne i stedet for at orientere sig ét samlet sted nu

også skal finde vigtige aftaler/afgørelser i deres e-boks i mængden af den øvrige di-

gitale post.

Som KL fremførte i høringssvaret til den nye lov om aktiv beskæftigelsesindsats,

bør udformningen af en ny version af Min Plan ske i tæt dialog med KL og kom-

munale praktikere med henblik på at skabe overblik over konsekvenserne for bor-

gere og sagsbehandlere. Det er efter KL's opfattelse ikke sket, og der er derfor fort-

sat ikke et fuldt overblik over konsekvenserne af omlægningen.

KL opfordrer derfor til, at ændringen af Min Plan ikke iværksættes, før der er fun-

det en løsning, som også fremadrettet understøtter, at borgere og sagsbehandlere

har et samlet overblik over borgernes plan og tilhørende afgørelser.

Kommentar:

I forbindelse med aftalen om en forenklet beskæftigelsesindsats besluttede aftale-

kredsen, at det skal være obligatorisk for alle, der modtager en indsats i jobcentret

at modtage Min Plan m.v. digitalt på Jobnet. Samtidig fremgår det af lovbemærk-

ningerne til den vedtagne lov om en aktiv beskæftigelsesindsats nr. 548 af 7/5-19,

at Min Plan redskabet skal fornys, så det bedre understøtter borgerens aktive del-

tagelse i egen sag og sikrer en klar arbejdsdeling mellem stat, kommuner og ar-

bejdsløshedskasser i forhold til udvikling af it-understøttelsen af beskæftigelsesind-

satsen.

Af bemærkningerne til lovforslaget pkt. 2.8.2., fremgår, at staten ikke længere vil

understøtte, at Min Plan kan anvendes til at træffe afgørelser i og at det betyder, at

al post med indhold, der er afgørende for borgernes rettigheder og pligter, frem-

over skal sendes til borgerens digitale postkasse.

STAR vil som led i implementeringsarbejdet frem imod lovens ikrafttrædelsesdato

og inden for rammerne af lovforslaget, drøftet det fremtidige samspil mellem Min

Plan og de kommunale it-systemer med KL og DAK, med henblik på at sikre en

hensigtsmæssig integration. Endvidere udarbejdes der en brugervejledning til den

nye it-understøttelse af Min Plan.