L 64b - 2019-20 - Bilag 9: Henvendelse af 10/12-19 fra DANVA, Dansk Energi, Dansk Fjernvarme og Dansk Affaldsforening om ligestilling mellem kommunal og privat forsyning i forhold til at inddrive gæld.

Skatteudvalget 2019-20, Skatteudvalget 2019-20, Skatteudvalget 2019-20
L 64 Bilag 9, L 64 A Bilag 9, L 64 B Bilag 9
Offentligt

10. december 2019

L 64 – Brancheorganisationernes respons på Skatteministerens svar

Gældsinddrivelse: Kommunale forsyningsselskabers ligestilling med private

forsyningsselskaber

Indledning

Brancheorganisationerne påskønner – på vegne af de betalende forbrugere – at der er en

politisk vilje til at give de kommunale forsyninger mulighed for at anvende et nyt redskab til

at inddrive gæld fra dårlige betalere. Vi tænker, at alle kan glæde sig over dette redskab,

som vil kunne resultere i, at Gældsstyrelsens inddrivelsessystem aflastes, og at udestående

gæld kan blive inddrevet.

Vi vil også understrege, at vi er på linje med Skatteministeren i forhold til, at:

Det er hensigtsmæssigt, at gældsinddrivelsen løses udenretligt - inden involvering af

fogedretten - hvor selskabet og skyldneren selv finder en løsning.

Det er alene rimelige og relevante omkostninger i forbindelse med det udenretlige

forløb, som skal kunne lægges på skyldneren.

Hensigten om ligestilling mellem kommunale og private forsyninger

Desværre lever lovforslaget ikke op til denne hensigt, da der ikke sikres en reel ligestilling

mellem kommunale og private forsyninger i forhold til at inddrive gæld. Dette skyldes, at det

ikke vil være muligt at opkræve de samme inddrivelsesomkostninger.

Det kan betyde, at betalende forbrugere fortsat kommer til at bøde for dårligere betaleres

manglende betaling. Samt, at skyldneren påføres høje omkostninger, da flere sager vil blive

afprøvet direkte af de kommunale forsyninger i fogedretten, da lovforslaget lægger op til

dette.

Der er behov for politisk hjælp til at:

Der etableres en ligestilling af de private og de kommunale forsyninger i forløbet forud

for involvering af fogedretten.

Der etableres et nyt, funktionsdygtigt redskab fra dag ét.

Vi kan blot opfordre til at følge organisationernes løsningsforslag. Det bør ikke være i nogens

interesse, at det nye redskab ”fødes” med juridisk usikkerhed.

Juridisk usikkerhed er ressourcekrævende

Det er unødvendigt med den usikkerhed, som L 64 indebærer, og som blot vil være

ressourcekrævende og uhensigtsmæssig ud fra flere perspektiver:

Skyldneren vil kunne opleve, at forsyningen bl.a. grundet usikkerhed med

omkostningsdækningen går direkte til fogedretten med sagen.

L 64b - 2019-20 - Bilag 9: Henvendelse af 10/12-19 fra DANVA, Dansk Energi, Dansk Fjernvarme og Dansk Affaldsforening om ligestilling mellem kommunal og privat forsyning i forhold til at inddrive gæld.

Fogedretterne vil generelt få langt flere sager dels på grund af den juridiske usikkerhed, dels

fordi L 64 animerer dertil.

Forsyningerne og dermed de betalende forbrugere skal på tværs af forsyningsarter, hvor der

er vidt forskellige fordringstyper, ikke alene finansiere advokatinvolvering med henblik på at

få juridiske uklarheder håndteret - de skal også fortsætte med at finansiere omkostninger på

grund af dårligere betalere.

Bilaget

I bilaget har vi ladet en advokat med speciale i Justitsministeriets inkassoregler uddybe den

mest seriøse juridiske usikkerhed, som har tilknytning til den udenretlige proces forud for

involvering af fogeden.

Med venlig hilsen

Carl-Emil Larsen

DANVA

Lars Aagaard

Dansk Energi

Kim Mortensen

Dansk Fjernvarme

Mikkel Brandrup

Dansk Affaldsforening

Overgivelse til inkasso

Inkassoskrivelse

Overgivelse til

fogedretten

Rykkerproces

Udenretlig

inkassoproces

Indenretlig

inkassoproces

Udenretlige

inddrivelsesomkostninger, jf.

bekendtgørelse nr. 601/2002

med senere ændringer

Møde i FR

Evt. auktionsbegæring

Advokat Tanja Lykke Stougaard

Frederiks Plads 36

DK-8000 Aarhus C

Tel +45 3334 4040

J.nr. 185454

10. december 2019

NOTAT OM ADGANGEN TIL OPKRÆVNING AF UDENRETLIGE INDDRIVEL-

SESOMKOSTNINGER HOS SKYLDNER

–

L 64

INDLEDNING

Jeg er blevet anmodet om kort at redegøre for den juridiske usikkerhed, der er forbundet

med den nuværende formulering af lovforslaget og særligt forslagets § 1, nr. i relation til

de kommunalt ejede forsyningsvirksomheders adgang til at kræve udenretlige inddrivel-

sesomkostninger betalt af skyldner.

RESUMÉ

De fleste krav fra offentligt ejede forsyningsselskaber vil være offentligretlige og derfor

være tillagt udpantningsret.

I kraft af udpantningsretten er det med den aktuelle formulering af lovforslaget højst usik-

kert i hvilket omfang, der overhovedet vil være adgang til at kræve, at skyldner skal betale

den offentlige forsyningsvirksomheds udenretlige inddrivelsesomkostninger.

Det skyldes, at der ifølge retspraksis ikke kan pålægges udenretlige inddrivelsesomkost-

ninger i forbindelse med inddrivelse af fordringer, der er tillagt udpantningsret.

I lovforslagets bemærkninger synes det at være forudsat, at der kan ske en opdeling af de

udenretlige inddrivelsesomkostninger i en andel, der vedrører tilvejebringelsen af et

tvangsfuldbyrdelsesgrundlag og en "resterende" andel.

En sådan forudsat opdeling er imidlertid uden støtte i retspraksis og den juridiske littera-

tur.

Det lægges desuden i bemærkningerne til grund, at det er fogedretten, der afgør i hvilket

omfang udenretlige inddrivelsesomkostninger vil kunne overvæltes på skyldner.

http://gohorten/cases/SAG1420/185454/Dokumenter/Notat_L64_usikkerhed vedr. udenretlige omk.docx

Horten Advokatpartnerselskab

CVR 33775229

Formålet med den udenretlige inddrivelsesproces er imidlertid

–

i både skyldners og for-

syningsvirksomhedens interesse - at opnå en aftale om betaling af kravet, således at over-

givelse til fogedretten kan undgås.

Derfor er der behov for at få tilvejebragt et sikkert hjemmelsgrundlag for, at der

uanset

udpantningsretten

kan kræves udenretlige inddrivelsesomkostninger for de mange sager,

der ikke indbringes for fogedretten som følge af, at der indgås en betalingsaftale med

skyldner.

Dette kan ske ved en ændring som foreslået af brancheorganisationerne på foretrædet

den 5. december 2019.

DEN JURIDISKE USIKKERHED

3.1 Udpantningsretten

I henhold til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslaget til § 1 b, stk. 3), skal § 11 i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige (gældsinddrivelsesloven) finde anvendelse for de fordringer, for

hvilke en kommunalt ejet forsyningsvirksomhed har valgt privat inddrivelse.

Gældsinddrivelseslovens § 11 foreskriver, at fordringer omfattet af loven som udgangs-

punkt er tillagt udpantningsret, medmindre de er omfattet af lovens bilag 1, der omfatter

civilretlige fordringstyper. Bilaget indeholder dog en række undtagelser til undtagelsen,

og disse krav bliver dermed også omfattet af lovens udgangspunkt om udpantningsret.

Det følger af lovforslagets specielle bemærkninger til § 1, nr. 2 (side 34, 1. spalte), at de

kommunalt ejede forsyningers fordringer som udgangspunkt vil være offentligretlige, da-

kunderne typisk ved lov vil være forpligtede til at modtage ydelsen.

Udpantningsretten indebærer, at den kommunalt ejede forsyningsvirksomheds krav kan

tvangsfuldbyrdes af fogedretten, jf. retsplejelovens § 478, stk. 2, og at det ikke er en for-

udsætning for at foretage udlæg, at den kommunalt ejede forsyningsvirksomhed har op-

nået dom for sit krav eller andet tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, jf. retsplejelovens § 478,

stk. 1.

3.2. Adgangen til at opkræve udenretlige inddrivelsesomkostninger hos skyldner

I henhold til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslaget til § 1 b, stk. 3) finder rentelovens §§ 9 a og

9 b anvendelse for fordringer, for hvilke en kommunalt ejet forsyningsvirksomhed har

valgt privat inddrivelse.

Rentelovens §§ 9 a og 9 b foreskriver, at fordringshaveren kan kræve, at skyldneren beta-

ler fordringshaverens

rimelige og relevante omkostninger

ved udenretlig inddrivelse af

fordringen.

Side 2

Disse omkostninger er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 (med

senere ændringer). Af bekendtgørelsens § 3, stk. 1 fremgår, at en fordringshaver, der har

anmodet en anden om at inddrive fordringen på sine vegne, kan kræve betaling af skyld-

neren for det hermed forbundne

rimelige salærkrav

under forudsætning af, at der forin-

den er sendt en rykkerskrivelse til skyldneren med angivelse af, at manglende betaling

inden en frist på mindst 10 dage fra afsendelsen af rykkerskrivelsen vil kunne medføre, at

der pålægges yderligere inddrivelsesomkostninger, og at det i øvrigt har været relevant at

anmode den pågældende inkassator om at inddrive fordringen.

Taksterne for, hvad der kan opkræves i udenretlige omkostninger til fremmedinkasso er

maksimeret

i bilag 1 til bekendtgørelsen, der tager udgangspunkt i den skyldige fordrings

størrelse.

Retten til dækning af de udenretlige inddrivelsesomkostninger til fremmedinkasso opstår

på det tidspunkt, hvor sagen overgår til inkasso, dvs. når der er afsendt en inkassoskrivelse

til skyldner (jf. lov om inkassovirksomhed § 10) med pålagte udenretlige inddrivelsesom-

kostninger.

Det følger imidlertid af retspraksis (jf. blandt andre afgørelsen refereret i UfR 2007.49V)

at hvis en fordringshaver kan vælge at gå direkte til udpantning (tvangsfuldbyrdelse i fo-

gedretten), anses det ikke for relevant først at søge kravet inddrevet udenretligt, før kra-

vet indbringes for fogedretten.

I og med, at de kommunalt ejede forsyningsvirksomheders krav som udgangspunkt er til-

lagt udpantningsret, er forudsætningen for at vælte omkostningerne ved udenretlig privat

inddrivelse over på skyldneren ikke opfyldt, idet omkostningerne ved privat udenretlig

inddrivelse dermed i denne situation ikke anses for at være rimelige eller relevante (jf.

rentelovens § 9 a, stk. 1 modsætningsvis).

Det betyder, at det med den nuværende formulering af lovforslaget er højst tvivlsomt i

hvilket omfang, der overhovedet vil være adgang til at kræve udenretlige inddrivelsesom-

kostninger betalt af skyldner, og i det omfang dette måtte være tilfældet, hvilket beløb,

der i givet fald vil kunne pålægges.

Heraf følger også, at de kommunalt ejede forsyningsvirksomheder med forslaget i vidt

omfang

ikke

vil opnå samme mulighed for at overvælte udenretlige inddrivelsesomkost-

ninger på skyldner som private forsyningsvirksomheder har på nuværende tidspunkt, idet

private forsyningsvirksomheder

har

adgang til at kræve, at skyldneren betaler udenretlige

omkostninger til fremmedinkasso.

Disse omkostninger vil for så vidt angår fordringer, der tilkommer private forsyningsvirk-

somheder, kunne pålægges, når der fremsendes en inkassoskrivelse til skyldner, og der vil

således på dette punkt være tale om en væsentlig forskel i adgangen til at overvælte om-

kostninger på skyldner.

Side 3

I lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2 (side 11, 1. spalte) og de specielle be-

mærkninger til § 1, nr. 2 (side 34, 1. spalte) anføres det, at

"udenretlige inddrivelsesom-

kostninger, der udelukkende relaterer sig til tilvejebringelsen af et tvangsfuldbyrdelses-

grundlag"

ikke vil kunne overvæltes på skyldner som følge af udpantningsretten.

Dermed synes det at være forudsat, at de udenretlige inddrivelsesomkostninger kan op-

deles i en andel, de relaterer sig til tilvejebringelsen af et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag og

en "resterende" andel, der vedrører udenretlig inddrivelse, der ikke relaterer sig til tilve-

jebringelse af et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag.

En sådan opdeling har imidlertid ikke nogen støtte i hverken retspraksis eller den juridiske

litteratur på området

De udenretlige inddrivelsesomkostninger, der er adgang til at kræve betalt af skyldner i

medfør af rentelovens §§ 9 a og 9 b og bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 (med senere

ændringer) vedrører det rimelige salærkrav, der er forbundet med, at fordringshaveren

har anmodet en anden (privat inkassator) om at inddrive fordringen på sine vegne.

Den udenretlige inddrivelse har hovedsagelig til formål at få etableret en kontakt til skyld-

ner med henblik på at opnå betaling af kreditors tilgodehavende eller

–

såfremt betaling

på én gang ikke er mulig - at få etableret en dialog med skyldner med henblik på at indgå

en aftale om betaling af kravet, således at indenretlig tvangsfuldbyrdelse kan undgås.

De udenretlige inddrivelsesomkostninger vedrører således det salærkrav, som fordrings-

haver skal betale til fremmedinkassator for at forestå og udføre dette arbejde. Dette krav

er uafhængigt af, hvorvidt der i den forbindelse tilvejebringes et tvangsfuldbyrdelses-

grundlag eller ej, og derfor bør den omstændighed, at de kommunalt ejede forsynings-

virksomheders krav som udgangspunkt er tillagt udpantningsret ikke have betydning for

adgangen til at opkræve disse omkostninger hos skyldner.

I lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2 (side 11, 1. spalte) og de specielle be-

mærkninger til § 1, nr. 2 (side 34, 1. spalte) anføres endvidere, at det er fogedretten, der

i medfør af retsplejelovens § 503 afgør, i hvilket omfang udenretlige inddrivelsesomkost-

ninger vil kunne overvæltes på skyldner.

Det er naturligvis korrekt, at fogedretten træffer bestemmelse om betaling af omkostnin-

ger

i de sager, der indbringes for fogedretten.

Formålet med den udenretlig inddrivelsesproces er imidlertid som nævnt at få etableret

en dialog med skyldner med henblik på at indgå en aftale om betaling af kravet, således

at indenretlig tvangsfuldbyrdelse, dvs. indbringelse for fogedretten,

kan undgås.

Derfor er der behov for at få tilvejebragt et sikkert hjemmelsgrundlag for, at der kan kræ-

ves udenretlige inddrivelsesomkostninger for de mange sager, der ikke indbringes for fo-

gedretten som følge af, at der indgås en aftale med skyldner om betaling af kravet, idet

fogedretten ikke får lejlighed til at træffe bestemmelse om betaling af omkostninger i

medfør af retsplejelovens § 503.

Side 4

Såfremt en sådan sikker hjemmel ikke etableres, må det antages, at virkningen vil være,

at den kommunalt ejede forsyningsvirksomhed i vidt omfang vil anmode den private in-

kassator om at indlevere sagen til fogedretten umiddelbart med henblik på tvangsfuld-

byrdelse uden forinden at iværksætte udenretlige inddrivelsesforsøg.

De fleste skyldnere vil givetvis anse det for at være betydeligt mere indgribende at skulle

give møde i fogedretten frem for at indgå en aftale med fremmedinkassator om betaling

af kravet, og dermed vil et incitament til at søge en udenretlig løsning også være i den

gennemsnitlige skyldners interesse.

Hertil kommer, at den beskrevne usikkerhed vedrørende adgangen til at kræve udenret-

lige inddrivelsesomkostninger betalt af skyldner, må antages at have den konsekvens, at

mængden af sager, der indleveres til fogedretten med henblik på tvangsfuldbyrdelse for-

øges, ligesom der i den kommende periode givetvis vil blive ført en lang række prøvesager

ved foged- og landsretterne i et forsøg på at få afklaret den usikkerhed, som lovændringen

med den nuværende formulering vil medføre.

Indtil en sådan praksis foreligger, er der en betydelig risiko for, at der vil være en periode

efter lovændringen, hvor der vil ses en uensartet praksis i landets fogedretter, og hvor der

derfor fortsat vil være usikkerhed for både de kommunalt ejede forsyningsselskaber og

for skyldnerne om, i hvilket omfang der kan opkræves udenretlige inddrivelsesomkostnin-

ger hos skyldner.

4. LØSNINGEN

Løsningen på at undgå den beskrevne usikkerhed vil være, at der tilvejebringes en udtryk-

kelig hjemmel i den foreslåede § 1 b til at kræve, at skyldneren betaler omkostninger i

medfør af rentelovens §§ 9 a og 9 b

uanset udpantningsretten,

således at den tilsigtede

retstilling - hvorefter de kommunalt ejede forsyningsvirksomheder, der har valgt privat

inddrivelse, opnår samme mulighed for at overvælte udenretlige inddrivelsesomkostnin-

ger på skyldner som private forsyningsvirksomheder har på nuværende tidspunkt - reelt

opnås.

Et konkret forslag er fremlagt i forbindelse med foretrædet for Skatteudvalget den 5. de-

cember 2019.

Aarhus, den 10. december 2019

Tanja Lykke Stougaard

Side 5