Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 2. december 2019
Minister for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 5 til L 62, forslag til lov om
ændring af lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag, stillet den
29. november 2019 af Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 5 til L 62
”Erfaringen
viser, at der typisk ikke sker en jævn udrulning af kollektive virkemidler år for år, efter
ordningerne er sat i gang. Der ses typisk færre ansøgninger om projekter og færre realiseringer i de
første år og markant flere i de efterfølgende år. Mener ministeren på den baggrund, at det alligevel
giver mening at opsætte årlige delmål for kollektive indsatser, når ideerne først skal modnes, projekter
udarbejdes, forhandlinger og ansøgninger skal på plads etc.?”
Svar
Årlige delmål for de frivillige, kollektive virkemidler indgår som en forudsætning for bl.a. at sikre mod
forringelse af kystvandene i det kvælstofregnskab, som blev udarbejdet i forbindelse med Fødevare- og
landbrugspakken. Det har siden starten af 2019 stået klart, at der ikke er tilstrækkeligt med fremdrift i
udrulningen af de kollektive virkemidler, hvormed der ikke er blevet leveret på delmålene.
Jeg finder det derfor uheldigt, at det der nu må konstateres at have været for optimistiske årlige delmål
for de kollektive virkemidler indgår som en forudsætning i kvælstofregnskabet bag Aftale om
Fødevare- og Landbrugspakken, som blev indgået af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og
Liberal Alliance.
Som det fremgår af Aftale om kvælstofindsatsen i 2020 (25. november 2019), som blev indgået af
regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet, så ønsker aftaleparterne, at der skal
anvendes virkemidler og opgørelsesmetoder, som giver bedst mulig sikkerhed for, at den ønskede
kvælstofreduktion opnås.
Mogens Jensen
/
Morten Ejrnæs
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk