NOTAT
22. november 2019
Høringsnotat vedrørende udkast til anden del af lovforslag om æn-
dring af hvidvaskloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige
andre love (Styrkelse af indsatsen mod finansiel kriminalitet og gen-
nemførelse af 4. og 5. hvidvaskdirektiv)
1. Indledning
Lovforslagets overordnede formål er at indføre nye tiltag, der styrker den
eksisterende forebyggende ramme og mere effektivt bekæmper hvidvask
og finansiering af terrorisme. Lovforslaget implementerer den politiske
aftale af 27. marts 2019 om styrkelse af indsatsen mod finansiel krimina-
litet.
Med lovforslaget får Finanstilsynet en række nye værktøjer, der skal styr-
ke tilsynet med de finansielle virksomheder og bidrage til, at Finanstilsy-
net bliver en stærkere kontrolmyndighed med en mere udfarende tilsyns-
metode.
Derudover indeholder lovforslaget en række skærpede sanktioner, der
skal være med til at sikre, at bekæmpelsen af hvidvask og anden finansiel
kriminalitet bliver taget mere alvorligt og prioriteres højere i den finan-
sielle sektor.
Lovforslaget udgør anden del af det samlede lovforslag og har været i
høring fra den 5. november til den 19. november 2019. Første del af det
samlede lovforslag har været i høring fra den 28. august til 25. septem-
ber 2019.
Der er modtaget 19 høringssvar fra myndigheder, organisationer m.v. til
andel del af det samlede lovforslag. Heraf har 9 haft bemærkninger til
udkastet til lovforslag.
De væsentligste bemærkninger fra de hørte parter til de enkelte emner i
lovudkastet gennemgås og kommenteres nedenfor.
2. Generelle bemærkninger
De hørte parter er generelt positivt indstillet over for lovforslagets indhold
om initiativer til styrkelse af indsatsen mod finansiel kriminalitet, herun-
der hvidvask og terrorfinansiering.