Tak for det. Vi har et meget komplekst beskæftigelsessystem, som vi altid skal sikre er så smidigt og fleksibelt som overhovedet muligt, uden at det selvfølgelig får konsekvenser for behandlingen af sagerne og for den enkeltes retssikkerhed.
I dag er det sådan, at der altid skal være aflagt et besøg ved lægen inden det første opfølgningsmøde hos kommunen i sygedagpengesager, og der skal også efterfølgende ligge en lægeattest klar. Det betyder, at selv om man er på vej til at blive rask eller alvorligt syg, og hvor det ikke giver mening at afvente lægeattest, skal man alligevel gøre det. Det giver selvfølgelig en meget ufleksibel sagsbehandling, som ikke er til gavn for nogen som helst.
Derfor foreslår man her at gøre lægeattesten frivillig, men at kommunen kan forlange en attest, hvis den mener, det er nødvendigt. Den syge borger kan så også anmode om det, hvis vedkommende mener, at det kan have betydning for hans eller hendes sag. Her vil jeg dog lige bede kommunen om at huske at vejlede den enkelte om den mulighed, da det selvfølgelig er supervigtigt, at borgeren ved, at man også godt kan anmode om at få en lægeattest med ind i sagen, hvis man mener, det er nødvendigt.
Denne ændring vil betyde en hurtigere og billigere sagsbehandling, som stadig skal sikre den syges rettigheder, og derfor stemmer Socialdemokratiet for forslaget.