Tak. Det er jo en lov, som ligesom skal give lov til, at man forbereder en anden lov. På den måde er den del af substansen jo lidt kedelig. Enhedslisten står fuldt ved den aftale, vi er med i, og kan støtte det her lovforslag.
Når vi oplever de her ændringer for vores forsyningsselskaber, hvor man har et spareønske, et rationaliseringsønske, så synes jeg, det er lidt farligt, hvis vi ender i noget, som efterlader nogle dele af vores forsyningssektor i noget, som er ekstremt præget af, at man skal holde øje med nogle regneark og de rammer, der er omkring det. Der synes jeg, det er vigtigt, også i det videre arbejde, at have sig for øje, hvad det er for en vandsektor, vi vil have i fremtiden; hvad det er for nogle opgaver, den skal løse. Der står vi jo over for, at vi har en øget forurening af vores drikkevand. Vi kæmper med, at vi fortsat ikke kommer frem til at rense vores drikkevand, men iblander det noget, der er mere rent end det, der er mest forurenet. Vi har et kæmpe potentiale for eksport af vandteknologi. Man kan spørge, hvad de regulatoriske rammer gør muligt for vandsektoren, og hvad det er, de så lige pludselig ikke må. Der synes jeg, det er vigtigt, at vi ikke ender i noget, hvor det er regnearkene, der styrer en sektor i en eller anden jagt på, at man har regnet sig frem til, at man kan spare noget.
Jeg mener afgjort, at der skal mindre McKinsey og mere grøn omstilling i fokus i det, vi har. Og vi har brug for en virkelig progressiv vandsektor. Det er jo både vores drikkevandsforsyning, som er vigtig, og som er truet, men det er sådan set også vores spildevandshåndtering. Og vi ser nogle selskaber være rigtig dygtige til at få mere energi ud af spildevand end den energi, man bruger på at håndtere det. Vi ser, at vi er udfordret med øgede regnmængder, og vi ser, at vi, efter at man ændrede på betalingsvilkårene for at håndtere klimaløsninger, hvor man håndterer regnvand på bedste vis, er endt i noget – fordi kommunerne skal medfinansiere med 25 pct. – hvor man så ikke gennemfører den slags projekter. Det vil sige, at enten laver man ingenting, eller også er det sådan, at man vælger dyre løsninger, hvor man så putter regnvand ned i dyre kloakløsninger.
Så der er brug for at lave om på nogle rammevilkår. Og det skal der virkelig være mulighed for, og der skal ikke kun være, hvad skal man sige, overskud i de enkelte vandselskaber til at indpasse sig efter nye økonomiske regler. Vi skal sådan set have en forsyningssektor, som udvikler sig og løser de udfordringer, vi står med. Der synes jeg, at det er dybt alvorligt, at vi har et forøget forureningsproblem af vores drikkevand, når man nu med de seneste undersøgelser er begyndt at måle efter flere stoffer – og så finder man de stoffer. Vi er sådan set ude i, at det drikkevand, som er lettere forurenet, er blevet øget fra 40 pct. til 60 pct., bare fordi man måler for flere stoffer. Det er dybt foruroligende. Og hvad er det, de giftstoffer i små koncentrationer gør ved mennesker? Hvad er det for nogle sygdomme, vi har? I hvor høj grad er nogle af de sygdomme sådan set forårsaget af, at vi har forurenet drikkevand?
Jeg synes, det er dybt betænkeligt. Derfor har vi brug for en drikkevandssektor, som virkelig er på dupperne, og som kan løse de her problemer, og som kan sikre fremtidens drikkevand, og som kan være med til f.eks. at give en bedre beskyttelse til vores drikkevand i de områder, som vi indvinder vandet fra, og hvor grundvandet dannes.
Så der er al mulig grund til at tale en vandsektor op i Danmark. De er dygtige både med hensyn til drikkevandsforsyningen og spildevandshåndteringen, og det skal de fortsat være, også selv om vi laver ændrede økonomiske vilkår.