Tak for det. Ja, det er jo rigtigt, hvad flere siger, nemlig at lovforslaget her er af relativt teknisk karakter og i fuldstændig forlængelse af den lov, som Folketinget vedtog den 19. marts, og som skulle modvirke de alvorligste konsekvenser for borgerne af et no deal-brexit. Siden man behandlede den lov, blev deadline for brexit udskudt senest til den 31. januar.
Regeringen håber naturligvis, at Storbritanniens udtræden af EU vil ske under ordnede forhold med en aftale, men så længe det modsatte ikke kan udelukkes, må vi tage vores forholdsregler. Derfor har regeringen også over en bred kam intensiveret no deal-forberedelserne og vil i den forbindelse gerne kvittere for det forberedende arbejde, som også den tidligere regering udførte i sagen.
I forhold til det her konkrete lovforslag bør det understreges, at det alene indeholder to små og helt tekniske ændringer, som flere af ordførerne også har været inde på, af den no deal-brexithovedlov, som blev enstemmigt vedtaget i marts, som jeg startede med at sige. Og udskydelsen betyder, at de to paragraffer i loven ikke længere opfylder deres formål. Formålet her er altså at opretholde den beskyttelse af borgerne ved et no deal-brexit, som Folketinget allerede én gang har tilsluttet sig, endda ved enstemmighed, og det kan jeg så også konstatere at vi får igen i dag, og det takker jeg selvfølgelig for.
Skulle der være yderligere spørgsmål, man gerne vil have belyst, står jeg selvfølgelig til rådighed for det i forbindelse med udvalgsbehandlingen.