Det sidste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 43:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Afskaffelse af kravet om vellykket integration i sager om familiesammenføring med børn og indførelse af en frist på 3 måneder for indgivelse af ansøgning).

Af udlændinge- og integrationsministeren (Mattias Tesfaye).

(Fremsættelse 31.10.2019).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er Socialdemokraternes ordfører. Det er hr. Rasmus Stoklund. Værsgo.

Tak. I dag behandler vi et lovforslag, der indfører nogle helt klare regler for forældre, der fremover søger familiesammenføring med deres børn, og samtidig giver mulighed for, at de børn, der kom i klemme med nogle uigennemskuelige integrationskrav, nu kan søge igen. Det betyder, at børn som Mint med dette lovforslag vil få muligheden for at indgive en ny ansøgning om familiesammenføring.

Nogle partier har i pressen forsøgt at udlægge det som en stor lempelse af udlændingepolitikken og et løftebrud. Jeg vil kalde det sund fornuft, og i Socialdemokratiet vil vi gerne gøre det nemmere for børn som Mint at vende tilbage til Danmark. Det er almindelig sund fornuft, at børn, der er kommet i klemme på grund af uigennemskuelige regler, får mulighed for at søge om at komme tilbage til Danmark og blive forenet med deres familie. Sammen med den daværende regering og Dansk Folkeparti indgik vi i februar i år en politisk aftale om at fjerne de uklare regler om integrationskrav og erstatte dem med en 3-månedersfrist. Derfor vil det fremover gælde, at man skal søge om familiesammenføring inden for 3 måneder, fra at en forælder har fået opholdstilladelse i Danmark.

Den daværende regering var dog ikke med på, at de børn, der var kommet i klemme, skulle have en chance for at komme til Danmark. Det var børn i den situation som Mint, der er blevet ansigtet på det her lovforslag. Sammen med SF, Radikale Venstre og Enhedslisten er regeringen derfor blevet enige om, at de børn nu skal hjælpes, ved at familierne får 3 måneder til at ansøge om familiesammenføring.

I Socialdemokratiet er vi glade for, at vi nu gennemfører nogle klare regler, så familier ikke kommer i klemme. Samtidig bruger vi jo også det her lovforslag til at sende et klart signal til forældre om, at børn skal hentes til Danmark hurtigt, så vi sikrer en vellykket integration. Socialdemokratiet støtter naturligvis forslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går videre til Venstres ordfører, og det er hr. Mads Fuglede. Værsgo.

Tak for ordet. I dag behandler vi et lovforslag, som gennemfører den aftale, som den daværende VLAK-regering indgik med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i vinters. Aftalen og altså nu lovforslaget betyder, at reglerne for familiesammenføring med børn fremover vil være langt mere gennemskuelige.

Det klare udgangspunkt vil nu være, at hvis du tager dit barn med til Danmark inden for de første 3 måneder, så kan barnet få en opholdstilladelse. Hermed sikrer vi, at børn, der skal have en fremtid i Danmark, kommer hertil så tidligt som muligt. Det er godt for familien, og det er godt for integrationen, og det bakker vi naturligvis op om.

Forud for lovforslagets fremsættelse foreslog vi ministeren, at der efter en given periode bør være en evaluering af de nye regler, så vi er sikre på, at reglerne virker efter hensigten, og vi kan med tilfredshed notere, at man har lyttet til os, så det nu fremgår af lovforslaget, at der inden udgangen af 2022 skal oversendes en evaluering til Folketinget.

Lovforslaget indeholder også en overgangsordning, som giver børn en mulighed for at få en fremtid i Danmark, hvis de er endt mellem de to lovgivningskomplekser, der her er tale om. Og med overgangsordningen får de, som tidligere har fået afslag, fordi de ikke kunne leve op til kravet om udsigt til vellykket integration, mulighed for at søge familiesammenføring igen. Det drejer sig om ca. 83 børn, som altså ikke længere skal leve op til integrationskravet.

Hvorfor de i sin tid ikke levede op til integrationskravet, ved vi ikke, for vi kender ikke de enkelte sager. Men Venstre går ud fra, at vi har undersøgt det her, så godt vi overhovedet kan, så vi er sikre på, at de børn, der altså får en chance til i Danmark, kan integreres vellykket. Og det håber jeg at ministeren også vil komme ind på i sin tale heroppefra.

Samlet set bakker vi i Venstre altså op om lovforslaget. Vi er glade for, at der nu er fundet en løsning, og vi håber, at der vil være bred opbakning i Folketinget, så vi får klare regler på området. Jo hurtigere børn kommer til Danmark, des bedre er det netop for børnene. Nu vil reglerne være sådan, at der er et solidt udgangspunkt for, at man har en egeninteresse i at gøre det, der også er i børnenes interesse, nemlig ikke at efterlade dem bag sig, men at få dem til Danmark og altså til det land, hvor de skal have en fremtid. Tak for ordet.

Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Rasmus Stoklund. Værsgo.

Tak til ordføreren for en god og nuanceret ordførertale. Jeg vil spørge ordføreren om, om han ikke er enig i, at Venstre tidligere har været meget bastant i sin afvisning af at lave den her overgangsordning, som det jo nu lader til vi er enige om er en god idé. Bl.a. kan jeg huske en forside på Berlingske den 14. september, hvor man opremsede en lang række lempelser, og det her var så en af dem, der ligesom blev omtalt af den politiske ordfører for Venstre som et socialdemokratisk løftebrud, og jeg ved ikke hvad. Kunne ordføreren derfor så ikke være enig i, at det her måske kunne være en anledning eller et første initiativ til, at vi kunne droppe den der retorik med, at al politik enten skal være strammer- eller løftebrudsretorik, men at vi sådan kunne se på, hvad der vil være sund fornuft og det rigtige at gøre i forskellige sammenhænge, sådan som ordføreren jo faktisk lægger op til nu?

Ordføreren.

Jeg erindrer ikke, at jeg selv render rundt og råber »løftebrud« til højre og venstre nogen steder. Jeg er glad for, at vi har lavet en aftale, og det er sådan set mit udgangspunkt; jeg tager udgangspunkt i det, jeg selv har sagt om regeringens politik på det her område. Der er nogle områder, hvor vi nede ad vejen nok er meget uenige i det, der er regeringens politik. Og hvis vi synes, det er noget andet end det, I har sagt tidligere, så vil vi jo nok heller ikke undlade at gøre opmærksom på det.

Så er det hr. Rasmus Stoklund.

Grunden til, at jeg også bare har bidt meget mærke i det, er jo, at både den forhenværende integrationsminister og ordførerens kollega, den politiske ordfører, Sophie Løhde, har gjort en del ud af det her, hvad ordføreren sikkert også husker. Men jeg anerkender det, og så vil jeg bare igen spørge: Kan det så ikke være en god anledning til, at vi dropper den der retorik generelt, altså partierne imellem, og at vi begynder at være sådan mere konstruktive i det her samarbejde og holder op med at tale om det som løftebrud og som strammere og slappere, men bare taler om det som gode gamle borgmesterpartier, der gerne vil finde nogle gode, praktiske løsninger?

Ordføreren.

Men vi står jo netop her med et lovforslag, som er resultatet af et fælles arbejde. Det startede på vores side af bordet, hvor det var os, der havde serveretten, og som kom der et valg, der åbenbart skulle betyde, at vi skulle bytte pladser, og så gjorde vi det og fortsatte og fik et lovforslag, som vi står og behandler i dag. Så der er ingen grund til sådan at puste til frygtens ild lige på det område, synes jeg.

Så er det hr. Bjørn Brandenborg.

Tak for det, og tak for talen. Jeg hører, at ordføreren siger, at han er glad for det her forslag, som er blevet fremsat, og det er jeg selvfølgelig glad for at ordføreren siger – også i betragtning af at det jo tidligere var noget, som man blankt afviste fra ordførerens parti. Og derfor vil jeg egentlig bare spørge, om det her er et udtryk for, at der er forskellige holdninger til udlændingepolitikken i Venstre, siden ordførerens kollega fru Inger Støjberg jo tidligere blankt afviste, at det her forslag kunne komme på tale. Nu kan jeg forstå, at ordføreren er rigtig, rigtig glad for det her forslag i dag, og derfor vil jeg bare lige høre – sådan at vi måske kan viske al tvivl væk – om ordføreren kan fortælle lidt om det her, altså om det handler om, at der i virkeligheden er forskellige holdninger til og meninger om udlændingepolitikken i Venstre, og i så fald om den så har forandret sig.

Ordføreren.

Nej, der er ikke forskellige holdninger, men der har hele tiden været en frygt for, at den gruppe, der kunne søge dispensation i Danmark, var en gruppe, vi ikke var interesseret i at få ind i Danmark. I løbet af forløbet går det op for os, at den frygt er ubegrundet, hvilket sker i kraft af de seneste forhandlingsrunder, hvor jeg også er sikker på, at ministeren kan bekræfte, at det var noget, der bekymrede os meget. Da vi får så meget indsigt i det uden at kunne se sagerne direkte, tror vi på, at der ikke er nogen fare ved at lukke de her børn ind i Danmark, og så vi har ikke de bekymringer længere. Derfor har vi jo hele tiden vidst, at der skulle være en dispensationsordning for dem, der måtte ligge i den ene sagsbunke med én lov gældende, og som skulle over i en anden; og der var nogle, der havde indrettet sig efter regler, der så har ændret sig. At vi så også har kunnet udvide det, i forhold til at der er nogle, der er fanget mellem de to lovkomplekser, er vi egentlig bare glade for, for det har betydet, at den bekymring, vi havde, har været ubegrundet.

Så er det hr. Bjørn Brandenborg.

Tak for det, og tak for svaret. Jeg vil bare påpege, at det måske så kan undre, at man så så blankt afviste at ville undersøge sagen, da man selv havde ansvaret. Det er jo nogle af de ting, som også blev taget op dengang, og derfor kunne det jo være interessant, hvis ordføreren ville reflektere lidt over, hvorfor man så blankt ville afvise det, når nu det, man bekymrede sig for, viser sig ikke at være tilfældet. Det lyder, som om der har været lidt forskellige holdninger til udlændingepolitikken, og ordføreren kunne måske også sige, om det har noget med det nye formandskab at gøre, siden man har ændret politikken – det ved jeg ikke. Men det er i hvert fald dejligt at høre, at man nu har ændret mening. Det kunne også være interessant at høre lidt om, hvorfor man tidligere så blankt afviste det og nu lige pludselig støtter op omkring det.

Ordføreren.

Så tror jeg, at jeg skal gentage det, jeg lige har sagt, om, at vi havde bekymringer om, hvordan den gruppe så ud og var sammensat. Og da vi får større indsigt i det, forsvinder noget af den bekymring, og så forsvinder bekymringen selvfølgelig også for at lade det her være en del af lovforslaget.

Så er det hr. Jeppe Bruus. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil da også godt kvittere for en god ordførertale, synes jeg, og nogle i virkeligheden meget gode og reelle svar.

Som jeg kender ordføreren, er jeg helt med på, at det jo ikke er ordføreren, der render rundt og råber løftebrud eller puster til frygtens ild, for nu at citere, men jeg må jo bare konstatere, at det er der altså andre i Venstre, der gør, og at det, vi drøfter her, har været en del af at puste til frygtens ild og råbe løftebrud. Derfor er det måske ikke helt urimeligt at stille det spørgsmål, om ikke ordføreren også kan se, at det, vi nu laver i fællesskab her, måske ikke er et resultat af løftebrud, men faktisk et resultat af, at vi fører en stram udlændingepolitik – men jo ikke en dum og ufornuftig udlændingepolitik – hvor det faktisk også handler om at gøre noget af det, der giver mening.

Ordføreren.

Jamen jeg er ikke bekendt med, at nogen i Venstre mener, at det at lave klare og gennemskuelige regler, når det handler om familiesammenføring med børn, på nogen måde kan være et løftebrud. Det ville jeg også synes var underligt, hvis vi mente det, da vi selv lagde op til, at der skulle laves et sådant forløb, som vi så desværre ikke nåede i mål med. Men hvis nogen har udtalt sig, så det kan misforstås, er det jo godt, at man har en ordfører på området, der er anderledes klar i mælet lige på det punkt.

Hr. Jeppe Bruus.

Jamen det vil jeg da anerkende ordføreren for, og jeg vil også antage, at det jo er ordføreren, der sådan set definerer Venstres politik her. (Mads Fuglede (V): Det er Venstres gruppe, der gør det). Ja, det er Venstres gruppe, selvfølgelig. Men jeg tænker, at ordføreren udtaler sig på vegne af Venstres gruppe, og det vil jeg da bare kvittere for og anerkende; jeg synes da, det er positivt, hvis vi kan indgå et større samarbejde. Så vil jeg dog alligevel tillade mig at sige, at der er blevet brugt noget energi fra ordførerens gruppefællers side på at råbe løftebrud, også i den her sag, og det er jo ikke et udtryk for komik. Det vil jeg glæde mig over nu stopper.

Ordføreren.

Det kender jeg ikke til i den her sag, og her er jeg så ærlig, jeg overhovedet kan være; det er jeg simpelt hen ikke stødt på. Men jeg har da set andre områder, hvor jeg synes at man lægger op til en anden politik og foreslår en anden politik end den, man talte om i løbet af valgkampen, og det tror jeg ikke vi holder op med at gøre opmærksom på, sådan at vi kan være sikre på, at regeringen vil hjælpe os med at stå vagt om den stramme udlændingepolitik.

Så er det hr. Andreas Steenberg. Værsgo.

Allerede dengang, hvor Venstre afviste at gøre noget for de her børn, havde vi jo alle informationerne om dem, altså hvilke lande de kom fra, hvor gamle de var, og om de havde været på en såkaldt koranskole. Der er jo ikke kommet nogen nye oplysninger, men lad nu det ligge. Jeg vil bare tage ordet og rose Venstre for at have vendt rundt i det her spørgsmål, for der har jo ikke været nogen problemer med de børn, og derfor er det sund fornuft, og det burde også være en del af en liberal tilgang, at en dansk statsborger, der er blevet gift med en udlænding og gerne må have sin ægtefælle her, også kan få lov at have sine stedbørn, når nu der ikke er nogen problemer med dem. Så ros til Venstres kovending. Det synes jeg er flot, og det synes jeg skal anerkendes.

Ordføreren.

Men hvis ordføreren ved, at der ikke er nogen problemer med den her gruppe af børn, så ved ordføreren mere, end jeg gør. Vi kan ikke få fuld indsigt i de sager og kender dem ikke til bunds. Vi håber, at det er sådan, og med det, vi ved om det, forventer vi også, at vi får minimalt med problemer med den her gruppe. Det er det håb, der ligger bag den aftale, vi har været med til at indgå.

Tak for det. Ønsker man endnu en kort bemærkning?(Andreas Steenberg (RV): Nej tak). Man frafalder. Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Carsten Kudsk. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Hvorfor støttede vi, at der skulle være en integrationsvurdering, der afgjorde det? Det gjorde vi, fordi vi mente, at med indførelsen af en integrationsvurdering af børn, der havde opholdt sig længe i udlandet, ville vi undgå, at man kunne holde sine børn i udlandet i de formative år og så hente dem tilbage til Danmark, når de var blevet formet af værdier, som i visse tilfælde ligger langt fra vores. Vi ville altså undgå, at børn blev formet af koranskoler. Med indførelsen af integrationsvurderingen af børn, der ikke var kommet til Danmark med det samme, troede vi, at så ville forældrene, der fik en opholdstilladelse, sørge for, at deres børn kom til Danmark hurtigst muligt. Desværre har der været enkelte tilfælde, hvor en dansk forælder og en udenlandsk forælder med opholdstilladelse mente, at det var bedst for barnet at blive i udlandet og så efter et par år søge om familiesammenføring, hvilket betød, at barnet ved en vurdering efter integrationskravet ville komme ud for, at udlændingemyndighederne vurderede, at barnet havde mere tilknytning til dets hjemland end til Danmark, hvor barnets forældre havde opholdstilladelse.

Vi mener dog, at i sager som specielt den thailandske sag om pigen Mint skulle ministeren have benyttet sig af sin ministerbemyndigelse. Vi så jo i andre sager, at her blev vurderingen ændret. Vi skal huske, at de børn, der vil få fordel af den her lovgivning, ikke kun er Mint, men p.t. er 83 børn, og lovgivningen kan komme til at omfatte mange, mange flere. Vi mener, at de enkelte sager, som vi kan komme ud for, hvor børn kommer i klemme, kan ministeren vende med os, og er der gode grunde til at fravige integrationskravet såsom i Mintsagen, vil det kunne løses med en ministerbemyndigelse. For det er jo helt oplagt, at pigen Mint skal være i Danmark permanent.

Dette forslag kan vi ikke p.t. tage stilling til, da vi er bange for ikke at have fuld kontrol over, hvor mange der kommer, og for, at vi vil se familiesammenføringer, der ikke vil være til fordel for os. Derfor har vi nogle ting, som vi ønsker yderligere belyst, og som vi vil fremføre under udvalgsbehandlingen, og det kan måske betyde, at vi kommer med et ændringsforslag. Derfor afventer vi med at sige, om vi vil støtte forslaget eller ej. Tak for ordet, formand.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og den er fra fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak. Ordføreren nævner, at at han, da vi stod i situationen med Mint, mente, at den daværende udlændinge- og integrationsminister, fru Inger Støjberg, skulle have givet en form for dispensation i Mints sag. Da Mintsagen rullede, holdt vi årsmøde, og jeg sagde i min årsmødetale, at jeg syntes, det var fuldstændig vanvittigt, at de her børn blev fanget i en udlændingepolitik, som straffede de forkerte uden at løse problemerne. DF's svar på det tidspunkt – og det var hr. Martin Henriksen, der var i medierne med et angreb – var, at der også var muslimer i Thailand, så derfor kunne man ikke sådan bare lige give thailandske børn opholdstilladelse under de her vilkår.

Mit spørgsmål til ordføreren er: Er ordføreren – sådan med hånden på hjertet – sikker på, at fru Inger Støjberg ville være sluppet lødigt og ordentligt fra at have givet en dispensation under de vilkår, hvor hr. Martin Henriksen gik i flæsket på mig og talte om, at der også var muslimer i Thailand?

Ordføreren.

Hvis ministeren havde taget fat i Martin Henriksen og forklaret sig om, at det her drejede sig om en problemstilling i forhold til en muslimsk pige eller noget lignende, så tror jeg godt, at man kunne have fået en dialog om det. Det, der bare er vigtigt for os at sende en melding om, er, at man ligesom lidt føler, at ministeren mange gange stikker hovedet i busken og ikke tager det ansvar som minister og benytter sig af ministerbemyndigelsen.

Så er det fru Pernille Vermund.

Når man som minister undlader det – og det er sjældent, at jeg sådan skal stå og være den, der forsvarer den position – kan jeg forestille mig, at det er, fordi man tænker, at den beslutning, man træffer, jo er i strid med det, man har vedtaget af lovgivning, og derfor skal man være langt mere sikker på, at man går rigtigt. Der har været ført en politik i årevis, også med DF's ikke bare opbakning, men tilskyndelse, som jo desværre har betydet, at man har ramt mange af de forkerte, og at man ikke har løst problemerne fra bunden. Det her er et eksempel.

Mener ordføreren nu – jeg kan forstå, at ordføreren vil gå tilbage til sin gruppe og tage den her sag op igen – når vi taler Mint, når vi taler de øvrige thailandske og vietnamesiske osv. børn, at de børn skal kunne komme til Danmark, eller mener ordføreren det ikke?

Ordføreren.

Vi vil tage stilling i forhold til de konkrete eksempler. Det, vi så er bange for med det her, er ikke i forhold til 83 børn, men der er jo også andre tilfælde, hvor vi kan komme i nogle situationer. Så vi vil tage en vurdering, og i forhold til ministerbemyndigelsen ville vi ønske, at ministeren benyttede den noget mere.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Radikale Venstres ordfører, og det er hr. Andreas Steenberg. Værsgo.

Kære Mint, kære Poy, kære Kateryna, kære Aphinya, kære Pe, kære Linle, nu ændrer vi den lov, som betød, at I blev udvist, den lov, som medførte, at I blev skilt fra jeres forældre. Nu kan I komme hjem. Tillykke, også til de mange andre end dem, jeg lige nævnte.

Mindst 83 børn er blevet udvist af Danmark, siden et flertal på få dage hastede den her lov igennem i 2016. I alle tilfælde måtte forældrene gerne være i Danmark, men deres børn blev udvist. Familier blev skilt ad til stor ulykke for børnene og ikke mindst deres forældre. Nu samler vi familier igen. Jeg har mødtes med de børn og deres familier, som jeg omtalte før, alle ganske velfungerende børn og familier her i Danmark. En var endda dansk mester i volleyball, alle kunne tale udmærket dansk og var vellidt af deres lærere i folkeskolen.

Alligevel blev de vurderet uegnede til integration. Hverken Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative eller Socialdemokraterne, som vedtog den her lov, kunne forklare, hvad det her med integrationsvurdering egentlig betød. Man sagde, at det handlede om såkaldte koranskolebørn, som man ikke ville have til landet. Men der var ingen af børnene, der havde gået på koranskole, og få var i det hele taget muslimer. Den her lov om integrationsvurderinger kommer til at stå som en skamstøtte for, hvad der sker af dumheder, når frygten tager over. Nu bliver integrationsvurderinger endelig fjernet, og alle udviste børn får mulighed for at komme hjem. Det glæder vi os meget over.

Fremadrettet har Socialdemokratiet foreslået at man får 3 måneders frit lejde til at få sit barn i alderen 0-15 år til Danmark. Det er vi imod i Radikale Venstre. Vi mener, at alle børn under 15 år selvfølgelig kan integreres, uanset om de kommer efter 3 måneder eller 3 år. Mange er stedbørn til danske statsborgere, og mig bekendt har vi ikke haft store integrationsproblemer med den type børn. Det er alt for voldsomt, at man har 3 måneder til at beslutte sit barns fremtid for altid. Det her er skilsmissefamilier, hvor den ene person så finder kærligheden på ny i Danmark, og 3 måneder er alt for lidt til at aftale med sin ekskone eller eksmand, om barnet skal være i Danmark eller ej for evigt.

I dag har børn i alderen 0-8 år frit lejde. Det har Socialdemokratiet pralet af som deres sejr, da man forhandlede i 2016. Nu strammer Socialdemokratiet loven for de børn, de tidligere har beskyttet. Radikale vil stille et ændringsforslag om, at børn i alderen 0-8 år fortsat skal have frit lejde som i dag, og vi håber, at Socialdemokratiet vil holde fast i sine holdninger og stemme for det ændringsforslag. Ligeledes vil vi stille forslag om, at alle børn i alderen 0-15 år kan komme. Børn er børn, og medmindre alvorlige hensyn taler for andet, skal de selvfølgelig kunne bo med deres forældre.

Vi kan også forstå, at Enhedslisten vil stille forslag om at dele det her lovforslag i to dele: en del, som omhandler Mint og de andre udviste børns mulighed for at komme hjem, og en anden del, der omhandler de fremadrettede regler. Radikale vil selvfølgelig stemme for delen om Mint og det bagudrettede, men vores endelige stilling til de fremadrettede regler beror på, hvordan det går med de ændringsforslag, jeg nævnte før. Med de ord kan jeg sige, at vi glæder os til udvalgsbehandlingen.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så vi siger tak til ordføreren og går videre til SF's ordfører, og det er hr. Carl Valentin. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til regeringen for at fremsætte lovforslaget. Det her lovforslag er jo et, som vi har set meget frem til i SF. I offentligheden har man snakket meget om Mint af gode grunde, og jeg tror, at de fleste kunne se, hvor fuldkommen tosset det var, at hun skulle rejse ud af Danmark. I SF har vi snakket meget om en anden pige, nemlig Aphinya, fordi hendes historie var lige så grotesk, og selv om det er de to navne, som vi kender bedst i Socialistisk Folkeparti, er de jo langtfra alene om at være blevet ramt af en uretfærdig integrationsvurdering.

Der var helt utvetydigt noget galt med en lov, der kunne kigge på de her to myreflittige piger og vurdere, at de ikke var integrerbare. At den overhovedet fik lov til at overleve så længe, viser jo, hvordan udlændingeområdet kan skævvride selv de mest simple spørgsmål. Det er lidt blevet en fortælling, at alle danskere var enige i den tidligere regerings udlændingepolitik, men det var altså ikke tilfældet her, hvor et kæmpestort flertal klart svarede B.T., at de ønskede, at Mint og de andre børn skulle have lov at blive.

I SF er vi i det store og hele tilfredse med lovforslaget og den særordning, der betyder, at også dem, der har fået afslag efter den gamle lov, kan få lov til at søge om at komme til Danmark efter den nye lov. Men ingen roser uden torne. Selv om lovforslaget efter alt at dømme vil rette op på den nuværende tankeløshed i lovgivningen, indebærer lovforslaget også en meget kort frist for at ansøge om at få sine børn med til Danmark. Jeg kan lige så godt sige, at SF altså skal bruge nogle argumenter i udvalgsarbejdet for, at den frist ikke er længere. Det er en kæmpe omvæltning at rykke hele sit liv til et andet land, og i den forbindelse kan megen information gå tabt, og mange uventede ting kan opstå. Hvis man er så uheldig, at man misser den korte deadline, så kan det have meget store konsekvenser. Vi er helt med på, at det sikrer en bedre integration, at børn kommer hertil så tidligt som muligt, og vi har også barnets tarv for øje og ønsker at forebygge situationer, hvor forældrene aktivt modvirker, at barnet præges af danske værdier og normer ved at lade barnet blive i hjemlandet. Så vi forstår altså godt behovet for en frist, men har lidt svært ved at se, hvorfor den lige skal være 3 måneder.

Derudover bør regeringen være opmærksom på en række af de høringssvar, hvor der er gjort indsigelse. F.eks. savner jeg svar på, hvorvidt fristen kan ramme den gruppe flygtninge, som får opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. Kravet om en tidsubegrænset opholdstilladelse skal jo fraviges i tilfælde af familiesammenføring til flygtninge, og så er det altså vigtigt, at myndighederne bliver pålagt at informere alle forældre om tidsfristen, således at manglende viden ikke bliver årsag til, at man splitter familier.

Sidst, men ikke mindst, støtter SF Red Barnets forslag om at gøre barnets tarv til en selvstændig del af den vurdering, der foretages, når der skal dispenseres fra fristen.

Med disse bemærkninger in mente kan SF dog umiddelbart godt støtte det her forslag, fordi det uanset vores indsigelser udgør en forbedring for de her børn.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Og vi går videre til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Jeg vil også godt starte med at ønske alle de deporterede børn tillykke med muligheden for at komme tilbage. Reglerne om familiesammenføring med børn har været og er stadig meget stramme, og de har været ændret flere gange. Vi har i medierne set mange ulykkelige sager om forældre og børn, som ikke fik lov at leve sammen i Danmark.

I mange år har vi haft en regel om, at børn i visse tilfælde skal vurderes, med hensyn til om der, som der står, er grundlag for en vellykket integration. Efter vores opfattelse så bygger den regel i vid udstrækning på en fiktion, nemlig fiktionen om, at der ikke skulle være grundlag for vellykket integration af langt de fleste børn, også selv om barnet først kommer til Danmark som 10-årig, som 12-årig eller som 14-årig. Reglen om vellykket integration er blevet solgt som et hensyn til barnet, for hvis barnet ikke har udsigt til en vellykket integration, er det vel bedre, at det forbliver i Tyrkiet eller Thailand, lyder argumentationen.

For Enhedslisten har det længe været klart, at reglen om vellykket integration ikke handler om hensynet til børnene, men at det handler om hensynet til at begrænse indvandringen i Danmark. Enhedslisten mener ikke, at børn skal forhindres i at bo sammen med deres far og mor i Danmark af hensyn til at begrænse indvandringen, og vi har hele tiden været modstandere af integrationsvurderingen, der jo gennem årene har været ganske hårdhændet og afskåret mange børn fra at komme til Danmark.

Det er naturligvis glædeligt, at integrationsnormeringen nu afskaffes, men vi er bange for, at den nye regel om en 3-månedersgrænse for indgivelse af ansøgning om familiesammenføring er for snæver. Lad os tage en thailandsk kvinde, der vælger at gifte sig med en dansk mand. Hun kan jo have rigtig mange gode grunde til i første omgang at efterlade sit barn i Thailand. Måske er hun usikker på sit forhold eller på livet i en fremmed verdensdel. Hvis jeg skulle flytte til Australien, tror jeg også, at jeg måske lige ville overveje det lidt at tage mine børn med, hvis de havde den alder, nu vil de nok ikke med under nogen omstændigheder, men det ville da i hvert fald være en overvejelse, om man kunne omplante dem til en fremmed verdensdel. Måske er barnet i gang med at færdiggøre et skoleår. Måske er barnet på tidspunktet for morens flygtning omgivet af flere omsorgspersoner, ressourcepersoner – en far, en moster, en bedstemor – men den situation kan jo ændre sig af forskellige grunde, f.eks. dødsfald. Der kan faktisk være mange gode grunde til, at denne thailandske kvinde tøver og venter med at rive sit barn op med rode og flytte barnet til Danmark.

I lovforslaget står der, at der skal ganske særlige grunde til, før man fraviger reglen om 3-månedersfristen. Vores erfaring – altså i al venlighed – er, at formuleringen ganske særlige grunde udgør et lillelillebitte nåleøje for absolutte undtagelser. Lovforslaget gør det med andre ord svært at få familiesammenført sit barn til Danmark efter udløbet af 3-månedersfristen.

Lovforslaget består af to hovedelementer, dels afskaffelse af integrationskravet og indførelse af den korte 3-månedersfrist, dels en overgangsordning. Første del bygger på en aftale mellem Folketingets strammerpartier fra februar i år, en aftale, som Enhedslisten ikke er en del af. Anden del af lovforslaget har sit udspring i den politiske forståelse, som er grundlaget for, at vi har en socialdemokratisk regering fra juni i år. Den del af lovforslaget støtter Enhedslisten naturligvis gerne.

Jeg går ud fra, at enhver regering har et ønske om at få vedtaget sin lovgivning med det bredest mulige flertal. Det ville i hvert fald være forståeligt og klogt. Men jeg vil gerne på Enhedslistens vegne sige, at det er tvivlsomt, om vi kan støtte en lovgivning, der opererer med den korte 3-månedersfrist. Det vil sige, at vi ikke kan give tilsagn om at stemme for det her forslag. Derfor vil Enhedslisten som de fremkommelige mennesker, vi er, opfordre regeringen til at dele lovforslaget i to, så aftalen fra februar havner i den ene del og overgangsordningen fra forståelsespapiret i den anden. Og så vil vi i øvrigt stille en række spørgsmål og muligvis ændringsforslag til lovforslaget.

Jeg håber, at ministeren eventuelt allerede nu kan give tilsagn om den opdeling. Jeg synes, det er en uskik, som vi så gang på gang under den tidligere regering, at man putter to ting sammen, som i virkeligheden godt kan opdeles, og dermed ikke giver Folketingets partier mulighed for at være med til at stemme for det, de gerne vil have, og imod det, de er uenige i. Tak for ordet.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Jeg ser umiddelbart ikke nogen ordfører for Det Konservative Folkeparti, så vi går videre til Alternativets ordfører, og det er Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak for ordet. Alternativet støtter i øvrigt Enhedslistens forslag om at splitte forslaget op, såfremt det er muligt.

Denne lovgivning er mest af alt en lappeløsning på et forløb som det, Mint og hendes familie oplevede i hænderne på det danske familiesammenføringssystem. Selv om vi selvfølgelig gerne vil hjælpe piger som Mint, bliver vi også nødt til at understrege vigtigheden af at få en helt ny og helt anden tilgang til familiesammenføringsområdet. Udgangspunktet må jo altid være, at familier og mennesker, som elsker hinanden, skal have lov at bo sammen.

Når det er sagt, er vi tilfredse med, at integrationskravet fjernes, selv om det erstattes af en efter vores mening meget kort ansøgningsfrist på 3 måneder. En ansøgningsfrist kan være med til at fremme, at forældre hurtigere tager beslutning om, hvilken forælder barnet skal bo hos. Det er som udgangspunkt godt, at barnet ikke holdes i et langtrukket limbo. Modsat risikerer man imidlertid, at børn forhindres i at bo sammen med den ene af deres forældre, da forælderen i hjemlandet må indgive selvstændig ansøgning om opholdstilladelse. Vi foreslår derfor i tråd med Red Barnets høringssvar, at konsekvenserne af ansøgningsfristen samt muligheden for undtagelse følges nøje og tilrettes, hvis det viser sig, at børn kommer i klemme.

Så på baggrund af det, som der ligger fremme lige nu, støtter Alternativet forslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til Nye Borgerliges ordfører, og det er fru Pernille Vermund. Værsgo.

Da jeg for et år siden stod til en årsmødetale, som var den sidste før det her folketingsvalg, tog jeg en svær beslutning. Vi var i en situation, hvor de her Mintsager blev diskuteret, og vi var også i en situation, hvor Nye Borgerlige ikke var kendt af ret mange. Vi var mest kendt for det, som andre definerede os som. Når man gerne vil have løst udlændingepolitikken fra bunden, er det altid en balancegang – hvor stort et skridt skal man tage på den ene og den anden fod?

For mig at se var Mintsagen og øvrige sager som den et tydeligt eksempel på politikernes lappeløsninger – altså løsninger, man har indført, fordi man ikke turde gribe fat om nældens rod og løse problemerne fra bunden – og her en lappeløsning, som åbenlyst ramte de forkerte uden at løse de problemer, som vi reelt står med.

Jeg ved, at jeg på daværende tidspunkt stod i en situation, hvor jeg tænkte, at vi har et parti, som hedder DF, som højst sandsynligt vil slå mig i hovedet med, at nu kommer der en masse mennesker til Danmark, som vil være et problem for vores land. Og jeg tænkte: Er det nu rigtigt, og skal jeg ligge under for det? Da jeg så efter min tale hørte, at Martin Henriksen rigtigt nok gik ud og sagde, at der også bor muslimer i Thailand, så tænkte jeg: Okay, var det det? Og så kom den: Der kommer, og nu kan jeg ikke huske, om det var 1 million eller 1 milliard kinesere til Danmark, hvis vi lemper på det her. Jeg tænkte: Hm! Så gik der et stykke tid, og så gik hr. Kristian Thulesen Dahl ud, glædeligt som det var, og sagde, som det også er blevet anført i dag, at måske skulle man give ministeren mulighed for at dispensere på det her område.

Jeg kan godt forstå, som jeg sagde tidligere, at man fra Venstres side ikke havde lyst til at sætte sig i den situation, at man gerne ville sikre lovgivning, hvor et flertal i Folketinget bakkede op, for det handler om udlændingepolitik, og vi ved, hvor sprængfarligt det er. For mig er det bare logisk og sund fornuft, at helt almindelige danskere, som møder en udlænding og forelsker sig, selvfølgelig skal have lov til at gifte sig, bo her i landet og opbygge et familieliv. De nuværende regler straffer de forkerte uden at løse problemerne.

Når vi i dag behandler det her lovforslag, betyder det, at Mint og andre familier i samme situation vil få mulighed for at søge igen på nogle mere enkle og nogle mere retfærdige vilkår. Det betyder også, og der er jeg fuldstændig enig med hr. Mads Fuglede fra Venstre, at den håndfuld børn, som vi ser, jo gudskelov ser ud til at være børn, som for en meget stor andels vedkommende kommer fra lande, som vi helt uproblematisk kan tage imod. Så når lovforslaget vedtages, hvilket jeg håber det bliver, kan man forhåbentlig komme hjem og bo hos sin familie i Danmark, og det er jeg rigtig glad for.

I det omfang, der nu skulle være oplysninger, som dukker op under udvalgsarbejdet, altså oplysninger om, at det her vil åbne for flere, eller at de børn, som vi i udvalget er blevet oplyst om kommer hertil eller får mulighed for at søge igen, skaber problemer for vores samfund, så tager jeg gerne debatten der. For mig handler det først og fremmest om at passe på Danmark, men vi skal ikke passe på Danmark med løsninger, som skræmmer de gode væk og holder de dårlige i landet, og det er den politik, der alt for længe er blevet ført. Det er den politik, som vi indimellem bokser med, når Nye Borgerlige og DF har sværdslag, for så handler det jo om, hvem det er, der skal have lov at komme hertil, og hvem der ikke skal.

I forbindelse med den her Mintsag sidste år husker jeg også, at jeg stod i debatten og diskuterede en kampagne, som handlede om, at nu var det lykkedes for DF at få en masse ikkevestlige til at rejse ud. Da jeg så dykkede ned i tallene, viste det sig, at langt de fleste af de ikkevestlige, der var rejst ud, var folk fra lande, som vi faktisk gerne vil have folk fra, og dem, der var blevet og stigende grad kom hertil, var dem fra de muslimske lande.

Så mit håb er, at den her lov og hele den her behandling vil være en øjenåbner for de politikere, som gerne vil føre en udlændingepolitik, der passer på Danmark, men som omvendt også har en forståelse af, at når vi skræmmer de gode væk og holder fast på de dårlige, gør vi noget forkert. Det er tid til at gøre tingene på en anden måde, det er tid til at få løst problemerne fra bunden, og de her lappeløsninger, som rammer de forkerte, skal vi altså stoppe med. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og det er fra hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Tak. Og tak for indlægget, det var jo nogle interessante overvejelser – og absolut respekt for den refleksion. Jeg har blot et spørgsmål: Hvis nu Mint tilfældigvis havde vist sig at være muslim, skulle hun så have været holdt ude på det grundlag?

Ordføreren.

Nu ved jeg af gode grunde ikke, hvilken religion Mint bekender sig til, hvis hun bekender sig til nogen. Jeg forholder mig til, at en stor andel af de børn, som er kommet i klemme ved det her, har en forælder – det er jo det, lovforslaget omhandler – som har enten dansk eller et andet nordisk statsborgerskab, har en forælder, som har ophold i Danmark eller et andet nordisk land. Derfor er det jo en helt anden situation, end hvis vi f.eks. taler familiesammenføring af flygtninge eller efterkommere til folk, der er kommet her og har fået asyl.

Jeg ved jo i bund og grund ikke, hvad Mint tror på, men jeg ved, at alle tal viser, at de mennesker, der kommer fra de østasiatiske lande, fra Sydamerika og fra en række andre lande, som i dag bliver straffet af det her, herunder helt almindelige danskere, som gifter sig med en ægtefælle fra et af de lande, som bliver straffet af det her, fuldstændig uproblematisk er i vores land, og det skal de have mulighed for at være.

Hr. Søren Søndergaard.

Tak for svaret. Jeg anerkender selvfølgelig fuldstændig, at fru Pernille Vermund ikke kan ane, hvad Mint har af religion. Så lad mig prøve spørge på en anden måde: Ville det gøre nogen forskel, hvis nogen af de her børn havde en muslimsk tro? Eller er det for Danmark sådan set uvedkommende, hvilken tro eller ikketro disse børn har, så længe deres forældre har et lovligt opholdsgrundlag i Danmark?

Ordføreren.

Tak for opfølgende spørgsmål. Det er absolut ikke uvedkommende for Danmark, hvilken tro mennesker, der kommer hertil, har, al den stund at vi ved – særlig i forhold til islam – at jo mere islam fylder i vores samfund, jo mindre plads bliver der til friheden og til demokratiet. Og i tilfælde af, og det er jo også det, som loven er lavet for at forhindre, at man sender sine børn på genopdragelsesrejse til et islamisk land og får børn hjem, som bekender sig til helt andre værdier end de danske, og havde det ifølge de tal, som vi får fra ministeriet, vist sig, at loven faktisk havde ramt rigtigt og havde ramt det her, så ville vi ikke have stemt for. Men fordi vi kan se, at loven har ramt forkert; fordi vi kan se, at loven har ramt almindelige danskere, der gifter sig med mennesker, som kommer fra kulturer, hvor man har delebørn – dem er der ikke helt så mange af fra de muslimske lande – så er vi relativt trygge ved, at det her er godt for både Danmark og de mennesker, som nu kan få lov at være sammen som familier.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Tak for ordet. Vi har efterhånden haft en lang og grundig debat om lovforslag L 43, så jeg skal ikke gennemgå alle lovforslagets mange fortrin. Det går jo tilbage til den tidligere regering og er nu blevet gjort færdigt, så at sige, af den nuværende regering, og vi bakker naturligvis op om lovforslaget. Tak for ordet.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så giver vi ordet til udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Først og fremmest vil jeg sige tak til ordførerne for deres indlæg og bemærkninger til lovforslaget. Jeg er glad for, at der lader til at være opbakning til at afskaffe kravet om vellykket integration og at indføre nogle nye, klare og mere gennemskuelige regler. Og at det så samtidig ser ud til, at vi kan give en hjælpende hånd til de børn, der er kommet i klemme på grund af de gældende regler, som er svære både at forklare og forsvare, er jo kun godt.

For blot kort at gengive lovforslagets hovedpunkter vil jeg nævne, at lovforslaget først og fremmest udmønter en aftale, som Socialdemokratiet indgik i februar i år med den tidligere VLAK-regering og Dansk Folkeparti – en aftale om, at kravet om vellykket integration i sager om familiesammenføring med børn afskaffes og erstattes af en ny ansøgningsfrist på 3 måneder. Ansøgningsfristen vil gælde i de tilfælde, hvor barnet og den anden forælder opholder sig i hjemlandet eller et andet land. Ansøgningsfristen begynder at løbe, når barnets forælder har fået opholdstilladelsen i Danmark. Lovforslaget indeholder også regler, der tager højde for bl.a. de tilfælde, hvor forælderen her i landet er dansk eller nordisk statsborger og derfor ikke behøver en opholdstilladelse, og de tilfælde, hvor barnet først bliver født engang ude i fremtiden.

Alt det her er nærmere beskrevet i lovforslaget og bygger på en logik og en sammenhæng med nogle andre regler i udlændingelovgivningen. I særlige tilfælde kan der så ses bort fra, at en ansøgning indgives efter fristens udløb. Det vil have undtagelsens karakter, men det sikrer bl.a. overholdelsen af vores internationale forpligtelser, herunder også hensynet til barnets tarv.

Jeg er overbevist om, at den nye ordning vil være lettere at forstå og administrere. Det synes jeg er vigtigt, for jeg synes, vi skal stræbe efter at lave nogle regler i udlændingeloven, som borgerne let kan indrette sig efter, og som ikke giver unødigt bureaukrati. Jeg er også overbevist om, at den nye ordning vil sikre, at børn, der skal have en fremtid i Danmark, kommer hertil så tidligt som muligt. Det er i alles interesse, især børnenes.

Men da vi indgik aftalen i februar, havde vi et hængeparti. Vi fik ikke taget hånd om de familier, der allerede var blevet ramt af de regler, vi gerne ville ændre. Det gør vi nu med det fremsatte lovforslag, der også giver en hjælpende hånd til de børn, der er kommet i klemme på grund af reglen om integrationskravet. Den hjælpende hånd står i lovforslagets overgangsordning. Af de her bestemmelser fremgår det bl.a., at de berørte familier får 3 måneder til at indgive en ny ansøgning om familiesammenføring regnet fra lovens ikrafttræden. Det her vindue gælder, selv om forælderen i Danmark har haft opholdstilladelse i længere tid end 3 måneder, og selvfølgelig uden at børnene skal integrationsvurderes igen. Jeg kan jo af gode grunde ikke garantere, at hvert eneste barn så også får en opholdstilladelse; det må myndighederne jo afgøre. Men det skal ikke være en integrationsvurdering, der står i vejen.

Hvor mange der kan gøre brug af ordningen, kan jeg heller ikke svare helt præcist på. Det afhænger jo bl.a. af, om Udlændingestyrelsen frem til lovens ikrafttræden træffer afgørelse om flere afslag efter de gældende regler. Men en opgørelse fra i sommer viste, at der er tale om ca. 83 børn.

Sammenfattende vil jeg sige, at regeringen er glad for den aftale, vi indgik i februar. Vi er også glade for de overgangsregler, der i mine øjne er almindelig sund fornuft. Jeg håber derfor på bred tilslutning til, at de her børn ikke efterlades på perronen – både sådan at de nye regler kan træde i kraft snart, og sådan at de familier, der har ventet tålmodigt, vil jeg også sige, på det her lovforslag, ikke skal holdes hen længere. Jeg ser frem til den videre behandling og vil naturligvis bestræbe mig på at besvare spørgsmål både her og i udvalget efter bedste evne. Jeg har respekt for, at det er kompliceret lovgivning, og jeg håber, at vi kan få afklaret alle unøjagtigheder i udvalgsarbejdet. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak til ministeren. Det er ikke nogen hemmelighed, at Alternativet gerne så en meget, meget mere lempelig familiesammenføringspolitik. Det kan vi nok ikke blive enige om at få her under debatten om L 43.

Men da jeg gennemgik lovforslaget med min praktikant, Thor på 14 år, var Thors kommentar: Er 3 måneder ikke en meget, meget kort frist for en familie, der befinder sig i sådan en kompleks og svær situation? Derfor vil jeg spørge ministeren, om ministeren ser en mulighed for, at man kunne sætte ansøgningsfristen op fra 3 måneder til 6 måneder.

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at vi jo kan skrive i loven, hvad vi vil. Det kan være 2 måneder, det kan være 3, det kan være 6, det kan være 12; det bestemmer vi jo selv. At den er fastlagt på 3 måneder, er jo et udtryk for et politisk kompromis og et politisk ønske fra de partier, der indgik aftalen i februar.

Men jeg vil også godt sige, at det jo ikke betyder, at familien kun har 3 måneder til at tænke sig om i. Altså, fra f.eks. moren indgiver sin ansøgning om ægtefællesammenføring, til hun så faktisk får opholdstilladelsen, går der jo måske et lille år. Og det er jo så derfra, de har 3 måneder til at søge. Og så er der jo sagsbehandling i forbindelse med barnets familiesammenføring, og når så barnet får opholdstilladelse, udløser det et visum, som betyder, at de kan indrejse i yderligere nogle måneder. Så alt i alt går der jo, fra moren ansøger om ægtefællesammenføring, til barnet skal være indrejst, op mod 2 år. Så jeg synes nu, der er rigelig tid til at tænke sig om.

Jeg ville også selv have det sådan, hvis jeg rejste til et andet land og forelskede mig i en kvinde i et andet land, at jeg da, allerede når jeg ansøgte om opholdstilladelse i det andet land, ville gøre mig overvejelser om, hvorvidt nogle af mine børn skulle med.

Vi går videre til hr. Andreas Steenberg. Værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig, at ministeren lige prøvede at forklare, hvorfor Socialdemokratiet ikke længere støtter, at børn i alderen 0-8 år har frit lejde. Jeg har diskuteret det her mange gange med Socialdemokratiet, og bl.a. hr. Thomas Jensen har til Midtjyllands Avis flere gange sagt, at det var meget vigtigt for Socialdemokratiet, at der var frit lejde for børn på op til 8 år. Så hvorfor står Socialdemokratiet umiddelbart ikke ved den holdning, Socialdemokratiet har haft tidligere?

Ministeren.

For at være ærlig vil jeg sige, at jeg synes, man kan argumentere sagligt og ordentligt for begge ordninger. Det, som er fordelen ved den ordning, der ligger i det her lovforslag, er jo, at vi får sagt til familierne: Hvis I ønsker at få et barn til Danmark, vil vi gerne have, at barnet kommer hurtigst muligt – barnet skal hellere komme, når det er 2 år gammelt, end når det er 9 år gammelt. Vi ved vel alle sammen, at det vil være lettere for et barn at lære sproget og lære kulturen at kende, jo tidligere det kommer. Så jeg synes egentlig også, at man sagtens kan argumentere for den her 3-månedersregel.

Så er det heller ikke nogen hemmelighed, at vi har indgået en politisk aftale med en række partier i Folketinget, som vi selvfølgelig gerne vil stå ved.

Andreas Steenberg.

Hr. Thomas Jensen omtalte det som en sejr for Socialdemokratiet, at der var frit lejde for børn, der er under 8 år. Og det giver meget god mening, for de børn kan jo nå at tage hele folkeskolen i Danmark. Jeg kunne godt tænke mig, at integrationsministeren prøvede at forklare, hvad det er for et integrationsproblem, der opstår, hvis en 4-årig kommer efter 6 måneder i stedet for efter 3 måneder. Hvad er det for et problem? Det kunne være rart med nogle fakta. Er der nogle tal, der beviser, at der så opstår et meget stort problem hos det her 4-årige barn?

Ministeren.

Nu er det heller ikke, fordi det skal udvikle sig til en historietime, men tilbage i 2016 og indtil da, havde vi jo en regel, der var en 6-årsregel. Den blev så til en 8-årsregel, og der var Socialdemokratiet indblandet i at få skiftet fra 6 til 8 år.

Når vi synes, at det ud fra integrationsmæssige hensyn er fornuftigt, at en 4-årig kommer så hurtigt som muligt og ikke venter, til hun bliver 8 år, er det, fordi vi mener, at det ville være gavnligt, at hun kommer i en dansk børnehave, får spist noget frokost, gynget i gyngerne, lært noget dansk, kommer i zoologisk have med sine venner og slår rødder i det danske samfund - hellere når hun er 4 år, end når hun er 8 år.

Så er det hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Nu stillede jeg i min ordførertale spørgsmålet om opdeling af lovforslaget. Det gjorde jeg selvfølgelig, fordi der er noget, som er en del af en aftale, som regeringen som oppositionsparti diskuterede med den tidligere regering og så har indgået nu, og så er der en del, der fremgår af forståelsespapiret. Derfor tænkte jeg, at det kunne være oplagt at opdele det.

Det kunne også være sådan et initiativ, der ligesom ville kunne gøre samarbejdsformen lidt bedre. Der er ikke nogen tvivl om, at Socialdemokratiet også selv har oplevet det under den tidligere regering, at man lavede forslag, hvor der var ting, der trak i forskellige retninger, og de havde meget svært ved at få den tidligere regering til at opdele det. Derfor vil jeg bare gentage spørgsmålet, om det ikke er på tide, at vi får en ny stil her i Folketinget, og om udlændinge- og integrationsministeren ikke kan sætte sig i spidsen for den stil.

Ministeren.

Jeg forstår faktisk godt kritikken, hvis man blander æbler og pærer – noget, der egentlig ikke har noget med hinanden at gøre. Men jeg synes egentlig, det er meget naturligt, at når vi går fra et regelsæt til et andet, behandler vi både det nye regelsæt og også nogle overgangsbestemmelser, som skal tage hånd om de mennesker, der er kommet i klemme.

Grunden til, at jeg selv ville være lidt skeptisk ved at opdele lovforslaget, og årsagen til, at jeg ikke har fremsat to lovforslag, er, at jeg synes, det ville være lidt mærkeligt at have to sideløbende behandlinger: et lovforslag, der hedder de nye regler, og et andet lovforslag, der hedder overgangsbestemmelsen til de nye regler. Hvad nu, hvis det første bliver afvist og det andet bliver vedtaget? Det bliver lidt barokt.

Så hvis vi virkelig skal adskille det, der blev aftalt i februar måned, og det, der blev aftalt i forbindelse med forståelsespapiret, tror jeg, det mest logiske ville være først at vedtage de nye regler, tredjebehandle det, og når de er trådt i kraft, så at starte en ny høringsperiode og en ny folketingsbehandling af nogle overgangsbestemmelser, og så er vi langt inde i det nye år. Jeg håber, at et flertal i Folketinget trods alt kan bakke det her lovforslag op, som kan træde i kraft den 1. januar, fordi der er nogle familier, som jeg synes er kommet i klemme, og det bærer vi politikere et ansvar for, så jeg håber, at vi hurtigst muligt kan få ryddet op efter os selv.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Det er en lidt formel argumentation, fordi man jo sagtens kan køre behandlingen sideløbende, og så kan Socialdemokratiet og Venstre, og hvem det ellers er, i sit betænkningsbidrag jo skrive, at deres støtte til overgangsordningen bygger på, at den nye ordning er vedtaget, og så kan vi køre det præcis samtidig uden nogen som helst forsinkelse.

Skulle der så på mirakuløs vis vise sig et flertal mod den permanente ordning, bliver overgangsordningen jo også stemt ned – det er klart – fordi der så er et flertal imod den, bl.a. med udlændinge- og integrationsministerens partis støtte. Så det er jo igen det der, vi også så under den tidligere regering, med at forsøge på at finde alle mulige mærkelige begrundelser for ikke at give Folketingets partier mulighed for i en fri afstemning over for offentligheden at give udtryk for, hvad de mener, og det synes jeg er underligt.

Ministeren.

Jeg vil godt starte med at sige, at jeg ikke kan afvise, at det teknisk kan lade sig gøre at opdele det. Altså, det er ikke et teknisk spørgsmål. Men jeg synes ikke, det bare er »alle mulige begrundelser«. Jeg vil da have det lidt svært med, at vi skal diskutere et lovforslag her, der handler om overgangsbestemmelserne til nogle regler, som vi ikke engang kender, fordi vi jo ikke kender dem, før de er vedtaget. Der kan jo også kommet nye ændringer i dem, indtil det er tredjebehandlet. Så det synes jeg ville være en lidt barok situation at ende i.

Jeg tror, det rene og det rimelige ville være først at vedtage de nye regler og så lade dem træde i kraft og så få en ny behandling. Det er bare mit indtryk, at vi her bredt set godt kan blive enige om både nye regler og nogle rimelige overgangsbestemmelser.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.