Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2019-20
L 39 Bilag 4
Offentligt
2097931_0001.png
Foreningen
Biogasbranchen
Axeltorv 3, 1.
1609 København V
Tlf. 3339 4267
E-mail:
[email protected]
www.biogasbranchen.dk
28. oktober 2019
Vedr. L 39: Implementering af politiske aftaler om nedlukning af
biogasstøtteordninger
Klima-, energi- og forsyningsministeren fremsatte den 23. oktober L39, Lov om ændring af lov
om fremme af vedvarende energi, lov om naturgasforsyning og lov om elforsyning (Ændring af
støtteordninger til anvendelse af biogas).
Biogasbranchen skal indledningsvis kvittere for, at forligskredsen i forbindelse med de politiske
aftaler af 8. februar og 4. april 2019 har haft stærk fokus på at fastholde investortilliden, som er
helt afgørende i forhold til at sikre den grønne omstilling.
Dette er også afspejlet i L39, hvor ministeriet på en lang række punkter har imødekommet Bio-
gasbranchens høringsbemærkninger, men på nogle få områder i denne teknisk meget komplekse
lovgivning er der stadig bestemmelser og usikkerheder, som kan føre til betydelige tab for enkelt
anlæg. Biogasbranchen skal derfor opfordre til, at disse justeres i den forestående lovproces.
1. Overførsel af støttetilsagn
Med høringsversionen af lovforslaget var der lagt op til, at tilsagn om støtte til anvendelse af
biogas til elproduktion kunne overføres til anvendelse til opgradering, proces eller transport.
Dette er meget hensigtsmæssigt i forhold til den samlede grønne omstilling af energisektoren,
hvor el i stigende grad dækkes af billig elproduktion fra vindmøller og solceller.
I det fremsatte lovforslag er muligheden for overførsel til proces og transport imidlertid udgået.
Det er særdeles uhensigtsmæssigt, at anlæg udenfor naturgasnettet ikke længere kan skifte fra el-
produktion til transport og proces, som på sigt vil være væsentligt mere værdiskabende end el-
og varmeproduktion, og det vil samtidig hæmme industriens og transportsektorens muligheder
for omstilling i områder, hvor der ikke er gasnet.
2. Fleksibilitet
Med energiaftalen fra 2018 lægges der loft over den produktion, et biogasanlæg kan få støtte til.
I de politiske aftaler af 8. februar og 4. april 2019 var loftet over biogasproduktionen fastlagt
som en årsnorm gange antal år (støtteperioden). I det fremsatte lovforslag er dette ændret til en
årsnorm, som er et årligt maksimum.
Hvis anlægget af tekniske eller økonomiske årsager har haft en mindre produktion et år er der
således ikke mulighed for at indhente dette næste år
og dermed levere dette bidrag til den
grønne omstilling.
1
L 39 - 2019-20 - Bilag 4: Henvendelse af 28/10-19 fra Foreningen Biogasbranchen
Biogasbranchen er enig i vigtigheden af budgetsikkerhed
ikke kun for biogasproducenterne,
men også for staten, men skal alligevel opfordre til, at det bliver muligt at indhente en uforbrugt
årsnorm et år i efterfølgende år.
En sådan fleksibilitet vil ikke gøre det muligt at øge den samlede produktion eller fremrykke
produktionen og dermed støtteudbetalingen, men det vil give en meget stor fleksibilitet for an-
læggene.
3. Forringelse af økonomiske grundlag
I henhold til statsstøttegodkendelsen er Danmark forpligtet til at overvåge, om der sker en over-
kompensation og i så tilfælde reducere støtten. Dette skete pr. 1. januar 2019, hvor det med ener-
giforliget i 2012 indførte elproduktionstilskud på 26 øre pr. kWh blev sat ned til 18 øre som føl-
ge af, at der i en periode havde været lave gaspriser, der havde løftet elproduktionstilskuddet.
Overkompensationsreguleringen er en løbende vurdering, hvor Energistyrelsen helt i overens-
stemmelse med statsstøttegodkendelsen skal reducere støtten i perioder med forhøjet støtte og
dette er udmøntet i bekendtgørelsen i 2019. Men hvis gaspriserne stiger, vil der være behov for
at fjerne støttereduktionen ellers vil anlæggene lide et økonomisk tab.
Med lovforslaget er den aktuelle overkompensationsregulering for 2019 imidlertid gjort perma-
nent, idet tilskuddet på 26 øre i loven permanent nedsættes til 18 øre. Dermed foretages en sala-
mi-metode-forringelse af rammevilkårene, og den går videre end kravet om regulering for over-
kompensation.
Biogasbranchen skal derfor opfordre til, at lovforslaget justeres, så formuleringen fra 2012-
forliget (26 øre) fastholdes i loven. Den aktuelle regulering i henhold til overkompensationsregu-
leringen vil fremgå af bekendtgørelsen, og den nuværende reduktion til 18 øre pr. kWh vil fortsat
være gældende frem til der foreligger en ny overkompensationsvurdering.
4. Betingelser for støtte
Med lovforslaget er der for anlæg, som har investeret i forøget motorkapacitet til produktion af
el, som først kommer i drift efter 1. januar 2020, lagt op til, at det skal være kombineret med en
udvidelse af den bagvedliggende biogasproduktionskapacitet.
Det er således ikke længere tilstrækkeligt, at der på et tidligere tidspunkt har været investeret i
den tilstrækkelige biogaskapacitet. Denne skærpelse i forhold til den politiske aftale bør fjernes.
5. Tilskudsperioden for el-producerende enheder
Med energiforliget fra 2018 og de politiske aftaler af 8. februar og 4. april 2019 garanteres inve-
storer tilskud i 20 år for hvert enkelt anlæg. Dette er særdeles vigtigt i forhold til investortilliden.
Dette er imidlertid ændret i lovforslaget for alle eksisterende biogasanlæg med elproduktion, idet
der er lagt op til, at tilskudsperioden er begrænset til 20 år for den ældste el-producerende enhed
uanset, om der efterfølgende er investeret store beløb i udvidet elproduktionskapacitet og udvidet
biogasproduktion. Dette gælder også for anlæg, som har finansieret udvidelsen med 20-årige lån
baseret på 20-årige kommunegarantier.
Dette er særdeles diskriminerende i forhold til tilsvarende investering i et helt nyt biogasanlæg
med tilhørende elproduktion eller anlæg til opgradering af biogassen.
Biogasbranchen er bekendt med, at dette skyldes dialogen med EU Kommissionen, der nødigt
2
L 39 - 2019-20 - Bilag 4: Henvendelse af 28/10-19 fra Foreningen Biogasbranchen
ser støtteperioder forlænges ud over 20 år, når der er tale om reinvesteringer i eksisterende an-
læg.
Biogasbranchen finder imidlertid dette bør tages op igen med Kommissionen i forhold til inve-
steringer i forbindelse med produktionsudvidelser. Biogasbranchen har i høringssvaret fremlagt
forslag til, hvordan der enkelt kan skelnes mellem eksisterende og udvidet produktion så det sik-
res, at der er tale om udvidelser og ikke kun er tale om reinvesteringer med uændret produktion.
6. Uklar bestemmelse for investering i opgraderingsanlæg
Lovforslaget åbner i overensstemmelse med de politiske aftaler op for tilskud til alle, der inden
8. februar 2019 har investeret i
enten
en ny tilslutningsaftale til gasnettet
eller
et nyt opgrade-
ringsanlæg eller udvidelse heraf.
Lovforslagets definition af årsnormen kan imidlertid læses, så der skal være investeret i begge
dele. Denne diskrepans og dermed kilde til usikkerhed bør fjernes, så lovbemærkningerne følger
de politiske aftaler af 8. februar og 4. april, da usikkerheden vil ramme investorer utilsigtet.
3