Tak for det, formand. Som det tidligere er blevet sagt, er det her lovforslag jo en del af veterinærforlig III fra december 2017, som alle de daværende partier er med i, så derfor kan Dansk Folkeparti selvfølgelig støtte forslaget. Der er modtaget høringssvar fra syv høringsparter, og de er jo generelt tilfredse med forslaget.
Der gives hjemmel til, at veterinærstuderende ved KU kan diagnosticere og behandle dyr på universitetets dyrehospitaler. Det er glimrende, at de studerende på den måde som et led i uddannelsen kan udøve det, de rent faktisk bliver uddannet til. Der gives også hjemmel til, at ministeren kan fastsætte regler om, hvilke studiekrav der kræves, for at de veterinærstuderende kan deltage i ovennævnte.
Forslaget indeholder også hjemmel til, at driften af medicinregisteret VetStat fremover finansieres gennem opkrævning af betaling fra ejerne af dyrehold. Det er rigtig godt, at vi får et moderniseret VetStat, så det bliver nemmere at følge antibiotikaforbruget, og at det fremover kan opgøres på besætningsniveau.
Det var så undertegnede, der behandlede veterinærforliget for Dansk Folkeparti. Derfor står der bl.a. omkring VetStat:
»Det foreslås, at der i loven etableres hjemmel til, at driften af medicinregisteret VetStat efter en nødvendig teknisk omlægning og modernisering kan finansieres gennem opkrævning af betaling fra ejere af dyrehold med kvæg eller svin registreret i Det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR).«
Det var det, jeg kunne komme igennem med, for oplægget var nemlig, at opgraderingen skulle betales af ejerne af dyrehold. Og jeg mener egentlig ikke, at bedrifterne skal afholde en udgift til et vigtigt værktøj, som vi alle har brug for.
Desuden er jeg enig med Den Danske Dyrlægeforening, der i høringssvaret foreslår, at ejere af andre dyrehold end svin og kvæg bør bidrage til driftsomkostningerne i forhold til deres antibiotikaforbrug. Men det er småting, og det må vi jo se på i den videre behandling. Men som jeg sagde i starten, kan Dansk Folkeparti støtte forslaget.