Skatteudvalget 2019-20
L 23
Offentligt
2095239_0001.png
28. oktober 2019
J.nr. 2019 - 5617
Til Folketinget
Skatteudvalget
Vedrørende L 23 - Forslag til Lov om ændring af skatteforvaltningsloven. (En ny anke-
nævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet samt ingen omkostningsgodtgø-
relse ved klage over tilbagekaldelser af afgørelser om refusion af udbytteskat).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 6 af 21. oktober 2019. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Lars Boje Mathiesen (NB).
Morten Bødskov
/ Dorte Agerbo Sabinsky
L 23 - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 6: MFU spm. om at redegøre for måltallene for sagsbehandlingen over klager, til skatteministeren
2095239_0002.png
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for måltallene for sagsbehandlingen over klager, herunder hvor
mange flere sager man forventer at kunne behandle, såfremt lovforslaget vedtages?
Svar
Der foreligger ikke aktuelle beregninger af lovforslagets isolerede effekt for antallet af af-
sluttede sager. Det skyldes blandet andet, at lovforslaget ikke i sig selv indeholder tiltag,
der har større betydning for sagsproduktionen i Skatteankestyrelsen.
Lovforslaget skal imidlertid ses i sammenhæng med den politiske aftale om en ny anke-
nævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet, som blev indgået i december
2018 med det formål at nedbringe sagsbehandlingstiderne i skatteklagesystemet. Aftalen
indebærer, at der dels tilføres nye ressourcer til Skatteankestyrelsen, dels at gevinster fra
en række administrative tiltag geninvesteres. Disse tiltag er i videst muligt omfang allerede
iværksat og fremgår derfor ikke eksplicit af lovforslaget.
De ekstra ressourcer er blandt andet gået til godt 30 medarbejdere, herunder et nyt skatte-
kontor i Odense, som har fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiden for borgernære sa-
ger til maksimalt 12 måneder for sager modtaget fra og med 1. januar 2019. Disse sager er
kendetegnet ved, at de udgør en særlig økonomisk belastning for borgere og virksomhe-
der. Det kan eksempelvis være klager over personskattesager eller klager over skattemæs-
sige fradrag for virksomheder.
Det blev ved indgåelsen af den politiske aftale skønnet, at de samlede tiltag vil reducere
den gennemsnitlige sagsbehandlingstid med fem måneder i 2023. Jeg skal dog under-
strege, at dette skøn er behæftet med betydelig usikkerhed, da estimatet er tæt forbundet
til afviklingen af klager over de nye ejendomsvurderinger, hvor klagevolumenen pt. er
ukendt.
Side 2 af 2