Tak for det, formand. Den her aftale er jo en aftale i rækken af aftaler til at styrke opkvalificeringen af de ledige, og det er der jo også ekstra behov for i den her tid, hvor der er rigtig mange, der er ledige, er blevet sendt hjem og er blevet afskediget.
Der er nogle, der skal have nye job, og der er nogle, der – hvad skal man sige – skal have ændret deres tilgang til et job. De skal have en anden type job, en anden uddannelse, og det her er et led i den mulighed, de har for det, og det skal ses i en tæt sammenhæng med det forslag, som vi lige har behandlet om opkvalificering af de ledige, og et af de punkter, der ligger heri, og som jeg også er meget glad for – det ligger også i det andet punkt – er netop, at man får ret til at tage en uddannelse, hvis man har en aftale med en arbejdsgiver. Det er jo noget, som Dansk Folkeparti har kæmpet for at få igennem i mange år.
Tidligere var det sådan, at man kunne få et kursus, og nu får man ret til det, og det er et stort skridt i den rigtige retning, og det betyder også noget for de ufaglærte, når de skal til at se på, hvilke muligheder de har for at få et job. Det kan være, at de skal tage en længerevarende uddannelse og blive faglært, det kan være, at de skal have nogle andre typer kurser, end de er vant til at tænke på, men det skal hele tiden være målrettet til, hvor man kan få et job, og det bliver det både med den her og den tidligere aftale.
Så alt i alt synes vi, at det her giver den rigtige retning, at de ledige får nogle flere kompetencer, og at de også får mulighed for at skifte jobområde, hvilket der er mange der har behov for, og ikke mindst er der også blevet afsat penge til dem, der skal ned at lave Femern Bælt-forbindelsen. Det er også noget af det, der ligger i de her lovforslag, som vi behandler i dag. Det har der så ikke rigtig været talt om, men det betyder faktisk noget, at man kan få noget ekstra uddannelse, der er jobrettet.
Når man ser på de muligheder, som de ledige har i dag, og man ser på, at der faktisk stadig væk er mange jobopslag, men at mange af de ledige mangler et kursus eller to, så er det rigtig træls at få at vide, at du faktisk ikke kan få et kursus – og det duer ikke. Vi er nødt til at sikre, at de ledige, når de har fundet et arbejde og der er mulighed for at komme i beskæftigelse, selvfølgelig skal have kurset, uanset om det er 2, 4, 6, 8, 10 eller 12 ugers kursus. Hvis det giver et job, er det den store gevinst, hver gang man får en i beskæftigelse.
Der tror vi i Dansk Folkeparti på, at de aftaler, der er kommet i dag – det er begge to hasteforslag – er med til at give et løft til de ledige i den her triste tid, vi har, hvor der er en stor usikkerhed derude blandt lønmodtagerne, både hos dem, der er sendt hjem med kompensation, dem, der er afskediget, dem, der er sendt hjem på dagpenge. De ved ikke, hvad fremtiden bringer endnu, men så kan vi jo i hvert fald gøre det, at vi benytter tiden og muligheden for at give dem en opkvalificering til, når arbejdsmarkedet kommer rigtigt i gang igen.
Men Dansk Folkeparti støtter selvfølgelig det her forslag, da det også er en god aftale, som vi har været med til at indgå.