Jeg vil også gerne melde mig i skåltalekoret, som siger uddannelse, uddannelse, uddannelse, og der er også med det her forslag også kommet nogle konkrete tiltag, der måske – det skal vi vurdere om et år – kan fremme det, vi hedest ønsker, nemlig at folk tager mere uddannelse. Arbejdsgiverne, fagbevægelsen og politikerne har sagt det her i lang tid, og det er første gang, der kommer noget, der minder om nogle realiteter i det.
For det første bliver der fjernet nogle snubletråde, og de snubletråde har virkelig været hindrende for, at folk kunne komme i gang. Det gælder både de folk, som skulle ind i et uddannelsesrotationsvikariat, og som skulle have været ledige i så og så lang tid, før det kunne lade sig gøre, og det gælder også dem, der er blevet fyret, og som skulle vente på at gå i gang med uddannelse i så og så mange uger. Den slags snubletråde skal bare væk; de har kun været indført for at sikre besparelser på uddannelseskontoen, hvad ingen nogen sinde har turdet indrømme.
Ideen om at komme med et løft af dagpengene er selvfølgelig også en gammel traver for så vidt. For en del år siden var det et almindeligt forhold, at man havde 125 pct. af sine dagpenge, hvis man gik ind i uddannelse, men nu prøver vi så her 20-30 år efter at mildne og sige: Okay, 110 pct. skal nok være det lille nøk, der skubber folk ind i at tage en uddannelse. Men er det nu nok til, at man tør kaste sig ud i det, der i realiteten er et nyt liv, for det er jo det, det er for rigtig mange, der har været på arbejdsmarkedet i mange år. Man kaster sig ud i fra at være ufaglært til at få en anden uddannelse, måske inden for et andet område. Jeg er ikke sikker på, at det er nok til, at det rigtig batter.
Den begrænsning, der stadig er i det, er, at det kun er til nogle bestemte uddannelser. Der er en positivliste på 50 uddannelser, og hvordan er den lavet? Ja, den er lavet ved, at man har kigget på, hvad der var af mangel i den forrige periode. Det er sådan, man laver de der positivlister, og resultatet er jo, at vi kigger på fortidens arbejdsmarked i stedet for, som vi nu skulle, og som flere gør sig til talspersoner for, at kigge på fremtidens arbejdsmarked. Der bør jo laves nye uddannelser, nye kurser, nye kompetencer, som retter sig imod den grønne omstilling, som vi ved skal ske. Den skal rette sig mod de nye it-tiltag, som vi ved vil være vanskelige for nogle folk, der ikke har været inde i det før, sådan at de kan tilegne sig nye arbejdsmetoder. Alle sådan nogle ting er der jo ikke fundet løsninger på, de uddannelser findes ikke rigtig. I stedet har man så lavet nogle begrænsninger på, hvilke uddannelser man må tage, hvis man skal have de 110 pct., mens de øvrige må nøjes med de 80 pct., som har været reglen, siden man skar det ned.
Det er også klart, at uddannelsesønske, uddannelseskrav, uddannelsespuf skal tilknyttes den enkelte person. Det er selvfølgelig nemt at sige, når man er i en situation, hvor man har en fast arbejdsplads, en fast arbejdsgiver, men jeg vil sige, at jeg dog kommer fra et arbejdsmarkedsområde, hvor man snildt kan blive fyret fem, seks gange om året, og møder man så op i november og har en personlig uddannelsesret på f.eks. 14 dage, hvilken arbejdsgiver er så interesseret i at ansætte en for at sende en af sted på skole med det samme? I det hele taget tror jeg, det er vigtigt, at også arbejdsgiverne tager deres tunge ansvar her. Selvfølgelig bør man i en virksomhed planlægge uddannelse på samme måde, som man planlægger ferie. Problemet er jo meget ofte, at man ikke kan nå det. Virksomheden har så frygtelig travlt, så man ikke kan nå at sende sine folk på uddannelse, man kan ikke undvære dem, men når opgaven så er slut, bliver de fyret. Så det kommer der ikke noget uddannelse ud af. Det er en kendsgerning på mange af de timelønnede arbejdsområder, hvor mange af de ufaglærte findes, så derfor skal man udtænke nogle helt andre fremmende metoder for at sikre, at også de grupper får noget uddannelse.
Det her er et skridt, det er ikke noget stort skridt, men det er et skridt i den rigtige retning, og selvfølgelig støtter Enhedslisten det.