Tak for det, formand. Så står vi med en ny hastelov. Dem har vi efterhånden godt nok haft mange af på beskæftigelsesområdet, og vi får endnu flere, inden vi er færdige med det her.
Den her hjælpepakke er en aftale, som Dansk Folkeparti ikke er en del af, men vi har taget den beslutning, at i forhold til de aftaler, der er, som vi ikke er med i, stemmer vi for det, som vi kan lide, og imod det, vi ikke kan lide.
I det her lovforslag er der selvfølgelig mange gode ting. Man forlænger anciennitetstællingen i dagpengesystemet med 2 måneder, og man suspenderer G-dage ved arbejdsfordeling og hjemsendelse frem til den 31. august 2020, og retten til sygedagpenge bliver forlænget i 3 måneder, så det løber frem til den 30. september 2020. Det er noget af det, som vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig stemmer ja til. Der er også dagpengeregler for selvstændigt erhvervsdrivende, så de ikke skal afhænde deres virksomhed, hvis de skal have dagpenge. Vi har også tidligere debatteret, om det kunne lade sig gøre, at de ikke skulle afhænde deres virksomhed, hvis de midlertidig blev ledige. Det kan vi også godt støtte.
Men noget af det, som vi er meget tvivlsomme over for, og som jeg synes ministeren skulle bruge noget af taletiden heroppe på at forklare ordentligt, er den her ordning med, at man giver selvstændige ret til dagpenge, hvis de melder sig ind i en a-kasse i perioden fra den 9. juli til den 8. august. Hvis man melder sig ind i en a-kasse og betaler bagud, får man ret til dagpenge. Man skal så betale 1 år fremadrettet. Det er sådan lidt nytænkning i den forbindelse, at man kan gøre det. Det kan selvfølgelig også undre Dansk Folkeparti, hvis man giver selvstændige ret til det, hvorfor almindelige lønmodtagere, der ikke var med i en a-kasse, ikke kan benytte sig af samme ordning. Men den sammenhæng må ministeren godt lige forklare heroppe fra talerstolen, når ministeren engang kommer herop, for det virker altså lidt underligt på os.
Jeg har også forstået det sådan, at man som nytilflytter ikke kan komme til Danmark og slå sig ned som selvstændig og så få ret til dagpenge. Man skal have optjent ret til det ved at betale skat i Danmark i et stykke tid. Man skal have nogle regnskaber.
Men jeg synes, at ministeren skulle bruge lidt tid her på talerstolen på at forklare og gennemgå, hvorfor det skal være på den måde, og hvorfor lønmodtagere, der har mistet deres job - der er nogle, der ikke har været med i a-kassen, der er røget på kontanthjælp – ikke skulle have samme ret til at melde sig ind og betale for 1 års kontingent, så de kan komme ind i en a-kasse og så få ret til dagpenge. Det virker sådan lidt misvisende.
Dansk Folkeparti støtter forslaget, men vi synes, at det punkt her er lidt kritisk, og at det kræver en lidt bedre forklaring fra ministeren på, hvad baggrunden er for, at man gør det. Det er selvfølgelig for at redde virksomheder, for at redde selvstændige, hvis de er nødt til at lukke ned, men hvorfor skal de lønmodtagere, der ikke havde dagpengeret, ikke kunne få samme mulighed for at melde sig ind og få ret til dagpenge, hvis de lige betaler de her 4.000 kr. tilbage i tiden? Den forskelsbehandling synes vi virker lidt underlig. Men vi siger ja til forslaget.