Høringsnotat
–
høring over forslag til lov om ændring af lov
om scenekunst
25. august 2019
Kulturministeriet sendte den 11. juli 2019 et udkast til forslag til lov om ændring
af scenekunst i høring. Lovforslaget har til formål at gennemføre dele af den
politiske stemmeaftale på scenekunstområdet, der blev indgået den 20. marts 2019
af den daværende regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti samt Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale
Venstre og Socialistisk Folkeparti.
Konkret har lovforslaget til formål at udvide lovens anvendelsesområde til
fremadrettet at omfatte teatre og andre institutioner på scenekunstområdet, der
varetager regionale opgaver på tværs af flere kommuner i scenekunstlovens § 5.
Kulturministeriet sendte høringen til 34 organisationer mv. samt Rigsrevisionen,
og KL og har ved høringsfristen modtaget 15 tilbagemeldinger, jf. vedlagte liste.
Følgende 11 høringsparter skriver i høringssvaret, at de ingen bemærkninger har
til lovforslaget: Rigsrevisionen, Dansk Artist Forbund, Danske Dramatikere,
Danmarks Teaterforeninger, Statens Kunstfond (v. Projektstøtteudvalget for
Scenekunst (PUS)), SCENIT, Refusionsudvalget, Danske Koncert- og Kulturhuse,
Folketeatret, De Frie Koreografer og Det Københavnske Teatersamarbejde.
Generelt om udvidelse af lovens anvendelsesområde vedr. scenekunstlovens
§5
Dansk Teater bifalder ændringen. Dansk Teater mener, at det bør fremgå af loven,
at den lokale forankring skal sikres i henhold til de nye §5-teatre i henhold til bl.a.
udpegelse af bestyrelser.
KL opfordrer til, at der i forbindelse med udpegelse af bestyrelserne for de nye § 5-
teatre sikres en fortsat stærk lokal forankring.
Kulturministeriets bemærkninger
Kulturministeriet er enigt i, at det er vigtigt fortsat at have en stærk lokal
forankring i bestyrelserne, og at det har været den politiske intention i
stemmeaftalen. I lyset af, at bestyrelsernes sammensætning er reguleret i en
bekendtgørelse, vurderer Kulturministeriet, at dette mest hensigtsmæssigt vil
fremgå af den kommende ændring af bekendtgørelsen på området.
Bemærkningerne giver således ikke anledning til ændringer af lovforslaget.
Om kriterier m.v. for at blive omfattet af scenekunstlovens § 5
Dansk Teater gør gældende, at det bør fremgå af lovbemærkningerne, hvordan nye
teatre kan omfattes af § 5, hvilke faglige kriterier, der skal ligges til grund, og at
optagelsen sker med inddragelse af Statens Kunstfond (Projektstøtteudvalget for
scenekunst) for at sikre en scenekunstfaglig vurdering.
Jour. nr. 19/01879-26