Det næste punkt på dagsordenen er:

20) 1. behandling af lovforslag nr. L 197:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Tilpasning af den centrale refusionsordning).

Af social- og indenrigsministeren (Astrid Krag).

(Fremsættelse 26.05.2020).

Forhandlingen er åbnet. Og den første, der får ordet, er hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Ligesom vi var glade for den udligning, som vi diskuterede under forrige forslag, er vi fra Socialdemokratiets side rigtig glade for, at vi i forbindelse med aftalen også nu får en øget refusion i dyre socialsager til kommunerne. Kort sagt sikrer det her lovforslag jo, at flere sager bliver omfattet af refusion – og nogle også af højere refusion end i dag. Den øgede refusion finansieres kollektivt af kommunerne under et. Dermed er det en solidarisk betaling til de kommuner, der har de faktiske udgifter til de dyre socialsager. Det hænger rigtig godt sammen med et mere retfærdigt udligningssystem.

Det kan være en meget betydelig udgift for en kommune, når de dyre socialsager rammer, og det medfører for mange kommuner en stor uforudsigelighed, hvad angår udgifterne på socialområdet – selvfølgelig særlig de kommuner, som har mange socialsager. Derfor er det et overordentlig vigtigt skridt, vi tager med lovforslaget.

Med statsministerens nytårstale satte regeringen fokus på udsatte børn. Og vi foreslog faktisk allerede dengang en øget refusion i meget dyre sager samt muligheden for at summere udgifterne for alle børn i en søskendeflok i én refusionssag. Derfor er vi glade for, at vi nu sammen med et bredt flertal i Folketinget kan levere på de ambitioner. Det forslag, som vi behandler nu, giver sammen med udligningsspørgsmålet som helhed kommunerne en langt større budgetsikkerhed, og det giver større sikkerhed for, at økonomien ikke er det afgørende, når man sætter ind med sociale indsatser. Derfor støtter Socialdemokratiet forslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi fortsætter i fuld hast med Venstres ordfører, fru Anni Matthiesen.

Tak for det, formand. Med lovforslaget her, som vi nu er gået videre til, er det en del af selve udligningsaftalen, som så er rykket over i et lovforslag for sig selv – nemlig tilpasningen af den centrale refusionsordning. Med lovforslaget lægger man op til at ensarte de to refusionsordninger på henholdsvis børne- og ungeområdet og på voksenområdet – altså så det fremover bliver ens. Det indebærer bl.a. en nedsættelse af beløbsgrænserne på voksenområdet, så de svarer til grænserne på børne- og ungeområdet, og derudover foreslås der også en ny grænse indført, så kommuner vil kunne få en refusion på 75 pct.

På tværs af danmarkskortet ser vi jo, at der er store forskelle i forhold til antallet af børn og unge, som bliver anbragt. Og derfor er der også store forskelle i forhold til at kunne håndtere økonomien, hvis man er en af de kommuner, som f.eks. har mange af de her sager. Derfor er der også god fornuft i, at vi nu tilpasser tingene, så der også sker en bedre udligning på de her områder. Det vil skabe mere forudsigelighed for kommunerne, og dermed vil det også gøre det lettere for kommunerne at planlægge deres økonomi.

Det er faktisk sådan, at vi jo godt ved, at det her måske også er startskuddet til det, vi ved regeringen vil tage fat på i forhold til netop også at kigge på anbringelsesområdet. Det var jo noget af det, som statsministeren lagde vægt på i nytårstalen. Og vi har det sådan i Venstre, at det, man gør, selvfølgelig altid skal være det, der er bedst for børnene; det er børnene, der skal komme i første række. Men det, jeg også glæder mig over i det her lovforslag, er bl.a., at man her går ind og laver refusion, en bedre refusion, i en mere helhedsorienteret og forebyggende indsats for hele familien. Og det er noget af det, som jeg synes er vigtigt. Alt i alt er det et godt lovforslag, som vi i Venstre bakker op omkring.

Tak for det til fru Anni Matthiesen. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste, jeg gerne vil byde velkommen, er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Der er meget god tænkning i forslaget om at øge refusionen, da det kan være så store beløb, at det reelt kan vælte en kommunes budget. Det centrale må naturligvis være, at der altid bliver valgt det rigtige tilbud til det enkelte barn eller den enkelte voksne, men også, at den forebyggende indsats har vægt. Derfor er forslagets elementer som udgangspunkt rigtig gode – gode, fordi de har som udgangspunkt at give et grundlag for at træffe de rigtige valg, både i forhold til forebyggelsen og valget af indsatsen i øvrigt i forhold til hele familien.

Der, hvor vi i Dansk Folkeparti bliver betænkelige, er, når kommunerne selv skal betale for udligningen. Vi er bekymrede, fordi vi kan se en udvikling, som peger på, at der bliver flere og flere sager, og at de er bredt ud over alle kommuner. Det er en udvikling, som bl.a. kommer på baggrund af den række sager, som var der for et par år siden, og som viste, at der i alt for mange tilfælde ikke blev indberettet og handlet, som man burde. Det har – heldigvis – ført til en kraftig indsats i mange kommuner med fokus på at skærpe opmærksomheden på indberetning og opfølgning. Det gør, at man heldigvis får øje på flere problematikker, men også, at der bliver flere sager i de fleste kommuner. I og med at kommunerne selv skal betale, vil det jo betyde – hvis man nu forestiller sig, at sagerne er spredt ud over alle kommuner – at kommunerne bare vil komme til at betale for indsatsen via et lavere bloktilskud svarende til det, de får i refusion.

Derfor ønsker vi i udvalgsbehandlingen at få klarhed over udviklingen i den slags socialsager ude i kommunerne og i den sammenhæng et overblik over den omfordelingsmæssige effekt af aftalen. For vi ønsker ikke at støtte et system, som ikke løser udfordringen, og hvis det viser sig, at man bare selv betaler for sin egen refusion, gavner systemet ikke. Men det må udvalgsarbejdet vise, og det ser vi frem til at få en afklaring på. Tak for ordet.

Selv tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, og hjertelig velkommen til hr. Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre.

Som led i aftalen om en revision af udligningen er der indgået en politisk aftale om refusion til kommunerne fra staten for udgifter til dyre enkeltsager, og det er det, vi i dag udmønter. Som det allerede er sagt, flytter vi grænsen for refusion opad, så det nu er 75-procentsrefusion i de dyre børne- og voksensager, og samtidig tillader vi, at kommunerne sammentæller alle børn i en søskendeflok, og overstiger den samlede omkostning 2 mio. kr. pr. år, udløses den forhøjede refusion.

Det er et gavnligt lovforslag, som vi varmt støtter. Det vil gøre det betydelig lettere for fattige kommuner med mange børnesager at agere korrekt, for én ting er, at det måske bliver mere forudsigeligt med økonomien, men en anden ting er, at vi også fjerner et negativt incitament til at vælge billigere løsninger for kommunerne. Og det burde komme dem, det handler om, til gode, nemlig de børn og unge, der står foran f.eks. en anbringelse uden for hjemmet.

Lovforslaget samler også reglerne for refusionerne på børne- og ungeområdet og voksenområdet og afskaffer 67-årsaldersgrænsen for refusioner, og det er vi også tilfredse med. Alt i alt støtter vi varmt lovforslaget. Tak.

Selv tak, hr. Rasmus Helveg Petersen, og hjertelig velkommen til fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Ja, det er fuldstændig korrekt. Som tidligere nævnt i dagens debat er SF glad for at være med i aftalen om en ny udligningsreform, for så kan vi være med til at sikre et Danmark i bedre balance. Igennem de seneste år har kommunerne oplevet et stigende pres på det specialiserede socialområde, hvor der er langt flere borgere og pressede kommunekasser.

Derfor bakker vi også op om det her forslag til en justering af den centrale refusionsordning i særlig dyre enkeltsager på børne- og voksenområdet. På den måde kan man som samfund i langt højere grad dele de store udgifter, der ofte kan være i de dyre enkeltsager, og dermed undgå, at disse sager er med til at vælte budgettet, ikke mindst i de mindre kommuner og i de kommuner, der har en presset økonomi. Allerværst er det, når man som kommune ikke vælger den rigtige løsning første gang. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i SF gerne havde set en endnu større refusionsprocent og en tidligere indfasning af en fælles finansiering, så staten eller kommunerne på tværs påtog sig et større ansvar i de dyre enkeltsager, og at princippet om en større refusionsprocent også var kommet til at omfatte de nye førtidspensionister.

Vi ser også en klar fordel i forslaget, ved at man nu kan pulje udgifterne i sager med bare én søskende. Således vil kommunerne opnå mere økonomisk støtte til familier, der har støttebehov for flere børn, og det styrker naturligvis muligheden for at kompensere i tilfælde med søskendeflokke.

SF bakker som aftalepartner selvfølgelig op om forslaget.

Mange tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Hjertelig velkommen til hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten – De Rød-Grønne.

Tak for det. Der er brug for en mere rimelig og solidarisk dækning af de udgifter, som landets kommuner har på det specialiserede socialområde. Den støtte og hjælp, der er behov for at tildele børn, unge og voksne på området, er ofte særdeles ressourcekrævende, hvilket betyder, at nogle kommuner har meget store udgifter til hjælpen til et relativt lille antal borgere, og at udgifterne på det specialiserede område kommer til at veje meget tungt i de pågældende kommuners samlede økonomi. Der er altså en betydelig grad af tilfældighed i fordelingen af udgifterne på det specialiserede socialområde, men jeg synes også, det er væsentligt at fremhæve, at meget tyder på, at hele den måde, som økonomien er organiseret på, kan føre til en meget grænsesøgende sagsbehandling, hvor der i urimelig høj grad lægges vægt på økonomiske hensyn på bekostning af faglige hensyn, når der tages stilling til, hvorvidt man vil imødekomme borgernes behov.

Det ser vi meget klart afspejlet i det meget høje antal af omgørelser, som Ankestyrelsen foretager hvert år af de kommunale sagsafgørelser. Derfor er der et stort behov for at ændre på finansieringen på det specialiserede område, og selv om vi i Enhedslisten ikke er med i den samlede aftale, der blev indgået, om kommunernes økonomi, synes vi, at det lovforslag, som vi behandler her, isoleret set er et rigtig fornuftigt skridt. Det er rigtig fornuftigt, at man gennemfører en nedsættelse af beløbsgrænsen for refusion til voksenområdet, sådan at den harmoniseres med børneområdet, og det er rigtig fornuftigt, at der indføres en ny grænse, hvor der ydes en højere refusion i de allerdyreste sager. Det betyder, at der sker en større udligning, og det betyder, at der sker en mere rimelig fordeling af udgifterne mellem kommunerne.

Jeg vil også godt pege på, at det er rigtig fornuftigt, at man fjerner alderskriteriet eller i hvert fald ændrer det på en sådan måde, at kommunerne kan få refusion for udgifter på borgere, der er fyldt 67 år, hvis de pågældende borgere vel at mærke er blevet omfattet af refusionsordningen inden det 67. år. Det er en sag, som med rette har optaget handicaporganisationerne igennem rigtig mange år, og jeg synes, det er rigtig fint, at man håndterer det her.

Når det er sagt, vil jeg også sige, at selv om vi synes, det er et fornuftigt skridt, er der behov for at gøre meget mere. Går vi ind og kigger på de refusionsgrænser, der nu er lagt, og sammenligner dem med de grænser, der blev lagt i forbindelse med kommunalreformen, så vil man jo kunne se, at der dengang var en grænse på 400.000 kr., hvis man skulle have refusion på 25 pct., og en grænse på 800.000, hvis man skulle have refusion på 50 pct. Vi, der ikke var så begejstrede for kommunalreformen, havde den vage mistanke, at det kunne få den bitre pille til at synke ned, og det var jo også sådan, at man så i årene efter kommunalreformen hævede beløbsgrænsen, sådan at muligheden for en retfærdig fordeling blev mindre og mindre ude i kommunerne.

Så det er kun for at sige, at det er rigtig fornuftigt, at man ændrer beløbsgrænserne her, men bare et blik på lovgivningen efter kommunalreformen vidner om, at det her næppe er tilstrækkeligt, og jeg er fuldstændig enig med hr. Jens Henrik Thulesen Dahl i, at svagheden ved det her jo er, at det alene er en bedre fordeling af midlerne, og at det selvfølgelig var ønskværdigt, at man fik en forøgelse af de samlede midler til det her område.

Derfor vil jeg blot sige til sidst, at vi ser frem til, at vi meget snart skal ind at evaluere handicapområdet, som jo kun er en del af det samlede specialiserede socialområde. Vi har en stærk forhåbning om, at når den evaluering er foregået, skal vi ind at lave ændringer, også af finansieringen på det her område, og så håber jeg, at vi også får gennemført det ønske, som jeg altså deler med DF's ordfører, om, at vi skal have tilført flere midler, men vi synes, det er rigtig fornuftigt, at man får en bedre og mere retfærdig fordeling i den her lovgivning. Så vi kan støtte forslaget.

Tak for det. Der var ingen korte bemærkninger. Og hvis vi lige tænker os 50 år tilbage, ville formanden have sagt: Så vil formanden gerne byde velkommen til det ærede medlem, hr. Orla Østerby, på Tingets talerstol.

Tak, formand. L 197 handler om tilpasning af den centrale refusionsordning. Det centrale i det her er aftalen om, at statsrefusion af kommunens udgifter efter lov om social service i den enkelte sag på voksenområdet ændres således, at beløbsgrænsen for refusionsordningen på voksenområdet svarer til beløbsgrænsen på børneområdet, og det er efter Konservatives opfattelse meget fornuftigt. Så foreslås der endvidere, at refusionen i en enkeltsag kan fortsætte efter det fyldte 67. år for personer, hvor udgifterne var omfattet af refusionsordningen, umiddelbart inden de fyldte 67 år. Så er der forslaget om at udvide søskendeordningen, således at alle udgifterne til en søskendeflok kan summeres i én refusionssag, samt at udgifter til foranstaltninger kan indgå, uanset om foranstaltningen ydes i hjemmet eller ved anbringelse uden for hjemmet. Og endelig: Den her tilpasning af refusionsordningen har ingen økonomiske konsekvenser for det offentlige under et. Den øgede udbetaling af refusion til kommunerne modsvares af en regulering af det kommunale bloktilskud.

Selv om Det Konservative Folkeparti ikke kan stemme for L 196, støtter vi de her tilretninger i L 197, fordi det giver mening, og dermed giver vi opbakning til lovforslaget.

Tak for det, hr. Østerby, og velkommen til fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. Jamen vi er jo ikke en del af udligningsaftalen – det her L 196, som lige er blevet behandlet – som vores ordfører også fik fremført, men vi er jo sådan set fuldstændig enige i, at der skal handles både rettidigt og rigtigt på det her område. Det skal sikres, at der ikke er så mange fejl, og det skal sikres, at der tages hånd om dem, der er behov for at tage hånd om. Vi har nogle spørgsmål omkring lige præcis den her model, til måden at gøre det på, og dem skal vi lige have besvaret, inden vi endeligt kan sige, om vi støtter eller ikke støtter det her forslag. Tak.

Tusind tak. Det var kort og kontant. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor vil jeg gerne byde velkommen til social- og indenrigsministeren, der lige nåede at hilse på sin kollega. Velkommen.

Tak for det, højtærede formand, skal man vel nærmest sige. Tusind tak til alle ordførerne her for behandlingen af forslaget her. Jeg er meget, meget glad for den positive modtagelse, og jeg vil også gerne kvittere for alle de gode betragtninger, der er kommet, om, hvor afgørende det er, at man kan gøre det, der er det rigtige for udsatte børn og for mennesker med funktionsnedsættelser, og at det ikke skal være prisen, der er det afgørende. Vi ved jo alle sammen, at der også er en skævhed i, hvor mange borgere der har brug for fællesskabets hjælp i forlængelse af udsatteområdet, på børneområdet og på det specialiserede socialområde for voksne, og den skævhed gør, at det i nogle kommuner er noget, der presser mere end i andre. Derfor var det her en del af udligningsreformen og -aftalen. Men jeg vil også gerne kvittere for, at der er partier, som ikke er en del af den og ikke bakker op om den, men som kan se sig selv i det her. Jeg mener, det er et vigtigt forslag.

Jeg skal ikke stå og gentage det, der er blevet redegjort så godt for heroppefra, men det er et forslag, der både drejer sig om udsatte børn og om voksne med funktionsnedsættelser, og som giver bedre muligheder for, at de indsatser, man må foretage, for at passe ordentligt på de her mennesker, der har brug for fællesskabets hjælp, ikke kan vælte en sårbar kommunes økonomi.

Så jeg tror egentlig ikke, jeg vil knytte så mange flere ord til det andet end at glæde mig over, at vi kan samles så bredt i Folketinget om det her, og det tillader jeg mig også bare at tage ned, for det gør mig optimistisk i forhold til de drøftelser, der venter forude, både i forlængelse af regeringens udspil om at sætte børnene først og barnets lov og den diskussion, der også ligger i forlængelse af evalueringen af det specialiserede socialområde. Så det her kommer vi til at drøfte i andre sammenhænge, og jeg vil bare glæde mig over, at der er en bred optagethed af det i Folketinget og en så konstruktiv tilgang til det som den, vi har oplevet her i dag. Må den vare ved, og mon ikke også den gør det?

Tak for modtagelsen af lovforslaget, vil jeg i hvert fald sige. Jeg står naturligvis til rådighed for besvarelse af spørgsmål – der var et par stykker her, som vi kan få belyst under udvalgsbehandlingen.

Tusind tak til den højtærede minister.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, og dermed er forhandlingerne slut.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.