Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
L 196 Bilag 11
Offentligt
2212567_0001.png
Social- og Indenrigsudvalget
Vedrørende lovforslag nr. 196
Randers 18/6 2020
Folketingssalen den 17/6 2020
At der følger 50.000 kr. med hvor vi borgere bor er et fornuftigt incitament, så kommuner ikke
tvangsfjerner børn til den anden ende af landet og ødelægger barnets og forældrenes liv på den
måde. At give kommunerne et økonomisk incitament til at beholde egne borgere er fra vores
synspunkt et godt incitament for kommunerne til at beholde egne borgere. Problemet opstår når en
borger er over 18 år og det relevante tilbud er i en anden kommune. Men problemet eksisterer
allerede, da børn tvangsfjernes til kommuner, som ikke indeholder relevante tilbud til barnets
handicaps. 69 procent af anbragte børn har adfærdsvanskeligheder, hvilket vi forstår som handicaps.
Børnene bliver tvangsfjernet under påskud om, at de kommer i en egnet pleje og i et egnet
pasnings-/skoletilbud. Det er sjældent tilfældet for anbragte børn. Så problemet eksisterer allerede.
Hvad med de 14.000 børn, der allerede er anbragt?
Anbragte børn har været udsat for en voldsom omvæltning ved at blive taget fra deres familier og
vante miljø. Det vil ikke være i barnets tarv at blive hevet hjem af anbringelseskommunen til et nyt
plejested, fordi anbringelseskommunen lige pludselig synes at have det relevante tilbud til barnet.
Mange af os forældre er flyttet med barnet og har ikke råd til at flytte igen, da vi er blevet parkeret
på kontanthjælp med belastningsreaktioner ovenpå anbringelsen af vores børn. På den anden side
savner vi vores netværk og mange forældre til anbragte børn pendler som gale for at se deres børn i
få timer. At kommuner ikke skal kunne rykke et barn til den anden ende af landet bør løses på en
anden måde end ved et økonomisk incitament. Der bør være hjemmel for, at kommuner ikke kan
anbringe børn udenfor regionen. Men det giver jo problemet med, at ikke alle regioner indeholder
relevante tilbud til borgeren. Den manglende handicappolitik står igen og skriger om, at blive taget
hånd om.
Undersøgelse af handicapområdet og økonomiske incitamenter
Hver gang regeringen vil undersøge noget, så oversætter vi det til, at det vil man ikke prioritere, for
det bliver dyrt og det skal helst vente til næste regering. Se nu hellere at få lovgivet om at der skal
være relevante tilbud til mennesker med handicaps i alle regioner. Et økonomisk incitament til at
oprette tilstrækkeligt med tilbud kan gives via tilskud til antal specialpladser en kommune har. En
kommune som landets største: København har de fleste relevante tilbud, om end ikke tilstrækkeligt
med pladser. Det skal gøres økonomisk rentabelt for kommunen at have tilstrækkeligt og relevante
pladser til borgere med handicaps. På den måde undgår vi også ulovlige tvangsfjernelser af børn
med handicaps, som ikke fik en plads i sin kommune. Når vi forældre til ulovligt tvangsfjernet børn
får behandlet vores sag i Børn- og Ungeudvalg, Ankestyrelsen eller Byretten, så bliver vi spurgt til
om vi vil acceptere at vores børn med klare diagnoser på noget sjældent, vil acceptere en generisk
psykiatrisk diagnose i stedet. Hvordan kan det spørgsmål på nogen måde være relevant for en
forælders kompetencer? Det bør ikke være barnets handicap, som er anbringelsesårsagen, men
strukturerne i Danmark afslører at det er derfor mange af os ikke kan få vores børn hjem efter en
ulovlig anbringelse af vores børn. Fordi vores børn fejler noget, der ikke er billigt for kommunen.
Et eksempel
Dyspraksi er et ret veldokumenteret handicap, som Socialstyrelsen har udfærdiget en
forløbsbeskrivelse til, som kan ses her:
https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/born-med-verbal-
dyspraksi
Hvorfor er der INGEN pasningstilbud til børn med Dyspraksi i hele landet? 1-2 ud af
1000 børn har Dyspraksi. Dette er blot et handicap ud af mange, som heller ikke findes tilbud til.
L 196 - 2019-20 - Bilag 11: Henvendelse af 18/6-20 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn v/Kristina Kiettelmann Jensen om specialiserede tilbud
2212567_0002.png
Hellere gøre det til forældrenes ansvar og skyld, hvis barnet ikke på mirakuløs vis bliver rask, uden
en indsats. Når barnet med Dyspraksi bliver tvangsfjernet, så er det ikke fordi at det bliver sendt til
noget egnet. Nej, det bliver sendt langt væk, men dette blot for at forældrene og netværket ikke skal
forstyrre undertrykkelsen af det anbragte barn, der ikke får nogen relevant indsats. Når barnet skal i
skole, så er en taleklasse det relevante for barnet med Verbal Dyspraksi. Men det tilbud får barnet
ikke. Hvorfor ikke? Fordi kommunerne er ligeglade. Vi forældre skriver og skriver om at foranstalte
den relevante støtte til vores børn, men intet sker. Der er ingen forskel fra 1920-40’ernes
tvangsinstitunalisering af børn med handicaps og dagens tvangsfjernelser af børn med handicaps.
Anbragte børn som handelsvare
Når et barn bliver anbragt i en kommune, så gør kommunen alt for at beholde barnet i kommunens
tilbud, uanset hvor uegnet kommunens tilbud er. Dette skyldes indtjeningen der følger med et
anbragt barn. Det er et problem for hjemgivelse af anbragte børn, da kommunens ansatte vil skrive
hvad som helst for at beholde deres indtægt på ryggen af barnet og barnets familie. Dette mangler vi
en løsning på.
Sammenfattende
Vi ville ønske, at der var økonomiske incitamenter i L196 på, at oprette specialtilbud til borgere
med handicaps. Det kunne klares nemt ved et tilskud hertil. Der er ingen grund til at forværre
situationen, som allerede undertrykker børn og voksne med handicaps, som ikke har adgang til den
relevante indsats, ved at lokke kommunerne med 50.000 kr. for at beholde egne borgere. I fald er
man samtidig nødt til at ordne incitamentet til at oprette specialtilbud i alle regioner.
For anbragte børn, er kommunernes økonomiske incitamenter altoverskyggende. Især for de 69
procent af anbragte børn med handicaps. Det håber vi, vil blive taget med i overvejelserne om
ændringsforslag til L196.
1
Venlig hilsen
Kristina Kiettelmann Jensen
Foreningen Klip – Forældre til anbragte børn
1
Side 2 af 2