L 192 - 2019-20 - Bilag 1: Ordførerindlæg og udvalgsbetænkning fra Inatsisartuts behandling af et forslag til inatsisartutlov fra naalakkersuisut om ændring af Grønlands epidemilov, som har en sammenhæng med lovforslag L192.

Grønlandsudvalget 2019-20
L 192 Bilag 1
Offentligt

XM2020/18

Tillie Martinussen

1. april 2020

–

1. behandling

Forslag til: Inatsisartutlov nr. xx af xx. xxx om ændring af landstingsforordning om civile foranstaltninger

mod smitsomme sygdomme. (Udvidelse af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme smitte samt

sikring af kapacitetsmæssige ressourcer m.v.)

(Naalakkersuisoq for Sundhed, Sociale Anliggender og Justitsområdet)

Kære medmennesker, kære tilhørere, kære kollegaer her i Salen:

Aldrig før i nyere tid, har vi i Grønland stået overfor så vanskelig en situation som vi gør i dag.

Vi står overfor en helt ubegribelig sygdom, og en helt surrealistisk situation der dag for dag udfolder sig i

verden. Lande lukkes ned, flytrafikken er forstummet, vores globale forbundethed er nu pludselig omlagt

fra rejser og oplevelser til vidensdeling og forskning på tværs af lande.

Billedet af denne nye virus; Covid.19, skifter hele tiden, muterer, ændres, og hvad der var sikkert i går, er

usikkert i dag. Dette står vi overfor, og derfor har vi nu denne samling.

Heldigvis er vi enige om, at alt andet ryddes af bordet for en stund, og samarbejde må vi få på plads, så

hurtigt som muligt, uanset hvor forskelligt vi tænker. Alle input er lige værdifulde, og nødvendige.

Det skal vi huske i dag, mens vi behandler dette lovkompleks. Der skal være plads til forhandling.

Uanset hvordan vi ellers havde det inden pandemien, så presser denne sygdom os alle sammen, hver dag

en lille smule. Især os Nuummiuttere i lockdown, er pressede på vores hverdag, nerver og vaner.

Det kan vi ikke lovgive os ud af.

Vi får i stedet alle sammen serveret vort samfund og dets mennesker, helt tæt på. Det bedste i

menneskene, og det værste i vore systemer blotlægges i denne tid.

Bygd som by, som ældre, som ung, som syg som rask. Vi er alle i samme båd, og vi er nødt til at komme

igennem denne situation, sammen.

Samarbejdspartiet tror på, at håb overvinder frygt, kærlighed trumfer afstand, omsorg vinder over egoisme,

og viden skal træde i stedet for tomrum. Et tomrum mange føler i dag, og de sidste par uger, hvor vi

–

ligesom resten af verden

–

pludselig, og i hastig fart, skal forholde os til en usynlig trussel for vort helbred.

Det er meget at skulle forstå.

Vi ser også revnerne i vort samfund, og skal lige pludselig forholde os til både frygt, egoisme, ensomhed,

udsathed, hjemløshed, vold, og misbrug på en helt anden praktisk måde end før. Det er måske meget

sundt, at vi skal se med friske øjne på, hvad der virkelig sker for nogle af vore medborgere i hverdagen.

Alle de skjulte ting, bag 4 vægge, som vi har tabubelagt, og som vi ikke ved hvad vi skal gøre ved. Det skal vi

forholde os til nu.

Men også de smukkeste ting, vi har taget for givet; sammenholdet, venligheden, nærheden, kærlighed og

en iboende omsorg og stille empati og sympati med medmennesker vi ikke engang kender, blotlægges i

denne tid.

Hele verden, og hele vort samfund, er ramt af dette.

Vi hilser på afstand, og må stå model til en kollektiv bekæmpelse af vore allermest grundlæggende

instinkter i hårde situationer, som den vi står i nu:

At bekæmpe stress og frygt, ensomhed og udsathed med nærhed, kærlighed, kram, kys, holden i hånden og

hænder på skuldrene, berøring, åndedræt tæt på vores, at være tæt med mennesker vi holder af.

L 192 - 2019-20 - Bilag 1: Ordførerindlæg og udvalgsbetænkning fra Inatsisartuts behandling af et forslag til inatsisartutlov fra naalakkersuisut om ændring af Grønlands epidemilov, som har en sammenhæng med lovforslag L192.

Når ordene ikke længere rækker, kan vi ikke bygge bro over det usagte med en berøring, et kys, et kram

eller en hånd på skulderen. Vi må undvære at lave mad til nogle af dem vi holder af, undvære at samles

med venner og familie på vanlig måde; at høre til på den måde vi er vant til.

Omsorg, kærlighed, empati, og den korteste afstand til andre mennesker; en berøring, kan vi ikke anvende i

denne situation til at trøste, til at række over det ordløse, og vise at vi elsker, at vi forstår. Det kan bringe en

smitte med sig, at elske dem vi elsker. Hvor er det uretfærdigt. Og uforståeligt.

Vi opfinder nye måder at være sammen på, men opdager pludselig hvor fattigt det føles i forhold til.

Tillid imellem os alle, er altafgørende i disse dage. Tillid til myndighederne er altafgørende. Kommunikation,

informationsdeling og grundig vejledning og beredskab er helt afgørende for at hele samfundet kommer

fornuftigt igennem de næste mange uger, måneder og år.

Men vi skal også tænke på, hvilket samfund vi vil vende tilbage til, og hvor vi er i faserne omkring Covid-19.

Er vi endnu i krise? Det er vel endnu ikke en epidemi vi står i. Så har vi brug for den samme værktøjskasse

som Danmark har? Det er enkelte spørgsmål vi har.

Er alle organisationer blevet spurgt om, hvad de har brug for, når vi taler lockdown i Nuuk?

Nuuk handelsstandsforening er vist ikke blevet inviteret til forhandlinger, selv om den her lockdown

rammer dem allerhårdest. Det er vigtigt at vi får ALLE med, især os der er i lockdown.

Det private erhvervsliv må og skal reddes i denne tid, der skal være et levende samfund at vende tilbage til,

når denne situation er ovre, et væld af muligheder, og så mange jobs som overhovedet muligt må reddes.

Den her sygdom er svær at forstå, men vi må begynde at forstå, at hvis én er tankeløs og udsættes for

smitte, så er vi alle udsat for fare. Og økonomisk skal vi virkelig også sætte ind nu, for at redde vore

virksomheder.

Det er dette som Covid-19 stærkt belyser, og tvinger os til at indse. Og kontrol kan man kun nå så langt

med. Det større spørgsmål er, hvordan vi motiverer hinanden til at handle for alles bedste.

Det er ikke en nem opgave for nogen af os, at søge at forstå hvad vi står overfor, hvor længe det varer, og

hvad 2. og 3. bølge der kan komme af denne pandemi, resulterer i.

Men vi er nødt til at gøre forsøget, og vi tænker bedst sammen

–

alle sammen.

Det kræver, at vi begynder at agere i stedet for at reagere, og at vi ikke opgiver at tænke langt frem.

Forudsætningen for, at behandle denne lovpakke, er faktisk, at det står klart for os alle hvad strategien er

fremadrettet. Vi ønsker en strategi der er tydelig og gennemtænkt, som vi står reelt sammen om, og som er

fleksibel og forståelig. En klar plan. Den skal vi ligge sammen.

Vi mener at følgende skal afklares i forbindelse med denne lovpakke og dens behandling:

1. Hvilken strategi vil vi som land følge?

Vores forslag er, og har hele tiden været:

> Mange og hyppige test, i en lang periode, indtil vacciner, medicin er tilgængelige, eller kurven kan flades

ud.

> Strenge indrejseregler med mellemliggende karantæne ved indrejse, som må klares på hotel

Kangerlussuaq eller andre steder, hvor der er mulighed for adskillelse og isolation, men også forsyninger og

mad. Ved efterfølgende indrejse til byer og bygder, så skal der følges op med tests, som hele landet skal

deltage i, så hyppigt som muligt. Vi tror det er den billigste måde at få kontrolleret udbruddet, på lang sigt,

således at samfundet kan lukkes op hurtigt.

> Isolationsfaciliteter væk fra familien og venner, ved sygdom med Covid-19. Det gør det lettere at

håndtere smitterisikoen og vi har hørt om enkelte tilfælde af mennesker der ikke måtte komme hjem igen

til deres husstand, pga. frygt for smitterisiko. Det kan vi eliminere ved omfattende tests, og faciliteter som

mennesker som er smittede, eller i karantæne kan leve i, hvor der er ordnede forhold.

Også fordi erfaringer fra andre epidemier kan tyde på, at sekundær smitte i nære relationer, kan give værre

sygdomsforløb for dem der smittes af den første smittede. Hellere forebyggende end udbedrende. Således

er der også overblik over, hvor mange der kan få behov for lægehjælp på et tidspunkt.

Og sidst for at undgå mange smittetilfælde, og ikke overbelaste vort sundhedssystem. Kan vi helt holde

smitten ude af nogle steder i første og 2. omgang, er dette måske at foretrække.

> Strategisk samarbejde med omverdenen, herunder Rigsfællesskabet, Island og andre relevante lande som

vi har nævnt her. Det kan give os mulighed for, at erfaringsudveksle, trække på information og viden fra

andre lande, at sikre sig faglige fællesskaber på tværs, at vi bliver opmærksomme på eventuelle nye

forskningsresultater, resultater fra forsøg på medicin og vacciner i verden, og dermed får bedre

informationsflow ind i vort land.

Både for Epidemikommissionen og politisk hold, og andre myndigheder hvis dette er nødvendigt.

> Monitorering af, og hjælp til mistænkt smittede OG mennesker i karantæne hvis nødvendigt, under

kontrollerede forhold.

2. Hvis den foreslåede strategi benyttes; er det så overhovedet nødvendigt med alle dele af den fremlagte

pakke? Eller kan vi nøjes med enkelte dele af den? Eller finde på andre alternativer?

Det er bekymrende der ikke er klart specificerede eksempler på hvornår de dele af pakken der vedtages kan

anvendes, og specifikation af klageinstans og kontrol med anvendelsen.

Vi skal i det hele taget passe meget, meget på, at vi ikke fraskriver os grundlæggende rettigheder, som

forsamlingsfrihed, uden kontrolinstanser til at veje ind på afgørelserne hvis de tiltag som er nævnt her,

benyttes. Uden muligheder for at klage, og få prøvet sine klager - uafhængigt. Uden mulighed for, at

kontrollere om disse udelukkende bruges i sammenhæng med smitsom sygdom. Vi skal værne om vor

frihed, og demokrati, og om individets ukrænkelige rettighed til at være sig selv, erhvervenes autonomi,

armslængdeprincipper, og individets ret til at sige fra, hvis de ikke er til gene for andre, til skade for andre,

eller tager andres ejendom osv. Det er hele det vort retssamfund er bygget på.

3. Tidspunktet for dennes udløb er den 31. december 2021. Det giver for os ingen mening. Det burde ikke

være svært at genvurdere de eventuelt udvidede beføjelser hver måned, hvert kvartal, eller ved en

nærmere defineret sæt regler, som afgør at vi er ude af krise, og hvornår vi er inde i den. Vi har lavet en

samling i dag på en ny måde. Det må være muligt at gøre igen.

Vi bør genvurdere tidligere. Det kan f.eks. være ved ophør af smitteudbrud i byer. Ingen nye tilfælde i løbet

af 14 dage eller 20, eller 30 dage. Det kan ikke stå alene, og er selvfølgelig afhængig af en teststrategi som

ligner vort forslag.

Det er helt muligt at regulere tidsfristen ved ændringsforslag i dag, og dertil også at indsætte en ændring

der muliggør at tage de særlige redskaber vi enes om, i brug igen ved første bekræftede tilfælde i 2. og 3.

bølge, hvis dette er nødvendigt.

I forvejen har vi en række lovgivninger, som giver vidtrækkende beføjelser, f.eks. børneloven. Kan disse

bruges i stedet for nogle af bestemmelserne?

Lad os se om vi kan arbejde os igennem dette; uden at inddrage for mange rettigheder og gøre til lov, at

disse kan inddrages uden et sæt meget specifikke regler for, hvornår de må bruges.

Og hele spørgsmålet om, om vi står i en krise, er relevant.

Lad os se på, om vi kan gøre det på en anden måde, om vi kan afbøde beslutningerne for

Epidemikommissionen og vor udøvende magt der skal arbejde med dette her, og for vor befolkning der

ønsker beståelse af vort retssamfund, men med meget ansvarlig linje overfor sygdommen og beskyttelse

mod denne, samtidig.

Det er klart, at netop den her linje rent juridisk, i forhold til, hvornår man er til fare for andre, lige præcis

rammer et kildent punkt i et frit land med demokratiske rettigheder.

Men vi er nødt til at diskutere dette transparent, og gennemgribende, i stedet for at haste det igennem og

vi foreslår derfor, at vi udvider denne samling med flere dage, hvis det er nødvendigt.

Alternativt foreslår vi fra Samarbejdspartiet også, at tænke uden for boksen selv, i stedet for at overtage

lovgivning fra Danmark alene, og f.eks. iværksætte beredskab i domstolene som er 24-timers bemandet

omkring dommerkendelser ved ønske om, at opløse fester, eller forsamlinger i butikker, og så lave

lovgivningen derefter. Vi glæder os til at høre vore kollegaers tanker om dette.

Paragrafferne næsten hele vejen igennem kan være problematiske, og kræver fordybelse og grundig debat.

Både inddragelse af ejendom og lokaler, ekspropriation, samt tvangsvaccinationer og tvangsindlæggelser af

ellers psykisk velforvarede mennesker er dybt problematiske.

Hvilken oplysningspligt anses for rimelig i fht. smitsom sygdom, som nævnt i pgf. 21?

Det er nødt til at være reguleret stramt, ligesom der må antages at påhvile Naalakkersuisut et ansvar for,

hvordan de håndterer disse oplysninger, og destruerer dem igen

–

og kun anvender dem i forbindelse med

smitsom sygdom?

I fht. forbud mod,- og restriktioner for, adgang til offentlig transport, butikker osv.: Hvem skal håndhæve

det? Det er meget, meget tunge byrder at lægge på skuldrene af butikspersonale, politi, buschauffører og

dem der skal inddrage steder, eller tvangsindlægge mennesker. Hvordan er dette tænkt?

Der er ikke indbygget en sikring mod fejl ved udøvelse af disse meget vidtgående beføjelser for

Naalakkersuisut og Epidemikommissionen, og ingen synlig plan for, hvorledes der sikres et minimum af

input og informationsflow for Inatsisartut, der kan følge arbejdet tæt og regulere løbende, samt agere

vagthunde og tage ansvar sammen med Naalakkersuisut.

Der mangler klarhed over hvilke foranstaltninger i Kriminalloven der kan tages i brug. Er det bøde? Er det

fængsel?

Vi bevæger os over mod, at vi kan straffe folk for at være ulydige, uden mulighed for at anke, gennemse og

arbejde med substansen hvis ikke vi bestemmer kollektivt her, at denne diskussion skal tages dybdegående,

og vi er parate til at lave æ dri ger og i dgå ko pro is’er.

Med andre ord: At vi accepterer at denne dag kan blive lang, og at vi kan blive nødt til at inddrage flere

dage til dette.

Det er bestemt ikke fordi vi ikke mener, at der skal være både en praktisk tilgang til problemet med Covid-

19, og inddæmningen af denne. Ej heller fordi vi ikke har forståelse for, at sanktioner skal kunne tages i

brug, og samarbejde er nødvendig.

Vi vil gerne være smidige, transparente, og samarbejdende i alt væsentligt og er helt åbne for forslag og at

støtte op. Vi efterlyser blot, at vi virkelig gennemdiskuterer dette lovkompleks, og ændrer på det. Sammen.

Benyt vor geografi klogt. Vi har mange små, isolerede samfund.

Bekymringen og rædselsscenariet er, at en lille bygd eller en lille by rammes af et udbrud af Covid, og vejret

samtidig er dårligt. Derfor: Test, test, test af alle, i meget lang tid, med så gode typer tests som det er

muligt. Japan, Singapore og Taiwan har haft held med at nedkæmpe smitteudbruddene, lad os kigge til dem

også.

Vi savner alle vore kære og nære, og ønsker en hurtig og slagkraftig løsning for at håndtere denne pandemi

for Grønland.

Vi ønsker dog også, at løsningerne samtidig er kloge, velovervejede - og ikke mindst: gennemarbejdede.

Vi er naturligvis bekymrede for denne sygdom som alle andre, og beder til, at der findes kur eller lindrende

medicin til de værste symptomer, og gerne meget hurtigt vacciner.

I mellemtiden må vi anvende vor geografi, og hinandens input og idéer til vort fælles fordel her.

Vi skal håndtere Covid-19 situationen, så den ikke udvikler sig til en krise. Hverken menneskeligt,

rettighedsmæssigt eller økonomisk.

Med disse ord, indstiller vi nærværende til behandling i udvalgsarbejde hvor vi ønsker at alle partier

repræsenteres, mellem 1. og 2. behandlingen.