Tak for det, formand. Tak til ordførerne for førstebehandlingen her, som jo bygger oven på, at alle Folketingets partier den 7. maj stod sammen om en aftale om en plan for genåbningen af Danmark. Af aftalen fremgår det bl.a., at genåbningen af Danmark hviler på et element om isolation af personer, der er smittet med covid-19, og en tilstrækkelig isolation er sammen med en effektiv teststrategi og omfattende og effektiv smitteopsporing et hovedelement i en forsvarlig og tryg genåbning af samfundet.
Lovforslaget her er jo fremkommet, fordi vi må erkende, at det ikke er alle borgere i det her land, som har lige gode muligheder for at isolere sig selv derhjemme. Og derfor skal der fra mig lyde en tak for den konstruktive tilgang og også på nuværende tidspunkt brede opbakning til det her forslag om ændring af sundhedsloven.
Jeg har også noteret mig de principielle og faktuelle spørgsmål og kommentarer, der har været undervejs, og jeg ser også frem til udvalgsarbejdet. Men jeg synes, at i en tid, hvor der selvfølgelig skal være og er masser af politisk debat, også om den aktuelle situation med epidemien, så er det godt at se et Folketing, som kan være konstruktivt og i arbejdstøjet og blive ved med at få håndteret det her på en måde, hvor vi har fokus på problemet og på at få løst problemet.
Når det her forslag er relevant, er det jo fuldstændig rigtigt set af dem, der sagde: Jamen kunne det have været godt, at vi havde haft det fra starten af – kunne det være dejligt, at vi havde haft det her forslag, allerede da epidemien ramte Danmark? Det kunne det jo – det må man bare være ærlig og sige. Og det er jo en af grundene til, at lovforslaget er lavet sådan, altså som en blivende ændring – ikke fordi kommunerne og regionerne skal have blivende faciliteter stående klar, for det giver jo ingen mening, og det er heller ikke det, der ligger i forslaget, men en blivende ændring, således at vi i en anden situation, en lignende situation eller noget, vi ikke kan forudse i dag, har setuppet klar. Og jo mere setup, der er klar, jo hurtigere kan man så rykke ud og gøre brug af det her værktøj. Og noget af det, vi har lært blandt meget, vi har lært af covid-19-situationen, er, at man ikke kan forberede sig på alt, man kan ikke vide alt, men at jo bedre forberedt man er, jo større chance har man for at agere hurtigt. Og hastighed trumfer alt – hastighed trumfer alt, også her.
Det, vi har set med covid-19, er, at den sygdom ligesom så mange andre sygdomme – og det lærer vi mere og mere om i de her uger – også har en social ulighed, en social slagside. Vi ved jo også, for det er veldokumenteret, og Folketingets sundhedsudvalg ved det i hvert fald, at der i forvejen er udbredt social ulighed i forhold til mange af de mennesker, der er i risiko for smitte med covid-19. Det gælder mennesker med en kronisk sygdom, som er en særlig risikogruppe. Her ved vi jo, at der er en udbredt social ulighed i forhold til en stor del af de mennesker. Og vi har en særlig forpligtigelse til at sørge for at passe på de mange borgere med kroniske sygdomme, hvor det kan være fatalt at blive smittet med covid-19.
Vi må jo også erkende, at selvisolation i eget hjem naturligvis kræver fysisk plads – plads, man måske ikke har, hvis man er studerende, der bor på et kollegie eller i et bofællesskab, eller er en børnefamilie i en lille lejlighed osv. Og det her lovforslag vil i konkrete tilfælde med covid-19 gøre det muligt for kommuner i samarbejde med hoteller, feriecentre og andre at oprette de her isolationsfaciliteter, som kan sikre borgere, der af forskellige årsager ikke kan opretholde tilstrækkelig selvisolation i hjemmet, en reel mulighed for selvisolation i andre omgivelser. Det er et vigtigt skridt for at komme smittespredningen til livs, og samtidig hjælper vi dem, der kan være hårdt ramt af den igangværende epidemi.
De konkrete spørgsmål, der har været stillet, kan vi tage i udvalgsarbejdet, og jeg ser frem til at svare på dem. Og til dem af jer, der har noteret, at det her også er en hastebehandling, vil jeg sige, at der er langt mere tid nu, end der var i starten af epidemien, så der er tid til høringssvar og god tid til at få læst dem osv., men jeg anerkender også det arbejdspres, som folketingsmedlemmerne arbejder under, og som udvalget arbejder under. Og vi vil gøre vores yderste fra Sundheds- og Ældreministeriets side for at svare udførligt og grundigt på alle de spørgsmål, som der selvfølgelig rejses om det her. Men fra min side skal der lyde en kvittering og en tak for samarbejdet om det her tiltag, som vi jo reelt håber ikke kommer til at være særlig meget i brug, fordi vi hver eneste dag ser smittetallene, og vi håber på og arbejder alt, hvad vi kan, for at fortsætte med lave smittetal.
Et af de gode spørgsmål, der blev rejst, er: Hvor meget vil det her komme i brug? Og til det vil jeg sige, at det ved vi jo simpelt hen ikke. Det kan vi ikke levere et endeligt svar på nu her, men vi kan gøre alt, hvad vi kan, for, at det ikke bliver et redskab, der skal meget i brug. Men det er meget, meget vigtigt at have redskabet, for hvis det skal meget i brug, så skal vi have det, og så skal vi kunne sætte ind og stoppe smittekæderne alle steder, også hos dem, som har boligforhold, hvor det altså er svært at selvisolere sig. Tak.