Tak for det. »Regeringen fører en stram udlændingepolitik«. Sådan lyder den første sætning i bemærkningerne til det her 217 sider lange lovforslag, som handler om næsten alt mellem himmel og jord inden for udlændingepolitikken. Regeringen fremhæver i bemærkningerne, at den stramme udlændingepolitik har bred opbakning i befolkningen og hos et flertal i Folketinget. Det er jo også rigtigt, at regeringen har et flertal – ja, endda et stort flertal – for sin stramme udlændingepolitik her i Folketinget, selv om det meste af det flertal består af partier, der egentlig ønsker at vælte regeringen.
Men selv om et flertal af vælgerne har stemt på partier bag den hårde udlændingepolitik, bliver vi igen og igen konfronteret med sager, hvor den hårde politik rammer enkeltpersoner – sager, hvor brede dele af befolkningen står helt uforstående over for, at en thailandsk pige f.eks. ikke må bo her i landet sammen med sin mor, eller at en ung syrisk flygtning med en dansk studentereksamen med topkarakterer ikke må fortsætte på sin uddannelse på universitetet. Nogle af de mest åbenlyse urimeligheder bliver jo så rettet hen ad vejen, men igen og igen støder vi på nye sager, der viser, at befolkningens opbakning til den hårde linje kun rækker, indtil de selv møder et af udlændingepolitikkens ofre.
Vi står så her i dag med et lovforslag på 217 sider, som handler om stort set alt på udlændingeområdet, og selv om der langt hen ad vejen er tale om konsekvensrettelser og forenklinger, vil jeg gerne benytte lejligheden til at påpege, at det er meget uheldigt med den her slags bunkebryllupper. Den her type lovforslag forhindrer, at man i en tale kan gå i dybden med lovforslaget, og den stiller os som folketingsmedlemmer i et dilemma, når vi støtter nogle dele af lovforslaget, men ikke andre. Men jeg hørte jo ministeren sige i debatten før, at man er meget åben over for at dele lovforslag, hvis et parti i Folketinget ønsker det. Så det har jeg da i hvert fald noteret mig fra den tidligere debat, og jeg går ud fra, at det også gælder i denne.
I Enhedslisten støtter vi ikke regeringens stramme udlændingepolitik. Vi så gerne, at Danmark tog en større del af ansvaret for verdens mere end 70 millioner mennesker, der er på flugt, og at det kom til udtryk, når vi laver udlændingelovgivning. Vi ønsker, at flere udenlandske familiemedlemmer får lov at leve med deres nære og kære i Danmark, og vi arbejder for, at det bliver muligt lettere og hurtigere at få permanent opholdstilladelse i Danmark, og at det bliver nemmere at blive dansk statsborger for de mange udlændinge, som har fået asyl her i landet, eller som bor her permanent sammen med deres familie.
Når det er sagt, indeholder det her bunkebryllup – for det synes jeg virkelig det er – af et lovforslag nogle helt nødvendige forenklinger og tilpasninger, som betyder, at det i forvejen meget uoverskuelige kludetæppe af en udlændingelov, som er skabt af utallige stramninger, bliver en lillebitte smule mere overskueligt. På enkelte punkter er der endda tale om forbedringer af retssikkerheden, og det noterer vi os da glædeligt i Enhedslisten. Vi kan i høringssvarene jo også se en række positive tilkendegivelser fra bl.a. Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp.
Jeg vil dog lige nævne et enkelt punkt, som giver anledning til bekymring – og så er vi igen tilbage til det her med, at det her er et meget langt lovforslag, som består af rigtig mange ting, og det er jo svært ligesom at komme rundt om det hele – og vores bekymring, som jeg håber vi kan bruge noget tid på i udvalgsarbejdet, går på det punkt, som handler om at give kommunerne mere fleksible rammer i forhold til at skaffe midlertidige boliger til flygtninge. Dengang i 2015, da vi gav kommunerne mere frie hænder til at oprette midlertidige flygtningeboliger – også på steder, hvor der f.eks. var støjgener – skete det jo på baggrund af, at der i de år kom et meget stort antal asylansøgere fra især Syrien, men også fra andre lande. I dag er situationen altså en helt anden. Sidste år, i 2019, kom der omkring 2.700 asylansøgere til Danmark. Det var det laveste antal i 11 år. Jeg er sikker på, at det bliver lavere i år – selvfølgelig også grundet coronakrisen, som kan gøre det svært at flytte sig. Men det var det laveste antal i 11 år.
Som jeg ser det, og som vi ser det i Enhedslisten, er tiden ikke inde til at skabe mere fleksible rammer for kommunerne til at stille dårligere og mindre velegnede boliger til rådighed for flygtninge, derimod er tiden til det modsatte. Fordi der er så få, er tiden vel inde til at skabe bedre muligheder for permanente ordentlige boliger til flygtninge. Det er vi helt overbevist om vil skabe grundlag for en god integration.
Når det er sagt, er vi i Enhedslisten samlet set positive over for det her bunkebryllup af et lovforslag, fordi det er en forbedring på nogle punkter. Men vi er altså bekymrede for den her del, og det vil vi rejse i udvalgsbehandlingen.