Tak. Jeg vil også starte med at sige tak for modtagelsen og debatten om lovforslaget om afskaffelse af deltagerbetalingen og ændringen af reglerne om depositum. Deltagerbetalingen for selvforsørgende kursister blev indført med virkning fra sommeren 2018, og deltagerbetalingen blev indført for at sikre, at alene motiverede kursister meldte sig til danskundervisning. Det betød også nogle flere penge i statskassen, som dengang kunne bruges bl.a. på skattelettelser.
Efter at deltagerbetaling blev indført, er antallet er selvforsørgende kursister, der går på danskuddannelse, mere end halveret. Nedgangen i antallet af kursister har været markant større, end man dengang forventede. I det daværende lovforslag vurderede ministeriet, at nedgangen ville ligge på 35 pct. færre kursister, men ændringerne har betydet 58 pct. færre kursister. Og jeg har lige siddet og kigget lidt på tallene her til morgen, og det er særlig i tallene for østarbejdere og studerende fra andre EU-lande, der har været en ret markant nedgang.
Jeg mener, vi som samfund har en stor interesse i, at folk, der kommer til Danmark, også lærer dansk. Det skal ikke kun være højtuddannede medarbejdere, som måske kan få det betalt af deres arbejdsgiver, men også alle andre udlændinge, der udfylder en vigtig funktion på arbejdsmarkedet og måske har bragt deres familie med til Danmark. I den forbindelse mener jeg også det er værd at fremhæve, hvad Dansk Arbejdsgiverforening skriver i deres høringssvar om, hvorfor de støtter afskaffelsen af deltagerbetalingen. De har den begrundelse, at det giver bedre mulighed for at fastholde kvalificerede udlændinge på det danske arbejdsmarked.
Så jeg er glad for, at vi nu får mulighed for at afskaffe deltagerbetalingen, og jeg er samtidig tryg ved, at det depositum, som de selvforsørgende kursister fortsat skal betale, og som vi nu hæver, vil betyde, at det er motiverede udlændinge, der melder sig til danskundervisning. For vi har haft og har stadig et problem, synes jeg, med for højt fravær på danskundervisningen. Med lovforslaget hæver vi det her depositum fra 1.250 kr. til 2.000 kr. pr. modul. I finanslovsaftalen for 2020 var der enighed om, at der skulle ske en skærpelse af reglerne om tilbagebetaling af depositum i tilfælde af uberettiget fravær. Formålet var at sikre, at kursister, der går til undervisning, tager undervisningen alvorligt, og at de deltager.
I forbindelse med at lovforslaget har været i høring, har der været rejst væsentlig kritik fra flere af de store aktører på området i forhold til sammenkædning af spørgsmålet om tilbagebetaling af depositum og uberettiget fravær. Tilbagemeldingerne var, at det ville give store administrative udfordringer, og det er det sidste, vi har brug for i det danske samfund. Derfor har jeg og de øvrige aftaleparter bag finanslovsaftalen taget de her høringssvar til efterretning, og sammen er det derfor efterfølgende lykkedes os at få en model for tilbagebetaling af depositum på plads, der er let at administrere, men som fortsat har fokus på, at dem, der deltager i danskuddannelse, tager undervisningen alvorligt. I hovedtræk er der tale om en model, hvor kursisten mister sit depositum, hvis han eller hun består modultesten senere end de tidsfrister, der gælder for de enkelte moduler, dog tidligst 6 måneder efter påbegyndelsen af et modul.
Jeg er glad for, at vi har kunnet finde sådan en god løsning, som jeg synes i meget vid udstrækning kommer kritikken i møde. Det er vigtigt både for sprogcentre og for kursister, at det her lovforslag kommer til at træde i kraft den 1. juli. Det er ikke nogen hemmelighed, at det har haft ret alvorlige økonomiske konsekvenser for vores sprogcentre, at det her gebyr blev indført for et par år siden.
Jeg ser derfor nu frem til den videre behandling af lovforslaget i Folketinget, og jeg er selvfølgelig parat til at besvare alle spørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med behandlingen af lovforslaget.