Erhvervsudvalget 2019-20
L 181
Offentligt
2188725_0001.png
Folketingets Erhvervsudvalg
ERHVERVSMINISTEREN
11. maj 2020
Besvarelse af spørgsmål 29 ad L 181 stillet af udvalget den 6. maj 2020
efter ønske fra Uffe Elbæk (UFG).
Spørgsmål:
Kan ministeren bekræfte, at statens lånepakke til rejsebranchen har den
uheldige konsekvens, at mange danske rejseudbydere nu ikke kan aktivere
deres erhvervsforsikringer og modtage de forsikringspræmier, de ellers er
berettiget til, da de private erhvervsforsikringsfirmaer åbenbart som følge
af regeringens statslån med loven på deres side, nu kan hævde, at rejseud-
byderne er ”dobbeltforsikrede” og nægte at udbetale dem den forsikrings-
præmie,
de ellers er berettiget til, fordi staten træder til og “betaler” for dem
med et lån? Og er det muligt at gøre lånet til rejseselskaberne frivilligt, så
de kan takke nej til lån og ja til forsikringsudbetaling og dermed slippe for
mulig gæld.
Svar:
Hvis man som rejseudbyder har indbetalt til en udvidet ansvarsforsikring,
bør man kunne få dækket sine krav gennem forsikringen i stedet for at
trække på Rejsegarantifondens udvidede dækningsområde. Flere rejseud-
bydere har efter sigende oplevet, at forsikringsselskabet ikke vil dække på
trods af, at forsikringen netop er tegnet med henblik på situationer, som den
vi står i nu. Argumentet har været, at det må være Rejsegarantifonden, der
dækker før forsikringen. Sådan kan de nuværende regler imidlertid ikke
fortolkes.
Jeg kan dertil oplyse, at regeringen har indledt en drøftelse med Folketin-
gets partier, om behovet for at justere den nuværende ordning, så den kan
fungere mere tilfredsstillende for branchen. Og her ønsker jeg også at drøfte
behovet for at præcisere forholdet til forsikringerne.
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
33 92 33 50
Fax.
33 12 37 78
CVR-nr. 10092485
EAN nr. 5798000026001
[email protected]
www.em.dk
Med venlig hilsen
Simon Kollerup