Erhvervsudvalget 2019-20
L 181 Bilag 5
Offentligt
2184118_0001.png
Hr. Erhvervsminister Simon Kollerup
Erhvervsministeriet
30. april 2020
Vedr. L 181 og tidligere.
Kære Simon Kollerup
Jeg beklager, at jeg må henvende mig igen, men jeg finder behov for supplerende be-
mærkninger til mit spørgsmål 1 i min tidligere henvendelse. Tidsplanen er jo stram,
hvorfor jeg ikke kan afvente dit svar på første henvendelse.
Jeg har med interesse fulgt 1. behandlingen af L181. Jeg vil ikke sige, der tegner sig
et klart billede af hvilke retning en vedtagelse går. Men jeg har i hvert fald noteret
mig, at der fra flere partier var et betydeligt pres for at få ændret den kollektive
dækning af tilbagebetalingspligten, som pt. er foreslået til 1/3 af lånebeløbet.
Jeg noterede mig, at du og alle ordførerne var blevet rendt over ende med mails med
synspunkter på ordningen. Det siger ganske meget om den betydning lovforslaget har
for branchen og den enkelte virksomhed.
Jeg hæftede mig også ved, at enkelte ordførere nævnte, at der var flere, der også
talte for ordningen om kollektiv hæftelse. Det er vel forståeligt, fordi de her ser mu-
ligheden for en hjælpepakke til deres nødlidende virksomhed. Men alle er jo nødli-
dende i situationen, som den er nu.
Men Rejsegarantifonden er ingen hjælpepakke for nødlidende rejseudbydere. Det er
beklageligt, hvis nogle rejsebureauer går konkurs, men Rejsegarantifonden er ikke
etableret for at sikre mod den situation. Du har skrevet at den statsgaranterede lå-
neordning er lavet, for at afbøde konkurser i rejsebranchen i den nuværende alvorlige
situation. Bestemt et sympatisk træk fra regeringen, som jeg fuldt ud tilslutter mig.
Rejsegarantifonden er, som der fremgår af §1 stk.1
i loven ”en
privat selvejende insti-
tution, der skal yde rejsende bistand”.
Og videre i stk.
2 ”fonden
yder bistand i hen-
hold til §§5 og 6”.
Det er det juridiske formål og opgaven og derfor kan der aldrig
blive tale om at yde lån med kollektiv hæftelse for at undgå konkurser. Fonden er
ikke etableret som en udlånsforretning.
Jeg kan godt forstå L145 og L181 er lavet som et tillæg til loven om Rejsegarantifon-
den, så har man praktisk fået organiseret en administrator på løsningsmodellen. Men
L 181 - 2019-20 - Bilag 5: Henvendelse af 30/4-20 fra Steen Mejlgaard om lov om rejsegarantifonden
som det er udformet nu - og i L145
er det en substantiel formålsændring, som ikke
kan gøres kollektiv med mindre alle parter
alle medlemmer i Rejsegarantifonden
tilslutter sig. Der er tale om et nyt formål, uanset det ikke er skrevet ind i loven.
Man kan som jeg vurderer det udelukkende trække på det statsgaranterede lån med
egen hæftelse. I realiteten er vi alle långivere og vil som sådan stille nogle krav til
låntager. Det er jo sådan Rejsegarantifonden i praksis virker. På vegne af os stiller de
krav til de enkelte rejseudbyderes økonomi, sikkerhed mv., så der er størst mulig sik-
kerhed for, at fondens midler forbliver intakte ved evt. konkurser.
For at eksemplificere problemstillingen, så kunne vi tage eventbranchen, som beskæf-
tiger sig med festivaler. De har mig bekendt fået direkte tilskud, men havde det nu
været i form af lån til hele branchen, som man skulle hæfte kollektivt for, hvordan
var det så gået? Man ønsker altid det bedste for sine konkurrenter, men at skulle
holde hånden økonomisk under dem, er nok for meget forlangt.
Lad mig afslutningsvis komme med en præcisering af mit spørgsmål 8 i tidligere brev.
Jeg er naturligvis klar over, at rejseudbyderne har 2 repræsentanter i Rejsegaranti-
fondens bestyrelse. Men denne hjælpende hånd i form af et lån kunne være lavet
mere elegant, hvis man havde inddraget rejseudbyderne mere aktivt inden det blev til
et lovforslag. Det er jo tidligere set i flere situationer når Erhvervsministeriet har
udarbejdet hjælpepakker. Så havde vi undgået den forvirring og usikkerhed der er
opstået i branchen.
Med venlig hilsen
Steen Mejlgaard
Cc: Erhvervsudvalget