Der er ikke et sekunds tvivl om, at den danske rejsebranche er i dyb, dyb krise som følge af corona. Rejsebranchen er ekstraordinært hårdt ramt. Det skyldes, at coronavirus har medført, at Udenrigsministeriet frarådede rejser til først Kina og Norditalien og siden alle ikke nødvendige rejser til resten af verden frem til med den 13. april 2020. Udenrigsministeriet forlængede siden hen sin rejsevejledning til den 10. maj.
Den 26. marts 2020 vedtog vi her i et enigt Folketing derfor at udvide Rejsegarantifondens dækningsområde i ekstraordinære situationer som den, vi står i. Med loven blev Rejsegarantifondens formål udvidet, så den også i den ekstraordinære situation som følge af covid-19 ville kunne sikre kundernes tilbagebetalingskrav for de rejser, der er købt hos en rejseudbyder. Rejseselskaberne er ifølge loven forpligtet til at tilbagebetale kunderne for de rejser, der ikke kan gennemføres.
Formålet med loven var derfor at sikre, at forbrugerne får de penge tilbage, som de har en ret til ifølge lovgivningen, og samtidig understøtte den fortsatte drift hos de danske rejseudbydere og på den måde undgå en konkursbølge i den danske rejsebranche. Samtidig blev der stillet en statsgaranti på 1,5 mia. kr. til Rejsegarantifonden til brug for disse godtgørelser. Tilbagebetaling af den statslige garanti bæres af branchen kollektivt for perioden frem til den 13. april 2020.
På baggrund af erfaringerne med den eksisterende ordning og god dialog med hele kredsen af ordførere fra alle Folketingets partier, ønsker regeringen at justere modellen for branchens kollektive tilbagebetaling. Regeringen foreslår, at tilbagebetalingsmodellen fremover i højere grad afspejler den enkelte udbyders træk på ordningen. Konkret foreslås en model, hvor tilbagebetalingskravet opdeles i henholdsvis en individuel del, som udgør to tredjedele, og en kollektiv del, som udgør en tredjedel. Den kollektive del opkræves hos branchen på baggrund af omsætning, og statsgarantien på de 1,5 mia. kr. er uændret.
Efter den gældende lov kan den siddende erhvervsminister bestemme, om fondskassen skal aktiveres, og fastsætte regler om, hvor lang en periode dækningen skal gælde for. Udenrigsministeriets rejsevejledning er foreløbig forlænget frem til og med den 10. maj 2020, og det er på den baggrund, at regeringen vurderer, at der er behov for at forlænge rejsegarantiordningens udvidede dækningsområde frem til og med samme tidspunkt, altså den 10. maj 2020. Den ændrede tilbagebetalingsmodel med en individuel og en kollektiv del, som følger af dette lovforslag, vil ved bekendtgørelse blive sat i kraft for rejser fra og med den 14. april 2020. Regeringen ønsker selvfølgelig så tidlig en ikrafttræden, som en folketingsbehandling muliggør.
For så at gå lidt over til nogle af de ting, som ordføreren har bragt frem, så synes jeg, det er en god idé med nogle af de tiltag, som bliver foreslået her i salen til det videre udvalgsarbejde. Venstres ordfører foreslår, at det kunne være en god idé at holde et ekspertmøde med branchen – det stiller jeg og vi gerne op til fra ministeriets side. Jeg tror, at mange deler oplevelsen med mailboksen, der måske ikke har nået sit bristepunkt – men der er i hvert fald mange mails. Og som fru Mona Juul sagde, er det sjældent, at man har set så forskelligrettede ønsker i den samme sag. Og det gør også, at det her er en uhyre vanskelig situation for os i Folketinget, som jeg kun har oplevelsen af deler det fælles ønske, at vi kan redde så meget af vores rejsebranche, som det overhovedet er ladsiggørligt, med ud på den anden side af coronakrisen.
Et ekspertmøde vil være en god ting og et godt tiltag for at få klarlagt de mange synspunkter, der er i sagen, og på den baggrund overveje, hvad de videre tiltag kan være. Jeg synes som sagt, at lovforslaget i dag tilbyder en justering, som imødekommer begge sider af de mest kendte hensyn med henholdsvis ønsket om en kollektiv og en individuel tilbagebetalingsmodel ved netop at kombinere de to modeller i den samme tilbagebetalingsmodel for den forlængede periode, som vi lægger op til at lave her.
Så er der flere ordførere, der spørger ind til det her med, hvorfor man ikke bare forlænger løbetiden på lånet til branchen, så de ikke behøver betale lånet tilbage over de 6 år. Jeg tror, det bl.a. var fru Theresa Berg Andersen fra SF, der spurgte ind til det. Regeringens muligheder for at forlænge løbetiden er umiddelbart meget begrænsede. EU-Kommissionen har sat nogle faste rammer for, under hvilke vilkår der kan ydes statsstøtte i forbindelse med covid-19, og her er et af vilkårene, at et eventuelt lån tilbagebetales inden for 6 år.
I forbindelse med ændringen af lovforslaget er vi selvfølgelig også i dialog med EU-Kommissionen i forhold til statsstøttegodkendelse, og regeringen er selvfølgelig optaget af at skaffe de bedste betingelser for tilbagebetaling af statsgarantien, og derfor vil det, som er blevet bragt frem her, også indgå i vores dialog med Europa-Kommissionen.
Så bliver der jo sagt utrolig mange kloge ting, og en af de ting, som er blevet bragt frem, er spørgsmålet om, om man kan styrke likviditeten, mens man laver ordningerne så rigtige, som det nu lader sig gøre i det her meget komplekse branchespor, hvor der er mange forskelligrettede hensyn.
Jeg tror, det var hr. Torsten Schack Pedersen, der spurgte til, om man i administrationen af ordningerne kan styrke likviditeten. Alene det, at forbrugeren har adgang til Rejsegarantifonden som udbetalingssted i første omgang, er jo også en måde at styrke virksomhedernes likviditet på, men vi kigger også gerne ned i det spor i det videre udvalgsarbejde, fordi det er mit indtryk, at Rejsegarantifondens bestyrelse har mulighed for at træffe beslutning om tidsperspektivet i den her tilbagebetaling, som foregår til Rejsegarantifonden i første omgang. Det kigger vi gerne ned i.
Så deler jeg hr. Lars Boje Mathiesens udtalelse om – og det skal bare være et lille håb, et lille lys at tænde i den her meget, meget svære sag og i den her meget, meget mørke situation for dansk økonomi og ikke mindst for dansk oplevelsesøkonomi – at folk ikke er færdig med at rejse.
Folk kommer til at rejse igen, når muligheden er der, når grænserne åbner op igen, og når flyene får motorerne i gang og lufthavnene myldrer af mennesker. Det, der er så pokkers svært for os alle sammen er, at vi ikke ved, hvornår det sker. Vi deler alle sammen, tror jeg, ønsket om, at vi kunne give den vished til rejsebranchen. Det kan vi ikke, og det er derfor, vi har brug for at lave de rigtige værktøjer nu, så vi har en rejsebranche på den anden side af coronakrisen.
Det var jo det hensyn, der lå bag at lave den kollektive tilbagebetalingsmodel i første omgang. Det var faktisk det, der var ønsket: at man med en kollektiv tilbagebetalingsmodel kunne have så meget af rejsebranchen stående på benene – hvis man må bruge det udtryk – efter coronakrisen, fordi man hæftede for hinanden. Jeg tror, at vi i debatten skylder at få nævnt for hinanden – andre har også gjort det, men jeg føler også anledning til at gentage det – at den kollektive tilbagebetalingsmodel ville være den tilbagebetalingsmodel, der ville gælde, hvis det var konkurser, der havde været her i stedet for. Det er den gældende tilbagebetalingsmodel i Rejsegarantifonden, og derfor var det jo heller ikke grebet ud af den blå luft, at man over for den nye mulighed med det statsgaranterede lån valgte at bruge en kollektiv tilbagebetalingsmodel.
Jeg tror endda, at det har været foreslået blandt nogle af de forskelligrettede forslag, der har været bragt på banen i denne sammenhæng. Men nu står vi med muligheden for at lave en kombineret kollektiv og individuel model. Det håber jeg vi kan lykkes med.
Jeg vil bare istemme fru Mona Juuls ros til ordførerkredsen i den her sammenhæng. Jeg ved ikke, om man, når man sidder og følger med derude, får indtrykket af, at vi mødes her i salen, og så finder vi ud af, hvad vi mener om det. Vi har jo heldigvis en rigtig, rigtig god og løbende dialog med hinanden, hvor vi prøver at finde de rigtige løsninger. Derfor vil jeg bare slutte af med at sige til dem fra rejsebranchen, som følger med, at man kan være helt tryg ved, at man har et Folketing og en regering, som i fællesskab har ét ønske og ét formål i den her sag. Og det er at passe på vores rejsebranche, passe på vores oplevelsesøkonomi, og vi forsøger at finde den model, der er den bedst egnede til at undgå en konkursbølge og få mest muligt af rejsebranchen med ud på den anden side.
Det har vi forskellige holdninger til hvordan skal gøres, og der vil jeg bare slutte af med igen at sige, at jeg står meget gerne til rådighed for udvalget, også i forhold til et ekspertmøde, hvis det måtte være det, man som udvalg beslutter.
Men først og fremmest tak for bemærkningerne til lovforslaget.