L 18 - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 4: Spm. om at ændre lovgivningen og fjerne den omvendte bevisbyrde, så det ikke er den enkelte borger, der skal dokumentere, at han eller hun opfylder opholdskravet på 9 år, til beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2019-20
L 18
Offentligt

Social- og Indenrigsudvalget 2019-20

SOU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 14

Offentligt

Ministeren

Social- og Indenrigsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Social- og Indenrigsudvalget har den 7. oktober 2019 stillet følgende spørgsmål nr.

14 (alm. del) efter ønske fra Pernille Skipper (EL) til udlændinge- og integrations-

ministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 14:

”Vil i istere ko

e tere på debati dlægget: ”Opholdskravet for ko ta thjælp

er de hje løse”, Ja

Sjurse , bragt på

information.dk, den 4. oktober

2019, og er ministeren villig til at se på, om loven eller lovens vejledning skal revi-

deres for at sikre, at loven administreres i overensstemmelse med intentionen om

ikke at ramme hjemløse borger?”

Svar:

Jeg er meget enig med Jann Sjursen i, at hjemløse, der uafbrudt har opholdt sig

her i landet i de seneste mange år, er berettiget til kontanthjælp på lige fod med

alle andre fastboende. Sådan er reglerne også indrettet.

I korthed betyder opholdskravet, at retten til uddannelseshjælp eller kontant-

hjælp er betinget af, at personen lovligt har opholdt sig her i riget i sammenlagt 9

år inden for de seneste 10 år. I beregningen af opholdstiden indgår perioder, hvor

personen har haft folkeregisteradresse her i riget, medmindre særlige grunde

fører til et andet resultat. Ophold i udlandet i perioder på sammenlagt højst 2

måneder pr. kalenderår i forbindelse med ferie, studierejser, tjeneste- og forret-

ningsrejser m.v. ligestilles med ophold her i riget, hvis personen har beholdt sin

bopæl her i riget.

Det fremgår af § 11, stk. 11, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen træffer af-

gørelse om retten til integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, og

at ansøgeren har pligt til at bidrage med oplysninger, der er nødvendige for at

afgøre, hvilken hjælp ansøgeren er berettiget til. Kan personen ikke dokumentere,

at opholdskravet er opfyldt, yder kommunen integrationsydelse, jf. § 11, stk. 11,

3. pkt.

Hovedprincippet er, at det er myndigheden, der har ansvaret for, at sager, der

behandles efter lov om aktiv socialpolitik, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at

4. november 2019

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Integrationskontor

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2019 - 14773

1046151

Side

1/2

L 18 - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 4: Spm. om at ændre lovgivningen og fjerne den omvendte bevisbyrde, så det ikke er den enkelte borger, der skal dokumentere, at han eller hun opfylder opholdskravet på 9 år, til beskæftigelsesministeren

myndigheden kan træffe afgørelse. I praksis kan det i nogle tilfælde være vanske-

ligt for en kommune at påvise, hvor ansøger, f.eks. en hjemløs person, har op-

holdt sig i de seneste 10 år. På den baggrund er det fastlagt i loven, at det påhviler

ansøgeren at skaffe de nødvendige oplysninger. Kan eller ønsker den pågældende

ikke at efterkomme kommunens forlangende, eller viser dokumentationen ikke

med tilstrækkelig sikkerhed, at den pågældende opfylder betingelserne for at

modtage kontanthjælp, udbetaler kommunen integrationsydelse.

Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt en per-

son opfylder opholdskravet, og kommunerne har mulighed for

–

og vil i nogle

tilfælde være forpligtet til

–

at lægge vægt på andet end cpr-registrering f.eks. i

den situation, hvor borgeren ikke har været cpr-registreret. Kommunen kan i for-

bindelse med vurderingen af, hvor en person har opholdt sig, anmode om anden

dokumentation f.eks. i form af ATP-oplysninger, SE-registrering, bankoplysninger

og andet. Samtidig har kommunen mulighed for at hente anden dokumentation

fra ansøgeren, der kan dokumentere, at vedkommende lever op til opholdskravet.

Hensynet er netop, at der ikke må være persongrupper, der pga. vanskeligheder

ved at fremlægge en specifik dokumentation fra fx cpr-registret på forhånd afskæ-

res fra muligheden for at dokumentere, at de lever op til opholdskravet.

Ombudsmanden har således også i en sag om lovens dokumentationskrav i for-

hold til en hjemløs person, (FOB 2018-31), udtalt, at

” y digheder e i deres ad-

ministration af det foreliggende regelsæt i relevant omfang må tage højde for de

særlige bevisspørgsmål, der kan opstå i forhold til hjemløse personer, således at

disse personer ikke på forhånd afskæres fra at fremlægge de former for mulig

doku e tatio , der i deres livssituatio er ulig.”

Jeg anerkender fuldt ud, at kommunernes konkrete og individuelle vurdering i

praksis kan være vanskelig i særlige sager, hvor de mest almindelige former for

dokumentation af opholdet i Danmark umiddelbart kan være svære at afdække.

Jeg har samtidig, herunder i lyset af den nævnte ombudsmandsudtalelse, fuld

tillid til at kommunerne inden for de nuværende regler kan finde den rette balan-

ce mellem hensynet til den enkelte borgers særlige livssituation, herunder udsatte

borgere som f.eks. hjemløse, og hensynet til kravet om dokumentation af ophold i

Danmark ved udbetaling af kontanthjælp.

Mattias Tesfaye

Lars von Spreckelsen-Syberg

Side

2/2