Notat
18. april 2020
J.nr. 2020 - 3026
Kontor:
Moms, afgifter og told [MAT]
Initialer:
Hastelovforslag om rentefrie lån svarende til angivet
moms og lønsumsafgift m.v. som følge af covid-19
Formål
Lovforslaget udmønter en aftale, som Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale
Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige,
Liberal Alliance og Alternativet har indgået den 18. april 2020 om at give yderligere
likviditetshjælp til en række virksomheder, som i øjeblikket rammes hårdt af
Coronasituationen.
Indhold
I lovforslaget foreslås det, at små og mellemstore virksomheder kan få udbetalt et beløb
svarende til den moms, der er indbetalt den 2. marts 2020, som et rentefrit lån. For
virksomheder omfattet af metode 4 i lønsumsafgiftsloven foreslås det, at der kan
udbetales et beløb svarende til lønsumsafgift, der er opgjort for første kvartal 2020, og et
beløb svarende til en fjerdedel af lønsumsafgiften for overskuddet for indkomståret 2019
som et rentefrit lån. Det foreslås, at der skal kunne anmodes om lån fra og med den 4.
maj til og med den 15. juni 2020.
Herudover foreslås det, at betalingsfristerne for lønsumsafgift, der betales efter metode 4,
forlænges for andet og tredje kvartal 2020 med hhv. 6 og 4 uger.
Desuden foreslås det at afskaffe loftet på skattekontoen midlertidigt. Dette foreslås af
systemmæssige grunde gennemført, ved at beløbsgrænsen forhøjes så markant, at det reelt
svarer til en ophævelse af beløbsgrænsen.
Endelig foreslås det, at skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, kan
forlænge frister i skatte- og afgiftslovgivningen, som knytter sig til fristerne i
skattekontrollovens §§ 10 - 13, når det må anses for umuligt eller uforholdsmæssig
vanskeligt for grupper af skattepligtige at opfylde fristerne.
Proces
Det foreslås, at forslaget hastebehandles, så de omfattede virksomheder kan få fordel af
forslagene hurtigst muligt. Det indebærer, at skatteministeren fremsætter lovforslaget
tirsdag den 21. april 2020, at forslaget 1. behandles torsdag den 23. april 2020 og 2. og 3.
behandles tirsdag den 28. april 2020. Loven kan herefter stadfæstes og træde i kraft den 4.
maj 2020.
MLJ