Forsvarsudvalget 2019-20
L 166 Bilag 2
Offentligt
2179957_0001.png
Den 19. april 2020
Kære medlem af Forsvarsudvalget!
Forslag til tillægsaftale om kompensation for naboerne til Flyvestation Skrydstrup for F-35 støj
Hele Coronakrisen har berørt os alle og har på mange områder sat samfundet i stå. Den har også vendt op
og ned på vores dagligdag og på vores tænkemåde. Alt sammen af nødvendighed over for borgerne og over
for samfundets funktionsevne.
Set fra de opgaver og formål, som vi skal varetage i Foreningen Flyvestation Skrydstrups Naboer, havde
krisen den direkte virkning, at et ellers planlagt og aftalt foretræde for Forsvarsudvalget den 12. marts blev
aflyst. På dette møde var det vores hensigt at præsentere nogle konkrete tilpasninger til ministeriets
kompensationsmodel, som er baseret på de borgermøder og borgerhøringer, der har været under
processen.
Det var foreningens ønske at sikre, at denne del af den samlede lovpakke, som har en stor betydning for
denne lokale borgergruppe, ikke blev vedtaget, uden at vi har haft adgang til at præsentere og gøre rede
for nogle centrale tilpasningsbehov til ministeriets kompensationsmodel.
I området har vi med glæde noteret os, at der fra flere af forligskredsens ordførere samt fra flere af
Folketingets øvrige partier ved flere lejligheder er udtrykt imødekommenhed og forståelse for
nødvendigheden af et tillæg til den indgåede aftale om kompensation.
Vi har en stor forståelse for, at der er et behov for at få selve anlægsloven vedtaget snarligt, herunder med
det nu ekstra formål at kunne få sat gang i samfundshjulene igen. Som fremhævet adskillige gange, så er
der stor lokal opbakning bag selve F-35-projektet og Flyvestationen Skrydstrup som sådan.
Vi mener dog ikke, at det er hverken rimeligt eller nødvendigt, at ”naboerne” til Flyvestationen af denne
årsag skal blive gjort til et yderligere ”Corona-offer”. Det samfundsmæssige tidstab, som krisen har
medført, bør ikke retfærdiggøre, at denne del af lovpakken hastes igennem, uden at det sikres, at der sker
en ordentlig varetagelse af de involverede borgerinteresser.
Vi har tidligere anbefalet, at nabodelen – kompensationsordningen – ”Bekendtgørelse om kompensation
for støjgener fra Flyvestation Skrydstrup” tages ud af den samlede lovpakke med henblik på en særskilt og
om nødvendig efterfølgende behandling i forhold til selve anlægsloven. Denne anbefaling skal vi herved
ændre til et egentligt forslag.
Vi har anmodet Foreningens advokatfirma om at udarbejde et forslag til nogle tilpasninger til den
eksisterende model for kompensation, med udgangspunkt i at opretholde selve hovedindholdet i
ministeriets udkast, både strukturmæssigt og indholdsmæssigt, og på dette grundlag indarbejde nogle
tilpasninger, som udligner nogle af de værste kritikpunkter, først og fremmest den meget bratte overgang
af den økonomiske løsning fra rød til gul zone.
Vi har også anmodet advokatfirmaet om at udarbejde et bilagsmateriale, som dels giver begrundelserne for
tilpasningsforslagene, dels redegør for de overordnede konsekvenser heraf.
L 166 - 2019-20 - Bilag 2: Henvendelse af 20/4-20 vedrørende forslag til tillægsaftale om kompensation for naboerne til Flyvestation Skrydstrup for F-35-støj, fra Foreningen Flyvestation Skrydstrups Naboer
2179957_0002.png
Det skal herved understreges, at vi har anmodet om, at arbejdsgrundlaget herfor skulle være det materiale
i relation til støjmålinger og adressefortegnelser, som ministeriet har udarbejdet. Vores hensigt hermed har
været at udvise en loyalitet over for det foreliggende af ministeriet udarbejde oplysningsgrundlag samt
selve konceptopbygningen i kompensationsmodellen.
Disse mål finder vi er nået ved det materiale, som advokatfirmaet har udarbejdet, og som består af to
hoveddokumenter, som jeg herved fremsender i kopi:
1) Selve det formulerede forslag til en ”Tillægsaftale”,
2) Et bilagssæt med den anførte redegørelse samt adresselister over de enkelte områder og zoner og sidst
et bilag med en grafisk opstilling.
Gradueret kompensation kendes allerede i flere andre sammenhænge, bl.a. i de såkaldte landsaftaler for
udbygning af el- og fiberanlæg.
På grundlag heraf skal Foreningen derfor anmode om at få en ny mulighed i form af et foretræde for
Forsvarsudvalget med det formål at forklare og redegøre for vores model, således at vi kan sikre, at der ikke
sker en lovvedtagelse, uden en sådan grundig gennemgang har fundet sted.
Den nødvendige tid er en nødvendig garant for en god og fair borgerbehandling. Vedtagelsen af en
kompensationsmodel er ikke omfattet af samme tidspres som anlægsloven. Derfor foreslår vi en sådan
opdeling.
Med Venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Agnes Østergaard Rosenlund
Formand