Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
L 164
Offentligt
2194430_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020 - 7092
Den 19. maj 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 76 til L 164, forslag til lov om ændring af lov om
naturbeskyttelse (Forbud mod sprøjtning, gødskning og omlægning af § 3-beskyttede arealer), stillet
den 15. maj 2020 af Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg efter ønske fra Hans Christian Schmidt (V).
Spørgsmål nr. 76 til L 164
”Vil
ministeren oplyse, hvor stor nedgangen i produktionen af slagtedyr bliver på de arealer,
som er omfattet af det foreslåede forbud?”
Svar
Miljø- og Fødevareministeriet har estimeret, at det foreslåede forbud kan medføre
erhvervsøkonomiske konsekvenser på ca. 40 mio. kr./år fordelt på ca. 9.000 bedrifter. Heraf udgør ca.
19 mio. kr. det udbyttetab, der kan være på arealerne, når der ikke længere må sprøjtes, gødskes og
omlægges. Endvidere indgår det i beregningerne, at forbuddet kan medføre afledte økonomiske
konsekvenser på ca. 12 mio. kr./år som følge af tab af harmoniareal og ca. 9 mio. kr./år som følge af
mistede kvælstofkvoter.
Det indgår således i beregningerne af de erhvervsøkonomiske konsekvenser, at der vil være et
udbyttetab på de berørte arealer. Det kan betyde, at landmænd enten skal købe ekstra foder eller have
færre dyr.
Det foreslås, at forbuddet mod sprøjtning, gødskning og omlægning træder i kraft den 1. juli 2022.
Dette giver lodsejerne mulighed for at indrette driften af de berørte § 3-beskyttede arealer til de nye
regler.
I almindelighed vurderes forbuddet at have begrænset intensitet. Forbuddet vil dog ramme
den enkelte lodsejer med varierende intensitet. For de fleste bedrifter vil forbuddet berøre få arealer,
som udgør en mindre del af bedriften. Hvis forbuddet måtte have karakter af ekspropriation for
konkrete bedrifter, kan der eksproprieres eller dispenseres fra forbuddet. Det vil bero på en konkret
vurdering i den enkelte situation.
Miljø- og Fødevareministeriet kan på det foreliggende grundlag ikke angive et estimat for en eventuel
nedgang i produktionen af slagtedyr på de berørte arealer.
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk