Det sidste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af lovforslag nr. L 158:

Forslag til lov om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme. (Yderligere foranstaltninger for at forebygge og inddæmme smitte med covid-19 m.v.).

Af sundheds- og ældreministeren (Magnus Heunicke).

(Fremsættelse 26.03.2020).

Jeg skal bede alle sundhedsordførere om at komme i salen, og ligeledes må jeg bede retsordførerne om at forlade salen – og jeg takker for den forrige debat – sådan at vi kan åbne den næste debat.

Så er ordførerne klar.

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fra Socialdemokratiet. Velkommen til hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak for det. For 2 uger siden stod jeg her og talte for en hastebehandling af epidemiloven. Lovændringen gav sundheds- og ældreministeren mulighed for at gøre brug af en lang række værktøjer for at begrænse smittespredning i vores samfund. Det var et lovforslag, som fik bred opbakning fra et enigt Folketing, og det var jeg jo også dengang meget glad for. Siden da har myndighederne også sat en række nye tiltag i værk. Samtidig har vores sundheds- og omsorgspersonale ydet en helt enestående indsats i meget svære og usikre tider. Dem skal vi sende en stor tak til i disse dage.

De kommende dage og uger vil vi forhåbentlig se effekten af de tiltag, som der allerede er blevet sat i værk, så vi kan afbøde smitten og vores sundhedsvæsen kan følge med. Heldigvis opfører langt de fleste danskere sig ordentligt og retter sig efter myndighedernes anvisning, og de er i det hele taget gode til at passe på sig selv og på hinanden. De viser samfundssind, og de hjælper hinanden. Der er desværre også eksempler på det modsatte, selv om det jo heldigvis er de færreste, men der er situationer, hvor folk har samlet sig i for store grupper og ikke har holdt den nødvendige afstand og taget de nødvendige forbehold. Det er især nu her med det gode vejr og det, der er sket de seneste par uger, at det står klart, at vi også må kigge på udendørsarealer, for det hjælper jo ikke noget, at vi strammer op indenfor, hvis vi så i stedet får smitten udenfor. Derfor er vi i Socialdemokratiet også helt enige i, at sundheds- og ældreministeren bør have de nødvendige redskaber, så vi kan sætte aktivt og effektivt ind og få brudt alle smittekæderne – værktøjer, som bygger oven på dem, vi allerede har vedtaget.

Vi mener, at det er fornuftigt, at sundheds- og ældreministeren skal have mulighed for at lave regler for forsamlinger på mindre end 10 personer, at det er vigtigt, at vi har den mulighed, hvis det altså skulle vise sig at være nødvendigt at gøre brug af den mulighed. Vi mener også, det er fornuftigt, at loven også giver mulighed for, at det nuværende forbud mod adgang til offentlige bygninger som biblioteker og museer udvides til også at gælde udendørsarealer som offentlige idrætsanlæg, legepladser osv., altså steder, hvor der kan være smittefare. I forlængelse heraf er det også logisk, at lovforslaget lægger op til, at politiet kan forbyde personer at opholde sig på steder, hvor man har erfaring med, at mange mennesker samles. Vi har jo set eksempler rundtom i landet på, at der har været mennesker, der igen og igen har samlet sig de samme steder, og det har været meget uhensigtsmæssigt. Det vil altså både mindske smitterisikoen, og det vil lette politiets arbejde, hvis der er mulighed for, at politiet kan udstede et generelt forbud på udvalgte steder. På samme måde lægger forslaget op til, at ministeren ikke kun får mulighed for at regulere adgangen til erhvervsdrivendes lokaler, men også til erhvervsdrivendes udendørsarealer. Det er igen for at sikre, at de tiltag, vi laver indendørs, ikke udvandes af, at folk bare rykker udendørs.

Jeg vil holde mig til det foreløbig, og ellers vil jeg bare sige, at Socialdemokratiet naturligvis støtter forslaget, og jeg håber, at vi kan få bred opbakning fra et enigt Folketing fremadrettet også.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønsker om korte bemærkninger til ordføreren, og således er den næste ordfører klar til at gå på talerstolen. Det er ordføreren for Venstre, og det er hr. Martin Geertsen. Velkommen.

Tak for det. Alle dele af Danmark er ramt af coronavirus. Epidemien har haft, har og vil fortsat have ganske alvorlige konsekvenser for stort set alle dele af det danske samfund. Pasningsordninger, skoler og uddannelsesinstitutioner er lukket ned. Mange er sendt hjem fra arbejde. Den kollektive trafik kører stort set mennesketom rundt. Mange virksomheder er trods hjælpepakker og andre gode initiativer fra Folketinget presset til det yderste, og der meldes om flere ledige dag for dag. Atter andre prøver at få hverdagen til at glide med videokonferencer, telefonmøder og andre utraditionelle metoder. Sundhedspersonalet i både regioner og kommuner knokler på en helt uhyggeligt svær baggrund for at få hverdagen til at hænge sammen for vores syge og svage medborgere. Vi skylder vores personale, som i disse dage nærmest står ansigt til ansigt med coronavirussen, en enorm taknemlighed for deres indsats. Uden dem tør jeg slet ikke tænke på hvor vi ville være.

Desværre kan vi ikke inden for en overskuelig fremtid se en ende på udfordringerne. Vi ved ikke, hvordan smitten vil udvikle sig. Tager den pludselig fart, eller flader kurven ud? Vi ved det simpelt hen ikke. Af gode grunde tør ingen løsne grebet lige præcis i denne situation. Man skal bare kigge sydpå til Italien og Spanien for at se, hvor situationen kan udvikle sig hen, hvis vi ikke er overordentlig påpasselige lige nu – lige præcis nu. Vi er kun ca. 3 uger henne i en epidemi, som først forventes at toppe engang efter påske, og vi har altså endnu ikke tilstrækkelig med fast grund under fødderne til at vide, om de initiativer, som allerede er taget, vil virke og i hvilket omfang. Vi har alle sammen fået en række råd og krav fra myndighederne, som vi fortsat skal huske på i hverdagen. Der hviler et personligt ansvar på alle danskere for at efterleve dem. Vi skal udvise et helt ekstraordinært hensyn til andre. Andet kan man ganske enkelt ikke være bekendt.

Forrige torsdag vedtog vi en hastelov på sundhedsområdet, som var og er temmelig indgribende på flere planer. Det tilsluttede vi os i Venstre. Vi har nemlig den opfattelse, at det må være sådan, at i en helt ekstraordinær krisesituation er det myndighederne og regeringen, der skal have overblikket og har kapaciteten til at analysere de nyeste informationer. På den baggrund kommer regeringen så med sin indstilling til Folketinget om, hvad de bedst mulige tiltag er. Sådan har vi det i udgangspunktet stadig væk. Regeringen kommer med sin indstilling til Folketinget, og Folketinget må tilslutte sig i denne kritiske situation. En forudsætning er selvfølgelig, at vi løbende bliver orienteret tilstrækkeligt og kan følge med i de sundhedsfaglige vurderinger af de enkelte tiltag. Det gælder valget af teststrategi på nuværende tidspunkt, på tidligere tidspunkter og i fremtiden, og det gælder samarbejdet og tilliden mellem regering og myndigheder og meget andet.

Nu beder regeringen os så om at lægge stemmer til endnu et forslag, som potentielt vil være endnu mere indgribende. Det gælder bl.a. øgede beføjelser til at regulere forsamlinger og størrelsen på forsamlingerne, at regulere adgangen til offentlige institutioner, at politiet, hvis det er nødvendigt, får bedre muligheder for at forhindre menneskemængder i at samles på en måde, som vil udgøre smittefare, og at forhøje bødeniveauer ved overtrædelse af reglerne. Vi ser frem til at blive klogere på de bagvedliggende sundhedsmæssige overvejelser på de her forslag, og vi opfordrer samtidig regeringen til, at de øgede beføjelser, som dette lovforslag giver mulighed for at bringe i anvendelse, bliver taget i brug på sådan en måde, at de skaber maksimal klarhed for alle aktører i samfundet, herunder ikke mindst for de erhvervsdrivende, som nu kan risikere et påbud. Jeg tror, det handler om hurtigt at skabe klarhed for disse aktører.

Må jeg så ikke sige om den del af lovforslaget, som handler om den potentielle mulighed for at indskrænke almindelige menneskers mulighed for at forsamles, at her tror jeg godt at ministeren og ministeriet kan forberede sig på, at vi har en lang række spørgsmål og kommentarer til selve afgrænsningen af, hvem der i givet fald må mødes med hvem. Umiddelbart ser det i bemærkningerne ud, som om selv meget nære relationer ved anvendelsen af denne lov kan være forhindret i at mødes. Kan f.eks. et kærestepar, som ikke bor sammen, og hvor den ene part har et barn, overhovedet mødes? Der er sikkert andre eksempler, og jeg synes, vi skylder at få det boret maksimalt ud.

Dernæst gælder de nye potentielle regler om størrelsen på forsamlinger af mennesker som udgangspunkt ikke i private hjem. Alligevel er der en kattelem i forslaget, hvor politiet i ekstraordinære situationer kan gå ind i private hjem og opløse en forsamling af mennesker. Også her synes jeg, vi skylder hinanden og befolkningen at blive fuldstændig skarpe på, hvordan politiet kan det, og om vi dog ikke kan få lagt nogle kontrolmekanismer ind i sådan et forløb. Kunne det måske være en idé, at man her fik indføjet nogle passusser om en dommerkendelse?

I Venstre har vi som nævnt den helt grundlæggende opfattelse, at det er regeringen og myndighederne, der har overblikket, og når regeringen beder os i Venstre om at lægge stemmer til det, regeringen mener er nødvendigt for at bekæmpe coronasmitten, ser vi selvfølgelig positivt på det. Det kommer vi helt grundlæggende, trods de nævnte reservationer, selvfølgelig også til i denne sammenhæng.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønsker om korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører er fra Dansk Folkeparti, og det er fru Karina Adsbøl.

Tak for det, formand. Først og fremmest skal der lyde en stor tak til alle de medarbejdere og forskellige faggrupper, offentlige som private, der hver dag knokler, for at hjulene fortsat kan køre rundt. Og tak til alle de danskere, der udviser stor ansvarlighed og passer på hinanden og andre.

Det lovforslag her er et meget vidtgående lovforslag, som giver sundhedsministeren en række bemyndigelser, som ministeren kan iværksætte, såfremt det vurderes at være nødvendigt. Mange af disse bemyndigelser er meget vidtgående og noget, vi i Dansk Folkeparti aldrig ville stemme for, hvis vi havde stået i en normal situation. Men vi står i en mareridtslignende situation – en situation, jeg aldrig havde drømt om. Og det får mig til at tænke på mange af de film, jeg har set, hvor man kommer til en spøgelsesby, hvor alle mennesker er væk og alt er lukket ned. Det er meget alvorligt, når man går ind og lovgiver og indsnævrer borgernes rettigheder. Men det er også nødvendigt ifølge de oplysninger, vi har fået fra ministeriet, for at forebygge, at mange bliver syge på samme tid. Og hvis der sidder nogen derude og er i tvivl om, om situationen nu alligevel er så alvorlig, kan man jo kaste et blik på, hvad der sker i Spanien og i Italien.

Bemyndigelserne til ministeren omhandler, at der kan fastsættes regler om forbud mod forsamlinger m.v. De udvides fra i dag til også at omfatte større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v. og til at omfatte muligheden for at fastsætte regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted. Dermed vil der som den nedre grænse kunne fastsættes regler om forbud mod, at tre personer eller flere befinder sig på samme sted. Det forudsættes i den forbindelse, at personer fra samme husstand samt nærmeste pårørende ikke vil kunne omfattes af et sådant forbud.

Det foreslås endvidere, at muligheden for at regulere adgangen til offentlige institutioner m.v. udvides til også om nødvendigt at kunne omfatte udendørs idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter, der frembyder smittefare. Det foreslås desuden, at den gældende mulighed for at regulere lokaler, som erhvervsdrivende råder over, udvides til både at omfatte udendørsarealer og lokaler, som enhver fysisk eller juridisk person råder over. Det vil eksempelvis give mulighed for at regulere adgangen til forlystelsesparkers udendørsarealer eller museer m.v., som hverken er offentlige eller erhvervsdrivende. Det undrer Dansk Folkeparti, at man ikke har lukket for grænserne for asylansøgere. De kan stadig komme ind i landet, mens tyske borgere og andre ikke kan, kun i helt særlige situationer. Vi ønsker grænserne lukket for asylansøgere for at undgå yderligere smittefare.

Vi vil naturligvis også have en del spørgsmål i udvalgsbehandlingen, herunder også spørgsmål vedrørende campingpladserne, og vi vil også komme med ændringsforslag, og vi vil sammen med resten af udvalget arbejde sammen for, at man kan sikre de nødvendige tiltag, for at vi sammen kan passe på danskerne, herunder vores ældre, som risikerer at blive endnu mere isoleret, og hjemløse, som vi mener skal sikres hjælp og tag over hovedet, og vi vil gerne lave sociale hjælpepakker. Der kan også blive brug for yderligere kompensationsmuligheder for dem, der bliver ramt af dette lovforslag, såfremt ministeren gør brug af bemyndigelserne. Alle de bemyndigelser, ministeren får, skal stoppes med det samme, når der ikke længere er behov for det. Og det er ministerens ansvar, og ministeren må stå til ansvar for den her lovgivning.

Vi har også en række spørgsmål netop i forhold til boligen. Altså, boligen er jo ukrænkelig. Men alligevel synes jeg, der er en kattelem. Hvad med kirkelukninger? Og så står der også noget om brystundersøgelser. Så har jeg også et spørgsmål om, om vi har sikret alle de kompensationsmuligheder: Hvis nu ministeren vælger, at de her bemyndigelser skal i brug, er der så andet, man skal sikre der?

Det er bare så vigtigt netop med klar besked og klare regler, og at man ved, hvad man går ind til. Og det har vi bare set der er udfordringer med, og derfor vil jeg godt appellere til, at sundheds- og ældreministeren er tydelig i sine udmeldinger, også i forhold til vores ansatte, der arbejder i hjemmeplejen og andre steder, og sundhedspersonalet. Der er en række spørgsmål, Dansk Folkeparti vil følge op på i udvalgsbehandlingen, og vi må jo tage de nødvendige skridt for netop at undgå, at flere bliver smittet, også selv om det gør meget ondt og er meget grænseoverskridende. Det er jo nødvendigt, at vi står sammen og finder fælles løsninger.

Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønsker om korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Stinus Lindgreen. Værsgo.

Mange tak. Det er jo, kun 2 uger siden vi stod her og vedtog en historisk vidtrækkende lov, der gav en række beføjelser til sundheds- og ældreministeren. Som jeg sagde dengang, var det en exceptionel lov, men det var også en exceptionel situation, vi stod i. Det er det fortsat. Vi står i en alvorlig situation, hvor vi er i første fase af en epidemi. Det er stadig for tidligt at sige, om de tiltag, vi allerede har taget, har haft den effekt, vi alle sammen håber på. Man kan bare kigge ud over landets grænser til eksempelvis Italien eller Spanien for at få vished om, at situationen meget hurtigt kan udvikle sig til det værre.

Det fremsatte lovforslag lægger op til at give yderligere beføjelser til sundheds- og ældreministeren, ligesom der lægges op til at justere loven på nogle områder, der var uklare. Det er fornuftigt at udvide visse dele af de allerede vedtagne beføjelser, så man eksempelvis kan begrænse adgangen, ikke kun til hospitaler og plejehjem, men også til andre bosteder, hvor der er sundhedsfaglige argumenter for, at beboerne er særlig udsatte. De dele er det fornuftigt at få tilpasset. Men så er der også de langt mere vidtgående dele.

Med lovforslaget lægges der op til at kunne begrænse forsamlinger yderligere. I dag er det som bekendt ikke tilladt at mødes mere end ti personer. Det antal ønsker man at kunne sænke yderligere. Man vil også gerne præventivt kunne forbyde ophold på bestemte områder, så man ikke længere kan sidde i parken eller på stranden, hvis regeringen beslutter det. Begge dele er meget vidtgående og griber voldsomt ind i hver enkelt borgers hverdag. Vi har i forvejen taget en række vidtgående skridt, som befolkningen bredt set bakker op om. Den tillid, som de viser os, skal vi gengælde.

Derfor er det helt afgørende, at nye restriktive tiltag er proportionale med den situation, vi står i, og at vi har et sundhedsfagligt belæg. Her er jeg fuldstændig på linje med min kollega fra Venstre. Er der f.eks. gode argumenter for, at det har en væsentlig effekt kun at tillade 10 borgere at samles i stedet for 15 – eller i stedet for 5? Hvordan får vi afvejet den sundhedsfaglige anbefaling om, at det er godt at komme udenfor i frisk luft – med behørig afstand til andre mennesker naturligvis – i stedet for at sidde indenfor hele tiden, hvis man lukker adgangen til udendørs arealer? Det her er store, indgribende tiltag, man lægger op til, og derfor er det bydende nødvendigt, at vi kan få svar på en række spørgsmål i forhold til personlige rettigheder og de sundhedsfaglige argumenter.

Jeg accepterer fuldstændig, at disse beføjelser kun er muligheder, som ikke nødvendigvis bliver bragt i anvendelse. Ikke desto mindre er det også relevant at diskutere, om man kan opnå samme effekt med de allerede eksisterende værktøjer. Det her er en yderst alvorlig situation, vi står i, og vi skal tage det alvorligt ved at træffe de nødvendige foranstaltninger. Men det skal også være tiltag, der virker, og som ikke griber unødigt ind i vores personlige frihed. Vi har allerede gjort rigtig meget, og de næste skridt, vi tager, skal tages varsomt og velovervejet.

Tak for ordet.

Tak til den radikale ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra SF, og det er fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Som andre allerede har sagt, er det, kun 14 dage siden vi stod her sidst og aftalte den første epidemilov. Nu står vi her så igen med den anden epidemilov, og jeg vil også gerne allerførst sige tusind tak til de mange ansatte, som har stået i fronten de sidste 14 dage, og tak til de mange borgere, som har taget så godt imod de tiltag, som vi har sat i gang.

Vi skal holde ud lidt endnu, og vi skal have alle med. Det er for tidligt at sige noget sikkert om, hvorvidt de mange tiltag er med til at forebygge den voldsomme stigning i antallet af smittede, som vi netop har set i Sydeuropa. Men som dagene går er der grund til forsigtig optimisme. Nu er det vigtigt at holde ud lidt endnu, og det er vigtigt, at vi får de sidste med. Det er imponerende at opleve den store opbakning til vores fælles kamp mod corona. Jeg modtager f.eks. også mange henvendelser fra borgere, som gør opmærksom på de områder, som er blevet glemt, eller områder, som loven ikke lige kan regulere i forhold til uhensigtsmæssig adfærd.

Men reguleringen af tiltag, som skal skærme os mod smitte, er også lidt af en balancegang: For lidt regulering kan være fatal, og for meget regulering, ja, det giver jo bare ikke mening. Jeg vil gerne rose regeringen for den åbne dialog med partierne og de respektive ordførere i den her proces.

Der er dog også et forbehold, som jeg gerne vil sikre mig gør sig gældende i forhold til eventuelle nye tiltag, som måtte vise sig nødvendige. Det gælder både drøftelserne med partilederne, ligesom de nye tiltag i epidemiloven fortsat skal drøftes med følgegruppen, sådan som det blev aftalt med den første epidemilov. Og i SF vil vi naturligvis også sikre os, at der også i forhold til den her lov er en tydelig solnedgangsklausul. De nye forslag til epidemiloven giver lidt flere redskaber i værktøjskassen, så reglerne også kommer til at omfatte forsamlinger på under ti personer, herunder forsamlinger ved udendørsanlæg eller pladser, sådan som man også har gjort det i en række andre europæiske lande. Ingen kender udviklingen og situationen om en uge, men det giver mening, at muligheden for yderligere nedlukning er til stede, hvis der måtte blive brug for den.

I den tidligere vedtagne epidemilov er der givet mulighed for at påbyde restriktioner på besøg på eksempelvis plejehjem og sygehuse med henblik på at undgå smittespredning hos de mest sårbare borgere. Den mulighed ønskes også for øvrige institutioner, hvor man ønsker at forebygge smittespredning til udsatte borgere, f.eks. på bosteder. Det er virkelig vigtigt for SF, at vi giver mulighed for individuelle løsninger i forhold til besøgsrestriktioner. Det skal være muligt at besøge syge og/eller døende pårørende, ligesom det skal være muligt at besøge børn, som bor på institutioner. I det hele taget er det vigtigt, at man kan indgå individuelle aftaler, som i videst muligt omfang kompenserer for den ensomhed, som desværre også følger med besøgsrestriktionerne. Det er et særligt opmærksomhedspunkt for os i lovbehandlingen. Og i den forbindelse vil jeg også gerne henlede opmærksomheden på et andet forslag, som vi allerede er kommet med, nemlig at man også kunne organisere arbejdet, så færre ansatte er i kontakt med de svageste borgere. På den måde kan vi også skærme mod smitte. Jeg kan se, at Sundhedsstyrelsen deler nogle af de her overvejelser, og det glæder mig.

Jeg glæder mig også over, at regeringen har medtaget de mest sårbare borgere i den seneste teststrategi, fordi det er bedre at isolere de få syge end at isolere mange i meget lang tid, og i den forbindelse også en særlig opmærksomhed på, at når kommunerne eventuelt skal modtage smittede borgere, som har brug for pleje og behandling, så skal de også isoleres i egnede bygninger. Forslaget om borgernes klageadgang skal præciseres i det her forslag. De mange tiltag, som kan tages i anvendelse i den her tid, giver mening, men det skal være tydeligt for borgerne, at der er klagemuligheder, når og hvis man føler sine rettigheder krænket. Og endelig er det vigtigt for SF, at regeringen fortsat har en høj grad af inddragelse af Folketingets partier forud for eventuelle nye sanktioner, som skal hjælpe os igennem coronakrisen. Vi vil søge at få besvaret og afklaret spørgsmål i udvalgsbehandlingen, som vi har lidt bedre tid til den her gang end sidst. Og vi skal gøre det nødvendige, både for borgerne, men også for de mange ansatte i forreste geled, som trækker læsset lige nu.

Tak for det, og tak for ordet.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke noget ønske om korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er hr. Jakob Sølvhøj. Velkommen.

Tak for det. Jeg vil i lighed med en række af de tidligere ordførere godt benytte anledningen til endnu en gang at sige tak for den indsats, der ydes af vores dedikerede og kompetente personale ude i sundhedssektoren. I gør en fantastisk indsats for at sikre den kæmpe omstilling af vores sundheds- og plejesektor, der gør os i stand til at modtage og behandle det stigende antal behandlingskrævende patienter, vi også må imødese de kommende uger. Vi skal prise os lykkelige for, at vi har et velfungerende offentligt finansieret sundhedsvæsen, hvor sundhedsfagligheden er i højsædet. Det skal vi huske at værdsætte, også når vi er på den anden side af krisen. Vi skal gøre vores yderste for at sikre, at der er tilstrækkelig kapacitet i vores sundhedsvæsen til at behandle de borgere, der har brug for behandling. Det skylder vi patienterne, det skylder vi de pårørende, det skylder vi personalet. Derfor skal vi også gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse smittens udbredelse især for at beskytte vores mest sårbare og udsatte borgere, for hvem sygdommen kan blive fatal.

Vi ved, at noget af det, der virker allerbedst – desværre – er begrænsningerne af vores sociale kontakt, for alle kan potentielt være bærere af smitten uden at være klar over det. Vi er efter Enhedslistens opfattelse allerede gået meget langt i forhold til at begrænse forsamlingsfriheden. Det ser heldigvis ud til at have en positiv effekt på begrænsningen af smitteudbredelsen, og det er mit indtryk, at der generelt udvises en utrolig stor ansvarlighed. Borgerne er helt klar over, at der skal passes på vores fælles sundhed.

Men vi ved også, at det endnu er uklart, hvordan epidemien vil udvikle sig i de kommende dage og uger. Vi ser uhyggelige konsekvenser i Italien og i Spanien, og vi kan se en stærkt bekymrende udvikling i Frankrig, i Tyskland og i andre lande. Derfor vil vi fra Enhedslistens side ikke afvise, at det kan være nødvendigt at gribe ind med yderligere tiltag, yderligere begrænsninger. Derfor er vi også positivt indstillet over for regeringens forslag. Vi vil blot understrege, at det for os er helt afgørende, at der er proportionalitet i indgrebene. Vi skal passe på vores fælles sundhed, men vi skal også passe på vores fælles frihedsrettigheder og vores retssikkerhed. Derfor er det af stor betydning for Enhedslisten, at lovgivningen her, ligesom den hastelovgivning, der allerede er vedtaget, er omfattet af en solnedgangsklausul; at der er indarbejdet en revisionsbestemmelse, så vi skal se på loven igen til november; og at der er en politisk følgegruppe, sådan at de tiltag, som regeringen finder det nødvendigt at udøve, finder sted i en tæt dialog med Folketingets partier.

Det er også afgørende for os, at borgerne ikke afskæres eller i urimelig grad begrænses fra at klage over myndighedsafgørelser. Det er et helt grundlæggende princip i et retssamfund, at borgerne skal have adgang til at klage over afgørelser, og det må vi under ingen omstændigheder gå på kompromis med. Jeg ved, at vores sundhedsordfører, der desværre ikke kan være til stede i dag, har fremhævet det i de forhandlinger, der foreløbig har været om lovforslaget, og vi har også bebudet, at vi vil fremsætte et ændringsforslag til loven, der understreger borgernes klageadgang.

I Enhedslisten vil vi i det udvalgsarbejde, der nu skal finde sted, og efterfølgende i den politiske følgegruppe, arbejde for, at vi fastholder en proportionalitet mellem indgrebenes omfang og problemets størrelse. Det er fuldstændig klart for enhver, at vi står i en helt usædvanlig og alvorlig situation, som udvikler sig fra time til time. Derfor skal vi kunne lave endnu mere vidtgående indgreb, end vi hidtil har set, og sådan som det foreslås her. Men det er afgørende for os, at det ikke bliver på bekostning af frihedsrettighederne.

Tak til ordføreren. Der er ikke noget ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Per Larsen.

Tak for det. Jeg vil indledningsvis gerne slå fast, at grunden til, at vi vedtog særloven om covid-19-tiltagene forrige torsdag, jo er den, at vi er i den værste krise, de fleste af os nogen sinde har oplevet. Vi er i en situation, hvor sundhedsvæsenet risikerer at bryde fuldstændig sammen. Vi behøver bare at vende blikket mod Sydeuropa for at se, hvor galt det kan gå. I Italien nøjes man jo ikke med at køre de døde væk i rustvogne, men man fragter jo simpelt hen i hundredvis af døde i korteger af lastvogne. Og i Spanien opgav man helt et plejehjem og lod de døde blive liggende tilbage i deres senge.

Vores danske sundhedsvæsen er presset rigeligt i forvejen, og vi har ikke en masse ekstra kapacitet, som kan klare en omfattende pandemi med titusindvis af alvorligt syge, og hvor måske også læger og sygeplejersker og andet sundhedspersonale er smittede og sendt hjem. Derfor gav vi også regeringen vide rammer for, hvad der kan iværksættes for at bremse smittespredningen. Tænk, at et enigt Folketing har givet regeringen bemyndigelse til at tvangsvaccinere og tvangsbehandle landets borgere, hvis det bliver nødvendigt, at vi har lukket landet ned, sendt skolebørnene hjem, lukket butikkerne og begrænset befolkningens adgang til at samles. Det er meget, meget vidtgående indgreb, som vi jo under normale omstændigheder aldrig nogen sinde ville støtte. Men her er det altså en speciel situation, og et enigt Folketing har taget situationen alvorligt og tager ansvaret. Og godt for det.

Vi støtter også som udgangspunkt de nye beføjelser, som regeringen beder om, men jeg vil selvfølgelig gerne slå fast, at vi ikke vil være med til at forringe borgernes mulighed for at klage over myndighedernes afgørelser. Vi vil heller ikke være med til at sætte disse vidtrækkende tiltag i gang – her tænker jeg meget på at reducere antallet af forsamlede til mindre end tre – medmindre der er en klar begrundelse. Der skal være en klar indikation af, at den lagte strategi ikke slår til, og at de tiltag, vi har iværksat, ikke virker efter hensigten.

Jeg ser selvfølgelig frem til både udvalgsbehandlingen og andenbehandlingen, som vi jo skal have på tirsdag. For vi har jo heldigvis den her gang lidt mere tid at gøre godt med. Vi kommer også til at bede om en teknisk gennemgang for at få helt fast grund under fødderne inden tredjebehandlingen. Og så vil jeg også gerne slå fast, at tiltagene jo heldigvis forsvinder og ophæves igen senest den 1. marts 2021. Og forhåbentlig bliver der mulighed for at ophæve dem og afskaffe dem tidligere, hvis vi får styr på coronasituationen.

Som sagt støtter vi som udgangspunkt tiltagene, så vi hurtigt kan få coronasituationen under kontrol, og så vi kan få vores normale tilværelse igen og få Danmark lukket op. Det glæder jeg mig utrolig meget til. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige, og det er hr. Lars Boje Mathiesen. Velkommen.

Vi står i en sundhedsmæssig vanskelig situation. Man har fra Folketingets side truffet beslutninger, som indskrænker folks liv betragteligt derude, og som har store, uoverskuelige konsekvenser for mange erhvervsdrivende. Når regeringen har bedt os i Folketinget om opbakning, har et samlet Folketing støttet op, også selv om det gik længere, end hvad mange ønsker for vores samfund. Hvorfor? Fordi vi fik at vide, at der var et sundhedsfagligt nødvendighedsargument, som kunne retfærdiggøre den handling. Det var svære, men i situationen nødvendige beslutninger.

Derfor er den lovgivning, som regeringen nu ønsker at hastebehandle på en række områder, også grundlæggende anderledes. Nu handler det mest om tiltag, som regeringen muligvis ønsker at tage, skridt, de muligvis vil tage, men hvor der ikke for nuværende er en klar sundhedsfaglig nødvendighed, som man kan basere forslaget på, og det ændrer situationen. For vi skal være yderst varsomme med blindt at give grundlæggende rettigheder væk fra borgerne og flytte magt væk fra Folketinget over til staten. Og tag ikke fejl: Det her lovforslag er yderst vidtgående. Lad mig nævne fire konkrete eksempler.

1) Borgerne kan potentielt miste retten til at kunne være sammen med mere end to personer i deres eget private hjem, medmindre det er nærmeste pårørende. Det betyder reelt, at bedsteforældre ikke længere kan være sammen med deres børnebørn – det kan også gælde fætre, tanter, onkler – og det kan betyde, at naboer ikke længere kan passe hinandens børn. Man forsøger dog at neddrosle det ved at sige, at det vil man ikke som udgangspunkt, men at det kan blive nødvendigt.

2) Politiet får nu ret til at kunne stoppe borgerne på gaden, hvis de går mere end to sammen på gaden, og afkræve dem svar på, hvem de er, og også hvad deres relation er til dem, de går sammen med. For man må godt gå med nærmeste pårørende, men ikke med andre. Igen siger man, at det ikke er sikkert, det bliver nødvendigt. Men det er reelt set, hvad man her giver staten beføjelser til.

3) Man giver politiet ret til at forhindre adgang til områder med forretninger. Det er vel reelt set, at man lukker de her forretninger, men man giver dem ikke, ligesom virksomheder, et påbud, og så undgår man hermed belejligt at skulle give dem erstatning. Det kan være campingpladser, og det kan også være butikker.

4) Nu ønsker man at give staten ret til at kunne bestemme, om man kan klage over beslutninger, således at man fremover kun har mulighed for at anlægge sager ved domstolene. Det er altså en markant svækkelse af borgernes retsstilling.

Tilbage står så, hvad det er, der kan retfærdiggøre, at man bliver nødt til at hastebehandle det her og give staten så massive beføjelser og lave yderst vidtgående grundlæggende indskrænkninger af borgernes rettigheder, når det nu ikke er under sundhedsfaglig dokumentation; og det ved vi, for Sundhedsstyrelsen har svaret på det. Svaret er, at man måske får brug for det på et tidspunkt. Sandheden er jo, at man har problemer med nogle enkelte grupper i det danske samfund. Langt størstedelen opfører sig ordentligt; det siger Rigspolitiet. Men vi har problemer med nogle enkelte grupper i befolkningen, og vi har problemer med nogle enkelte foreninger, som heller ikke vil opføre sig ordentligt.

Men det kan altså ikke være på grund af nogle indvandrerdrenge og nogle vandpibeklubber, at man skal indskrænke danskernes grundlæggende frihedsrettigheder og borgerrettigheder så markant, som man lægger op til her. Det kan man virkelig ikke mene. Der er folk derude, som er syge i de her dage. Der er folk, som er blevet arbejdsløse. Der er borgere, som lige nu står til at miste deres forretning og deres livsværk. Og nu vil vi så fratage dem yderligere og gøre deres situation endnu værre, både for borgere og erhvervsliv, fordi man bøvler med nogle indvandrerdrengegrupper og ikke kan adressere det problem.

Derfor foreslår vi, at vi førstebehandler lovforslaget, og vi kan også udvalgsbehandle det de kommende dage, men så lader det ligge, indtil regeringen har redegjort grundigt og overbevisende for, hvorfor det her skal træde i kraft nu, hvorfor der er behov for det her og nu, af sundhedsmæssige årsager og ikke, fordi man har problemer med nogle enkelte grupper af unge drenge, der bliver ved med at forsamle sig. Og hvis det skulle blive nødvendigt at tage de tiltag, som det ikke er på nuværende tidspunkt, kan vi jo tredjebehandle lovforslaget, og hvis der til den tid er problemer med de tre søgnedage, må man tage den del ud af forslaget. Men indtil der ligger en overbevisende argumentation for, at vi bliver nødt til at handle på det her nu, burde magten forblive hos Folketinget, og rettighederne burde forblive hos folket.

Derfor vil vi ikke på nuværende tidspunkt tage stilling til, hvordan vi forholder os til selve forslaget, men vi vil se frem til den kommende udvalgsbehandling af det og se, hvad der sker der, inden vi tager endeligt stilling.

Tak til ordføreren. Der er ønsker om en række korte bemærkninger til ordføreren. Først er det til fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan en gang imellem godt blive i tvivl om, om det faktisk er de samme lovforslag, vi – ordføreren og jeg – behandler. For med det sidste lovforslag, hvor vi vedtog en epidemilov, vedtog vi en række hjemler til ministerier, som i øvrigt i god dialog med partiledere og med følgegrupper og andre kan træffe nogle beslutninger og nogle foranstaltninger, i takt med at der bliver behov for det, hvilket jo i øvrigt kræver et antal dage, jævnfør den her lovgivning. Nøjagtig det samme gør sig gældende her. Hvordan kan ordføreren få sig selv til at stå på talerstolen og sige, at man med den her lov giver regeringen beføjelser til noget som helst andet, noget som helst fastsat? Vi giver en hjemmel, ligesom vi gjorde med det forrige, og dermed også en mulighed for, at regeringen kan træffe de nødvendige foranstaltninger. Men der står intet i den her lov om, præcis hvad det ville være. Vil ordføreren være venlig at bekræfte det?

Ordføreren.

Jeg tror, vi har læst det samme lovforslag. Vi lægger vægt på, at der her ikke bliver givet en sundhedsfaglig argumentation om, at det er nødvendigt at gøre de her ting. Sundhedsstyrelsen understreger i den forbindelse, at der ikke ud fra en sundhedsfaglig dokumentation kan fastsættes en øvre grænse for et bestemt antal deltagere i en forsamling. Da vi behandlede det sidste forslag, var der en sundhedsfaglig argumentation for, hvorfor vi skulle gøre, som vi gjorde. Så var der dele af det sidste forslag, som vi heller ikke var enige i i Nye Borgerlige, og det var også derfor, vi prøvede på at få det skilt ad, men det ville man ikke gøre i Folketingssalen. Det kan også være, at det er nødvendigt at tage de her tiltag, det afviser vi ikke, men indtil det bliver nødvendigt – hvor regeringen nu siger, at det ikke er nødvendigt at tage dem endnu, det er bare rart at have i værktøjskassen – så skal magten til at få det her til at træde i kraft ligge hos Folketinget, og rettighederne skal forblive hos befolkningen, indtil der er behov for at lave ændringer på det.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Jeg skal bare høre, om ordføreren er enig i, at det, vi giver mulighed for med den her lovgivning, er en hjemmel til, at man kan træffe beslutninger om f.eks. at ændre antallet af mennesker, der skal mødes, i øvrigt ligesom de har gjort det i rigtig mange andre lande, hvor situationen ser meget mere alvorlig ud, end den heldigvis gør for os i Danmark lige nu. Men andre steder har man været nødt til at skulle lave begrænsninger, og nogle steder har man ovenikøbet bedt folk om at blive helt hjemme.

Er ordføreren enig i, at der intet er i den her i lovgivning, der fastsætter, hvad der skal ske, men at vi giver en hjemmel til at gøre det, hvis der bliver behov for det, hvilket jo faktisk er en mulighed, for kurven for smitte stiger stadig væk?

Ordføreren.

Der, hvor forskellen er på SF og Nye Borgerlige, er, at den hjemmel og det ansvar mener vi skal ligge hos Folketinget. Hvis Folketinget mener, det er nødvendigt for at træffe de her beslutninger, så er det det. Og vi har vist indtil videre – ikke kun fra Nye Borgerliges side, men samlet set som et Folketing – at det ansvar tager vi på os. Så hvis regeringen kommer og siger, at der er brug for de her tiltag nu, så vil vi forholde os til dem. Men det, vi får at vide, er, at regeringen siger, at der ikke er brug for dem nu, men måske engang ude i fremtiden. Og der vægter vi altså borgernes rettigheder sådan, at man ikke skal fjerne nogen af dem, uden at der er strengt, strengt nødvendige sundhedsfaglige argumenter for det.

Den næste spørger er hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg bliver virkelig ærgerlig, når jeg hører ordførertalen fra Nye Borgerlige. Jeg synes, hele styrken i den her indsats, der har været, netop har været, at vi har fundet hinanden, og at vi har lavet noget, som vi alle sammen kunne se hinanden i. Så jeg vil bare virkelig appellere til, at Nye Borgerlige lige giver det her en chance mere og ikke får dårlige nerver og smutter fra det her. For vi har brug for alle gode kræfter.

Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal begynde, men der bliver med de påstande og det, som kommer fra ordføreren, hr. Lars Boje Mathiesen, sagt så mange ting, som jeg simpelt hen ikke kan genkende, som jeg simpelt hen ikke kan se sandheden i, og jeg vil appellere til, at vi sammen i udvalgsbehandlingen får prøvet det efter for at se, hvor meget sandhed der er i de bekymringer, og at vi så efterfølgende prøver at se, om vi ikke vi kan finde hinanden igen. Det vil vi stå meget stærkere ved. Så det er bare en appel herfra. Jeg har ikke flere kommentarer.

Ordføreren.

Nye Borgerlige har været klare i vores støtte til de tiltag, der har været. Nu rejser vi så en lang række problematikker, fordi vi synes, at der nu bliver fremlagt en lovgivning, hvor man på den ene side siger, at der ikke er behov for den lige nu, men man gerne vil have mulighederne for at kunne gøre det, i lighed med andre partier, som også gerne vil have en afklaring på, om der rent faktisk er sket en ændring, så vi har brug for de her ting. Jeg ser da frem til, at vi gennemgår de her ting, for jeg vil da gerne have en afklaring på, om en bedsteforælder kan være sammen med børnene, og også når det drejer sig om politiet. For som det står nu, kan politiet netop godt gå hen og spørge: Hvad er relationen? Det er jo de ting, som man lægger op til her, og hvis det ikke er det, så må vi skrive det ind i lovforslaget. For hvis der er tre mennesker, som ikke må gå på gaden, på grund af at de ikke har nære relationer, så skal vi være klare omkring det, og det står ikke klart, som det står lige nu og her. Og det er jo ikke kun Nye Borgerlige, men også andre partier, som har rejst nogle problematikker i forhold til det, som det står her.

Tak til ordføreren fra Nye Borgerlige. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Liberal Alliance, og det er hr. Henrik Dahl. Velkommen.

Tak for ordet. Som flere ordførere allerede har sagt, lægger vi med det her lovforslag, L 158, op til at ændre den lov, som vi med lovforslag L 133 vedtog den 12. marts. Og nu vil jeg godt sige noget, som jeg har sagt før, for jeg synes, det er vigtigt at få det ført til protokols i den her forhandling.

Jeg hørte ikke én politiker fra noget parti omtale epidemiloven under valgkampen sidste år – ikke én. Jeg ved ikke, hvor mange møder jeg deltog i fra den 7. maj til den 5. juni, men der var ikke nogen ved nogen af de møder, jeg var til, som sagde: Det, Danmark har brug for, er en ændring af epidemiloven. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg faktisk heller ikke, hvor mange af kandidaterne der overhovedet kendte til eksistensen af epidemiloven på det her tidspunkt.

Når vi så alligevel reviderede epidemiloven, var det, fordi der var opstået en situation, der kunne kompromittere hele vores sundhedsvæsen, og det er det, kampen handler om. Jeg er glad for, at der er nogle ordførere, der har sagt, at det her selvfølgelig også handler om overdødeligheden ved covid-19, men det handler om vores sundhedsvæsen. Det er det, der berettiger de skridt, vi tager.

Hvis vores sundhedsvæsen kollapser, sådan som prognoserne lige nu siger at New York Citys sundhedsvæsen vil hen over weekenden, så forringer det sundheden for alle. Det bliver mere risikabelt at skulle have et akut kejsersnit eller en akut blindtarmsoperation, end det plejer. Det bliver mere risikabelt at blive akut indlagt med, hvad det end måtte være. Det bliver mere risikabelt at have kræft eller hjerte-kar-sygdomme. Det bliver mere risikabelt at være kroniker. Og hvis rigtig mange af vores læger og sygeplejersker bliver syge eller måske ligefrem dør, så bliver de svære at erstatte, fordi situationen er den samme ude i Europa. Det er det, vi i sidste instans kæmper for; det er det, der hedder almenvellet – det er det, der står på spil.

Vi kan pr. dags dato ikke sige noget om, hvor den her covid-19-epidemi vil ende. Jeg er ikke fagmand, men jeg kan regne, og jeg kan sige det her: Hvis hospitalsindlæggelserne i Danmark siden de første indlæggelser var vokset med 20 pct. om dagen, altså det vil sige, hvis der i 2 uger hver dag havde været en vækst med potenser af 1,2 – altså 1,2 i første potens, 1,2 i anden potens, 1,2 i tredje potens osv. – frem til i dag, så ville de faktiske indlæggelser stadig ligge over det niveau. Så det korte af det lange er: Juryen er stadig ude, som man siger i de engelsktalende lande; vi ved ikke, hvad der kommer til at ske.

Derfor kan vi helt generelt støtte revisionen af epidemiloven. Der er nogle af ændringerne, som giver mulighed for at iværksætte tiltag, som ligner dem, man har iværksat i Tyskland. Der har vi det på samme måde som en række andre partier, og vi ønsker at bemærke: Det er vigtigt, at den slags ændringer er godt gennemarbejdede, proportionale og velbegrundede – der kan vi sagtens finde hinanden. Vi får sidestillet nogle ensartede aktiviteter, som vi skulle have sidestillet, men som vi i skyndingen ikke fik gjort, og vi får ændret klageadgangen.

På ét punkt synes vi virkelig, at lovforslaget er for vidtgående. Det er for vidtgående, at politiet kan bevæge sig ind i private boliger uden dommerkendelse, hvis man skønner, at der populært sagt bliver holdt abefest på en måde, der reelt er en omgåelse af de regler, der lukker almindelige forlystelsesetablissementer. Så vi vil foreslå, at vi ser på L 133, altså dengang vi behandlede det. Der var et forslag om at droppe nogle dommerkendelser; der var en diskussion om at få de her dommerkendelser ind igen. De kom ind igen, vi fandt hinanden, og nu skal man altså have en dommerkendelse for at bevæge sig ind i private menneskers hjem. Det kunne vi godt tænke os også kom ind her – jeg tror, vi kan finde hinanden. Vi må se på det i løbet af lovbehandlingen, men hvis vi kan få den tidsel luget ud, har vi en positiv holdning til lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Den næste ordfører kommer fra Alternativet, og det er hr. Torsten Gejl. Værsgo.

Mange tak. Vi udvider nu indsatsen mod spredningen af coronavirus ganske betragteligt. Og jeg må sige, at hvis jeg havde læst det her lovforslag for 2 måneder siden, havde jeg troet, at det var løgn – jeg havde simpelt hen troet, at det var et mareridt. Men hvis jeg for 2 måneder siden i tv havde set nogle af de billeder, jeg nu ser fra Italien, ville jeg også have troet, at det var løgn.

Så det er jo klart, at det, vi gør nu, er at adressere en fuldstændig katastrofal og kaotisk situation med nogle fuldstændig vidtgående lovforslag, som vi ikke havde troet det var muligt at vi skulle stå her og behandle. Jeg synes, det er godt beskrevet af de foregående ordførere, hvad det her lovforslag handler om. Der har også været stillet mange gode spørgsmål. Dem skal jeg ikke gentage, men vi vil læse svarene på dem rigtig, rigtig grundigt, når de kommer. For selv om vi naturligvis regner med at stemme for det her forslag, vil vi også gerne være med til at gøre det helt skarpt, så vi f.eks. kompromitterer de personlige frihedsrettigheder mindst muligt.

Men Alternativet kommer til at støtte det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen ønsker om korte bemærkninger til ordføreren. Så har privatist hr. Sikandar Siddique bedt om ordet. Velkommen.

Tak. Vi har som Folketing og som regering stået sammen, siden krisen brød ud, og jeg tror ikke kun, det hjælper på at bekæmpe coronakrisen, men det har også hjulpet på at bekæmpe politikerlede. Jeg er sikker på, at det har gjort indtryk og har forbedret forholdet mellem politikere og borgere.

Det er vigtigt, at vi står sammen i den her krisesituation, men det er i høj grad også vigtigt, at vi agerer demokratisk vagthund – at vi som folketingsmedlemmer sørger for parlamentarisk kontrol netop i en situation, hvor vi hastebehandler lovgivning, og hvor det kører så stærkt.

På vegne af folketingsmedlemmerne Rasmus Nordqvist, Uffe Elbæk og Susanne Zimmer kan jeg meddele, at vi som udgangspunkt er kritiske over for de begrænsninger og indskrænkninger, der kommer af vores basale frihedsrettigheder med forslaget. Dermed ikke sagt, at vi nødvendigvis stemmer det ned, men vi ser frem til udvalgsbehandlingen, så vi kan få svar på de spørgsmål, som vi allerede nu har stillet ministeren, og så vi kan sikre, at der, hvis vi går ind og piller ved de basale frihedsrettigheder, så er et sundhedsfagligt belæg for at gøre det – altså at der er faglig evidens for at gøre det.

Det er supersuperafgørende, at vi sammen bekæmper coronavirussen, men det er lige så afgørende, at vi netop i den her tid lever op til vores rolle omkring parlamentarisk kontrol og sikrer, at vi ikke laver lovgivning, der begrænser folks frihed. Tusind tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønske om korte bemærkninger, og således er det blevet sundheds- og ældreministerens tur til at komme på talerstolen. Velkommen, minister.

Tusind tak for det. Jeg vil godt starte med at sige tak for den positive modtagelse af lovforslaget fra stort set alle partiers side. Jeg er usigelig glad for, at så mange kan bakke op, og jeg er usigelig glad for den konstruktive dialog, der er i Folketingssalen og i de ordførermøder, vi har, i vores følgegruppe. Vi sad jo så sent som i går to gange over video, sent i går aftes også, og havde endnu en teknisk gennemgang og diskuterede de her ting, og jeg må sige, at det er folkestyret, når det er allerbedst – at demokratiet reagerer, at vi udviser tillid til hinanden og også har lydhørhed over for hinanden. Derfor vil jeg sige tak for det. Jeg er overbevist om, at det er helt afgørende for befolkningens tillid til, at vi i Danmark kan komme igennem det her, men også at man skal tage de anbefalinger til sig og acceptere de indskrænkninger i vores normale liv, som vi jo må se i øjnene sker nu her, og det er fantastisk at opleve den opbakning, der er i hele befolkningen, til, at vi sammen kan komme igennem den her situation.

Det er vores alle sammens altoverskyggende hovedprioritet at afbøde de alvorlige konsekvenser af spredningen af covid-19, coronavirus, som ellers kan risikere at ses i det danske samfund, og afbøde dem så meget som overhovedet muligt. Coronavirus er en virus, der kan ramme os alle. Det er en virus, som vi har set og som vi lige nu ser lægger sundhedssystemer, lægger hele samfund, lægger storbyer og lægger hele lande ned. Det er en virus, som går efter de af vores medborgere, som er ældre; de af vores medborgere, som har kroniske sygdomme; de af vores medborgere, som er nyfødte; og de af vores medborgere, som af den ene eller anden grund har nedsat immunforsvar. Den kamp skal Danmark vinde, og Danmark er klar til at yde de ofre, der skal til for at beskytte vores medborgere – vores bedsteforældre, vores venner, vores naboer, vores børn. Vi er der for hinanden i den her tid. Spredning af virus skal fortsat tages meget alvorligt. Vi ser desværre, som også flere ordførere var inde på, som forventet en stigning i antal smittede, i antal patienter og også i antallet, der dør som følge af covid-19, her i landet.

Der er netop nu, mens vi er her i Folketingssalen, møde mellem mine sundhedsministerkolleger i EU, og jeg får rapporteringer fra, hvordan situationen er i Europa, og det er på alle måder katastrofale scener, der udspiller sig, og der er en katastrofal, meldes der nu fra flere lande, mangel på værnemidler, hvor man nu begynder at prøve at sterilisere og genbruge, og mangel på respiratorer, selv i store, normalt velfungerende lande. Man arbejder jo i døgndrift i hele verden – i hele Europa og også i Danmark. Myndigheder og sundhedspersonale alle steder udfører et kæmpe og vigtigt arbejde, og derfor vil jeg godt sige til ordførerne: Tusind tak for den tak, der bliver givet fra Folketingets talerstol her, til vores medarbejdere. De har virkelig fortjent et skulderklap. Jeg mener også, at vi bør udvide takken til ikke kun at gælde vores medarbejdere i sundhedsvæsenet, men også i alle de andre sektorer, som er i ekstra alarmberedskab og har ekstra opgaver og ekstra nervøsitet i den her tid, og faktisk også alle danskere, som i øjeblikket gør en ekstra indsats for at hjælpe hinanden.

Vi har allerede, som det er nævnt, iværksat en række foranstaltninger for at inddæmme smitten. Det er sket hurtigt. Det skete jo, som det er Folketinget bekendt, på forkant og langt hurtigere end i mange andre lande, for tid er så afgørende en faktor. Og vi har jo sagt helt åbent – og tusind tak for Folketingets opbakning – at vi hellere vil gå et skridt for langt nu, end vi vil stå om 3-4 uger og ikke have gjort nok, for så er det for sent, og prisen kan man se rundtomkring i Europa og rundtomkring i verden.

Den 17. marts 2020 vedtog Folketinget at give myndighederne en række handlemuligheder og flere værktøjer. En del af dem er taget i brug, men jo ikke alle; en del af dem er ikke taget i brug. Kan det afvises, at nogle af dem ikke vil komme i brug? Nej, det kan det desværre ikke, for som ordføreren også var inde på, er det for tidligt at fælde en dom over, hvor vi er henne på kurven; hvilken epidemikurve vi har i Danmark.

Det eneste, vi ved, er, at der skal handles i tide. Normalt er det jo en selvfølge, at vi har evidens at læne os op ad, men den luksus har vi ikke på nuværende tidspunkt. Det er mere end 100 år siden, at en pandemi sidste gang havde epicenter i Europa. Verden er fuldkommen forandret, selvfølgelig er den det. Og det vil sige, at vi er nødt til at tage det politiske ansvar at handle, også selv om hvert eneste skridt ikke er beskrevet i lærebøgerne – for lærebøgerne handler om epidemier andre steder i verden, og senest Europa for alvor var ramt, var med den spanske syge for som sagt mere end 100 år siden.

Det er i vid udstrækning vurderingen fra vores myndigheders side, Statens Serum Institut og andre, at de tiltag, som Folketinget enstemmigt besluttede at kunne tage i brug, allerede har haft en effekt på danskernes adfærd – en betydelig effekt – og at de også vil bidrage til at aflaste og afbøde belastningen på sundhedsvæsenet. Hvor meget kan vi ikke sige endnu.

Derfor er det vigtigt, at vi også ser fremad og hele tiden er klar til at handle, klar til at gribe ind og klar til at gøre, hvad der skal til, for at sikre, at vi ikke får en epidemikurve, der pludselig viser sig at blive stejl. Vi skal hele tiden sikre, at vores myndigheder har de nødvendige redskaber til at håndtere den trussel, vi står over for, hvis der opstår behov for at handle hurtigt og for at begrænse smittespredningen og afbøde konsekvenser af spredningen.

Der vil jeg appellere til Folketinget. Jeg har hørt de pointer, også de kritiske pointer, der var. Det er fuldt forståeligt. Det var der også på vores møde i går, og jeg ser meget, meget frem til vores tekniske gennemgang med spørgsmål og svar og vores stærke og gode samarbejde i folkestyrets ånd, som når det er allerbedst. Jeg er meget, meget fuld af fortrøstning, i forhold til at det kan lade sig gøre at finde løsninger, også hvad angår de rejste pointer. Men der er noget, jeg meget gerne vil appellere til. Hvis nogen tror, at man kan vente med at indføre det her; hvis nogen tror, at det kan lade sig gøre, vil jeg sige: Den luksus har vi ikke. Den luksus havde de heller ikke i andre lande, hvor det viste sig, at man gjorde noget for sent; og der er der en meget, meget dyr pris at betale for det.

Det her kan være et spørgsmål om timer, det kan være et spørgsmål om dage eller uger, men når der pludselig sker en voldsom smittespredning, så er det helt afgørende, at vores myndigheder har mulighederne for at gribe ind. Det er det, regeringen ønsker at sikre med det her lovforslag, som i øvrigt, nej, naturligvis – for det her skal pointeres mere – selvklart har nøjagtig samme solnedgangsklausul som det, vi behandlede for 14 dage siden. Og det vil også være sådan, at i takt med at vi bruger dele af det her lovforslag – måske det hele, men i hvert fald formentlig dele af det – i form af bekendtgørelser, vil vi i hver enkelt bekendtgørelse lave solnedgangsklausuler, som sagtens kan være kortere. Man kan tage mig på ordet, for man kan simpelt hen se, hvordan vi har brugt sidste lovændring i bekendtgørelser; hvor man kan se, at i hver eneste bekendtgørelse har vi nøje vurderet en solnedgangsklausul, som er væsentlig kortere end selve lovændringen. Og det vil vi selvfølgelig gøre igen.

Indholdet er, at det for det første foreslås, at den aktuelle mulighed for at forbyde større forsamlinger og arrangementer udvides og gøres mere fleksibel. Aktuelt i dag er grænsen i Danmark på ti personer, og den vil om nødvendigt – om nødvendigt – kunne nedsættes; den nedre grænse vil kunne fastsættes til at forbyde, at helt ned til tre personer eller flere befinder sig på samme sted – med en række undtagelser. Det forudsættes nemlig, at personer fra samme husstand samt nærmeste pårørende ikke vil kunne omfattes af et sådant forbud.

For det andet fastslår regeringen, at det også fremadrettet skal være muligt at regulere adgangen til udendørs idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter, hvis der er risiko for smitte på disse steder. Vi foreslår at udvide muligheden for at regulere lokaler, som erhvervsdrivende råder over. Det foreslås, at det skal være muligt at regulere både udendørs arealer og lokaler, og at det skal gælde enhver fysisk eller juridisk person – og det vil altså eksempelvis give mulighed for at regulere adgangen til forlystelsesparkers udendørs arealer eller museer m.v., som hverken er offentlige eller drives erhvervsmæssigt.

Vi finder det også hensigtsmæssigt at øge politiets mulighed for i en bestemt periode at forbyde ophold på steder med almindelig adgang. Det vil politiet f.eks. kunne gøre, hvis politiet erfarer, at der er på bestemte steder gentagne gange samler sig menneskemængder på en måde, som medfører forhøjet smittefare. Herudover er det efter regeringens opfattelse nødvendigt at fastsætte forhøjede bødeniveauer ved overtrædelse af reglerne i epidemiloven for at forebygge, at folk ikke følger reglerne. Det skal efter regeringens opfattelse bl.a. være muligt at graduere størrelsen af en bøde, afhængigt af virksomhedens størrelse. Det er en mekanisme, som vi også kender fra flere andre love.

Jeg vil her også for en god ordens skyld ved førstebehandlingen henlede Folketingets opmærksomhed på høringssvarene fra de sundhedsfaglige styrelser, der er sendt til Folketinget som aftalt med ordførerne før mødets begyndelse, så de kan indgå i udvalgets behandling af lovforslaget. Jeg er sikker på, at vi trods den her hastebehandling af lovforslaget, får en god udvalgsbehandling, og jeg svarer naturligvis på de spørgsmål, som udvalget måtte stille til mig undervejs. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en række korte bemærkninger til ministeren, først fra hr. Martin Geertsen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Når man skærer alt det andet væk, er det, der bekymrer os meget her, jo det, der handler om, når folk skal samles. Kunne ministeren være indstillet på at kigge på, om man ligesom skal skære det der lidt anderledes? Jeg nævnte selv et eksempel, sådan som jeg og andre hos os i hvert fald læser lovforslaget, om et kærestepar, som ikke bor sammen, og hvor den ene af dem har en datter eller en søn, og som i givet fald ikke ville kunne mødes. Vil ministeren, hvad angår lige præcis den del af det, være indstillet på at slå stregen lidt anderledes? Det var mit ene spørgsmål.

Mit andet spørgsmål går på den del, der handler om politiets adgang til private hjem. Kunne man forestille sig, at man, som hr. Henrik Dahl og andre har været inde på, ligesom lagde nogle øvrige kontrolmekanismer ind i den proces?

Ministeren.

Tak for det konkrete og konstruktive spørgsmål.

Til det første spørgsmål: Ja, det synes jeg lyder klogt. Jo mere klart vi kan beskrive det, jo nemmere er det også for befolkningen at rette sig efter det og for myndighederne at håndhæve det. Jeg tror nok, det vil være umuligt at beskrive hver eneste situation udførligt, men at komme det nærmere, end det er her, synes jeg vi i fællesskab skal arbejde om i udvalgsbehandlingen.

Hvis man ser på vores nabolande, er der jo indført forsamlingsforbud med forskellige antal personer. Tyskland, Storbritannien og Estland er på maksimalt to personer, og der er det i flere andre lande, og den opgørelse – vi får dem løbende ind fra vores ambassader – vil jeg også meget gerne sende videre til udvalget. Det kan være interessant at se, hvad de egentlig er begyndt at arbejde med forskellige steder, og hvordan de der har indkredset det, for det kan være, man kan blive inspireret af det.

Til det andet spørgsmål om politiets adgang til private hjem: Det blev under sidste lovændring i udvalgsbehandlingen aftalt, at der skal en dommerkendelse til, og jeg mener – og det var også det, der blev sagt af flere ordførere – at samme princip bør gælde her.

Hr. Martin Geertsen.

Tak for det svar, og det må vi jo bore yderligere ud nu her i forbindelse med udvalgsbehandlingen. Det er fuldstændig uden nogen form for underliggende musik i det, jeg spørger om nu, men det er simpelt hen bare, fordi jeg gerne vil oplyses om regeringens holdning til det spørgsmål om processen her. For hr. Lars Boje Mathiesen er jo inde på det her spørgsmål om, om man kunne forestille sig en situation, hvor man første- og andenbehandlede det her og så tredjebehandlede det på et senere tidspunkt, hvor det var relevant. Hvad er det efter ministerens opfattelse, der gør, at man ikke ville kunne anvende den model?

Ministeren.

Det er der flere forskellige elementer i. Jeg tror, vi er nødt til at vende tilbage til det udvalgsmæssige i forhold til en helt uddybende liste af det, men der er mange, mange betænkeligheder ved det. Den helt oplagte er jo, at vi snart går ind i påsken. Folketinget har nogle frister for at skulle samles, og hvis der kommer en situation, hvor Rigspolitiet eller vores sundhedsmyndigheder, Styrelsen for Patientsikkerhed eller andre, har behov for at gribe ind hurtigt, så kan de ikke vente. Så kan vi risikere at spilde timer og dage, som vi ikke har.

Den anden ting er jo, at der er bekendtgørelsesmuligheder, som vil blive udstedt, f.eks. de regler, som handler om patientrettigheder i forhold til fertilitet og andet, som vil skulle gøre god gavn i sundhedsvæsenet allerede nu.

Den næste med en kort bemærkning er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er lige en opfølgning på det, der blev spurgt om med hensyn til en dommerkendelse. Det her lovforslag er jo en opfølgning på det andet lovforslag. Skal der være en dommerkendelse i forhold til det, der omhandler boligdelen?

Så vil jeg høre, om ministeren er vidende om, om regeringen allerede nu har tænkt sig at bruge de her bemyndigelser, som sundhedsministeren får. Ved man, hvilke af de bemyndigelser, ministeren får i dag, man vil benytte?

Jeg har jeg også et andet opfølgende spørgsmål. Det handler også lidt om det, hr. Martin Geertsen sagde. Der står i lovforslaget på side 19, at ministeren kan fastsætte regler om forbud mod eller restriktioner for besøgende og adgang til konkrete plejehjem og sygehuse og andet generelt. Men der står så nedenunder: Visse nære pårørende kan undtages fra forbuddet eller restriktionen i det omfang, der f.eks. er tale om uopsættelige besøg til en kritisk syg person på et sygehus eller plejehjem.

Der vil jeg bare spørge, hvem nært pårørende er. Vil det så sige, at man skal være i familie med vedkommende for at kunne komme på besøg? Hvis personen nu ligger på et hospice og er dødssyg, skal det så kun være familie, altså kun pårørende, eller kan det også være en nærtstående ven? For det er meget restriktivt, hvis det skal være sådan, at det kun er familiemæssigt, altså at man deler blod sammen, har samme blod, havde jeg nær sagt.

Ministeren.

Når der foreslås ordet pårørende og netop ikke familie, så kan pårørende jo også godt være folk, som man ikke er – hvad var det, ordføreren sagde? – blodmæssigt relateret til. Jeg ved ikke, om det er den rigtige formulering, det er det vist ikke. Men jeg tror, at vi må vende tilbage med det helt præcise juridisk set, om hvordan praksis er i forhold til pårørende. Men det er jo ikke nyt med pårørende, og at myndigheder vurderer, om man er pårørende.

Min holdning er den – nu var der et konkret eksempel med en døende patient på et hospice – at det da ville være umenneskeligt, synes jeg, hvis vi siger, at vedkommende ikke kan få besøg af en ven, der har fulgt personen hele livet. Hvorfor skulle vi dog forhindre det? Lad os dog prøve, om vi kan berolige, ikke bare ordføreren, men også, tror jeg, vores personale og generelt dem, der ville være omfattet af de her regler, sådan at vi kan være lidt mere klare, hvad angår de situationer.

Fru Karina Adsbøl.

Så fik ministeren ikke svaret på, om ministeren er vidende om, at man allerede nu vil gøre brug af de bemyndigelser, man får. Det vil jeg gerne have et svar på.

Jeg har et spørgsmål til sundhedsministeren. Når sundhedsministeren nu får bemyndigelse til at bemyndige andre myndigheder under andre ministerier, kan ministeren så også bemyndige en anden ressortminister, herunder udlændinge- og integrationsministeren til at lukke grænsen for også asylansøgere? Grænsen er jo lukket for alle andre.

Ministeren.

Hvad angår det sidste spørgsmål, som handler om asylsituationen, vil jeg anbefale, at man stiller spørgsmålet direkte til den pågældende ressortminister. Jeg vil meget gerne vende tilbage – jeg tror, at det må blive i forbindelse med udvalgsbehandlingen – i forhold til om der er nogle af de her bestemmelser, som konkret skal føres ud i livet. Jeg nævnte et eksempel for hr. Martin Geertsen før, nemlig eksemplet om patientrettigheder, som vil være meget, meget godt allerede nu at få ud i en bekendtgørelse. Jeg vil gerne vende tilbage også i udvalgsarbejdet i forhold til en gennemgang af hvert enkelt af dem. Så jeg vil lige forbeholde mig retten til at dykke præcist ned i det, så vi kan komme med de konkrete svar på det.

Den næste korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Nye Borgerlige har taget ansvar og frasiger sig ikke noget som helst ansvar; det håber jeg også ministeren vil bekræfte. Det blev ligesom indikeret fra Socialdemokratiets side, at Nye Borgerlige ikke har taget ansvar i den her situation. Det mener jeg vi har, og det håber jeg ministeren kan bekræfte.

Mit spørgsmål går på: Hvilke helt konkrete ændringer er der sket i tallene, som gør, at man bliver nødt til at lave stramninger? Altså, der må jo have været en udvikling, som gør, at de stramninger og de ting, man har gjort, ikke har været nok, siden man sætter flere i værk og man vil have dem sat i værk nu. Så derfor spørger jeg om, hvad det er, der konkret er sket med de her tal, som gør, at de stramninger og den lovgivning, vi har lavet indtil nu, ikke er god nok og ikke adresserer de udfordringer, vi har, med at sundhedsvæsenet skal kunne følge med derude.

Ministeren.

Jeg mener, at alle partier tager et stort, stort ansvar i den her tid, både ved at kommunikere til danskerne, til vælgergrupperne, der lytter særlig til dem, og ved at stemme for den lovændring, som vi vedtog for 14 dage siden, og jeg håber og appellerer til, at man også vil finde det ansvar i sig til at kunne gøre det ved denne lovændring.

Konkret er det jo sådan med vores epidemikurve, at det er for tidligt at sige: Nå, vi slap let. Hvis man kigger bare på vores to nabolande, viser de seneste smittetal og tal for døde både fra den svenske hovedstad og fra flere delstater i Tyskland, med al tydelighed, at det eneste, man ikke skal gøre, er at tøve, og man skal ikke tro, at faren nu er drevet over, og at vi er godt igennem. Vi er kun lige inde i uge tre af epidemien i Danmark, og hvis man ser på de lande, der er i uge fem og seks, hvor katastrofalt det er gået – nogle af dem nåede ikke at reagere i tide – ser man den situation, vi for alt i verden ikke skal bringe os i.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Det er jeg enig i. Der er heller ikke nogen, der snakker om at slippe speederen. Det her er at trykke yderligere på speederen, og der spørger jeg til, hvad argumentet er for, at vi skal gøre det. Hvad er behovet for det? Hvad er det sundhedsfaglige behov for, at vi skal gøre mere? Hvis det ikke er til stede, eller hvis man siger, der er behov for, at vi ikke må tøve nu, hvorfor bliver det så ikke fremlagt sådan, at det her er ting, som vi vil iværksætte nu? For så kan Folketinget jo tage ansvar for det. Men det gør man ikke; man siger, at det muligvis er noget, vi vil iværksætte, og der kan jeg altså ikke bruge et argument om, at Folketingets medlemmer er derhjemme. Der er altså folk, der er ved at miste deres virksomheder derude, og folk, der er syge – at vi skal bruge vores påskedage på at komme og hastebehandle sagen, gør jeg hjertens gerne. Det er i min optik ikke et argument for, at man vedtager noget lovgivning.

Så derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ind til igen: Hvad er argumentet for, at man ikke kan første- og andenbehandle det og så tredjebehandle det, hvis det bliver nødvendigt at lave de her ting? Man kan sagtens gøre betænkninger og alt muligt andet klar, så man kan vedtage det, og så det kan træde i kraft med det samme.

Ministeren.

Jeg tror, vi er inde i en meget principiel diskussion her. Det, man skal gøre sig klart, er – og det er jo så fundamentalt her – at stemmer man for den her lov, tager man ansvar for den her lov og er med til at tage ansvar for, at man giver myndighederne bemyndigelser til at tage den her lov i kraft, i takt med at det vil blive nødvendigt, som det står direkte i paragrafferne, for at forhindre smittespredning af en alment farlig sygdom, her covid-19. Det er den måde, det er defineret på i lovforslaget. Det er det, man tager ansvar for, og det vil sige, at hvis Folketinget ikke er klar til at tage ansvar for det nu her, og hvis man ikke er det fra Nye Borgerliges side, beklager jeg det, men det er det ansvar, man påtager sig som Folketing – at man giver myndighederne den bemyndigelse til at rykke, præcis når det sker. Hvis man ikke føler sig klar til at gøre det nu, beklager jeg det.

Den næste korte bemærkning er til hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak for det, og tak for gennemgangen og for en også denne gang god og inddragende proces. Jeg kunne tænke mig at spørge ind til nogle af de nye hjemler, vi lægger op til her – bl.a. den om at indskrænke antallet af personer, der må forsamles. Har ministeren gjort sig nogen tanker om, hvad der skulle sætte den hjemmel i kraft? Skulle det være en observation af, at der er sket en ændring i smittespredningen, i antallet af indlæggelser, eller vil det være en rent politisk beslutning?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det vil være efter en konkret vurdering og naturligvis med rådgivning fra vores sundhedsmyndigheder, men jo også fra Rigspolitiet, som følger det her meget, meget tæt. Og der er jo to ting, som man skal være opmærksom på. Den ene er epidemikurven, altså hvordan den bevæger sig, både i forhold til antal smittede, dem vi får opsporet, men jo også i forhold til antal indlagte på de forskellige afdelinger forskellige steder i Danmark. Og den anden er den opførsel, som vi får registreret. For hvis man kun kigger på smittekurven, kan den jo være 14 dage for sen i forhold til smittekæder, som pludselig kan sprede sig. Så derfor er det ikke kun det sundhedsfaglige, der kan rådgive, men det er sådan set også Rigspolitiet, der vil kunne rådgive regeringen om, hvor vi er nødt til at gå længere, end vi gør i dag.

Hr. Stinus Lindgreen.

Mange tak for det. En af de andre nye hjemler handler jo om det her med at kunne afspærre områder præventivt og sige: Her må man ikke forsamles. Er ministeren vidende om, hvor ofte det har været nødvendigt for politiet at rydde samme område flere gange, og måske om, hvor mange forskellige områder i Danmark der er tale om her?

Ministeren.

Der anbefaler jeg, at man stiller et spørgsmål, og så kan vi få teknisk bistand fra Rigspolitiet til at svare på det. Men jeg kan konstatere, at vi havde en situation i sidste weekend, hvor reglerne var trådt i kraft, og hvor politiet var ude med meget, meget kraftige henstillinger til befolkningen, og kommunerne tog et stort, stort ansvar. Det handler om de steder, hvor man normalt samles på en dansk forårsdag og færdes, slår sig ned og hygger tæt på hinanden, og det er jo præcis det, man ikke skal nu her. Og der må man sige, at den reaktion, der var i befolkningen var virkelig, virkelig god, altså at man klart fulgte myndighedernes, politiets og kommunernes anvisninger. Og det er jo også det, vi stadig skal gøre. Det her handler så om, at vi på et muligt tidspunkt skal have nogle redskaber for at kunne skride ind.

Den næste korte bemærkning er til hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for en inddragende proces og en foreløbig god redegørelse. Jeg har et spørgsmål, som jeg tror interesserer befolkningen rigtig meget, og det er om det her med forsamlingsforbuddet. Som jeg læser teksten, står der, at et eventuelt forbud ikke gælder medlemmer af samme husstand. Det er ret væsentligt at vide det, selv om jeg ikke håber, det bliver nødvendigt at tage det i anvendelse. Og der står videre, at personens ægtefælle, faste samlevende, faste partnere, forældre, børn og søskende ikke er omfattet af forbuddet. Private boliger er som udgangspunkt ikke ramt af forbuddet, men hvis det er nødvendigt, kan der fastsættes regler ved situationer, hvor private boliger benyttes til sammenkomster med personer uden for husstanden. Man kunne forestille sig, det blev tilfældet, hvis der er rigtig store sammenkomster og sådan noget. Men bofællesskaber og studerende med fælles køkkener er heller ikke omfattet, som jeg læser forslaget, og arbejdspladser er også undtaget.

Det siger jo lidt om, hvordan situationen er. Jeg tror, det er rimelig vigtigt, at vi får det kommunikeret kraftigt ud, hvis det skulle ske, at vi kommer dertil, hvad vi bestemt ikke håber. Men jeg går ud fra, at ministeren kan bekræfte, at det simpelt hen er den her afgrænsning, der er tale om, altså at det skal være hinanden meget uvedkommende personer, før der kan blive tale om, at man ikke må forsamles.

Ministeren.

Jeg kan fuldstændig bekræfte den analyse og den vurdering og den fremstilling, og mange tak for den. Jeg tror faktisk, jeg vil gå længere og sige, at det ikke kun er vigtigt, i fald det bliver nødvendigt at indføre det her, det er også vigtigt i forbindelse med lovbehandlingen, at vi bliver meget tydelige i forhold til offentligheden, som naturligvis har stor, stor interesse i det her, altså netop at sige, hvad det er, det giver mulighed for, og hvad det er, det ikke giver mulighed for.

Der er måske så én ting, jeg vil tilføje til den opremsning, der var her, og det er i forhold til grundloven, hvor vi her er på helt sikker grund. Der er en klar undtagelse, og det er, når det drejer sig om politiske forsamlinger, politiske møder. Der skal man stadig væk iagttage, at man ikke er for få meter fra hinanden, men der kan man uanset ændringerne her altså samles i større grupper også fremadrettet.

Hr. Per Larsen? Nej. Således er der ikke flere korte bemærkninger til ministeren, så tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.