Erhvervsudvalget 2019-20
L 149 Bilag 10
Offentligt
2197606_0001.png
Foretræde d. 28. maj 2020 kl. 14.00 på Christiansborg
Dansk Kredit Råd
Dansk Kredit Råd har fulgt den politiske behandling af L149 (Forslag til lov om ændring af lov om
forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed).
Det giver anledning til en række generelle betragtninger, som vil blive uddybet på foretræde for
Erhvervsudvalget med henblik på, at der sikres et så oplyst beslutningsgrundlag som muligt.
LauritzenConsultings notat om forslag til ændringer af lovgivning om kviklån
Først og fremmest kan vi konstatere, at ministeren ikke har kommenteret LauritzenConsultings notat
om Forslag til ændringer af lovgivning om kviklån, der blev medsendt som bilag til DKRs
høringsmateriale. Vi fremsender derfor bilaget, så det indgår i sin helhed i forlængelse af
nærværende generelle betragtninger, og så ministeren har mulighed for at give sine kommentarer.
Lovforslagets effekt på lånemarkedet
Lovforslagets formål er ifølge lovens bemærkninger og den politiske aftale at styrke
forbrugerbeskyttelsen og mindske overgældssætning.
Det kan konstateres, at det faktuelle evidensbaserede grundlag for, at et ÅOP-loft, et
markedsføringsforbud eller at et forbud mod kobling af spil/betting og forbrugerkreditaftaler
bidrager til at styrke forbrugerbeskyttelsen eller mindske overgældsætningen er ganske begrænset.
Det generelle svar fra ministeren på spørgsmål, der spørger ind til det evidensbaserede grundlag for
lovforslaget er, at der foreligger en politisk aftale.
Faktum er dog, at et ÅOP-loft vil medføre en svækkelse af forbrugerbeskyttelsen. Der er således intet
faktuelt grundlag, der tyder på, at L149 vil gavne forbrugerbeskyttelsen, men snarere at indgrebet vil
gøre det vanskeligere at være forbruger. Overgældssætningsproblemet vil ikke blive løst, men der vil
sandsynligvis komme mere gæld og flere overgældsatte borgere, da ÅOP-loftet vil medføre at mindre
og kortfristede lån vil blive udskiftet med større og mere langfristede lån.
Gennemsnitligt større lån og længere afdragsperioder øger alt andet lige risikoen for
overgældsætning. Det medfører dårligere forbrugerbeskyttelse.
Evaluering
Det forventes at loven skal evalueres senest et år efter ikrafttrædelse. Særlig vigtig er de punkter,
som erhvervsministeren ikke har kunnet dokumentere betydningen af.
Vi vil derfor anbefale Erhvervsudvalget, at evalueringen omfatter en løbende sammenligning af
udviklingen i overgældssætning, udviklingen i størrelsen på det gennemsnitlige forbrugslån,
udviklingen i omfanget og størrelsen af forbrugslån over tid (relativt i forhold til sikrede lån og i
absolutte tal), udviklingen i overgældssætningen opdelt på alle kreditudbydere, herunder banker,
udbydere af forbrugslån, udbydere af konto- og kreditkort m.v. i opdaterede tal. Hertil kommer en
evaluering og sammenligning af udbydernes kreditværdighedsvurderinger, ÅOP-loftets effekter af
konkurrenceforhold på markedet, forbrugertilfredsheden, opgørelse af samlende startomkostninger
og renteomkostninger på en standard kassekredit sammenlignet med forbrugslånevirksomheders
produkter og en benchmarking af de reelle omkostninger.
 L 149 - 2019-20 - Bilag 10: Henvendelse af 26/5-20 fra Dansk Kredit Råd om generelle betragtninger i forhold til lovforslaget
2197606_0002.png
Foretræde d. 28. maj 2020 kl. 14.00 på Christiansborg
Implementering og ikrafttrædelsesdato
Det fremgår både af førstebehandlingen og af ministerens svar på spørgsmål 6, at ministeren ikke
ønsker at udskyde ikrafttrædelsestidspunktet for L149 med henvisning til at det er en del af den
politiske aftale, at loven skal virke hurtigst muligt.
Det ændrer ikke ved, at låneudbydere har behov for en rimelig frist til at omstille deres forretninger
og digitale systemer mv. Det er ministerens ansvar at tilrettelægge lovbehandlingen således, at
ministeren både kan leve op til den politiske aftale og loven kan træde i kraft med rimelig tid til at
legitime låneudbydere kan omstille sig.
Med den nuværende tidsplan kunne man få det indtryk, at ministeren har til hensigt at forsøge at
kvæle legitime låneudbydere ved at designe lovbehandlingen, så perioden fra loven tredjebehandles
og den træder i kraft er så kort, at loven i de første måneder er umulig for låneudbydere rent teknisk
at nå at tilpasse sig til.
Ministeren skriver, i svar på spørgsmål 6:
”Forbrugslå svirkso heder e har i øvrigt haft gode
muligheder for at forberede sig på implementeringen af den brede politiske aftale, eftersom
lovforslaget allerede blev fre sat de 26. arts 2020.”
Det er ikke korrekt. Det er ganske vist, at lovforslaget blev fremsat af erhvervsministeren d. 26.
marts, men på det tidspunkt kendte branchen ikke den endeligt vedtagne lov, der skal
implementeres
–
vi kender den fortsat ikke.
Udvalgsbehandlingen er ikke bare en formalitet, der skal overstås, men en væsentlig del af dem
demokratiske proces, hvor lovforslagets juridiske og tekniske hjørner tilrettes - og selv mindre
ændringer i lovens udformning kan have stor betydning for hvorledes branchen skal omstille sig.
Kendskab til den politiske aftale muliggør en overordnet forberedelse af nye forretningsmodeller og
udvikling af nye lånemodeller. Men det muliggør ikke en konkret tilpasning af interne
forretningsgange, ændring og genforhandling af kommercielle kontrakter med leverandører eller en
tilpasning og rekodning af it-systemer.
Administrative omstillingsomkostninger
Erhvervsstyrelsen har vurderet, at lovforslaget samlet set ikke vil medføre administrative løbende
årlige omkostninger eller administrative omstillingsomkostninger over 4 mio. kr., som er
grænseværdien defineret i Vejledningen om erhvervsøkonomiske konsekvensvurderinger (2015) for,
hvornår administrative konsekvenser kvantificeres yderligere.
Jeg kan i den sammenhæng pointere, at min egen virksomhed alene
–
4Finance
–
har budgetteret
med ekstraordinære administrative omkostninger svarende til to millioner kroner. Omkostningerne
går til administrativt arbejde med at tilpasse forretningsmodel, ændring af kommercielle aftaler med
leverandører, herunder tv-selskaber og mediebureauer, samt it-omkostninger i forbindelse med
etablering af nye lånemodeller inklusive ændringer af rente- og omkostningssatser i systemerne.
DKR har 12 medlemmer, dertil kommer medlemmerne i Finans & Leasing samt medlemmerne i
Finans Danmark. Dertil kommer mediebureauer og tv selskaber, der ligeledes skal tilpasse deres
forretningssystemer. Det er vanskeligt at forestille sig, at de samlede administrative omkostninger
skulle kunne holdes under fire millioner kroner samlet.
 L 149 - 2019-20 - Bilag 10: Henvendelse af 26/5-20 fra Dansk Kredit Råd om generelle betragtninger i forhold til lovforslaget
2197606_0003.png
LauritzenConsulting
Forslag til ændringer af lovgivning om kviklån
21. februar 2020
1. Indledning
Foranlediget af en høring
o ”æ dri g af lov o for rugslå svirkso heder, lov o
arkedsføri g og lov o fi a siel virkso hed”
har Dansk Kredit Råd bedt Lauritzen
Consulting (LC) om at udarbejde en vurdering af lovforslaget. Vores vurdering, som
præsenteres i dette notat, vil se på forslagets proportionalitet ift. dets formål og sætte fokus
på en række problematiske forhold i forslaget. Afslutningsvist vil vi konkludere på forslagets
konkurrenceforvridende effekter og dets overensstemmelse med EU-retten.
2. Baggrund
Baggrunden for forslaget er debat om udbredelsen af såkaldte kviklån, dvs. typisk korte
forbrugslån uden sikkerhed, som forbrugere optager for at kunne finansiere køb af varer eller
tjenester. Renten (fx målt ved ÅOP, jf. nedenfor) er typiske højere end på andre lån, hvilket
afspejler, at de er dyrere at administrere i forhold til de lånte beløb end fx typiske bånklån, og
at kreditrisikoen for udbyderne er større. Selvom lånene optages af alle befolkningsgrupper,
er der en overvægt af personer, som formentligt ikke ville være kreditværdige hos
pengeinstitutterne, fx unge og personer uden fast beskæftigelse.
Den grundigste analyse af området blev udarbejdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
KFST i
5 ”Markedet for kviklå ” . De e a alyse
(som var baseret på en relativ bred
markedsafgrænsning) viste, at det såkaldte kviklånsmarked var steget stærkt i årene forinden,
og rapporten anbefalede på den baggrund en række reguleringer og stramninger af
lovgivningen. I 2016 blev der således indført en
48-timers betænkningsperiode,
inden
forbrugslån med en løbetid på højst tre måneder, og som ikke er betinget af et varekøb, kan
udbetales. En række andre stramninger blev indført i foråret 2019, med ikrafttræden pr 1/7
2019, hvorefter det bl.a. blev påbudt for udbydere af forbrugslån at blive registreret og
underlagt Finanstilsynets tilsyn
1
. Endvidere blev der indført et krav om
kreditværdighedsvurdering af den enkelte låntager. Baggrunden for dette var især KFST´s
rapport, som viste, at en del forbrugere tilsyneladende efterfølgende fortryder deres
forbrugslån og/eller ikke betaler lånet tilbage til tiden. Betænkningsperioden er således et
middel mod såkaldte
impulskøb
med dertil knyttede
impulslån.
Det bemærkes i øvrigt, at branchen selv har udarbejdet en nyere rapport, fra marts 2018, om
udviklingen på markedet. Der refereres ikke til denne rapport i lovforslaget. Det fremgår bl.a.
af rapporten, at halvdelen af alle låneanmodninger afvises, og at kun 2,3 % af lånene ender
som fogedsager. Branchen anbefaler endvidere i denne rapport flere politikinitiativer for at
beskytte forbrugerne, fx skærpet tilsyn fra Finanstilsynet, bedre oplysning om
1
Dette tilsyn er endvidere endnu ikke implementeret i praksis
1
 L 149 - 2019-20 - Bilag 10: Henvendelse af 26/5-20 fra Dansk Kredit Råd om generelle betragtninger i forhold til lovforslaget
LauritzenConsulting
21. februar 2020
klagemuligheder og forbud mod lån til personer med gældsanmærkninger (fx RKI).
Lovforslaget forholder sig således ikke til branchens egne ønsker om regulering.
3. Grundlæggende om forslagets proportionalitet
I dled i gsvist i lovforslaget egru des dette ed et ø ske o at u dgå, at ”u ge og so ialt
udsatte da skere” e der i ”gældsfælder”, l.a. fordi lå e e ”auto atisk fortsætter fra å ed
til å ed ude krav o afdrag”.
Dette ønske er forståeligt. Spørgsmålet om proportionalitet
vedrører især, om et ønske om at undgå gældsfælder kunne opnås på mindre vidtgående og
forvridende måder end efter forslaget. Dette spørgsmål er vigtigt - både fordi det generelt er
uhensigtsmæssigt, når love ikke er effektive i forhold til de mål, de sigter mod at opnå, men
også fordi det i forhold til EU-retten gælder, at grundlæggende rettigheder og
konkurrenceretten kun må tilsidesættes, hvis der er tungtvejende grunde til det, og hvis
målene ikke kan opnås på en mindre konkurrenceforvridende måde.
Ved det foreliggende lovforslag er der flere ting, der peger på, at proportionalitetskravet ikke
er opfyldt. Først og fremmest foreligger der ingen opgørelser eller undersøgelser af
virkningerne af 2016- og 2019-reguleringernes effekt på omfanget af lån og af, hvor mange
lå tagere, der er eller føler sig a ragt i e ”gældsfælde”.
Det er således i høj grad muligt, at 2016- og 2019-reguleringen vil mindske antallet af
personer, der er eller føler sig anbragt i en gældsfælde. Dette spørgsmål er simpelt hen ikke
belyst.
Man kan tilføje, at det vil være helt uproportionalt generelt at søge at dæmpe forbrugslån.
Som udgangspunkt er der, også på de finansielle markeder, er aftalefrihed, og at regulere
låneaftaler indgået mellem voksne og oplyste forbrugere på den ene side og långivere på den
anden side strider grundlæggende mod både grundlovens og EU-rettens principper om fri
erhvervsudøvelse. Dette hensyn kan under ekstraordinære omstændigheder evt. begrundes
med særlige hensyn til meget svage forbrugere. Et sådant særligt hensyn er imidlertid ikke
dokumenteret eller sandsynliggjort.
Hvis der er et ønske om at gå videre end 2016- og 2019-reguleringerne vil dette også kunne
gøres på mindre indgribende måder end i lovforslaget, jf. nedenfor.
4. ÅOP-begrebet
Et af de væsentligste nye forhold i lovforslaget er grænser på hhv. 25 og 35 pct. for den
såkaldte ÅOP, dvs. de årlige omkostninger i pct. ÅOP er et begreb, der er indført i dansk ret på
foranledning af EU og sigter mod at gøre det mere gennemsigtigt for forbrugerne at
gennemskue vilkårene for forskellige lån. Man kan sammenligne ÅOP med rentesatser, men
ÅOP er et ” rutto egre ”, der edtager alle re ter og øvrige lå eo kost i ger i et e kelt tal.
2
 L 149 - 2019-20 - Bilag 10: Henvendelse af 26/5-20 fra Dansk Kredit Råd om generelle betragtninger i forhold til lovforslaget
LauritzenConsulting
21. februar 2020
En sådan forenkling kan være fornuftig, men grundlæggende har ÅOP-begrebet den svaghed,
at det ikke er relateret til långivers omkostninger og at det ved korte lån, dvs. af en eller få
måneders løbetid, ikke er et retvisende udtryk for de samlede omkostninger for forbrugeren
ved et lån.
En långiver har normalt både omkostninger ved långivning, der er stort set uafhængige af
lånets størrelse, og omkostninger, der afhænger af lånets størrelse. De størrelsesuafhængige
omkostninger
er
omkostninger
til
kreditværdighedsvurdering,
registrering,
dokumentoprettelse mv. De størrelsesafhængige omkostninger er primært kreditrisikoen, dvs.
udbyders risiko for, at låntager ikke kan eller vil betale lånet tilbage. ÅOP-begrebet måler
imidlertid låneomkostningerne i forhold til lånebeløbet.
ÅOP-begrebet
”straffer” derfor
små
lån.
Hvis en långiver fx tager en rente på 2 pct. om måneden plus 200 kr i
administrationsgebyr, så vil et kort lån på fx 1000 kr eller 2000 kr automatisk have en meget
høj ÅOP (langt over lovforslagets grænser). ÅOP kan i dette tilfælde nedbringes ved at øge
lånebeløbet, hvilket ikke vil være i overensstemmelse med lovforslaget intentioner -
tværtimod.
ÅOP-begrebet straffer også korte lån.
Fx vil et tænkt, rentefrit lån på 1000 kr, med en løbetid
på en uge, og et tænkt, lavt lånegebyr på bare 10 kr, have en ÅOP på 68 pct., dvs. langt over
lovforslagets grænser. I dette tilfælde kan et sådan lån også bringes i overensstemmelse med
lovforslaget, nemlig ved at forlænge løbetiden. Men en ændring af lånemønstrene, så lånene
bliver længere, vil ikke på nogen måde reducere risikoen for fortrudte lån eller gældsfælder -
for e tlig tværti od, jf. også lovforslagets e ærk i g o at u dgå lå , der ”auto atisk
fortsætter fra å ed til å ed ude krav o afdrag”.
5. 35 pct. ÅOP-grænsen
Lovforslaget indeholder en generel grænse for ÅOP for forbrugslån på 35 pct.
De fleste andre EU-lande har ikke en sådan grænse. Og i de få lande, der har en sådan grænse,
er den højere end 35 pct., jf. både KFST´s 2015-rapport og bemærkningerne i lovforslaget.
Island har således en ÅOP-grænse på mere end 50 pct. Finland har en rentegrænse på 20 pct.
- men med mulighed for tillæg på mindst 150 euro pr år, hvilket i praksis vil give en væsentligt
højere ÅOP end i lovforslaget. I Sverige er loftet 40 pct. plus rentelovens referencerente, som
er nationalbankerenten plus 8 pct. - dvs. et loft på i alt næsten 50 pct. Endelig har UK ifølge
KFST-rapporten en grænse på 24 pct. -
om måneden
- hvilket også er meget højere end i
lovforslaget (men det er ikke nævnt i lovforslagets bemærkninger).
3
 L 149 - 2019-20 - Bilag 10: Henvendelse af 26/5-20 fra Dansk Kredit Råd om generelle betragtninger i forhold til lovforslaget
LauritzenConsulting
21. februar 2020
35 pct.-grænsen for ÅOP vil således efter det oplyste være den strammeste regulering i
Europa.
Herudover er grænsen konkurrenceforvridende, idet den ikke gælder for udenlandske
udbydere fra EU- og EØS-lande (dette gennemgås nedenfor) og heller ikke for lån, der er givet
mod sikkerhed i fast ejendom. En sådan sikkerhed i form af et ejerpantebrev el.lign. er en
typisk del af pengeinstitutternes forretningsmodel, men ikke af forbrugslånsvirksomhedernes
model. Det gør det naturligt at overveje, hvorfor pengeinstitutternes forretningsmodel skal
stilles bedre end forbrugslånsvirksomhedernes. Et lån med en given ÅOP opleves ikke af
forbrugerne som mindre byrdefuldt, fordi långiver har sikkerhed - tværtimod er långiverens
risiko og dermed omkostning større, når der ikke er sikkerhed for lånet.
Et praktisk hensyn kunne være, at pengeinstitutternes ÅOP som regel er lavere end 35 pct., og
at det derfor ikke er nødvendigt at gribe ind over for pengeinstitutlån. Det er imidlertid en
dårlig egru delse, for i så fald vil ” øvlet” ved at o fatte lå
ed sikkerhed også være
begrænset.
Konklusionen må derfor i stedet være, at lovforslaget diskriminerer forbrugslånsvirksomheder
i forhold til pengeinstitutter, uden at der foreligger nogen rimelig begrundelse for dette.
6. 25 pct. ÅOP-grænsen
Lovforslaget indeholder også en grænse på 25 pct. Denne grænse betyder, at det bliver
for udt at yde lå
ed e ÅOP over 5 p t., såfre t virkso hede ” arkedsfører” si e lå .
Denne regel gælder dog ikke lån mod sikkerhed, jf. beskrivelsen ovenfor, og heller ikke lån
givet af detailhandelen eller af en anden långiver i forbindelse med køb af en konkret vare
eller tjenesteydelse. Endelig gælder reglen igen ikke udenlandske udbydere, jf. ovenfor.
Reglen er problematisk af flere grunde.
For det første er egre et ” arkedsføri g” ikke klart. Nogle vil ved dette ord forstå
”rekla eri g” v., e e såda opfattelse er for s æver. Efter arkedsføri gsrette
i kluderer ordet ” arkedsføri g”
meget andet, herunder fx også den måde, lånene leveres
på, skiltning i udbyderens butik, lokaler, hjemmeside oma. Lovforslaget forsøger at reparere
på denne uklarhed ved netop at tilføje, at skiltning i egne lokaler, på egen hjemmeside mv.
netop ikke er omfattet af reglen. Under alle omstændigheder består der imidlertid uklarheder,
som kan forstærke de konkurrenceforvridende effekter af lovforslaget.
Den anden uklarhed og konkurrenceforvridning gælder i forhold til detailhandelen. Ifølge
KFST´s rapport gives kviklån ofte netop med henblik på køb af en konkret vare eller ydelse.
4
 L 149 - 2019-20 - Bilag 10: Henvendelse af 26/5-20 fra Dansk Kredit Råd om generelle betragtninger i forhold til lovforslaget
LauritzenConsulting
21. februar 2020
Når forslaget undtager långivning givet i forbindelse med dette køb, men ikke når
lå tag i ge sker i sa
e hæ g her ed, e evt. lot ”på de a de side af gade ”,
indføres en konkurrencebegrænsning, som er uproportional, idet den ikke tjener noget
rimeligt formål, der står mål med eller kan begrunde konkurrenceforvridningen.
Endelig gør eksistensen af to grænser i sig selv loven uklar, idet der vil være en række
grænsetilfælde, hvor det er uklart, hvilken af de to grænser, der gælder.
Ud over de konkurrenceforvridende forhold vil det således gøre loven enklere, klarere og
nemmere at forstå og administrere for såvel forbrugere som virksomheder og tilsyn at droppe
den særlige 25 pct.-regel.
7. 100 pct.grænsen
Lovforslaget indeholder endvidere en 100 pct.-grænse. Det samlede beløb, som renter og
andre låneomkostninger udgør, må ikke overstige lånebeløbet.
I første omgang kan dette synes at være en beskyttelse i ft. rykkeomkostninger mv. (som ikke
er indeholdt i ÅOP-
egre et, idet disse o kost i ger ikke forudsættes etalt i det ” or ale”
lånetilfælde). Dette forekommer imidlertid ubegrundet, idet der allerede findes en regulering
af rykkergebyrer mv. (som normalt højst må udgøre 100 kr pr. rykker, og højst for tre rykkere i
alt).
De 100 pct. er imidlertid ikke pr år (som ÅOP), men i alt, og virker derfor som en ekstra
beskyttelse for forbrugeren, når lånene har en løbetid på mere end 3-4 år. Omvendt giver
reglen et disincitament til at udbyde lån med en længere løbetid end 3-4 år. Det er uklart,
hvilket hensyn denne regel skal varetage. I mange situationer kan det være fornuftigt at lade
et lån have næsten samme løbetid som det gode, lånet skal finansiere, og mange
forbrugsgoder har en længere løbetid end 3-4 år.
Det kan også tilføjes, at mange langløbende bank- og realkreditlån i tidligere højrenteperioder
har haft en samlet betaling af renter og omkostninger, der overskred hovedstolen.
8. Sammenfattende om de konkurrenceforvridende virkninger
Det kan sammenfattende konkluderes, at lovforslaget indeholder en del lofter og
afgrænsninger,
som
vil
virke
konkurrenceforvridende
i
forholdet
mellem
forbrugslånsvirksomhederne og andre kreditudbydere - nemlig pengeinstitutter,
betalingskortudbydere, detailhandelen mv. Det er meget svært at se noget sagligt grundlag
for denne konkurrenceforvridning, som vil svække konkurrencen og reducere udbuddet af lån,
således at en del lån fremover ikke vil blive ydet.
5
 L 149 - 2019-20 - Bilag 10: Henvendelse af 26/5-20 fra Dansk Kredit Råd om generelle betragtninger i forhold til lovforslaget
2197606_0008.png
LauritzenConsulting
21. februar 2020
Der er også en klar risiko for konkurrenceforvridning ift. private personer og virksomheder,
der ikke er registreret og ikke er under Finanstilsynets tilsyn. Dette er søgt håndteret ved også
at lade lovforslaget omfatte sådanne lån. Det er imidlertid tvivlsomt, i hvilket omfang loven vil
blive håndhævet for sådanne lån. Der er derfor risiko for, at en del af lånene bliver rykket ud i
det ” ørkegrå” o råde, hvor lå giver e ka være perso er eller virkso heder, der også på
andre områder kan have et afslappet forhold til lovgivningen, herunder skattelovgivningen.
9. Sammenfattende om forholdet til EU-retten
Det fremgår klart af lovforslagets bemærkninger, at forslaget vil diskriminere danske
finanslåneudbydere ift. udbydere fra andre EU- eller EØS-lande, idet disse alene vil være
omfattet af hjemlandet lovgivning og ikke af den danske lovgivning. Det anføres som delvist
forsvar for dette forhold, at hvis en dansk udbyder etablerer sig i et andet land
alene
med det
forhold at udbyde lån til danske kunder fra et andet land, så vil der mulighed for at erklære
omgåelse og lade en sådan virksomhed omfatte af de danske regler.
Hvis virksomheden imidlertid fx udbyder lån til flere EU-lande, vil der ikke være tale om
omgåelse.
Denne konkurrenceforvridning vil under alle omstændigheder være urimelig over for de
danske udbydere. Den vil også indebære risiko for, at lovforslaget ikke når sine mål - men at
slutresultatet blot bliver mindre kontrolmuligheder og tab af dansk skatteprovenu.
Spørgsmålet er også, om og i hvilket omfang en sådan diskrimination strider med EU-retten.
Det relevante er her EU-traktatens konkurrencebestemmelser (artikel 101-102) og artikel 15 i
EU´s Charter om grundlæggende rettigheder, der lyder, at enhver har ret til at arbejde og at
”udøve et frit valg eller a epteret erhverv”.
Hvis en dansk lovgivning på denne måde diskriminerede mod danske virksomheder, var der
efter vores vurdering ingen tvivl om, at det ville være i modstrid med EU-retten. Her er der
tale om såkaldt
omvendt diskrimination,
hvor et land diskriminerer mod sine egne
virksomheder ved at give dem ringere vilkår end virksomheder i andre lande. Retspraksis ift.
o
ve dt diskri i atio er væse tligt i dre e d retspraksis ift. ” or al” diskri i atio .
Regler og praksis imod diskrimination i EU gælder imidlertid begge veje, og EU-traktaten
beskytter i høj grad også både borgere og virksomheder ift. overgreb fra de stater, de er
hjemmehørende i.
Det kan således sammenfattende konkluderes, at:
•
Erhvervsministeriet ikke har taget hensyn til Dansk Kredit Råds rapport fra 2018 samt
undersøgt virkningerne af indførelsen af betænkningsperiode i 2016 og af den seneste
6
 L 149 - 2019-20 - Bilag 10: Henvendelse af 26/5-20 fra Dansk Kredit Råd om generelle betragtninger i forhold til lovforslaget
2197606_0009.png
LauritzenConsulting
21. februar 2020
•
•
regulering fra 2018. Ministeriet har således ikke dokumenteret behovet for ny
regulering
Lovforslaget på flere områder indfører eller forstærker en konkurrenceforvridning
mellem forbrugslånsvirksomhederne på den ene side og pengeinstitutter,
betalingskortvirksomheder mv. på den anden side. Denne konkurrenceforvridning
tjener ikke noget sagligt formål. Selv om pengeinstitutterne fx har banklicens, er også
forbrugslånsvirksomhederne i dag under tilsyn af Finanstilsynet, og denne forskel er
derfor ikke noget saglig grund til konkurrenceforvridning. Der indføres endvidere en
konkurrenceforvridning mellem forbrugslånsvirksomhederne og detailhandelen (eller
lånevirksomheder med tætte relationer til detailhandelen), som er ubegrundet og
usaglig.
Endelig indføres der en omvendt diskrimination mod danske virksomheder, som kan
være i strid med EU-retten.
Det er derfor vores samlede vurdering, at bestemmelserne er kritisable og betænkelige i et
EU-retligt perspektiv, og at lovforslaget med betydelig fordel kan gøres mere EU-konformt.
7