Det her er endnu en samlelov, som vi jo tit har på skatteområdet, og her er der ti forskellige tiltag. Både fordi der er så mange, og fordi de to foregående ordførere har været inde omkring de fleste af dem, vil jeg ikke nævne dem alle sammen, men tage nogle af dem ud og kommentere dem.
Det første er omkring momsreglerne for internethandel, hvor det er sådan i dag, at varer under 80 kr. er momsfritaget ved import. Fremover fjerner man den grænse, og det er jo for at give lige konkurrence, og det synes vi faktisk fra Dansk Folkepartis side er en god og fornuftig disposition, for der har været en negativ konkurrence for danske virksomheder, fordi de jo betaler moms af varer, der har en værdi under 80 kr., set i forhold til typisk billigt kineserskrammel, vil jeg sige, som flyder ind over landegrænsen – det er op imod 40.000 pakker, der hver eneste dag kommer ind over grænsen, og som man jo ingen kontrol har med, i forhold til hvad der kan være af usunde ting i varerne. Og det stopper man jo ikke nødvendigvis med det her, men man sørger i hvert fald for, at konkurrencen bliver mere lige, og at der bliver en bedre kontrol med det, fordi man trods alt kan finde ud af, hvad det er for nogle virksomheder, der sælger det, og om de betaler den rigtige skat i Danmark, og det synes vi er ganske fornuftigt.
En anden ting, jeg vil tage ud og fremhæve, er omkring det med fjernsalgsgrænsen for betaling af moms i forbrugerlandet. Altså, hvis en tysk virksomhed sælger nogle varer til en dansk kunde via internettet, har der tidligere været en ret høj grænse, hvor man skulle over 280.000 kr., før man afregnede moms i Danmark. Nu kommer der en fælles grænse på 10.000 euro i alle EU-lande, og det er jo noget, der hjælper den danske konkurrenceevne, fordi vi typisk har en høj moms. Jeg har også bemærket, ligesom hr. Ole Birk Olesen, at det også hjælper den danske statskasse. Det giver 285 mio. kr. i varig virkning, som vi selvfølgelig også er interesseret i at finde ud af hvad man kan bruge til. Men vi synes også, det er et konkurrencemæssigt ganske godt og fornuftigt punkt at have med i det her.
Så er der det omkring udvidelse af det, der hedder one shop stop-modellen, som også er nævnt, og hvor vi synes, det er ganske fornuftigt, at der kommer en håndtering af den her ferielovsaftale, der er lavet. Og her handler det så om, hvordan man håndterer A-skatten ved udbetaling fra feriegarantiordningen, hvor det jo også er ganske fornuftigt, at man får det på plads. Så det har vi heller ikke nogen indvendinger imod.
Det eneste, jeg vil nævne, som vi måske kan have nogle spørgsmål til, er faktisk det, der egentlig står som en række småjusteringer. Altså, der er noget omkring digitale salgsregistreringssystemer, som vi har været store fortalere for i Dansk Folkeparti, både i forhold til at give det som påbud til virksomheder, som snyder, men også i forhold til at vi har valgt nogle brancher ud, hvor der er massiv svindel, og hvor man har sagt, at de så skal have det. Det er vi overhovedet ikke kritiske over for – det er vi store fortalere for. Men det, jeg er lidt kritisk over for, er, at man fremover giver det som en ministerbeføjelse, så ministeren kan vælge, hvilke brancher der skal have de her digitale salgsregistreringssystemer. Jeg synes jo, det bør være Folketinget, der bestemmer, hvem der skal pålægges den byrde.
Der står jo i lovforslaget, at hvis der er særlige grunde til at udvide det, kan ministeren vælge at gøre det, men hvem er det, der skal vurdere, om der er en særlig grund til det? Ja, det er vel Folketinget, og i og med at vi som i det her tilfælde har en samlelov med ti forslag, og at vi har dem løbende, så ser jeg altså ikke noget problem ved, at man putter det ind i en af de mange samlelove og lægger det op til Folketinget at vurdere, om der er en ekstra branche, der skal på, eller om der er en branche, der skal af, for at der kommer styr på tingene – så var det jo fornuftigt. Men jeg synes, det bør være en opgave for Folketinget og ikke en ministerbeføjelse. Og det er sådan set den eneste anke, jeg har til det her lovforslag, altså at man måske skulle tage den anden løsning.
Så er der igen det omkring provenuet – altså 285 mio. kr. i varig virkning. Jeg synes, det måske var en idé, at vi kunne blive enige om f.eks. at komme dem over i forbindelse med den øvelse, der kommer nu, og hvor vi skal se, om vi kan skubbe gang i dansk økonomi igen efter coronakrisen. Det er jo ikke det, der rækker i forhold til det lange stykke, men så har man da i hvert fald et provenu her, som man kunne rulle ud. Og der kunne vi måske blive enige om, at man kunne lave en fælles betænkning om det, hvor man skrev, at de 285 mio. kr. i hvert fald kunne være en start på den øvelse, der kommer.
Men som sagt er Dansk Folkeparti positive over for de mange gode tiltag, der er i det her lovforslag, hvor mange af dem jo er ret små. Men vi har lige den enkelte bemærkning til det med de digitale salgsregistreringssystemer, hvor vi synes, at det bør være en folketingsopgave og ikke en ministerbeføjelse. Det var ordene.