Vi støtter også det her lovforslag. Det er et rigtig godt lovforslag. Fra Enhedslistens side er vi sådan set enige med vores borgerlige medlemmer af Folketinget i, at der ikke er blevet gjort nok. (Munterhed). Og nogle af de ting, der indgår i det, som vi synes man skal gøre, var vi ude med i går, hvor vi fremlagde en pakke, som jeg håber mange af jer også har lagt mærke til. For sagen er, at med den trepartsaftale, der er lavet med det her lovforslag, som skal stemmes igennem nu, er der jo stadig væk mange, som ikke er dækket af det sikkerhedsnet, vi har i dag. Og en af de ting, som vi synes det er vigtigt at gennemføre, er at indføre en regel om, at man ikke skal lukke sit cvr-nummer helt, altså lukke sin virksomhed ned, for at kunne få dagpenge.
Samtidig er det jo også sådan, at der er mange, der ikke har meldt sig ind i en a-kasse, når de har en virksomhed, fordi de vidste, at de alligevel ville blive nødt til at lukke deres virksomhed helt ned for i det hele taget at få dagpenge. Og derfor bliver vi jo også nødt til, synes vi, at lave et vindue på f.eks. 14 dage, hvor man giver mulighed for, at folk kan melde sig ind i a-kassen.
Samtidig er det jo også åbenlyst, at når vi har begrænsninger – f.eks. i forhold til dagpengeperiodens længde på 2 år – bør den periode, som nu er coronaperiode, jo ikke tælle med dér. Altså, dagpengeperioden bliver jo efter vores opfattelse nødt til at blive forlænget med den tid, som den her coronakrise varer, og det gælder i øvrigt også for folk på sygedagpenge og for folk på supplerende dagpenge – bare for at nævne nogle af de elementer, der indgår i de forslag, som vi har været ude med i går, og som vi også har fremlagt for regeringen og har fremlagt på mødet, hvor partiledere og finansordførere var til stede.
Så vi er meget interesserede i både at brede sikkerhedsnettet ud og også at gøre sikkerhedsnettet mere fintmasket for dem, der måtte være dækket af f.eks. dagpenge, og vi ser frem til de konstruktive diskussioner, som vi faktisk synes regeringen har inviteret til og givet anledning til, og vi er parate til at spille konstruktivt ind i den her debat. For vi synes, at sporene fra den sidste finanskrise skræmmer – vi er jo ikke ude i en decideret økonomisk krise endnu, men vi synes, at det må være sådan, at regningen ikke skal sendes til dem, der har mindst og tjener mindst, men at der skal udvises samfundssind for alle grupper. Det betyder, at vi specielt skal kære os om dem, der har det sværest; dem, der har mindst; de små selvstændigt erhvervsdrivende, freelancere og timelønnede, men også virksomhederne generelt.
Men vi så desværre sidst, hvordan der blev givet bankpakker for milliarder, mens regningen blev sendt til de syge og de arbejdsløse og de handicappede under den sidste krise, og der synes vi i hvert fald ikke vi skal ende igen.
Men igen vil jeg sige: Vi er glade for de initiativer, der er taget, og vi ønsker at spille konstruktivt ind, og vi oplever, at der er en god dialog mellem alle partier her i Folketinget, og det ønsker vi fra vores side at fortsætte med.