Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
L 132 Bilag 8
Offentligt
Ændringsforslag til L 132
–
Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse m.v., lov om
miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) og lov om
planlægning (Mulighed for at afskære klageadgang i kommunale fællesprojekter om
kystbeskyttelse)
Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af
miljøministeren,
tiltrådt af …..
Til § 1
1) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:
»01.
I
§ 18 b
indsættes som nyt stykke
.
»Stk.
2.
Ved søgsmål om forhold vedrørende miljøet, der er omfattet af denne lov, skal retten påse, at
omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter
«
.
«
[
Præcisering vedrørende søgsmål]
Til § 3
2) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01.
I
§ 62
indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk.
5.
Ved søgsmål om forhold vedrørende miljøet, der er omfattet af denne lov, skal retten påse,
at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter «.«
[
Præcisering vedrørende søgsmål]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Det foreslås i kystbeskyttelseslovens § 18 b, stk. 2, jf. ændringsforslagets nr. 1 til § 1, og planlovens §
62, stk. 5, jf. ændringsforslagets nr. 2 til § 3, at præcisere, at ved søgsmål om forhold vedrørende miljøet
skal retten påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter.
Forpligtelsen påhviler samtlige retsinstanser. Bestemmelserne har til hensigt at sikre overholdelsen af
kravet i Århuskonventionen og VVM-direktivet om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være
uoverkommeligt dyre. Bestemmelsen skal derfor forstås i overensstemmelse med konventionen og
direktivet, herunder den praksis fra EU-domstolen, der knytter sig hertil. Jf. herved bl.a. EU-Domstolens
 L 132 - 2019-20 - Bilag 8: Ændringsforslag fra miljøministeren
domme af henholdsvis 11. april 2013 i sag C-260/11, Edwards og Pallikaropoulos, og 13. februar 2014 i
sag C-530/11, Kommissionen mod Storbritannien.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med de gældende regler i retsplejeloven.
Udgangspunktet efter retsplejeloven er, at den tabende part erstatter de udgifter, som den vindende part
har afholdt, forudsat disse har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til bistand af
advokat m.v. erstattes med et passende beløb, og de øvrige udgifter erstattes fuldt ud. I medfør af
retsplejelovens § 312, stk. 3, kan retten dog af egen drift bestemme, at den tabende part ikke eller kun
delvist skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det. Sådanne grunde vil i
miljøsager kunne foreligge, såfremt omkostningerne i modsat fald vurderes at ville være
uoverkommeligt høje for den pågældende, hvor der i henhold til lovgivningen eller internationale
forpligtelser m.v. er et krav om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre.
Samtidig skal forslaget ses i sammenhæng med reglerne i retsplejelovens kapitel 31 om bl.a. retshjælp
og fri proces.
Det bemærkes i den forbindelse, at EU er kontraherende part under Århuskonventionen, og at
konventionen derfor også til dels er gennemført i EU-retten, jf. herved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med
udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv
85/337/EØF (det tidligere VVM-direktiv) 96/61/EF for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til
klage og domstolsprøvelse.
Bestemmelsen skal derfor forstås i overensstemmelse med konventionen og VVM-direktivet samt EU-
Domstolens praksis, der knytter sig hertil.