L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

Retsudvalget 2019-20, Retsudvalget 2019-20, Retsudvalget 2019-20
L 130 Bilag 1, L 130 A Bilag 1, L 130 B Bilag 1
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

Strafferetskontoret

Louise Degn Brammer

2019-731-0048

1407052

KOMMENTERET HØRINGSOVERSIGT

Forslag til lov om ændring af straffeloven

(Initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte)

I. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 21. januar 2020 til den 18.

februar 2020 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisa-

tioner mv.:

Advokatrådet, Akademikerne, Amnesty International, Andelsboligfore-

ningernes Fællesrepræsentation, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, BL –

Danmarks Almene Boliger, Copenhagen Business School (CBS) – CBS

LAW – Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Danmarks Jurist- og Øko-

nomforbund, Danmarks Lejerforeninger, Danmarks Tekniske Universitet –

DTU Diplom – Center for Diplomingeniøruddannelse, Dansk Arbejdsgiver-

forening, Dansk Byggeri, Dansk Detail, Dansk Erhverv, Dansk Industri,

Dansk IT, Dansk Journalistforbund, Danske Advokater, Danske Havne,

Danske Udlejere, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Det Krimi-

nalpræventive Råd, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dommerfuldmæg-

tigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsforening, Domstolsstyrelsen,

Ejendomsforeningen Danmark, Erhvervslejernes Landsorganisation, Finans

Danmark, Finans & Leasing, Foreningen af Offentlige Anklagere, Fore-

ningen af Statsadvokater, Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Forenin-

gen Industriel Retsbeskyttelse, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fæl-

lesråd FTF, Færøernes Landsstyre, Grønlands Selvstyre, Handelshøjskolen

– Århus Universitet, HK, Institut for Menneskerettigheder, IT-Branchen,

IT-Politisk Forening, Justitia, KL, Københavns Universitet – Det Juridiske

Fakultet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM,

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

Politidirektørforeningen, Politiforbundet, PROSA, Retspolitisk Forening,

Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet for Digital Sikkerhed, samtlige byretter,

samtlige kommuner, SikkerhedsBranchen, Syddansk Universitet – Det

Samfundsvidenskabelige Fakultet, Sø- og Handelsretten, Vestre Landsret,

Østre Landsret, Aalborg Universitet – Juridisk Institut – Det Samfundsvi-

denskabelige Fakultet, Aarhus Retshjælp, Aarhus Universitet – Juridisk In-

stitut.

II. Høringssvarene

1. Indledning

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra:

Aarhus Kommune, Advokatrådet, Amnesty International, Dansk Ar-

bejdsgiverforening, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Det

Kriminalpræventive Råd, Domstolsstyrelsen, Forsvarsministeriet,

Grønlands Selvstyre, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KL,

Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Odense Kommune, Politifor-

bundet, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, samtlige byretter v/ Københavns

Byret, Samsø Kommune, Sø- og Handelsretten, Vestre Landsret

Østre Landsret.

Nedenfor er gengivet de væsentligste punkter i de modtagne høringssvar.

Samtlige høringssvar er vedlagt.

Justitsministeriets kommentarer til høringssvarene er anført i

kursiv.

Dansk Arbejdsgiverforening, Forsvarsministeriet, Grønlands Selv-

styre, Odense Kommune, Politiforbundet, Rigsadvokaten, Samsø Kom-

mune

Sø- og Handelsretten

har ingen bemærkninger til lovforslaget.

1. Opholdsforbud og kontaktforbud

1.1. Generelt

Aarhus Kommune

vurderer, at forslaget vil kunne have en præventiv ef-

fekt, hvis det anvendes ud fra en individuel vurdering af effekten på den

berørte person og målet for anvendelsen. Kommunen anfører, at der lokalt

vurderes at have været enkelte radikaliseringssager, hvor både opholdsfor-

bud og kontaktforbud kunne have været nyttige at anvende. Kommunen vur-

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

derer dog, at effekten vil være afhængig af betydelig overvågning fra poli-

tiet.

Advokatrådet

bemærker, at der er tale om et kendt lovgivningsmæssigt

værktøj, der nu udstrækkes til også at gælde for terrordømte og fremmed-

krigere. Rådet har forståelse for ønsket om at forebygge terrorhandlinger og

dermed beskytte vores samfund og dets borgere, men er bekymret for ræk-

kevidden af det foreslåede opholdsforbud og kontaktforbud samt politiets

tilsyn hermed.

Amnesty International

finder, at man risikerer, at forbuddene får karakter

af en uforholdsmæssig tillægsstraf over for særlige grupper af dømte.

Det Kriminalpræventive Råd

anerkender intentionen om at få fremmed-

krigere, der kommer til Danmark, ud af det miljø, som kan have påvirket

dem til at drage afsted. Det Kriminalpræventive Råd anfører dog, at tvang

medfører en risiko for at fastholde de pågældende personers oplevelse af at

være marginaliseret og anderledes. Rådet anbefaler derfor, at man lader sig

inspirere af de gode erfaringer fra den tidlige forebyggelse i Aarhus-model-

len i denne sammenhæng.

Justitia

anfører, at terrorisme og andre terrorrelaterede forbrydelser hører

til de mest alvorlige forbrydelser, der udgør en trussel mod vores demokrati

og frihedsrettigheder. Justitia er enig i vigtigheden af at forebygge sådanne

forbrydelser og anerkender, at personer, der er dømt for terror, kan udgøre

en sikkerhedsrisiko fremadrettet. Justitia finder dog, at de foreslåede ind-

greb indebærer så væsentlige indgreb i de dømtes frihedsrettigheder og de-

res ret til privatliv, at det bør sikres, at forslaget ledsages af tilstrækkelige

retssikkerhedsgarantier, og at forslaget ikke går videre end nødvendigt.

Som anført i pkt. 1 i lovforslagets almindelige bemærkninger er det PET’s

vurdering, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig, og at truslen bl.a. kan

udgå fra radikaliserede personer i islamistiske miljøer. PET vurderer sam-

tidig, at der i Danmark findes venstre- og højreekstremistiske miljøer, som

er parate til at anvende vold for at fremme deres dagsorden.

Desuden vurderer PET, at særligt socialt marginaliserede og sårbare unge,

herunder personer, der kan være indrejst til Danmark som flygtninge, kan

være sårbare over for en sådan radikalisering. Bestemte gruppeformationer

i islamistiske miljøer, herunder både fysiske og virtuelle fællesskaber på so-

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

ciale medier, kan ligeledes skabe grobund for radikalisering i militant isla-

mistisk retning.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det derfor nødvendigt for at forebygge

nye terrorhandlinger, at der iværksættes tiltag, som kan modvirke såvel den

radikaliserende indflydelse, terrordømte kan udøve på deres omgivelser,

som en fortsættelse af den radikalisering, den dømte selv har været genstand

for.

Justitsministeriet finder, at det forebyggende initiativ bør gennemføres ved

at indsætte en ny bestemmelse om opholdsforbud og kontaktforbud i straf-

feloven som § 79 b. Forbuddene vil skulle idømmes af domstolene efter en

konkret vurdering af, om et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud vil være

egnet og nødvendigt for at forebygge nye terrorhandlinger. Forbuddene

skal herved varetage hensynene til den nationale sikkerhed, den offentlige

tryghed, opretholdelse af den offentlige orden, forebyggelse af forbrydelse

og hensynet til at beskytte andres rettigheder og friheder.

1.2. Betingelser for idømmelse af opholdsforbud og kontaktforbud

Advokatrådet

Det Kriminalpræventive Råd

finder det betænkeligt, at

selv en kort fængselsstraf kan medføre en årelang indskrænkning (og mindst

1 år) i den dømtes bevægelsesfrihed og muligheder for at se venner og fa-

miliemedlemmer.

Amnesty International

anfører, at der vil kunne udstedes meget langvarige

opholdsforbud eller kontaktforbud, uden nogen konkret sammenhæng med

straffens længde. Endvidere bemærker Amnesty, at lovforslaget savner

overvejelser om, hvordan politiet og domstolene i givet fald vil efterprøve,

om mindre indgribende foranstaltninger ville være tilstrækkelige til at sikre,

at den dømte ikke falder tilbage til tidligere radikalisering.

Justitia

anbefaler, at billigelse af terrorisme, herunder som led i religiøs op-

læring, ikke bør være en del af anvendelsesområdet for den foreslåede be-

stemmelse i § 79 b, stk. 1. Justitia anfører i den forbindelse, at forbuddene

udgør meget væsentlige indgreb i frihedsrettighederne, som kun bør finde

anvendelse ved lovovertrædelser af særdeles grov karakter for at sikre pro-

portionalitet, og fordi yderligere kriminalisering af billigelse af terror vil ud-

gøre et uproportionalt indgreb i ytringsfriheden. Justitia anfører endvidere,

at gerningsindholdet i straffelovens § 136, stk. 2 og 3, er behæftet med uklar-

hed og uforudsigelighed, ikke mindst grundet sparsom praksis. Justitia be-

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

mærker desuden, at overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 1, om tilskyn-

delse til strafbare forhold, herunder terror, ikke er omfattet af lovforslaget,

hvilket forekommer påfaldende, da tilskyndelse umiddelbart er en grovere

forbrydelse end billigelse.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

anfører, at det forekommer upro-

portionalt, at der er mulighed for at meddele forbud på baggrund af helt

korte fængselsstraffe.

Terrorisme og terrorrelaterede handlinger udgør de allergroveste forbry-

delser mod det danske samfund og de værdier om demokrati og frihed, som

det bygger på. Det er Justitsministeriets opfattelse, at personer, der medvir-

ker til, tilskynder til eller billiger sådanne handlinger, ligeledes bidrager til

at undergrave disse værdier. Ministeriet finder derfor, at et effektivt straffe-

retligt værn mod terrorisme forudsætter, at den foreslåede bestemmelse i

straffelovens § 79 b, om betingelser for idømmelse af opholdsforbud og kon-

taktforbud, tillige omfatter overtrædelse af straffelovens § 114 e om støtte

til terrororganisationer mv. og straffelovens § 136 for så vidt angår tilskyn-

delse til og offentlig billigelse af terrorhandlinger mv.

Med henblik på imødegå enhver tvivl om, at tilskyndelse til terrorisme og

terrorlignende handlinger er omfattet af forbuddenes anvendelsesområde,

har Justitsministeriet på baggrund af Justitias bemærkninger fundet anled-

ning til at præcisere ordlyden af den foreslåede § 79 b, stk. 1. Det er i den

forbindelse tilføjet i lovteksten, at forbud kan idømmes for en overtrædelse

af straffelovens § 136, stk. 1, for så vidt angår tilskyndelse til en af de i

straffelovens kapitel 12 eller 13 omhandlede forbrydelser. Det er ministeri-

ets vurdering, at tilføjelsen kun i meget begrænset omfang udvider forbud-

denes anvendelsesområde, idet tilskyndelse i meget vid udstrækning vurde-

res allerede at være omfattet af gerningsindholdet i straffelovens § 114 e, jf.

f.eks. U.2016.3235H.

Justitsministeriet bemærker samtidig, at meddelelse af forbud efter den fo-

reslåede § 79 b er fakultativ og beror på domstolenes konkrete vurdering

af, om et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud vil være egnet og nødven-

digt for at forebygge nye terrorhandlinger. Det bemærkes, at Justitsministe-

riet på baggrund af høringssvarene har fundet anledning til at præcisere

lovforslagets bemærkninger til den foreslåede bestemmelse således, at det

klart fremgår, at forbuddene vil skulle idømmes af domstolene efter en kon-

kret vurdering af, hvorvidt et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud vil

være egnet og nødvendigt for at forebygge nye terrorhandlinger ved at sikre,

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

at de omfattede personer ikke fastholdes eller falder tilbage i radikaliserede

miljøer og at forhindre, at de pågældende rekrutterer andre til de radikali-

serede miljøer.

Som anført i pkt. 2.1.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger forud-

sættes forbuddene særligt anvendt i tilfælde, hvor overtrædelsen er udtryk

for den dømtes radikalisering.

Efter den foreslåede § 79 b, stk. 5, gives forbud på tid fra 1 til 10 år regnet

fra endelig dom, idet den nærmere tidsmæssige udstrækning af forbuddene

vil afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen.

Det følger i den forbindelse af pkt. 2.1.3.6 i lovforslagets almindelige be-

mærkninger, at forbuddenes længde skal afspejle risikoen for recidiv i form

af, at den dømte fastholdes eller falder tilbage i et radikaliseret miljø samt

risikoen for, at den dømte radikaliserer andre personer. Endvidere skal

længden afspejle karakteren og grovheden af den terrorrelaterede krimina-

litet, som har begrundet forbuddene. Domstolene bør i forbindelse med vur-

deringen lægge vægt på længden af den idømte straf eller karakteren af den

foranstaltning mv., som idømmes. Der er i lovforslagets bemærkninger fast-

sat udgangspunkter for forbuddenes tidsmæssige udstrækning, der imidler-

tid kan fraviges af domstolene i op- eller nedadgående retning, hvis der fo-

religger skærpende eller formildende omstændigheder i den konkrete sag.

Udgangspunktet er, at der ved fængselsstraffe på indtil 1 år skal fastsættes

forbud på mellem 1 og 4 år.

Det bemærkes, at den dømte 3 år efter løsladelsen eller udskrivningen kan

forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om et forbuds op-

retholdelse for retten, jf. den foreslåede § 79 b, stk. 9, 1. pkt. Når særlige

omstændigheder taler for det, kan justitsministeren endvidere tillade, at

spørgsmålet indbringes tidligere for retten, jf. bestemmelsens 2. pkt.

1.3. Rækkevidden af opholdsforbud

Amnesty International

anfører, at det ikke fremgår af bemærkningerne til

forslaget, hvordan det skal vurderes, om der består en sådan konkret risiko,

at den dømte skal have forbud mod at tage ophold i sin hjemkommune eller

nabokommunen. Amnesty anfører endvidere, at et forbud vil kunne pålæg-

ges – ikke ud fra den dømtes forhold – men ud fra en generel vurdering af

de personer, som i øvrigt opholder sig i området. Amnesty finder på denne

baggrund, at forbuddene risikerer at blive anvendt på en måde, som i høj

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

grad tager udgangspunkt i, hvilke negative forventninger politiet har til be-

stemte grupper i bestemte boligområder.

Den Danske Dommerforening, byretterne

Vestre Landsret

bemær-

ker, at opholdsforbuddet efter lovforslagets udgangspunkt vil skulle udfor-

mes på samme måde, som hvad der gælder for rockere/bandekriminelle efter

straffelovens § 79 a. Retterne finder det dog umiddelbart betydeligt vanske-

ligere at definere et relevant område at forbyde terrordømte at komme i.

Justitia

anbefaler, at det fremgår udtrykkeligt af den foreslåede § 79 b, at

det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at der skal være konkrete

holdepunkter for at antage, at der er en konkret eller nærliggende fare for,

at den dømte begår ny lignende kriminalitet, medmindre der idømmes et

opholdsforbud. Justitia anbefaler endvidere, at det indgår i vurderingen af

opholdsforbuddets nærmere afgrænsning, om den dømte selv og dennes fa-

milie har bopæl i et givent område.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

finder, at det forekommer ufor-

holdsmæssigt med opholdsforbud, der er kommunebaserede og dermed

dækker et meget stort område. Landsforeningen bemærker i den forbindelse,

at sammenligningen med straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, hvorefter retten i

forbindelse med dom for visse seksualforbrydelser kan give den dømte et

opholdsforbud, ikke er relevant, idet der her på en helt anden måde er mu-

lighed for at udpege en svømmehal eller en anden konkret lokation.

Som det fremgår af pkt. 2.1.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger,

er det en betingelse for at give et opholdsforbud i et område, at »der er en

særlig risiko for, at den dømte enten vil blive fastholdt eller falde tilbage i

et radikaliseret miljø eller vil kunne påvirke radikaliseringsudsatte personer

i en negativ retning«.

Betingelsen om, at »der er en særlig risiko for, at den dømte enten vil blive

fastholdt eller falde tilbage i et radikaliseret miljø« vil i almindelighed in-

debære, at et opholdsforbud som udgangspunkt vil skulle omfatte den eller

de kommuner, hvor den dømte er blevet radikaliseret. Tilsvarende vil et op-

holdsforbud som udgangspunkt skulle omfatte den eller de kommuner, hvor

den person eller det netværk af personer, der har haft en betydning for den

dømtes radikalisering, opholder sig.

Der kan herudover gives et opholdsforbud i områder, hvor der konkret vur-

deres at være »en særlig risiko for, at den dømte vil kunne påvirke radika-

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

liseringsudsatte personer i en negativ retning«. Personer, der er dømt for

terrorisme, vil således i visse miljøer og over for socialt marginaliserede og

sårbare unge kunne opnå en særlig status og autoritet. Personer med en

sådan særlig status og autoritet har ofte en stor indflydelse på radikalise-

ringen af andre.

Risikoen skal være begrundet i den dømtes personlige forhold og adfærd.

Betingelsen vil eksempelvis kunne være opfyldt, hvis en eller flere medlem-

mer af det netværk, der har haft en betydning for den dømtes radikalisering,

er aktive i andre områder. Endvidere vil et opholdsforbud kunne omfatte et

eller flere områder, hvor der er en særlig høj koncentration af socialt ud-

satte unge, som på baggrund af kriminalitetsstatistikker eller andre forhold

vurderes at kunne være særligt tiltrukket af ekstremistiske gruppefællesska-

ber. Som eksempler kan nævnes et eller flere boligområder, der er på poli-

tiets liste over særligt udsatte boligområder (SUB-områder) eller på rege-

ringens årlige ghettoliste, og som på baggrund af PET’s kendskab til miljøet

det pågældende sted vurderes at være særligt modtagelig over for de radi-

kaliserede synspunkter, som den dømte vurderes at være eksponent for.

Et opholdsforbud vil som udgangspunkt skulle gives til en eller flere hele

kommuner, idet den præcise afgrænsning af opholdsforbuddet i øvrigt vil

afhænge af domstolenes konkrete proportionalitetsvurdering. Der vil herved

navnlig skulle lægges vægt på, hvor forbuddet kan forebygge nye terror-

handlinger ved at modvirke recidiv i form af den dømtes fastholdelse eller

tilbagefald i et radikaliseret miljø. Ligeledes vil der skulle lægges afgørende

vægt på, hvordan forbuddet begrænser risikoen for, at den dømte radikali-

serer andre personer, der potentielt vil kunne begå nye terrorhandlinger.

Dette gælder særligt, hvis opholdsforbuddet omfatter et område, hvor der

konkret vurderes at være en særlig risiko for, at den dømte vil kunne påvirke

radikaliseringsudsatte personer i negativ retning. Herudover vil der gene-

relt skulle lægges vægt på karakteren, omfanget og grovheden af den begå-

ede terrorrelaterede kriminalitet.

På baggrund af de indkomne høringssvar har Justitsministeriet endvidere

fundet anledning til at præcisere i lovforslagets bemærkninger, at jo bredere

et geografisk område, som et opholdsforbud skal omfatte, desto mere skær-

pes kravene til de modstående hensyn, der ligger til grund for meddelelse af

opholdsforbuddet.

Det bemærkes, at såfremt den dømte udøver et familieliv med en samlever

eller ægtefælle med fælles mindre, hjemmeboende børn kan retten, ved

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

idømmelse af en kortere ubetinget fængselsstraf, tage hensyn hertil ved fast-

sættelsen af den geografiske udstrækning af opholdsforbuddet, således at

den dømte kan opholde sig i og omkring bopælen.

Det bemærkes endvidere, at politiet efter den foreslåede § 79 b, stk. 4, kan

meddele konkrete tilladelser til henholdsvis færden eller ophold i et område

omfattet af et opholdsforbud og til kontakt med en person omfattet af et kon-

taktforbud, hvis det af særlige grunde, herunder i visse tilfælde hensynet til

den dømtes privat- og familieliv, må anses for beføjet. Der henvises i øvrigt

til bemærkningerne til den foreslåede § 79 b, stk. 4.

Desuden har Justitsministeriet fundet anledning til at præcisere lovforsla-

gets bemærkninger til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 b, stk.

1, således, at det klart fremgår, at forbuddene vil skulle idømmes af dom-

stolene efter en konkret vurdering af, om et opholdsforbud og/eller et kon-

taktforbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge nye terrorhandlin-

ger ved at sikre, at de omfattede personer ikke fastholdes eller falder tilbage

i radikaliserede miljøer og at forhindre, at de pågældende rekrutterer andre

til de radikaliserede miljøer.

1.4. Rækkevidden af kontaktforbud

Advokatrådet

bemærker, at kontaktforbuddet ikke omfatter nærmeste fa-

miliemedlemmer, hvis dette vil stride mod Danmarks internationale forplig-

telser. Rådet anfører i den forbindelse, at det er et dynamisk og uklart be-

greb, hvornår noget strider mod Danmarks internationale forpligtelser. Rå-

det finder det derfor retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at det herved reelt

bliver umuligt for den enkelte person at forudsige, om vedkommende kræn-

ker et kontaktforbud, eksempelvis i forbindelse med et familiebesøg.

Justitsministeriet har på baggrund af Advokatrådets høringssvar præciseret

i bemærkningerne til lovforslaget, at der ved nærmeste familiemedlemmer

normalt forstås personens ægtefælle, faste samlevende, forældre, børn og

søskende.

Justitia

finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at modtageren af et

kontaktforbud kan risikere at få op til 2 års fængsel for overtrædelse af for-

buddet, men samtidig ikke nødvendigvis kan få adgang til en komplet liste

over personer, som vedkommende ikke må kontakte og derfor kan have

svært ved at overholde forbuddet. Justitia bemærker i den forbindelse, at det

samtidig ikke virker hensigtsmæssigt at udlevere en komplet liste over andre

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

terrordømte personer. Justitia bemærker desuden, at kredsen af personer

omfattet af forbuddet er dynamisk og ændrer sig over tid. Endvidere finder

Justia, at det efter lovforslaget må være udgangspunktet, at den dømte mod-

tager et kontaktforbud. Justitia anfører hertil, at det – i modsætning til op-

holdsforbuddet – ikke er en betingelse i forhold til anvendelsesområdet for

kontaktforbuddet, at der er en ”en særlig risiko” for, at den dømte fastholdes

i, eller falder tilbage i radikalisering eller risikerer at påvirke radikaliserings-

udsatte personer. Justitia anfører ligeledes, at der i øvrigt ikke ses, at der skal

ske en konkret proportionalitetsafvejning i forhold til, om indgrebet er egnet

til at forebygge terrorisme. Justitia anbefaler derfor, at kontaktforbuddet be-

grænses til at angå bestemte navngivne personer, som oplyses til den dømte,

og som den dømte i forvejen har haft kontakt med, og hvor kontaktforbuddet

efter en konkret vurdering kan forebygge terrorisme.

Justitsministeriet har på baggrund af Justitias høringssvar fundet anledning

til at præcisere lovforslagets bemærkninger til den foreslåede bestemmelse

i straffelovens § 79 b, stk. 1, således, at det klart fremgår, at forbuddene vil

skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurdering af, hvorvidt et op-

holdsforbud og/eller et kontaktforbud vil være egnet og nødvendigt for at

forebygge nye terrorhandlinger ved at sikre, at de omfattede personer ikke

fastholdes eller falder tilbage i radikaliserede miljøer og at forhindre, at de

pågældende rekrutterer andre til de radikaliserede miljøer.

Som anført i pkt. 2.1.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger forud-

sættes det, at et idømt kontaktforbud skal omfatte kontakt med alle personer,

der på ethvert givent tidspunkt er dømt for overtrædelse af en af de i den

foreslåede § 79 b, stk. 1, nævnte terrorbestemmelser.

Justitsministeriet har ved udformningen af kontaktforbuddet fundet det nød-

vendigt for forbuddets egnethed, at det er dynamisk og som udgangspunkt

omfatter alle andre terrordømte. Ministeriet har herved lagt vægt på, at per-

soner, som er dømt for overtrædelse af de omhandlede terrorbestemmelser,

er særligt udsatte for enten at blive fastholdt eller falde tilbage i et radika-

liseret miljø eller at radikalisere andre. Der kan på denne baggrund være

en særlig risiko for, at den dømte vil søge at rekruttere andre terrordømte

til et radikaliseret miljø, eller at andre terrordømte vil søge at rekruttere

den dømte til deres radikaliserede miljøer. I yderste konsekvens vil der end-

videre være en risiko for, at sådanne terrordømte vil søge at anspore hin-

anden til terrorisme.

Det bemærkes, at det efter straffelovens § 19 er en forudsætning for at ifalde

straf for overtrædelse af et kontaktforbud, at den dømte har det fornødne

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

forsæt, herunder med hensyn til, at den person, som den dømte søger at kon-

takte, er dømt for en eller flere af de i den foreslåede § 79 b, stk. 1, nævnte

terrorbestemmelser. Et sådant forsæt kan f.eks. foreligge, hvis politiet efter

den foreslåede § 79 b, stk. 8, har videregivet oplysninger om navn og billede

mv. på en konkret terrordømt med henblik på at bringe den dømte i ond tro

om, at den pågældende har søgt at kontakte en person omfattet af kontakt-

forbuddet.

1.5. Tilsyn med dømtes overholdelse af forbud

1.5.1. Generelt

Institut for Menneskerettigheder

finder, at det er uklart i hvilke situatio-

ner, det ikke er tilstrækkeligt at anvende en mindre indgribende foranstalt-

ning end dem oplistet i den foreslåede § 79 b, stk. 6, om politiets tilsyn.

Instituttet bemærker, at der i bemærkningerne ikke er opstillet eksempler

herpå, og at bemærkningerne ikke yder nogen vejledning. Instituttet anbe-

faler derfor, at det i bemærkningerne tydeliggøres og eksemplificeres, hvor-

når politiet i forbindelse med tilsynsbesøg kan gøre brug af de tvangsind-

greb, som er angivet i lovforslaget.

Justitia

vurderer, at der vil være sager, hvor jævnlige, uanmeldte tilsynsbe-

søg på vilkårlige tidspunkter vil kunne anses for uproportionale indgreb i

den dømtes ret til privatliv. Justitia finder endvidere, at der ikke i lovforsla-

get er fastsat klare rammer for tilsynets omfang og intensitet. Justitia anbe-

faler, at mindre alvorlige forbrydelser, så som billigelse af terror m.v., ikke

omfattes af anvendelsesområdet for tilsynet (og af den nye bestemmelse i

det hele taget). Desuden anbefaler Justitia, at der bør fastsættes meget klare

retlige rammer for tilsynet, ligesom der bør indføres en mekanisme, som på

årlig basis giver Folketinget mulighed for at monitorere omfanget og inten-

siteten af politiets tilsyn med de dømte.

Formålet med politiets tilsyn er at sikre muligheden for effektiv kontrol med,

at den dømte overholder meddelte forbud og dermed at forhindre, at den

dømte fastholdes eller falder tilbage i et radikaliseret miljø eller radikalise-

rer andre personer. Tilsynet bidrager hermed til at varetage hensynene til

den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed, opretholdelse af den offent-

lige orden, forebyggelse af forbrydelse og hensynet til at beskytte andres

rettigheder og friheder.

Den nærmere gennemførelse af tilsynet vil afhænge af, om den dømte er

meddelt et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud. Endvidere vil det af-

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

hænge af en konkret vurdering, om – og i givet fald i hvilken udstrækning –

politiets adgang til at føre tilsyn bør udnyttes. En række forskelligartede

hensyn af efterforskningsmæssig karakter vil således kunne tale imod, at po-

litiet foretager et tilsyn. Eksempelvis vil den dømte kunne færdes i miljøer,

hvor det ud fra en konkret vurdering findes mest hensigtsmæssigt i en peri-

ode at undlade at føre tilsyn med den pågældendes overholdelse af et med-

delt kontaktforbud. Det forudsættes derfor, at politiets tilsyn med meddelte

forbud afklares og tilrettelægges i samråd med PET.

I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et opholdsforbud, vil tilsynet skulle

gennemføres som led i politiets almindelige opgavevaretagelse, herunder

politiets almindelige patruljeringsopgaver.

I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et kontaktforbud vil tilsynet skulle gen-

nemføres ved, at politiet uanmeldt og på vilkårlige tidspunkter opsøger den

dømte i dennes bolig eller andre steder, hvor politiet måtte få kendskab til,

at den dømte opholder sig, med henblik på at undersøge om den dømte i

strid med det meddelte kontaktforbud søger at kontakte andre terrordømte.

Det er alene i forbindelse med gennemførelsen af et tilsyn med et meddelt

kontaktforbud, at politiet uden retskendelse kan foretage undersøgelse af

den dømtes bolig mv. samt breve og andre papirer og genstande, som den

dømte råder over.

Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 b, stk. 7, skal tilsynet

i alle tilfælde udføres så skånsomt, som omstændighederne tillader, og gen-

nemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt forhold til tilsynets formål.

Dette indebærer eksempelvis, at politiet ved gennemførelsen af tilsynet med

et meddelt kontaktforbud alene må foretage undersøgelse af den dømtes bo-

lig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, hvis mindre indgribende

foranstaltninger ikke er tilstrækkelige. Tilsvarende må politiet alene fore-

tage undersøgelse af breve og andre papirer og genstande, herunder com-

putere, telefoner og andet IT-udstyr, som den dømte råder over, hvis mindre

indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.

Politiet vil således i den konkrete situation skulle vurdere, hvordan tilsynet

bør udføres. Samarbejder den dømte med politiet i forbindelse med gennem-

førelsen af tilsynet, vil det f.eks. ikke være nødvendigt at anvende de samme

tvangsindgreb, som hvis den dømte ikke samarbejder.

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

Det bemærkes, at retssikkerhedslovens bestemmelser om forvaltningens

gennemførelse af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen endvidere vil

skulle iagttages i forbindelse med gennemførelsen af tilsynet. Det vil i prak-

sis bl.a. betyde, at hvis den dømte med rimelig grund mistænkes for at have

begået et strafbart forhold, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med

henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistan-

ken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om straffe-

retsplejen, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1. Politiet vil i en sådan situation

som udgangspunkt skulle indhente en retskendelse for f.eks. at foretage en

ransagning af den dømtes bolig, computer, telefon mv., jf. herved også ne-

denfor under pkt. 2.5.2.

Det bemærkes desuden, at justitsministeren vil fastsætte nærmere regler om

politiets gennemførelse af tilsyn, jf. den foreslåede bestemmelse i straffe-

lovens § 79 b, stk. 11, nr. 2.

1.5.2. Tilsyn med overholdelse af kontaktforbud uden retskendelse

Advokatrådet

finder det yderst betænkeligt, at et så omfattende tilsyn kan

gennemføres alene på baggrund af den tidligere dom og uden noget krav om

mistanke om tilbagefald til ny kriminalitet. Det bemærkes ligeledes, at den

dømte ligeledes vil være afskåret fra at få erstatning for uretmæssig ransag-

ning mv., da der ikke er tale om et straffeprocessuelt indgreb. Rådet opfor-

drer endvidere til, at overvejelser om, hvorvidt andre eller mindre indgri-

bende foranstaltninger kan anses for tilstrækkelige, fremgår af lovforslaget,

således at Folketinget kan vurdere grundlaget for indgrebet.

Amnesty International

finder, at det giver anledning til bekymring, at re-

geringen igen vil svække beskyttelsen af borgernes fundamentale rettighe-

der uden nærmere retspolitisk diskussion. Amnesty opfordrer derfor til, at

forslaget om ransagninger uden retskendelse trækkes tilbage, således at rets-

plejelovens hovedregel om retskendelse ved ransagninger mv. også kommer

til at gælde i disse situationer.

Den Danske Dommerforening, byretterne

samt

Vestre og Østre Lands-

ret

finder, at forslaget om politiets tilsyn – ligesom tilsynet med dømte

seksualforbrydere – forekommer at være meget indgribende i privatlivets

fred, herunder i brevhemmeligheden og i boligens ukrænkelighed. Retterne

anfører i den forbindelse, at såfremt man ikke har nogen mistanke om, at

den dømte overtræder et kontaktforbud, synes der ikke grund til at kontrol-

lere. Retterne anfører endvidere, at overgangen mellem politiets løbende

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

kontrol til efterforskning på baggrund af egentlig mistanke, hvor politiet ef-

ter retsplejeloven skal indhente en retskendelse, i praksis synes meget gli-

dende. Retterne ser derfor med stor betænkelighed på, at de retssikkerheds-

mæssige hensyn, der ligger bag indgreb i bl.a. privatlivets fred, og som efter

lovgivningen sikres ved en retskendelse, på denne måde langsomt, men sik-

kert udhules.

Institut for Menneskerettigheder

anfører, at tilsynet er så nært forbundet

med opklaringen af nye forbrydelser, at det reelt må anses for også at have

et vis kriminalitetsopklarende formål i lighed med øvrige straffeprocessuelle

indgreb. Instituttet anbefaler derfor, at der i politiets varetagelse af tilsyns-

opgaven efter den foreslåede § 79 b, stk. 6, indsættes et kvalificeret mistan-

kekrav således, at der vil være et krav om forudgående eller efterfølgende

retskendelse.

Justitia

bemærker, at det bør overvejes at indføre et krav om forudgående

retskendelse for tvangsindgreb i forbindelse med politiets tilsynsvirksom-

hed dog med et signifikant lempeligere mistankekrav, end hvad der følger

af retsplejelovens almindelige regler i kapitel 71 og 73. Justitia anfører, at

dette eksempelvis kunne være et krav om, at politiet skal have ”rimelig

grund til at antage”, at den pågældende overtræder kontaktforbuddet.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

finder det stærkt betænkeligt, at

politiets mulighed for at føre tilsyn med et meddelt forbud holdes uden for

de straffeprocessuelle regler. Landsforeningen anfører, at der herved ikke er

noget mistankekrav, ligesom politiet ikke behøver en ransagningskendelse.

Det bemærkes indledningsvist, at et kontaktforbud alene vil blive idømt som

led i en straffedom for alvorlig kriminalitet mod statens sikkerhed mv., hvor

der gør sig særligt tungtvejende hensyn gældende i forhold til bl.a. at mind-

ske risikoen for nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed.

Justitsministeriet finder, at det er en forudsætning for at kunne gennemføre

et effektivt tilsyn med dømtes overholdelse af et meddelt kontaktforbud, at

tilsynet sker uanmeldt. Et krav om indhentelse af retskendelse forud for

hvert tilsynsbesøg vil efter ministeriets opfattelse være til hinder for en ef-

fektiv og fleksibel tilrettelæggelse af tilsynet.

Det bemærkes i den forbindelse, at tilsynet ikke har karakter af efterforsk-

ning, som baserer sig på en konkret mistanke om et strafbart forhold, der

kan be- eller afkræftes af domstolene. Der er derimod tale om et lovbestemt

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

tilsyn, som har til formål at kontrollere, at den dømte overholder et idømt

kontaktforbud med henblik på ultimativt at forebygge nye terrorhandlinger.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil et krav om retskendelse derfor reelt

ikke bidrage til den dømtes retssikkerhed.

Politiets gennemførelse af tilsyn med et meddelt kontaktforbud vil være om-

fattet af retssikkerhedslovens bestemmelser om forvaltningens gennemfø-

relse af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, ligesom den dømte vil have

adgang til at klage over politiets dispositioner i forbindelse med gennemfø-

relsen af tilsyn. Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, vil rets-

plejelovens bestemmelser om straffeprocessuelle indgreb skulle iagttages,

hvis den dømte i forbindelse med tilsynet med rimelig grund mistænkes for

at have begået et strafbart forhold. Det betyder, at politiet i en sådan situa-

tion som udgangspunkt vil skulle indhente en retskendelse for f.eks. at fore-

tage en ransagning af den dømtes bolig, computer, telefon eller andet IT-

udstyr.

På denne baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at høringssvarene

ikke giver anledning til at foretage ændringer i den foreslåede bestemmelse

i straffelovens § 79 b, stk. 6, 2. og 3. pkt.

1.5.3. Tilfældighedsfund i forbindelse med politiets tilsyn

Amnesty International

finder, at lovforslaget bør forholde sig til, hvad po-

litiet skal gøre med eventuel ”bifangst” ved ransagninger.

Institut for Menneskerettigheder

finder, at oplysninger om strafbare for-

hold, som er fundet tilfældigt i forbindelse med politiets tilsyn efter den fo-

reslåede bestemmelse i § 79 b, stk. 6, og som vedrører et andet forhold end

det, som har foranlediget tilsynet, vil skabe et øget antal af sigtelser i sager,

der ikke i sig selv ville kunne begrunde et tvangsindgreb. Instituttet finder

derfor, at der er en risiko for, at grundlæggende krav til mistankegrundlag

og efterforskningskvalitet m.v. sættes ud af kraft. Det anføres herved, at de

tvangsindgreb, som er tilladt at anvende i forbindelse med tilsynet, vil blive

brugt som påskud til at efterforske lovovertrædelser, der ikke ville kunne

danne grundlag for en husundersøgelse eller undersøgelse af computer, te-

lefon, dokumenter mv. Det anføres endvidere, at dette især er problematisk

i de pågældende tilfælde, hvor retsplejeloven ikke gælder, hvor der ikke skal

indhentes en retskendelse for at kunne foretage tvangsindgrebene, og hvor

der ikke er noget mistankekrav. Institutter anbefaler derfor, at der fremad-

rettet tilvejebringes oplysninger om sammenhængen mellem tilsynsbesøg

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

efter straffelovens § 79 b og efterfølgende sigtelser for overtrædelse af straf-

feloven mv.

Retsplejelovens §§ 789 og 800 regulerer anvendelsen af såkaldte tilfældig-

hedsfund, dvs. situationer, hvor politiet ved et straffeprocessuelt tvangsind-

greb får kendskab til oplysninger om en lovovertrædelse, som ikke har dan-

net og heller ikke kunne danne grundlag for indgrebet.

Udgangspunktet i bestemmelserne er, at tilfældighedsfund kan anvendes

som led i politiets videre efterforskning af den pågældende lovovertrædelse,

men ikke som bevis i retten, hvis ikke lovovertrædelsen i sig selv kunne

danne grundlag for tvangsindgrebet. Det er dog muligt at anvende tilfæl-

dighedsfund som bevis i retten, hvis en række nærmere betingelser er op-

fyldt, jf. § 789, stk. 3, og § 800, stk. 2.

Det er Justitsministeriets vurdering, at lovforslagets bestemmelse om tilsyn

ikke rejser spørgsmål i relation til retsplejelovens regler om tilfældigheds-

fund.

Formålet med politiets tilsyn efter den foreslåede § 79 b, stk. 6, er således

at kontrollere, at den dømte overholder et meddelt forbud. Tilsynet er herved

af forebyggende og kontrollerende karakter, og de indgreb, der foretages

som led i tilsynets gennemførelse, har ikke karakter af straffeprocessuelle

tvangsindgreb.

Det bemærkes, at politiets gennemførelse af tilsyn med et meddelt kontakt-

forbud vil være omfattet af retssikkerhedsloven, jf. lovens § 1. Dette inde-

bærer, at retssikkerhedslovens bestemmelser om forvaltningens gennemfø-

relse af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen skal iagttages i forbindelse

med gennemførelsen af tilsynet.

Det følger i den forbindelse navnlig af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at

hvis den dømte i forbindelse med tilsynet med rimelig grund mistænkes for

at have begået et strafbart forhold, kan tvangsindgreb over for den dømte

med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som

mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om

strafferetsplejen. En rimelig begrundet mistanke vil f.eks. kunne foreligge,

hvis politiet forud for eller i forbindelse med gennemførelsen af tilsynet bli-

ver bekendt med oplysninger på den dømtes computer, telefon eller andet

IT-udstyr, der baseret på indhold og kontekst indikerer, at den pågældende

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

har haft korrespondance med en eller flere personer omfattet af kontaktfor-

buddet.

Politiet vil i en sådan situation som udgangspunkt skulle indhente en ret-

skendelse for at kunne foretage eksempelvis en ransagning af den dømtes

computer, telefon eller andet IT-udstyr, medmindre at øjemedet dermed for-

spildes, jf. retsplejelovens § 796, stk. 3.

Det bemærkes desuden, at justitsministeren vil fastsætte nærmere regler om

politiets gennemførelse af tilsyn, jf. den foreslåede bestemmelse i straffe-

lovens § 79 b, stk. 11, nr. 2.

1.5.4. PET’s indsamling af personoplysninger

Institut for Menneskerettigheder

anbefaler, at Justitsministeriet i lovfor-

slagets bemærkninger redegør for PET’s muligheder for at indsamle perso-

noplysninger, som politiet efter den foreslåede § 79 b, stk. 6, er kommet i

besiddelse af ved at føre tilsyn med dømtes overholdelse af kontaktforbud.

Justitsministeriet bemærker, at det med den foreslåede § 79 b, stk. 6, fore-

slås, at politiet fører tilsyn med dømtes overholdelse af et meddelt opholds-

forbud og/eller kontaktforbud. Det vil afhænge af en konkret vurdering, om

– og i givet fald i hvilken udstrækning – politiets adgang til at føre tilsyn bør

udnyttes. En række forskelligartede hensyn af efterforskningsmæssig karak-

ter vil således kunne tale imod, at politiet foretager et tilsyn. Eksempelvis

vil den dømte kunne færdes i miljøer, hvor det ud fra en konkret vurdering

findes mest hensigtsmæssigt i en periode at undlade at føre tilsyn med den

pågældendes overholdelse af et meddelt opholdsforbud og/eller kontaktfor-

bud. Det forudsættes derfor, at politiets tilsyn med meddelte forbud afklares

og tilrettelægges i samråd med PET. Det foreslås derimod ikke, at det er

PET, som fører tilsynet.

I det omfang politiet i forbindelse med gennemførelsen af et tilsyn videregi-

ver oplysninger til PET, er det de almindelige regler i lov om Politiets Ef-

terretningstjeneste (PET-loven), der finder anvendelse for PET’s behand-

ling, herunder sletning, af oplysningerne.

PET skal, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i medfør

af lov, slette oplysninger om fysiske og juridiske personer, der er tilvejebragt

som led i undersøgelser eller efterforskning rettet mod sådanne personer,

når der ikke i den forbindelse er tilvejebragt nye oplysninger inden for de

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

seneste 15 år, jf. PET-lovens § 9, stk. 1. Sletningen kan dog undlades, hvis

væsentlige hensyn til varetagelsen af PET’s opgaver gør det nødvendigt, jf.

§ 9, stk. 2.

Det fremgår endvidere af PET-lovens § 9 a, stk. 1, at hvis PET i forbindelse

med sine aktiviteter bliver opmærksom på, at sager eller dokumenter mv.

ikke længere opfylder behandlingsbetingelserne i PET-lovens § 7, stk. 1, og

§ 8, stk. 1, skal disse slettes, uanset om slettefristen i § 9 eller frister fastsat

i medfør af § 7, stk. 2, eller § 8, stk. 2, er udløbet. PET er ikke i øvrigt for-

pligtet til løbende af egen drift at gennemgå tjenestens sager eller dokumen-

ter mv. med henblik på at vurdere, om behandlingsbetingelserne i § 7, stk.

1, og § 8, stk. 1, fortsat er opfyldt.

PET skal dertil senest 10 år fra sagsoprettelsen slette sager i tjenestens elek-

troniske journal med sager vedrørende tjenestens virksomhed, som ikke in-

deholder oplysninger om fysiske og juridiske personer, der er tilvejebragt

som led i undersøgelser eller efterforskninger rettet mod sådanne personer,

jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 763 af 20. juni 2014 om Politiets Efterret-

ningstjenestes behandling af oplysninger om fysiske og juridiske personer

m.v. med senere ændringer (PET-bekendtgørelsen). Sletning kan dog und-

lades, hvis væsentlige hensyn til varetagelsen af PET’s opgaver gør det nød-

vendigt. Tjenesten underretter Tilsynet med Efterretningstjenesterne om en

beslutning om at undlade sletning, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 4.

For så vidt angår PET’s særlige databaser i tilknytning til efterretningstje-

nestens operative og administrative opgaver fastsætter PET en slettefrist for

den enkelte person eller oplysning i databasen på indtil 5 år fra indførelsen

i databasen. Tjenesten kan efter underretning af Tilsynet med Efterretning-

stjenesterne undtagelsesvist fastsætte længere frister for sletning af perso-

ner, poster eller oplysninger i disse databaser mv., jf. bekendtgørelsens § 2,

stk. 2. Slettefrister efter bekendtgørelsen § 2, stk. 2, kan ikke overstige fristen

i PET-lovens § 9, stk. 1, jf. dog stk. 2, jf. PET-bekendtgørelsens § 2, stk. 3.

Dertil gælder, at oplysninger, som ikke inden 4 uger fra modtagelsen eller

tilvejebringelsen er lagret i journalen eller i en database, skal slettes, med-

mindre oplysningerne efter deres karakter ikke kan lagres elektronisk, jf.

PET-bekendtgørelsens § 3, stk. 1.

1.6. Politiets videregivelse af oplysninger til den dømte

Advokatrådet

bemærker, at ordningen i den foreslåede bestemmelse i straf-

felovens § 79 b, stk. 8, indebærer en væsentlig risiko for, at en lang række

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

uvedkommende personer får oplysninger om dømte personers personlige

forhold. Rådet finder det betænkeligt, at personfølsomme oplysninger om

en dømt person kan udleveres til en anden dømt person på baggrund af po-

litiets konkrete vurdering med det formål at bringe vedkommende i ond tro

og dermed sikre, at anklagemyndigheden vil kunne løfte bevisbyrden i rela-

tion til vedkommendes tilregnelse.

Institut for Menneskerettigheder

finder, at den foreslåede § 79 b, stk. 8,

bør skærpes, således at politiet alene under helt bestemte – og kun i særegne

situationer – må udlevere følsomme personoplysninger til tidligere dømte

med henblik på at sikre pågældendes overholdelse af et kontaktforbud. In-

stituttet bemærker i tilknytning hertil, at de pågældende personer ikke kan

antages at have samme incitament til at overholde det tavshedspålæg, som

de bliver pålagt med hensyn til de følsomme personoplysninger, som de

modtager om andre dømte. På denne baggrund anbefaler Instituttet, at kravet

for, hvornår politiet må dele oplysninger med dømte personer, skærpes,

f.eks. sådan at det skal være ”strengt nødvendigt”. Endvidere anbefaler In-

stituttet, at det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at politiet alene må

videregive følsomme personoplysninger i nærmere bestemte situationer,

hvor politiet har viden om, at der har været etableret kontakt.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

anfører, at der hermed gives mu-

lighed for, at dybt personfølsomme oplysninger om en dømt udleveres til en

anden dømt. Landsforeningen anfører, at det forhold, at den dømte pålægges

tavshedspligt og bliver ”dataansvarlig”, ikke ændrer herved.

Med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 b, stk. 8, tilvejebringes

der hjemmel til, at politiet kan videregive identitetsoplysninger på personer,

der er dømt for overtrædelse af en eller flere af de i den foreslåede § 79 b,

stk. 1, nævnte terrorbestemmelser i straffeloven. Det fremgår af lovforsla-

gets bemærkninger, at politiet som udgangspunkt vil kunne videregive op-

lysninger om andre dømtes navn, billede mv. Oplysninger om, hvilken af de

konkrete terrorbestemmelser i straffeloven, den pågældende er domfældt

for, vil derimod ikke kunne videregives.

Videregivelse må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve

et meddelt kontaktforbud, jf. bestemmelsens 2. pkt. Politiet vil således i det

enkelte tilfælde skulle vurdere, om det af hensyn til håndhævelsen af et kon-

taktforbud konkret er nødvendigt at videregive de pågældende oplysninger.

I lovforslagets bemærkninger nævnes som eksempler på tilfælde, hvor poli-

tiet vil kunne videregive sådanne oplysninger, hensynet til at bringe den

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

dømte i ond tro om, at den pågældende har søgt at kontakte en person om-

fattet af kontaktforbuddet. Hvis politiet således, som led i gennemførelsen

af et tilsyn med et meddelt kontaktforbud, bliver bekendt med, at den dømte

har kontakt med en person omfattet af forbuddet, vil politiet kunne give den

dømte oplysninger herom med henblik på fremover at kunne håndhæve for-

buddet effektivt.

Den dømte vil i sådanne tilfælde have tavshedspligt med hensyn til de mod-

tagne oplysninger, og den dømte vil kunne straffes efter straffelovens §§ 152

og 152 c-f, hvis vedkommende uberettiget videregiver eller udnytter oplys-

ningerne.

Det bemærkes desuden, at der vil blive fastsat nærmere regler om politiets

videregivelse af oplysninger, jf. den foreslåede § 79 b, stk. 11, nr. 4.

Det er på denne baggrund Justitsministeriets vurdering, at politiets mulig-

hed for at videregive oplysninger til den dømte om andre terrordømte må

anses for at være strengt nødvendig med henblik på at forebygge trusler

mod den offentlige sikkerhed, ligesom ordningen efter ministeriets opfat-

telse indeholder passende garantier for den registreredes rettigheder og fri-

hedsrettigheder.

1.7. Opretholdelse af et forbud

Institut for Menneskerettigheder

anbefaler, at opholdsforbud og kontakt-

forbud efter endt afsoning kan indbringes for retten til fornyet prøvelse. Det

anbefales endvidere, at anklagemyndigheden herefter periodisk eller efter

anmodning fra den dømte skal vurdere forbuddenes fortsatte omfang og

nødvendighed med henblik på at få spørgsmålet prøvet ved domstolene.

Justitia

bemærker, at det bør præciseres, hvad der skal til for, at justitsmi-

nisteren kan tillade, at spørgsmålet om et forbuds opretholdelse kan ind-

bringes for retten tidligere end 3 år efter løsladelsen eller udskrivningen.

Endvidere anbefaler Justitia, at den dømte får adgang til at indbringe for-

buddenes opretholdelse for retten allerede to år efter endelig dom for at

sikre, at forbuddene fortsat er nødvendige og har den ønskede præventive

effekt.

Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 b, stk. 10, 1. pkt., kan

den dømte 3 år efter løsladelsen eller udskrivningen forlange, at anklage-

myndigheden indbringer spørgsmålet om et forbuds opretholdelse for ret-

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

ten. Justitsministeren kan efter den foreslåede bestemmelses 2. pkt. tillade,

at indbringelse sker tidligere end 3 år efter løsladelsen eller udskrivningen.

Som anført i pkt. 2.1.3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger skal der

ved vurderingen af, om et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud bør op-

hæves, navnlig lægges vægt på, om den dømte har forladt det radikaliserede

miljø og i øvrigt ikke har radikaliseret andre personer eller begået ny terr-

orrelateret kriminalitet. Det er på baggrund af høringen endvidere præci-

seret i bemærkningerne til bestemmelsen, at spørgsmålet om forbuddenes

fortsatte opretholdelse eksempelvis vil kunne indbringes for retten tidligere

end 3 år i tilfælde, hvor det oprindelige grundlag for et opholdsforbud helt

åbenlyst ikke længere er til stede.

Justitsministeriet har på denne baggrund ikke fundet anledning til at fore-

tage ændringer i adgangen til at forlange opretholdelsen af et idømt forbud

prøvet ved domstolene.

1.8. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser

Amnesty International

finder, at forbuddene vil kunne få uforholdsmæs-

sigt vidtrækkende konsekvenser i strid med retten til at vælge opholdssted i

henhold til artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskeret-

tighedskonvention (EMRK)

Den Danske Dommerforening, byretterne

Vestre Landsret

bemær-

ker, at Højesteret i U.1999.1798H (Rockerlov-dommen) behandlede bl.a.

spørgsmålet om, hvorvidt opholdsforbud kan være i strid med grundlovens

§ 79 om forsamlingsfriheden. Højesteret anførte i sine præmisser bl.a., at

der er grænser for, hvor meget forsamlings- og foreningsfriheden kan be-

grænses. På denne baggrund anfører retterne, at de gerne havde set, at lov-

forslaget havde forholdt sig til grundlovens §§ 78 og 79 om forenings- og

forsamlingsfriheden og de tilsvarende rettigheder i EMRK.

Justitia

vurderer, at lovforslaget kan gennemføres inden for rammerne af

EMRK, grundloven og anden lovgivning.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

finder, at udstrækningen af det

foreslåede opholdsforbud og kontaktforbud er meget omfattende og rejser

et principielt spørgsmål i forhold til den grundlovssikrede forsamlingsfri-

hed.

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

Østre Landsret

anfører, at lovforslaget ses at indebære indgreb i en række

friheds- og menneskerettigheder, herunder bl.a. boligens ukrænkelighed, yt-

ringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed. Det anføres endvidere, at

indgrebenes forenelighed med grundloven og EMRK kun i begrænset om-

fang er behandlet, hvilket landsretten af hensyn til retsanvendelse finder me-

get uhensigtsmæssigt. Endelig bemærker landsretten, at idet spørgsmålet om

lovforslagets forenelighed med Grundloven og EMRK kan blive indbragt

for domstolene, finder landsretten ikke på nuværende tidspunkt i øvrigt at

burde udtale sig herom.

For så vidt angår den foreslåede ordnings forhold til grundloven og EMRK

henvises til pkt. 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor forholdet

til grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed og EMRK artikel 8 om ret-

ten til privatliv og familieliv samt artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til EMRK om

retten til at færdes frit og til frit at vælge opholdssted er nærmere omtalt.

For så vidt angår retten til forsamlingsfrihed efter EMRK bemærkes, at det

følger af EMRK artikel 11, stk. 1, at enhver har ret til frit at deltage i frede-

lige forsamlinger.

Denne ret er imidlertid ikke absolut. Der kan gøres indgreb i den nævnte

rettighed, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demo-

kratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige

tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden

eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf.

EMRK artikel 11, stk. 2.

De foreslåede opholdsforbud og kontaktforbud vil være foreskrevet ved lov,

jf. forslaget til straffelovens § 79 b, stk. 1.

De foreslåede opholdsforbud og kontaktforbud har til formål at forebygge

nye terrorhandlinger ved at sikre, at de omfattede personer ikke fastholdes

eller falder tilbage i radikaliserede miljøer og at forhindre, at de pågæl-

dende rekrutterer andre til de radikaliserede miljøer. Forslaget vil således

varetage hensynene til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed, op-

retholdelse af den offentlige orden, forebyggelse af forbrydelse og hensynet

til at beskytte andres rettigheder og friheder.

Justitsministeriet vurderer, at forslaget ikke går videre, end hvad der er nød-

vendigt for at varetage de nævnte hensyn.

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

Ministeriet har herved lagt vægt på, at forbuddene, herunder den tidsmæs-

sige og, for så vidt angår opholdsforbuddet, den geografiske udstrækning

heraf, idømmes af domstolene efter en konkret vurdering. Endvidere skal

vurderingen af, om der er en særlig risiko for, at den dømte enten vil blive

fastholdt eller falde tilbage i et radikaliseret miljø, være begrundet i den

dømtes personlige forhold og adfærd, ligesom den nærmere afgrænsning af

et forbud i øvrigt vil afhænge af en konkret proportionalitetsvurdering.

Særligt for så vidt angår udstrækningen af et konkret opholdsforbud bemær-

kes, at Justitsministeriet på baggrund af de indkomne høringssvar har fun-

det anledning til at præcisere i lovforslagets almindelige bemærkninger, at

jo bredere et geografisk område, som et opholdsforbud skal omfatte, desto

mere skærpes kravene til de modstående hensyn, der ligger til grund for

meddelelse af opholdsforbuddet. Der henvises til pkt. 2.1.3.3 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Der lægges endvidere vægt på, at forbuddet idømmes som led i en straf-

fedom for alvorlig kriminalitet mod statens sikkerhed mv., hvor der gør sig

særligt tungtvejende hensyn gældende i forhold til bl.a. at mindske risikoen

for nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed.

Det bemærkes endvidere, at der med den foreslåede ordning efter afsigelse

af dommen, hvorved der idømmes kontaktforbud og/eller opholdsforbud, er

mulighed for konkret at gøre undtagelse fra et idømt forbud. Med den fore-

slåede ordning tages der således højde for, at der efterfølgende konkret kan

foreligge sådanne tungtvejende hensyn, at der skal meddeles tilladelse til,

at den pågældende efter omstændighederne kan opholde sig i det område

eller tage kontakt til personer, som forbuddet vedrører. Således kan politiet

meddele konkrete tilladelser til færden eller ophold i et område omfattet af

et opholdsforbud og til kontakt med en person omfattet af et kontaktforbud,

hvis det af særlige grunde må anses for beføjet. Som anført under pkt. 3 i

lovforslagets almindelige bemærkninger forudsættes tilladelsesordningen

administreret således, at der meddeles tilladelse, når Danmarks internatio-

nale forpligtelser, herunder EMRK, kræver det. Der henvises i øvrigt til be-

mærkningerne til den foreslåede § 79 a, stk. 4, om den foreslåede tilladel-

sesordning.

Herudover bemærkes det, at den pågældende kan forlange nødvendigheden

af forbuddets fortsatte opretholdelse indbragt for retten, jf. den foreslåede

bestemmelse i straffelovens § 79 b, stk. 10.

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at den foreslåede ord-

ning kan gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 11.

For så vidt angår Højesterets dom af 16. august 1999 (U.1999.1798H) be-

mærkes det indledningsvis, at dommen vedrører lov nr. 907 af 15. oktober

1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme (rockerloven), med se-

nere ændringer. Lovens § 1 indeholder hjemmel for politiet til at forbyde en

person at opholde sig i en bestemt ejendom under nærmere angivne betin-

gelser.

Højesteret anfører i dommens præmisser bl.a., at grundlovens § 79 om for-

samlingsfrihed af hensyn til muligheden for gennem forsamlinger at befor-

dre meningstilkendegivelser sikrer, at forsamlinger kan afholdes uden for-

udgående tilladelse fra en offentlig myndighed og ikke vilkårligt kan forby-

des. Bestemmelsen hindrer imidlertid ikke, at der ved lov fastsættes regler,

som – uden at være rettet mod en forsamlings meningstilkendegivelser –

begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse af andre væ-

sentlige interesser, herunder andres liv og velfærd, idet sådanne begræns-

ninger dog ikke må gå videre end, hvad der er nødvendigt for en sådan be-

skyttelse, jf. herved også EMRK artikel 11.

Det fremgår endvidere af Højesterets præmisser, at der med rockerloven er

tilstræbt en forbudsordning, hvorefter personer, som tilhører eller har til-

knytning til en nærmere defineret gruppe, forhindres i at mødes på gruppens

sædvanlige tilholdssted. Med loven begrænses disse personer i adgangen til

at forsamles netop dér, mens de med hensyn til forsamling andetsteds ikke

er underkastet andre begrænsninger end alle andre. Forbud kan herved kun

nedlægges, hvis der foreligger en reel og aktuel og ikke blot abstrakt risiko

for et farligt angreb, der vil være til fare for personer, der bor eller befinder

sig i nærheden af ejendommen.

Det anføres desuden, at lovens forbudsordning er begrundet i hensynet til

beskyttelse af omkringboende og forbipasserende og ikke er rettet mod

gruppens forsamling som sådan eller dens adgang til meningstilkendegi-

velse. En afskæring af vedkommende gruppe fra ophold på den pågældende

ejendom medfører, at den bliver uegnet som angrebsmål. På den baggrund

anføres det bl.a., at lovens forbudsordning derfor må anses for egnet til at

opnå det formål, den forfølger, og at ordningens betydning for grupper, som

gennem deltagelse i gensidigt væbnet opgør har gjort sig til angrebsmål, er

beskeden i forhold til den tilstræbte beskyttelse af omkringboende og forbi-

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

passerende, der uforskyldt udsættes for fare, hvorfor Højesteret ikke fandt

forbudsordningen stridende mod grundlovens § 79.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil den foreslåede ordning med opholds-

forbud og kontaktforbud ikke udgøre et indgreb i strid med forsamlingsfri-

heden efter grundlovens § 79. Der er herved bl.a. lagt vægt på, at den fore-

slåede ordning ikke er rettet mod meningstilkendegivelser, og at der kan

gøres konkret undtagelse fra et meddelt forbud, jf. nærmere herom ovenfor.

Der kan i øvrigt henvises til det ovenfor anførte, hvoraf det bl.a. fremgår, at

den foreslåede ordning med opholdsforbud og kontaktforbud er begrundet i

en række tungtvejende hensyn og idømmes som led i en straffedom for al-

vorlig kriminalitet mod statens sikkerhed mv.

Det bemærkes endelig, at den foreslåede ordning med opholdsforbud og

kontaktforbud efter Justitsministeriets opfattelse ikke rejser spørgsmål i for-

hold til foreningsfriheden efter grundlovens § 78 og EMRK artikel 11, idet

der dog samtidig henvises til det ovenfor anførte om grundlovens § 79 og

EMRK artikel 11.

1.9. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen

Datatilsynet

anfører, at det efter tilsynets opfattelse er tvivlsomt, hvorvidt

en dømt person – som fra politiet modtager oplysninger om andre dømte

personer – vil være dataansvarlig i medfør af databeskyttelsesforordningen.

Det er i den forbindelse Datatilsynets vurdering, at den omhandlede behand-

ling af personoplysninger hos modtageren som udgangspunkt vil være at

anse som en behandling, der foretages af en fysisk person som led i rent

personlige aktiviteter, jf. forordningens artikel 2, stk. 2, litra c. Datatilsynet

bemærker hertil, at dette imidlertid ikke udelukker, at den dømte er under-

lagt en række begrænsninger i sin behandling af oplysningerne. Den dømte

kan således ikke offentliggøre eller videregive de pågældende oplysninger

uden fornøden hjemmel, idet en sådan offentliggørelse eller videregivelse

næppe vil være at anse som en rent personlig aktivitet. Datatilsynet bemær-

ker, at det er tilsynets opfattelse, at der i relation til de omhandlede oplys-

ninger ved lov kan pålægges et egentligt dataansvar for de dømte personer.

I så fald er det dog Datatilsynets vurdering, at et egentligt dataansvar vil

skulle fastlægges udtrykkeligt i selve loven og ikke i bemærkningerne til

lovforslaget.

Justitsministeriet har noteret sig Datatilsynets synspunkter og har justeret

lovforslaget i overensstemmelse hermed. Ministeriet har på den baggrund

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

ladet 3. pkt. i den foreslåede § 79 b, stk. 8, hvorefter oplysningerne kun må

behandles af den dømte i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til over-

holdelse af kontaktforbuddet, udgå.

Det er i pkt. 4. i lovforslagets almindelige bemærkninger præciseret, at den

dømtes behandling af de pågældende oplysninger som udgangspunkt falder

uden for databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens anven-

delsesområde. Det er endvidere tydeliggjort, at den dømte efter straffe-

lovens §§ 151 og 152 c-f vil have tavshedspligt med hensyn til de modtagne

oplysninger, der alene vil kunne videregives i henhold til undtagelserne i §

152 e. Henset hertil, er det således Justitsministeriets opfattelse at 3. pkt. i

den foreslåede bestemmelse bør udgå.

Der henvises nærmere til pkt. 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

1.10. Forbudsordningens administrative og økonomiske konsekvenser

Den Danske Dommerforening, byretterne

Vestre Landsret

anfører,

at behandlingen af spørgsmål om opholdsforbud efter straffelovens § 79 a,

jf. § 81 a, i praksis har vist sig at være ganske tidskrævende. Retterne finder

derfor, at det samme må antages at blive tilfældet for behandlingen af

spørgsmål om forbud efter § 79 b, hvor det tilmed kan være vanskeligt at

definere det område, som den dømte ikke må færdes og opholde sig i. Efter

retternes opfattelse er det endvidere sandsynligt, at der vil skulle behandles

sager om overtræd-else af forbud efter straffelovens § 124 a og om ophæ-

velse af forbud efter straffelovens § 79 b, stk. 10. Retterne anfører derfor, at

lovforslaget samlet set vil betyde længere hovedforhandlinger hos domsto-

lene.

Domstolsstyrelsen

vurderer på det foreliggende grundlag, at antallet af nye

sager vil være begrænset, og at merudgifterne vil kunne afholdes inden for

domstolenes eksisterende økonomiske ramme.

Kommunernes Landsforening

tager forbehold for de økonomiske konse-

kvenser.

Rigspolitiet

vurderer, at lovforslaget om tilsyn med kontaktforbud vil med-

føre meromkostninger for politiet. Rigspolitiet forventer et samlet ressour-

cetræk på ca. 12,1 mio. kr. årligt på det foreliggende grundlag, idet det præ-

cise ressourcetræk dog vil afhænge af antallet af tilsyn samt antallet af terr-

ordømte, der idømmes et kontaktforbud.

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

Justitsministeriet har noteret sig høringssvarene.

For så vidt angår Rigspolitiets bemærkninger vedrørende politiets omkost-

ninger i forbindelse med lovforslaget vurderer Justitsministeriet, at der vil

kunne være omkostninger i politiet forbundet med tilsynsopgaven. Det esti-

meres dog, at omkostningerne vil være lavere end angivet i høringssvaret.

Justitsministeriet bemærker i den forbindelse bl.a., at persongruppen, der

skal føres tilsyn med, kan være lavere end angivet i Rigspolitiets hørings-

svar, ligesom omkostningerne forbundet med tilsynsopgaven vil skulle ind-

fases over en periode.

Justitsministeriet har på baggrund af Rigspolitiets høringssvar præciseret i

pkt. 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger, at der forventes at være

udgifter for politiet forbundet med lovforslaget, navnlig til tilsyn med med-

delte kontaktforbud. Udgifterne forventes at indtræffe i takt med, at dømte

løslades.

1.11. Evaluering af forbudsordningen

Institut for Menneskerettigheder

finder, at det er vigtigt, at Folketinget

holdes løbende orienteret om brugen af den foreslåede § 79 b i praksis, så

Folketinget har mulighed for at tage stilling til behovet for reglerne. Insti-

tuttet anbefaler derfor, at det skrives ind i lovforslagets bemærkninger, at

Justitsministeriet efter en nærmere angiven periode foretager en evaluering

af reglernes anvendelse i praksis, herunder med uafhængig bistand og med

et fokus på de berørte personers retssikkerhed. Instituttet anbefaler endvi-

dere, at der indsættes en solnedgangsklausul, således at reglerne ophører in-

den for en nærmere fastsat årrække, medmindre Folketinget beslutter at op-

hæve eller forlænge solnedgangsklausulen.

Justitsministeriet har noteret sig Institut for Menneskerettigheders syns-

punkt. Ministeriet finder dog ikke, at der er behov for at foretage en evalu-

ering af lovændringen med henblik på at vurdere, om den praktiske anven-

delse giver anledning til at revidere reglerne. Ligeledes finder Justitsmini-

steriet ikke, at der er behov for at indsætte en solnedgangsklausul i lovfor-

slaget.

1.12. Forholdet til andre aktører

Aarhus Kommune

anfører, at opholdsforbud og kontaktforbud vil inde-

bære udfordringer for de sociale- og beskæftigelsesmæssige indsatser. Det

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

anføres nærmere, at der uvægerligt vil opstå sammenstød mellem intentio-

nen med den nye lovgivning samt formål, intention og forpligtelser i social-

og beskæftigelseslovgivningen. Kommunale sagsbehandleres arbejde med

personer i målgruppen – f.eks. i ”God Løsladelse” og i landets kommunale

infohuse – vurderes at blive besværliggjort af den foreslåede lovændring.

Kommunernes Landsforening

finder, at det er vigtigt, at det præciseres,

hvorledes andre aktører skal agere i forhold til forbuddene. Landsforeningen

anfører som eksempler herpå infohuset eventuelle rolle, ligesom opmærk-

somheden henledes på, hvordan mentorer og jobcentre skal forholde sig.

Landsforeningen anfører endvidere, at det er uafklaret, hvem der skal anvise

en dømt under 18 år, som på grund af et opholdsforbud ikke vil kunne bo

hos forældremyndighedsindehaveren, et nyt hjem (anbringelse, ny egen bo-

lig) og hvor.

Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 b, stk. 4, kan politiet

meddele konkrete tilladelser til henholdsvis færden eller ophold i et område

omfattet af et opholdsforbud og til kontakt med en person omfattet af et kon-

taktforbud, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.

Det forudsættes, at der som udgangspunkt kun meddeles tilladelse, når Dan-

marks internationale forpligtelser kræver dette, eller når det for så vidt an-

går opholdsforbud vil være nødvendigt for, at den dømte kan opfylde visse

lovbestemte pligter. Tilladelse til, at den dømte kan opfylde lovbestemte

pligter om f.eks. at møde op på et jobcenter eller en arbejdsløshedskasse

mv. i medfør af beskæftigelseslovgivningen, vil således efter omstændighe-

derne kunne gives på forhånd. Justitsministeriet bemærker, at social- og be-

skæftigelseslovgivningen mv. herudover vil finde parallel anvendelse, idet

offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser mv. skal respektere et forbud,

hvis lovgivningen på et område ikke er forenelig hermed.

Justitsministeriet bemærker mere generelt, at det fremgår af initiativ 8 i re-

geringsudspillet ”Vi passer på Danmark – 8 tiltag mod fremmedkrigere”,

at regeringen ønsker at styrke politiets og kommunernes radikaliserings-

forebyggende arbejde. Der vil på denne baggrund blive udarbejdet og im-

plementeret en landsdækkende model for samarbejdet i infohusene, der for-

ventes implementeret i alle kommuner og politikredse mv. i løbet af foråret

2020.

2. Skærpelser af straffen for overtrædelse af straffelovens terrorbe-

stemmelser

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

2.1. Den foreslåede skærpelse af straffen for overtrædelse af straffe-

lovens § 136, stk. 2

Aarhus Kommune

bemærker i forhold til den foreslåede forhøjelse af straf-

ferammen for overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2, om offentlig billi-

gelse af en af de i straffelovens kapitel 12 eller 13 omhandlede forbrydelser,

at målgruppen herfor ofte er psykisk sårbare og socialt udsatte unge, som

udøver spontane og ubesindige ytringer på sociale medier. Aarhus Kom-

mune finder det derfor afgørende, at der også fremadrettet prioriteres at ar-

bejde med kriminalitetsforebyggende indsatser med fokus på reintegration

over for denne målgruppe af unge.

Justitsministeriet har noteret sig Aarhus Kommunes bemærkninger og kan i

øvrigt henvise til ministeriets kommentar til pkt. 2.12 om det radikalise-

ringsforebyggende arbejde.

2.2. Lovforslagets angivelse af strafniveauer

Den Danske Dommerforening, byretterne

Vestre Landsret

bemær-

ker, at strafskærpelser er et politisk anliggende, men at lovudkastet indehol-

der meget præcise og detaljerede eksempler på, hvorledes straffene for de

enkelte terrorbestemmelser skal fastsættes. Retterne anfører i forlængelse

heraf, at detaljerede lovbemærkninger om straffastsættelse kan føre til util-

sigtede virkninger. Som eksempler herpå nævnes, at lovudkastet indeholder

en højere strafferamme for offentlig billigelse af visse handlinger foretaget

i strid med straffelovens kapitel 12 og 13 end selve hovedforbrydelsen. Som

et andet eksempel nævnes lovudkastets bemærkninger til straffelovens §

136, stk. 2, hvori det foreslås, at en sag, der i dag afgøres med 5 måneders

fængsel, efter lovændringen skal afgøres med 7 �½ måneders fængsel. Ret-

terne bemærker hertil, at en sådan strafposition ikke synes mulig efter straf-

felovens § 33, hvorefter fængsel i kortere tid end 3 måneder fastsættes i dage

og ellers i måneder og år.

Justitsministeriet bemærker, at det fremgår af Straffelovrådets betænkning

nr. 1531 om strafudmåling – samspillet mellem lovgiver og domstole, at

grundlovens § 3 ikke er til hinder for, at lovgivningsmagten regulerer straf-

fastsættelsen for bestemte lovovertrædelser gennem udtrykkelig forhøjelse

eller sænkelse af strafniveauet eller angivelse af strafstørrelsen i visse type-

tilfælde.

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

Det fremgår nærmere af betænkningen, at det er Straffelovrådets vurdering,

at der er opnået gode erfaringer med, at lovgivningsmagtens tilkendegivel-

ser om strafniveauet i typesituationer eller normaltilfælde fremgår af lov-

forslagets bemærkninger. Straffelovrådet anbefaler derfor, at denne metode

også fremover anvendes i de tilfælde, hvor lovgiver ønsker at give anvisnin-

ger om strafniveauet for en bestemt type forbrydelse. Det fremgår i den for-

bindelse af betænkningens pkt. 2.3, at en angivelse af en procentvis ændring

af strafniveauet (f.eks. en forhøjelse eller en nedsættelse med ”en tredje-

del”) umiddelbart kan forekomme mest generelt anvendelig, fordi en sådan

ændring bevarer det eksisterende forhold mellem straffen for forhold af for-

skellig grovhed.

Endvidere fremgår det, at Straffelovrådet finder det af afgørende betydning

for en klar rollefordeling og et smidigt samspil mellem lovgivningsmagten

og domstolene, at domstolene gives mulighed for en konkret strafudmåling,

der tager udgangspunkt i det strafniveau, lovgivningsmagten har tilkende-

givet, men inddrager relevante skærpende eller formildende omstændighe-

der. I lovforarbejder, der tilsigter at ændre eller fastsætte et strafniveau, bør

der således altid medtages en angivelse om domstolenes muligheder for at

fravige det angivne udgangspunkt.

Med lovforslaget gennemføres dels en generel forhøjelse af strafferam-

merne i straffelovens § 101 a, §§ 114-114 j og § 136, stk. 2, dels en gennem-

gående forhøjelse af det gældende strafniveau for overtrædelse af de pågæl-

dende bestemmelser med omkring det halve i forhold til den straf, der i dag

fastsættes – eller ville være fastsat – af domstolene. Særligt for så vidt angår

overtrædelse af straffelovens § 101 a, stk. 1, om tilslutning til en fjendtlig,

væbnet styrke i udlandet, som kæmper mod den danske stat, og § 114 j, stk.

1, om et indrejse- og opholdsforbud i visse konfliktområder, skærpes straf-

niveauet yderligere, således at det bliver henholdsvis fordoblet og fire

gange så højt.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at fastsættelsen af straffen i alle

tilfælde fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte til-

fælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil

derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning af domstolene, hvis

der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændig-

heder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffe-

lovens kapitel 10.

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

Det er på denne baggrund Justitsministeriets vurdering, at lovforslaget ikke

går tættere på strafudmålingen, end hvad der er almindelig praksis for i

lovbemærkningerne.

For så vidt angår forholdet mellem straffelovens § 136, stk. 2, om offentlig

billigelse af en af de i straffelovens kapitel 12 eller 13 omhandlede forbry-

delser, og selve hovedforbrydelsen bemærkes det, at bestemmelsens gæl-

dende strafferamme på fængsel indtil 2 år allerede i dag er højere end straf-

ferammerne i straffelovens § 100, stk. 2, § 103, stk. 2, og § 110 c, stk. 1-3.

Med lovforslaget forhøjes strafferammen i straffelovens § 136, stk. 2, til

fængsel indtil 3 år, hvorved strafferammen yderligere bliver højere end

strafferammerne på fængsel indtil 2 år i straffelovens § 110 c, stk. 4, § 110

e og § 117.

Forhøjelsen af strafferammen i straffelovens § 136, stk. 2, er ikke udtryk for,

at billigelse af en forbrydelse generelt bør straffes hårdere end den forbry-

delse, der billiges. Sager om overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2, om-

fatter imidlertid forhold af meget forskellig karakter og grovhed, herunder

billigelse af forbrydelser, der kan medføre fængsel på livstid. Der er derfor

efter Justitsministeriets opfattelse behov for, at strafferammen i højere grad

end i dag kan rumme billigelse af alvorlige terrorforbrydelser.

For så vidt angår lovforslagets bemærkninger til straffelovens § 136, stk. 2,

(lovforslagets § 1, nr. 21), har Justitsministeriet i høringsperioden fundet

anledning til at præcisere, at en sag, der i dag af domstolene afgøres med 5

måneders fængsel, efter lovændringen som udgangspunkt skal afgøres med

omkring 7-8 måneders fængsel.

III. Lovforslaget

Der er i det fremsatte lovforslag foretaget visse ændringer af sproglig, lov-

teknisk og redaktionel karakter i forhold til det udkast, der har været sendt i

høring. Der er endvidere foretaget en række præciseringer og tilføjelser til

bemærkningerne i lovudkastet.

Herudover adskiller det fremsatte lovforslag sig fra det udkast, som har væ-

ret i høring, på følgende måde:

I den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 b, stk. 1, om betingelser

for idømmelse af forbud, er det tilføjet, at personer, som idømmes ubetinget

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 1, for så vidt angår tilskyn-

delse til en af de i straffelovens kapitel 12 eller 13 omhandlede forbrydelser,

ved dommen kan gives opholdsforbud og kontaktforbud.

Det er endvidere i lovforslagets bemærkninger til den foreslåede § 79 b, stk.

1, præciseret, at forbuddene vil skulle idømmes af domstolene efter en kon-

kret vurdering af, hvorvidt et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud vil

være egnet og nødvendigt for at forebygge nye terrorhandlinger ved at sikre,

at de omfattede personer ikke fastholdes eller falder tilbage i radikaliserede

miljøer og at forhindre, at de pågældende rekrutterer andre til de radikalise-

rede miljøer.

I bemærkningerne til den foreslåede § 79 b, stk. 2, om opholdsforbud, er det

præciseret, at jo bredere et geografisk område, som et opholdsforbud skal

omfatte, desto mere skærpes kravene til de modstående hensyn, der ligger

til grund for meddelelse af opholdsforbuddet.

I bemærkningerne til den foreslåede § 79 b, stk. 3, om kontaktforbud, er det

præciseret, at der ved nærmeste familiemedlemmer normalt forstås perso-

nens ægtefælle, faste samlevende, forældre, børn og søskende.

I den foreslåede § 79 b, stk. 8, om politiets videregivelse af oplysninger til

den dømte med henblik på håndhævelse af et meddelt kontaktforbud, udgår

bestemmelsens 3. pkt., hvorefter oplysningerne kun må behandles af den

dømte i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til overholdelse af kontakt-

forbuddet. Det er i pkt. 4. i lovforslagets almindelige bemærkninger præci-

seret, at den dømtes behandling af de pågældende oplysninger som udgangs-

punkt falder uden for databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslo-

vens anvendelsesområde. Det er endvidere tydeliggjort, at den dømte efter

straffelovens §§ 151 og 152 c-f vil have tavshedspligt med hensyn til de

modtagne oplysninger, der alene vil kunne videregives i henhold til undta-

gelserne i § 152 e.

I bemærkningerne til den foreslåede § 79 b, stk. 10, 2. pkt., om opretholdelse

af et forbud, er det tilføjet, at spørgsmålet om forbuddenes fortsatte opret-

holdelse eksempelvis vil kunne indbringes for retten tidligere end 3 år i til-

fælde, hvor det oprindelige grundlag for et opholdsforbud helt åbenlyst ikke

længere er til stede.

L 130 - 2019-20 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

I pkt. 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger er det præciseret, at der

forventes at være udgifter for politiet forbundet med lovforslaget, navnlig

til tilsyn med meddelte kontaktforbud. Udgifterne forventes at indtræffe i

takt med, at dømte løslades.

I lovforslagets § 2 om ikrafttræden er det tilføjet, at loven træder i kraft da-

gen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.