Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af lovforslag nr. L 123:

Forslag til lov om ændring af lov om markedsføring. (Forældelsesfrist for vildledende markedsføring af fast ejendom, kreditaftaler til finansiering af eller med sikkerhed i fast ejendom samt løbende kontraktforhold med angivelse af varig pris).

Af erhvervsministeren (Simon Kollerup).

(Fremsættelse 26.02.2020).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører, der får ordet, er hr. Orla Hav fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Lovforslaget, som vi behandler her i dag, indfører en 5-årig forældelsesfrist for bestemte overtrædelser af markedsføringsloven og erstatter dermed den nuværende forældelsesfrist på 2 år. I praksis vil det sige, at forbrugere har 5 år i stedet for 2 år til at opdage fejl og mangler ved køb, og det kan være nødvendigt, når den vildledende markedsføring først kan konstateres mere end 2 år efter. Det giver Forbrugerombudsmanden bedre muligheder for at håndhæve overtrædelser, hvilket styrker forbrugerbeskyttelsen. Den forlængede forældelsesfrist gælder, hvis man har været udsat for vildledende markedsføring i følgende tilfælde:

Det drejer sig om køb af fast ejendom. Der har været eksempler på folk, som har købt lejlighed på projektstadiet med lovning om en bolig på en vis størrelse. Ofte tager det længere tid end 2 år, fra handlen er indgået, til de kan flytte ind, og når de så flytter ind, kan de konstatere, at boligen ikke har den størrelse, som blev lovet, da handlen blev indgået, og fordi der er gået mere end 2 år, har forældelsesfristen været overskredet, og der har ikke været mulighed for at klage.

Det drejer sig om kreditaftaler til finansiering af eller med sikkerhed i fast ejendom. Der har tilsvarende været sager, hvor et realkreditinstitut har markedsført et realkreditlån som et lån med fast ydelse, men efterfølgende har realkreditinstituttet hævet bidragssatsen, som er en del af prisen på lånet, men det skete altså også først, efter den 2-årige forældelsesfrist var udløbet.

Det drejer sig også om løbende kontraktforhold med angivelse af en varig pris.

Derudover har der været sager, hvor et teleselskab markedsførte en pris på et abonnement som værende fast for altid, men efterfølgende hævede prisen, og det skete også efter udløbet af den 2-årige forældelsesfrist.

Vi har altså her at gøre med et lovforslag, som grundlæggende er med til at sikre, at folk får det, som de har betalt for og er blevet stillet i udsigt, og køb af bolig er jo noget, som for de fleste mennesker er en stor og vigtig investering i deres tilværelse, og den investering skal de kunne foretage med ro i maven uden at frygte at blive snydt. Ligeledes er finansiering af boligen afgørende for almindelige menneskers privatøkonomi og det rådighedsbeløb, der er at leve for, når de faste udgifter er betalt. Det skal der bare være styr på, så ingen ender med at betale mere, end der er aftalt.

Heldigvis viser høringssvarene også generelt opbakning til lovforslaget. Fra socialdemokratisk side er vi indstillet på at sige ja til dette lovforslag.

Tak til hr. Orla Hav. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Jeg byder velkommen til hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre, Danmarks liberale parti.

Med risiko for at komme til at gentage nogle af betragtningerne, drejer lovforslaget her sig om, at der indføres en 5-årig forældelsesfrist for bestemte overtrædelser af markedsføringsloven. Forældelsesfristen vil gælde for vildledende markedsføring af fast ejendom, kreditaftaler til finansiering af eller med sikkerhed i fast ejendom samt løbende kontraktforhold med angivelse af varig pris.

Formålet med den udvidede forældelsesfrist er grundlæggende at sikre Forbrugerombudsmandens mulighed for at håndhæve overtrædelser i forbindelse med markedsføring af disse goder og dermed sikre en bedre forbrugerbeskyttelse. Forslaget omfatter vildledende markedsføring af fast ejendom, f.eks. sager om projektsalg af lejligheder, hvor der ofte først er mulighed for at konstatere, om markedsføringen af projektlejlighederne har været vildledende, efter at lejligheden er blevet opført. Det kan bl.a. dreje sig om vildledende markedsføring af lejlighedens størrelse eller inventar – og ja, der kan sagtens gå mere end 2 år, som er den nuværende forældelsesfrist, fra at der har været foretaget markedsføring og aftalen er indgået, til at man som køber rykker ind i ejendommen. Og så er det jo lidt absurd, at man på grund af forældelsesfrister altså ikke har mulighed for at holde sælger oppe på de løfter, man blev præsenteret for.

Det samme gælder i forhold til kreditaftaler til finansiering af eller med sikkerhed i fast ejendom. Jeg tror, at der er mange, der husker de eksempler, hvor boligejere fik at vide, at nu kunne de tage et lån med en fast pris i hele lånets løbetid, men at man så ikke havde taget højde for, at der var mulighed for at justere på bidragssatserne. Det ville så heller ikke være muligt at håndhæve det, hvis markedsføringen er foregået mere end 2 år tidligere, i forhold til hvornår bidragssatserne måtte blive hævet.

Så gælder det også vildledende markedsføring i løbende kontraktforhold, hvor den erhvervsdrivende markedsfører sig med varige priser på f.eks. et mobilabonnement, men hvor der længere nede i aftalevilkårene – stående med småt – reelt er mulighed for at hæve priserne. Det er sådan set ikke særlig smart, at markedsføringsloven kan overtrædes, bare forældelsesfristerne er korte nok, fordi konsekvensen først kommer mere end 2 år efter.

Det er en del år siden, vi lavede en meget stor oprydning i forældelsesfristerne på en lang række områder, og det giver sådan set også rigtig god mening, at vi har sørget for en langt større ensartethed, når det gælder forældelsesfrister. Men omvendt skal man jo ikke være blind for, at man skal forholde sig til virkeligheden, og når man kan se konkrete eksempler på, at de nuværende forældelsesfrister simpelt hen ikke giver den beskyttelse, som forbrugerne har krav på, så er vi naturligvis fra Venstres side klar til at medvirke positivt, for vi er tilhængere af, at forbrugerne skal have en ordentlig forbrugerbeskyttelse.

Derfor er det ganske fornuftigt at forlænge de her forældelsesfrister, således at man eksempelvis ved projektkøb af en ejendom også kan holde sælger oppe på den markedsføring, man blev præsenteret for, også selv om der er gået mere end 2 år, fra at man skrev under, og til at man overtager sin bolig. Så vi støtter lovforslaget fra Venstres side.

Tak til hr. Torsten Schack Pedersen. Der er ingen korte bemærkninger, og vi går derfor over til hr. Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, hr. formand. Der skal ikke herske tvivl om i forhold til det lovforslag, som vi her behandler, at Dansk Folkeparti anser det for at være af stor nødvendighed, at markedsføringslovens vildledningsbestemmelser, både i retsmæssig forstand, men også i praksis, er brugbare i forhold til at kunne beskytte forbrugerne imod eksempelvis dårlig og vildledende markedsføring.

Hvis man kigger på de eksempler, der har været, er det efter Dansk Folkepartis opfattelse ganske klart, at der er behov for de sanktioner, som der nu bliver indført i loven, hvor vi bl.a. kan se frem til en længere forældelsesfrist. Hvis man kigger på de tre kategorier, som er nævnt i bemærkningerne til lovforslaget, er der i forbindelse med køb af projektlejligheder, altså hvor man køber lejligheder, der ikke er bygget færdig endnu, tale om, at man i en række konkrete tilfælde har oplevet en særdeles forkert måde at gøre det på, hvor man, havde jeg nær sagt, vildleder køberne og investorerne af de her omtalte lejligheder. Det bliver der nu gjort noget ved, i forhold til at man får indskærpet, at der skal være en længere periode i forbindelse med at kunne få sager rejst hos Forbrugerombudsmanden.

Det samme gælder med hensyn til kreditaftaler i forhold til finansiering og lånoptagning i forbindelse med køb af fast ejendom i Danmark. Det er en praksis, som også har vist sig på nogle områder at være kraftigt udfordret.

Så er der det sidste, som flere måske kender i mindre skala, og det drejer sig om abonnementsordninger, hvor der er vildledende markedsføring, i forhold til hvad det egentlig er for et produkt og abonnement, man køber.

Så alt i alt anser Dansk Folkeparti det som en rigtig god præcisering. Det er en ændring, som gør, at langt færre forbrugere vil komme i klemme på de omtalte områder. Og det betyder også, at for dem, der måtte komme i klemme, vil en længere frist medføre, at det er muligt at få langt flere af sagerne rejst. Og på den baggrund kan Dansk Folkeparti støtte lovforslaget.

Tak til hr. Hans Kristian Skibby. Og velkommen til fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre.

Tak for ordet og tak til mine kolleger fra de andre partier, der allerede har været heroppe, for en rigtig god gennemgang af lovforslaget. Lovforslaget omfatter jo en udvidelse af forældelsesfristerne, hvor udvidelsen egentlig er ret begrænset til nogle helt specifikke områder, hvor Forbrugerombudsmanden har konstateret, at der er konkrete problemer. Man har simpelt hen ikke haft mulighed for at gribe ind, selv om Forbrugerombudsmanden har vurderet, at der i en række sager kunne være tale om vildledende markedsføring.

De tre områder, hvor der er konstateret problemer, er teleområdet, hvor teleselskaber bl.a. markedsførte en pris på et abonnement som fast for altid, men hævede prisen efter 2 år. Det er realkreditområdet, hvor realkreditlån blev markedsført som værende lån med en fast ydelse, selv om realkreditinstituttet efterfølgende hævede bidragssatsen.

Og sidst, men ikke mindst, har der været et tilfælde med projektlejligheder, hvor den færdige bolig viste sig at have et langt mindre boligareal, end forbrugeren var blevet lovet i salgsopstillinger og på tegninger af lejlighederne. Da forbrugeren opdagede det, var forældelsesfristen på de 2 år løbet ud. Det skete f.eks. for Lone Rasmussen, der endte med at stå med en 17 pct. mindre lejlighed, end hvad hun havde forventet, da lejligheden viste sig ikke at være 90 m² stor, men 78 m². Det er alligevel en slat, og det er en rigtig træls overraskelse at få i sin nye lejlighed.

Jeg er glad for at se, at der hos de hørte organisationer også generelt er stor opbakning til lovforslaget. Og når det er sagt, vil jeg bare sige, at De Radikale også støtter lovforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så derfor siger vi velkommen til fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Lovforslag nr. L 123 ser ganske fornuftigt ud. Det synes vi det gør, fordi forældelsesfristen for vildledende markedsføring af fast ejendom forlænges fra 2 til 5 år. Det giver en øget forbrugerbeskyttelse. Boligkøb er ofte en vigtig investering, som kræver sikkerhed for forbrugerne. Med det her forslag mindsker man de bekymringer, som man muligvis kan stå med, når man investerer i en bolig. Med en forældelsesfrist på 2 år kan der i visse tilfælde vise sig at være problemstillinger, som først optræder senere end efter 2 år, så 5 år giver rigtig god mening. SF er positive over for ethvert tiltag, der øger rettighederne for og beskyttelsen af vores forbrugere, så vi støtter forslaget.

Tak for det. Og hjertelig velkommen til fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten – De Rød-Grønne.

Tak for det. I Enhedslisten støtter vi lovgivning, som forhindrer misvisende markedsføring og købsoplysninger, der vildleder os som forbrugere. Vi kender det fra bl.a. bolig- og lånesektoren, og vi ser derfor meget positivt på, at regeringen vil forlænge forældelsesfristerne fra 2 til 5 år, så forbrugere kan nå at reagere, og så Forbrugerombudsmanden faktisk også kan nå at føre sagerne.

Enhedslisten støtter derfor det nærværende lovforslag, men vi undrer os også lidt over, hvorfor det er, at forlængelsen kun skal gælde køb af fast ejendom, boligkreditaftaler og abonnementer. Det er vel ikke kun i de her sektorer, at der finder vildledende markedsføring sted.

I Enhedslisten mener vi derfor i samklang med Forbrugerrådet, at forlængelsen af forældelsesfrister fra 2 til 5 år bør gælde generelt for al markedsføring. Og jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren, hvorfor man i lovforslaget ikke inkluderer al markedsføring generelt. Nu kan ministeren jo ikke være her, så det kan være, at det er et spørgsmål, vi sender over til udvalgsbehandlingen, hvor jeg glæder mig til det videre arbejde. Tak.

Selv tak. Der er ingen korte bemærkninger, og jeg vil derfor gerne byde velkommen til fru Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet. Et ord er et ord, altså lige indtil det så ikke er det. Det kan der i sådan et tilfælde være rigtig mange årsager til. Måske hørte man noget forskelligt, og måske hørte man ikke godt nok efter. Måske vil man høre noget andet, og måske vil man gerne holde ord, men kunne ikke. Og måske er man bare fyldt med løgn.

Uanset hvorfor og hvordan har vi regler for den slags, for moral er godt, men lovgivning er heller ikke altid at foragte. F.eks. har vi jo markedsføringslovens § 1, der siger, at man ikke må foretage handlinger, som strider mod god markedsføringsskik. Det betyder, at markedsføringsaktiviteter skal være lovlige, at de skal være sømmelige, at de skal være hæderlige, og at de skal være sandfærdige – nogle gode ord, som reelt bare betyder, at du selvfølgelig ikke må love guld og grønne skove, hvis du ved eller tror, at du ikke kan holde, hvad du lover, altså ikke kan levere guld og grønne skove.

Hvis alle bare levede op til denne ene paragraf, var der ikke brug for flere, og der var ikke brug for, at vi stod her i dag, men det er desværre ikke altid tilfældet. For desværre har det vist sig, at forældelsesfristen for klager over visse produkters markedsføring er for kort – af den simple årsag, at man først har mulighed for at opdage eventuelt oversalg, altså også det, man kalder vildledende markedsføring i nogle tilfælde, efter de normale fem års klagefrist. Der er ikke mange eksempler, men et af dem, de fleste nok husker, er de såkaldte projektsolgte lejligheder, der er blevet nævnt flere gange heroppe, som viste sig at blive bygget med lidt færre kvadratmeter, end man havde lovet. Det gælder også kreditaftaler til finansiering af fast ejendom, som man markedsførte som en fast ydelse, men som senere viste sig at være knap så fast, da bidragssatsen blev hævet.

Det er selvfølgelig ikke fair, og derfor bakker Konservative op om at forlænge forældelsesfristen, så Forbrugerombudsmanden reelt har mulighed for at håndhæve reglerne om vildledende markedsføring. Men hvorfor egentlig til 5 år? Hvad er argumentet herfor? Og samtidig synes jeg, det er vigtigt at fokusere på de produkter, hvor der er en særlig risiko, og det er bl.a. de nævnte forhold, hvor det er af stor økonomisk betydning for forbrugerne. Derfor forekommer det lidt ude af proportioner at medtage løbende kontraktforhold, hvor der loves en varig pris, altså typisk det, der foregår på telemarkedet, mobilabonnementerne – ikke fordi det er okay at love noget, man ikke kan holde, men fordi vi også lige må tage hensyn til, at markedet løbende udvikler sig. Og her kunne det være, at de 5 år er lidt for voldsomt.

Lad mig slutte med lige at påpege, at selvfølgelig er der også en form for administrativ byrde for virksomhederne med det her lovforslag. Ministeriets svar i forbindelse med høringen er på dette punkt virkelig ringe, synes jeg, og vidner måske også lidt om manglende indsigt i, hvad det er, der foregår i en virksomhed, når man skal opgøre nogle ting.

Der er gode intentioner i lovforslaget, konkluderer jeg. Jeg glæder mig til i udvalgsarbejdet at høre mere om, hvorfor ministeriet er landet på 5 års forældelsesfrist, og hvorfor så forskellige eksempler på vildledende markedsføring med samme økonomiske konsekvenser for forbrugerne skal være i samme lovforslag. Tak for det.

Selv tak. Og jeg vil gerne byde velkommen til hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige.

Tak for det. Vi stemmer for.

Tak for den klare besked, og så vil jeg gerne byde velkommen til hr. Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance.

Tak for det. Vi stemmer også for lovforslaget, der er velbelyst af en række andre partier. Det har været en udfordring for Forbrugerombudsmanden at nå alle sager, herunder vigtige sager, grundet den korte forældelsesfrist eller grundet en stor sagspukkel eller grundet mangel på effektivitet i det offentlige. Der kan være mange gode forklaringer, uanset hvad skal Forbrugerombudsmanden kunne udføre sit arbejde, og derfor er lovforslaget fornuftigt.

Tak til hr. Alex Vanopslagh. Så er det den fg. erhvervsminister i skikkelse af fødevareministeren, som har ordet.

Tak for det, og også tak for bemærkningerne til lovforslaget. Det er jo dejligt, når partierne bakker op om regeringens lovforslag, som det jo så tydeligt er tilfældet her i dag.

Som det er nævnt, har forslaget til formål at indføre en 5-årig forældelsesfrist for bestemte overtrædelser af markedsføringsloven, hvor der i dag gælder en 2-årig forældelsesfrist. Den udvidede forældelsesfrist skal gælde for overtrædelser af markedsføringslovens vildledningsbestemmelse i forbindelse med markedsføring af fast ejendom, af boligkreditaftaler og af løbende kontraktforhold med angivelse af varig pris. Den udvidede forældelsesfrist skal styrke Forbrugerombudsmandens håndhævelsesmuligheder i forbindelse med sådanne overtrædelser og dermed også medvirke til bedre forbrugerbeskyttelse.

Som det har været nævnt af flere ordførere, har der jo, når man har undersøgt praksis, været tre typer af sager, hvor Forbrugerombudsmanden ikke har kunnet håndhæve de her regler på grund af den 2-årige forældelsesfrist. Det har for det første været de sager, hvor forbrugere har købt sig en projektlejlighed, og hvor det har vist sig, at den færdigbyggede bolig var langt mindre end den, som forbrugeren var blevet lovet i salgsopstillingen og på plantegningerne; der var den 2-årige forældelsesfrist udløbet. For det andet har der været sager, hvor et realkreditinstitut gennem flere år har markedsført et realkreditlån som et lån med en fast ydelse, selv om realkreditinstituttet efterfølgende har hævet bidragssatsen; dette skete også først efter udløbet af den 2-årige forældelsesfrist. For det tredje har der været sager, hvor et teleselskab har markedsført en pris på et abonnement som fast for altid, men efterfølgende har hævet prisen; det skete også her efter udløbet af den 2-årige forældelsesfrist. Så den styrkede håndhævelse, vi her lægger op til, begrundes jo altså i, at der i den her type sager kan indtræde forældelse, inden det ulovlige indhold kan konstateres, fordi virkningen af den ulovlige markedsføring først indtræder, mere end 2 år efter at markedsføringen er sket, og det er det, som lovforslaget jo skal rette op på.

Der er stillet nogle spørgsmål undervejs her, som jeg, selv om jeg jo kun er vikar, skal forsøge at svare på, men de kan selvfølgelig også oversendes skriftligt.

Først er der spørgsmålet om, hvorfor det er de her tre områder, der er valgt ud, og hvorfor man ikke gør det generelt. Der er det altså i forbindelse med lovforslaget blevet undersøgt, på hvilke områder der har været problemer med vildledende markedsføring – det er jo det, vi skal adressere – som først har vist sig, efter den 2-årige forældelsesfrist er udløbet, og som Forbrugerombudsmanden derfor ikke har kunnet håndhæve. I den undersøgelse har man ikke kunnet identificere andre områder, hvor der er det her problem, og det kan sandsynligvis tilskrives, at forbrugerne jo heldigvis i langt de fleste tilfælde forholdvis hurtigt kan konstatere, om de er blevet vildledt. Så med det her forslag synes vi altså, vi har ramt en balance mellem på den ene side at beskytte forbrugerne på de områder, hvor problemerne er, og hvor der er et reelt behov, og på den ene side hensynet til erhvervslivet og ikke mindst de retskafne virksomheder, som jo faktisk følger reglerne i dag.

Så var der et spørgsmål om, hvorfor det er 5 år og ikke 4, 10 eller 30 år. Generelt er det jo sådan i straffeloven, at der gælder 2 års forældelsesfrist, men på en række områder har man afveget fra det. Det gælder bl.a. en 5-årig forældelsesfrist for bl.a. lov om finansiel virksomhed, og på den baggrund mener vi, at man har sat en forældelsesfrist på det her område, som dækker tilsvarende områder med tilsvarende ansvar, og så der er den her balance mellem frist og det ansvar, der gør sig gældende her.

Endelig blev der stillet et spørgsmål om byrder for erhvervslivet i forbindelse med det her. Når der foretages en vurdering af, om et lovforslag medfører administrative konsekvenser, tager man udgangspunkt i princippet om, at virksomheder efterlever reglerne, og det betyder jo, at det tidsforbrug, som virksomhederne måtte have ved at stille information og dokumentation til rådighed for myndigheder ved de her kontrol- og klagesager i tilfælde, hvor virksomhederne har eller formodes at have overtrådt regler, ikke kan opgøres som en administrativ byrde, for man kunne bare overholde reglerne. Derudover er det jo altså Forbrugerombudsmanden, der har bevisbyrden i sager om vildledende markedsføring, og der er virksomhederne ikke forpligtet til at opbevare dokumentation. Derfor mener vi ikke, at der på den måde er byrder, der pålægges virksomhederne unødigt.

Med det skal jeg igen takke for bemærkningerne og den positive modtagelse. Jeg ser frem til udvalgets behandling af lovforslaget.

Tak for det. Der er en kommentar fra fru Mona Juul.

Tak. Det er også bare en enkelt kommentar i forhold til det her med virksomhedens byrder. Det er jo sådan, at lige så snart vi laver noget lovgivning herinde, tager man selvfølgelig sine forholdsregler i en virksomhed. Selv om man selvfølgelig forsøger at leve op til loven osv., vil man jo nok prøve også at vurdere, om der er et eller andet, man lige skal have et ekstra øje på, hvis nu der kom en sag. Det kunne jo også være, at den kom, selv om man havde opført sig ordentligt. Derfor vil der jo være en byrde ved, at man er nødt til at have et øje på lige præcis det her. Så det er det, min kommentar går på. Tak.

Ministeren.

Jamen jeg kvitterer for bemærkningen, og man kan sige, at de overvejelser selvfølgelig også kan tages med ind i det videre arbejde med lovforslaget. Men der er i hvert fald, synes jeg, en hel klar logik i, hvorfor vi mener, at man kan opgøre, at der ikke pålægges virksomhederne særlige byrder her, hvis de blot efterlever loven.

Der er ikke flere spørgsmål. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervsudvalget. Hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.