Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
L 112 Bilag 17
Offentligt
Fra:
Lisbet Hagelund
Sendt:
20. maj 2020 10:12
Emne:
Producentansvar for emballage: DI, DE, L&F og DagSam om rollefordelingen
Kære medlemmer af Miljø- og Fødevareudvalget
Vi noterede med stor glæde, at udvalget på det åbne samråd omkring producentansvar for
emballage, drøftede aktørernes forskellige opfattelser af den mest hensigtsmæssige rollefordeling
omkring de operative opgaver i det kommende producentansvar. Dette er en overordentlig vigtig
problemstilling at få afklaret.
Vi støtter princippet om, at den, der er pålagt ansvaret og som skal betale for, at opgaven bliver
udført, også er den, der varetager opgaven.
Dette princip følges også i den nuværende affaldsorganisering, hvor kommuner (via borgernes
renovationsgebyrer) finansierer og udfører indsamling og delvist sortering, og er ansvarlige for, at
opgaven bliver udført.
Med producentansvaret overdrages ansvaret og finansieringsforpligtelsen til producenterne. Dette
bør naturligt medføre, at producenterne dermed også får det operative ansvar for
affaldstransporter, sortering og genanvendelse. Den der betaler bestemmer, i stedet for en
situation, hvor kommunerne bestemmer omkostningsniveauet, og producenterne pålægges at
betale.
Den til enhver tid gældende affaldsorganisering
I Lovforslaget hedder det, at ”den til enhver tid gældende affaldsorganisering” skal følges. Med den
nuværende affaldsorganisering vil dette bryde med princippet om, at ansvar, finansiering og
operativ rolle følges ad. Det skyldes, at kommunerne i affaldsbekendtgørelsen i dag har retten til de
operative opgaver omkring husholdningsaffaldet. Denne problemstilling bør specifikt adresseres i
forbindelse med udmøntningen af producentansvaret, hvis princippet om, at betaler og
opgaveudfører er den samme aktør, skal bestå.
Vi noterer, at regeringen den 18. maj varslede forhandling om en ny affaldsorganisering. Vi finder
det afgørende, at den fremtidige affaldsregulering sikrer en sammenhæng mellem ansvarshaver, og
den, der betaler og udfører opgaven. Vi kvitterer derfor for, at Regeringens udspil forholder sig til
genanvendelsen af husholdningernes affald, som jo i vid udstrækning er emballager. Men under
producentansvaret skal producenterne også betale for affaldstransporter og sortering. I
udmøntningen af producentansvaret bør der specifikt gives mulighed for, at producenterne ikke
alene varetager udbud af genanvendelsen, men også af affaldstransporterne og sorteringen.
Det borgernære
Vi støtter, at kommunerne fortsat skal varetage de borgernære opgaver. Indretning af det
borgernære, f.eks. spande, hyppighed af tømninger, og information til borgeren mv. vil virke bedst,
hvis lokale forhold kan tages i betragtning. En finansieringsmodel for dette, foreslår vi, skal
håndteres i et samarbejdsudvalg, hvor både erhverv og kommuner skal have en fast plads.
På vegne af
Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer, DagSam og Dansk Erhverv
Med venlig hilsen
Lisbet Hagelund