L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Kulturudvalget 2019-20
L 108 Bilag 1
Offentligt

Lovforslag nr.

L 108

Folketinget 2019-20

Fremsat den 5. februar 2020 af kulturministeren (Joy Mogensen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film

1)2)

(Gennemførelse af direktivet om audiovisuelle medietjenester m.v.)

§1

I lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf.

lovbekendtgørelse nr. 248 af 16. marts 2019, som ændret

ved § 1 i lov nr. 1548 af 18. december 2018, foretages

følgende ændringer:

Lovens

titel

affattes således:

»Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v.«

Fodnoten

til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af direk‐

tiv 2010/13/EU om samordning af visse love og admi‐

nistrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af

audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle

medietjenester) i betragtning af de ændrede markeds‐

forhold, EU-Tidende 2018, nr. L 303, side 69, og Euro‐

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7.

marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i

forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -

tjenester (forsyningsdirektivet), EU-Tidende 2002, nr.

L 108, side 51, som ændret ved Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009,

EU-Tidende, 2009, nr. L 337, side 11.«

§ 2, stk. 1, nr. 4,

affattes således:

»4) udbud af on demand-audiovisuelle medietjenester, hvor

hovedformålet med en tjeneste eller en del af den, der

kan adskilles fra tjenesteudbyderens hovedaktivitet, er

at udbyde informerende, underholdende eller oplysende

billedprogrammer til almenheden via elektroniske

kommunikationsnet som defineret i lov om elektroni‐

ske kommunikationsnet og -tjenester.«

§ 2

indsættes som

stk. 6:

»Stk. 6.

Ved et billedprogram forstås et sæt levende bille‐

der med eller uden lyd, der udgør en individuel del, uanset

dets længde, inden for en programflade eller et katalog udar‐

bejdet af en medietjenesteudbyder, herunder film af spille‐

filmslængde, videoklip, sportsbegivenheder, dokumentar‐

programmer, børneprogrammer og tv-drama.«

Efter § 9 indsættes i

kapitel 2:

»Modtagefrihed af audiovisuelle medietjenester

§ 9 a.

En udbyder af en audiovisuel medietjeneste, der hø‐

rer under et andet lands myndighed inden for Den Europæ‐

iske Union/Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområ‐

de, og som leverer en audiovisuel medietjeneste, er undtaget

fra overholdelse af danske regler inden for det område, der

samordnes ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om

samordning af visse love og administrative bestemmelser i

medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester,

selv om tjenesten retter sig mod Danmark, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Uanset stk. 1 kan Radio- og tv-nævnet træffe for‐

anstaltninger, der midlertidigt begrænser adgangen til at le‐

vere en audiovisuel medietjeneste, over for en medietjene‐

steudbyder, der hører under et andet lands myndighed inden

Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU om en informationsprocedure

med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (kodifikation).

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af

direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv

om audiovisuelle medietjenester) i betragtning af de ændrede markedsforhold, EU-Tidende 2018, nr. L 303, side 69.

AK001474

Kulturmin., j.nr.18/02123

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

for Den Europæiske Union/Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde, i tilfælde af en åbenlys, væsentlig og al‐

vorlig overtrædelse af direktivets regler om forbud mod til‐

skyndelse til had eller vold eller offentlig opfordring til at

begå en terrorhandling, eller beskyttelse af mindreårige, el‐

ler ved fare for folkesundheden eller den offentlige sikker‐

hed.

Stk. 3.

Kulturministeren fastsætter nærmere regler for,

hvornår de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 2, kan træf‐

fes.«

§ 39, stk. 4, 1. pkt.,

ændres »Radio- og tv-foretagender

og øvrige medietjenesteudbydere,« til: »Radio- og tv-fore‐

tagender, øvrige medietjenesteudbydere og udbydere af vi‐

deodelingsplatformstjenester,«.

§ 42, nr. 2,

affattes således:

»2) At registrere foretagender, som udøver programvirk‐

somhed ved hjælp af satellit, fællesantenneanlæg, jord‐

baserede digitale radio- og tv-sendemuligheder, kort‐

bølgesendemuligheder eller øvrige elektroniske kom‐

munikationsnet, samt medietjenesteudbydere, der ud‐

byder on demand-audiovisuel programvirksomhed om‐

fattet af § 2, stk. 1, nr. 4, og at føre tilsyn med program‐

virksomheden, jf. § 47.«

§ 42, nr. 5,

indsættes efter »stk. 2«: »og 3«.

§ 42 a

affattes således:

»§ 42 a

Radio- og tv-nævnet har følgende opgaver vedrø‐

rende videodelingsplatformstjenester:

1) At registrere udbydere af videodelingsplatformstjene‐

ster og at føre tilsyn med virksomheden, jf. § 51 a.

2) At påtale overtrædelser af loven og bestemmelser fast‐

sat efter loven

3) At træffe afgørelse om foranstaltninger vedrørende be‐

skyttelse af mindreårige og offentligheden mod ind‐

hold, der tilskynder til vold eller had eller til at begå

terrorhandlinger, eller mod indhold med børneporno‐

grafi, racisme eller fremmedhad, jf. § 51 b, stk. 2 og 3.

4) At træffe afgørelse om foranstaltninger og bestemmel‐

ser vedrørende identifikation og indhold af reklamer,

sponsorering og produktplacering på videodelingsplat‐

formstjenester, jf. § 51 b, stk. 4.

5) At træffe afgørelse om indstilling af virksomheden, jf.

§ 51 c, stk. 1.«

10.

§ 47, stk. 1, 2. pkt.,

affattes således:

»Medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-audio‐

visuel programvirksomhed omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4, og

som hører under dansk myndighed, skal tillige lade sig regi‐

strere hos Radio- og tv-nævnet.«

11.

§ 47, stk. 5,

ændres »stk. 1, 1. pkt., og stk.« til: »stk. 1

og«.

12.

§ 48, 2. pkt.,

indsættes efter »regler om beskyttelse af

mindreårige«: », herunder om mærkning af programmers

egnethed for mindreårige og om mindreåriges personoplys‐

ninger«.

13.

§ 48, 3. pkt.,

affattes således:

»Der fastsættes endvidere regler om, at programmerne

ikke på nogen måde må tilskynde til vold eller had af nogen

af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter om

grundlæggende rettigheder, ligesom der fastsættes regler

om, at programmerne ikke på nogen måde må fremme terro‐

risme.«

14.

§ 48

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

Kulturministeren fastsætter bestemmelser om, at

programvirksomheden ved hjælp af forholdsmæssige foran‐

staltninger løbende og gradvis gøres mere tilgængelig for

personer med handicap. Kulturministeren fastsætter endvi‐

dere bestemmelser om adgang til at klage over, hvorvidt de

foranstaltninger, der er omfattet af 1. pkt., er etableret.«

15.

Efter kapitel 8 indsættes:

»Kapitel 8 a

Videodelingsplatformstjenester

§ 51 a.

Udbydere af videodelingsplatformstjenester, som

hører under dansk myndighed, skal lade sig registrere hos

Radio- og tv-nævnet.

Stk. 2.

Ved en videodelingsplatformstjeneste forstås en

tjeneste, hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af

den, der kan adskilles herfra, eller en væsentlig funktion i

tjenesten består i at udbyde billedprogrammer, jf. § 2, stk. 6,

brugergenerede videoer eller begge dele til offentligheden,

som udbyderen af videodelingsplatformen ikke har noget re‐

daktionelt ansvar for, med henblik på at informere, under‐

holde eller oplyse via elektroniske kommunikationsnet som

defineret i lov om elektroniske kommunikationsnet og –tje‐

nester og hvis tilrettelæggelse fastlægges af udbyderen af vi‐

deodelingsplatformen, herunder ved brug af automatiske

metoder og algoritmer og navnlig gennem visning, tagging

og sekvensering.

Stk. 3.

Ved en udbyder af en videodelingsplatformstjene‐

ste forstås en fysisk eller juridisk person, der udbyder en vi‐

deodelingsplatformstjeneste.

Stk. 4.

Ved en brugergenereret video forstås et sæt leven‐

de billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel del,

uanset dens længde, som skabes af en bruger og uploades på

en videodelingsplatform af denne bruger eller af enhver an‐

den bruger.

Stk. 5.

Kulturministeren fastsætter nærmere regler om re‐

gistrering i henhold til stk. 1 og regler for, hvornår udbydere

af videodelingsplatformstjenester hører under dansk myn‐

dighed, med henblik på gennemførelse af Europa-Parlamen‐

tets og Rådets direktiv om samordning af visse love og ad‐

ministrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af

audiovisuelle medietjenester. Kulturministeren fastsætter

endvidere regler for, hvornår udbud af billedprogrammer,

brugergenerede videoer eller begge dele udgør en væsentlig

funktion i en videodelingsplatformstjeneste i henhold til stk.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

§ 51 b.

For udbydere af videodelingsplatformstjenester,

der er omfattet af § 51 a, stk. 1, gælder §§ 3-4, § 6 og §§

14-16 i lov om tjenester i informationssamfundet, herunder

visse aspekter af elektronisk handel.

Stk. 2.

Kulturministeren fastsætter regler om, at udbydere

af videodelingsplatforme omfattet af § 51 a, stk. 1, skal træf‐

fe passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige mod

skadeligt indhold. I den forbindelse fastsætter kulturministe‐

ren regler om, at mindreåriges personoplysninger, som ind‐

samles eller genereres af udbydere af videodelingsplatfor‐

me, ikke må behandles med henblik på kommercielle for‐

mål.

Stk. 3.

Kulturministeren fastsætter regler om, at udbydere

af videodelingsplatforme skal træffe passende foranstaltnin‐

ger for at beskytte offentligheden mod indhold, der tilskyn‐

der til vold eller had af nogen af de grunde, der er omhand‐

let i artikel 21 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder,

eller indhold, hvis udbredelse udgør en strafbar handling i

forbindelse med offentlige opfordringer til at begå terror‐

handlinger som omhandlet i § 114, stk. 1, i straffeloven, lov‐

overtrædelser i forbindelse med børnepornografi som om‐

handlet i § 235, stk. 1, i straffeloven og lovovertrædelser i

forbindelse med racisme og fremmedhad som omhandlet i §

266 b i straffeloven.

Stk. 4.

Kulturministeren fastsætter regler om identifika‐

tion og indhold af reklamer, sponsorering og produktplace‐

ring på videodelingsplatformstjenester.

§ 51 c.

Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse om mid‐

lertidig eller endelig indstilling af virksomheden på en tje‐

neste omfattet af § 51 a, stk. 1, hvis udbyderen af videode‐

lingsplatformstjenesten groft eller gentagne gange overtræ‐

der loven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven.

Stk. 2.

En afgørelse truffet efter stk. 1 kan af den, afgørel‐

sen vedrører, forlanges indbragt for domstolene, hvis afgø‐

relsen vedrører regler som fastsat i medfør af § 51 b, stk. 2,

1. pkt., eller stk. 3. Begæring herom skal fremsættes til Ra‐

dio- og tv-nævnet, inden 4 uger efter at afgørelsen er med‐

delt den pågældende. Afgørelsen skal indeholde oplysninger

om adgangen til at kræve domstolsprøvelse og om fristen

herfor. Radio- og tv-nævnet anlægger sag mod den pågæl‐

dende i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 3.

Retten kan ved sagsanlæg omfattet af stk. 2 ved

kendelse bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning.

Såfremt Radio- og tv-nævnets afgørelse opretholdes ved

dom, kan der heri bestemmes, at anke ikke har opsættende

virkning.«

16.

§ 85 a, stk. 1,

affattes således:

»Visning af programmer i fjernsyn og on demand-audio‐

visuelle medietjenester, som indeholder produktplacering, er

ikke tilladt.«

17.

§ 87, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »registrerede fore‐

tagender«: »i henhold til § 47, stk. 1, 1. pkt.«.

18.

Efter § 88 indsættes:

»§ 89

Programvirksomhed ved udsendelse af billedpro‐

grammer må ikke forsynes med overliggende indslag til

kommercielle formål eller ændres uden samtykke fra de

foretagender, der udøver programvirksomheden.

Stk. 2.

Kulturministeren fastsætter bestemmelser om fra‐

vigelse af kravet om samtykke i stk. 1.«

19.

§ 93, stk. 1, nr. 6,

indsættes efter »§ 47, stk. 1 og 2,«:

»eller § 51 a, stk. 1,«.

20.

§ 93, stk. 1, nr. 7,

affattes således:

»7) tilsidesætter en afgørelse om indstilling af program‐

virksomheden efter § 42, nr. 5, § 50, stk. 2 eller 3, eller

om indstilling af virksomheden efter § 51 c, stk. 1,«

§2

I lov nr. 186 af 12. marts 1997 om film, som ændret

senest ved lov nr. 1627 af 26. december 2013, foretages

følgende ændringer:

Som

fodnote

til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af direk‐

tiv 2010/13/EU om samordning af visse love og admi‐

nistrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af

audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle

medietjenester) i betragtning af de ændrede markeds‐

forhold, EU-Tidende 2018, nr. L 303, side 69.«

§ 19, stk. 1, 1. pkt.,

affattes således:

»Kulturministeren nedsætter Medierådet for Børn og Un‐

ge, som skal vejlede forældre m.fl. og udbydere af audiovi‐

suelle medietjenester, jf. lov om radio- og fjernsynsvirksom‐

hed m.v., om egnetheden for børn og unge af film, program‐

mer m.v.«

§ 19, stk. 1,

indsættes som

3. pkt.:

»Medierådet kan desuden oplyse og rådgive om børn og

unges digitale dannelse, herunder om børn og unges digitale

tryghed, trivsel og rettigheder.«

§ 19

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

Kulturministeren fastsætter nærmere regler om

Medierådets vejledning af udbydere af audiovisuelle medie‐

tjenester m.fl. om egnetheden af programmer for børn og

unge, jf. stk. 1, 1. pkt., herunder regler om adgang for Me‐

dierådet til at træffe afgørelse om vurderinger af egnetheden

af programmer. I den forbindelse kan kulturministeren fast‐

sætte regler om, at Medierådet kan afgive vejledende udta‐

lelser om egnetheden af programmer. Kulturministeren kan

endvidere fastsætte regler om betaling til hel eller delvis

dækning af udgifter forbundet med Medierådets udtalelser

efter 2. pkt.«

§ 21, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

»Kulturministeren fastsætter endvidere regler om, at vi‐

deogrammer skal mærkes efter regler om medietjenesteud‐

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

byderes m.fl. mærkning af programmer, jf. lov om radio- og

fjernsynsvirksomhed m.v.«

§3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2020.

Stk. 2.

Foretagender, der på tidspunktet for lovens ikraft‐

træden udøver on demand-audiovisuel programvirksomhed,

og som hører under dansk myndighed, jf. § 47, stk. 1, 2.

pkt., i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. som affat‐

tet ved denne lovs § 1, nr. 10, og som ikke allerede er regi‐

strerede hos Radio- og tv-nævnet, skal lade sig registrere

hos nævnet senest den 1. september 2020.

Stk. 3.

Udbydere af videodelingsplatformstjenester, der på

tidspunktet for lovens ikrafttræden udøver virksomhed, og

som hører under dansk myndighed, jf. § 51 a i lov om radio-

og fjernsynsvirksomhed mv., som affattet ved denne lovs §

1, nr. 15, og som ikke allerede er registrerede hos Radio- og

tv-nævnet, skal lade sig registrere hos nævnet senest den 1.

september 2020.

Stk. 4.

Regler om mærkning af egnetheden af programmer

for børn og unge i bestemmelser fastsat efter § 48, 2. pkt., i

lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, som affattet ved den‐

ne lovs § 1, nr. 12, finder alene anvendelse på programmer,

hvorom der er indgået eller forlænget aftale om produktion

heraf efter den 1. september 2020 eller indkøb af sådanne

programmer efter den 1. september 2020.

Stk. 5.

Regler, der er fastsat efter § 48, 3. pkt., i lov om

radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 248

af 16. marts 2019, forbliver i kraft indtil de ophæves eller

afløses af bestemmelser fastsat efter § 48, 3. pkt., i lov om

radio- og fjernsynsvirksomhed, som affattet ved denne lovs

§ 1, nr. 13.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

2. Baggrund

2.1. Direktivet om audiovisuelle medietjenester

2.2. Ændringer i direktivet

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Regulering af videodelingsplatformstjenester

3.1.1. Gældende ret

3.1.2. Artikel 28a og 28b i direktivet om audiovisuel‐

le medietjenester

3.1.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforsla‐

gets indhold

3.2. Registrering af udbydere af on demand-audiovisuel‐

le medietjenester

3.2.1. Gældende ret

3.2.2. Kulturministeriets overvejelser og lovforsla‐

gets indhold

3.3. Beskyttelse af mindreårige på fjernsyn og on de‐

mand-audiovisuelle medietjenester

3.3.1. Gældende ret

3.3.2. Artikel 6a i direktivet om audiovisuelle medie‐

tjenester

3.3.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforsla‐

gets indhold

3.4. Tilgængelighed af indhold for personer med handi‐

cap på fjernsyn og on demand-audiovisuelle medie‐

tjenester

3.4.1. Gældende ret

3.4.2. Artikel 7 i direktivet om audiovisuelle medie‐

tjenester

3.4.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforsla‐

gets indhold

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse‐

kvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er‐

hvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre dele af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af

14. november 2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU om

samordning af visse love og administrative bestemmelser i

medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester

(direktiv om audiovisuelle medietjenester) i betragtning af

de ændrede markedsforhold. Direktivet skal være gennem‐

ført senest den 19. september 2020.

Indholdsfortegnelse

I den forbindelse foreslås med lovforslaget bl.a. indført:

pligt for videodelingsplatformstjenester til at træffe for‐

anstaltninger til at imødegå skadeligt og ulovligt audio‐

visuelt indhold på deres tjenester og regler om reklamer

og anden audiovisuel kommerciel kommunikation på vi‐

deodelingsplatformstjenester.

– krav til udbydere af tv og on demand-audiovisuelle me‐

dietjenester om mærkning af programmers egnethed for

mindreårige.

– pligt for udbydere af tv og on demand-audiovisuelle me‐

dietjenester til gradvist at gøre programindhold mere til‐

gængeligt for personer med handicap.

Vedrørende øvrige dele af direktivet er der tale om forhold,

der ikke kræver lovændring, men som vil blive gennemført

administrativt, herunder ved udstedelse af bekendtgørelser

eller på anden vis, eller forhold, som allerede er implemen‐

teret eller opfyldt, herunder ved etablerede adfærdskodeks.

Herudover er der i lovforslaget medtaget forslag om indfø‐

relse af regler om registrering af udbydere af on demand-

audiovisuelle medietjenester hos Radio- og tv-nævnet, juste‐

ring af formålsbestemmelsen for Medierådet for Børn og

Unge i lov om film samt nogle mindre præciserende og re‐

daktionelle ændringer.

2. Baggrund

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af

14. november 2018 ændrer Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af

visse love og administrative bestemmelser i medlemsstater‐

ne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om

audiovisuelle medietjenester).

2.1. Direktivet om audiovisuelle medietjenester

Direktivet om audiovisuelle medietjenester har til formål at

sikre den frie bevægelighed af audiovisuelle medietjenester i

EU, beskytte forbrugere samt fremme kulturel mangfoldig‐

hed og mediefrihed. Direktivet indeholder en minimumsre‐

gulering af audiovisuelle medietjenester – dvs. fjernsynsud‐

sendelser og on demand-audiovisuelle medietjenester. Di‐

rektivet hviler på følgende hovedelementer:

–

Hjemlandskontrol af udbydere af audiovisuelle medie‐

tjenester (afsenderlandsprincippet).

– Frihed til at modtage og retransmittere audiovisuelle me‐

dietjenester fra andre medlemsstater (princippet om

modtagefrihed/gensidig anerkendelse).

– Minimumsharmonisering af regler om blandt andet au‐

diovisuel kommerciel kommunikation (reklamer, spon‐

–

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

sorering, produktplacering mv.), fremme af europæiske

audiovisuelle produktioner og beskyttelse af mindreåri‐

ge.

– Administrativt samarbejde mellem medlemsstater og de‐

res reguleringsmyndigheder med henblik på at sikre di‐

rektivets anvendelse i praksis.

Da direktivet er et minimumsdirektiv, kan medlemsstaterne

kræve, at udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle

medietjenester under deres jurisdiktion overholder mere del‐

taljerede eller strengere bestemmelser på de områder, der sa‐

mordnes ved direktivet.

2.2. Ændringer i direktivet

Med ændringsdirektivet udvides direktivets anvendelsesom‐

råde til at omfatte en regulering af videodelingsplatformstje‐

nester. Ved videodelingsplatformstjenester forstås i direkti‐

vets forstand tjenester, der organiserer audiovisuelt indhold,

men ikke har et redaktionelt ansvar for indholdet. Sociale

medietjenester omfattes, hvis levering af audiovisuelt ind‐

hold efter en nærmere vurdering udgør en væsentlig funk‐

tion i den pågældende tjeneste. Direktivet har ikke til formål

at regulere sociale medietjenester som sådan.

Hovedelementer i ændringsdirektivet er:

–

Regulering af videodelingsplatformstjenester for så vidt

angår skadeligt eller ulovligt indhold og audiovisuel

kommerciel kommunikation (reklamer, sponsorering,

produktplacering mv.).

Indførelse af mere ens regler for fjernsyn og on demand-

audiovisuelle medietjenester, herunder regler om proce‐

durer i tilfælde af undtagelser fra afsenderlandsprincip‐

pet og fra princippet om modtagefrihed/gensidig aner‐

kendelse samt regler om beskyttelse af mindreårige i for‐

hold til skadeligt indhold.

Krav til fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietje‐

nester om mærkning af programmers egnethed for min‐

dreårige.

Indførelse af kvoter for europæisk indhold for on de‐

mand-audiovisuelle medietjenester, ligesom der hidtil

har været regler om andelen af europæisk indhold for

fjernsyn.

Mere fleksible regler om audiovisuel kommerciel kom‐

munikation (tilladt reklametid og produktplacering) for

at give trængte medieudbydere mulighed for at øge deres

indtjening.

Skærpede krav om, at udbydere af fjernsyn og on de‐

mand-audiovisuelle medietjenester skal gøre indhold til‐

gængeligt for personer med handicap.

(eksempelvis om tilladt reklametid og produktplacering) ik‐

ke giver anledning til at ændre den danske retstilstand.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Regulering af videodelingsplatformstjenester

3.1.1. Gældende ret

Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (”radio- og fjern‐

synsloven”), jf. lovbekendtgørelse nr. 248 af 16. marts 2019,

finder i dag alene anvendelse på radio, lineært tv (fjernsyns‐

udsendelser) og on demand-audiovisuelle medietjenester.

Radio- og fjernsynsloven indeholder således ikke nogen re‐

gulering af videodelingsplatformstjenester.

De udbydere af videodelingsplatforme, der med ændringsdi‐

rektivet omfattes af reguleringen af videodelingsplatfor‐

mstjenester i direktivet om audiovisuelle medietjenester, er

tillige som informationssamfundstjenester omfattet af regu‐

leringen i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af in‐

formationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i

det indre marked (”e-handelsdirektivet”). Disse udbydere er

derfor underlagt de bestemmelser om det indre marked, der

er fastlagt i e-handelsdirektivet, hvis de er etableret i en

medlemsstat.

E-handelsdirektivet, der i lighed med direktivet om audiovi‐

suelle medietjenester bygger på et afsenderlandsprincip fun‐

deret på principperne om hjemlandskontrol og gensidig an‐

erkendelse, er i Danmark gennemført ved lov nr. 227 af 22.

april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder

visse aspekter af elektronisk handel (”e-handelsloven”).

Hjemlandskontrol indebærer, at tjenesteudbydere etableret i

Danmark skal overholde de regler, der er fastsat i det danske

retssystem, uanset om tjenesten er rettet mod andre med‐

lemsstater. Omvendt indebærer gensidig anerkendelse, at

danske myndigheder som hovedregel ikke kan gribe ind

over for en tjeneste rettet mod det danske marked, når tjene‐

steudbyderen er etableret i en anden medlemsstat. Afsender‐

landsprincippet, der kun omfatter det ”koordinerede områ‐

de”, som defineret i e-handelslovens § 2, nr. 8, er implemen‐

teret i e-handelslovens §§ 3-4 om hjemlandskontrol og gen‐

sidig anerkendelse. I overensstemmelse med e-handelsdirek‐

tivet giver e-handelslovens § 6 under nærmere angivne be‐

tingelser danske myndigheder mulighed for at fravige prin‐

cippet om gensidig anerkendelse som følge af hensyn til den

offentlige orden, beskyttelse af folkesundheden, den offent‐

lige sikkerhed og forbrugerne.

E-handelsloven indeholder bl.a. en række generelle oplys‐

ningskrav til udbydere af informationssamfundstjenester

samt regler om ordrebekræftelse og –modtagelse og tekni‐

–

Det er ikke alle ændringer i direktivet, der kræver lovæn‐

dring. Nogle af de nye krav vil blive gennemført i bekendt‐

gørelsesform med udgangspunkt i eksisterende bemyndigel‐

sesbestemmelser, mens nogle af de nye regler i direktivet

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

ske hjælpefunktioner mv. ved elektronisk ordreafgivelse.

Loven indeholder tillige et forbud mod skjult reklame. Til

forskel fra radio- og fjernsynsloven indeholder e-handelslo‐

ven ingen særlige regler vedrørende selve det indhold, der

formidles. Loven indeholder desuden ikke krav om myndig‐

hedstilladelse eller registrering som betingelse for at kunne

sprede indhold på medierne.

E-handelslovens §§ 14-16, som gennemfører e-handelsdi‐

rektivets artikel 12-14, indeholder som udgangspunkt en fri‐

tagelse for ansvar for ulovlige oplysninger leveret af en tred‐

jemand, der transmitteres, eller oplagres automatisk, mel‐

lemliggende og midlertidigt, eller oplagres af visse udbydere

af informationssamfundstjenester under visse betingelser. E-

handelsdirektivets artikel 15 udelukker, at generelle forplig‐

telser til at overvåge sådanne oplysninger eller aktivt at un‐

dersøge forhold, der tyder på ulovlig virksomhed, kan på‐

lægges disse udbydere, uden at det dog vedrører overvåg‐

ningsforpligtelser i konkrete tilfælde, og navnlig uden at det

berører påbud fra nationale myndigheder i overensstemmel‐

se med national ret.

Kommerciel kommunikation (reklamer mv.) via videode‐

lingsplatformstjenester reguleres allerede af Europa-Parla‐

mentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om

virksomheders urimelige handelspraksis over for forbruger‐

ne på det indre marked, som forbyder virksomhedernes uri‐

melige handelspraksis over for forbrugerne, herunder vildle‐

dende og aggressiv handelspraksis i informationssamfunds‐

tjenester. Direktivet er i Danmark gennemført i lov nr. 426

af 3. maj 2017 om markedsføring (”markedsføringsloven”).

Markedsføringsloven fastsætter på reklameområdet et gene‐

relt reklameidentifikationskrav for alle medier. Herudover

indeholder loven bl.a. en generalklausul om god markedsfø‐

ringsskik, et forbud mod vildledende handelspraksis samt en

markedsføringsnorm for handelspraksis rettet mod børn og

unge.

3.1.2. Artikel 28a og 28b i direktivet om audiovisuelle me‐

dietjenester

En videodelingsplatformstjeneste er i artikel 1 (1) (aa) i di‐

rektivet om audiovisuelle medietjenester defineret som en

tjeneste, hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af

den, der kan adskilles herfra, eller en væsentlig funktion i

tjenesten består i at udbyde programmer, brugergenerede vi‐

deoer eller begge dele til offentligheden, som udbyderen af

videodelingsplatformen ikke har noget redaktionelt ansvar

for, med henblik på at informere, underholde eller oplyse

via elektroniske kommunikationsnet og hvis tilrettelæggelse

fastlægges af udbyderen af videodelingsplatformen, herun‐

der ved brug af automatiske metoder og algoritmer og navn‐

lig gennem visning, tagging og sekvensering.

Med videodelingsplatformstjenester tænkes på tjenester sås‐

om YouTube og audiovisuelt indhold, der deles på sociale

medietjenester såsom Facebook.

Det fremgår af ændringsdirektivets præambelbetragtning nr.

5, at formålet med direktivet ikke er at regulere sociale me‐

dietjenester som sådan. En social medietjeneste bør alene

være omfattet, hvis levering af programmer og brugergene‐

rerede videoer udgør en væsentlig funktion i den pågælden‐

de tjeneste. Det fremgår videre af præambelbetragtningen, at

levering af programmer og brugergenererede videoer kan

anses for at udgøre en væsentlig funktion i den sociale me‐

dietjeneste, hvis det audiovisuelle indhold ikke blot er et

supplement til eller udgør en mindre del af den sociale me‐

dietjenestes aktiviteter. Desuden fremgår, at Kommissionen

for at sikre klarhed, effektivitet og sammenhæng i gennem‐

førelsen om nødvendigt bør udstede retningslinjer om den

praktiske anvendelse af kriteriet om væsentlig funktion med

hensyn til definitionen af en videodelingsplatformstjeneste.

Det er forventningen, at Kommissionen udsteder sådanne

retningslinjer i første halvdel af 2020.

I forhold til fastlæggelse af jurisdiktion udvides e-handelsdi‐

rektivets afsenderlandssystem til at omfatte udbydere af vi‐

deodelingsplatforme omfattet af direktivet om audiovisuelle

medietjenester. Med ændringsdirektivet fastsættes således i

artikel 28a, stk. 1, at en udbyder af en videodelingsplatform

etableret på en medlemsstats område, jf. artikel 3, stk. 1, i e-

handelsdirektivet, hører under den pågældende medlems‐

stats jurisdiktion med henblik på direktivet om audiovisuelle

medietjenester. Det følger af e-handelsdirektivets artikel 2,

litra c, at ved en etableret tjenesteyder forstås en tjenestey‐

der, som faktisk udøver erhvervsmæssig virksomhed i et ik‐

ke nærmere angivet tidsrum ved hjælp af en fast indretning.

Da spørgsmålet om etablering er af betydning for hvilket

lands retssystem, tjenesteyderne er omfattet af, er direktivets

definition på etableret tjenesteyder medtaget i e-handelslo‐

vens § 2. Det fremgår af præambelbetragtningerne til e-han‐

delsdirektivet, at definitionen skal forstås i overensstemmel‐

se med EU-Domstolens retspraksis om tjenesteyderes etab‐

leringssted.

Hvis en udbyder af en videodelingsplatform ikke er etableret

på en medlemsstats område efter e-handelsdirektivets artikel

3, stk. 1, er der i artikel 28a, stk. 2, fastsat alternative juris‐

diktionskriterier med udgangspunkt i, hvorvidt udbyderen

har en modervirksomhed, en dattervirksomhed eller indgår i

en koncern med en anden virksomhed, der er etableret på

den pågældende medlemsstats område.

Medlemsstaterne forpligtes desuden til at udarbejde opdate‐

rede lister over udbydere af videodelingsplatforme under de‐

res jurisdiktion.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Ifølge ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 3, kan

kanaler og andre audiovisuelle tjenester under en tjenesteud‐

byders redaktionelle ansvar som sådan i sig selv udgøre

audiovisuelle medietjenester, selv om de udbydes på en vi‐

deodelingsplatform, som er kendetegnet ved ikke at have

noget redaktionelt ansvar. I sådanne tilfælde vil det påhvile

de tjenesteudbydere, der har det redaktionelle ansvar, at

overholde direktivets regler.

Ændringsdirektivet udvider ikke direktivets minimumsregler

for fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester til

videodelingsplatformstjenester.

I stedet indføres med ændringsdirektivet i artikel 28b en for‐

pligtelse for medlemsstater til – med forbehold af artikel

12-15 i e-handelsdirektivet, jf. afsnit 3.3.1., – at sikre, at ud‐

bydere af videodelingsplatforme træffer passende foranstalt‐

ninger, der skal beskytte mindreårige mod skadeligt indhold

og beskytte alle borgere mod indhold, der tilskynder til vold

eller had, eller hvis udbredelse udgør en strafbar handling i

henhold til EU-retten. Sådanne strafbare handlinger er i

Danmark offentlige opfordringer til at begå terrorhandlinger

som omhandlet i § 114, stk. 1, i straffeloven, lovovertrædel‐

ser i forbindelse med børnepornografi som omhandlet i §

235, stk. 1, i straffeloven og lovovertrædelser i forbindelse

med racisme og fremmedhad som omhandlet i § 266 b i

straffeloven.

Udbydere af videodelingsplatformstjenester skal bl.a. sikre,

at deres generelle vilkår for brug af tjenesten inddrager de

ovennævnte krav vedrørende skadeligt eller ulovligt ind‐

hold. Desuden skal udbyderne etablere brugerværktøjer,

som kan bruges til at anmelde og mærke skadeligt indhold,

systemer til alders- og forældrekontrol samt sikre en adgang

for brugere til at klage til platformsudbyderen. Ændringsdi‐

rektivet fastsætter desuden, at mindreåriges personoplysnin‐

ger, som indsamles eller på anden måde genereres af udby‐

dere af videodelingsplatforme i henhold til de nævnte al‐

ders- og forældrekontrolsystemer, ikke må behandles med

henblik på kommercielle formål såsom direkte markedsfø‐

ring, profilering og adfærdsbaseret reklame.

Herudover indfører ændringsdirektivet forpligtelser vedrø‐

rende audiovisuel kommerciel kommunikation (reklamer,

sponsorering, produktplacering mv.) på videodelingsplatfor‐

me. For så vidt angår audiovisuel kommerciel kommunika‐

tion, som markedsføres, sælges eller tilrettelægges af udby‐

dere af videodelingsplatforme, skal udbyderne opfylde kra‐

vene i direktivets artikel 9, stk. 1, om klar identifikation af

audiovisuel kommunikation og opfyldelse af et sæt mini‐

mumskvalitetskrav. I forhold til audiovisuel kommerciel

kommunikation, som ikke markedsføres, sælges eller tilret‐

telægges af udbyderne – og som disse således alene har be‐

grænset kontrol over – skal udbyderne som en del af deres

generelle betingelser og vilkår for brug af tjenesten inddrage

kravene i direktivets artikel 9, stk. 1. Desuden skal udbyder‐

ne sikre gennemsigtighed i forhold til audiovisuel kommer‐

ciel kommunikation, som angives af den, som uploader ind‐

hold, der indeholder sådan kommerciel kommunikation.

3.1.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets ind‐

hold

Det foreslås, at radio- og fjernsynslovens anvendelsesområ‐

de udvides til at omfatte videodelingsplatformstjenester som

defineret i direktivet og direktivets regler om regulering af

tjenesterne.

Det foreslås derfor at indføre et nyt kapitel 8 a om videode‐

lingsplatformstjenester i loven.

I den forbindelse foreslås, at der i § 51 a, stk. 1, indføres en

pligt for videodelingsplatformstjenester, som hører under

dansk myndighed (dvs. dansk jurisdiktion), til at lade sig re‐

gistrere hos Radio- og tv-nævnet. Radio- og tv-nævnet er i

dag tilsynsmyndighed for radio- og fjernsynslovgivningens

regulering af fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietje‐

nester. Foretagender, der udøver lineær fjernsynsprogram‐

virksomhed via kabel, satellit eller internet, er som omtalt i

afsnit 3.2.1. forpligtet til at lade sig registrere hos nævnet.

Formålet med den foreslåede registreringspligt for udbydere

af videodelingsplatformstjenester er at skabe grundlag for

identifikation af de udbydere, der omfattes af den foreslåede

regulering af tjenesterne, og dermed for Radio- og tv-næv‐

nets tilsyn med tjenesterne. I § 42 a foreslås, at Radio- og tv-

nævnet udover at registrere udbydere af videodelingsplatfor‐

mstjenester også skal føre tilsyn med tjenesterne.

Herudover foreslås, at videodelingsplatformstjenester i be‐

stemmelsen i § 51 a, stk. 2, defineres i overensstemmelse

med definitionen i direktivets artikel 1 (1) (aa) og dets be‐

tragtninger som gennemgået i afsnit 3.1.2. med henblik på at

afgrænse de videodelingsplatformstjenester, som den fore‐

slåede nye regulering skal finde anvendelse på. Samtidig

foreslås, at ændringsdirektivets definitioner af en udbyder af

en videodelingsplatformstjeneste og en brugergenereret vi‐

deo indføres i loven i § 51 a, stk. 4 og 5.

Endvidere foreslås, at der indføres en bemyndigelsesbestem‐

melse i § 51 a, stk. 5, hvorefter kulturministeren fastsætter

nærmere regler om registrering af udbydere af videodelings‐

platformstjenester i henhold til § 51 a, stk. 1, og regler for,

hvornår udbydere af videodelingsplatformstjenester hører

under dansk myndighed. Desuden foreslås, at ministeren

fastsætter regler for, hvornår udbud af billedprogrammer,

brugergenerede videoer eller begge dele udgør en væsentlig

funktion i en videodelingsplatformstjeneste i henhold til §

51 a, stk. 2, 1. pkt. om definitionen af en videodelingsplat‐

formstjeneste. Det er Kulturministeriets umiddelbare vurde‐

ring, at der pt. i det aktuelle mediebillede kun vil kunne bli‐

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

ve tale om få videodelingsplatformstjenester af begrænset

størrelse, som vil kunne høre under dansk myndighed.

Herudover foreslås det i § 51 b fastsat i radio- og fjernsyns‐

loven, at e-handelslovens §§ 3-4, § 6 og §§ 14-16 finder an‐

vendelse for de af radio- og fjernsynsloven omfattede udby‐

dere af videodelingsplatformstjenester.

Det betyder, at e-handelslovens §§ 3-4 og § 6 om hjem‐

landskontrol og gensidig anerkendelse (herunder adgang til

begrænsning af levering af tjenester), og e-handelslovens §

14-16 om fritagelse for ansvar for ulovlige oplysninger, der

transmitteres, eller oplagres automatisk, mellemliggende og

midlertidigt, eller oplagres af visse udbydere af informati‐

onssamfundstjenester, som gennemgået i afsnit 3.1.1, finder

anvendelse uanset den nye foreslåede regulering af videode‐

lingsplatformstjenester i radio- og fjernsynsloven.

Endvidere foreslås indsat en bemyndigelsesbestemmelse i §

51 b, stk. 2, hvorefter kulturministeren fastsætter regler om,

at udbydere af videodelingsplatforme, som hører under

dansk myndighed, skal træffe passende foranstaltninger for

at beskytte mindreårige mod skadeligt indhold, og at min‐

dreåriges personoplysninger, som i den forbindelse indsam‐

les eller genereres af udbydere af videodelingsplatforme, ik‐

ke må behandles med henblik på kommercielle formål. For

så vidt angår direktivets forbud mod behandling af mindreå‐

riges personoplysninger med henblik på kommercielle for‐

mål og forholdet til Europa-Parlamentets og Rådets forord‐

ning (EU) 2016/679 om databeskyttelse fremgår det af æn‐

dringsdirektivets præambelbetragtning nr. 21, at Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 anerken‐

der, at børn bør nyde særlig beskyttelse med hensyn til be‐

handling af deres personoplysninger. Medietjenesteudbyde‐

res oprettelse af mekanismer til beskyttelse af børn fører

uundgåeligt til behandling af mindreåriges personoplysnin‐

ger. Det fremgår videre af præambelbetragtningen, at da så‐

danne mekanismer har til formål at beskytte børn, bør min‐

dreåriges personoplysninger, der behandles inden for ram‐

merne af tekniske foranstaltninger til beskyttelse af børn, ik‐

ke anvendes til kommercielle formål.

Herudover foreslås i § 51 b, stk. 3, at kulturministeren fast‐

sætter regler om, at udbydere af videodelingsplatforme skal

træffe passende foranstaltninger for at beskytte offentlighe‐

den mod indhold, der tilskynder til vold eller had af nogen

af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter om

grundlæggende rettigheder. Artikel 21 i EU’s charter fast‐

sætter, at enhver forskelsbehandling på grund af køn, race,

farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog,

religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsfor‐

hold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handi‐

cap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er

forbudt. Desuden fastsætter artikel 21, at inden for traktater‐

nes anvendelsesområde og med forbehold af deres særlige

bestemmelser er enhver forskelsbehandling på grund af na‐

tionalitet forbudt. Desuden foreslås, at kulturministeren fast‐

sætter regler om, at udbydere af videodelingsplatforme skal

træffe passende foranstaltninger for at beskytte offentlighe‐

den mod indhold, hvis udbredelse udgør en strafbar hand‐

ling i forbindelse med offentlige opfordringer til at begå ter‐

rorhandlinger som omhandlet i § 114, stk. 1, i straffeloven,

lovovertrædelser i forbindelse med børnepornografi som

omhandlet i § 235, stk. 1, i straffeloven og lovovertrædelser

i forbindelse med racisme og fremmedhad som omhandlet i

§ 266 b i straffeloven.

Desuden foreslås indsat en bemyndigelsesbestemmelse i §

51 b, stk. 4, hvorefter kulturministeren fastsætter regler om

identifikation og indhold af reklamer, sponsorering og pro‐

duktplacering på videodelingsplatformstjenester.

Det er hensigten, at de foreslåede nye regler med udgangs‐

punkt i de nævnte foreslåede bemyndigelsesbestemmelser

fastsættes i en selvstændig ny bekendtgørelse om videode‐

lingsplatformstjenester.

Der vil i den forbindelse blive fastsat regler om, at Radio-

og tv-nævnet ved registrering af en udbyder af en videode‐

lingsplatformstjeneste skal påse, at udbyderen har truffet de

foranstaltninger vedr. skadeligt eller ulovligt indhold samt

audiovisuel kommerciel kommunikation, der er nævnt i di‐

rektivets artikel 28b, stk.1-3. Dette skal ske under hensynta‐

gen til, at der ifølge artikel 28b, stk. 3, bl.a. skal være tale

om passende foranstaltninger, som skal være gennemførlige

og forholdsmæssige og tage hensyn til videodelingsplatfor‐

mstjenestens størrelse og den udbudte tjenestes art. Nævnet

vil herefter konkret kunne tage stilling til, hvilke foranstalt‐

ninger, der er passende for den enkelte udbyder inden for di‐

rektivets rammer, herunder om udbyderen skal træffe alle de

i direktivet opregnede foranstaltninger.

Radio- og tv-nævnet skal som led i tilsynet føre tilsyn med,

at udbyderne til stadighed har de foranstaltninger på plads,

som udbyderne er forpligtede til at træffe, og at foranstalt‐

ningerne har den tilsigtede virkning. Tilsynet baseres – på

linje med nævnets tilsyn på øvrige områder under nævnets

kompetence – på klager eller at nævnet på eget initiativ tag‐

er sager op til behandling. Det foreslås i § 42 a, at nævnet

kan træffe afgørelse om bl.a. de foranstaltninger, som følger

af direktivets artikel 28b, stk. 1-3. Desuden foreslås i lovfor‐

slagets § 1, nr. 6, at nævnets tilsynsbeføjelser i radio- og

fjernsynslovens § 39, stk. 4, om adgang til at afkræve udby‐

derne oplysninger, dokumenter, programmer mv., som er af

betydning for nævnets behandling af konkrete sager, udvi‐

des til at omfatte udbydere af videodelingsplatformstjene‐

ster.

Radio- og tv-nævnet kan efter de gældende regler bl.a. træf‐

fe afgørelse om midlertidig eller endelig inddragelse af en

tilladelse eller indstilling af programvirksomhed for fjernsyn

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

og on demand-audiovisuelle medietjenester, hvis tilladelses‐

haveren, det registrerede foretagende eller medietjenesteud‐

byderen overtræder loven eller bestemmelser fastsat efter lo‐

ven, såfremt en overtrædelse er grov, eller overtrædelser er

ofte gentagne, jf. radio- og fjernsynslovens § 50.

I § 51 c, stk. 1, gives der Radio- og tv-nævnet adgang til og‐

så at træffe afgørelse om midlertidig eller endelig indstilling

af virksomheden på en videodelingsplatformstjeneste, hvis

udbyderen af tjenesten groft eller gentagne gange overtræ‐

der loven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven. Med

bestemmelser fastsat i medfør af loven tænkes på de bestem‐

melser om videodelingsplatformstjenester, der med ud‐

gangspunkt i de ovennævnte foreslåede bemyndigelsesbe‐

stemmelser fastsættes i bekendtgørelsesform.

Som det fremgår af ændringsdirektivets præambelbetragt‐

ning nr. 3, som omtalt i afsnit 3.1.2, vil der kunne forekom‐

me tilfælde, hvor eksempelvis en udbyder af en selvstændig

on demand-audiovisuel medietjeneste på en videodelings‐

platform såsom YouTube vil skulle overholde reglerne for

on demand-audiovisuelle medietjenester i det land, hvor ud‐

byderen efter direktivets regler anses for etableret.

Kulturministeriet bemærker, at en sådan tjeneste alene kan

anses for en on demand-audiovisuel medietjeneste i direkti‐

vets forstand, såfremt direktivets kriterier for, hvornår en

tjeneste udgør en on demand-audiovisuel medietjeneste, er

opfyldt, jf. kriterierne i radio- og fjernsynslovens § 2. Så‐

fremt disse kriterier er opfyldt og tjenesten således anses for

en on demand-audiovisuel medietjenester, vil det have den

konsekvens, at alle direktivets regler for on demand-audio‐

visuelle medietjenester finder anvendelse for tjenesten. Di‐

rektivets regler for on demand-audiovisuelle medietjenester

omfatter blandt andet audiovisuel kommerciel kommunika‐

tion (reklamer, sponsorering, produktplacering mv.), kvoter

for europæisk indhold på tjenesten, beskyttelse af mindreåri‐

ge mod skadeligt indhold (herunder mærkning af program‐

mers egnethed for mindreårige) og tilgængeliggørelse af

indhold på tjenesten for personer med handicap.

Blandt kriterierne for, hvornår en tjeneste udgør en on de‐

mand-audiovisuel medietjeneste, er at tjenestens hovedfor‐

mål er at udbyde informerende, underholdende eller oplys‐

ende billedprogrammer til almenheden med henblik på, at

programmer kan modtages på et brugervalgt tidspunkt og på

den enkelte brugers anmodning på grundlag af et program‐

katalog udvalgt af udbyderen af tjenesten. Det er desuden et

krav, at udbyderen har det redaktionelle ansvar for valget af

audiovisuelt indhold i tjenesten, og bestemmer, hvordan det

audiovisuelle indhold tilrettelægges.

Endvidere skal tjenesten udgøre et massemedie, dvs. være

bestemt for og vil kunne have en klar indvirkning på en be‐

tydelig del af offentligheden, jf. direktivets præambelbe‐

tragtning nr. 21. Det fremgår videre af præambelbetragtning

nr. 21, at definitionen af en audiovisuel medietjeneste, her‐

under en on demand-audiovisuel medietjeneste, i direktivets

forstand kun bør omfatte tjenester, der falder inden for defi‐

nitionen af tjenesteydelser i TEUF artikel 57, og således bør

omfatte enhver form for økonomisk virksomhed, herunder

udøvet af public service-foretagender, men ikke virksom‐

hed, der overvejende er af ikke-økonomisk art, og som ikke

konkurrerer med tv-spredning, som f.eks. private websteder

og tjenester, der består i at udbyde eller distribuere audiovi‐

suelt indhold, skabt af private brugere til deling eller ud‐

veksling inden for interessegrupper.

Herudover er det kendetegnende for on demand-audiovisu‐

elle tjenester, at de er ”tv-lignende”, dvs. at de konkurrerer

om samme seere som fjernsynsudsendelser, og at deres art

og måden, hvorpå man får adgang til dem, med rimelighed

vil få brugeren til at forvente, at tjenesterne er reguleret ved

direktivet, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 24.

Det er herefter Kulturministeriets vurdering, at kun ganske

få kanaler eller andre audiovisuelle tjenester under en tjene‐

steudbyders redaktionelle ansvar, der udbydes på en video‐

delingsplatform, i det aktuelle mediebillede vil omfattes af

afgrænsningen af en on demand-audiovisuel medietjeneste i

direktivets forstand. Såfremt en tjeneste omfattes vil det som

ovenfor nævnt have den virkning, at alle direktivets regler

for on demand-audiovisuelle medietjenester finder anven‐

delse for tjenesten. Det vil tilkomme Radio- og tv-nævnet

som tilsynsmyndighed i forhold til radio- og fjernsynslov‐

givningens regelsæt for on demand-audiovisuelle medietje‐

nester at foretage konkrete vurderinger af, hvilke tjenester,

der omfattes.

Der kan i visse tilfælde evt. opstå afgrænsningsspørgsmål

ift. reguleringen af visse videobloggere med egen kanal og

programkatalog mv. på fx YouTube, der eksempelvis laver

skjult reklame for produkter. Sådanne afgrænsningsspørgs‐

mål i sager efter henholdsvis radio- og fjernsynslovgivnin‐

gens regelsæt for on demand-audiovisuelle medietjenester

og markedsføringslovens regler om reklameidentifikation

mv., vil kunne afklares som led i det allerede eksisterende

uformelle samarbejde mellem Radio- og tv-nævnet og For‐

brugerombudsmanden.

Kulturministeriet vil de kommende år følge Radio- og tv-

nævnets tilsynspraksis i forhold til den foreslåede nye regu‐

lering af videodelingsplatformstjenester med henblik på at

vurdere om der er behov for justeringer af det foreslåede re‐

gelgrundlag.

3.2. Registrering af udbydere af on demand-audiovisuelle

medietjenester

3.2.1. Gældende ret

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Ifølge radio- og fjernsynslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., skal

foretagender, der udøver programvirksomhed ved hjælp af

satellit, fællesantenneanlæg, kortbølgesendemuligheder eller

øvrige elektroniske kommunikationsnet, og som hører under

dansk myndighed, lade sig registrere hos Radio- og tv-næv‐

net. I medfør af lovens § 47, stk. 5, er der fastsat nærmere

regler om registrering i bekendtgørelse om programvirksom‐

hed på grundlag af registrering samt on-demand audiovisuel

programvirksomhed. Desuden fastsætter lovens § 47, stk. 1,

2. pkt., at medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-

audiovisuel programvirksomhed omfattet af lovens § 2, stk.

1, nr. 4, kan udøve programvirksomhed uden registrering.

Foretagender, der udøver lineær fjernsynsprogramvirksom‐

hed via kabel, satellit eller internet er således forpligtet til at

lade sig registrere, mens udbydere af on-demand audiovisuel

programvirksomhed ikke er omfattet af en registreringspligt.

Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med on-demand-audiovisu‐

el programvirksomhed, jf. radio- og fjernsynslovens § 42 a.

Nævnet har i den forbindelse adgang til at træffe afgørelse

om indstilling af sådan programvirksomhed, hvis udbydere

af virksomheden groft eller gentagne gange overtræder lo‐

ven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven, jf. lovens §

50, stk. 3.

3.2.2. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets ind‐

hold

Det foreslås, at der i lighed med den gældende registrerings‐

pligt for udbydere af lineært fjernsyn i radio- og fjernsynslo‐

vens § 47, stk. 1, og den foreslåede registreringspligt for ud‐

bydere af videodelingsplatformstjenester, jf. lovforslagets §

1, nr. 15, indføres pligt for udbydere af on demand-audiovi‐

suel programvirksomhed til at lade sig registrere hos Radio-

og tv-nævnet. Hensigten med forslaget er at skabe et bedre

grundlag for identifikation af de udbydere af on demand-au‐

diovisuel programvirksomhed, som er omfattet af radio- og

fjernsynslovgivningens regulering, og dermed for Radio- og

tv-nævnets tilsyn med virksomheden. Det er desuden hen‐

sigten, at de relevante udbydere i forbindelse med en regi‐

streringspligt i større grad end i dag får kendskab til den re‐

gulering, som de er omfattet af.

I forbindelse med forslaget om indførelse af en registre‐

ringspligt for udbydere af on demand-audiovisuel program‐

virksomhed foreslås, at kulturministeren ved en udvidelse af

bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 47, stk. 5, får be‐

myndigelse til også at fastsætte nærmere regler om registre‐

ring af udbydere af on demand-audiovisuel programvirk‐

somhed. Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse

skal benyttes til i bekendtgørelsesform at fastsætte regler

om, hvilke oplysninger, der skal meddeles i forbindelse med

registrering, hvornår der kan ske afvisning af registrering,

ændringer af forhold, der er oplyst i forbindelse med regi‐

streringen mv.

3.3. Beskyttelse af mindreårige på fjernsyn og on demand-

audiovisuelle medietjenester

3.3.1. Gældende ret

Det følger af radio- og fjernsynslovens § 48, at kulturmini‐

steren kan fastsætte regler om programvirksomheden, her‐

under regler om indhold i programvirksomheden, regler om

fremme af programmer af europæisk oprindelse og regler

om, hvordan programvirksomheden stilles til rådighed. Der

kan i forbindelse med fastsættelse af regler om programvirk‐

somhed fastsættes regler om beskyttelse af mindreårige.

Med udgangspunkt i denne bemyndigelse og direktivet om

audiovisuelle medietjenester er der i dag fastsat regler i be‐

kendtgørelsesform om foranstaltninger til beskyttelse af

mindreårige mod skadeligt indhold på fjernsyn og on de‐

mand-audiovisuelle medietjenester. De pågældende be‐

kendtgørelser er bekendtgørelse nr. 1288 af 18. november

2015 om vedtægt for DR, bekendtgørelse nr. 1613 af 18. de‐

cember 2018 om vedtægt for de regionale TV 2-virksomhe‐

der, bekendtgørelse nr. 103 af 28. januar 2010 om TV 2/

DANMARK A/S’ programvirksomhed, bekendtgørelse nr.

79 af 28. januar 2019 om ikkekommercielt tv i MUX 1 og

bekendtgørelse nr. 697 af 8. juni 2016 om programvirksom‐

hed på grundlag af registrering samt on-demand audiovisuel

programvirksomhed.

Reglerne er forskellige alt afhængigt af om der er tale om

indhold på fjernsyn eller on demand-audiovisuelle medietje‐

nester, idet fjernsyn er underlagt strengere krav om beskyt‐

telsesforanstaltninger end on demand-audiovisuelle medie‐

tjenester.

Efter reglerne må fjernsynsforetagender ikke udsende pro‐

grammer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysi‐

ske, psykiske eller moralske udvikling, herunder navnlig

programmer, som indeholder pornografi eller umotiveret

vold. Andre programmer, som kan skade mindreåriges fysi‐

ske, psykiske eller moralske udvikling, må desuden ikke

sendes, medmindre det ved valget af sendetidspunkt eller

ved tekniske foranstaltninger sikres, at mindreårige i udsen‐

delsesområdet normalt ikke ser eller hører udsendelserne.

Når programmerne sendes i ukodet form, skal der forud for

dem gives en akustisk advarsel, eller de skal under hele de‐

res varighed være markeret med et visuelt symbol.

I modsætning til fjernsyn er udbydere af on demand-audio‐

visuelle medietjenester alene underlagt krav om, at udbyde‐

ren kun må stille tjenester, som i alvorlig grad kan skade

mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, til

rådighed på en sådan måde, at mindreårige normalt ikke hø‐

rer eller ser sådanne tjenester. Dette kan ske ved, at udby‐

derne ved mærkning af tjenesterne gør opmærksom på tjene‐

sternes skadelige indhold.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Der er ikke i dag fastsat danske regler om et fælles grundlag

for danske fjernsynsudbyderes og on demand-audiovisuelle

medietjenesters mærkning af programmers egnethed for

mindreårige.

Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med, at udbyderne overhol‐

der reglerne om beskyttelsesforanstaltninger, jf. radio- og

fjernsynslovens §§ 42 og 42a. Nævnet kan på grundlag af

klager eller på eget initiativ tage sager op til behandling.

Reglerne for beskyttelse af mindreårige i forhold til film er

fastsat i lov nr. 186 af 12. marts 1997 om film (”filmloven”)

og bekendtgørelse nr. 30 af 16. januar 1998 om Medierådet

for Børn og Unge. I henhold til filmlovens § 19 nedsætter

kulturministeren Medierådet for Børn og Unge, der bl.a.

skal bistå ministeren i spørgsmål om films egnethed for børn

og unge.

Filmlovens §§ 20 og 21 fastsætter regler om aldersvurdering

og mærkning af film, idet nærmere regler er fastsat i be‐

kendtgørelse om Medierådet for Børn og Unge. Enhver film,

der vises offentligt, sælges, udlejes eller udlånes skal alders‐

vurderes af Medierådet for Børn og Unge. Reglerne er end‐

videre gældende for udsendelse af videogrammer (dvd, blu-

ray mv.).

Filmene skal aldersvurderes inden for følgende aldersgrup‐

per:

1. filmen godkendes for alle,

2. filmen godkendes for alle, men frarådes for børn, der

ikke er fyldt 7 år,

3. filmen godkendes for børn, der er fyldt 11 år,

4. filmen godkendes for børn, der er fyldt 15 år.

Alle film må vises for børn, der er fyldt 7 år, og er ledsaget

af en voksen. Film, der ikke bliver vurderet af Medierådet

for Børn og Unge, bliver automatisk vurderet til børn, der er

fyldt 15 år, og skal mærkes herefter.

Den der udbreder filmen har pligt til at oplyse om filmens

egnethed i overensstemmelse med Medierådet for Børn og

Unges vurderinger. Oplysning om Medierådets vurdering

kan ske ved angivelse af alderssymboler, som fremgår af be‐

kendtgørelse om Medierådet for Børn og Unge.

3.3.2. Artikel 6a i direktivet om audiovisuelle medietjenester

Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester

er der i direktivets artikel 6a indført ens regler for beskyttel‐

se af mindreårige i forhold til skadeligt indhold for både

fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester. Be‐

skyttelsesniveauet for mindreårige i forhold til indhold på on

demand-audiovisuelle medietjenester er således øget.

Ifølge direktivets artikel 6a, stk. 1, skal medlemsstaterne

træffe passende foranstaltninger for at sikre, at fjernsyn og

on demand-audiovisuelle medietjenester under deres myn‐

dighed, og som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske el‐

ler moralske udvikling, kun stilles til rådighed på en sådan

måde, at mindreårige normalt ikke hører eller ser dem. Så‐

danne foranstaltninger kan omfatte valg af sendetidspunkt,

værktøjer til alderskontrol eller andre tekniske foranstaltnin‐

ger, idet de skal stå i et rimeligt forhold til programmets mu‐

lige skadevirkninger. Det mest skadelige indhold, såsom

umotiveret vold og pornografi, skal være underlagt de stren‐

gest mulige foranstaltninger. Med de strengest mulige foran‐

staltninger tænkes på foranstaltninger såsom kryptering og

effektiv forældrekontrol, jf. ændringsdirektivets præambel‐

betragtning nr. 20.

Direktivets artikel 6a, stk. 2, fastsætter, at mindreåriges per‐

sonoplysninger, som indsamles eller på anden måde genere‐

res af medietjenesteudbydere i henhold til beskyttelsesforan‐

staltninger efter artikel 6a, stk. 1, ikke må behandles med

henblik på kommercielle formål såsom direkte markedsfø‐

ring, profilering og adfærdsbaseret reklame.

Herudover fastsætter artikel 6a, stk. 3, krav om etablering af

et system for fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietje‐

nester, der beskriver de mulige skadevirkninger af indhold

med henblik på beskyttelse af mindreårige. Medlemsstaterne

skal således sikre, at medietjenesteudbydere fremlægger til‐

strækkelige oplysninger over for seerne om indhold, som

kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske ud‐

vikling, idet udbyderne til dette formål skal bruge et system,

der beskriver de mulige skadevirkninger af indholdet af den

enkelte tjeneste. Ved gennemførelsen af dette krav tilskyn‐

der direktivet medlemsstaterne til at anvende samregulering.

3.3.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets ind‐

hold

For så vidt angår direktivets nye krav i artikel 6a, stk. 1, om

ens beskyttelsesforanstaltninger for fjernsyn og on demand-

audiovisuelle medietjenester foreslår Kulturministeriet, at

disse implementeres i de i afsnit 3.3.1. nævnte bekendtgørel‐

ser med hjemmel i radio- og fjernsynslovens § 48, 1. og 2.

pkt. De pågældende bekendtgørelser er bekendtgørelse nr.

1288 af 18. november 2015 om vedtægt for DR, bekendtgø‐

relse nr. 1613 af 18. december 2018 om vedtægt for de regi‐

onale TV 2-virksomheder, bekendtgørelse nr. 103 af 28. ja‐

nuar 2010 om TV 2/DANMARK A/S’ programvirksomhed,

bekendtgørelse nr. 79 af 28. januar 2019 om ikkekommerci‐

elt tv i MUX 1 og bekendtgørelse nr. 697 af 8. juni 2016 om

programvirksomhed på grundlag af registrering samt on-de‐

mand audiovisuel programvirksomhed.

Desuden foreslås det, at bemyndigelsesbestemmelsen i lo‐

vens § 48, 2. pkt., udvides til, at kulturministeren også kan

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

fastsætte nærmere regler om mindreåriges personoplysnin‐

ger. Det er hensigten at benytte den foreslåede udvidelse til i

overensstemmelse med direktivets artikel 6a, stk. 2, i de

nævnte bekendtgørelser at fastsætte, at mindreåriges perso‐

noplysninger, som indsamles eller på anden måde genereres

af medietjenesteudbydere i henhold til beskyttelsesforan‐

staltninger efter artikel 6a, stk. 1, ikke må behandles med

henblik på kommercielle formål såsom direkte markedsfø‐

ring, profilering og adfærdsbaseret reklame.

For så vidt angår direktivets forbud mod behandling af min‐

dreåriges personoplysninger med henblik på kommercielle

formål og forholdet til Europa-Parlamentets og Rådets for‐

ordning (EU) 2016/679 om databeskyttelse fremgår det som

omtalt i afsnit 3.1.3. af ændringsdirektivets præambelbe‐

tragtning nr. 21, at Europa-Parlamentets og Rådets forord‐

ning (EU) 2016/679 anerkender, at børn bør nyde særlig be‐

skyttelse med hensyn til behandling af deres personoplys‐

ninger. Medietjenesteudbyderes oprettelse af mekanismer til

beskyttelse af børn fører uundgåeligt til behandling af min‐

dreåriges personoplysninger. Det fremgår videre af præam‐

belbetragtningen, at da sådanne mekanismer har til formål at

beskytte børn, bør mindreåriges personoplysninger, der be‐

handles inden for rammerne af tekniske foranstaltninger til

beskyttelse af børn, ikke anvendes til kommercielle formål.

Med henblik på implementering af direktivets krav i artikel

6a, stk. 3, om etablering af et system med beskrivelse af mu‐

lige skadevirkninger af indhold med henblik på beskyttelse

af mindreårige, foreslår Kulturministeriet, at der etableres et

system for aldersmærkning af programindhold på fjernsyn,

on demand-audiovisuelle medietjenester og biografer, hvor

såvel branchen, Medierådet for Børn og Unge og Radio- og

tv-nævnet har aktive roller, og hvor aldersmærkningen sam‐

tænkes. Dette vil være i overensstemmelse med direktivets

tilskyndelse til at anvende samregulering.

Det foreslås, at systemet for aldersmærkning baseres på føl‐

gende hovedelementer, idet de nærmere regler herom fast‐

sættes i bekendtgørelsesform med udgangspunkt i radio- og

fjernsynsloven og filmloven:

– Medierådet for Børn og Unge aldersvurderer fortsat bio‐

graffilm.

– Film, der allerede er vurderet af Medierådet for Børn og

Unge, beholder aldersvurderingen på fjernsyn og on de‐

mand-audiovisuelle medietjenester.

– Udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle me‐

dietjenester skal som noget nyt være ansvarlige for al‐

dersvurdering af programmer og film, der ikke er vurde‐

ret af Medierådet. Vurderingen – som skal ske med ud‐

gangspunkt i vejledningsmateriale, der er udarbejdet af

Medierådet, – kan enten ske ved, at udbyderne selv al‐

dersmærker de enkelte programmer, eller – hvis et pro‐

gram allerede er aldersvurderet af den, som har rettighe‐

derne til tilgængeliggørelse af programmet på det danske

marked, – ved at udbyderne anvender denne aldersvur‐

–

dering. Udbyderne skal desuden informere seerne/

brugerne om aldersgrænserne.

Medierådet for Børn og Unge er udover at udarbejde

vejledningsmateriale ansvarlig for at rådgive branchen

mv. om aldersvurdering af programmer og skal have ad‐

gang til at efterprøve aldersgrænser.

Indholdet aldersvurderes ud fra de gældende alderstrin i

filmloven.

En række programtyper undtages som følge af deres ka‐

rakter fra kravet om aldersmærkning. Det er som ud‐

gangspunkt hensigten at undtage følgende programtyper/

indhold:

Nyheds- og aktualitetsindhold

Undervisnings- og forskningsindhold

Informationsindhold om ideel, politisk eller religiøs

virksomhed

Musikindhold

Idrætsindhold

Hobby, instruktions- og fritidsindhold

Direkte udsendelser.

Der gives mulighed for, at Medierådet for Børn og Unge

mod betaling kan afgive vejledende udtalelser om al‐

dersvurderinger til udbydere og rettighedshavere.

I tilfælde, hvor videogrammer (dvd, blu-ray m.v.) ikke

er blevet aldersvurderet af Medierådet for Børn og Un‐

ge, aldersvurderes videogrammer af branchen med ud‐

gangspunkt i Medierådets vejledningsmateriale mv.

Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med, at der er foretaget

og informeret om den påkrævede aldersmærkning for

fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester.

Nævnet kan i den forbindelse træffe afgørelse om, hvor‐

vidt konkrete programmer skulle have været aldersmær‐

ket.

Etablering af det foreslåede aldersmærkningssystem forud‐

sætter ændringer i både radio- og fjernsynsloven og filmlo‐

ven.

Med henblik på at fastsætte nærmere regler om systemet

foreslås for det første, at bemyndigelsesbestemmelsen i ra‐

dio- og fjernsynslovens § 48, 2. pkt., udvides til, at kultur‐

ministeren også kan fastsætte regler om mærkning af pro‐

grammers egnethed for mindreårige.

Dernæst foreslås, at filmlovens § 19, stk. 1, om Medierådets

opgaver udvides til, at Medierådet også skal vejlede udbyde‐

re af audiovisuelle medietjenester (udbydere af fjernsyn og

on demand-audiovisuelle medietjenester) om egnetheden af

programmer for børn og unge. Desuden foreslås det at ind‐

sætte en bemyndigelsesbestemmelse i filmlovens § 19, stk.

3, hvorefter kulturministeren fastsætter nærmere regler om

Medierådets vejledning af udbydere af audiovisuelle medie‐

tjenester m.fl. om egnetheden af programmer for børn og

unge. Endelig foreslås bemyndigelsesbestemmelsen i filmlo‐

vens § 21, stk. 2, om kulturministerens adgang til at fastsæt‐

te nærmere regler om mærkning af film udvidet til, at kul‐

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

turministeren også fastsætter regler om, at videogrammer

skal mærkes efter regler om medietjenesteudbyderes m.fl.

mærkning af programmer.

3.4. Tilgængelighed af indhold for personer med handicap

på fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester

3.4.1. Gældende ret

Der er ikke i radio- og fjernsynsloven – eller bekendtgørel‐

ser udstedt i medfør af loven – fastsat regler om tilgængelig‐

hed af programindhold på fjernsyn eller on demand-audiovi‐

suelle medietjenester for personer med handicap, herunder i

forhold til udsendelse af meddelelser af beredskabsmæssig

betydning til befolkningen.

Public service-virksomhederne DR, TV 2 DANMARK A/S

og de regionale TV 2-virksomheder er imidlertid i disses pu‐

blic service-kontrakter/-tilladelse underlagt public service-

forpligtelser om tilgængelighed af public service-program‐

mer for personer med handicap. DR, TV 2 DANMARK A/S

og de regionale TV 2-virksomheder skal som led i deres år‐

lige redegørelser om opfyldelse af public service-kontrak‐

ten-/tilladelsen redegøre for opfyldelsen af de fastsatte til‐

gængelighedskrav med henblik på Radio- og tv-nævnets ud‐

talelse, jf. radio- og fjernsynslovens § 40, stk. 2.

3.4.2. Artikel 7 i direktivet om audiovisuelle medietjenester

Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester

er der i direktivets artikel 7 indført skærpede forpligtelser

om tilgængelighed for udbydere af fjernsyn og on demand-

audiovisuelle medietjenester.

Ifølge direktivets artikel 7, stk. 1, skal tjenester leveret af

udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietje‐

nester ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger løben‐

de og gradvis gøres mere tilgængelige for personer med

handicap. Det er i ændringsdirektivets præambelbetragtning

nr. 22 bl.a. fastsat, at medlemsstaterne uden unødig forsin‐

kelse bør sikre, at medietjenesteudbydere under deres juris‐

diktion aktivt forsøger at gøre indhold tilgængeligt for per‐

soner med handicap, navnlig syns- eller hørehandicap. Det

fremgår desuden, at direktivets krav om tilgængelighed bør

opfyldes gennem en progressiv og kontinuerlig proces, idet

der bør tages højde for praktiske og uundgåelige begræns‐

ninger, der kunne forhindre en fuldstændig tilgængelighed,

såsom programmer eller begivenheder, der sendes direkte.

Af direktivets artikel 7, stk. 2, fremgår, at medietjenesteud‐

bydere regelmæssigt skal rapportere til de nationale tilsyns‐

myndigheder eller –organer om gennemførelsen af de foran‐

staltninger, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1. Desuden skal

medietjenesteudbydere tilskyndes til at udvikle handlings‐

planer for tilgængelighed med sigte på løbende og gradvis at

gøre deres tjenester mere tilgængelige for personer med han‐

dicap mhp. fremsendelse til de nationale tilsynsmyndigheder

eller -organer, jf. artikel 7, stk. 3. Herudover fastsætter arti‐

kel 7, stk. 4, at hver medlemsstat skal udpege ét enkelt of‐

fentligt lettilgængeligt online kontaktpunkt for information

og klager vedrørende de tilgængelighedsspørgsmål, der er

omhandlet i artikel 7. Endelig fastsætter direktivets artikel 7,

stk. 5, at oplysninger i forbindelse med nødsituationer, som

offentliggøres gennem fjernsyn og on demand-audiovisuelle

medietjenester, gives på en måde, der er tilgængelig for per‐

soner med handicap.

Det fremgår af ændringsdirektivets præambelbetragtning nr.

23, at direktivet hverken omfatter funktioner eller tjenester,

der giver adgang til audiovisuelle medietjenester eller til‐

gængelighedsfunktioner i elektroniske programoversigter.

Desuden fremgår af betragtningen, at direktivet derfor ikke

berører EU-ret, der har til formål at harmonisere tilgænge‐

ligheden af tjenester, der giver adgang til audiovisuelle me‐

dietjenester, såsom websteder, onlineapplikationer og elek‐

troniske programoversigter, eller leveringen af oplysninger

om tilgængelighed og i tilgængelige formater. Adgangstje‐

nester til audiovisuelle medietjenester omfattes af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 af 17. april

2019 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester.

3.4.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets ind‐

hold

Det er Kulturministeriets opfattelse, at direktivets forpligtel‐

se i artikel 7, stk. 1, om, at udbydernes tjenester ved hjælp af

forholdsmæssige foranstaltninger løbende og gradvis gøres

mere tilgængelige for personer med handicap, indebærer en

vis fleksibilitet i forhold til, hvilke foranstaltninger, der kon‐

kret kan stilles krav om. Kulturministeriet finder, at omfan‐

get og typen af tilgængelighedsforanstaltninger bør afhænge

af hvilke udbydere, der er tale om set i forhold til udbyder‐

nes finansielle forudsætninger mv., og den teknologiske ud‐

vikling.

På denne baggrund foreslås, at der i reguleringen om tilgæn‐

gelighed skelnes mellem reguleringen af public service-ud‐

byderne og øvrige udbydere.

Det er hensigten, at der for public service-virksomhederne

fortsat fastsættes forpligtelser om tilgængelighed i disses pu‐

blic service-kontrakter/-tilladelse. Fastsættelsen af forplig‐

telserne for DR og de regionale TV 2-virksomheder sker

under hensyn til, at virksomhederne er offentligt finansiere‐

de. Desuden er det hensigten, at der fastsættes vilkår om til‐

gængelighed i eventuelle tilladelser til at udøve public servi‐

ce-programvirksomhed i form af tv-kanaler eller tilsvarende

internetbaserede tjenester med offentligt tilskud. Public ser‐

vice-udbyderne vil desuden fortsat være underlagt krav om

som led i deres årlige redegørelser om opfyldelse af public

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

service-kontrakten-/tilladelsen at redegøre for opfyldelsen af

de fastsatte tilgængelighedskrav.

For så vidt angår tilgængelighed af udsendelser af meddelel‐

ser af beredskabsmæssig betydning til befolkningen er det

hensigten, at kulturministeren benytter bemyndigelsesbe‐

stemmelsen i radio- og fjernsynslovens § 88 til i bekendtgø‐

relse nr. 164 af 16. marts 2005 om DR’s, TV 2/DANMARK

A/S’ og de regionale TV 2-virksomheders forpligtelse til at

udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning, at

fastsætte krav om tilgængelighed i forbindelse med udsen‐

delse af beredskabsmeddelelser.

Med hensyn til udbydere af fjernsyn og on demand-audiovi‐

suelle medietjenester, der ikke er underlagt public service-

forpligtelser, foreslås indført en bemyndigelsesbestemmelse

i radio- og fjernsynslovens § 48 i lovens kapitel 8 om pro‐

gramvirksomhed på grundlag af tilladelse og registrering

samt on demand-audiovisuel programvirksomhed, hvorefter

kulturministeren fastsætter bestemmelser om, at program‐

virksomheden ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltnin‐

ger løbende og gradvis gøres mere tilgængelig for personer

med handicap. Samtidig foreslås, at kulturministeren fast‐

sætter bestemmelser om adgang til at klage over, hvorvidt

de nævnte foranstaltninger er etableret.

Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til i bekendtgø‐

relsesform at fastsætte nærmere bestemmelser om en kom‐

mende ordning, der baserer sig på følgende hovedelementer:

–

Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med, at udbyderne lø‐

bende og gradvis gør deres tjenester mere tilgængelige

for personer med handicap ved hjælp af forholdsmæssi‐

ge foranstaltninger. Tilsynet baseres på klager og at

nævnet af egen drift påser overholdelsen af forpligtelser‐

ne.

– Udbyderne skal i forbindelse med Radio- og tv-nævnets

meddelelse af tilladelse til programvirksomhed eller re‐

gistrering af programvirksomheden hos nævnet, jf. lov‐

forslagets § 1, nr. 10, redegøre for, hvorledes udbyderen

vil søge at opfylde den generelle forpligtelse om løbende

og gradvis at gøre sine tjenester mere tilgængelige. Hvis

der allerede er givet tilladelse til eller foretaget registre‐

ring af programvirksomheden, anmoder nævnet som led

i nævnets tilsyn med programvirksomheden udbyderen

om at redegøre herfor.

– Udbyderen vurderer i hvilket omfang og med hvilken

progression udbyderens programmer kan gøres tilgæn‐

gelige. Udbyderen skal i den forbindelse fremlægge en

handlingsplan herfor med henblik på Radio- og tv-næv‐

nets vurdering og stillingtagen til om handlingsplanen

kan tages til efterretning eller kræver ændringer.

– Udvælgelsen af hvilke foranstaltninger/tjenester, der

skal tilbydes, sker i lyset af den teknologiske udvikling

ud fra en samlet vurdering af brugerbehov, nytteværdi

og ressourcer.

De relevante handicaporganisationer inddrages med hen‐

blik på rådgivning inden for udviklingen af tilgængelig‐

hedsforanstaltninger/tjenester og prioritering af tjenester

ud fra en vurdering af brugerbehov, nytteværdi og res‐

sourcer.

– Udbyderne rapporterer hvert tredje år til Radio- og tv-

nævnet om gennemførelsen af handlingsplanerne.

– Klager over om udbyderne har opfyldt forpligtelserne

om at udbyde tilgængelighedsforanstaltninger kan indgi‐

ves til Radio- og tv-nævnet.

Kulturministeriet vil de kommende år følge anvendelsen af

den foreslåede nye regulering af tilgængelighed for personer

med handicap med henblik på at vurdere om ordningen fun‐

gerer efter hensigten.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven‐

ser for det offentlige

Nærværende lovforslag vil ikke indebære merudgifter for

kommuner og regioner. Staten vil få begrænsede administra‐

tive merudgifter i forbindelse med de foreslåede tilsynsop‐

gaver for Radio- og tv-nævnet vedr. tilgængeliggørelse af

programmer for personer med handicap, videodelingsplat‐

formstjenester og registrering af udbydere af on demand-

audiovisuelle medietjenester og videodelingsplatformstjene‐

ster samt forslaget om, at Medierådet for Børn og Unge skal

vejlede om programmers egnethed for mindreårige. Det

skønnes umiddelbart på baggrund af lovforslaget, at de fore‐

slåede nye opgaver samlet vil medføre et ressourceforbrug i

størrelsesordenen ca. 1,5 - 2 årsværk.

Lovforslaget vurderes at have mindre negative implemente‐

ringskonsekvenser for staten i forbindelse med de foreslåede

tilsynsopgaver for Radio- og tv-nævnet, der sekretariatsbe‐

tjenes af Slots- og Kulturstyrelsen, vedr. tilgængeliggørelse

af indhold for personer med handicap, videodelingsplatfor‐

mstjenester og registrering af udbydere af on demand-audio‐

visuelle medietjenester og videodelingsplatformstjenester

samt forslaget om, at Medierådet for Børn og Unge skal vej‐

lede om programmers egnethed for mindreårige. Det vurde‐

res, at sagsgange forbundet med de foreslåede nye opgaver

ikke leder til organisatoriske ændringer, og at det vil være

muligt at anvende allerede eksisterende sagsbehandlingssy‐

stemer, herunder IT-løsninger. Der vurderes ikke at være

implementeringskonsekvenser for kommuner og regioner.

Det vurderes, at lovforslaget er i overensstemmelse med

principperne for digitaliseringsklar lovgivning, idet der med

lovforslaget lægges op til en mere teknologineutral lovgiv‐

ning med mere ensartede regler. Lovforslaget indebærer en

række præciseringer og afklaringer af begreber fx i forbin‐

delse med ændringer i definitionen af audiovisuelle medie‐

tjenester, jf. princippet om enkle og klare regler. Det vurde‐

res muligt at inkorporere sagsgange forbundet med de fore‐

–

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

slåede nye opgaver, herunder det foreslåede system om al‐

dersmærkning, i eksisterende IT-systemer, jf. princippet om

anvendelse af offentlig infrastruktur. Lovforslaget lægger op

til regler med særlig hensyntagen til beskyttelse af mindreå‐

riges personoplysninger, hvilket stemmer overens med prin‐

cippet om tryg og sikker datahåndtering. Princippet om fore‐

byggelse af snyd og fejl vurderes ikke at være relevant, da

de foreslåede nye opgaver for Radio- og tv-nævnet og Me‐

dierådet for Børn og Unge ikke forudsætter evt. anvendelse

af offentlig infrastruktur eller kontrol via adgang til oplys‐

ninger i offentlige registre.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs‐

livet m.v.

Lovforslaget vurderes at have mindre negative erhvervsøko‐

nomiske konsekvenser for erhvervslivet som følge af om‐

kostninger i forbindelse med regler om tilgængeliggørelse af

programmer for personer med handicap og mærkning af

programmers egnethed for mindreårige.

De fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-

regulering er overholdt. Et fortsat dansk forbud mod afbry‐

delse af tv-programmer med reklamer og mod visning af

danske programmer i fjernsyn og on demand-audiovisuelle

medietjenester, som indeholder produktplacering, samt op‐

retholdelse af det gældende reklameloft på tv på 12 minutter

pr. time vil dog gå videre end minimumskravene i direktivet

om audiovisuelle medietjenester.

Lovforslaget vurderes at have mindre negative administrati‐

ve konsekvenser for erhvervslivet i forbindelse med regler

om tilgængelighed af programmer for personer med handi‐

cap, mærkning af programmers egnethed for mindreårige

samt indførelse af en registreringspligt for udbydere af on

demand-audiovisuelle medietjenester og videodelingsplat‐

formstjenester.

Lovforslaget vurderes at være i overensstemmelse med prin‐

cipperne for agil, erhvervsrettet lovgivning, herunder særligt

principperne om mere enkel og formålsbestemt regulering

og teknologineutralitet. Der vil med lovforslaget blive ind‐

ført en mere teknologineutral lovgivning med mere ensarte‐

de regler og fokus på enkelthed og metodefrihed i forhold til

reguleringens formål. Lovforslagets § 1, nr. 14, giver udby‐

dere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester

mulighed for selv at pege på, hvordan kravet om løbende og

gradvis tilgængeliggørelse af programmer for personer med

handicap vil kunne løses. Lovforslagets § 1, nr. 12, og § 2,

nr. 2, 4 og 5, giver udbyderne mulighed for inden for vejle‐

dende retningslinjer selv at tilrettelægge mærkning af pro‐

grammers egnethed for mindreårige. Desuden giver lovfor‐

slagets § 1, nr. 15, om krav til udbydere af videodelingsplat‐

formstjenester om etablering af foranstaltninger til beskyt‐

telse mod skadeligt og ulovligt indhold m.v. udbyderne fri‐

hed til selv at vælge teknologiske løsninger.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konse‐

kvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører de‐

le af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af direktiv

2010/13/EU om samordning af visse love og administrative

bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle

medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) i

betragtning af de ændrede markedsforhold, EU-Tidende

2018, L 303, side 69. Direktivet skal være gennemført se‐

nest den 19. september 2020.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 5. november

2019 til den 3. december 2019 været sendt i høring hos føl‐

gende myndigheder, organisationer m.v.:

24Nordjyske, Advokatrådet, Altibox Film og serier, Altin‐

get.dk TV, Antennesammenslutningen af 2012, Arbejderbe‐

vægelsens Erhvervsråd, b.dk, Billedbladet Play, Bispebjerg

Lokal-tv, Blockbuster, Boxer Play, Boxer TV ApS, Broad‐

cast Partners, Bryggeriforeningen, Bt.dk, BTiTV, Busi‐

ness.dk, Børsen Play, Canal Digital Danmark A/S, Ca‐

nal6000, Christiania TV, Copydan, Danish Dox, DanmarkC

TV, Dansk Annoncørforening, Dansk Blindesamfund,

Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Filmskat, Dansk Indu‐

stri, Dansk IT, Dansk Journalistforbund, Dansk Student Tv

Forening, Danske Advokater, Danske Døves Landsforbund,

Danske Filminstruktører, Danske Handicaporganisationer,

Danske Mediedistributører, Danske Medier, DanToto Rac‐

ing Live, Datatilsynet, Den Kristne Producentkomité, Det

Centrale Handicapråd, Det Danske Filminstitut, DI Digital,

DILEM, Discovery Networks, DJBFA/Komponister og

sangskrivere, DK 4, DR, Egmont International Holding A/S,

Ekstra Bladet TV, Erhvervsstyrelsen, Fast Track, Filmcen‐

tralen, Filmdistributørerne, Filmlounge, Filmperler, Film‐

Striben, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forene‐

de Danske Antenneanlæg, Foreningen for Platformsøkono‐

mi i Danmark, Frederiksberg Lokal TV, Fællesrådet for tv-

sendesamvirker i Danmark, Fullrate web-TV, Global, Glo‐

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

bal Broadcast, Good Company Pictures, Google Danmark,

Gramex, Hi3G, Høreforeningen, I/S DIGI-TV, Institut for

menneskerettigheder, IT-Branchen, Jyllands-Posten TV,

Jysk Fynske Medier, Jyske Bank TV, Kanal 1 web-tv, Kanal

Hovedstaden, KODA, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,

Kreativitet & Kommunikation, Localeyes.tv, Mediehuset

København, Medierådet for Børn og Unge, METV - Meso‐

potamia TV, Min Bio, MTG TV A/S, NENT, Nordisk Film,

Norkring, NutAlone, Ophavsretligt Forum, Politiken TV,

Producentforeningen, Radio- og tv-nævnet, Rigsrevisionen,

Samarbejdsforum for Danske Lytter- og Seerorganisationer,

SAML, Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer,

Samrådet for Ophavsret, SE/Stofa, Sendesamvirket i Køben‐

havn, SF Anytime, Slots- og Kulturstyrelsen, Sofarækken,

Sport Live, Stofa A/S, Sundhedsstyrelsen, Teleklagenævnet,

Telenor, Telia Danmark, Teracom, TV 2 Sport A/S, TV 2/

Bornholm, TV 2/DANMARK A/S, TV 2/FYN, TV 2/Lorry,

TV 2/Nord, TV 2/Øst, TV 2/Østjylland, TV 3 A/S, TV Midt

Vest, TV SYD, TV2/ TV2 Play, UBOD, Uptown TV, Via‐

sat, Waoo!, Yousee, Zebrasport.dk og Aabenraa Lokal TV.

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør ”Ingen”)

Ingen

Negative konsekvenser/

merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør ”Ingen”)

Mindre administrative merud‐

gifter for staten

Mindre negative implementer‐

ings-konsekvenser for staten

Mindre negative erhvervsøko‐

nomiske konsekvenser for er‐

hvervslivet

Mindre negative administrative

konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Økonomiske konsekvenser

for stat, kommuner og regio‐

ner

Implementeringskonsekven‐ Ingen

ser for stat, kommuner og re‐

gioner

Økonomiske konsekvenser Ingen

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen

Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af

14. november 2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU om

samordning af visse love og administrative bestemmelser i

medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester

(direktiv om audiovisuelle medietjenester) i betragtning af de

ændrede markedsforhold. Direktivet skal være gennemført se‐

nest den 19. september 2020.

NEJ

Er i strid med de fem princip‐

per for implementering af er‐

hvervsrettet EU-regulering

(sæt X)

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Radio- og fjernsynsloven

el medietjeneste også er en tjeneste, hvor hovedformålet

med en del af tjenesten, der kan adskilles herfra, er under en

medietjenesteudbyders redaktionelle ansvar at udbyde infor‐

merende, underholdende eller oplysende programmer til of‐

fentligheden via elektroniske kommunikationsnet.

I ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 3 er det an‐

ført, at direktivet fortsat kun bør gælde for tjenester, hvis ho‐

vedformål er at sende programmer, der skal informere, un‐

derholde eller oplyse. Hovedformålskravet bør også betrag‐

tes som opfyldt, hvis tjenesten har et audiovisuelt indhold og

en audiovisuel form, som kan adskilles fra tjenesteudbyde‐

rens hovedaktivitet, såsom selvstændige dele af internetavi‐

ser med audiovisuelle programmer eller brugergenerede vi‐

deoer, hvis disse dele kan anses for at kunne adskilles fra

hovedaktiviteten. Det er i betragtningen videre anført, at en

tjeneste bør anses for blot at være et supplement, der er uad‐

skilleligt fra hovedaktiviteten, i kraft af forbindelserne mel‐

lem det audiovisuelle udbud og hovedaktiviteten såsom le‐

vering af nyheder i skriftlig form. Endelig anføres i betragt‐

ningen, at som sådan kan kanaler og andre audiovisuelle tje‐

nester under en tjenesteudbyders redaktionelle ansvar i sig

selv udgøre audiovisuelle medietjenester, selv om de udby‐

des på en videodelingsplatform, som er kendetegnet ved ik‐

ke af have noget redaktionelt ansvar. I sådanne tilfælde vil

det påhvile de tjenesteudbydere, der har det redaktionelle

ansvar, at overholde direktivet. I forhold til sidstnævnte hen‐

vises til Kulturministeriets overvejelser i afsnit 3.1.3. i de al‐

mindelige bemærkninger.

Det foreslås at ændre radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1,

nr. 4, således at ved udøvelse af programvirksomhed forstås

bl.a. udbud af on demand-audiovisuelle medietjenester, hvor

hovedformålet med en tjeneste eller en del af den, der kan

adskilles fra tjenesteudbyderens hovedaktivitet, er at udbyde

informerende, underholdende eller oplysende billedpro‐

grammer til almenheden via elektroniske kommunikations‐

net som defineret i lov om elektroniske kommunikationsnet

og -tjenester.

Herved sikres det på baggrund af direktivets ændring af

definitionen af en audiovisuel medietjeneste, at tjenester,

hvor hovedformålet med en del af tjenesten, der kan adskil‐

les fra tjenesteudbyderens hovedaktivitet, er at udbyde infor‐

merende, underholdende eller oplysende billedprogrammer

til almenheden, også udgør programvirksomhed omfattet af

radio- og fjernsynsloven.

Til nr. 4

Der indgår ikke i dag i radio- og fjernsynsloven en defini‐

tion af hvad, der skal forstås ved et program.

Ifølge radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1, skal udøvelse

af programvirksomhed bl.a. forstås som udsendelse af bil‐

ledprogrammer til almenheden ved hjælp af radioanlæg, fæl‐

lesantenneanlæg eller øvrige elektroniske kommunikations‐

net eller som udbud af on demand-audiovisuelle medietjene‐

ster, hvis hovedformål er at udbyde informerende, underhol‐

Til nr. 1

Radio- og fjernsynslovens titel er ”Lov om radio- og

fjernsynsvirksomhed”.

Det foreslås at ændre lovens titel til ”Lov om radio- og

fjernsynsvirksomhed m.v.” Det følger af forslaget om at ud‐

vide lovens anvendelsesområde til at omfatte en regulering

af videodelingsplatformstjenester for så vidt angår skadeligt

eller ulovligt indhold og audiovisuel kommerciel kommuni‐

kation, jf. lovforslagets § 1, nr. 15.

Til nr. 2

Fodnoten til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed æn‐

dres til at angive, at loven indeholder bestemmelser, der

gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

(EU) 2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af direk‐

tiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administra‐

tive bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovi‐

suelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjene‐

ster) i betragtning af de ændrede markedsforhold, EU-Ti‐

dende 2018, nr. L 303, side 69, og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2002/22/EF af 7.marts 2002 om forsynings‐

pligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske

kommunikationsnet og -tjenester (forsyningsdirektivet), EU-

Tidende 2002, nr. L 108, side 51, som ændret ved Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. novem‐

ber 2009, EU-Tidende, 2009, nr. L 337, side 11.

Herved ændres fodnoten til at angive, at loven indeholder

bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018

om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse

love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om

udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovi‐

suelle medietjenester) i betragtning af de ændrede markeds‐

forhold.

Til nr. 3

Det følger af radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1, nr. 4, at

ved udøvelse af programvirksomhed forstås bl.a. udbud af

on demand-audiovisuelle medietjenester, hvis hovedformål

er at udbyde informerende, underholdende eller oplysende

billedprogrammer med eller uden lyd til almenheden via

elektroniske kommunikationsnet som defineret i lov om

elektroniske kommunikationsnet og

-tjenester.

Ved direktivet om ændring af direktivet om audiovisuelle

medietjenester ændres definitionen af en audiovisuel medie‐

tjeneste i direktivets artikel 1, stk. 1, således at en audiovisu‐

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

dende eller oplysende billedprogrammer med eller uden lyd

til almenheden via elektroniske kommunikationsnet.

Ved ændringsdirektivet præciseres direktivets definition

af et program i artikel 1, stk. 1, således at længden af et sæt

levende billeder med eller uden lyd ikke har betydning for

om disse skal anses som et program. Desuden er det ikke

længere et krav, at et program skal have form og indhold,

som kan sammenlignes med form og indhold af tv-spred‐

ning. Et program defineres som et sæt levende billeder med

eller uden lyd, der udgør en individuel del, uanset dets læng‐

de, inden for en programflade eller et katalog udarbejdet af

en medietjenesteudbyder. Programmer kan eksempelvis væ‐

re film af spillefilmslængde, videoklip, sportsbegivenheder,

sitcom-serier, dokumentarprogrammer, børneprogrammer

og tv-drama.

Det foreslås, at der i radio- og fjernsynslovens § 2 indfø‐

res et nyt stk. 6, der definerer et billedprogram som et sæt

levende billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel

del, uanset dets længde, inden for en programflade eller et

katalog udarbejdet af en medietjenesteudbyder, herunder

film af spillefilmslængde, videoklip, sportsbegivenheder,

dokumentarprogrammer, børneprogrammer og tv-drama.

Definitionen foreslås afgrænset til billedprogram, da direkti‐

vets definition af et program alene vedrører levende billeder

med eller uden lyd, der indgår i audiovisuelle medietjenester

omfattet af direktivet, og således ikke omhandler indhold,

der alene virker gennem hørelsen (lydprogrammer).

Med forslaget til definition af et billedprogram præciseres

afgrænsningen af de audiovisuelle medietjenester, der er

omfattet af radio- og fjernsynsloven, dvs. enten fjernsynsud‐

sendelser omfattet af radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1,

nr. 1-3, eller on demand-audiovisuelle medietjenester omfat‐

tet af lovens § 2, stk. 1, nr. 4.

Til nr. 5

Direktivet om audiovisuelle medietjenester bygger som

omtalt i afsnit 3.1.1. i de almindelige bemærkninger på et af‐

senderlandsprincip funderet på principperne om hjemlands‐

kontrol og gensidig anerkendelse, jf. direktivets artikel 2 og

Hjemlandskontrol indebærer, at medietjenesteudbydere

etableret i Danmark skal overholde de regler, der er fastsat i

det danske retssystem, uanset om den audiovisuelle medie‐

tjeneste er rettet mod andre medlemsstater. Omvendt inde‐

bærer gensidig anerkendelse, at danske myndigheder som

hovedregel ikke kan gribe ind over for en audiovisuel me‐

dietjeneste rettet mod det danske marked, når medietjeneste‐

udbyderen er etableret i en anden medlemsstat.

Direktivets forpligtelse til at sikre modtagefrihed/gensidig

anerkendelse for udenlandske fjersynsudsendelser er bl.a.

opfyldt ved radio- og fjernsynslovens regler om fællesanten‐

neanlæg, hvorefter fællesantennelæg frit kan fordele alle ud‐

sendelser, som sendes fra udlandet. For så vidt angår on de‐

mand-audiovisuelle medietjenester er forpligtelsen opfyldt

ved e-handelslovens § 4 og de indgrebsmuligheder, der er

fastsat i e-handelslovens § 6. Direktivets procedurer for til‐

fælde, hvor der er fastsat mere detaljerede eller strengere

danske bestemmelser i offentlighedens interesse på de områ‐

der, der er omfattet af direktivet, og hvor det vurderes, at en

udbyder af fjernsynsudsendelser under en anden medlems‐

stats jurisdiktion udbyder en udsendelse, som helt eller for‐

trinsvis er rettet mod Danmark, jf. direktivets artikel 4, er

implementeret i bekendtgørelse nr. 1527 af 16. december

2013 om forretningsorden for Radio- og tv-nævnet med

hjemmel i radio- og fjernsynslovens § 39, stk. 3, og § 40,

stk. 6.

Ved ændringsdirektivet er afsenderlandsprincippet for ud‐

bydere af audiovisuelle medietjenester opretholdt. Reglerne

om procedurer i tilfælde af undtagelser fra princippet om

modtagefrihed/gensidig anerkendelse og hjemlandskontrol

er ved ændringsdirektivet ændret, således at bl.a. de samme

regler finder anvendelse for fjernsynsprogramvirksomhed

og on demand-audiovisuelle medietjenester. Mulighederne

for at fravige princippet om modtagefrihed/gensidig aner‐

kendelse er i den forbindelse i forhold til fjernsynsprogram‐

virksomhed i direktivets artikel 3 udvidet fra tilfælde med

overtrædelse af reglerne om beskyttelse af mindreårige mod

skadeligt indhold og forbud mod tilskyndelse til had til til‐

fælde, hvor folkesundheden eller den offentlige sikkerhed

bringes i fare eller ved risiko herfor.

I forbindelse med de reviderede regler om procedurer i til‐

fælde af undtagelser fra princippet om modtagefrihed/gensi‐

dig anerkendelse i direktivets artikel 3 foreslås det af præci‐

sionsmæssige årsager, at direktivets princip om modtagefri‐

hed/gensidig anerkendelse og adgang til at fravige princip‐

pet indskrives i radio- og fjernsynsloven.

Det foreslås, at der i radio- og fjernsynslovens kapitel 2

om distribution af lyd- og billedprogrammer under over‐

skriften ”Modtagefrihed af audiovisuelle medietjenester”

indføres en bestemmelse i

§ 9 a, stk. 1,

hvorefter en udbyder

af en audiovisuel medietjeneste, der hører under et andet

lands myndighed inden for Den Europæiske Union/Det

Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og som leve‐

rer en audiovisuel medietjeneste, er undtaget fra overholdel‐

se af danske regler inden for det område, der samordnes ved

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af

visse love og administrative bestemmelser i medlemsstater‐

ne om udbud af audiovisuelle medietjenester, selv om tjene‐

sten retter sig mod Danmark, jf. dog stk. 2.

stk. 2

foreslås, at Radio- og tv-nævnet uanset stk. 1 kan

træffe foranstaltninger, der midlertidigt begrænser adgangen

til at levere en audiovisuel medietjeneste, over for en medie‐

tjenesteudbyder, der hører under et andet lands myndighed

inden for Den Europæiske Union/Det Europæiske Økonomi‐

ske Samarbejdsområde, i tilfælde af en åbenlys, væsentlig

og alvorlig overtrædelse af direktivets regler om forbud mod

tilskyndelse til had eller vold eller offentlig opfordring til at

begå en terrorhandling, eller beskyttelse af mindreårige, el‐

ler ved fare for folkesundheden eller den offentlige sikker‐

hed.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Desuden foreslås i

stk. 3,

at kulturministeren fastsætter

nærmere regler for, hvornår de foranstaltninger, der er

nævnt i stk. 2, kan træffes. Det er hensigten, at bemyndigel‐

sen benyttes til i bekendtgørelsesform at fastsætte de nær‐

mere regler i direktivets artikel 3 om adgang til at fravige di‐

rektivets princip om modtagefrihed/gensidig anerkendelse.

Det bemærkes, at direktivets regler om modtagefrihed/

gensidig anerkendelse af fjernsynsudsendelser og on de‐

mand-audiovisuelle medietjenester fra andre medlemsstater

alene vedrører områder, der er samordnet ved direktivet.

Områder, der ikke er samordnet ved direktivet, er således ik‐

ke underlagt direktivets regler og procedurer vedrørende

modtagefrihed/gensidig anerkendelse, men er omfattet af

EU-Domstolens retspraksis om muligheden for at begrænse

den frie udveksling af tjenesteydelser efter TEUF artikel 56.

Denne retspraksis er beskrevet i ændringsdirektivets præam‐

belbetragtning nr. 10.

Det fremgår af præambelbetragtning nr.10, at det i over‐

ensstemmelse med retspraksis fra Den Europæiske Unions

Domstol (»EU-Domstolen«) kun er muligt at begrænse den

frie udveksling af tjenesteydelser, som er sikret i henhold til

traktaten, hvis der foreligger tvingende hensyn i offentlighe‐

dens interesse, f.eks. opnåelse af et højt forbrugerbeskyttel‐

sesniveau, forudsat at sådanne begrænsninger er begrunde‐

de, står i rimeligt forhold til målet og er nødvendige. Derfor

bør en medlemsstat kunne træffe visse foranstaltninger for at

sikre overholdelse af de af dens forbrugerbeskyttelsesregler,

der ikke henhører under de områder, der samordnes ved di‐

rektiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester. Desu‐

den fremgår af betragtningen, at foranstaltninger, der træffes

af en medlemsstat for at håndhæve dens nationale forbruger‐

beskyttelsesordning, herunder i forbindelse med reklamer

for spil, skal være begrundede, stå i rimeligt forhold til det

mål, der tilstræbes, og være nødvendige som krævet i EU-

Domstolens retspraksis. Endelig fremgår det, at under alle

omstændigheder må en modtagermedlemsstat ikke træffe

nogen foranstaltninger, der vil være til hinder for retrans‐

mission på dens område af fjernsynsudsendelser fra en an‐

den medlemsstat.

Eventuelle foranstaltninger, der træffes af en medlemsstat

for at håndhæve dens nationale forbrugerbeskyttelsesord‐

ning, herunder eksempelvis i forbindelse med reklamer for

spil eller kviklån, der ikke er samordnet ved direktivet, skal

således være begrundede, stå i et rimeligt forhold til det mål,

der tilstræbes, og være nødvendige. Samtidig må en modta‐

germedlemsstat ikke træffe nogen foranstaltninger, der vil

være til hinder for retransmission på dens område af fjern‐

synsudsendelser fra en anden medlemsstat. Det er Kulturmi‐

nisteriets vurdering, at dette tilsvarende gælder for on de‐

mand-audiovisuelle medietjenester fra en anden medlems‐

stat.

Det er hensigten, at direktivets reviderede regler om und‐

tagelser fra princippet om hjemlandskontrol fastsættes i be‐

kendtgørelse om forretningsorden for Radio- og tv-nævnet

med hjemmel i radio- og fjernsynslovens § 39, stk. 3, og §

40, stk. 6.

Til nr. 6

Ifølge radio- og fjernsynslovens § 39, stk. 4, 1. pkt., er ra‐

dio- og tv-foretagender og øvrige medietjenesteudbydere,

der er omfattet af Radio- og tv-nævnets virksomhed, forplig‐

tet til at meddele nævnet de oplysninger, udlevere de doku‐

menter mv. og afgive de skriftlige udtalelser, som forlanges

af nævnet.

Det foreslås at udvide radio- og fjernsynslovens § 39, stk.

4, 1. pkt., til også at omfatte udbydere af videodelingsplat‐

formstjenester.

Det følger af forslaget om, at Radio- og tv-nævnet skal re‐

gistrere udbydere af videodelingsplatformstjenester og føre

tilsyn med virksomheden, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 og 15.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i

forhold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 3.1.3.

Til nr. 7

Ifølge radio- og fjernsynslovens § 42, nr. 2, har Radio- og

tv-nævnet til opgave at registrere foretagender, som udøver

programvirksomhed ved hjælp af satellit, fællesantennean‐

læg, jordbaserede digitale radio- og tv-sendemuligheder,

kortbølgesendemuligheder eller øvrige elektroniske kommu‐

nikationsnet, og at føre tilsyn med programvirksomheden.

Det foreslås at udvide radio- og fjernsynslovens § 42, nr.

2, til også at omfatte registrering af og tilsyn med udbydere

af on demand-audiovisuel programvirksomhed, jf. også lov‐

forslagets § 1, nr. 9.

Det følger af forslaget om indførelse af pligt for udbydere

af on demand-audiovisuel programvirksomhed til at lade sig

registrere hos Radio- og tv-nævnet, jf. lovforslagets § 1, nr.

10.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i

forhold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 3.2.2.

Til nr. 8

Ifølge radio- og fjernsynslovens § 42, nr. 5, har Radio- og

tv-nævnet til opgave at træffe afgørelse om indstilling af re‐

gistreret programvirksomhed efter lovens § 47, stk. 1, 1.

pkt., jf. lovens § 50, stk. 2.

Ifølge radio- og fjernsynslovens § 42 a, stk. 2, har Radio-

og tv-nævnet til opgave at træffe afgørelse om indstilling af

on demand-audiovisuel programvirksomhed efter lovens §

47, stk. 1, 2. pkt., jf. lovens § 50, stk. 3.

Det foreslås fastsat i radio- og fjernsynslovens § 42, nr. 5,

at nævnets adgang til at træffe afgørelse om indstilling af

programvirksomhed som fastsat i lovens § 50, stk. 3, omfat‐

ter on demand-audiovisuel programvirksomhed.

Det følger af forslaget om indførelse af pligt for udbydere

af on demand-audiovisuel programvirksomhed til at lade sig

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

registrere hos Radio- og tv-nævnet og udvidelse af nævnets

opgaver til at omfatte registrering af sådan virksomhed, jf.

lovforslagets § 1, nr. 7 og 10.

handle tvister om selve indholdet på platformen (eksempel‐

vis om konkret indhold skal fjernes).

nr. 4

foreslås, at Radio- og tv-nævnet har til opgave at

træffe afgørelse om foranstaltninger og bestemmelser vedrø‐

rende identifikation og indhold af reklamer, sponsorering og

produktplacering på videodelingsplatformstjenester, jf. § 51

b, stk. 4.

Det foreslås desuden i

nr. 5,

at Radio- og tv-nævnet har til

opgave at træffe afgørelse om indstilling af virksomheden,

jf. § 51 c, stk. 1.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i

forhold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 3.1.3.

Til nr. 10

Ifølge radio- og fjernsynslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., skal

foretagender, der udøver programvirksomhed ved hjælp af

satellit, fællesantenneanlæg, kortbølgesendemuligheder eller

øvrige elektroniske kommunikationsnet, og som hører under

dansk myndighed, lade sig registrere hos Radio- og tv-næv‐

net. Desuden fastsætter lovens § 47, stk. 1, 2. pkt., at medie‐

tjenesteudbydere, der udbyder on demand-audiovisuel pro‐

gramvirksomhed omfattet af lovens § 2, stk. 1, nr. 4, kan ud‐

øve programvirksomhed uden registrering.

Det foreslås, at der i § 47, stk. 1, 2. pkt., indføres pligt for

udbydere af on demand-audiovisuel programvirksomhed,

som hører under dansk myndighed, til at lade sig registrere

hos Radio- og tv-nævnet.

Dette svarer til den gældende registreringspligt for udby‐

dere af lineært fjernsyn i radio- og fjernsynslovens § 47, stk.

1, 1. pkt., og den foreslåede registreringspligt for udbydere

af videodelingsplatformstjenester, jf. lovforslagets § 1, nr.

15,

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i

forhold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 3.2.2.

Til nr. 11

Ifølge radio- og fjernsynslovens § 47, stk. 5, kan kulturmi‐

nisteren fastsætte nærmere regler om registrering af udbyde‐

re af lineært fjernsyn i henhold til radio- og fjernsynslovens

§ 47, stk. 1, 1. pkt.

Det foreslås, at kulturministeren ved en udvidelse af be‐

myndigelsesbestemmelsen i lovens § 47, stk. 5, får bemyn‐

digelse til også at fastsætte nærmere regler om registrering

af udbydere af on demand-audiovisuel programvirksomhed.

Der er tale om en konsekvens som følge af lovforlagets §

1, nr. 10, hvor der indføres pligt for udbydere af on demand-

audiovisuel programvirksomhed til at lade sig registrere hos

Radio- og tv-nævnet.

Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse skal be‐

nyttes til i bekendtgørelsesform at fastsætte regler om, hvil‐

Til nr. 9

Radio- og fjernsynsloven indeholder ikke bestemmelser

om videodelingsplatforme.

Ved direktivet om ændring af direktivet om audiovisuelle

medietjenester indføres i artikel 28a og 28b en regulering af

videodelingsplatformstjenester.

Artikel 28a fastlægger, hvornår udbydere af videodelings‐

platformstjenester hører under en medlemsstats jurisdiktion.

I artikel 28b indføres en forpligtelse for medlemsstater til

at sikre, at udbydere af videodelingsplatforme træffer pas‐

sende foranstaltninger, der skal beskytte mindreårige mod

skadeligt indhold og beskytte alle borgere mod indhold, der

tilskynder til vold eller had, eller hvis udbredelse udgør en

strafbar handling i henhold til EU-retten. Desuden indehol‐

der artikel 28b forpligtelser vedrørende audiovisuel kom‐

merciel kommunikation (reklamer, sponsorering, produkt‐

placering mv.) på videodelingsplatforme.

Direktivets bestemmelser foreslås gennemført ved indfø‐

relsen af et nyt kapitel 8 a om videodelingsplatformstjene‐

ster i radio- og fjernsynsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 15.

Det nye kapitel 8 a består af §§ 51 a-c, hvor § 51 a definerer

videodelingsplatformstjenester og fastsætter en pligt til regi‐

strering af udbydere af videodelingsplatforme, § 51 b vedrø‐

rer de foranstaltninger, som videodelingsplatformstjenester

skal træffe, og § 51 c giver Radio- og tv-nævnet mulighed

for at træffe afgørelse om indstilling af virksomheden ved

grove eller gentagne overtrædelser samt giver særlig adgang

til domstolsprøvelse.

I den forbindelse foreslås det i

§ 42 a

at fastsætte Radio-

og tv-nævnets opgaver vedrørende videodelingsplatfor‐

mstjenester.

Det foreslås i

nr. 1,

at Radio- og tv-nævnet har til opgave

at registrere udbydere af videodelingsplatformstjenester og

føre tilsyn med virksomheden, jf. § 51 a.

nr. 2

foreslås, at Radio- og tv-nævnet har til opgave at

påtale overtrædelser af loven og bestemmelser fastsat efter

loven.

nr. 3

foreslås, at Radio- og tv-nævnet har til opgave at

træffe afgørelse om foranstaltninger vedrørende beskyttelse

af mindreårige og offentligheden mod indhold, der tilskyn‐

der til vold eller had eller til at begå terrorhandlinger, eller

mod indhold med børnepornografi, racisme eller fremmed‐

had, jf. § 51 b, stk. 2 og 3.

Hermed vil Radio- og tv-nævnet bl.a. kunne behandle kla‐

ger og tvister mellem brugere og udbydere af videodelings‐

platforme i forhold til de foranstaltninger, som udbyderne er

forpligtet til at træffe. Nævnet vil derimod ikke kunne be‐

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

ke oplysninger, der skal meddeles i forbindelse med regi‐

strering, hvornår der kan ske afvisning af registrering, æn‐

dringer af forhold, der er oplyst i forbindelse med registre‐

ringen mv.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i

forhold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 3.2.2.

Til nr. 12

Ifølge radio- og fjernsynslovens § 48, 2. pkt., kan kultur‐

ministeren i forbindelse med fastsættelse af regler om pro‐

gramvirksomhed fastsætte regler om beskyttelse af mindreå‐

rige.

Med udgangspunkt i bestemmelsen er der i dag fastsat så‐

danne regler i bekendtgørelsesform. De pågældende be‐

kendtgørelser er bekendtgørelse nr. 1288 af 18. november

2015 om vedtægt for DR, bekendtgørelse nr. 1613 af 18. de‐

cember 2018 om vedtægt for de regionale TV 2-virksomhe‐

der, bekendtgørelse nr. 103 af 28. januar 2010 om TV 2/

DANMARK A/S’ programvirksomhed, bekendtgørelse nr.

79 af 28. januar 2019 om ikkekommercielt tv i MUX 1 og

bekendtgørelse nr. 697 af 8. juni 2016 om programvirksom‐

hed på grundlag af registrering samt on-demand audiovisuel

programvirksomhed.

Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester

er der i direktivets artikel 6a, stk. 3, indført krav om etable‐

ring af et system for fjernsyn og on demand-audiovisuelle

medietjenester, der beskriver de mulige skadevirkninger af

indhold med henblik på beskyttelse af mindreårige. Med‐

lemsstaterne skal således sikre, at medietjenesteudbydere

fremlægger tilstrækkelige oplysninger over for seerne om

indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller

moralske udvikling, idet udbyderne til dette formål skal bru‐

ge et system, der beskriver de mulige skadevirkninger af

indholdet af den enkelte tjeneste.

Desuden er det i direktivets artikel 6a, stk. 2, fastsat, at

mindreåriges personoplysninger, som indsamles eller på an‐

den måde genereres af medietjenesteudbydere i henhold til

beskyttelsesforanstaltninger etableret af udbyderne, ikke må

behandles med henblik på kommercielle formål såsom di‐

rekte markedsføring, profilering og adfærdsbaseret reklame.

Det foreslås på denne baggrund, at bemyndigelsesbestem‐

melsen i radio- og fjernsynslovens § 48, 2. pkt., udvides til,

at kulturministeren i forbindelse med regler om beskyttelse

af mindreårige kan fastsætte regler om mærkning af pro‐

grammers egnethed for mindreårige og om mindreåriges

personoplysninger.

Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse til at

fastsætte regler om mærkning af programmers egnethed for

mindreårige skal benyttes til at fastsætte nærmere regler om

det system for aldersmærkning af programindhold på fjern‐

syn, on demand-audiovisuelle medietjenester og biografer,

der er omtalt i de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.3.

I den forbindelse er det bl.a. hensigten at fastsætte regler

om, at udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle

medietjenester er ansvarlige for aldersvurdering af program‐

mer og film, der ikke er vurderet af Medierådet for Børn og

Unge. Vurderingen – som skal ske med udgangspunkt i vej‐

ledningsmateriale, der er udarbejdet af Medierådet, – kan

enten ske ved, at udbyderne selv aldersmærker de enkelte

programmer, eller – hvis et program allerede er aldersvurde‐

ret af den, som har rettighederne til tilgængeliggørelse af

programmet på det danske marked, – ved at udbyderne an‐

vender denne aldersvurdering. Udbyderne skal desuden in‐

formere seerne/brugerne om aldersgrænserne.

Herudover er det hensigten at fastsætte regler om, at en

række programtyper som følge af deres karakter undtages

fra kravet om aldersmærkning. Det er som udgangspunkt

hensigten at undtage følgende programtyper/indhold: Ny‐

heds- og aktualitetsindhold, undervisnings- og forsknings‐

indhold, informationsindhold om ideel, politisk eller religiøs

virksomhed, musikindhold, idrætsindhold, hobby, instrukti‐

ons- og fritidsindhold samt direkte udsendelser.

Det er desuden hensigten at fastsætte regler om, at Radio-

og tv-nævnet fører tilsyn med, at der er foretaget og infor‐

meret om den påkrævede aldersmærkning for fjernsyn og on

demand-audiovisuelle medietjenester, og at nævnet i den

forbindelse kan træffe afgørelse om, hvorvidt konkrete pro‐

grammer skulle have været aldersmærket.

Det er desuden hensigten, at den foreslåede bemyndigelse

til at fastsætte regler om mindreåriges personoplysninger

skal benyttes til at fastsætte regler om, at mindreåriges per‐

sonoplysninger, som indsamles eller på anden måde genere‐

res af medietjenesteudbydere i henhold til beskyttelsesforan‐

staltninger etableret af udbyderne, ikke må behandles med

henblik på kommercielle formål såsom direkte markedsfø‐

ring, profilering og adfærdsbaseret reklame.

For så vidt angår direktivets forbud mod behandling af

mindreåriges personoplysninger med henblik på kommerci‐

elle formål og forholdet til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2016/679 om databeskyttelse fremgår det

som omtalt i afsnit 3.1.3. af ændringsdirektivets præambel‐

betragtning nr. 21, at Europa-Parlamentets og Rådets forord‐

ning (EU) 2016/679 anerkender, at børn bør nyde særlig be‐

skyttelse med hensyn til behandling af deres personoplys‐

ninger. Medietjenesteudbyderes oprettelse af mekanismer til

beskyttelse af børn fører uundgåeligt til behandling af min‐

dreåriges personoplysninger. Det fremgår videre af præam‐

belbetragtningen, at da sådanne mekanismer har til formål at

beskytte børn, bør mindreåriges personoplysninger, der be‐

handles inden for rammerne af tekniske foranstaltninger til

beskyttelse af børn, ikke anvendes til kommercielle formål.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i

forhold til bestemmelsen henvises til de almindelige be‐

mærkninger i afsnit 3.3.3.

Til nr. 13

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Radio- og fjernsynslovens § 48, 3. pkt., fastsætter, bl.a.

med baggrund i direktivet om audiovisuelle medietjenester,

at kulturministeren kan fastsætte regler om, at programmer‐

ne ikke på nogen måde må tilskynde til had på grund af

race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans, lige‐

som der kan fastsættes regler om, at programmerne ikke på

nogen måde må fremme terrorisme. Eftersom direktivet er et

minimumsdirektiv, er Danmark ikke afskåret fra at indføre

yderligere regulering, og bemyndigelsesbestemmelsen er i

forhold til direktivets regulering suppleret med ”seksuel ob‐

servans” og ”fremme af terrorisme”. Med udgangspunkt i

bestemmelsen er der i dag fastsat sådanne regler i bekendt‐

gørelsesform. De pågældende bekendtgørelser er bekendtgø‐

relse nr. 1288 af 18. november 2015 om vedtægt for DR, be‐

kendtgørelse nr. 1613 af 18. december 2018 om vedtægt for

de regionale TV 2-virksomheder, bekendtgørelse nr. 103 af

28. januar 2010 om TV 2/DANMARK A/S’ programvirk‐

somhed, bekendtgørelse nr. 79 af 28. januar 2019 om ikke‐

kommercielt tv i MUX 1 og bekendtgørelse nr. 697 af 8. ju‐

ni 2016 om programvirksomhed på grundlag af registrering

samt on-demand audiovisuel programvirksomhed.

Ved det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester

indføres en øget beskyttelse på fjernsyn og on demand-audi‐

ovisuelle medietjenester i forhold til tilskyndelse til vold el‐

ler had og offentlige opfordringer til at begå terrorhandlin‐

ger. I direktivets artikel 6 pålægges medlemsstaterne således

at sikre, at fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjene‐

ster leveret af udbydere under deres myndighed, ikke til‐

skynder til vold eller had rettet mod en gruppe af personer

eller et medlem af en gruppe af nogen af de grunde, der er

omhandlet i artikel 21 i EU’s charter for grundlæggende ret‐

tigheder, eller indeholder en offentlig opfordring til at begå

en terrorhandling som fastsat i artikel 5 i direktiv (EU)

2017/541. Artikel 21 i EU’s charter fastsætter, at enhver for‐

skelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller so‐

cial oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, po‐

litiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt

mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel

orientering eller ethvert andet forhold er forbudt. Desuden

fastsætter artikel 21, at inden for traktaternes anvendelses‐

område og med forbehold af deres særlige bestemmelser er

enhver forskelsbehandling på grund af nationalitet forbudt.

Artikel 5 om offentlige opfordringer til at begå terrorhand‐

linger i direktiv (EU) 2017/541 om bekæmpelse af terroris‐

me og om erstatning af Rådets rammeafgørelse

2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse

2005/671/RIA svarer indholdsmæssigt til § 114, stk. 1, i

straffeloven. Det følger af direktivets artikel 6, at de foran‐

staltninger, der træffes med henblik på anvendelsen af artik‐

len, skal være nødvendige og forholdsmæssige og skal re‐

spektere de rettigheder og overholde de forpligtelser, der er

fastsat i chartret.

Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen i radio- og

fjernsynslovens § 48, 3. pkt., ændres, således at det fastsæt‐

tes, at programmerne heller ikke må tilskynde til vold, og at

listen af grunde for tilskyndelse til vold eller had udvides

med de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter

om grundlæggende rettigheder.

Det er hensigten at benytte den foreslåede bemyndigelse

til i de ovenfor omtalte bekendtgørelser at fastsætte regler

om, at programmerne i fjernsyn og on demand-audiovisuelle

medietjenester ikke må tilskynde til vold eller had af nogen

af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter om

grundlæggende rettigheder. Det er desuden hensigten som

hidtil at fastsætte i bekendtgørelserne, at der ikke må udsen‐

des programmer eller stilles programmer til rådighed, der

fremmer terrorisme. Herved opretholdes den hidtidige dan‐

ske regulering på området.

Til nr. 14

Det fremgår af radio- og fjernsynslovens § 48 i lovens ka‐

pitel 8 om programvirksomhed på grundlag af tilladelse og

registrering samt on demand-audiovisuel programvirksom‐

hed, at kulturministeren kan fastsætte regler om program‐

virksomheden.

Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester

er der i direktivets artikel 7 indført skærpede forpligtelser

om tilgængelighed for udbydere af fjernsyn og on demand-

audiovisuelle medietjenester.

Det foreslås i den forbindelse at indsætte en yderligere be‐

myndigelsesbestemmelse i lovens § 48, stk. 2, hvorefter kul‐

turministeren for så vidt angår udbydere af fjernsyn og on

demand-audiovisuelle medietjenester, der ikke er underlagt

public service-forpligtelser, kan fastsætte bestemmelser om,

at programvirksomheden ved hjælp af forholdsmæssige for‐

anstaltninger løbende og gradvis gøres mere tilgængelig for

personer med handicap. Samtidig foreslås, at kulturministe‐

ren kan fastsætte bestemmelser om adgang til at klage over

om de nævnte foranstaltninger er iværksat.

Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til i bekendtgø‐

relsesform at fastsætte nærmere bestemmelser om en kom‐

mende ordning for tilgængeliggørelse af indhold for perso‐

ner med handicap, der baserer sig på de elementer, der er

omtalt i de almindelige bemærkninger i afsnit 3.4.3.

Den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte bestemmelser

om adgang til at klage forventes udnyttet til i bekendtgørel‐

sesform at fastsætte, at klager om hvorvidt udbyderne har

opfyldt forpligtelserne om at udbyde tilgængelighedsforan‐

staltninger kan indgives til Radio- og tv-nævnet. Der vil så‐

ledes ikke være adgang til at klage over konkret indførte til‐

gængelighedsforanstaltninger – eksempelvis om foranstalt‐

ningerne teknisk fungerer mv. Sådanne klager vil skulle ret‐

tes til udbyderne.

Det forventes, at der på Slots- og Kulturstyrelsens hjem‐

meside vil blive etableret et lettilgængeligt online kontakt‐

punkt for information og oplysning om klageadgang.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i

forhold til bestemmelsen henvises til de almindelige be‐

mærkninger i afsnit 3.4.3.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Til nr. 15

Radio- og fjernsynsloven indeholder ikke bestemmelser

om videodelingsplatformstjenester. Udbydere af videode‐

lingsplatformstjenester er som informationssamfundstjene‐

ster omfattet af reguleringen i e-handelsloven, jf. omtalen i

de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.1.

Ved direktivet om ændring af direktivet om audiovisuelle

medietjenester indføres i artikel 28a og 28b en regulering af

videodelingsplatformstjenester. Ved videodelingsplatfor‐

mstjenester i direktivets forstand tænkes på tjenester såsom

YouTube og audiovisuelt indhold, der deles på sociale me‐

dietjenester såsom Facebook.

Artikel 28a fastlægger, hvornår udbydere af videodelings‐

platformstjenester hører under en medlemsstats jurisdiktion.

I artikel 28b indføres en forpligtelse for medlemsstater til

at sikre, at udbydere af videodelingsplatforme træffer pas‐

sende foranstaltninger, der skal beskytte mindreårige mod

skadeligt indhold og beskytte alle borgere mod indhold, der

tilskynder til vold eller had, eller hvis udbredelse udgør en

strafbar handling i henhold til EU-retten. Udbydere af vi‐

deodelingsplatformstjenester skal bl.a. sikre, at deres gene‐

relle vilkår for brug af tjenesten inddrager de ovennævnte

krav vedrørende skadeligt eller ulovligt indhold. Desuden

skal udbyderne etablere brugerværktøjer, som kan bruges til

at anmelde og mærke skadeligt indhold, systemer til alders-

og forældrekontrol samt sikre en adgang for brugere til at

klage til platformsudbyderen. Herudover fastsættes i direkti‐

vet, at mindreåriges personoplysninger, som indsamles eller

på anden måde genereres af udbydere af videodelingsplat‐

forme i henhold til de nævnte alders- og forældrekontrolsy‐

stemer, ikke må behandles med henblik på kommercielle

formål såsom direkte markedsføring, profilering og adfærds‐

baseret reklame. Herudover indfører ændringsdirektivet for‐

pligtelser vedrørende audiovisuel kommerciel kommunika‐

tion (reklamer, sponsorering, produktplacering mv.) på vi‐

deodelingsplatforme.

Det foreslås, at radio- og fjernsynslovens anvendelsesom‐

råde udvides til at omfatte videodelingsplatformstjenester

som defineret i direktivet og direktivets regler om regulering

af tjenesterne. I den forbindelse foreslås indført et nyt

kapi‐

tel 8 a

om videodelingsplatformstjenester i loven. Det fore‐

slåede kapitel 8 a består af §§ 51 a-c, hvor § 51 a definerer

videodelingsplatformstjenester og fastsætter en pligt til regi‐

strering, § 51 b vedrører de foranstaltninger, som videode‐

lingsplatformstjenester skal træffe, og § 51 c giver Radio-

og tv-nævnet mulighed for at træffe afgørelse om indstilling

af virksomheden ved grove eller gentagne overtrædelser

samt giver særlig adgang til domstolsprøvelse. Det er hen‐

sigten, at der med udgangspunkt i de bemyndigelsesbestem‐

melser, der foreslås indført i lovens kapitel 8 a, fastsættes

nærmere bestemmelser om videodelingsplatformstjenester i

en selvstændig ny bekendtgørelse om videodelingsplatfor‐

mstjenester.

§ 51 a

Det foreslås i

§ 51 a, stk. 1,

at udbydere af videodelings‐

platformstjenester, som hører under dansk myndighed, skal

lade sig registrere hos Radio- og tv-nævnet. Herved indføres

en registreringspligt for videodelingsplatformstjenester, som

hører under dansk jurisdiktion.

Radio- og tv-nævnet er i dag tilsynsmyndighed for radio-

og fjernsynslovgivningens regulering af fjernsyn og on de‐

mand-audiovisuelle medietjenester. Foretagender, der udø‐

ver lineær fjernsynsprogramvirksomhed via kabel, satellit

eller internet, er som omtalt i de almindelige bemærkninger i

afsnit 3.2.1. forpligtet til at lade sig registrere hos nævnet.

Formålet med den foreslåede registreringspligt for udbydere

af videodelingsplatformstjenester er at skabe grundlag for

identifikation af de udbydere, der omfattes af den foreslåede

regulering af tjenesterne, og dermed for Radio- og tv-næv‐

nets tilsyn med tjenesterne. I § 42 a foreslås, at Radio- og tv-

nævnet udover at registrere udbydere af videodelingsplatfor‐

mstjenester også skal føre tilsyn med tjenesterne, jf. lovfor‐

slagets § 1, nr. 9.

En videodelingsplatformstjeneste er i artikel 1 (1) (aa) i

direktivet om audiovisuelle medietjenester defineret som en

tjeneste, hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af

den, der kan adskilles herfra, eller en væsentlig funktion i

tjenesten består i at udbyde programmer, brugergenerede vi‐

deoer eller begge dele til offentligheden, som udbyderen af

videodelingsplatformen ikke har noget redaktionelt ansvar

for, med henblik på at informere, underholde eller oplyse

via elektroniske kommunikationsnet og hvis tilrettelæggelse

fastlægges af udbyderen af videodelingsplatformen, herun‐

der ved brug af automatiske metoder og algoritmer og navn‐

lig gennem visning, tagging og sekvensering.

En udbyder af en videodelingsplatform er i artikel 1 (1)

(da) i direktivet defineret som en fysisk eller juridisk person,

der udbyder en videodelingsplatformstjeneste. En brugerge‐

nereret video er i direktivets artikel 1 (1) (ba) defineret som

et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør en in‐

dividuel del, uanset dens længde, som skabes af en bruger

og uploades på en videodelingsplatform af denne bruger el‐

ler af enhver anden bruger.

Det foreslås i

stk. 2,

at ved en videodelingsplatformstjene‐

ste forstås en tjeneste, hvor hovedformålet med tjenesten el‐

ler en del af den, der kan adskilles herfra, eller en væsentlig

funktion i tjenesten består i at udbyde billedprogrammer, jf.

§ 2, stk. 6, brugergenerede videoer eller begge dele til of‐

fentligheden, som udbyderen af videodelingsplatformen ik‐

ke har noget redaktionelt ansvar for, med henblik på at in‐

formere, underholde eller oplyse via elektroniske kommuni‐

kationsnet som defineret i lov om elektroniske kommunika‐

tionsnet og –tjenester og hvis tilrettelæggelse fastlægges af

udbyderen af videodelingsplatformen, herunder ved brug af

automatiske metoder og algoritmer og navnlig gennem vis‐

ning, tagging og sekvensering. Herved indføres direktivets

definition af en videodelingsplatformstjeneste i radio- og

fjernsynsloven.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

I forbindelse med forslaget til definition af en videode‐

lingsplatformstjeneste foreslås i

stk. 3,

at ved en udbyder af

en videodelingsplatformstjeneste forstås en fysisk eller ju‐

ridisk person, der udbyder en videodelingsplatformstjeneste.

Herved indføres direktivets definition af en udbyder af en

videodelingsplatformstjeneste i loven.

Desuden foreslås i

stk. 4,

at ved en brugergenereret video

forstås et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør

en individuel del, uanset dens længde, som skabes af en bru‐

ger og uploades på en videodelingsplatform af denne bruger

eller af enhver anden bruger. Herved indføres direktivets de‐

finition af en brugergenereret video i loven.

I forhold til direktivets definition af en videodelingsplat‐

formstjeneste fremgår det af ændringsdirektivets præambel‐

betragtning nr. 6, at når en del, der kan adskilles fra tjene‐

sten, udgør en videodelingsplatformstjeneste som omhandlet

i direktivet, bør kun denne del være omfattet af direktivet,

og kun for så vidt angår programmer og brugergenererede

videoer. Videoklip, der er indlejret i det redaktionelle ind‐

hold af elektroniske udgaver af aviser og blade, og animere‐

de billeder såsom GIF�½er, bør ikke være omfattet af direkti‐

vet. Det fremgår endvidere af præambelbetragtningen, at de‐

finitionen af en videodelingsplatformstjeneste ikke bør om‐

fatte ikkeøkonomiske aktiviteter som f.eks. udbud af audio‐

visuelt indhold på private websteder og ikkekommercielle

interessegrupper.

Kulturministeriet bemærker, at der med videodelingsplat‐

formstjenester tænkes på tjenester såsom YouTube og audi‐

ovisuelt indhold, der deles på sociale medietjenester såsom

Facebook.

Det fremgår af ændringsdirektivets præambelbetragtning

nr. 5, at formålet med direktivet ikke er at regulere sociale

medietjenester som sådan. En social medietjeneste bør alene

være omfattet, hvis levering af programmer og brugergene‐

rerede videoer udgør en væsentlig funktion i den pågælden‐

de tjeneste. Det fremgår videre af præambelbetragtningen, at

levering af programmer og brugergenererede videoer kan

anses for at udgøre en væsentlig funktion i den sociale me‐

dietjeneste, hvis det audiovisuelle indhold ikke blot er et

supplement til eller udgør en mindre del af den sociale me‐

dietjenestes aktiviteter. Desuden fremgår, at Kommissionen

for at sikre klarhed, effektivitet og sammenhæng i gennem‐

førelsen om nødvendigt bør udstede retningslinjer om den

praktiske anvendelse af kriteriet om væsentlig funktion med

hensyn til definitionen af en videodelingsplatformstjeneste.

Det er forventningen, at Kommissionen udsteder sådanne

retningslinjer i første halvdel af 2020.

Artikel 28a i direktivet om audiovisuelle medietjenester

fastlægger, hvornår udbydere af videodelingsplatformstjene‐

ster hører under en medlemsstats jurisdiktion. E-handelsdi‐

rektivets afsenderlandssystem, jf. omtalen i de almindelige

bemærkninger i afsnit 3.1.1., udvides til at omfatte udbydere

af videodelingsplatforme omfattet af direktivet om audiovi‐

suelle medietjenester. Det er således i artikel 28a, stk. 1,

fastsat, at en udbyder af en videodelingsplatform etableret

på en medlemsstats område, jf. artikel 3, stk. 1, i e-handels‐

direktivet, hører under den pågældende medlemsstats juris‐

diktion med henblik på direktivet om audiovisuelle medie‐

tjenester. Det følger af e-handelsdirektivets artikel 2, litra c,

at ved en etableret tjenesteyder forstås en tjenesteyder, som

faktisk udøver erhvervsmæssig virksomhed i et ikke nærme‐

re angivet tidsrum ved hjælp af en fast indretning. Da

spørgsmålet om etablering er af betydning for hvilket lands

retssystem, tjenesteyderne er omfattet af, er direktivets defi‐

nition på etableret tjenesteyder medtaget i e-handelslovens §

2. Det fremgår af præambelbetragtningerne til e-handelsdi‐

rektivet, at definitionen skal forstås i overensstemmelse med

EU-Domstolens retspraksis om tjenesteyderes etablerings‐

sted.

Hvis en udbyder af en videodelingsplatform ikke er etab‐

leret på en medlemsstats område efter e-handelsdirektivets

artikel 3, stk. 1, er der i artikel 28a, stk. 2, fastsat alternative

jurisdiktionskriterier med udgangspunkt i, hvorvidt udbyde‐

ren har en modervirksomhed, en dattervirksomhed eller ind‐

går i en koncern med en anden virksomhed, der er etableret

på den pågældende medlemsstats område.

Det følger af artikel 28a, stk. 6, i direktivet om audiovisu‐

elle medietjenester, at medlemsstaterne skal udarbejde opda‐

terede lister over udbydere af videodelingsplatforme under

deres jurisdiktion.

stk. 5, 1. pkt.,

foreslås, at kulturministeren fastsætter

nærmere regler om registrering i henhold til stk. 1 og regler

for, hvornår udbydere af videodelingsplatformstjenester hø‐

rer under dansk myndighed, med henblik på gennemførelse

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning

af visse love og administrative bestemmelser i medlemssta‐

terne om udbud af audiovisuelle medietjenester. Det er er

hensigten, at den foreslåede bemyndigelse skal benyttes til

at fastsætte regler om, hvilke oplysninger, der skal meddeles

i forbindelse med registrering af udbydere af videodelings‐

platformstjenester hos Radio- og tv-nævnet, hvornår der kan

ske afvisning af registrering, ændringer af forhold, der er

oplyst i forbindelse med registreringen mv. Det er desuden

hensigten, at bemyndigelsen skal benyttes til at fastsætte

regler om jurisdiktion i overensstemmelse med reglerne i ar‐

tikel 28a i direktivet om audiovisuelle medietjenester, her‐

under regler om at Radio- og tv-nævnet skal udarbejde lister

over udbydere af videodelingsplatforme, som hører under

dansk myndighed.

stk. 5, 2. pkt.,

foreslås, at kulturministeren endvidere

fastsætter regler for, hvornår udbud af billedprogrammer,

brugergenerede videoer eller begge dele udgør en væsentlig

funktion i en videodelingsplatformstjeneste i henhold til stk.

2. Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse – med

udgangspunkt i Kommissionens ovennævnte retningslinjer

om den praktiske anvendelse af kriteriet om væsentlig funk‐

tion med hensyn til definitionen af en videodelingsplatfor‐

mstjeneste i § 51 a, stk. 2, – skal benyttes til at fastsætte

nærmere kriterier herfor.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Det er Kulturministeriets umiddelbare vurdering, at der pt.

i det aktuelle mediebillede kun vil kunne blive tale om få vi‐

deodelingsplatformstjenester af begrænset størrelse, som vil

kunne høre under dansk myndighed.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i

forhold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 3.1.3.

§ 51 b

Artikel 28a og 28b i direktivet om audiovisuelle medietje‐

nester henviser til e-handelsdirektivets artikel 3 om e-han‐

delsdirektivets afsenderlandssystem og e-handelsdirektivets

artikel 12-15 om bl.a. fritagelse for ansvar for ulovlige op‐

lysninger leveret af en tredjemand, jf. omtalen i de alminde‐

lige bemærkninger i afsnit 3.1.1 og bemærkningerne til § 51

E-handelsdirektivets afsenderlandsprincip er funderet på

principperne om hjemlandskontrol og gensidig anerkendel‐

se. Hjemlandskontrol indebærer, at tjenesteudbydere etable‐

ret i Danmark skal overholde de regler, der er fastsat i det

danske retssystem, uanset om tjenesten er rettet mod andre

medlemsstater. Omvendt indebærer gensidig anerkendelse,

at danske myndigheder som hovedregel ikke kan gribe ind

over for en tjeneste rettet mod det danske marked, når tjene‐

steudbyderen er etableret i en anden medlemsstat. Afsender‐

landsprincippet, der kun omfatter det ”koordinerede områ‐

de”, som defineret i e-handelslovens § 2, nr. 8, er implemen‐

teret i e-handelslovens §§ 3-4 om hjemlandskontrol og gen‐

sidig anerkendelse. I overensstemmelse med e-handelsdirek‐

tivet giver e-handelslovens § 6 under nærmere angivne be‐

tingelser danske myndigheder mulighed for at fravige prin‐

cippet om gensidig anerkendelse som følge af hensyn til den

offentlige orden, beskyttelse af folkesundheden, den offent‐

lige sikkerhed og forbrugerne.

E-handelslovens §§ 14-16, som gennemfører e-handelsdi‐

rektivets artikel 12-14, indeholder som udgangspunkt en fri‐

tagelse for ansvar for ulovlige oplysninger leveret af en tred‐

jemand, der transmitteres, eller oplagres automatisk, mel‐

lemliggende og midlertidigt, eller oplagres af visse udbydere

af informationssamfundstjenester under visse betingelser. E-

handelsdirektivets artikel 15 udelukker, at generelle forplig‐

telser til at overvåge sådanne oplysninger eller aktivt at un‐

dersøge forhold, der tyder på ulovlig virksomhed, kan på‐

lægges disse udbydere, uden at det dog vedrører overvåg‐

ningsforpligtelser i konkrete tilfælde, og navnlig uden at det

berører påbud fra nationale myndigheder i overensstemmel‐

se med national ret.

Forholdet mellem e-handelsdirektivet og direktivet om

audiovisuelle medietjenester er omtalt i artikel 4, stk. 7, i di‐

rektivet om audiovisuelle medietjenester. Det fremgår heraf,

at e-handelsdirektivet finder anvendelse, medmindre andet

er fastsat i direktivet om audiovisuelle medietjenester. I til‐

fælde af modstrid mellem e-handelsdirektivet og direktivet

om audiovisuelle medietjenester har sidstnævnte direktiv

forrang, medmindre andet er fastsat heri. Eftersom der i arti‐

kel 28a og 28b i direktivet om audiovisuelle medietjenester

henvises til e-handelsdirektivets artikel 12-15 og i artikel

28a tillige til e-handelsdirektivets artikel 3 har disse artikler

dermed prioritet over direktivet om audiovisuelle medietje‐

nester.

Det foreslås i

§ 51 b, stk. 1,

at for udbydere af videode‐

lingsplatformstjenester, der er omfattet af § 51 a, stk. 1, gæl‐

der §§ 3-4, § 6 og §§ 14-16 i lov om tjenester i informati‐

onssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel.

Herved foreslås det fastsat i radio- og fjernsynsloven, at e-

handelslovens §§ 3-4 og § 6 om hjemlandskontrol og gensi‐

dig anerkendelse, herunder adgang til begrænsning af leve‐

ring af tjenester, og e-handelslovens §§ 14-16 om viderefor‐

midling, caching og oplagring, finder anvendelse for udby‐

dere af videodelingsplatformstjenester, der hører under

dansk myndighed.

Med henvisningen til e-handelslovens §§ 3-4 og § 6 præ‐

ciseres, at disse regler også finder anvendelse for udbydere

af videodelingsplatformstjenester, der i medfør af de alterna‐

tive jurisdiktionskriterier i artikel 28a, stk. 2, i direktivet om

audiovisuelle medietjenester anses for at høre under dansk

myndighed.

Med henvisningen til e-handelslovens §§ 14-16 præcise‐

res, at de foranstaltninger, som udbydere af videodelings‐

platformstjenester skal træffe for at beskytte mindreårige og

offentligheden, ikke må påvirke anvendelsen af de nævnte

bestemmelser i e-handelsloven. I den forbindelse er det i

ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 48 anført, at i

betragtning af den rolle, som udbyderne spiller med hensyn

til det indhold, der leveres via videodelingsplatformstjene‐

ster, bør de passende foranstaltninger for at beskytte min‐

dreårige og offentligheden vedrøre tilrettelæggelsen af ind‐

holdet og ikke selve indholdets art. Direktivets krav i den

henseende bør derfor gælde med forbehold af artikel 12-14 i

e-handelsdirektivet, som rummer en fritagelse for ansvar for

ulovlige oplysninger, der transmitteres, eller oplagres auto‐

matisk, mellemliggende og midlertidigt, eller oplagres af

visse udbydere af informationssamfundstjenester. I præam‐

belbetragtning nr. 48 er det videre anført, at ved levering af

tjenester, der er omfattet af artikel 12-14 i e-handelsdirekti‐

vet, bør disse krav desuden gælde uden at det berører e-han‐

delsdirektivets artikel 15, som udelukker, at generelle for‐

pligtelser til at overvåge sådanne oplysninger eller aktivt at

undersøge forhold, der tyder på ulovlig virksomhed, kan på‐

lægges disse udbydere, uden at det dog vedrører overvåg‐

ningsforpligtelser i konkrete tilfælde, og navnlig uden at det

berører påbud fra nationale myndigheder i overensstemmel‐

se med national ret.

Ifølge artikel 28b, stk. 1 og 3, i direktivet om audiovisuel‐

le medietjenester skal udbydere af videodelingsplatforme

træffe passende foranstaltninger, der skal beskytte mindreå‐

rige mod skadeligt indhold og beskytte alle borgere mod

indhold, der tilskynder til vold eller had, eller hvis udbredel‐

se udgør en strafbar handling i henhold til EU-retten.

I henhold til direktivets artikel 28b, stk. 1 a) skal mindreå‐

rige beskyttes mod programmer, brugergenererede videoer

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

og audiovisuel kommerciel kommunikation (reklamer, spon‐

sorering, produktplacering mv.), der kan skade deres fysi‐

ske, psykiske eller moralske udvikling. Offentligheden skal

ifølge direktivets artikel 28 b, stk. 1 b) beskyttes mod pro‐

grammer, brugergenererede videoer og audiovisuel kom‐

merciel kommunikation, der tilskynder til vold eller had ret‐

tet mod en gruppe af personer eller et medlem af en gruppe

af nogen af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s

charter om grundlæggende rettigheder. Desuden skal offent‐

ligheden ifølge direktivets artikel 28b, stk. 1 c) beskyttes

mod programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel

kommerciel kommunikation med indhold, hvis udbredelse

udgør en aktivitet, der i henhold til EU-retten er en strafbar

handling, dvs. en offentlig opfordring til at begå en terror‐

handling som fastsat i artikel 5 i direktiv (EU) 2017/541,

lovovertrædelser i forbindelse med børnepornografi som

fastsat i artikel 5, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets di‐

rektiv 2011/93/EU og lovovertrædelser vedrørende racisme

og fremmedhad som fastsat i artikel 1 i rammeafgørelse

2008/913/RIA. Indholdsmæssigt svarer det til offentlige op‐

fordringer til at begå terrorhandlinger som omhandlet i §

114, stk. 1, i straffeloven, lovovertrædelser i forbindelse

med børnepornografi som omhandlet i § 235, stk. 1, i straf‐

feloven og lovovertrædelser i forbindelse med racisme og

fremmedhad som omhandlet i § 266 b i straffeloven.

Desuden fastsættes i direktivets artikel 28b, stk. 3, at min‐

dreåriges personoplysninger, som indsamles eller på anden

måde genereres af udbydere af videodelingsplatforme i hen‐

hold til alders- og forældrekontrolsystemer ikke må behand‐

les med henblik på kommercielle formål såsom direkte mar‐

kedsføring, profilering og adfærdsbaseret reklame.

For så vidt angår direktivets forbud mod behandling af

mindreåriges personoplysninger med henblik på kommerci‐

elle formål og forholdet til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2016/679 om databeskyttelse fremgår det

af ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 21, at Euro‐

pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 aner‐

kender, at børn bør nyde særlig beskyttelse med hensyn til

behandling af deres personoplysninger. Medietjenesteudby‐

deres oprettelse af mekanismer til beskyttelse af børn fører

uundgåeligt til behandling af mindreåriges personoplysnin‐

ger. Det fremgår videre af præambelbetragtningen, at da så‐

danne mekanismer har til formål at beskytte børn, bør min‐

dreåriges personoplysninger, der behandles inden for ram‐

merne af tekniske foranstaltninger til beskyttelse af børn, ik‐

ke anvendes til kommercielle formål.

Det foreslås i

stk. 2, 1. pkt.,

at kulturministeren fastsætter

regler om, at udbydere af videodelingsplatforme omfattet af

§ 51 a, stk. 1, skal træffe passende foranstaltninger for at be‐

skytte mindreårige mod skadeligt indhold.

Desuden foreslås i

stk. 2, 2. pkt.,

at kulturministeren i den

forbindelse fastsætter regler om, at mindreåriges persono‐

plysninger, som indsamles eller genereres af udbydere af vi‐

deodelingsplatforme, ikke må behandles med henblik på

kommercielle formål.

Herudover foreslås i

stk. 3,

at kulturministeren fastsætter

regler om, at udbydere af videodelingsplatforme skal træffe

passende foranstaltninger for at beskytte offentligheden mod

indhold, der tilskynder til vold eller had af nogen af de grun‐

de, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter om grund‐

læggende rettigheder, eller indhold, hvis udbredelse udgør

en strafbar handling i forbindelse med offentlige opfordrin‐

ger til at begå terrorhandlinger som omhandlet i § 114, stk.

1, i straffeloven, lovovertrædelser i forbindelse med børne‐

pornografi som omhandlet i § 235, stk. 1, i straffeloven og

lovovertrædelser i forbindelse med racisme og fremmedhad

som omhandlet i § 266 b i straffeloven.

Artikel 21 i EU’s charter fastsætter, at enhver forskelsbe‐

handling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social op‐

rindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske

eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindre‐

tal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel oriente‐

ring eller ethvert andet forhold er forbudt. Desuden fastsæt‐

ter artikel 21, at inden for traktaternes anvendelsesområde

og med forbehold af deres særlige bestemmelser er enhver

forskelsbehandling på grund af nationalitet forbudt.

I § 114, stk. 1, i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 976

af 17. september 2019, fastsættes, at for terrorisme straffes

med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at

skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at

tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder el‐

ler en international organisation til at foretage eller undlade

at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge

et lands eller en international organisations grundlæggende

politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfunds‐

mæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlin‐

ger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammen‐

hæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en internatio‐

nal organisation alvorlig skade: 1) Manddrab efter § 237; 2)

grov vold efter § 245 eller § 246; 3) frihedsberøvelse efter §

261; 4) forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1,

retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærd‐

selsmidler m.v. efter § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter

§ 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der

kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige

økonomiske tab; 5) kapring af transportmidler efter § 183 a;

6) overtrædelser af lovgivningen om våben og eksplosiv‐

stoffer under særligt skærpende omstændigheder efter § 192

a; 7) brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af

skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernba‐

ne- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2,

sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186,

stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til alminde‐

lig udbredelse m.v. efter § 187, stk. 1; og 8) besiddelse eller

anvendelse m.v. af radioaktive stoffer efter § 192 b.

Straffelovens § 235, stk. 1, fastsætter at den, som udbreder

pornografiske fotografier eller film, andre pornografiske vi‐

suelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år,

straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt

skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som

særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde,

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov

vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der

er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret

karakter.

Ifølge straffelovens § 266 b straffes den, der offentligt el‐

ler med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter

udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af

personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin

race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller

seksuelle orientering, med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt

skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af pro‐

pagandavirksomhed.

Det er hensigten at benytte de foreslåede bemyndigelser i

stk. 2, 1. pkt., og stk. 3 til at fastsætte regler, der implemen‐

terer direktivets komplette liste over de foranstaltninger ved‐

rørende skadeligt eller ulovligt indhold, som udbydere af vi‐

deodelingsplatforme skal træffe alt efter hvad der er rele‐

vant, jf. direktivets artikel 28b, stk. 3, og som vedrører:

a) Inddragelse og anvendelse som en del af videodelings‐

platformstjenesternes generelle vilkår for brug af tjenesten

af de krav vedr. skadeligt eller ulovligt indhold, der om‐

handles i artikel 28 b, stk. 1.

b) Etablering og opretholdelse af gennemsigtige og bru‐

gervenlige mekanismer, som brugere af en videodelingsplat‐

form kan bruge til over for udbyderen af platformen at ind‐

berette skadeligt eller ulovligt indhold, der udbydes på plat‐

formen.

c) Etablering og opretholdelse af systemer, hvorigennem

udbydere af videodelingsplatforme over for deres brugere

redegør for, hvordan der er fulgt op på den ovennævnte ind‐

beretning.

d) Etablering og opretholdelse af systemer til alderskon‐

trol af brugere af videodelingsplatforme fsva. indhold, som

kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske ud‐

vikling.

e) Etablering og opretholdelse af systemer, der er lette at

bruge og gør det muligt for brugere af videodelingsplatfor‐

me at bedømme skadeligt eller ulovligt indhold.

f) Sikring af forældrekontrolsystemer, der styres af slut‐

brugeren, for så vidt angår indhold, som kan skade mindreå‐

riges fysiske, psykiske eller moralske udvikling.

g) Etablering og opretholdelse af gennemsigtige procedu‐

rer, der er lette at følge og effektive, til at behandle og afgø‐

re klager fra brugere til udbyderen af videodelingsplatforme

i forbindelse med gennemførelsen af de ovenfor i punkt b)-

f) omhandlede foranstaltninger.

h) 1) Sikring af effektive foranstaltninger og værktøjer til

fremme af mediekendskab og 2) iværksættelse af oplys‐

ningskampagner rettet mod brugerne om disse foranstaltnin‐

ger og værktøjer.

Det er i den forbindelse desuden hensigten at fastsætte

regler om, at det mest skadelige indhold for mindreårige

skal være underlagt de strengeste adgangskontrolforanstalt‐

ninger.

Herudover er det hensigten at fastsætte regler om, at Ra‐

dio- og tv-nævnet ved registrering af en udbyder af en vi‐

deodelingsplatformstjeneste skal påse, at udbyderen har

truffet de ovennævnte foranstaltninger vedr. skadeligt eller

ulovligt indhold alt efter hvad der er relevant. Dette skal ske

under hensyntagen til, at der ifølge artikel 28b, stk. 3, bl.a.

skal være tale om passende foranstaltninger, som skal være

gennemførlige og forholdsmæssige og tage hensyn til video‐

delingsplatformstjenestens størrelse og den udbudte tjene‐

stes art. Nævnet vil herefter konkret kunne tage stilling til,

hvilke foranstaltninger, der er passende for den enkelte ud‐

byder inden for direktivets rammer, herunder om udbyderen

skal træffe alle de i direktivet opregnede foranstaltninger.

Det er desuden hensigten at benytte bemyndigelsen i stk.

2, 2. pkt., til at fastsætte regler om, at mindreåriges persono‐

plysninger, som indsamles eller på anden måde genereres i

henhold til de ovenfor under punkt d) og f) nævnte systemer

til alderskontrol og forældrekontrolsystemer ikke må be‐

handles med henblik på kommercielle formål såsom direkte

markedsføring, profilering og adfærdsbaseret reklame.

Ifølge artikel 28b, stk. 2, i direktivet om audiovisuelle me‐

dietjenester skal udbydere af videodelingsplatforme opfylde

kravene i direktivets artikel 9, stk. 1, med hensyn til audio‐

visuel kommerciel kommunikation (reklamer, sponsorering

og produktplacering), der markedsføres, sælges eller tilrette‐

lægges af disse udbydere af videodelingsplatforme.

Ifølge direktivets artikel 9, stk. 1, skal audiovisuel kom‐

merciel kommunikation klart kunne identificeres som sådan

og opfylde et sæt minimumskvalitetskrav. De nævnte mini‐

mumskvalitetskrav vedrører bl.a. forbud mod, at den audio‐

visuelle kommercielle kommunikation skader respekten for

den menneskelige værdighed, fremmer forskelsbehandlinger

og tilskynder til skadelig adfærd for bl.a. sundhed og miljø‐

beskyttelse, og krav vedrørende beskyttelse af mindreårige

og forbud mod audiovisuel kommerciel kommunikation for

særlige produkter.

Herudover fastsætter direktivets artikel 28b, stk. 2, at ud‐

bydere af videodelingsplatforme skal træffe passende foran‐

staltninger for at opfylde de krav, der er fastsat i artikel 9,

stk. 1, for så vidt angår audiovisuel kommerciel kommuni‐

kation, som ikke markedsføres, sælges eller tilrettelægges af

disse udbydere af videodelingsplatforme, under hensyntagen

til den begrænsede kontrol, der udøves af disse videode‐

lingsplatforme over sådan audiovisuel kommerciel kommu‐

nikation. Udbyderne skal desuden informere brugerne, hvis

programmer og brugergenererede videoer indeholder audio‐

visuel kommerciel kommunikation, såfremt der er givet op‐

lysning om sådan kommunikation via en funktion, der giver

brugere, som uploader brugergenerede videoer, mulighed

for at angive, om sådanne videoer indeholder audiovisuel

kommerciel kommunikation, eller hvis udbyderen har kend‐

skab hertil.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Det foreslås i

stk. 4,

at kulturministeren fastsætter regler

om identifikation og indhold af reklamer, sponsorering og

produktplacering på videodelingsplatformstjenester.

For så vidt angår audiovisuel kommerciel kommunikation

(reklamer, sponsorering og produktplacering), som mar‐

kedsføres, sælges eller tilrettelægges af udbydere af video‐

delingsplatforme, er det hensigten at benytte den foreslåede

bemyndigelse til at fastsætte regler om, at udbyderne skal

opfylde kravene i direktivets artikel 9, stk. 1, om klar identi‐

fikation af audiovisuel kommerciel kommunikation og op‐

fyldelse af et sæt minimumskvalitetskrav.

I forhold til audiovisuel kommerciel kommunikation, som

ikke markedsføres, sælges eller tilrettelægges af udbyderne

– og som disse således alene har begrænset kontrol over – er

det hensigten at benytte den foreslåede bemyndigelse til at

fastsætte regler om, at udbyderne som en del af deres gene‐

relle vilkår for brug af tjenesten skal inddrage kravene i di‐

rektivets artikel 9, stk. 1. Desuden er det hensigten at fast‐

sætte regler om, at udbyderne skal anvende en funktion, der

giver brugere, som uploader brugergenerede videoer, mulig‐

hed for at angive, om sådanne videoer, så vidt de ved eller

med rimelighed kan forventes at vide, indeholder audiovisu‐

el kommerciel kommunikation. Herudover er det hensigten

at fastsætte, at såfremt der er givet oplysning om audiovisuel

kommerciel kommunikation i medfør af den nævnte funk‐

tion eller hvis udbyderen har kendskab til audiovisuel kom‐

merciel kommunikation, skal udbyderne tydeligt informere

brugerne, hvis programmer og brugergenerede videoer inde‐

holder sådan kommunikation.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i

forhold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 3.1.3.

§ 51 c

Radio- og tv-nævnet kan efter de gældende regler bl.a.

træffe afgørelse om midlertidig eller endelig inddragelse af

en tilladelse eller indstilling af programvirksomhed for

fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester, hvis

tilladelseshaveren, det registrerede foretagende eller medie‐

tjenesteudbyderen overtræder loven eller bestemmelser fast‐

sat efter loven, såfremt en overtrædelse er grov, eller over‐

trædelser er ofte gentagne, jf. radio- og fjernsynslovens §

50.

Ved førstegangsovertrædelser giver Radio- og tv-nævnet –

dog beroende på en konkret vurdering af overtrædelsens ka‐

rakter – som udgangspunkt alene en påtale, jf. radio- og

fjernsynslovens § 42, nr. 3. Inddragelsessanktionerne har

imidlertid gentagelsesvirkning, idet Radio- og tv-nævnets

praksis er at sanktionere overtrædelser med stigende alvor‐

lighed/strenghed. Hvis stationen fortsætter sin overtrædelse,

kan der blive tale om midlertidig inddragelse og herefter en‐

delig inddragelse/indstilling af programvirksomheden.

Eventuelt vil nævnet først foretage en midlertidig inddragel‐

se af kortere varighed og herefter i en længere periode. Også

varigheden af den midlertidige inddragelse/indstilling beror

på en konkret vurdering.

Det foreslås i

§ 51 c, stk. 1,

at Radio- og tv-nævnet kan

træffe afgørelse om midlertidig eller endelig indstilling af

virksomheden på en tjeneste omfattet af § 51 a, stk. 1, hvis

udbyderen af videodelingsplatformstjenesten groft eller gen‐

tagne gange overtræder loven eller bestemmelser fastsat i

medfør af loven. Herved gives Radio- og tv-nævnet tilsva‐

rende adgang til at træffe afgørelse om midlertidig eller en‐

delig indstilling af virksomheden på en videodelingsplatfor‐

mstjeneste, hvis udbyderen af tjenesten groft eller gentagne

gange overtræder loven eller bestemmelser fastsat i medfør

af loven. Med bestemmelser fastsat i medfør af loven tænkes

på bestemmelser om videodelingsplatformstjenester, der

fastsættes med udgangspunkt i de ovennævnte foreslåede

bemyndigelsesbestemmelser i § 51 a og 51 b. Det drejer sig

bl.a. om bestemmelser, der pålægger udbydere af videode‐

lingsplatforme at træffe foranstaltninger for at beskytte min‐

dreårige og offentligheden mod skadeligt og ulovligt ind‐

hold. Disse foranstaltninger vedrører tilrettelæggelsen af

indholdet og ikke selve indholdets art. Som ovenfor omtalt i

forbindelse med den foreslåede bestemmelse i § 51 b er det i

ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 48 bl.a. anført,

at i betragtning af den rolle, som udbyderne spiller med hen‐

syn til det indhold, der leveres via videodelingsplatformstje‐

nester, bør de passende foranstaltninger for at beskytte min‐

dreårige og offentligheden vedrøre tilrettelæggelsen af ind‐

holdet og ikke selve indholdets art.

En afgørelse fra Radio- og tv-nævnet kan efter gældende

ret indbringes for domstolene af den, som har en retlig inte‐

resse i afgørelsen. Indbringelsen sker ved, at der i en civil

retssag udtages stævning mod nævnet.

For så vidt angår Radio- og tv-nævnets afgørelser om ind‐

dragelse af en programtilladelse eller indstilling af program‐

virksomhed, der vedrører indholdet af programmer, er der

etableret en særlig adgang til domstolsprøvelse i radio- og

fjernsynslovens § 50 a. Lovens § 50 a, stk. 1, bestemmer, at

sådanne afgørelser kan af den, afgørelsen vedrører, forlan‐

ges indbragt for domstolene, hvis afgørelsen vedrører regler,

der er fastsat i medfør af lovens § 48, 2. eller 3. pkt. Det

gælder således afgørelser om, hvorvidt reglerne om beskyt‐

telse af mindreårige er overtrådt, om programmerne må an‐

ses for at tilskynde til had på grund af race, køn, religion,

nationalitet eller seksuel observans, eller om programmerne

må anses for at fremme terrorisme.

Denne særlige adgang til domstolsprøvelse består i, at den

pågældende blot skal begære sagen indbragt for retten og så‐

ledes ikke er nødt til selv at udtage stævning i sagen. Ifølge

lovens § 50 a, stk. 2, skal begæring herom fremsættes til Ra‐

dio- og tv-nævnet, inden 4 uger efter at afgørelsen er med‐

delt den pågældende. Overholdes fristen, vil Radio- og tv-

nævnet herefter anlægge sag mod den pågældende i den bor‐

gerlige retsplejes former. Overholdes fristen ikke, vil den

pågældende selv kunne anlægge sag mod Radio- og tv-næv‐

net på sædvanlig vis ved i en civil retssag at udtage stæv‐

ning mod nævnet. Ifølge lovens § 50 a, stk. 3, kan retten ved

kendelse bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning.

Såfremt Radio- og tv-nævnets afgørelse opretholdes ved

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

dom, kan der heri bestemmes, at anke ikke har opsættende

virkning.

Den etablerede adgang til domstolsprøvelse skal ses i lyset

af den indgribende karakter, en afgørelse om ikke at kunne

udøve programvirksomhed, der er begrundet i indholdet af

programmerne, kan have. De samme hensyn ses ikke at fo‐

religge i situationer, hvor sådanne afgørelser er begrundet i

andre forhold, f.eks. at et tidligere meddelt påbud ikke er

overholdt, eller at kravene til reklamers placering i program‐

fladen er overtrådt.

Lovforslaget vil indebære, at Radio- og tv-nævnet ved af‐

gørelse om indstilling af virksomheden vil have mulighed

for at gribe ind over for en udbyder af en videodelingsplat‐

formstjeneste, der groft eller gentagne gange har overtrådt

bestemmelser, der er fastsat med udgangspunkt i de oven‐

nævnte foreslåede bemyndigelsesbestemmelser i § 51 a og

51 b. Det drejer sig om bestemmelser om registrering af ud‐

bydere, etablering af foranstaltninger for at beskytte min‐

dreårige og offentligheden mod skadeligt og ulovligt ind‐

hold og bestemmelser om identifikation og indhold af rekla‐

mer mv.

Uagtet at en afgørelse om indstilling således ikke vil være

begrundet i selve indholdet på en videodelingsplatformstje‐

neste finder Kulturministeriet, at der henset til den indgri‐

bende karakter, en afgørelse om ikke at kunne udøve virk‐

somhed kan have, bør etableres en tilsvarende særlig adgang

til domstolsprøvelse af sådanne afgørelser, hvis afgørelsen

er begrundet i foranstaltninger vedrørende indholdet af pro‐

grammer og brugergenerede videoer.

Det foreslås derfor i § 51 c, stk. 2 og 3, at der også for af‐

gørelser om indstilling af virksomheden på videodelings‐

platformstjenester, gives adgang til at indbringe en afgørelse

for domstolene, hvis afgørelsen vedrører regler om foran‐

staltninger til beskyttelse af mindreårige og offentligheden

mod skadeligt og ulovligt indhold som fastsat i medfør af

lovforslagets § 51 b, stk. 2, 1. pkt., eller stk. 3.

I den forbindelse foreslås i

stk. 2,

at en afgørelse truffet ef‐

ter stk. 1 kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt

for domstolene, hvis afgørelsen vedrører regler som fastsat i

medfør af § 51 b, stk. 2, 1. pkt., eller stk. 3. Begæring herom

skal fremsættes til Radio- og tv-nævnet, inden 4 uger efter at

afgørelsen er meddelt den pågældende. Afgørelsen skal in‐

deholde oplysninger om adgangen til at kræve domstolspr‐

øvelse og om fristen herfor. Radio- og tv-nævnet anlægger

sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

stk. 3

foreslås, at retten ved sagsanlæg omfattet af stk. 2

ved kendelse kan bestemme, at sagsanlæg har opsættende

virkning. Såfremt Radio- og tv-nævnets afgørelse oprethol‐

des ved dom, kan der heri bestemmes, at anke ikke har op‐

sættende virkning.

Til nr. 16

Ifølge radio- og fjernsynslovens § 85 a, stk. 1, er produkt‐

placering i programmer i fjernsyn og on demand-audiovisu‐

elle medietjenester ikke tilladt. Ved produktplacering forstås

visning eller omtale af en vare, en tjenesteydelse eller et va‐

remærke som led i et program mod betaling eller anden

modydelse, jf. lovens § 85 a, stk. 2.

Lovens § 85 a, stk. 4, indeholder samtidig en bemyndigel‐

sesbestemmelse, hvorefter kulturministeren kan fastsætte

nærmere regler om produktplacering, herunder om fravigel‐

se af forbuddet mod produktplacering i § 85 a, stk. 1. Be‐

myndigelsen er udnyttet til, at der i bekendtgørelse nr. 801

af 21. juni 2013 om reklamer og sponsorering m.v. af pro‐

grammer i radio, fjernsyn og on demand-audiovisuelle me‐

dietjenester samt indgåelse af partnerskaber (reklamebe‐

kendtgørelsen) er fastsat nærmere regler om produktplace‐

ring. Der er herefter bl.a. i bekendtgørelsen fastsat forbud

mod visning af danske programmer i fjernsyn og on de‐

mand-audiovisuelle medietjenester, som indeholder pro‐

duktplacering. Under nærmere angivne vilkår er der adgang

til at vise indkøbte udenlandske programmer med produkt‐

placering inden for genrerne kort- og dokumentarfilm, spil‐

lefilm, tv-serier, sportsprogrammer og underholdningspro‐

grammer (med undtagelse af programmer henvendt til børn).

Direktivet om audiovisuelle medietjenester har hidtil i di‐

rektivets artikel 11 fastsat et forbud mod produktplacering i

fjernsynsudsendelser og on demand-audiovisuelle medietje‐

nester med undtagelse af visse programtyper, som under

nærmere angivne vilkår kan indeholde produktplacering.

Med ændringsdirektivet er hovedreglen i artikel 11 blevet, at

produktplacering under nærmere angivne vilkår tillades

bortset fra nyheds- og aktualitetsprogrammer, forbrugerpro‐

grammer, religiøse programmer og børneprogrammer.

Det foreslås at præcisere radio- og fjernsynslovens § 85 a,

stk. 1, således at det af loven i overensstemmelse med den

gældende retstilstand fremgår, at det generelle forbud mod

produktplacering omhandler forbud mod visning af pro‐

grammer i fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjene‐

ster, som indeholder produktplacering. Det er fortsat hensig‐

ten, at der i reklamebekendtgørelsen med udgangspunkt i di‐

rektivets vilkår gives adgang til at vise indkøbte udenland‐

ske programmer med produktplacering inden for de oven‐

nævnte genrer. Der er således ikke med den foreslåede æn‐

dring tilsigtet ændringer i retstilstanden.

Uagtet forbuddet mod visning af danske programmer i

fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester, som

indeholder produktplacering, giver reklamebekendtgørelsen

under nærmere angivne vilkår DR og TV 2/DANMARK

A/S adgang til at vise spillefilm og kort- og dokumentarfilm,

som DR og TV 2/DANMARK A/S er forpligtet til økono‐

misk at engagere sig i, og som indeholder produktplacering.

Det er fortsat hensigten, at denne adgang opretholdes.

Til nr. 17

I radio- og fjernsynslovens § 87, stk. 1, 1. pkt., om opta‐

gelse og opbevaring af programmer henvises bl.a. til regi‐

strerede foretagender.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Ifølge radio- og fjernsynslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., skal

udbydere af lineært tv (fjernsynsudsendelser), som hører

under dansk myndighed, lade sig registrere hos Radio- og

tv-nævnet.

Da § 87, stk. 1, alene omhandler lineært tv, og da der i lo‐

vens § 47, stk. 1, 2. pkt., også indføres pligt for udbydere af

on demand-audiovisuel programvirksomhed til at lade sig

registrere, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, skal der konsekvens‐

rettes i § 87, stk. 1, 1. pkt., så der henvises til registrerede

foretagender i henhold til § 47, stk. 1, 1. pkt.

Til nr. 18

Radio- og fjernsynsloven indeholder ikke bestemmelser

om forsyning af fjernsyn og on demand-audiovisuelle me‐

dietjenester med overlays til kommercielle formål.

Ved det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester

indføres med artikel 7b, stk. 1, i direktivet en forpligtelse for

medlemsstaterne til at træffe passende og forholdsmæssige

foranstaltninger for at sikre, at audiovisuelle medietjenester

leveret af medietjenesteudbydere ikke uden disse udbyderes

udtrykkelige samtykke forsynes med overlays til kommerci‐

elle formål eller ændres. Samtidig fastsættes i direktivets ar‐

tikel 7b, stk. 2, at medlemsstaterne præciserer undtagelser

navnlig vedrørende beskyttelse af brugernes legitime inte‐

resser, og samtidig tager hensyn til de legitime interesser

hos de medietjenesteudbydere, som oprindeligt leverede de

audiovisuelle medietjenester.

I ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 26 er det

om baggrunden for bestemmelsen i artikel 7b anført, at for

at beskytte medietjenesteudbydernes redaktionelle ansvar og

den audiovisuelle værdikæde er det af afgørende betydning

at kunne sikre integriteten af de programmer og tjenester,

der leveres af medietjenesteudbyderne. Programmer og

audiovisuelle medietjenester bør ikke leveres i afkortet

form, ændret eller med afbrydelser eller med overlays til

kommercielle formål, hvis ikke medietjenesteudbyderne har

givet deres udtrykkelige samtykke. Det fremgår videre af

præambelbetragtningen, at medlemsstaterne bør sikre, at

overlays, som modtageren af tjenesten udelukkende har ta‐

get initiativ til eller tilladt til privat brug, såsom overlays

som følge af tjenester for individuel kommunikation, ikke

kræver samtykke fra medietjenesteudbyderen. Kontrolele‐

menter af enhver brugergrænseflade, der er nødvendige for

driften af udstyret eller for programnavigering, såsom volu‐

menbjælker, søgefunktioner, navigationsmenuer eller kanal‐

oversigter, bør ikke være omfattet. Legitime overlays som

f.eks. advarselsmeddelelser, oplysninger i offentlighedens

interesse, undertekster eller kommerciel kommunikation,

der leveres af medietjenesteudbyderen, bør heller ikke være

omfattet. Med forbehold af artikel 3, stk. 3, i Europa-Parla‐

mentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 bør datakom‐

pressionsteknikker, der mindsker størrelsen af en datafil, og

andre teknikker, der kan tilpasse en tjeneste til distributions‐

midlet, såsom opløsning og kodning, uden nogen ændring af

indholdet, heller ikke være omfattet.

Endelig fremgår det af præambelbetragtningen, at der kun

bør pålægges foranstaltninger til at beskytte integriteten af

programmer og audiovisuelle medietjenester, hvor det er

nødvendigt for at opfylde mål af almen interesse, som er ty‐

deligt fastlagt af medlemsstaterne i overensstemmelse med

EU-retten. Sådanne foranstaltninger bør pålægge virksom‐

heder forholdsmæssige forpligtelser, der tilgodeser legitime

almene hensyn.

Kulturministeriet bemærker, at der af hensyn til tilfælde,

hvor der ikke er indgået aftale mellem udbyderen af en au‐

diovisuel medietjeneste og udbyderen af en tredjemandsplat‐

form om vilkår for distribution og tilgængeliggørelse på

platformen, bør indføres en bestemmelse i radio- og fjern‐

synsloven, der i overensstemmelse med direktivets artikel

7b, har til formål at beskytte programmers og audiovisuelle

medietjenesters integritet. Det foreslås derfor i den foreslåe‐

de nye bestemmelse i

§ 89, stk. 1,

i radio- og fjernsynslo‐

vens kapitel 12 om forskellige bestemmelser, at program‐

virksomhed ved udsendelse af billedprogrammer ikke må

forsynes med overliggende indslag til kommercielle formål

eller ændres uden samtykke fra de foretagender, der udøver

programvirksomheden. Desuden foreslås i

stk. 2,

at kultur‐

ministeren fastsætter bestemmelser om fravigelse af kravet

om samtykke i stk. 1. Det er hensigten at benytte bemyndi‐

gelsen til i overensstemmelse med direktivets artikel 7b, stk.

2, i bekendtgørelsesform at fastsætte de undtagelser fra krav

om samtykke, der er omtalt i direktivets præambelbetragt‐

ning nr. 26.

Kulturministeriet bemærker, at forslaget ikke påvirker den

ophavsretlige lovgivning.

Kulturministeriet finder ikke, at der er grundlag for at

knytte nogen sanktion til den foreslåede bestemmelse i § 89,

da det er parternes ansvar at blive enige om vilkårene for di‐

stribution og tilgængeliggørelse. Eventuelle tvister mellem

parterne må i givet fald løses civilretligt.

Til nr. 19

Det foreslås, at udbydere af videodelingsplatformstjene‐

ster, der undlader at lade sig registrere hos Radio- og tv-

nævnet i overensstemmelse med § 51 a, stk. 1, i lovforsla‐

gets § 1, nr. 15, straffes med bøde.

Til nr. 20

Det foreslås, at udbydere af videodelingsplatformstjene‐

ster, der tilsidesætter en afgørelse om indstilling af virksom‐

heden efter § 51 c, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 15, straffes

med bøde. Herudover er der tale om en redaktionel konse‐

kvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 7, 9 og 10.

Til § 2

Filmloven

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Til nr. 1

Der indsættes en fodnote til lov om film, der angiver, at

loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Eu‐

ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14.

november 2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU om

samordning af visse love og administrative bestemmelser i

medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester

(direktiv om audiovisuelle medietjenester) i betragtning af

de ændrede markedsforhold, EU-Tidende 2018, nr. L 303,

side 69.

Til nr. 2

Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester

er der i direktivets artikel 6a, stk. 3, indført krav om etable‐

ring af et system for fjernsyn og on demand-audiovisuelle

medietjenester, der beskriver de mulige skadevirkninger af

indhold med henblik på beskyttelse af mindreårige. Med‐

lemsstaterne skal således sikre, at medietjenesteudbydere

fremlægger tilstrækkelige oplysninger over for seerne om

indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller

moralske udvikling, idet udbyderne til dette formål skal bru‐

ge et system, der beskriver de mulige skadevirkninger af

indholdet af den enkelte tjeneste.

Med henblik på implementering af direktivets krav fore‐

slår Kulturministeriet, at der etableres et system for alders‐

mærkning, hvor udbydere af fjernsyn og on demand-audio‐

visuelle medietjenester med udgangspunkt i vejledningsma‐

teriale, der er udarbejdet af Medierådet for Børn og Unge, er

ansvarlige for aldersvurdering af programmer og film, der

ikke er vurderet af Medierådet. Systemet for aldersmærk‐

ning er omtalt i de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.3.

Af filmlovens § 19, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at kulturmini‐

steren nedsætter Medierådet for Børn og Unge, som skal

vejlede forældre m.fl. om egnetheden af film m.v. for børn

og unge.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 19, stk. 1, 1. pkt., æn‐

dres således at det fastsættes, at Medierådet også har til op‐

gave at vejlede udbydere af audiovisuelle medietjenester

(udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietje‐

nester) om egnetheden af programmer for børn og unge, jf.

lovforslagets § 2, nr. 4.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i

forhold til bestemmelsen henvises til de almindelige be‐

mærkninger i afsnit 3.3.3.

Det følger af filmaftale 2019-2023 af 1. november 2018

indgået mellem den daværende regering (Venstre, Liberal

Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemo‐

kratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radi‐

kale Venstre og Socialistisk Folkeparti, at der til Medierådet

for Børn og Unges arbejde med mediekundskab anvendes 2

mio. kr. årligt.

På denne baggrund foreslås, at bestemmelsen i filmlovens

§ 19, stk. 1, suppleres med, at Medierådet også kan oplyse

og rådgive om børn og unges digitale dannelse, herunder om

børn og unges digitale tryghed, trivsel og rettigheder.

Til nr. 4

Det fremgår af filmlovens § 19, stk. 1, at kulturministeren

nedsætter Medierådet for Børn og Unge, som skal vejlede

forældre m.fl. om egnetheden af film m.v. for børn og unge.

Medierådet skal derudover rådgive og bistå ministeren og

kan på eget initiativ behandle ethvert spørgsmål om films

egnethed for børn og unge. Desuden fremgår det af filmlo‐

vens § 19, stk. 2, at kulturministeren fastsætter nærmere reg‐

ler om Medierådet, herunder om rådets sammensætning.

Filmlovens §§ 20 og 21 fastsætter regler om aldersvurde‐

ring og mærkning af film, idet nærmere regler er fastsat i be‐

kendtgørelse nr. 30 af 16. januar 1998 om Medierådet for

Børn og Unge. Enhver film, der vises offentligt, sælges, ud‐

lejes eller udlånes skal aldersvurderes af Medierådet for

Børn og Unge. Reglerne er endvidere gældende for udsen‐

delse af videogrammer (dvd, blu-ray mv.).

Med udgangspunkt i filmlovens § 20, stk. 4, er der i be‐

kendtgørelse om Medierådet for Børn og Unge fastsat regler

om opkrævning af gebyr til dækning af udgifter forbundet

med Medierådets vurdering af film, herunder gebyrernes

størrelse.

Det foreslås i

§19, stk. 3, 1. pkt.,

at kulturministeren fast‐

sætter nærmere regler om Medierådets vejledning af udby‐

dere af audiovisuelle medietjenester m.fl. om egnetheden af

programmer for børn og unge, jf. stk. 1, 1. pkt., herunder

regler om adgang for Medierådet til at træffe afgørelse om

vurderinger af egnetheden af programmer.

Det er hensigten, at bemyndigelsen skal benyttes til at

fastsætte nærmere regler om Medierådets vejledning af ud‐

bydere af audiovisuelle medietjenester m.fl. om egnetheden

af programmer for børn og unge i det foreslåede system for

aldersmærkning af programindhold på fjernsyn og on de‐

mand-audiovisuelle medietjenester, der er omtalt i de almin‐

delige bemærkninger i afsnit 3.3.3. og i bemærkningerne til

lovforslagets § 2, nr. 2. Det er i den forbindelse hensigten at

fastsætte regler om, at udbydernes m.fl. aldersvurdering skal

ske med udgangspunkt i vejledningsmateriale, der er udar‐

bejdet af Medierådet, og at Medierådet yder generel rådgiv‐

ning om aldersvurdering af programmer.

Det er desuden hensigten at benytte bemyndigelsen til at

fastsætte regler om, at Medierådet af egen drift kan efterprø‐

ve aldersvurderinger, der er foretaget af audiovisuelle me‐

Til nr. 3

Det fremgår af filmlovens § 19, stk. 1, at kulturministeren

nedsætter Medierådet for Børn og Unge, som skal vejlede

forældre m.fl. om egnetheden af film m.v. for børn og unge.

Medierådet skal derudover rådgive og bistå ministeren og

kan på eget initiativ behandle ethvert spørgsmål om films

egnethed for børn og unge.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

dietjenester m.fl. Medierådet vil således eksempelvis i for‐

bindelse med henvendelser fra borgere og andre kunne be‐

slutte at efterprøve aldersvurderinger. Det er ikke hensigten

at indføre adgang til at klage over aldersvurderinger til Me‐

dierådet.

Det foreslås i

2. pkt.,

at kulturministeren kan fastsætte reg‐

ler om, at Medierådet kan afgive vejledende udtalelser om

egnetheden af programmer.

Bemyndigelsesbestemmelsen forventes at blive anvendt til

at fastsætte regler om, at Medierådet kan afgive vejledende

udtalelser om egnetheden af konkrete programmer for børn

og unge i tilfælde, hvor udbydere af fjernsyn, on demand-

audiovisuelle medietjenester og rettighedshavere måtte an‐

mode Medierådet herom.

Forslaget fraviger ikke den almindelige vejledningsfor‐

pligtelse, myndigheder har efter forvaltningsloven, de al‐

mindelige retsgrundsætninger og principperne om god for‐

valtningsskik. Der kan som udgangspunkt ikke opstå risiko

for myndighedsinhabilitet, da Medierådet ikke i de konkrete

sager, hvor rådet yder vejledning, senere skal behandle og

afgøre sagen. Medierådet behandler alene sager, hvor Me‐

dierådet af egen drift efterprøver aldersvurderinger, der er

foretaget af audiovisuelle medietjenester m.fl.

Desuden foreslås i

3. pkt.,

at kulturministeren endvidere

kan fastsætte regler om betaling til hel eller delvis dækning

af udgifter forbundet med Medierådets udtalelser efter 2.

pkt. Denne bestemmelse svarer til bestemmelsen i filmlo‐

vens § 20, stk. 4, omtalt ovenfor, hvorefter kulturministeren

fastsætter regler om opkrævning af gebyr til hel eller delvis

dækning af udgifter forbundet med Medierådets vurdering

af film.

Det er hensigten at benytte bemyndigelsen i 3. pkt. til at

fastsætte regler om betaling til hel eller delvis dækning af

udgifter forbundet med Medierådets vejledende udtalelser

efter 2. pkt.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i

forhold til bestemmelsen henvises til de almindelige be‐

mærkninger i afsnit 3.3.3.

Til nr. 5

Det fremgår af filmlovens § 21, stk. 2, at kulturministeren

efter drøftelse med Medierådet fastsætter nærmere regler om

mærkning m.v. og herunder kan bestemme, at visse film

skal mærkes m.v. uden rådets vurdering, og at visse film kan

undtages fra mærkning m.v.

Der er i bekendtgørelse nr. 30 af 16. januar 1998 om Me‐

dierådet for Børn og Unge fastsat nærmere regler om alders‐

vurdering og mærkning af film. Enhver film, der vises of‐

fentligt, sælges, udlejes eller udlånes skal aldersvurderes af

Medierådet. Reglerne er endvidere gældende for udsendelse

af videogrammer (dvd, blu-ray m.v.).

Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen i filmlovens

§ 21, stk. 2, udvides til, at kulturministeren endvidere fast‐

sætter regler om, at videogrammer skal mærkes efter regler

om medietjenesteudbyderes m.fl. mærkning af programmer,

jf. lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., jf. lovforsla‐

gets § 2, nr. 2.

Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til at fastsætte

regler om, at i tilfælde, hvor videogrammer ikke er blevet al‐

dersvurderet af Medierådet, aldersvurderes videogrammer af

branchen med udgangspunkt i det vejledningsmateriale

m.v., som Medierådet har udarbejdet til brug for medietjene‐

steudbyderes m.fl. mærkning af programmer.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i

forhold til bestemmelsen henvises til de almindelige be‐

mærkninger i afsnit 3.3.3.

Til § 3

Det foreslås i

stk. 1,

at loven træder i kraft den 1. juli

2020. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Fristen

for implementering i dansk ret af direktivet om ændring af

direktivet om audiovisuelle medietjenester er den 19. sep‐

tember 2020.

Det fremgår af

stk. 2,

at der foreslås indført en bestemmel‐

se, hvorefter foretagender, der på tidspunktet for lovens

ikrafttræden udøver on demand-audiovisuel programvirk‐

somhed, og som hører under dansk myndighed, jf. § 47, stk.

1, 2. pkt., i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed som affat‐

tet ved denne lovs § 1, nr. 10, og som ikke allerede er regi‐

strerede hos Radio- og tv-nævnet, skal lade sig registrere

hos nævnet senest den 1. september 2020. Herved gives der

udbydere, der udøver on demand-audiovisuel programvirk‐

somhed, og som efter lovens ikrafttræden er underlagt et

krav om registrering hos Radio- og tv-nævnet, en frist på 2

mdr. til at lade sig registrere hos nævnet.

Det fremgår af

stk. 3,

at der foreslås indført en bestemmel‐

se, hvorefter udbydere af videodelingsplatformstjenester,

der på tidspunktet for lovens ikrafttræden udøver virksom‐

hed, og som hører under dansk myndighed, jf. § 51 a i lov

om radio- og fjernsynsvirksomhed som affattet ved denne

lovs § 1, nr. 15, og som ikke allerede er registrerede hos Ra‐

dio- og tv-nævnet, skal lade sig registrere hos nævnet senest

den 1. september 2020. Herved gives der udbydere af video‐

delingsplatformstjenester, som efter lovens ikrafttræden er

underlagt et krav om registrering hos Radio- og tv-nævnet,

en frist på 2 mdr. til at lade sig registrere hos nævnet.

Det fremgår af

stk. 4,

at der foreslås indført en bestemmel‐

se, hvorefter regler om mærkning af egnetheden af program‐

mer for børn og unge i bestemmelser fastsat efter § 48, 2.

pkt., i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, som affattet

ved denne lovs § 1, nr. 12, alene finder anvendelse på pro‐

grammer, hvorom der er indgået eller forlænget aftale om

produktion heraf efter den 1. september 2020 eller indkøb af

sådanne programmer efter den 1. september 2020. Herved

finder regler om mærkning af egnetheden af programmer for

børn og unge, som i medfør af loven fastsættes for udbydere

af fjernsynsudsendelser og on demand-audiovisuel program‐

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

virksomhed, først anvendelse på programmer, der er indkøbt

eller hvorom der er indgået eller forlænget aftale om pro‐

duktion heraf efter den 1. september

2020.

Det foreslås i

stk. 5,

at de regler, der er fastsat efter § 48,

3. pkt., i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbe‐

kendtgørelse nr. 248 af 16. marts 2019, forbliver i kraft ind‐

til de ophæves eller afløses af bestemmelser fastsat efter §

48, 3. pkt., i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, som af‐

fattet ved denne lovs § 1, nr. 13. Med udgangspunkt i be‐

myndigelsesbestemmelsen i § 48, 3. pkt., er der i dag fastsat

regler i bekendtgørelse nr. 1288 af 18. november 2015 om

vedtægt for DR, bekendtgørelse nr. 1613 af 18. december

2018 om vedtægt for de regionale TV 2-virksomheder, be‐

kendtgørelse nr. 103 af 28. januar 2010 om TV 2/

DANMARK A/S’ programvirksomhed, bekendtgørelse nr.

79 af 28. januar 2019 om ikkekommercielt tv i MUX 1 og

bekendtgørelse nr. 697 af 8. juni 2016 om programvirksom‐

hed på grundlag af registrering samt on-demand audiovisuel

programvirksomhed.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørel‐

se nr. 248 af 16. marts 2019, som ændret ved lov nr. 1548 af

18. december 2018, foretages følgende ændringer:

Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed

Lovens

titel

affattes således:

"Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v.”

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10.

marts 2010 om samordning af visse love og administrative

bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle

medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester),

EU-Tidende 2010 nr. L 95, side 1, og Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsy‐

ningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroni‐

ske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningsdirektivet),

EU-Tidende 2002, nr. L 108, side 51, som ændret ved Euro‐

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. no‐

vember 2009, EU-Tidende, 2009, nr. L 337, side 11.

Fodnoten

til lovens titel affattes således:

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10.

marts 2010 om samordning af visse love og administrative

bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle

medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester),

EU-Tidende 2010 nr. L 95, side 1, og Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsy‐

ningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroni‐

ske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningsdirektivet),

EU-Tidende 2002, nr. L 108, side 51, som ændret ved Euro‐

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. no‐

vember 2009, EU-Tidende, 2009, nr. L 337, side 11.

§ 2, stk. 1, nr. 4,

affattes således:

”4) udbud af on demand-audiovisuelle medietjenester, hvor

hovedformålet med en tjeneste eller en del af den, der kan

adskilles fra tjenesteudbyderens hovedaktivitet, er at udbyde

informerende, underholdende eller oplysende billedpro‐

grammer til almenheden via elektroniske kommunikations‐

net som defineret i lov om elektroniske kommunikationsnet

og -tjenester. ”

§ 2

indsættes som

stk. 6:

”Stk. 6.

Ved et billedprogram forstås et sæt levende billeder

med eller uden lyd, der udgør en individuel del, uanset dets

længde, inden for en programflade eller et katalog udarbej‐

det af en medietjenesteudbyder, herunder film af spillefilms‐

længde, videoklip, sportsbegivenheder, dokumentarpro‐

grammer, børneprogrammer og tv-drama. ”

Efter § 9 indsættes i

kapitel 2:

”Modtagefrihed af audiovisuelle medietjenester

§ 2.

1)-3) ---

4) udbud af on demand-audiovisuelle medietjenester, hvis

hovedformål er at udbyde informerende, underholdende el‐

ler oplysende billedprogrammer med eller uden lyd til al‐

menheden via elektroniske kommunikationsnet som define‐

ret i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

§ 2.

---

Stk. 2-5.

---

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

§ 9 a.

En udbyder af en audiovisuel medietjeneste, der hører

under et andet lands myndighed inden for Den Europæiske

Union/Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og

som leverer en audiovisuel medietjeneste, er undtaget fra

overholdelse af danske regler inden for det område, der sa‐

mordnes ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om

samordning af visse love og administrative bestemmelser i

medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester,

selv om tjenesten retter sig mod Danmark, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Uanset stk. 1 kan Radio- og tv-nævnet træffe foran‐

staltninger, der midlertidigt begrænser adgangen til at levere

en audiovisuel medietjeneste, over for en medietjenesteud‐

byder, der hører under et andet lands myndighed inden for

Den Europæiske Union/Det Europæiske Økonomiske Sam‐

arbejdsområde, i tilfælde af en åbenlys, væsentlig og alvor‐

lig overtrædelse af direktivets regler om forbud mod tilskyn‐

delse til had eller vold eller offentlig opfordring til at begå

en terrorhandling, eller beskyttelse af mindreårige, eller ved

fare for folkesundheden eller den offentlige sikkerhed.

Stk. 3.

Kulturministeren fastsætter nærmere regler for, hvor‐

når de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 2, kan træffes. ”

§ 39. ---

Stk. 2-3.

---

Stk. 4.

Radio- og tv-foretagender og øvrige medietjenesteud‐

bydere, der er omfattet af Radio- og tv-nævnets virksomhed,

er forpligtet til at meddele nævnet de oplysninger, udlevere

de dokumenter m.v. og afgive de skriftlige udtalelser, som

forlanges af nævnet. Nævnet kan fastsætte en frist for afgi‐

velsen af sådanne oplysninger m.v.

§ 42.

1) ---

2) At registrere foretagender, som udøver programvirksom‐

hed ved hjælp af satellit, fællesantenneanlæg, jordbaserede

digitale radio- og tv-sendemuligheder, kortbølgesendemulig‐

heder eller øvrige elektroniske kommunikationsnet, og at fø‐

re tilsyn med programvirksomheden, jf. § 47.

3)-4) ---

5) At træffe afgørelse om indstilling af registreret program‐

virksomhed, jf. § 50, stk. 2.

§ 42 a.

Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med programvirk‐

somhed omfattet af § 2, nr. 4.

Stk. 2.

Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse om indstil‐

ling af den programvirksomhed, som er nævnt i stk. 1, jf. §

50, stk. 3.

§ 42 a

affattes således:

”§ 42 a.

Radio- og tv-nævnet har følgende opgaver vedrø‐

rende videodelingsplatformstjenester:

§ 39, stk. 4, 1. pkt.,

ændres ”Radio- og tv-foretagender

og øvrige medietjenesteudbydere,” til: ”Radio- og tv-fore‐

tagender, øvrige medietjenesteudbydere og udbydere af vi‐

deodelingsplatformstjenester,”.

§ 42, nr. 2,

affattes således:

”2) At registrere foretagender, som udøver programvirksom‐

hed ved hjælp af satellit, fællesantenneanlæg, jordbaserede

digitale radio- og tv-sendemuligheder, kortbølgesendemulig‐

heder eller øvrige elektroniske kommunikationsnet, samt

medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-audiovisuel

programvirksomhed omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4, og at føre

tilsyn med programvirksomheden, jf. § 47. ”

§ 42, nr. 5,

indsættes efter ”stk. 2”: ”og 3”.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

1) At registrere udbydere af videodelingsplatformstjenester

og at føre tilsyn med virksomheden, jf. § 51 a.

2) At påtale overtrædelser af loven og bestemmelser fastsat

efter loven

3) At træffe afgørelse om foranstaltninger vedrørende be‐

skyttelse af mindreårige og offentligheden mod indhold, der

tilskynder til vold eller had eller til at begå terrorhandlinger,

eller mod indhold med børnepornografi, racisme eller frem‐

medhad, jf. § 51 b, stk. 2 og 3.

4) At træffe afgørelse om foranstaltninger og bestemmelser

vedrørende identifikation og indhold af reklamer, sponsore‐

ring og produktplacering på videodelingsplatformstjenester,

jf. § 51 b, stk. 4.

At træffe afgørelse om indstilling af virksomheden, jf. § 51

c, stk. 1. ”

§ 47.

Foretagender, der udøver programvirksomhed ved

hjælp af satellit, fællesantenneanlæg, kortbølgesendemulig‐

heder eller øvrige elektroniske kommunikationsnet, og som

hører under dansk myndighed, skal lade sig registrere hos

Radio- og tv-nævnet. Medietjenesteudbydere, der udbyder

on demand-audiovisuel programvirksomhed omfattet af § 2,

stk. 1, nr. 4, kan udøve programvirksomhed uden registre‐

ring.

Stk. 2-4.

---

Stk. 5.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om re‐

gistrering i henhold til stk. 1, 1. pkt., og stk. 2.

Stk. 6.

---

§ 48.

Kulturministeren kan fastsætte regler om programvirk‐

somheden, herunder regler om indhold i programvirksomhe‐

den, regler om fremme af programmer af europæisk oprin‐

delse og regler om, hvordan programvirksomheden stilles til

rådighed. Der kan i forbindelse med fastsættelse af regler

om programvirksomhed fastsættes regler om beskyttelse af

mindreårige. Der kan endvidere fastsættes regler om, at pro‐

grammerne ikke på nogen måde må tilskynde til had på

grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel obser‐

vans, ligesom der kan fastsættes regler om, at programmerne

ikke på nogen måde må fremme terrorisme.

12.

§ 48, 2. pkt.,

indsættes efter ”regler om beskyttelse af

mindreårige”: ”, herunder om mærkning af programmers eg‐

nethed for mindreårige og om mindreåriges personoplysnin‐

ger”.

13.

§ 48, 3. pkt.,

affattes således:

”Der fastsættes endvidere regler om, at programmerne ikke

på nogen måde må tilskynde til vold eller had af nogen af de

grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter om

grundlæggende rettigheder, ligesom der kan fastsættes regler

om, at programmerne ikke på nogen måde må fremme terro‐

risme. ”

14.

§ 48

indsættes som

stk. 2:

”Stk. 2.

Kulturministeren kan fastsætte bestemmelser om, at

programvirksomheden ved hjælp af forholdsmæssige foran‐

11.

§ 47, stk. 5,

ændres ”stk. 1, 1. pkt., og stk.” til: ”stk. 1

og”.

10.

§ 47, stk. 1, 2. pkt.,

affattes således:

”Medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-audiovisu‐

el programvirksomhed omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4, og som

hører under dansk myndighed, skal tillige lade sig registrere

hos Radio- og tv-nævnet. ”

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

staltninger løbende og gradvis gøres mere tilgængelig for

personer med handicap. Kulturministeren fastsætter endvi‐

dere bestemmelser om adgang til at klage over, hvorvidt de

foranstaltninger, der er omfattet af 1. pkt., er etableret. ”

15.

Efter kapitel 8 indsættes:

”Kapitel 8 a

Videodelingsplatformstjenester

§ 51 a.

Udbydere af videodelingsplatformstjenester, som hø‐

rer under dansk myndighed, skal lade sig registrere hos Ra‐

dio- og tv-nævnet.

Stk. 2.

Ved en videodelingsplatformstjeneste forstås en tje‐

neste, hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af den,

der kan adskilles herfra, eller en væsentlig funktion i tjene‐

sten består i at udbyde billedprogrammer, jf. § 2, stk. 6, bru‐

gergenerede videoer eller begge dele til offentligheden, som

udbyderen af videodelingsplatformen ikke har noget redakti‐

onelt ansvar for, med henblik på at informere, underholde

eller oplyse via elektroniske kommunikationsnet som defi‐

neret i lov om elektroniske kommunikationsnet og –tjenester

og hvis tilrettelæggelse fastlægges af udbyderen af videode‐

lingsplatformen, herunder ved brug af automatiske metoder

og algoritmer og navnlig gennem visning, tagging og se‐

kvensering.

Stk. 3.

Ved en udbyder af en videodelingsplatformstjeneste

forstås en fysisk eller juridisk person, der udbyder en video‐

delingsplatformstjeneste.

Stk. 4.

Ved en brugergenereret video forstås et sæt levende

billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel del, uan‐

set dens længde, som skabes af en bruger og uploades på en

videodelingsplatform af denne bruger eller af enhver anden

bruger.

Stk. 5.

Kulturministeren fastsætter nærmere regler om regi‐

strering i henhold til stk. 1 og regler for, hvornår udbydere

af videodelingsplatformstjenester hører under dansk myn‐

dighed, med henblik på gennemførelse af Europa-Parlamen‐

tets og Rådets direktiv om samordning af visse love og ad‐

ministrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af

audiovisuelle medietjenester. Kulturministeren fastsætter

endvidere regler for, hvornår udbud af billedprogrammer,

brugergenerede videoer eller begge dele udgør en væsentlig

funktion i en videodelingsplatformstjeneste i henhold til stk.

§ 51 b.

For udbydere af videodelingsplatformstjenester, der

er omfattet af § 51 a, stk. 1, gælder §§ 3-4, § 6 og §§ 14-16 i

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

lov om tjenester i informationssamfundet, herunder visse

aspekter af elektronisk handel.

Stk. 2.

Kulturministeren fastsætter regler om, at udbydere af

videodelingsplatforme omfattet af § 51 a, stk. 1, skal træffe

passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige mod

skadeligt indhold. I den forbindelse fastsætter kulturministe‐

ren regler om, at mindreåriges personoplysninger, som ind‐

samles eller genereres af udbydere af videodelingsplatforme,

ikke må behandles med henblik på kommercielle formål.

Stk. 3.

Kulturministeren fastsætter regler om, at udbydere af

videodelingsplatforme skal træffe passende foranstaltninger

for at beskytte offentligheden mod indhold, der tilskynder til

vold eller had af nogen af de grunde, der er omhandlet i arti‐

kel 21 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, eller

indhold, hvis udbredelse udgør en strafbar handling i forbin‐

delse med offentlige opfordringer til at begå terrorhandlin‐

ger som omhandlet i § 114, stk. 1, i straffeloven, lovovertræ‐

delser i forbindelse med børnepornografi som omhandlet i §

235, stk. 1, i straffeloven og lovovertrædelser i forbindelse

med racisme og fremmedhad som omhandlet i § 266 b i

straffeloven.

Stk. 4.

Kulturministeren fastsætter regler om identifikation

og indhold af reklamer, sponsorering og produktplacering på

videodelingsplatformstjenester.

§ 51 c.

Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse om midler‐

tidig eller endelig indstilling af virksomheden på en tjeneste

omfattet af § 51 a, stk. 1, hvis udbyderen af videodelings‐

platformstjenesten groft eller gentagne gange overtræder lo‐

ven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven.

Stk. 2.

En afgørelse truffet efter stk. 1 kan af den, afgørelsen

vedrører, forlanges indbragt for domstolene, hvis afgørelsen

vedrører regler som fastsat i medfør af § 51 b, stk. 2, 1. pkt.,

eller stk. 3. Begæring herom skal fremsættes til Radio- og

tv-nævnet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den

pågældende. Afgørelsen skal indeholde oplysninger om ad‐

gangen til at kræve domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Radio- og tv-nævnet anlægger sag mod den pågældende i

den borgerlige retsplejes former.

Stk. 3.

Retten kan ved sagsanlæg omfattet af stk. 2 ved ken‐

delse bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning. Så‐

fremt Radio- og tv-nævnets afgørelse opretholdes ved dom,

kan der heri bestemmes, at anke ikke har opsættende virk‐

ning. ”

§ 85 a.

Produktplacering i programmer i fjernsyn og on de‐

mand-audiovisuelle medietjenester er ikke tilladt.

Stk. 2-4.

---

16.

§ 85 a, stk. 1,

affattes således:

”Visning af programmer i fjernsyn og on demand-audiovisu‐

elle medietjenester, som indeholder produktplacering, er ik‐

ke tilladt. ”

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

§ 87.

DR, de regionale TV 2-virksomheder, indehavere af

tilladelse til programvirksomhed og registrerede foretagen‐

der skal optage og i 6 måneder opbevare alle programmer i

overensstemmelse med regler, der kan fastsættes af kultur‐

ministeren. I forbindelse med behandlingen af en sag vedrø‐

rende programvirksomheden, herunder vedrørende udsendte

reklamer, kan det pålægges foretagender at aflevere optagel‐

ser af programmerne. Hvis behandlingen af en sag gør det

nødvendigt, kan det pålægges foretagendet at opbevare pro‐

grammerne i mere end 6 måneder.

Stk. 2.

---

17.

§ 87, stk. 1, 1. pkt.

indsættes efter ”registrerede foretag‐

ender”: ”i henhold til § 47, stk. 1, 1. pkt.”.

18.

Efter § 88 indsættes:

”§ 89.

Programvirksomhed ved udsendelse af billedpro‐

grammer må ikke forsynes med overliggende indslag til

kommercielle formål eller ændres uden samtykke fra de

foretagender, der udøver programvirksomheden.

Stk. 2.

Kulturministeren fastsætter bestemmelser om fravi‐

gelse af kravet om samtykke i stk. 1. ”

§ 93.

1)-5) ---

6) undlader at lade sig registrere i overensstemmelse med §

47, stk. 1 og 2,

7) tilsidesætter en afgørelse om indstilling af programvirk‐

somheden efter § 42, nr. 5, § 42 a, stk. 2, eller § 50, stk. 2

eller 3,

8)-13) ---

Stk.2-3.

---

§2

I lov nr. 186 af 12. marts 1997 om film, som ændret senest

ved lov nr. 1627 af 26. december 2013, foretages følgende

ændringer:

Som

fodnote

til lovens titel indsættes:

”1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808

af 14. november 2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU

om samordning af visse love og administrative bestemmel‐

ser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietje‐

nester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) i betragt‐

ning af de ændrede markedsforhold, EU-Tidende 2018, nr. L

303, side 69. ”

19.

§ 93, stk. 1, nr. 6,

indsættes efter ”§ 47, stk. 1 og 2,”:

”eller § 51 a, stk. 1,”.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

§ 19.

Kulturministeren nedsætter Medierådet for Børn og

Unge, som skal vejlede forældre m.fl. om egnetheden af film

m.v. for børn og unge. Medierådet skal derudover rådgive

og bistå ministeren og kan på eget initiativ behandle ethvert

spørgsmål om films egnethed for børn og unge.

Stk. 2.

---

§ 19, stk. 1, 1. pkt.,

affattes således:

”Kulturministeren nedsætter Medierådet for Børn og Unge,

som skal vejlede forældre m.fl. og udbydere af audiovisuelle

medietjenester, jf. lov om radio- og fjernsynsvirksomhed

m.v., om egnetheden for børn og unge af film, programmer

mv.”

§ 19, stk. 1,

indsættes som

3. pkt.:

”Medierådet kan desuden oplyse og rådgive om børn og un‐

ges digitale dannelse, herunder om børn og unges digitale

tryghed, trivsel og rettigheder. ”

§ 19

indsættes som

stk. 3:

”Stk.

Kulturministeren fastsætter nærmere regler om Me‐

dierådets vejledning af udbydere af audiovisuelle medietje‐

nester m.fl. om egnetheden af programmer for børn og unge,

jf. stk. 1, 1. pkt., herunder regler om adgang for Medierådet

til at træffe afgørelse om vurderinger af egnetheden af pro‐

grammer. I den forbindelse kan kulturministeren fastsætte

regler om, at Medierådet kan afgive vejledende udtalelser

om egnetheden af programmer. Kulturministeren kan endvi‐

dere fastsætte regler om betaling til hel eller delvis dækning

af udgifter forbundet med Medierådets udtalelser efter 2.

pkt.”

§ 21. ---

Stk. 2.

Kulturministeren fastsætter efter drøftelse med Me‐

dierådet nærmere regler om mærkning m.v. og kan herunder

bestemme, at visse film skal mærkes m.v. uden rådets vurde‐

ring, og at visse film kan undtages fra mærkning m.v.

§ 21, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

”Kulturministeren fastsætter endvidere regler om, at video‐

grammer skal mærkes efter regler om medietjenesteudbyde‐

res m.fl. mærkning af programmer, jf. lov om radio- og

fjernsynsvirksomhed m.v.”

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Bilag 2

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2018/1808

af 14. november 2018

om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i

medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjene‐

ster) i betragtning af de ændrede markedsforhold

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1, og ar‐

tikel 62,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1)

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget

(2)

efter den almindelige lovgivningsprocedure

(3)

, og

ud fra følgende betragtninger:

1) Den seneste væsentlige ændring af Rådets direktiv 89/552/EØF

(4)

, som efterfølgende blev kodificeret

ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU

(5)

, blev foretaget i 2007 med vedtagelsen af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/65/EF

(6)

. Siden da har markedet for audiovisuelle me‐

dietjenester udviklet sig markant og hurtigt som følge af den stadig større konvergens mellem TV-

tjenester og internettjenester. Den teknologiske udvikling har åbnet mulighed for nye former for tje‐

nester og brugeroplevelser. Seervanerne har ændret sig væsentligt, navnlig blandt de yngre generatio‐

ner. TV�½et er stadig et vigtigt udstyr til at samles om fælles audiovisuelle oplevelser, men mange see‐

re er gået over til at se audiovisuelt indhold på andre bærbare enheder. Traditionelt TV-indhold tegner

sig stadig for en stor andel af den gennemsnitlige daglige seertid.

Nye former for indhold såsom videoklip og brugergenereret indhold har imidlertid vundet større indpas,

og nye aktører, herunder udbydere af video on demand-tjenester og videodelingsplatforme, har nu fået

solidt fodfæste. Denne mediekonvergens kræver en opdateret retlig ramme for at afspejle udviklingen på

markedet og opnå en balance mellem adgang til onlineindholdstjenester, forbrugerbeskyttelse og konkur‐

rencedygtighed.

2) Den 6. maj 2015 vedtog Kommissionen en meddelelse med titlen »En strategi for et digitalt indre

marked i EU«, hvori den bebudede en revision af direktiv 2010/13/EU.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

3) Direktiv 2010/13/EU bør fortsat kun gælde for tjenester, hvis hovedformål er at sende programmer,

der skal informere, underholde eller oplyse. Hovedformålskravet bør også betragtes som opfyldt, hvis

tjenesten har et audiovisuelt indhold og en audiovisuel form, som kan adskilles fra tjenesteudbyde‐

rens hovedaktivitet, såsom selvstændige dele af internetaviser med audiovisuelle programmer eller

brugergenererede videoer, hvis disse dele kan anses for at kunne adskilles fra hovedaktiviteten. En

tjeneste bør anses for blot at være et supplement, der er uadskilleligt fra hovedaktiviteten, i kraft af

forbindelserne mellem det audiovisuelle udbud og hovedaktiviteten såsom levering af nyheder i

skriftlig form. Som sådan kan kanaler og andre audiovisuelle tjenester under en tjenesteudbyders re‐

daktionelle ansvar i sig selv udgøre audiovisuelle medietjenester, selv om de udbydes på en videode‐

lingsplatform, som er kendetegnet ved ikke at have noget redaktionelt ansvar. I sådanne tilfælde vil

det påhvile de tjenesteudbydere, der har det redaktionelle ansvar, at overholde direktiv 2010/13/EU.

4) Videodelingsplatformstjenester udbyder audiovisuelt indhold, som offentligheden og navnlig unge i

stigende grad tilgår. Dette gælder også for sociale medietjenester, der er blevet et vigtigt medium til

at udveksle informationer og til at underholde og oplyse, herunder ved at give adgang til programmer

og brugergenererede videoer. Disse sociale medietjenester skal medtages i anvendelsesområdet for

direktiv 2010/13/EU, fordi de konkurrerer om de samme målgrupper og indtægter som de audiovisu‐

elle medietjenester. Endvidere har de også en betydelig indflydelse, fordi de gør det lettere for bruger‐

ne at forme og øve indflydelse på andre brugeres holdninger. For at beskytte mindreårige mod skade‐

ligt indhold og alle borgere mod tilskyndelse til had, vold og terrorisme bør disse tjenester derfor om‐

fattes af direktiv 2010/13/EU, i det omfang de er omfattet af definitionen af en videodelingsplatfor‐

mstjeneste.

5) Formålet med direktiv 2010/13/EU er ikke at regulere sociale medietjenester som sådan, men en so‐

cial medietjeneste bør være omfattet, hvis levering af programmer og brugergenererede videoer udgør

en væsentlig funktion i den pågældende tjeneste. Levering af programmer og brugergenererede video‐

er kan anses for at udgøre en væsentlig funktion i den sociale medietjeneste, hvis det audiovisuelle

indhold ikke blot er et supplement til eller udgør en mindre del af den sociale medietjenestes aktivite‐

ter. For at sikre klarhed, effektivitet og sammenhæng i gennemførelsen bør Kommissionen om nød‐

vendigt udstede retningslinjer efter konsultation af kontaktudvalget om den praktiske anvendelse af

kriteriet om væsentlig funktion med hensyn til definitionen af en »videodelingsplatformstjeneste«.

Disse retningslinjer bør udformes under passende hensyn til de målsætninger i offentlighedens inte‐

resse, der skal opfyldes ved de foranstaltninger, der skal træffes af udbydere af videodelingsplatfor‐

me, og retten til ytringsfrihed.

6) Når en del, der kan adskilles fra tjenesten, udgør en videodelingsplatformstjeneste som omhandlet i

direktiv 2010/13/EU, bør kun denne del være omfattet af nævnte direktiv, og kun for så vidt angår

programmer og brugergenererede videoer. Videoklip, der er indlejret i det redaktionelle indhold af

elektroniske udgaver af aviser og blade, og animerede billeder såsom GIF�½er, bør ikke være omfattet

af direktiv 2010/13/EU. Definitionen af en videodelingsplatformstjeneste bør ikke omfatte ikkeøko‐

nomiske aktiviteter som f.eks. udbud af audiovisuelt indhold på private websteder og ikkekommerci‐

elle interessegrupper.

7) For at sikre effektiv gennemførelse af direktiv 2010/13/EU er det afgørende, at medlemsstaterne fast‐

lægger og opretholder opdaterede fortegnelser over medietjenesteudbyderne og udbyderne af video‐

delingsplatforme under deres jurisdiktion, og at de regelmæssigt udveksler disse fortegnelser med de‐

res kompetente uafhængige tilsynsmyndigheder eller -organer og Kommissionen. Disse fortegnelser

bør omfatte oplysninger om de kriterier, som jurisdiktionen er baseret på.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

8) Fastlæggelse af jurisdiktion kræver en vurdering af de faktiske omstændigheder på baggrund af de

kriterier, der er fastlagt i direktiv 2010/13/EU. Vurderingen af disse faktiske omstændigheder kan fø‐

re til modstridende resultater. Ved brug af de i nævnte direktiv omhandlede samarbejdsprocedurer er

det vigtigt, at Kommissionen kan basere sine resultater på pålidelige fakta. Gruppen af Europæiske

Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester (ERGA) bør derfor bemyndiges til at fremsæt‐

te udtalelser om jurisdiktion efter anmodning fra Kommissionen. Hvis Kommissionen under anven‐

delse af disse samarbejdsprocedurer beslutter at rådføre sig med ERGA, bør den informere kontakt‐

udvalget, herunder om underretninger modtaget fra medlemsstaterne i henhold til disse samarbejds‐

procedurer og om ERGA�½s udtalelse.

9) Procedurerne og betingelserne for at indskrænke friheden til at udbyde og modtage audiovisuelle me‐

dietjenester bør være de samme for lineære og ikkelineære tjenester.

10) I overensstemmelse med retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol (»EU-Domstolen«) er det

kun muligt at begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser, som er sikret i henhold til traktaten,

begrænses, hvis der foreligger tvingende hensyn i offentlighedens interesse, f.eks. opnåelse af et højt

forbrugerbeskyttelsesniveau, forudsat at sådanne begrænsninger er begrundede, står i rimeligt for‐

hold til målet og er nødvendige. Derfor bør en medlemsstat kunne træffe visse foranstaltninger for at

sikre overholdelse af de af dens forbrugerbeskyttelsesregler, der ikke henhører under de områder,

der samordnes ved direktiv 2010/13/EU. Foranstaltninger, der træffes af en medlemsstat for at hånd‐

hæve dens nationale forbrugerbeskyttelsesordning, herunder i forbindelse med reklamer for spil, skal

være begrundede, stå i rimeligt forhold til det mål, der tilstræbes, og være nødvendige som krævet i

EU-Domstolens retspraksis. Under alle omstændigheder må en modtagermedlemsstat ikke træffe no‐

gen foranstaltninger, der vil være til hinder for retransmission på dens område af fjernsynsudsendel‐

ser fra en anden medlemsstat.

11) Når en medlemsstat meddeler Kommissionen, at en medietjenesteudbyder har etableret sig i den

medlemsstat, der har jurisdiktion, for at omgå de strengere bestemmelser på de områder, der samord‐

nes ved direktiv 2010/13/EU, og som ville være gældende for den pågældende udbyder, hvis den var

etableret i den meddelelsesmedlemsstaten, bør medlemsstaten fremlægge troværdige og behørigt do‐

kumenterede beviser herfor. Sådanne beviser bør indeholde en række detaljerede, bestyrkende oplys‐

ninger, som gør det muligt med rimelig sikkerhed at påvise en sådan omgåelse.

12) I sin meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om »Bedre regulering for bedre resultater — En

EU-dagsorden« understregede Kommissionen, at den ved overvejelse af politiske løsninger vil se på

såvel forskriftsmæssige som ikkeforskriftsmæssige midler, der bygger på den fælles adfærdskodeks

og principperne for bedre selv- og samregulering. En række adfærdskodekser, der er fastsat på de

områder, der samordnes ved direktiv 2010/13/EU, har vist sig at være veludformede og i tråd med

principperne for bedre selv- og samregulering. Tilstedeværelsen af en lovgivningsmæssig sikker‐

hedsmekanisme blev betragtet som en vigtig succesfaktor for at fremme overholdelsen af en kodeks

for selv- eller samregulering. Det er ligeledes vigtigt, at der i sådanne kodekser opstilles konkrete

mål og målsætninger, som muliggør regelmæssig, gennemsigtig og uafhængig overvågning og eva‐

luering af opnåelsen af målene for adfærdskodekserne. Adfærdskodekserne bør også indeholde be‐

stemmelser om effektiv håndhævelse. Disse principper bør efterleves i de kodekser for selv- og sam‐

regulering, som vedtages inden for de områder, der samordnes af direktiv 2010/13/EU.

13) Erfaringer har vist, at både selvregulerende og samregulerende instrumenter, der gennemføres i

overensstemmelse med medlemsstaternes forskellige retstraditioner, kan spille en vigtig rolle for re‐

aliseringen af en høj grad af forbrugerbeskyttelse. De foranstaltninger, der træffes for at nå målsæt‐

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

ninger i offentlighedens interesse inden for sektoren for nye audiovisuelle medietjenester, er mere

effektive, hvis de bliver truffet med aktiv støtte fra tjenesteudbyderne selv.

14) Selvregulering er en slags frivilligt initiativ, som gør det muligt for de økonomiske operatører, ar‐

bejdsmarkedets parter, NGO�½er og foreninger selv at vedtage fælles retningslinjer, der gælder for

dem. De er ansvarlige for udarbejdelse, overvågning og håndhævelse af overholdelsen af disse ret‐

ningslinjer. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med deres forskellige retstraditioner anerkende

den rolle, som effektiv selvregulering kan spille som supplement til de eksisterende lovgivningsme‐

kanisme og de eksisterende retlige og administrative mekanismer, samt dens positive bidrag til op‐

fyldelsen af målene i direktiv 2010/13/EU. Selvregulering kan være en supplerende metode til gen‐

nemførelse af visse af bestemmelserne i direktiv 2010/13/EU, men bør dog ikke erstatte den nationa‐

le lovgivers forpligtelser. Samregulering sikrer i sin minimale form et juridisk bånd mellem selvre‐

gulering og den nationale lovgiver i overensstemmelse med medlemsstaternes retstraditioner. Ved

samregulering deles den regulerende rolle mellem de berørte parter og de offentlige myndigheder

eller de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer. Den rolle, som de relevante offentlige myndig‐

heder spiller, omfatter anerkendelse af samreguleringsordningen, revision af procedurerne for ord‐

ningen og finansiering af ordningen. Samregulering bør gøre det muligt, at der kan foretages statslig

indgriben, såfremt målene herfor ikke opfyldes. Med forbehold af medlemsstaternes formelle for‐

pligtelser med hensyn til gennemførelse tilskynder direktiv 2010/13/EU til anvendelse af selvregule‐

ring og samregulering. Dette bør hverken forpligte medlemsstaterne til at indføre ordninger for selv-

eller samregulering eller begge former for regulering eller afbryde eller true eksistensen af nuværen‐

de samreguleringsordninger, der allerede eksisterer i medlemsstaterne, og som fungerer effektivt.

15) Gennemsigtighed i forbindelse med medieejerskab er direkte forbundet med ytringsfrihed, som er en

hjørnesten i demokratiske systemer. Oplysninger om ejerforholdet for medietjenesteudbydere, hvis

et sådant ejerforhold medfører kontrol med eller udøvelse af en betydelig indflydelse på indholdet af

de udbudte tjenester, giver brugerne mulighed for at foretage en informeret vurdering af sådant ind‐

hold. Medlemsstaterne bør være i stand til at afgøre, om og i hvilken udstrækning oplysninger om

ejerforholdet for en medietjenesteudbyder bør være tilgængelige for brugerne, forudsat at kernen i de

grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder respekteres, og at sådanne foranstaltninger er nød‐

vendige og forholdsmæssige.

16) På grund af de audiovisuelle medietjenesters særlige karakter, ikke mindst deres indflydelse på me‐

ningsdannelsen, har brugerne en legitim interesse i at vide, hvem der er ansvarlig for disse tjenesters

indhold. For at styrke ytringsfriheden og i forlængelse heraf fremme mediepluralisme og undgå inte‐

ressekonflikter er det vigtigt, at medlemsstaterne sikrer, at brugerne når som helst har let og direkte

adgang til oplysninger om medietjenesteudbydere. Det er op til den enkelte medlemsstat at træffe

afgørelse, navnlig med hensyn til de oplysninger, der kan gives om ejerforhold og de reelle ejere.

17) For at sikre sammenhæng og retssikkerhed for virksomhederne og medlemsstaternes myndigheder

bør begrebet »tilskyndelse til vold eller had« i fornødent omfang forstås i overensstemmelse med

Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA

(7)

18) I betragtning af udviklingen inden for de midler, som indhold udbredes med via elektroniske kom‐

munikationsnet, er det vigtigt at beskytte offentligheden mod tilskyndelse til terrorisme. Direktiv

2010/13/EU bør derfor sikre, at audiovisuelle medietjenester ikke indeholder offentlige opfordringer

til at begå en terrorhandling. For at sikre sammenhæng og retssikkerhed for virksomhederne og med‐

lemsstaternes myndigheder bør begrebet »offentlig opfordring til at begå en terrorhandling« forstås i

overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541

(8)

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

19) For at sætte seerne, herunder forældre og mindreårige, i stand til at træffe kvalificerede beslutninger

om det viste indhold er det nødvendigt, at medietjenesteudbydere fremlægger tilstrækkelige oplys‐

ninger om indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling. Dette

kan f.eks. ske via et system med beskrivelser af indholdets art, en akustisk advarsel, et visuelt sym‐

bol eller andre midler, der beskriver indholdets art.

20) De passende foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige, der gælder for TV-spredningstjenester,

bør også gælde for on-demand audiovisuelle medietjenester. Dette bør øge beskyttelsesniveauet. Til‐

gangen med minimumsharmonisering giver medlemsstaterne mulighed for at udvikle en højere grad

af beskyttelse for indhold, der kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling.

Det mest skadelige indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling,

men ikke nødvendigvis er en strafbar handling, bør være underlagt de strengeste foranstaltninger,

såsom kryptering og effektiv forældrekontrol, uden at dette berører medlemsstaternes vedtagelse af

strengere foranstaltninger.

21) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679

(9)

anerkender, at børn bør nyde særlig be‐

skyttelse med hensyn til behandling af deres personoplysninger. Medietjenesteudbyderes oprettelse

af mekanismer til beskyttelse af børn fører uundgåeligt til behandling af mindreåriges personoplys‐

ninger. Da sådanne mekanismer har til formål at beskytte børn, bør mindreåriges personoplysninger,

der behandles inden for rammerne af tekniske foranstaltninger til beskyttelse af børn, ikke anvendes

til kommercielle formål.

22) Sikring af adgangen til audiovisuelt indhold er et afgørende krav inden for rammerne af de forplig‐

telser, der er indgået i henhold til FN�½s konvention om rettigheder for personer med handicap. I di‐

rektiv 2010/13/EU bør begrebet »personer med handicap« fortolkes i lyset af arten af de tjeneste‐

ydelser, der er omfattet af nævnte direktiv, som er audiovisuelle medietjenester. Retten for personer

med funktionsnedsættelser og for ældre til at deltage og blive integreret i det sociale og kulturelle liv

i Unionen hænger sammen med udbuddet af tilgængelige audiovisuelle medietjenester. Medlemssta‐

terne bør derfor uden unødig forsinkelse sikre, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion ak‐

tivt forsøger at gøre indhold tilgængeligt for personer med handicap, navnlig syns- eller hørehandi‐

cap. Disse krav om tilgængelighed bør opfyldes gennem en progressiv og kontinuerlig proces, idet

der bør tages højde for praktiske og uundgåelige begrænsninger, der kunne forhindre en fuldstændig

tilgængelighed, såsom programmer eller begivenheder, der sendes direkte. For at måle de fremskridt,

som medietjenesteudbydere har gjort med gradvis at gøre deres tjenester tilgængelige for syns- og

hørehæmmede, bør medlemsstaterne forlange, at medietjenesteudbydere, der er etableret på deres

område, aflægger rapport til dem med regelmæssige mellemrum.

23) Midlerne til at opnå tilgængelighed af audiovisuelle medietjenester i henhold til direktiv 2010/13/EU

bør omfatte, men ikke begrænses til tegnsprog, tekstning for døve og hørehæmmede, talende under‐

tekster og synstolkning. Nævnte direktiv omfatter imidlertid hverken funktioner eller tjenester, der

giver adgang til audiovisuelle medietjenester, eller tilgængelighedsfunktioner i elektroniske pro‐

gramoversigter. Nævnte direktiv berører derfor ikke EU-ret der har til formål at harmonisere tilgæn‐

geligheden af tjenester, der giver adgang til audiovisuelle medietjenester, såsom websteder, online‐

applikationer og elektroniske programoversigter, eller leveringen af oplysninger om tilgængelighed

og i tilgængelige formater.

24) I nogle tilfælde er det måske ikke muligt at levere oplysninger i forbindelse med nødsituationer på

en måde, der er tilgængelig for personer med handicap. Sådanne ekstraordinære tilfælde bør dog ik‐

ke forhindre, at oplysninger i forbindelse med nødsituationer offentliggøres gennem audiovisuelle

medietjenester.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

25) Direktiv 2010/13/EU berører ikke medlemsstaternes mulighed for at pålægge forpligtelser for at sik‐

re indhold af almen interesse en tilpas fremtrædende placering i henhold til fastlagte mål af almen

interesse såsom mediepluralisme, ytringsfrihed og kulturel mangfoldighed. Sådanne forpligtelser bør

kun pålægges, hvor det er nødvendigt for at opfylde mål af almen interesse, som er tydeligt fastlagt

af medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten. Hvis medlemsstaterne beslutter at indføre

regler for en tilpas fremtrædende placering, bør virksomheder kun pålægges forholdsmæssige for‐

pligtelser, der tilgodeser legitime almene hensyn.

26) For at beskytte medietjenesteudbydernes redaktionelle ansvar og den audiovisuelle værdikæde er det

af afgørende betydning at kunne sikre integriteten af de programmer og tjenester, der leveres af me‐

dietjenesteudbyderne. Programmer og audiovisuelle medietjenester bør ikke leveres i afkortet form,

ændret eller med afbrydelser eller med overlays til kommercielle formål, hvis ikke medietjenesteud‐

byderne har givet deres udtrykkelige samtykke. Medlemsstaterne bør sikre, at overlays, som modta‐

geren af tjenesten udelukkende har taget initiativ til eller tilladt til privat brug, såsom overlays som

følge af tjenester for individuel kommunikation, ikke kræver samtykke fra medietjenesteudbyderen.

Kontrolelementer af enhver brugergrænseflade, der er nødvendige for driften af udstyret eller for

programnavigering, såsom volumenbjælker, søgefunktioner, navigationsmenuer eller kanaloversig‐

ter, bør ikke være omfattet. Legitime overlays som f.eks. advarselsmeddelelser, oplysninger i offent‐

lighedens interesse, undertekster eller kommerciel kommunikation, der leveres af medietjenesteud‐

byderen, bør heller ikke være omfattet. Med forbehold af artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2015/2120

(10)

bør datakompressionsteknikker, der mindsker størrelsen af en

datafil, og andre teknikker, der kan tilpasse en tjeneste til distributionsmidlet, såsom opløsning og

kodning, uden nogen ændring af indholdet, heller ikke være omfattet.

Der bør kun pålægges foranstaltninger til at beskytte integriteten af programmer og audiovisuelle medie‐

tjenester, hvor det er nødvendigt for at opfylde mål af almen interesse, som er tydeligt fastlagt af med‐

lemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten. Sådanne foranstaltninger bør pålægge virksomheder for‐

holdsmæssige forpligtelser, der tilgodeser legitime almene hensyn.

27) Med undtagelse af sponsorering og produktplacering bør audiovisuel kommerciel kommunikation

om alkoholholdige drikkevarer i on-demand audiovisuelle medietjenester opfylde kriterierne for TV-

reklamer og teleshopping vedrørende alkoholholdige drikkevarer, der er fastsat i direktiv

2010/13/EU. De mere detaljerede kriterier for TV-reklamer og teleshopping vedrørende alkoholhol‐

dige drikkevarer er begrænset til reklameindslag, som i sagens natur er adskilt fra programmet og

derfor udelukker anden kommerciel kommunikation, der er knyttet til programmet eller udgør en in‐

tegreret del af programmet, f.eks. sponsorering og produktplacering. Disse kriterier bør følgelig ikke

gælde for sponsorering og produktplacering i on-demand audiovisuelle medietjenester.

28) På nationalt og internationalt plan findes der visse almindeligt anerkendte ernæringsmæssige ret‐

ningslinjer, såsom Verdenssundhedsorganisationens regionale kontor for Europas ernæringsprofil‐

model, der danner grundlag for at sondre mellem fødevarer ud fra deres ernæringsmæssige sammen‐

sætning i forbindelse med TV-reklamer for fødevarer, der vises til børn. Medlemsstaterne bør til‐

skyndes til at sikre, at der anvendes selv- og samregulering, herunder gennem adfærdskodekser, for

effektivt at begrænse børns eksponering for audiovisuel kommerciel kommunikation om føde- og

drikkevarer, der har et højt indhold af salt, sukker, fedt, mættet fedt eller transfedtsyrer, eller som i

andre henseender ikke lever op til de nationale eller internationale ernæringsmæssige retningslinjer.

29) Ligeledes bør medlemsstaterne opmuntres til at sikre, at der anvendes adfærdskodekser for selv- og

samregulering for effektivt at begrænse børns og mindreåriges eksponering for audiovisuel kommer‐

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

ciel kommunikation om alkoholholdige drikkevarer. Der findes visse selv- eller samreguleringsord‐

ninger på EU-plan og nationalt plan, hvor der lægges vægt på ansvarlig markedsføring af alkohol‐

holdige drikkevarer, herunder i audiovisuel kommerciel kommunikation. Disse ordninger bør frem‐

mes yderligere, navnlig de ordninger, hvis mål er at sikre, at audiovisuel kommerciel kommunika‐

tion om alkoholholdige drikkevarer ledsages af budskaber om ansvarlig indtagelse.

30) Det er vigtigt, at mindreårige beskyttes effektivt mod eksponering for audiovisuel kommerciel kom‐

munikation vedrørende fremme af spil. I denne sammenhæng findes der adskillige selv- eller samre‐

guleringsordninger på EU-plan og nationalt plan til fremme af ansvarligt spil, herunder i audiovisuel

kommerciel kommunikation.

31) For at fjerne hindringer for fri bevægelighed for grænseoverskridende tjenester inden for Unionen er

det nødvendigt at sikre effektive selv- og samreguleringsordninger, hvor der navnlig fokuseres på at

beskytte forbrugerne eller folkesundheden.

32) Markedet for TV-spredning har udviklet sig, og der er derfor behov for øget fleksibilitet med hensyn

til audiovisuel kommerciel kommunikation, navnlig for kvantitative regler for lineære audiovisuelle

medietjenester og produktplacering. Fremkomsten af nye tjenester, herunder reklamefri tjenester, har

skabt øgede valgmuligheder for seerne, som nemt kan skifte til alternative udbud.

33) Liberaliseringen på området for produktplacering har ikke ført til den forventede vækst inden for

denne form for audiovisuel kommerciel kommunikation. Navnlig har det generelle forbud mod pro‐

duktplacering, dog med enkelte undtagelser, ikke skabt juridisk sikkerhed for medietjenesteudbyder‐

ne. Produktplacering bør således med forbehold af undtagelser være tilladt i alle audiovisuelle me‐

dietjenester og videodelingsplatformstjenester.

34) Produktplacering bør ikke være tilladt i nyheds- og aktualitetsprogrammer, forbrugerprogrammer,

religiøse programmer og børneprogrammer. Navnlig findes der dokumentation for, at produktplace‐

ring og indlejrede reklamer kan påvirke børns adfærd, da børn ofte ikke kan se, at der er tale om

kommercielt indhold. Der er således behov for fortsat at forbyde produktplacering i børneprogram‐

mer. Forbrugerprogrammer er programmer, som giver seerne gode råd, eller som indeholder anmel‐

delser af produkter og tjenester. Hvis produktplacering tillades i sådanne programmer, vil det udvis‐

ke grænsen mellem reklame og redaktionelt indhold for seerne, som måske forventer en reel og ærlig

vurdering af produkter eller tjenester i sådanne programmer.

35) Udbydere af on-demand audiovisuelle medietjenester bør fremme produktion og distribution af

europæiske programmer ved at sikre, at deres kataloger indeholder en minimumsandel af europæiske

programmer, og at disse gives en tilstrækkelig fremtrædende placering. Der bør tilskyndes til mærk‐

ning i metadataene til audiovisuelt indhold, der opfylder kravene for at være et europæisk program,

således at sådanne metadata er tilgængelige for medietjenesteudbydere. Formålet med en fremtræ‐

dende placering er at fremme europæiske programmer ved at lette adgangen hertil. En fremtrædende

placering kan sikres ved hjælp af forskellige midler såsom et særligt afsnit med europæiske pro‐

grammer, der er tilgængeligt fra tjenestehjemmesiden, mulighed for at søge efter europæiske pro‐

grammer i det søgeværktøj, der er til rådighed som en del af denne tjeneste, anvendelse af europæ‐

iske programmer i denne tjenestes kampagner eller fremme af en minimumsprocentdel af europæ‐

iske programmer fra denne tjenestes katalog, f.eks. ved anvendelse af bannere eller lignende værktø‐

jer.

36) For at sikre tilstrækkelige investeringer i europæiske programmer bør medlemsstaterne kunne på‐

lægge medietjenesteudbydere, der er etableret på deres område, finansielle forpligtelser. Disse for‐

pligtelser kan bestå af direkte bidrag til fremstilling af og erhvervelse af rettigheder til europæiske

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

programmer. Medlemsstaterne kan desuden pålægge afgifter, der betales til en fond og beregnes på

basis af indtægterne fra de audiovisuelle medietjenester, der leveres i og målrettes mod deres områ‐

de. I dette direktiv præciseres det i betragtning af den direkte sammenhæng mellem de finansielle

forpligtelser og medlemsstaternes forskellige kulturpolitikker, at en medlemsstat også gerne må på‐

lægge medietjenesteudbydere, der er etableret i en anden medlemsstat, og som målretter deres tjene‐

ster mod den pågældende medlemsstats område, sådanne finansielle forpligtelser. I så fald bør der

pålægges finansielle forpligtelser i forhold til de indtægter, der genereres hos publikum i målmed‐

lemsstaten. Medietjenesteudbydere, der er forpligtet til at bidrage til filmfinansieringsordninger i en

målmedlemsstat, bør, uanset at udbyderen ikke er etableret i den pågældende medlemsstat, på ikke‐

diskriminerende vis kunne drage fordel af den støtte, der er tilgængelig under de respektive filmfi‐

nansieringsordninger for medietjenesteudbydere.

37) TV-spredningsforetagender investerer på nuværende tidspunkt mere i europæiske audiovisuelle pro‐

grammer end udbydere af on demand audiovisuelle medietjenester. Hvis en målmedlemsstat derfor

vælger at pålægge et TV-spredningsforetagende, der hører under en anden medlemsstats jurisdik‐

tion, en finansiel forpligtelse, bør de direkte bidrag til produktion og erhvervelse af rettigheder i for‐

bindelse med europæiske programmer, navnlig samproduktioner, som ydes af det pågældende TV-

spredningsforetagende, tages i betragtning under behørig hensyntagen til proportionalitetsprincippet.

Dette berører ikke medlemsstaternes kompetence til i overensstemmelse med deres kulturpolitik og

på betingelse af forenelighed med statsstøttereglerne at fastlægge størrelsen af de finansielle bidrag,

der skal betales af medietjenesteudbyderne under deres jurisdiktion.

38) Når en medlemsstat i hvert enkelt tilfælde vurderer, om en on-demand audiovisuel medietjeneste,

der er etableret i en anden medlemsstat, målretter sine tjenester mod publikum i dens område, bør

den henholde sig til indikatorer såsom reklame eller anden promovering, der sigter specifikt mod

kunder i dens område, tjenestens hovedsprog, og hvorvidt der er tale om indhold eller kommerciel

kommunikation, som specifikt er rettet mod publikum i modtagermedlemsstaten.

39) Når en medlemsstat pålægger medietjenesteudbydere at yde finansielle bidrag, bør formålet med dis‐

se bidrag være at fremme europæiske programmer på passende vis og samtidig undgå risikoen for, at

medietjenesteudbyderne afkræves bidrag to gange. Hvis den medlemsstat, hvor medietjenesteudby‐

deren er etableret, opkræver et sådant finansielt bidrag, bør den på denne vis tage hensyn til eventu‐

elle finansielle bidrag, der er opkrævet af målmedlemsstater.

40) For at sikre, at forpligtelser til at fremme europæiske programmer ikke underminerer markedsudvik‐

lingen, og for at gøre det muligt for nye aktører at komme ind på markedet bør udbydere, som ikke

har nogen fremtrædende position på markedet, ikke være omfattet af sådanne krav. Dette gælder

navnlig udbydere med en lav omsætning eller et lille publikum. Et lille publikum kan påvises f.eks.

på grundlag af seertid eller salg, afhængigt af tjenestens art, mens der ved påvisning af en lav om‐

sætning bør tages hensyn til de audiovisuelle markeders forskellige størrelse i medlemsstaterne. Det

kan også være uhensigtsmæssigt at indføre sådanne krav i tilfælde, hvor de i betragtning af arten af

eller emnet for de audiovisuelle medietjenester ville være upraktiske eller ubegrundede.

41) Det er vigtigt, at TV-spredningsforetagenderne har mere fleksibilitet og selv kan beslutte, hvornår

reklamerne skal vises, for at maksimere efterspørgslen hos annoncørerne og optimere flowet for se‐

erne. Det er imidlertid også nødvendigt at opretholde et tilstrækkeligt forbrugerbeskyttelsesniveau i

så henseende, fordi en sådan fleksibilitet kan eksponere seerne for en for stor mængde reklamer i

den bedste sendetid (prime time). Der bør derfor gælde særlige grænser for perioden mellem kl. 6.00

og 18.00 og mellem kl. 18.00 og 24.00.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

42) Neutrale rammer adskiller redaktionelt indhold fra TV-reklame- eller teleshoppingindslag samt ad‐

skiller individuelle indslag. De giver seeren mulighed for tydeligt at skelne mellem slutningen på én

type audiovisuelt indhold og starten på et andet. Det er nødvendigt at præcisere, at neutrale rammer

er undtaget fra den kvantitative begrænsning, der er fastsat for TV-reklamer. Dette er med henblik

på at sikre, at den tid, der afsættes til neutrale rammer, ikke får indvirkning på den tid, der afsættes

til reklamer, og at de indtægter, der genereres fra reklamer, ikke påvirkes i negativ retning.

43) Den sendetid, der tildeles TV-spredningsforetagendets annonceringer i forbindelse med egne pro‐

grammer og produkter med direkte tilknytning til disse programmer eller public service-meddelelser

og vederlagsfrie indslag til fordel for velgørenhed, med undtagelse af de omkostninger, der afholdes

i forbindelse med transmission af sådanne indslag, bør ikke medregnes i den maksimale sendetid,

der kan tildeles TV-reklame og teleshopping. Endvidere indgår mange TV-spredningsforetagender i

større TV-koncerner og foretager annonceringer med relation til ikke blot deres egne programmer og

produkter med direkte tilknytning til disse programmer, men også til programmer og audiovisuelle

medietjenester fra andre enheder, der tilhører den samme TV-koncern. Den sendetid, der tildeles så‐

danne annonceringer, bør heller ikke medregnes i den maksimale sendetid, som må afsættes til TV-

reklame og teleshopping.

44) De udbydere af videodelingsplatforme, der er omfattet af direktiv 2010/13/EU, yder informations‐

samfundstjenester som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF

(11)

. Disse

udbydere er derfor underlagt de bestemmelser om det indre marked, der er fastlagt i nævnte direktiv,

hvis de er etableret i en medlemsstat. Det er hensigtsmæssigt at sikre, at de samme regler også gæl‐

der for udbydere af videodelingsplatforme, som ikke er etableret i en medlemsstat, for at sikre effek‐

tiviteten af de foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige og offentligheden, der er fastsat i direk‐

tiv 2010/13/EU, og så vidt muligt sikre lige vilkår i den udstrækning, at de pågældende udbydere har

enten en modervirksomhed eller en dattervirksomhed, som er etableret i en medlemsstat, eller at dis‐

se udbydere indgår i en koncern, og en anden virksomhed i denne koncern er etableret i en medlems‐

stat. Definitionerne i direktiv 2010/13/EU bør derfor være principbaserede og sikre, at det ikke er

muligt for en virksomhed at udelukke sig selv fra nævnte direktivs anvendelsesområde ved at danne

en koncernstruktur med virksomheder i flere lag etableret i eller uden for Unionen. Kommissionen

bør underrettes om de udbydere, der hører under hver enkelt medlemsstats jurisdiktion i medfør af

de regler om etablering, der er fastlagt i direktiv 2000/31/EF og 2010/13/EU.

45) Der er opstået nye udfordringer, navnlig i forbindelse med videodelingsplatforme, hvor brugerne,

navnlig mindreårige, i stigende grad forbruger audiovisuelt indhold. I denne sammenhæng har ska‐

deligt indhold og hadefuld tale leveret via videodelingsplatformstjenester i stigende grad givet anled‐

ning til bekymringer. For at beskytte mindreårige og offentligheden mod sådant indhold er det nød‐

vendigt at fastlægge forholdsmæssige regler om disse anliggender.

46) Kommerciel kommunikation via videodelingsplatformstjenester reguleres allerede af Europa-Parla‐

mentets og Rådets direktiv 2005/29/EF

(12)

, som forbyder virksomheders urimelige handelspraksis

over for forbrugerne, herunder vildledende og aggressiv handelspraksis i informationssamfundstje‐

nester.

For så vidt angår kommerciel kommunikation om tobak og relaterede produkter på videodelingsplatforme

sikrer de nuværende forbud i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/33/EF

(13)

og de forbud, der

gælder for kommerciel kommunikation om elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere i medfør

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU

(14)

, at forbrugerne er tilstrækkeligt beskyttede

mod tobak og relaterede produkter. Da brugerne i stigende grad benytter sig af videodelingsplatformstje‐

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

nester til at få adgang til audiovisuelt indhold, er det nødvendigt at sikre et tilstrækkeligt forbrugerbeskyt‐

telsesniveau ved i fornødent omfang at tilpasse bestemmelserne om audiovisuel kommerciel kommunika‐

tion hos alle udbydere. Det er derfor vigtigt, at audiovisuel kommerciel kommunikation på videodelings‐

platforme er klart identificeret og opfylder et sæt minimumskvalitetskrav.

47) En betydelig del af det indhold, der leveres via videodelingsplatformstjenester, er ikke underlagt no‐

get redaktionelt ansvar hos udbyderen af videodelingsplatformen. Det er dog typisk disse udbydere,

der tilrettelægger indholdet, nemlig programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel kommer‐

ciel kommunikation, herunder ved hjælp af automatiske metoder eller algoritmer. Derfor bør disse

udbydere pålægges at træffe passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige mod indhold, der

kan skade deres fysiske, psykiske eller moralske udvikling. De bør også pålægges at træffe passende

foranstaltninger for at beskytte offentligheden mod indhold, der tilskynder til vold eller had rettet

mod en gruppe eller et medlem af en gruppe af nogen af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), eller hvis udbredelse

udgør en strafbar handling i henhold til EU-retten.

48) I betragtning af den rolle, som udbyderne spiller med hensyn til det indhold, der leveres via videode‐

lingsplatformstjenester, bør de passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige og offentlighe‐

den vedrøre tilrettelæggelsen af indholdet og ikke selve indholdets art. De krav, der er fastsat i direk‐

tiv 2010/13/EU i den henseende, bør derfor gælde med forbehold af artikel 12-14 i direktiv

2000/31/EF, som rummer en fritagelse for ansvar for ulovlige oplysninger, der transmitteres, eller

oplagres automatisk, mellemliggende og midlertidigt, eller oplagres af visse udbydere af informati‐

onssamfundstjenester. Ved levering af tjenester, der er omfattet af artikel 12-14 i direktiv

2000/31/EF, bør disse krav desuden gælde uden at det berører artikel 15 i nævnte direktiv, som ude‐

lukker, at generelle forpligtelser til at overvåge sådanne oplysninger eller aktivt at undersøge for‐

hold, der tyder på ulovlig virksomhed, kan pålægges disse udbydere, uden at det dog vedrører over‐

vågningsforpligtelser i konkrete tilfælde, og navnlig uden at det berører påbud fra nationale myndig‐

heder i overensstemmelse med national ret.

49) Det er hensigtsmæssigt så vidt muligt at inddrage udbyderne af videodelingsplatforme ved gennem‐

førelsen af de passende foranstaltninger, der skal træffes i medfør af direktiv 2010/13/EU. Der bør

således tilskyndes til samregulering. Det bør desuden fortsat være muligt for udbydere af videode‐

lingsplatforme at træffe strengere foranstaltninger på frivillig basis i overensstemmelse med EU-ret‐

ten, samtidig med at ytrings- og informationsfriheden og mediernes pluralisme respekteres.

50) Adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol er grundlæggende rettigheder, der er fast‐

lagt i artikel 47 i chartret. Bestemmelserne i direktiv 2010/13/EU bør derfor ikke fortolkes på en må‐

de, der forhindrer parterne i at udøve deres ret til adgang til retssystemet.

51) Når der i henhold til direktiv 2010/13/EU træffes passende foranstaltninger for at beskytte mindreå‐

rige mod skadeligt indhold og beskytte offentligheden mod indhold, der tilskynder til vold, had og

terrorisme, bør der foretages en omhyggelig afvejning af de gældende grundlæggende rettigheder,

der er fastlagt i chartret. Afhængigt af den konkrete situation gælder dette navnlig retten til respekt

for privatliv og familieliv og beskyttelse af personoplysninger, ytrings- og informationsfriheden, fri‐

heden til at oprette og drive egen virksomhed, forbuddet mod forskelsbehandling samt børns rettig‐

heder.

52) Kontaktudvalget har til formål at lette en effektiv gennemførelse af direktiv 2010/13/EU og bør re‐

gelmæssigt konsulteres om ethvert praktisk problem, der opstår i forbindelse med direktivets anven‐

delse. Kontaktudvalgets arbejde bør ikke være begrænset til eksisterende spørgsmål vedrørende au‐

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

diovisuel politik, men bør også omfatte de relevante udviklingstendenser, der opstår i denne sektor.

Udvalget består af repræsentanter for medlemsstaternes relevante nationale myndigheder. Når med‐

lemsstaterne udpeger deres repræsentanter, opfordres de til at fremme en ligelig kønsfordeling i kon‐

taktudvalgets sammensætning.

53) Medlemsstaterne bør sikre, at deres nationale tilsynsmyndigheder eller -organer er juridisk adskilt

fra regeringen. Dette bør dog ikke være til hinder for, at medlemsstaterne kan føre tilsyn i overens‐

stemmelse med deres nationale forfatningsret. Nationale tilsynsmyndigheder eller -organer bør anses

for at have opnået den fornødne grad af uafhængighed, hvis de pågældende myndigheder eller -orga‐

ner, herunder dem, der er oprettet som offentlige myndigheder eller organer, er funktionelt og reelt

uafhængige af deres respektive regeringer og andre offentlige eller private organer. Dette anses for

at være af afgørende betydning for at sikre upartiskhed i afgørelser, der træffes af nationale tilsyns‐

myndigheder eller -organer. Kravet om uafhængighed bør ikke berøre muligheden for, at medlems‐

staterne kan udpege tilsynsmyndigheder, der fører tilsyn med forskellige sektorer, som f.eks. den

audiovisuelle sektor og telekommunikationssektoren. Nationale tilsynsmyndigheder eller -organer

bør have de håndhævelsesmæssige beføjelser og ressourcer, der er nødvendige for, at de kan udføre

deres opgaver, hvad angår personale, ekspertise og finansielle midler. De aktiviteter, der varetages af

de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer, som er etableret i henhold til direktiv 2010/13/EU,

bør sikre, at målene vedrørende mediepluralisme, kulturel mangfoldighed, forbrugerbeskyttelse, det

indre markeds funktion og fremme af fair konkurrence respekteres.

54) Da et af formålene med audiovisuelle medietjenester er at tjene borgernes interesser og forme den

offentlige mening, er det vigtigt, at sådanne tjenester er i stand til at oplyse borgerne og samfundet

så fuldstændigt som muligt og med så bredt et udbud som muligt. Dette formål kan kun opfyldes,

hvis redaktionelle beslutninger forbliver fri for enhver statslig indblanding eller påvirkning fra de

nationale tilsynsmyndigheder eller -organer, der går videre end den blotte gennemførelse af retsreg‐

ler, og som ikke har til formål at værne om en juridisk beskyttet rettighed, som skal beskyttes uaf‐

hængigt af overbevisning.

55) Der bør findes effektive klagemekanismer på nationalt plan. Den relevante klageinstans bør være

uafhængig af de involverede parter. Denne instans kan være en domstol. Klageproceduren bør ikke

berøre kompetencefordelingen inden for de nationale retssystemer.

56) Med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af Unionens lovgivningsmæssige ramme for det audi‐

ovisuelle område i alle medlemsstater nedsatte Kommissionen ERGA ved Kommissionens afgørelse

af 3. februar 2014

(15)

. ERGA�½s opgave er at yde teknisk ekspertise til Kommissionen i dens bestræ‐

belser for at sikre en konsekvent gennemførelse af direktiv 2010/13/EU i alle medlemsstater og lette

samarbejdet mellem de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer og mellem de nationale tilsyns‐

myndigheder eller -organer og Kommissionen.

57) ERGA har bidraget positivt til en ensartet reguleringspraksis og har ydet rådgivning på højt niveau

til Kommissionen om gennemførelsesspørgsmål. Derfor bør ERGA�½s rolle anerkendes formelt og

styrkes i direktiv 2010/13/EU. ERGA bør derfor oprettes i medfør af nævnte direktiv.

58) Kommissionen bør have mulighed for at konsultere ERGA om ethvert spørgsmål vedrørende audio‐

visuelle medietjenester og videodelingsplatforme. ERGA bør bistå Kommissionen med teknisk ek‐

spertise og rådgivning og ved at fremme udvekslingen af bedste praksis, herunder vedrørende ad‐

færdskodekser for selv- og samregulering. Kommissionen bør navnlig rådføre sig med ERGA i for‐

bindelse med anvendelsen af direktiv 2010/13/EU med henblik på at fremme en ensartet gennemfø‐

relse. ERGA bør på Kommissionens anmodning afgive ikkebindende udtalelser om jurisdiktion, om

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

foranstaltninger, der fraviger modtagefriheden, og om foranstaltninger rettet mod omgåelse af juris‐

diktion. ERGA bør også kunne bistå med teknisk rådgivning om ethvert tilsynsmæssigt spørgsmål

vedrørende regelsættet for audiovisuelle medietjenester, herunder med hensyn til hadefuld tale og

beskyttelse af mindreårige, samt om indholdet af audiovisuel kommerciel kommunikation om føde‐

varer med et højt indhold af fedt, salt eller natrium og sukker.

59) »Mediekendskab« omfatter de færdigheder, den viden og den forståelse, der er nødvendig for at sæt‐

te borgerne i stand til at bruge medierne effektivt og sikkert. For at gøre det muligt for borgerne at få

adgang til information og på en ansvarlig og sikker måde at anvende, kritisk vurdere og skabe me‐

dieindhold har borgerne brug for udvidede færdigheder vedrørende mediekendskab. Mediekendskab

bør ikke begrænses til læring om værktøjer og teknologier, men bør have til formål at udstyre bor‐

gerne med evnen til kritisk tænkning, som er nødvendig med henblik på at kunne udvise dømme‐

kraft, analysere komplekse realiteter og sondre mellem holdninger og kendsgerninger. Det er derfor

nødvendigt, at både medietjenesteudbydere og udbydere af videodelingsplatforme i samarbejde med

alle relevante berørte parter fremmer udviklingen af mediekendskab i alle dele af samfundet, for bor‐

gere i alle aldre og vedrørende alle medier, og at fremskridtene i den forbindelse følges nøje.

60) Direktiv 2010/13/EU berører ikke medlemsstaternes forpligtelse til at respektere og beskytte den

menneskelige værdighed. Det respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper,

som navnlig anerkendes i chartret. Direktiv 2010/13/EU sigter navnlig mod at sikre fuld respekt for

retten til ytringsfrihed, friheden til at drive egen virksomhed, retten til domstolsprøvelse og til at

fremme anvendelsen af børns rettigheder i overensstemmelse med chartret.

61) Enhver foranstaltning, som medlemsstaterne træffer i henhold til direktiv 2010/13/EU, skal respekte‐

re ytrings- og informationsfriheden og mediernes pluralisme samt kulturel og sproglig mangfoldig‐

hed i overensstemmelse med UNESCO�½s konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle ud‐

tryksformers mangfoldighed.

62) Retten til at få adgang til politiske nyhedsprogrammer er afgørende for at værne om den grundlæg‐

gende frihed til at modtage oplysninger og sikre, at seernes interesser i Unionen er fuldt ud og kor‐

rekt beskyttet. I betragtning af de audiovisuelle medietjenesters stadig større betydning for vores

samfund og demokrati bør udsendelser af politiske nyheder i videst muligt omfang, og uden at dette

berører reglerne om ophavsret, gøres tilgængelige på tværs af grænserne i Unionen.

63) Direktiv 2010/13/EU berører ikke bestemmelserne i den internationale privatret, særlig reglerne om

domstolenes jurisdiktion og den lovgivning, der finder anvendelse på kontraktlige og ikkekontraktli‐

ge forpligtelser.

64) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi‐

onen om forklarende dokumenter

(16)

har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er be‐

rettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter,

der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennem‐

førelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne do‐

kumenter er berettiget.

65) Direktiv 2010/13/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Artikel 1

Direktiv 2010/13/EU ændres som følger:

1) I artikel 1, stk. 1, foretages følgende ændringer:

a) Litra a) affattes således:

»a) »audiovisuel

medietjeneste«:

i) en tjeneste som defineret i artikel 56 og 57 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvor

hovedformålet med tjenesten eller en del af den, der kan adskilles herfra, er under en medietjenesteudby‐

ders redaktionelle ansvar at udbyde informerende, underholdende eller oplysende programmer til offent‐

ligheden via elektroniske kommunikationsnet som defineret i artikel 2, litra a), i direktiv 2002/21/EF; så‐

danne audiovisuelle medietjenester er enten fjernsynsudsendelser som defineret i litra e) i nærværende

stykke eller on-demand audiovisuelle medietjenester som defineret i litra g) i nærværende stykke

ii) audiovisuel kommerciel kommunikation«.

b) Følgende litra indsættes:

»aa) »videodelingsplatformstjeneste«: en tjeneste som defineret i artikel 56 og 57 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde, hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af den, der kan adskil‐

les herfra, eller en væsentlig funktion i tjenesten består i at udbyde programmer, brugergenererede video‐

er eller begge dele til offentligheden, som udbyderen af videodelingsplatformen ikke har noget redaktio‐

nelt ansvar for, med henblik på at informere, underholde eller oplyse via elektroniske kommunikationsnet

som defineret i artikel 2, litra a), i direktiv 2002/21/EF og hvis tilrettelæggelse fastlægges af udbyderen af

videodelingsplatformen, herunder ved brug af automatiske metoder og algoritmer og navnlig gennem vis‐

ning, tagging og sekvensering«.

c) Litra b) affattes således:

»b) »program«: et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel del, uanset dens

længde, inden for en programflade eller et katalog udarbejdet af en medietjenesteudbyder, herunder film

af spillefilmslængde, videoklip, sportsbegivenheder, sitcom-serier, dokumentarprogrammer, børnepro‐

grammer og TV-drama«.

d) Følgende litraer indsættes:

»ba) »brugergenereret

video«:

et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel del,

uanset dens længde, som skabes af en bruger og uploades på en videodelingsplatform af denne bruger

eller af enhver anden bruger

bb) »redaktionel

beslutning«:

en beslutning, der træffes regelmæssigt med henblik på at udøve et redak‐

tionelt ansvar, og som er knyttet til den audiovisuelle medietjenestes daglige drift«.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

e) Følgende litra indsættes:

»da) »udbyder

af en videodelingsplatform«:

en fysisk eller juridisk person, der udbyder en videode‐

lingsplatformstjeneste«.

f) Litra h) affattes således:

»h) »audiovisuel

kommerciel kommunikation«:

billeder med eller uden lyd, som har til formål direkte

eller indirekte at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser eller promovere et image for en fysisk

eller juridisk person, der udøver økonomisk virksomhed; sådanne billeder følger med eller er indeholdt i

et program eller i en brugergenereret video mod betaling eller lignende modydelse eller med selvpromo‐

verende formål. Audiovisuel kommerciel kommunikation omfatter bl.a. TV-reklamer, sponsorering, tele‐

shopping og produktplacering«.

g) Litra k) affattes således:

»k) »sponsorering«: ethvert bidrag fra offentlige eller private foretagender eller fysiske personer, der ik‐

ke udbyder audiovisuelle medietjenester eller videodelingsplatformstjenester eller producerer audiovisu‐

elle programmer, til finansieringen af audiovisuelle medietjenester, videodelingsplatformstjenester, bru‐

gergenererede videoer eller programmer med henblik på at promovere deres navn, varemærke, image,

virksomhed eller produkter«.

h) Litra m) affattes således:

»m) »produktplacering«: enhver audiovisuel kommerciel kommunikation, der viser eller omtaler en va‐

re, en tjenesteydelse eller et varemærke som led i et program eller en brugergenereret video mod betaling

eller lignende modydelse«.

2) Overskriften til kapitel II affattes således:

»ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM AUDIOVISUELLE MEDIETJENESTER«.

3) Artikel 2 ændres som følger:

a) Stk. 3, litra b), affattes således:

»b) Hvis en medietjenesteudbyder har sit hovedkontor i én medlemsstat, men de redaktionelle beslutnin‐

ger om den audiovisuelle medietjeneste træffes i en anden medlemsstat, anses medietjenesteudbyderen for

at være etableret i den medlemsstat, hvor en betydelig del af de medarbejdere, der er beskæftiget med den

programrelaterede audiovisuelle medietjenestevirksomhed, arbejder. Hvis en betydelig del af de medar‐

bejdere, der er beskæftiget med den programrelaterede audiovisuelle medietjenestevirksomhed, arbejder i

begge medlemsstater, anses medietjenesteudbyderen for at være etableret i den medlemsstat, hvor hoved‐

kontoret er beliggende. Hvis en betydelig del af de medarbejdere, der er beskæftiget med den programre‐

laterede audiovisuelle medietjenestevirksomhed, ikke arbejder i nogen af de pågældende medlemsstater,

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

anses medietjenesteudbyderen for at være etableret i den medlemsstat, hvor den først påbegyndte sin virk‐

somhed i overensstemmelse med lovgivningen i denne medlemsstat, forudsat at den opretholder en stabil

og reel forbindelse til denne medlemsstats økonomi.«

b) Følgende stykker indsættes:

»5a. Medlemsstaterne sikrer, at medietjenesteudbydere underretter de kompetente nationale tilsynsmyn‐

digheder eller -organer om enhver ændring, der kan påvirke fastlæggelsen af jurisdiktion i overensstem‐

melse med stk. 2, 3 og 4.

5b. Medlemsstaterne udarbejder og vedligeholder en ajourført liste over de medietjenesteudbydere, som

hører under deres jurisdiktion, og angiver, hvilke af kriterierne i stk. 2-5 deres jurisdiktion er baseret på.

Medlemsstaterne tilsender Kommissionen denne liste, herunder eventuelle ajourføringer heraf.

Kommissionen sikrer, at sådanne lister stilles til rådighed i en central database. I tilfælde af uoverens‐

stemmelser mellem listerne kontakter Kommissionen de pågældende medlemsstater med henblik på at

finde en løsning. Kommissionen sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer har adgang til

denne database. Kommissionen gør oplysninger i databasen offentligt tilgængelige.

5c. Hvis de pågældende medlemsstater ved anvendelse af artikel 3 eller 4 ikke er enige om, hvilken med‐

lemsstat der har jurisdiktionen, forelægger de sagen for Kommissionen uden unødig forsinkelse. Kom‐

missionen kan anmode Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester

(ERGA) om i overensstemmelse med artikel 30b, stk. 3, litra d), at afgive en udtalelse om spørgsmålet.

ERGA afgiver en sådan udtalelse senest 15 arbejdsdage efter Kommissionens anmodning. Kommissionen

holder kontaktudvalget, der er nedsat ved artikel 29, behørigt underrettet.

Når Kommissionen vedtager en afgørelse i henhold til artikel 3, stk. 2 eller 3, eller artikel 4, stk. 5, afgør

den også, hvilken medlemsstat der har jurisdiktion.«

4) Artikel 3 affattes således:

»Artikel

1. Medlemsstaterne sikrer modtagefrihed og må ikke hindre retransmissioner på deres område af audiovi‐

suelle medietjenester fra andre medlemsstater af grunde, der falder inden for områder, der samordnes ved

dette direktiv.

2. En medlemsstat kan midlertidigt fravige denne artikels stk. 1, hvis en audiovisuel medietjeneste, der

leveres af en medietjenesteudbyder, som hører under en anden medlemsstats jurisdiktion, udgør en åben‐

lys, væsentlig og alvorlig overtrædelse af artikel 6, stk. 1, litra a), eller artikel 6a, stk. 1, eller bringer fol‐

kesundheden i fare eller udgør en væsentlig og alvorlig risiko for at bringe den i fare.

Den fravigelse, der er omhandlet i første afsnit, er underlagt følgende betingelser:

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

a) medietjenesteudbyderen har i løbet af de foregående 12 måneder mindst to gange tidligere allerede ud‐

ført en eller flere af de handlinger, der er beskrevet i første afsnit

b) den pågældende medlemsstat har skriftligt underrettet medietjenesteudbyderen, den medlemsstat, der

har jurisdiktion over denne udbyder, og Kommissionen om de påståede overtrædelser og om de forholds‐

mæssige foranstaltninger, som den agter at træffe, hvis der igen sker en sådan overtrædelse

c) den pågældende medlemsstat har respekteret medietjenesteudbyderens ret til forsvar og navnlig givet

denne udbyder mulighed for at udtrykke sin holdning til de påståede overtrædelser, og

d) konsultationer med den medlemsstat, der har jurisdiktion over medietjenesteudbyderen, og Kommissi‐

onen har ikke ført til en mindelig løsning inden for en måned efter Kommissionens modtagelse af den i

litra b) omhandlede underretning.

Senest tre måneder efter modtagelsen af underretningen om de foranstaltninger, som den pågældende

medlemsstat har truffet, og efter at have anmodet ERGA om at afgive en udtalelse i overensstemmelse

med artikel 30b, stk. 3, litra d), træffer Kommissionen afgørelse om, hvorvidt disse foranstaltninger er

forenelige med EU-retten. Kommissionen holder kontaktudvalget behørigt underrettet. Træffer Kommis‐

sionen afgørelse om, at disse foranstaltninger ikke er forenelige med EU-retten, skal den pålægge den på‐

gældende medlemsstat straks at bringe de pågældende foranstaltninger til ophør.

3. En medlemsstat kan midlertidigt fravige denne artikels stk. 1, hvis en audiovisuel medietjeneste, der

leveres af en medietjenesteudbyder, som hører under en anden medlemsstats jurisdiktion, udgør en åben‐

lys, væsentlig og alvorlig overtrædelse af artikel 6, stk. 1, litra b), eller bringer den offentlige sikkerhed i

fare eller udgør en væsentlig og alvorlig risiko for at bringe den i fare, herunder med hensyn til national

sikkerhed og forsvar.

Den fravigelse, der er omhandlet i første afsnit, er underlagt følgende betingelser:

a) den handling, der er omhandlet i første afsnit, har i løbet af de foregående 12 måneder fundet sted

mindst én gang

b) den pågældende medlemsstat har skriftligt underrettet medietjenesteudbyderen, den medlemsstat, der

har jurisdiktion over denne udbyder, og Kommissionen om den påståede overtrædelse og om de forholds‐

mæssige foranstaltninger, som den agter at træffe, hvis der igen sker en sådan overtrædelse.

Den pågældende medlemsstat respekterer den pågældende medietjenesteudbyders ret til forsvar og giver

navnlig denne udbyder mulighed for at udtrykke sin holdning til de påståede overtrædelser.

Senest tre måneder efter modtagelsen af underretningen om de foranstaltninger, som den pågældende

medlemsstat har truffet, og efter at have anmodet ERGA om at afgive en udtalelse i overensstemmelse

med artikel 30b, stk. 3, litra d), træffer Kommissionen afgørelse om, hvorvidt disse foranstaltninger er

forenelige med EU-retten. Kommissionen holder kontaktudvalget behørigt underrettet. Træffer Kommis‐

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

sionen afgørelse om, at disse foranstaltninger ikke er forenelige med EU-retten, skal den pålægge den på‐

gældende medlemsstat straks at bringe de pågældende foranstaltninger til ophør.

4. Stk. 2 og 3 er ikke til hinder for, at der iværksættes procedurer, forholdsregler eller sanktioner som

følge af de pågældende overtrædelser i den medlemsstat, under hvis jurisdiktion den pågældende medie‐

tjenesteudbyder hører.

5. Medlemsstaterne kan i hastende tilfælde senest en måned efter den påståede overtrædelse fravige betin‐

gelserne i stk. 3, litra a) og b). De foranstaltninger, som er truffet, skal i så fald snarest muligt meddeles

Kommissionen og den medlemsstat, under hvis jurisdiktion medietjenesteudbyderen hører, med angivelse

af grundene til, at medlemsstaten finder, at der er tale om et hastende tilfælde. Kommissionen undersøger

hurtigst muligt, om de anmeldte foranstaltninger er i overensstemmelse med EU-retten. Kommer Kom‐

missionen til den konklusion, at foranstaltningerne ikke er forenelige med EU-retten, skal den kræve, at

den pågældende medlemsstat straks bringer disse foranstaltninger til ophør.

6. Hvis Kommissionen mangler oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe en afgørelse i henhold

til stk. 2 eller 3, anmoder den inden for en måned efter modtagelsen af underretningen den pågældende

medlemsstat om alle de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan træffe denne afgørelse. Den tids‐

frist, som Kommissionen har til at træffe afgørelsen, suspenderes, indtil den pågældende medlemsstat har

indgivet sådanne nødvendige oplysninger. Suspenderingen af tidsfristen må under ingen omstændigheder

vare mere end en måned.

7. Medlemsstaterne og Kommissionen udveksler jævnligt erfaringer og bedste praksis vedrørende den

procedure, der er fastlagt i denne artikel, inden for rammerne af kontaktudvalget og ERGA.«

5) Artikel 4 affattes således:

»Artikel

1. Medlemsstaterne kan kræve, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion overholder mere detal‐

jerede eller strengere bestemmelser på de områder, der samordnes ved dette direktiv, forudsat at disse be‐

stemmelser er i overensstemmelse med EU-retten.

2. Hvor en medlemsstat:

a) har udøvet sin ret til i henhold til stk. 1 at vedtage mere detaljerede eller strengere bestemmelser i of‐

fentlighedens interesse og

b) vurderer, at en medietjenesteudbyder under en anden medlemsstats jurisdiktion udbyder en audiovisuel

medietjeneste, som helt eller fortrinsvis er rettet mod dens område,

kan den anmode den medlemsstat, der har jurisdiktion, om at løse eventuelle konstaterede problemer i

relation til dette stykke. Begge medlemsstater samarbejder loyalt og hurtigt med henblik på at finde en

gensidigt tilfredsstillende løsning.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Ved modtagelsen af en begrundet anmodning i henhold til første afsnit, anmoder den medlemsstat, der har

jurisdiktion, medietjenesteudbyderen om at overholde de relevante bestemmelser i offentlighedens inte‐

resse. Den medlemsstat, der har jurisdiktion, underretter regelmæssigt den anmodende medlemsstat om,

hvilke skridt der er truffet for at løse de konstaterede problemer. Senest to måneder efter modtagelsen af

anmodningen underretter den medlemsstat, der har jurisdiktion, den anmodende medlemsstat og Kommis‐

sionen om resultaterne og angiver årsagerne hertil, hvis der ikke har kunnet findes en løsning.

Hver af de pågældende medlemsstater kan på ethvert tidspunkt anmode kontaktudvalget om at behandle

sagen.

3. Den pågældende medlemsstat kan træffe passende foranstaltninger over for den pågældende medietje‐

nesteudbyder, hvis:

a) den vurderer, at de resultater, der er opnået ved anvendelse af stk. 2, ikke er tilfredsstillende, og

b) den har fremlagt beviser for, at medietjenesteudbyderen har etableret sig i den medlemsstat, der har

jurisdiktion, for på de områder, der samordnes ved dette direktiv, at omgå de strengere bestemmelser, der

ville være gældende, hvis udbyderen var etableret i den pågældende medlemsstat; sådanne beviser skal

gøre det muligt med rimelig sikkerhed at konstatere en sådan omgåelse, uden at det er nødvendigt at bevi‐

se, at medietjenesteudbyderen havde til hensigt at omgå de strengere regler.

Sådanne foranstaltninger skal være objektivt nødvendige, skal anvendes på en ikkediskriminerende måde

og må ikke gå videre end nødvendigt for at nå de mål, der forfølges.

4. En medlemsstat må kun træffe foranstaltninger i medfør af stk. 3, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) den har underrettet Kommissionen og den medlemsstat, hvor medietjenesteudbyderen er etableret, om,

at den har til hensigt at træffe sådanne foranstaltninger, idet den angiver, hvilke grunde den baserer sin

vurdering på

b) den har respekteret den pågældende medietjenesteudbyders ret til forsvar og navnlig givet medietjene‐

steudbyderen mulighed for at udtrykke sin holdning til den påståede omgåelse og de foranstaltninger, som

den underrettende medlemsstat agter at træffe, og

c) Kommissionen har, efter at have anmodet ERGA om at afgive en udtalelse i overensstemmelse med

artikel 30b, stk. 3, litra d), truffet afgørelse om, at foranstaltningerne er forenelige med EU-retten, og

navnlig om, at den vurdering, der er foretaget af den medlemsstat, der træffer foranstaltningerne, jf. nær‐

værende artikels stk. 2 og 3, hviler på et korrekt grundlag; Kommissionen holder kontaktudvalget behø‐

rigt underrettet.

5. Senest tre måneder efter modtagelsen af den i stk. 4, litra a), omhandlede underretning træffer Kom‐

missionen afgørelse om, hvorvidt disse foranstaltninger er forenelige med EU-retten. Træffer Kommissio‐

nen afgørelse om, at disse foranstaltninger ikke er forenelige med EU-retten, pålægger den den pågælden‐

de medlemsstat at afstå fra at træffe de påtænkte foranstaltninger.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Hvis Kommissionen mangler oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe en afgørelse i henhold til

første afsnit, anmoder den inden for en måned efter modtagelsen af underretningen den pågældende med‐

lemsstat om alle de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan træffe denne afgørelse. Den tidsfrist,

som Kommissionen har til at træffe afgørelsen, suspenderes, indtil den pågældende medlemsstat har ind‐

givet sådanne nødvendige oplysninger. Suspenderingen af tidsfristen må under ingen omstændigheder va‐

re mere end en måned.

6. Medlemsstaterne sikrer ved passende midler og inden for rammerne af deres nationale ret, at medietje‐

nesteudbydere under deres jurisdiktion reelt overholder dette direktiv.

7. Direktiv 2000/31/EF finder anvendelse, medmindre andet er fastsat i nærværende direktiv. I tilfælde af

modstrid mellem direktiv 2000/31/EF og nærværende direktiv har nærværende direktiv forrang, medmin‐

dre andet er fastsat heri.«

6) Følgende artikel indsættes:

»Artikel

1. Medlemsstaterne tilskynder til anvendelse af samregulering og fremme af selvregulering gennem ad‐

færdskodekser, som vedtages på nationalt plan på de områder, der samordnes ved dette direktiv, i det om‐

fang deres retssystem tillader sådan regulering. Disse kodekser skal:

a) udformes, så de nyder bred accept blandt de vigtigste berørte parter i de pågældende medlemsstater

b) tydeligt og utvetydigt fastlægge målsætningerne med dem

c) sikre regelmæssig, gennemsigtig og uafhængig overvågning og evaluering af opnåelsen af de opstillede

målsætninger og

d) sikre effektiv håndhævelse, herunder effektive og forholdsmæssige sanktioner.

2. Medlemsstaterne og Kommissionen kan fremme selvregulering gennem EU-adfærdskodekser udarbej‐

det af medietjenesteudbydere, udbydere af videodelingsplatformstjenester eller organisationer, der repræ‐

senterer dem, om nødvendigt i samarbejde med andre sektorer såsom industri og handel samt faglige sam‐

menslutninger eller organisationer og forbrugersammenslutninger eller -organisationer. Disse kodekser

skal være således, at de nyder bred accept blandt de vigtigste berørte parter på EU-plan og skal overholde

stk. 1, litra b)-d). EU-adfærdskodekserne berører ikke de nationale adfærdskodekser.

I samarbejde med medlemsstaterne fremmer Kommissionen udarbejdelsen af EU-adfærdskodekser, hvor

det er relevant, i overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

Underskriverne af EU-adfærdskodekser forelægger udkastene til disse kodekser og ændringer heraf for

Kommissionen. Kommissionen rådfører sig med kontaktudvalget om sådanne udkast til adfærdskodekser

eller ændringer heraf.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Kommissionen offentliggør EU-adfærdskodekserne og kan gøre behørigt opmærksom på dem.

3. Medlemsstaterne kan kræve, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion overholder mere detal‐

jerede eller strengere bestemmelser i overensstemmelse med dette direktiv og EU-retten, herunder hvis

deres nationale uafhængige tilsynsmyndigheder eller -organer konkluderer, at en adfærdskodeks eller dele

heraf har vist sig ikke at være tilstrækkelig effektiv. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen sådanne

bestemmelser uden unødig forsinkelse.«

7) Overskriften på kapitel III affattes således:

»BESTEMMELSER,

SOM FINDER ANVENDELSE PÅ AUDIOVISUELLE MEDIETJENE‐

STER«.

8) Artikel 5 affattes således:

»Artikel

1. Hver medlemsstat sikrer, at en medietjenesteudbyder under dens jurisdiktion giver modtagerne af en

tjeneste let, umiddelbar og vedvarende adgang til som minimum følgende oplysninger:

a) medietjenesteudbyderens navn

b) den fysiske adresse, hvor medietjenesteudbyderen er etableret

c) detaljerede oplysninger, som gør det muligt at kontakte medietjenesteudbyderen hurtigt på en direkte

og effektiv måde, herunder oplysninger om dens e-mailadresse eller websted

d) den medlemsstat, der har jurisdiktion over medietjenesteudbyderen, og de kompetente tilsynsmyndig‐

heder eller -organer eller kontrolinstanser.

2. Medlemsstaterne kan vedtage lovgivningsmæssige foranstaltninger, der fastsætter, at medietjenesteud‐

bydere under deres jurisdiktion ud over de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, skal gøre oplysninger

om deres ejerforhold, herunder de reelle ejere, tilgængelige. Sådanne foranstaltninger skal overholde de

pågældende grundlæggende rettigheder, såsom de reelle ejeres ret til respekt for deres privatliv og fami‐

lieliv. Sådanne foranstaltninger skal være nødvendige og forholdsmæssige og tage sigte på at forfølge et

mål af almen interesse.«

9) Artikel 6 affattes således:

»Artikel

1. Med forbehold af medlemsstaternes forpligtelse til at respektere og beskytte den menneskelige værdig‐

hed, sikrer medlemsstaterne med passende midler, at audiovisuelle medietjenester leveret af medietjene‐

steudbydere under deres jurisdiktion ikke på nogen måde:

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

a) tilskynder til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en gruppe af nogen af

de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i chartret

b) indeholder en offentlig opfordring til at begå en terrorhandling som fastsat i artikel 5 i direktiv (EU)

2017/541.

2. De foranstaltninger, der er truffet med henblik på anvendelsen af denne artikel, skal være nødvendige

og forholdsmæssige og skal respektere de rettigheder og overholde de principper, der er fastsat i chartret.«

10) Følgende artikel indsættes:

»Artikel

1. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre, at audiovisuelle medietjenester, der le‐

veres af medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion, og som kan skade mindreåriges fysiske, psyki‐

ske eller moralske udvikling, kun stilles til rådighed på en sådan måde, at mindreårige normalt ikke hører

eller ser dem. Sådanne foranstaltninger kan omfatte valg af sendetidspunkt, værktøjer til alderskontrol el‐

ler andre tekniske foranstaltninger. De skal stå i et rimeligt forhold til programmets mulige skadevirknin‐

ger.

Det mest skadelige indhold, såsom umotiveret vold og pornografi, skal være underlagt de strengest muli‐

ge foranstaltninger.

2. Mindreåriges personoplysninger, som indsamles eller på anden måde genereres af medietjenesteudby‐

dere i henhold til stk. 1, må ikke behandles med henblik på kommercielle formål såsom direkte markeds‐

føring, profilering og adfærdsbaseret reklame.

3. Medlemsstaterne sikrer, at medietjenesteudbydere fremlægger tilstrækkelige oplysninger over for seer‐

ne om indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling. Til dette formål

bruger medietjenesteudbydere et system, der beskriver de mulige skadevirkninger af indholdet af den en‐

kelte audiovisuelle medietjeneste.

Ved gennemførelsen af dette stykke tilskynder medlemsstaterne til anvendelse af samregulering, jf. arti‐

kel 4a, stk. 1.

4. Kommissionen tilskynder medietjenesteudbydere til at udveksle eksempler på bedste praksis i forbin‐

delse med adfærdskodekser for samregulering. Medlemsstaterne og Kommissionen kan fremme selvregu‐

lering med henblik på nærværende artikel gennem de i artikel 4a, stk. 2, omhandlede EU-adfærdskodek‐

ser.«

11) Artikel 7 affattes således:

»Artikel

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

1. Medlemsstaterne sikrer uden unødig forsinkelse, at tjenester leveret af medietjenesteudbydere under

deres jurisdiktion ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger løbende og gradvis gøres mere tilgænge‐

lige for personer med handicap.

2. Medlemsstaterne sikrer, at medietjenesteudbydere regelmæssigt aflægger rapport til de nationale til‐

synsmyndigheder eller -organer om gennemførelsen af foranstaltningerne omhandlet i stk. 1. Medlemssta‐

terne underretter Kommissionen om gennemførelsen af stk. 1 senest den 19. december 2022 og derefter

hvert tredje år.

3. Medlemsstaterne tilskynder medietjenesteudbydere til at udvikle handlingsplaner for tilgængelighed

med sigte på løbende og gradvis at gøre deres tjenester mere tilgængelige for personer med handicap. Så‐

danne handlingsplaner fremsendes til de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer.

4. Hver medlemsstat udpeger ét enkelt offentligt tilgængeligt online kontaktpunkt, der er lettilgængeligt,

herunder for personer med handicap, for information og klager vedrørende de i denne artikel omhandlede

tilgængelighedsspørgsmål.

5. Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger i forbindelse med nødsituationer, herunder offentlige meddelel‐

ser og annonceringer i tilfælde af naturkatastrofer, som offentliggøres gennem audiovisuelle medietjene‐

ster, gives på en måde, der er tilgængelig for personer med handicap.«

12) Følgende artikler indsættes:

»Artikel

Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til at sikre audiovisuelle medietjenester af almen interesse en

tilpas fremtrædende plads.

Artikel 7b

Medlemsstaterne træffer passende og forholdsmæssige foranstaltninger for at sikre, at audiovisuelle me‐

dietjenester leveret af medietjenesteudbydere ikke uden disse udbyderes udtrykkelige samtykke forsynes

med overlays til kommercielle formål eller ændres.

Med henblik på denne artikel præciserer medlemsstaterne de lovgivningsmæssige enkeltheder, herunder

undtagelser, navnlig vedrørende beskyttelse af brugernes legitime interesser, og tager samtidig hensyn til

de legitime interesser hos de medietjenesteudbydere, som oprindeligt leverede de audiovisuelle medietje‐

nester.«

13) Artikel 9 affattes således:

»Artikel

1. Medlemsstaterne sikrer, at audiovisuel kommerciel kommunikation fra medietjenesteudbydere under

deres jurisdiktion overholder følgende krav:

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

a) Audiovisuel kommerciel kommunikation skal klart kunne identificeres som sådan; skjult audiovisuel

kommerciel kommunikation er forbudt.

b) Der må ikke bruges subliminale teknikker i audiovisuel kommerciel kommunikation.

c) Audiovisuel kommerciel kommunikation må ikke:

i) skade respekten for den menneskelige værdighed

ii) indeholde eller fremme nogen forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, natio‐

nalitet, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering

iii) tilskynde til adfærd, der er til skade for sundheden eller for sikkerheden

iv) tilskynde til adfærd, der er til stor skade for miljøbeskyttelsen.

d) Alle former for audiovisuel kommerciel kommunikation om cigaretter og andre tobaksvarer samt pm

elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere er forbudt.

e) Audiovisuel kommerciel kommunikation for at fremme salget af alkoholiske drikkevarer må ikke være

rettet specifikt mod mindreårige og må ikke tilskynde til umådeholden indtagelse af sådanne drikkevarer.

f) Audiovisuel kommerciel kommunikation for lægemidler og medicinske behandlinger, der er receptplig‐

tige i den medlemsstat, under hvis jurisdiktion medietjenesteudbyderen hører, er forbudt.

g) Audiovisuel kommerciel kommunikation må ikke skade mindreårige på fysisk, psykisk eller moralsk

vis; den må derfor ikke direkte tilskynde mindreårige til at købe eller leje et produkt eller en tjenesteydel‐

se ved at udnytte deres manglende erfaring eller deres godtroenhed, direkte opfordre dem til at overtale

deres forældre eller andre til at købe de varer eller tjenesteydelser, der reklameres for, udnytte mindreåri‐

ges særlige tillid til forældre, lærere eller andre personer eller uden grund vise mindreårige i farlige situa‐

tioner.

2. Audiovisuel kommerciel kommunikation om alkoholholdige drikkevarer i on-demand audiovisuelle

medietjenester, med undtagelse af sponsorering og produktplacering, skal opfylde kriterierne fastsat i arti‐

kel 22.

3. Medlemsstaterne tilskynder til at anvende samregulering og til at fremme selvregulering gennem ad‐

færdskodekser, jf. artikel 4a, stk. 1, med hensyn til underlødig audiovisuel kommerciel kommunikation

om alkoholholdige drikkevarer. Disse kodekser skal tage sigte på effektivt at reducere mindreåriges ek‐

sponering for audiovisuel kommerciel kommunikation om alkoholholdige drikkevarer.

4. Medlemsstaterne tilskynder til at anvende samregulering og til at fremme selvregulering gennem ad‐

færdskodekser, jf. artikel 4a, stk. 1, med hensyn til underlødig audiovisuel kommerciel kommunikation,

som følger med eller er indeholdt i børneprogrammer, om fødevarer og drikkevarer, der indeholder næ‐

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

ringsstoffer og andre stoffer med en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning, navnlig fedt, transfedtsy‐

rer, salt eller natrium og sukker, som det ikke anbefales at indtage i overdreven mængde i den samlede

kost.

Disse kodekser skal tage sigte på effektivt at reducere børns eksponering for audiovisuel kommerciel

kommunikation om sådanne føde- og drikkevarer. De skal tilsigte at sikre, at den audiovisuelle kommer‐

cielle kommunikation ikke fremhæver positive ernæringsmæssige aspekter ved sådanne føde- og drikke‐

varer.

5. Medlemsstaterne og Kommissionen kan fremme selvregulering med henblik på nærværende artikel

gennem de i artikel 4a, stk. 2, omhandlede EU-adfærdskodekser.«

14) Artikel 10 ændres således:

a) Stk. 2 affattes således:

»2. Audiovisuelle medietjenester eller programmer må ikke sponsoreres af foretagender, hvis hovedvirk‐

somhed er fremstilling eller salg af cigaretter og andre tobaksvarer samt elektroniske cigaretter og genop‐

fyldningsbeholdere.«

b) Stk. 4 affattes således:

»4. Nyheds- og aktualitetsprogrammer må ikke sponsoreres. Medlemsstaterne kan forbyde sponsorering

af børneprogrammer. Medlemsstaterne kan vælge at forbyde, at der vises et sponsorlogo under børnepro‐

grammer, dokumentarprogrammer og religiøse programmer.«

15) Artikel 11 affattes således:

»Artikel

1. Denne artikel finder kun anvendelse på programmer, der er produceret efter den 19. december 2009.

2. Produktplacering tillades i alle audiovisuelle medietjenester, bortset fra nyheds- og aktualitetsprogram‐

mer, forbrugerprogrammer, religiøse programmer og børneprogrammer.

3. Programmer, der indeholder produktplacering, skal opfylde følgende krav:

a) Deres indhold og plads i en programflade, såfremt der er tale om TV-spredning, eller i et katalog, så‐

fremt der er tale om on-demand audiovisuelle medietjenester, må under ingen omstændigheder påvirkes

på en måde, der berører medietjenesteudbyderens ansvar og redaktionelle uafhængighed.

b) De må ikke direkte tilskynde til køb eller leje af varer eller tjenesteydelser og må navnlig ikke indehol‐

de særlig reklameomtale af sådanne varer eller tjenesteydelser.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

c) De må ikke give de pågældende produkter en unødigt fremtrædende rolle.

d) Seerne skal informeres tydeligt om, at der foregår produktplacering, ved hjælp af en passende marke‐

ring ved programmets begyndelse og slutning, samt når et program fortsættes efter en reklamepause, for

at undgå enhver vildledning af seeren.

Medlemsstaterne kan fravige kravene i litra d), undtagen når det drejer sig om programmer, der er produ‐

ceret eller bestilt af en medietjenesteudbyder eller af en virksomhed, der er tilknyttet den pågældende me‐

dietjenesteudbyder.

4. Under alle omstændigheder må programmer ikke indeholde produktplacering af:

a) cigaretter og andre tobaksvarer samt elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere eller produkt‐

placering fra foretagender, hvis hovedvirksomhed er fremstilling eller salg af disse varer

b) bestemte lægemidler eller medicinske behandlinger, der er receptpligtige i den medlemsstat, under hvis

jurisdiktion medietjenesteudbyderen hører.«

16) Overskriften til kapitel IV udgår.

17) Artikel 12 udgår.

18) Artikel 13 affattes således:

»Artikel

1. Medlemsstaterne sikrer, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion, der udbyder on-demand

audiovisuelle medietjenester, sørger for, at europæiske programmer udgør mindst 30 % af deres kataloger

og får en tilpas fremtrædende plads.

2. Hvis medlemsstaterne pålægger medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion at bidrage finansielt til

fremstilling af europæiske programmer, herunder via direkte investeringer i indhold og bidrag til nationa‐

le fonde, kan de også pålægge medietjenesteudbydere, der målretter deres tjenester mod publikum inden

for deres områder, men som er etableret i andre medlemsstater, at yde sådanne finansielle bidrag, der skal

være forholdsmæssige og ikkediskriminerende.

3. I det tilfælde, der er omhandlet i stk. 2, skal det finansielle bidrag kun baseres på indtægterne i mål‐

medlemsstaterne. Hvis den medlemsstat, hvor medietjenesteudbyderen er etableret, opkræver et sådant fi‐

nansielt bidrag, skal den tage hensyn til eventuelle finansielle bidrag, der er opkrævet af målmedlemssta‐

ter. Ethvert finansielt bidrag skal overholde EU-retten, navnlig reglerne for statsstøtte.

4. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om gennemførelsen af stk. 1 og 2 senest den 19. december

2021 og derefter hvert andet år.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

5. På grundlag af medlemsstaternes oplysninger og en uafhængig undersøgelse aflægger Kommissionen

rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af stk. 1 og 2 og redegør herunder for den mar‐

kedsmæssige og teknologiske udvikling og målsætningen om kulturel mangfoldighed.

6. Den forpligtelse, der er pålagt i henhold til stk. 1, og det krav, der pålægges medietjenesteudbydere, der

målretter deres tjenester mod publikum i andre medlemsstater, jf. stk. 2, finder ikke anvendelse på medie‐

tjenesteudbydere med en lav omsætning eller en lille målgruppe. Medlemsstaterne kan også fravige så‐

danne forpligtelser eller krav, hvor de ville være upraktiske eller ubegrundede i betragtning af arten af

eller emnet for de audiovisuelle medietjenester.

7. Kommissionen udsteder retningslinjer vedrørende beregningen af den minimumsandel af europæiske

programmer, der er omhandlet i stk. 1, og vedrørende den definition af lille målgruppe og lav omsætning,

der er omhandlet i stk. 6, efter at den har rådført sig med kontaktudvalget.«

19) Artikel 19, stk. 2, affattes således:

»2. Isolerede TV-reklamer og teleshoppingindslag skal være tilladt i transmissioner af sportsbegivenhe‐

der. Isolerede TV-reklamer og teleshoppingindslag må kun forekomme undtagelsesvis, bortset fra trans‐

missioner af sportsbegivenheder.«

20) Artikel 20, stk. 2, affattes således:

»2. Transmissionen af film produceret til fjernsynet (bortset fra serier, føljetoner og dokumentarprogram‐

mer), spillefilm og nyhedsprogrammer må afbrydes af TV-reklamer, teleshoppingindslag eller af begge

én gang for hver planlagte periode på mindst 30 minutter. Transmissionen af børneprogrammer må afbry‐

des af TV-reklamer én gang for hver planlagte periode på mindst 30 minutter, forudsat at programmet er

af en planlagt varighed på over 30 minutter. Transmissionen af teleshoppingindslag er forbudt under bør‐

neprogrammer. Der må ikke indsættes TV-reklamer eller teleshoppingindslag i gudstjenester.«

21) Artikel 23 affattes således:

»Artikel

1. Andelen af TV-reklame- eller teleshoppingindslag i perioden mellem kl. 06.00 og 18.00 må ikke fylde

mere end 20 % af den pågældende periode. Andelen af TV-reklame- eller teleshoppingindslag i perioden

mellem kl. 18.00 og 24.00 må ikke fylde mere end 20 % af den pågældende periode.

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på:

a) annonceringer, som TV-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med egne programmer og pro‐

dukter med direkte tilknytning til disse programmer eller med programmer og audiovisuelle medietjene‐

ster fra andre enheder, der tilhører den samme TV-koncern

b) sponsorannonceringer

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

c) produktplaceringer

d) neutrale rammer mellem redaktionelt indhold og TV-reklamer eller teleshoppingindslag og mellem in‐

dividuelle indslag.«

22) Kapitel VIII udgår.

23) Følgende kapitel indsættes:

»KAPITEL

IXA

BESTEMMELSER, SOM FINDER ANVENDELSE PÅ VIDEODELINGSPLATFORMSTJENE‐

STER

Artikel 28a

1. En udbyder af en videodelingsplatform etableret på en medlemsstats område, jf. artikel 3, stk. 1, i di‐

rektiv 2000/31/EF, hører med henblik på nærværende direktiv under den pågældende medlemsstats juris‐

diktion.

2. En udbyder af en videodelingsplatform, der ikke er etableret på en medlemsstats område i henhold til

stk. 1, anses for at være etableret på en medlemsstats område med henblik på dette direktiv, hvis den på‐

gældende udbyder af en videodelingsplatform:

a) har en modervirksomhed eller en dattervirksomhed, der er etableret på den pågældende medlemsstats

område, eller

b) indgår i en koncern, og en anden virksomhed i denne koncern er etableret på den pågældende med‐

lemsstats område.

I denne artikel forstås ved:

a) »modervirksomhed«: en virksomhed, der kontrollerer en eller flere dattervirksomheder

b) »dattervirksomhed«: en virksomhed, der er kontrolleret af en modervirksomhed, herunder enhver dat‐

tervirksomhed af den øverste modervirksomhed

c) »koncern«: en modervirksomhed, alle dens dattervirksomheder og alle andre virksomheder, der har

økonomiske og retlige, organisatoriske forbindelser til dem.

3. Med henblik på anvendelsen af stk. 2 gælder det, at hvis modervirksomheden, dattervirksomheden eller

de andre virksomheder i koncernen er etableret i forskellige medlemsstater, anses udbyderen af en video‐

delingsplatform for at være etableret i den medlemsstat, hvor dennes modervirksomhed er etableret, eller,

hvis denne ikke er etableret i en medlemsstat, i den medlemsstat, hvor udbyderens dattervirksomhed er

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

etableret, eller, hvis denne ikke er etableret i en medlemsstat, i den medlemsstat, hvor den anden virksom‐

hed i koncernen er etableret.

4. For så vidt angår anvendelsen af stk. 3 gælder det, at hvis der findes flere dattervirksomheder, som hver

især er etableret i forskellige medlemsstater, anses udbyderen af en videodelingsplatform for at være etab‐

leret i den medlemsstat, hvor en af dattervirksomhederne først påbegyndte sin virksomhed, forudsat at

den opretholder en stabil og reel forbindelse til denne medlemsstats økonomi.

Hvis der findes flere andre virksomheder i koncernen, som hver især er etableret i forskellige medlems‐

stater, anses udbyderen af en videodelingsplatform for at være etableret i den medlemsstat, hvor en af dis‐

se virksomheder først påbegyndte sin virksomhed, forudsat at den opretholder en stabil og reel forbindel‐

se med den pågældende medlemsstats økonomi.

5. I forbindelse med nærværende direktiv finder artikel 3 og artikel 12-15 i direktiv 2000/31/EF anvendel‐

se på udbydere af videodelingsplatforme, der anses for at være etableret i en medlemsstat, jf. nærværende

artikels stk. 2.

6. Medlemsstaterne udarbejder og vedligeholder en ajourført liste over de udbydere af videodelingsplat‐

forme, der er etableret eller anses for at være etableret på deres område, og angiver, hvilke kriterier, jf.

stk. 1-4, deres jurisdiktion er baseret på. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen denne liste, herunder

eventuelle ajourføringer heraf.

Kommissionen sikrer, at disse lister stilles til rådighed i en central database. I tilfælde af uoverensstem‐

melser mellem listerne kontakter Kommissionen de pågældende medlemsstater med henblik på at finde

en løsning. Kommissionen sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer har adgang til denne

database. Kommissionen gør oplysningerne i databasen offentligt tilgængelige.

7. Hvis de pågældende medlemsstater ved anvendelse af denne artikel ikke er enige om, hvilken med‐

lemsstat der har jurisdiktionen, forelægger de sagen for Kommissionen uden unødig forsinkelse. Kom‐

missionen kan anmode ERGA om i overensstemmelse med artikel 30b, stk. 3, litra d), at afgive en udta‐

lelse om spørgsmålet. ERGA afgiver en sådan udtalelse senest 15 arbejdsdage efter Kommissionens an‐

modning. Kommissionen holder kontaktudvalget behørigt underrettet.

Artikel 28b

1. Med forbehold af artikel 12-15 i direktiv 2000/31/EF sikrer medlemsstaterne, at udbydere af videode‐

lingsplatforme under deres jurisdiktion træffer passende foranstaltninger for at beskytte

a) mindreårige mod programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel kommerciel kommunikation,

der kan skade deres fysiske, psykiske eller moralske udvikling, i overensstemmelse med artikel 6a, stk. 1

b) offentligheden mod programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel kommerciel kommunika‐

tion, der tilskynder til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en gruppe af

nogen af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i chartret

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

c) offentligheden mod programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel kommerciel kommunika‐

tion med indhold, hvis udbredelse udgør en aktivitet, der i henhold til EU-retten er en strafbar handling,

dvs. en offentlig opfordring til at begå en terrorhandling som fastsat i artikel 5 i direktiv (EU) 2017/541,

lovovertrædelser i forbindelse med børnepornografi som fastsat i artikel 5, stk. 4, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2011/93/EU

(*1)

og lovovertrædelser vedrørende racisme og fremmedhad som fastsat i

artikel 1 i rammeafgørelse 2008/913/RIA.

2. Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af videodelingsplatforme under deres jurisdiktion opfylder krave‐

ne i artikel 9, stk. 1, med hensyn til audiovisuel kommerciel kommunikation, der markedsføres, sælges

eller tilrettelægges af disse udbydere af videodelingsplatforme.

Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af videodelingsplatforme under deres jurisdiktion træffer passende

foranstaltninger for at opfylde de krav, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, for så vidt angår audiovisuel kom‐

merciel kommunikation, som ikke markedsføres, sælges eller tilrettelægges af disse udbydere af videode‐

lingsplatforme, under hensyntagen til den begrænsede kontrol, der udøves af disse videodelingsplatforme

over sådan audiovisuel kommerciel kommunikation.

Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af videodelingsplatforme tydeligt informerer brugerne, hvis pro‐

grammer og brugergenererede videoer indeholder audiovisuel kommerciel kommunikation, såfremt der er

givet oplysning om sådan kommunikation i henhold til stk. 3, tredje afsnit, litra c), eller hvis udbyderen

har kendskab hertil.

Medlemsstaterne tilskynder til at anvende samregulering og til at fremme selvregulering gennem adfærds‐

kodekser, jf. artikel 4a, stk. 1, med henblik på effektivt at begrænse børns eksponering for audiovisuel

kommerciel kommunikation om fødevarer og drikkevarer, der indeholder næringsstoffer og andre stoffer

med en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning, navnlig fedt, transfedtsyrer, salt eller natrium og suk‐

ker, som det ikke anbefales at indtage i overdreven mængde i den samlede kost. Disse kodekser skal til‐

sigte at sikre, at den audiovisuelle kommercielle kommunikation ikke fremhæver positive ernæringsmæs‐

sige aspekter ved sådanne fødevarer og drikkevarer.

3. Med henblik på stk. 1 og 2 fastlægges passende foranstaltninger i lyset af det pågældende indholds art,

den skade, som det kan forvolde, karakteristikaene ved den kategori af personer, der skal beskyttes, og de

rettigheder og legitime interesser, der er på spil, herunder hos udbyderne af videodelingsplatforme og de

brugere, der har skabt eller uploadet indholdet, samt offentlighedens interesse.

Medlemsstaternes sikrer, at alle udbydere af videodelingsplatforme under deres jurisdiktion træffer sådan‐

ne foranstaltninger. Disse foranstaltninger skal være gennemførlige og forholdsmæssige og tage hensyn

til videodelingsplatformstjenestens størrelse og den udbudte tjenestes art. Disse foranstaltninger må ikke

føre til nogen forudgående kontrolforanstaltninger eller upload-filtrering af indhold, som ikke er i over‐

ensstemmelse med artikel 15 i direktiv 2000/31/EF. Med henblik på beskyttelse af mindreårige, jf. nær‐

værende artikels stk. 1, litra a), skal det mest skadelige indhold være underlagt de strengeste adgangskon‐

trolforanstaltninger.

Disse foranstaltninger omfatter alt efter hvad der er relevant:

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

a) inddragelse og anvendelse som en del af videodelingsplatformstjenesternes betingelser og vilkår af de i

stk. 1 omhandlede krav

b) inddragelse og anvendelse som en del af videodelingsplatformstjenesternes betingelser og vilkår af de

krav, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, til audiovisuel kommerciel kommunikation, som ikke markedsføres,

sælges eller tilrettelægges af udbyderne af videodelingsplatforme

c) en funktion, der giver brugere, som uploader brugergenererede videoer, mulighed for at angive, om så‐

danne videoer, så vidt de ved eller med rimelighed kan forventes at vide, indeholder audiovisuel kommer‐

ciel kommunikation

d) etablering og opretholdelse af gennemsigtige og brugervenlige mekanismer, som brugere af en video‐

delingsplatform kan bruge til over for udbyderen af platformen at indberette indhold som omhandlet i stk.

1, der udbydes på platformen

e) etablering og opretholdelse af systemer, hvorigennem udbydere af videodelingsplatforme over for de‐

res brugere redegør for, hvordan der er fulgt op på den i litra d) omhandlede indberetning

f) etablering og opretholdelse af systemer til alderskontrol af brugere af videodelingsplatforme for så vidt

angår indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling

g) etablering og opretholdelse af systemer, der er lette at bruge og gør det muligt for brugere af videode‐

lingsplatforme at bedømme det i stk. 1 omhandlede indhold

h) sikring af forældrekontrolsystemer, der styres af slutbrugeren, for så vidt angår indhold, som kan skade

mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling

i) etablering og opretholdelse af gennemsigtige procedurer, der er lette at følge og effektive, til at behand‐

le og afgøre klager fra brugere til udbyderen af videodelingsplatforme i forbindelse med gennemførelsen

af de i litra d)-h) omhandlede foranstaltninger

j) sikring af effektive foranstaltninger og værktøjer til fremme af mediekendskab og iværksættelse af op‐

lysningskampagner rettet mod brugerne om disse foranstaltninger og værktøjer.

Mindreåriges personoplysninger, som indsamles eller på anden måde genereres af udbydere af videode‐

lingsplatforme i henhold til tredje afsnits litra f) og h), må ikke behandles med henblik på kommercielle

formål såsom direkte markedsføring, profilering og adfærdsbaseret reklame.

4. Med henblik på gennemførelsen af foranstaltningerne i nærværende artikels stk. 1 og 3 tilskynder med‐

lemsstaterne til at anvende samregulering, jf. artikel 4a, stk. 1.

5. Medlemsstaterne fastlægger de nødvendige mekanismer til at vurdere, om de i stk. 3 omhandlede for‐

anstaltninger, som udbyderne af videodelingsplatforme har truffet, er hensigtsmæssige. Medlemsstaterne

overlader vurderingen af disse foranstaltninger til de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

6. Medlemsstaterne kan pålægge udbydere af videodelingsplatforme foranstaltninger, som er mere detal‐

jerede eller strengere end de i denne artikels stk. 3 omhandlede foranstaltninger. Når de vedtager sådanne

foranstaltninger, overholder medlemsstaterne de krav, der er fastsat i gældende EU-ret, f.eks. dem, der er

fastsat i artikel 12-15 i direktiv 2000/31/EF eller artikel 25 i direktiv 2011/93/EU.

7. Medlemsstaterne sikrer, at der findes udenretlige klagemekanismer med henblik på bilæggelse af tvi‐

ster mellem brugere og udbydere af videodelingsplatforme vedrørende anvendelsen af stk. 1 og 3. Sådan‐

ne mekanismer skal muliggøre uvildig bilæggelse af tvister og ikke fratage brugeren den retlige beskyttel‐

se, der ydes efter national ret.

8. Medlemsstaterne sikrer, at brugere kan gøre deres rettigheder gældende ved en domstol med hensyn til

udbydere af videodelingsplatforme i henhold til stk. 1 og 3.

9. Kommissionen tilskynder udbydere af videodelingsplatforme til at udveksle eksempler på bedste prak‐

sis i forbindelse med de i stk. 4 nævnte adfærdskodekser for samregulering.

10. Medlemsstaterne og Kommissionen kan fremme selvregulering gennem de i artikel 4a, stk. 2, om‐

handlede EU-adfærdskodekser.

(*1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksu‐

elt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse

2004/68/RIA (EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1).«"

24) Overskriften til kapitel XI affattes således:

»MEDLEMSSTATERNES

TILSYNSMYNDIGHEDER OG -ORGANER«

25) Artikel 30 affattes således:

»Artikel

1. Hver enkelt medlemsstat udpeger én eller flere nationale tilsynsmyndigheder eller -organer eller begge

dele. Medlemsstaterne sikrer, at disse myndigheder og/eller organer er juridisk adskilt fra regeringen og

funktionelt uafhængige af deres respektive regeringer og af ethvert andet offentligt eller privat organ. Det‐

te berører ikke medlemsstaternes mulighed for at etablere myndigheder, der fører tilsyn med forskellige

sektorer.

2. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer udøver deres beføjelser uvil‐

digt og gennemsigtigt og i overensstemmelse med målsætningerne for dette direktiv, navnlig med hensyn

til mediepluralisme, kulturel og sproglig mangfoldighed, forbrugerbeskyttelse, tilgængelighed, ikkeforsk‐

elsbehandling, det indre markeds funktion og fremme af fair konkurrence.

De nationale tilsynsmyndigheder eller organer må ikke opsøge eller modtage instrukser fra noget andet

organ med hensyn til udøvelsen af de opgaver, som de har fået tildelt i henhold til national ret, der gen‐

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

nemfører EU-ret. Dette er ikke til hinder for, at der kan føres tilsyn i overensstemmelse med national for‐

fatningsret.

3. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheders eller -organers kompetencer og beføjelser,

samt metoderne til at holde myndighederne og organerne ansvarlige, er klart retligt defineret.

4. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder eller organer har tilstrækkelige økonomiske

og menneskelige ressourcer samt håndhævelsesmæssige beføjelser til at varetage deres funktioner effek‐

tivt og til at bidrage til ERGA�½s arbejde. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder eller

-organer tildeles deres egne årlige budgetter, der skal offentliggøres.

5. Medlemsstaterne fastlægger i deres nationale ret betingelserne og procedurerne for udnævnelse og af‐

skedigelse af lederne af nationale tilsynsmyndigheder og -organer eller medlemmerne af det kollegiale

organ, der varetager denne ledelsesfunktion, herunder varigheden af mandatet. Procedurerne skal være

gennemsigtige, ikkediskriminerende og sikre den nødvendige grad af uafhængighed. Lederen af en natio‐

nal tilsynsmyndighed eller et nationalt tilsynsorgan eller medlemmerne af det kollegiale organ, der vareta‐

ger ledelsesfunktionen i en national tilsynsmyndighed eller et nationalt tilsynsorgan, kan afskediges, hvis

de ikke længere opfylder de betingelser, der kræves for at varetage deres opgaver, som på forhånd er fast‐

lagt på nationalt plan. Enhver beslutning om afskedigelse skal være behørigt begrundet, være genstand for

forudgående meddelelse og offentliggøres.

6. Medlemsstaterne sikrer, at der findes effektive klagemekanismer på nationalt plan. Klageinstansen,

som kan være en domstol, skal være uafhængig af de parter, som er involveret i klagen.

Klagesagen har ikke opsættende virkning for den afgørelse, som den nationale tilsynsmyndighed eller det

nationale tilsynsorgan har truffet, medmindre der træffes foreløbige foranstaltninger i overensstemmelse

med national ret.«

26) Følgende artikler indsættes:

»Artikel

30a

1. Medlemsstaterne sikrer, at nationale tilsynsmyndigheder eller -organer træffer passende foranstaltnin‐

ger med henblik på at give hinanden og Kommissionen de oplysninger, der er nødvendige for anvendel‐

sen af dette direktiv, navnlig artikel 2, 3 og 4.

2. Når nationale tilsynsmyndigheder eller -organer i forbindelse med udvekslingen af oplysninger i hen‐

hold til stk. 1 modtager oplysninger fra en medietjenesteudbyder der hører under deres jurisdiktion om, at

udbyderen vil levere en tjeneste, som helt eller fortrinsvis er rettet mod publikum i en anden medlemsstat,

underretter den nationale tilsynsmyndighed eller det nationale tilsynsorgan i den medlemsstat, der har ju‐

risdiktion, den nationale tilsynsmyndighed eller det nationale tilsynsorgan i målmedlemsstaten.

3. Hvis tilsynsmyndigheden eller -organet i en medlemsstat, hvis område er mål for en medietjenesteud‐

byder, der hører under en anden medlemsstats jurisdiktion, sender en anmodning vedrørende denne udby‐

ders aktiviteter til tilsynsmyndigheden eller -organet i den medlemsstat, der har jurisdiktion over udbyde‐

ren, gør sidstnævnte tilsynsmyndighed eller -organ sit yderste for at tage stilling til anmodningen inden

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

for to måneder, uden at dette berører de strammere tidsfrister, der gælder i henhold til dette direktiv. Til‐

synsmyndigheden eller -organet i målmedlemsstaten forelægger efter anmodning alle oplysninger, der

kan bidrage til at tage stilling til anmodningen, for tilsynsmyndigheden eller -organet i den medlemsstat,

der har jurisdiktion.

Artikel 30b

1. Herved etableres Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester (ER‐

GA).

2. Den består af repræsentanter for nationale tilsynsmyndigheder eller -organer på området for audiovisu‐

elle medietjenester, hvis primære ansvar er at føre tilsyn med audiovisuelle medietjenester, eller, hvis der

ikke findes nogen national tilsynsmyndighed eller noget tilsynsorgan, af andre repræsentanter, som de har

valgt gennem egne procedurer. En repræsentant for Kommissionen deltager i ERGA�½s møder.

3. ERGA har til opgave at

a) bistå Kommissionen med teknisk ekspertise i forbindelse med:

— dens opgave med at sikre en ensartet gennemførelse af dette direktiv i alle medlemsstater

— spørgsmål vedrørende audiovisuelle medietjenester inden for dens kompetenceområde

b) udveksle erfaringer og bedste praksis vedrørende anvendelse af regelsættet for audiovisuelle medietje‐

nester, herunder om tilgængelighed og mediekendskab

c) samarbejde og forsyne sine medlemmer med de oplysninger, der er nødvendige for anvendelsen af det‐

te direktiv, navnlig med hensyn til artikel 3, 4 og 7

d) afgive udtalelser efter anmodning fra Kommissionen om de tekniske og faktuelle aspekter af de i arti‐

kel 2, stk. 5c, artikel 3, stk. 2 og 3, artikel 4, stk. 4, litra c), og artikel 28a, stk. 7, omhandlede spørgsmål.

4. ERGA vedtager selv sin forretningsorden.«

27) Artikel 33 affattes således:

»Artikel

Kommissionen fører tilsyn med medlemsstaternes anvendelse af dette direktiv.

Senest den 19. december 2022 og hvert tredje år derefter forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet,

Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af dette direktiv.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Senest den 19. december 2026 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en efterfølgende

evaluering, der om nødvendigt ledsages af forslag til gennemgang af dette direktiv, af dets effekt og mer‐

værdi.

Kommissionen holder kontaktudvalget og ERGA behørigt orienteret om ERGAS henholdsvis kontaktud‐

valgets program og aktiviteter.

Kommissionen sikrer, at oplysninger fra medlemsstaterne om enhver foranstaltning, som de har truffet på

de områder, der samordnes ved dette direktiv, meddeles til kontaktudvalget og ERGA.«

28) Følgende artikel indsættes:

»Artikel

33a

1. Medlemsstaterne fremmer og træffer foranstaltninger til udvikling af mediekendskab.

2. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om gennemførelsen af stk. 1 senest den 19. december

2022 og hvert tredje år derefter.

3. Kommissionen udstikker, efter at have rådført sig med kontaktudvalget, retningslinjer for omfanget af

sådanne underretninger.«

Artikel 2

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme

dette direktiv senest den 19. september 2020. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og

bestemmelser.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved

offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for hen‐

visningen.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de ud‐

steder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Udfærdiget i Strasbourg, den 14. november 2018.

På Europa-Parlamentets vegne

A. TAJANI

Formand

På Rådets vegne

K. EDTSTADLER

Formand

L 108 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

(1)

(2)

(3)

(4)

(5)

(6)

(7)

(8)

(9)

(10)

(11)

(12)

(13)

(14)

(15)

(16)

EUT C 34 af 2.2.2017, s. 157.

EUT C 185 af 9.6.2017, s. 41.

Europa-Parlamentets holdning af 2.10.2018 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 6.11.2018.

Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af

TV-radiospredningsvirksomhed (EFT L 298 af 17.10.1989, s. 23).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne

om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/65/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og

administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af TV-spredningsvirksomhed (EUT L 332 af 18.12.2007, s. 27).

Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp

af straffelovgivningen (EUT L 328 af 6.12.2008, s. 55).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse

2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA (EUT L 88 af 31.3.2017, s. 6).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af persono‐

plysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af

4.5.2016, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og om

ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og forordning

(EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (EUT L 310 af 26.11.2015, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk han‐

del, i det indre marked (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre mar‐

ked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/33/EF af 26. maj 2003 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser

om reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse (EUT L 152 af 20.6.2003, s. 16).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3. april 2014 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser

om fremstilling, præsentation og salg af tobak og relaterede produkter og om ophævelse af direktiv 2001/37/EF (EUT L 127 af 29.4.2014, s. 1).

Kommissionens afgørelse C(2014) 462 final af 3. februar 2014 om oprettelse af gruppen af europæiske tilsynsmyndigheder for audiovisuelle medietjene‐

ster.

EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.