Tak for det. Lovforslaget omhandler en præcisering i loven, så det netop udtrykkeligt kommer til at fremgå, at Ankestyrelsen træffer bindende afgørelser i sager om uenighed mellem kommuner. Præciseringen skyldes bl.a. en Vestre Landsrets-dom, som slog fast, at Ankestyrelsen i sager om uenighed mellem kommuner fungerer som tvistløsningsorgan. Det fremgår så ikke tydeligt af loven i dag.
LO og FTF er som bekendt fusioneret, og på den baggrund skal LO og FTF i diverse paragraffer skiftes ud med FH, som er Fagbevægelsens Hovedorganisation – og det gælder § 52 om beskikkede medlemmer og § 59 a om Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg og § 81 om Det Rådgivende Praksisudvalg.
Endvidere foreslås det også, at der indsættes en specifik bemyndigelse for social- og indenrigsministeren til at fastsætte regler om, at kommunerne skal benytte et særligt skema ved indsendelse af sager til Ankestyrelsen om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelse. Med hjemmel heri vil der i retssikkerhedsbekendtgørelsen blive fastsat regler om, at kommunerne ved indsendelsen af sager om uenighed mellem kommuner skal benytte et særligt skema, ligesom kommunerne allerede har pligt til at benytte et ankeskema ved indsendelse af genvurdering i sager, hvor en borger har klaget over en kommunal afgørelse.
Så er det jo altid sådan med bemyndigelser til en minister, at det skal man være lidt påpasselig med. Så hvis ministeren her fra talerstolen kan bekræfte, at det er den eneste bemyndigelse, ministeren får, så kan Dansk Folkeparti bakke op om lovforslaget.