L 104 - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 9: Spm., om Den Uafhængige Politiklagemyndighed kan efterforske sager om ansatte i politiet uden politimæssig uddannelse, som udøver agentvirksomhed, til justitsministeren

Retsudvalget 2019-20
L 104
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

2. april 2020

Strafferetskontoret

Iren Mirmojtahedi

2019-731-0060

1379472

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Nyt uafhængigt tilsyn med bevismidler

og udvidelse af politiklageordningen)

§1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 938 af 10. september 2019, fore-

tages følgende ændringer:

Overskriften

til første bog, sjette afsnit, affattes således:

»Sjette

afsnit. Den Uafhængige Politiklagemyndighed og

Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler«

Kapitel 11 a

affattes således:

»Kapitel 11 a

§ 118.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) er

en selvstændig myndighed, der ledes af Politiklagerådet og en direktør.

Stk. 2.

Politiklagemyndigheden behandler klager over politipersonale, jf.

kapitel 93 b, og efterforsker straffesager mod politipersonale, jf. kapitel 93

c. Politiklagemyndigheden behandler på tilsvarende vis klager over andet

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

L 104 - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 9: Spm., om Den Uafhængige Politiklagemyndighed kan efterforske sager om ansatte i politiet uden politimæssig uddannelse, som udøver agentvirksomhed, til justitsministeren

personale i politiet og anklagemyndigheden, jf. kapitel 93 b, og efterforsker

straffesager mod andet personale i politiet og anklagemyndigheden, jf. ka-

pitel 93 c, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer

sig til retshåndhævelse.

Stk. 3.

Politiklagemyndigheden udøver sine funktioner i fuld uafhængig-

hed.

§ 118 a.

Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler (Bevismiddeltilsynet) er

en selvstændig myndighed, der ledes af Politiklagerådet og en direktør.

Stk. 2.

Bevismiddeltilsynet fører tilsyn med politiets og anklagemyndig-

hedens behandling af tekniske beviser. Politiets Efterretningstjeneste er ikke

omfattet af tilsynets virksomhed.

Stk. 3.

Politiet og anklagemyndigheden er forpligtet til at meddele Bevis-

middeltilsynet de oplysninger samt udlevere de dokumenter mv., som for-

langes af Bevismiddeltilsynet.

Stk. 4.

Bevismiddeltilsynet udøver sine funktioner i fuld uafhængighed.

§ 118 b.

Politiklagerådet er Politiklagemyndighedens og Bevismiddeltilsy-

nets øverste ledelse og har det overordnede ansvar for myndighedernes virk-

somhed.

§ 118 c.

Politiklagerådet består af 1 formand, som skal være landsdommer,

1 advokat, 1 universitetslærer i retsvidenskab, 1 teknisk ekspert og 2 repræ-

sentanter for offentligheden.

Stk. 2.

Medlemmerne beskikkes af justitsministeren for 4 år ad gangen.

Genbeskikkelse kan finde sted én gang.

Stk. 3.

Formanden beskikkes efter indstilling fra landsretterne.

Stk. 4.

Advokaten beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet.

Stk. 5.

Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes efter indstilling fra hen-

holdsvis KL (Kommunernes Landsforening) og Dansk Folkeoplysnings

Samråd.

Stk. 6.

Medlemmer af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser

kan ikke være medlemmer af Politiklagerådet.

Stk. 7.

Der beskikkes en suppleant for hvert af rådets medlemmer. Stk.

1-6 finder tilsvarende anvendelse på beskikkelse af suppleanter.

§ 118 d.

Politiklagemyndighedens og Bevismiddeltilsynets daglige ledelse

varetages af direktøren, der udnævnes og afskediges af justitsministeren ef-

ter indstilling fra Politiklagerådet. Direktøren skal følge de anvisninger og

retningslinjer, som gives af rådet.

Stk. 2.

Direktøren deltager i Politiklagerådets møder, medmindre rådet

undtagelsesvis bestemmer andet.

§ 118 e.

Politiklagerådet fastsætter selv sin forretningsorden og de nærmere

regler om arbejdets fordeling mellem rådet og direktøren.

§ 118 f.

Politiklagemyndigheden og Bevismiddeltilsynet afgiver hver en år-

lig beretning om deres virksomhed til Folketinget og justitsministeren. Be-

retningerne offentliggøres.«

overskriften

til kapitel 93 b ændres »politipersonalet« til: »personale i

politiet og anklagemyndigheden«.

§ 1019, stk. 1,

ændres »politipersonalets adfærd i tjenesten« til: »politi-

personale eller andet personale i politiet og anklagemyndigheden, som va-

retager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshånd-

hævelse, når klagen angår adfærd udvist i tjenesten«.

§ 1019 a, stk. 1, 3. pkt.,

ophæves.

§ 1019 a, stk. 2,

indsættes efter »politiets«: »eller anklagemyndighe-

dens«.

§ 1019 c, 2. pkt.,

indsættes efter »Politiet«: »og anklagemyndigheden«.

§ 1019 k, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »en overordnet polititjenestemand« til:

»en leder i politiet eller anklagemyndigheden«.

§ 1019 k, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »til politiet, kan politiet tilbyde klageren«

til: »til politiet eller anklagemyndigheden, kan klageren tilbydes«.

10.

§ 1019 k, stk. 2,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»I så fald sender politiet eller anklagemyndigheden en kopi af klagen til Po-

litiklagemyndigheden.«

11.

§ 1019 k, stk. 2, 2. pkt.,

der bliver til 3. pkt., indsættes efter »politiet«:

» eller anklagemyndigheden«.

12.

§ 1019 k, stk. 4, 1. pkt.,

ændres »Den overordnede polititjenestemand«

til: »Den leder«.

13.

§ 1019 k, stk. 5,

affattes således:

»Stk. 5.

Kopi af notitsen, jf. stk. 4, fremsendes til Politiklagemyndigheden,

den regionale statsadvokat og rigspolitichefen eller til Politiklagemyndighe-

den, den regionale statsadvokat og Rigsadvokaten.«

14.

§ 1019 o, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »rigspolitichefen«: »eller ved-

kommende statsadvokat og Rigsadvokaten«.

15.

§ 1019 o, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes efter »rigspolitichefen«: »eller ved-

kommende statsadvokat og Rigsadvokaten«.

16.

§ 1019 q

udgår », som politipersonale har truffet«.

17.

overskriften

til kapitel 93 c ændres »politipersonale« til: »personale i

politiet og anklagemyndigheden«.

18.

§ 1020, 1. pkt.,

ændres »af politipersonale i tjenesten« til: »i tjenesten

af politipersonale eller andet personale i politiet og anklagemyndigheden,

som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til rets-

håndhævelse,«.

19.

§ 1020 a, stk. 1,

ændres »politipersonale i tjenesten har begået« til: »der

er begået«.

20.

§ 1020 b, stk. 1,

udgår », der er begået af politipersonale«.

21.

§ 1020 i, stk. 2,

udgår », som politipersonale har truffet«.

§2

Loven træder i kraft den 1. januar 2021.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning ...............................................................................................7

1.1. Lovforslagets formål og baggrund ....................................................7

1.2. Lovforslagets indhold..........................................................................9

2. Lovforslagets hovedpunkter................................................................11

2.1. Nyt tilsyn........................................................................................11

2.1.1. Gældende ret..............................................................................11

2.1.1.1. Straffesagskæden....................................................................11

2.1.1.2. Politikredsenes legalitets- og kvalitetssikring ......................11

2.1.1.3. Rigsadvokatens tilsynsforpligtelse ........................................13

2.1.1.4. Statsadvokaternes tilsynsforpligtelse....................................14

2.1.1.5. Rigspolitichefens tilsynsforpligtelse ......................................15

2.1.1.6. Politiets kvalitetssikring af tekniske beviser ........................16

2.1.1.6.1. Kriminaltekniske undersøgelser ........................................16

2.1.1.6.2. It-tekniske undersøgelser....................................................17

2.1.1.6.3. Øvrige tekniske undersøgelser ...........................................18

2.1.1.7. Anklagemyndighedens legalitets- og kvalitetssikring af

tekniske beviser.......................................................................20

2.1.1.8. Review af opbevaring og behandling af bevismidler i

politiets og anklagemyndighedens it-systemer.....................22

2.1.1.9. Databeskyttelsesretlige krav til behandling af

personoplysninger, der indgår i tekniske beviser................23

2.1.1.10. Andre lande...........................................................................24

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser ................................................25

2.1.3. Den foreslåede ordning .............................................................28

2.1.3.1. Tilsynets organisering ............................................................29

2.1.3.2. Tilsynets kompetence .............................................................31

2.1.3.3. Tekniske beviser .....................................................................34

2.1.3.4. Tilsynets opgaver ....................................................................36

2.1.3.4.1. Tilsyn med udarbejdelse af procedurer og retningslinjer

..................................................................................................36

2.1.3.4.2. Tilsyn med, at procedurer og retningslinjer efterleves....37

2.1.3.4.3. Tilsyn med beskrivelsen af forbehold og usikkerheder ...37

2.1.3.4.4. Tilsyn med oplysninger i sagsbehandlingen......................38

2.1.3.5. Praktisk fremgangsmåde ved udførelsen af tilsyn ..............39

2.1.3.6. Resultat af tilsyn .....................................................................42

2.2. Udvidelse af politiklageordningen...............................................43

2.2.1. Gældende ret..............................................................................43

2.2.1.1. Politipersonale.........................................................................44

2.2.1.2. Forsvarspersonale...................................................................47

2.2.1.3. Civilt personale i politiet ........................................................48

2.2.1.4. Personale ved anklagemyndigheden .....................................48

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser ................................................50

2.2.2.1. Civile personale i politiet........................................................52

2.2.2.2. Personale ved anklagemyndigheden .....................................54

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige....................................................................................................56

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

....................................................................................................................58

5. Administrative konsekvenser for borgerne .......................................58

6. Miljømæssige konsekvenser ................................................................58

7. Forholdet til EU-retten ........................................................................59

8. Hørte myndigheder og organisationer mv. ........................................59

9. Sammenfattende skema .......................................................................59

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.............................61

Til § 1 61

Til nr. 1 .................................................................................................61

Til nr. 2 .................................................................................................61

Til nr. 3 .................................................................................................80

Til nr. 4 .................................................................................................80

Til nr. 5 .................................................................................................83

Til nr. 6 .................................................................................................83

Til nr. 7 .................................................................................................84

Til nr. 8 .................................................................................................85

Til nr. 9 .................................................................................................85

Til nr. 10 ...............................................................................................86

Til nr. 11 ...............................................................................................87

Til nr. 12 ...............................................................................................87

Til nr. 13 ...............................................................................................87

Til nr. 14 ...............................................................................................88

Til nr. 15 ...............................................................................................89

Til nr. 16 ...............................................................................................90

Til nr. 17 ...............................................................................................91

Til nr. 18 ...............................................................................................91

Til nr. 19 ...............................................................................................94

Til nr. 20 ...............................................................................................95

Til nr. 21 ...............................................................................................95

Til § 2 97

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

Tilliden til politiet, anklagemyndigheden og domstolene er en hjørnesten i

et retssamfund. Samtidig medfører politiets og anklagemyndighedens opga-

ver, at myndighedernes personale kan stå i modsætningsforhold til eller

komme i konflikt med borgerne. Det er derfor afgørende, at borgerne har

tillid til, at politiet og anklagemyndigheden som retshåndhævende myndig-

heder udfører deres opgaver på en måde, hvor der ikke sker unødvendige

eller ubegrundede indgreb i den enkelte borgers rettigheder.

Opretholdelsen af en høj tillid til politiets og anklagemyndighedens arbejde

forudsætter bl.a., at myndighederne reagerer hurtigt og adækvat, når de bli-

ver opmærksomme på fejl ved de beviser, som bliver anvendt i straffesager.

Samtidig skal tekniske beviser være underlagt systematiske kvalitetskon-

troller for at sikre integriteten af de pågældende beviser. Endelig er det af-

gørende, at fejl altid håndteres åbent, grundigt og ordentligt.

Behovet for at sikre et uafhængigt tilsyn med kvaliteten og integriteten af

de tekniske beviser, som politiet og anklagemyndigheden anvender i straf-

fesager, er bl.a. aktualiseret af den såkaldte teledata-sag.

I foråret 2019 konstaterede Rigspolitiet en systemfejl i det it-program, som

politiet anvender til at konvertere såkaldte rådata fra teleselskaberne i for-

bindelse med indhentning af teleoplysninger i straffesager. Sagen satte

grundlæggende spørgsmålstegn ved kvaliteten af de teledata, som politiet

og anklagemyndigheden anvender i straffesager.

Behovet for, at der løbende føres tilsyn med tekniske bevisers kvalitet blev

endvidere understreget i efteråret 2019, hvor der i en konkret sag blev kon-

stateret et DNA-profilsammenfald, som førte til, at en person blev sigtet.

Der var tale om et match mellem et spor og en DNA-personprofil optaget i

DNA-profilregistret før juni 2012, som derfor var typebestemt efter en tid-

ligere anvendt metode. Da der efterfølgende blev udført en supplerende ana-

lyse baseret på en nyere metode, viste denne, at mistanken var ubegrundet.

Politikredsen opgav herefter påtale i sagen.

Sagen resulterede bl.a. i, at Rigspolitiet efter drøftelse med Rigsadvokaten

udstedte nye retningslinjer for opdatering af DNA-profiler, der er typebe-

stemt efter den tidligere anvendte metode.

Teledata-sagen viser, at der er behov for yderligere kontrol med processen

for politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser, så til-

liden til disse sikres. Det gælder fra tidspunktet, hvor materiale, spor, data

eller lignende oplysninger (f.eks. teleoplysninger, fingeraftryk, DNA-mate-

riale eller våbenspor) indsamles og bearbejdes, til de præsenteres som tek-

niske beviser under en straffesag.

DNA-eksemplet illustrerer de bevismæssige udfordringer, der kan være for-

bundet med den teknologiske udvikling og udviklingen af nye metoder. Der

er i den forbindelse et behov for at sikre, at myndighedernes procedurer føl-

ger relevante standarder på området.

Herudover er der behov for at styrke tilliden til behandlingen af adfærdskla-

ger og anmeldelser om strafbare forhold begået i tjenesten for så vidt angår

politiets og anklagemyndighedens ansatte. Behovet udspringer navnlig af de

senere års opgaveglidning i politiet, hvor der – som et supplement til det

politiuddannede personale – er ansat civile medarbejdere til løsningen af

politiets kerneopgaver for at frigøre politiuddannet personale.

Derfor bør Den Uafhængige Politiklagemyndigheds kompetence udvides til

– ud over politipersonale – at omfatte andet personale i politiet og anklage-

myndigheden, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der rela-

terer sig til retshåndhævelse. Med den foreslåede udvidelse sigtes således til

civilt personale i politiet og ansatte ved den centrale anklagemyndighed

(statsadvokaterne og Rigsadvokaten). På denne måde sikres, at borgerens

retsstilling og mulighed for at indbringe sådanne sager for Den Uafhængige

Politiklagemyndighed ikke afhænger af, hvilken medarbejdergruppe sagen

vedrører. Det afgørende vil i stedet være, hvilke typer opgaver den pågæl-

dende varetager.

Lovforslaget har til formål at styrke borgernes samlede tillid til de retshånd-

hævende myndigheder. Lovforslagets første del indebærer, at der oprettes

en ny myndighed – Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler – der vil skulle

føre tilsyn med politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske

beviser. Lovforslagets anden del indebærer, at Den Uafhængige Politikla-

gemyndighed (Politiklagemyndigheden) fremover – ud over politipersonale

– vil skulle behandle adfærdsklager og efterforske straffesager mod andet

personale i politiet anklagemyndigheden, som varetager politimæssige op-

gaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse.

Lovforslaget skal ses i lyset af den særlige danske model for organisering af

politi og anklagemyndighed, hvor den lokale anklagemyndighed er integre-

ret i politikredsene. Modellen sikrer bl.a. et effektivt og uformelt samarbejde

mellem de to myndigheder, hvor der i den daglige straffesagsbehandling kan

ske løbende legalitets- og kvalitetssikring af straffesagsbehandlingen –

f.eks. ved løbende at afklare, hvilke tvangsindgreb der er hjemmel til at fo-

retage i de enkelte sager. Denne organisering, der sikrer synlighed og gen-

nemslagskraft i legalitetssikringen, bør fastholdes.

Lovforslaget skal i sin helhed understøtte den danske model for organise-

ringen af politiet og anklagemyndigheden og medvirke til, at den generelt

meget høje tillid, som politiet og anklagemyndigheden nyder blandt befolk-

ningen, fastholdes.

1.2. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at der oprettes en ny myndighed – Det Uafhængige Tilsyn med

Bevismidler (Bevismiddeltilsynet) – der skal føre tilsyn med politiets og an-

klagemyndighedens behandling af tekniske beviser.

Tilsynets opgaver vil bestå i at påse, at der er udarbejdet tilstrækkelige og

relevante procedurer og retningslinjer for håndteringen og behandlingen af

de enkelte typer af tekniske beviser, samt at disse procedurer og retnings-

linjer efterleves. Tilsynet vil desuden have til opgave at føre kontrol med, at

standarderklæringer, politirapporter mv. i relevant omfang beskriver de for-

behold og usikkerheder, der generelt måtte knytte sig til de enkelte bevis-

midler. Tilsynet vil endvidere skulle kontrollere, om anklagemyndigheden

generelt sikrer, at oplysninger om forbehold og usikkerheder, der konkret

måtte knytte sig til de anvendte tekniske beviser, fremgår af straffesagerne

og fremlægges åbent under straffesagens behandling ved domstolene.

Det er med oprettelsen af Bevismiddeltilsynet forudsat, at det nye tilsyn sup-

plerer de eksisterende kontrolmekanismer. Det nye tilsyn overtager ikke ek-

sisterende tilsynsopgaver. Politikredsene skal derfor fortsætte med den nu-

værende legalitets- og kvalitetssikring og de lokale tilsyn, ligesom statsad-

vokaterne fortsat vil skulle føre tilsyn med politidirektørernes behandling af

straffesager. Det vil endvidere fortsat være Datatilsynet, der fører tilsyn

med, at reglerne om databeskyttelse bliver overholdt.

Bevismiddeltilsynets virksomhed vil skulle omfatte politiet og anklagemyn-

digheden.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Politiklagemyndigheden vil ikke

blive omfattet af tilsynets kompetence, ligesom eksterne aktører, der udfører

undersøgelser, eller udarbejder erklæringer til brug for politiets efterforsk-

ning (f.eks. Retsgenetisk Afdeling og bilinspektører), heller ikke vil blive

omfattet. Politiets og anklagemyndighedens behandling af erklæringerne vil

derimod være omfattet.

Efter lovforslaget vil det eksisterende Politiklageråd – der i dag fungerer

som Politiklagemyndighedens øverste ledelse – fremover også skulle vare-

tage det overordnede ansvar for Bevismiddeltilsynets virksomhed.

Det foreslås herudover at udvide Politiklagemyndighedens eksisterende

kompetence til også at omfatte andet personale i politiet og anklagemyndig-

heden, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig

til retshåndhævelse. Lovforslaget vil ensarte borgerens retsstilling og mu-

lighed for at indbringe sådanne sager for Politiklagemyndigheden.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Nyt tilsyn

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Straffesagskæden

Behandlingen af straffesager involverer i de fleste tilfælde flere myndighe-

der, herunder politiet, anklagemyndigheden, domstolene og kriminalforsor-

gen. For at straffesager kan gennemføres effektivt er det en forudsætning, at

myndighederne samarbejder både på centralt og lokalt niveau.

Myndighederne i straffesagskæden varetager hver sin rolle. Politiet efterfor-

sker og opklarer forbrydelser, anklagemyndigheden drager strafskyldige til

ansvar og sørger for, at der ikke sker forfølgning af uskyldige, domstolene

vurderer beviserne i en sag og dømmer eller frifinder den tiltalte, og krimi-

nalforsorgen fuldbyrder den straf, som domstolene evt. fastsætter. Anklage-

myndigheden og domstolene fører desuden kontrol med de tidligere led i

kæden, ligesom rigspolitichefen fører tilsyn med politidirektørerne som led

i over-/underordnelsesforholdet.

Straffesagskæden er ikke en fast defineret størrelse, men kan ses som en

proces, der forløber fra det tidspunkt, hvor politiet modtager en anmeldelse

eller iværksætter en undersøgelse af egen drift, til straffesagen afsluttes

eventuelt ved endt afsoning. Sagen kan afsluttes med afvisning af anmeldel-

sen, indstilling af efterforskningen, udstedelse af et bødeforelæg eller med

meddelelse af en påtaleopgivelse eller et tiltalefrafald. Dernæst kan domsto-

lene enten frifinde eller idømme borgeren en bøde eller en fængselsstraf.

Domstolene kan også meddele borgeren en advarsel eller afgøre sagen med

en anden strafferetlig foranstaltning. Endelig kan sagskæden afsluttes ved

kriminalforsorgen – enten ved at borgeren afsoner en idømt straf, eller ved

at kriminalforsorgen fører tilsyn med borgeren gennem en nærmere fastsat

periode.

2.1.1.2. Politikredsenes legalitets- og kvalitetssikring

Ved behandlingen af en straffesag påhviler det først og fremmest den en-

kelte medarbejder at påse, at sagsbehandlingen opfylder legalitets- og kva-

litetskravene og harmonerer med god sagsbehandlingsskik. Det gælder så-

vel politiuddannede, kontoruddannede, juridisk uddannede og andre akade-

miske medarbejdere. Det påhviler dernæst den enkelte medarbejders nær-

meste leder at kontrollere kvaliteten og legaliteten i medarbejderens sagsbe-

handling. Det påhviler endelig den enkelte anklager i forbindelse med be-

handlingen af straffesagerne at påse, at sagsbehandlingen i sin helhed opfyl-

der legalitets- og kvalitetskravene og harmonerer med god sagsbehandlings-

skik. Der påhviler således anklagemyndigheden et generelt og tværgående

ansvar for straffesagens behandling.

Politidirektøren har det overordnede ansvar for at sikre legaliteten og kvali-

teten af politikredsens arbejde, herunder at straffesagerne behandles så grun-

digt og så hurtigt som muligt. Politidirektøren skal ligeledes sikre, at poli-

tikredsen når de mål, der er opstillet for straffesagsbehandlingen, herunder

at de mål, der er fastsat for f.eks. sagsbehandlingstider, overholdes. Politi-

direktøren skal – gennem chefanklageren og de politiuddannede ledere –

ved fastsættelse af lokale retningslinjer og gennem den daglige legalitets-

og kvalitetssikring endvidere sørge for, at de fastsatte retningslinjer følges,

således at kravene til legalitet, kvalitet og effektivitet opfyldes i politikred-

sens straffesagsbehandling.

Legalitets- og kvalitetssikring af straffesagsbehandlingen omfatter samtlige

lokalpolitistationer og afdelinger, der behandler straffesager. Der afholdes

regelmæssige møder mellem anklagemyndighedens jurister og lokalpoliti-

stationer/afdelinger, og der føres notater over møder og relevante drøftelser,

herunder vedrørende nuværende og tidligere indsats- og fokusområder.

Anklagemyndighedens daglige legalitets- og kvalitetssikring i straffesager

foregår i praksis ved et tæt samarbejde mellem politikredsens anklagere og

politipersonale. Dette skal sikre en smidig og effektiv behandling af straf-

fesagerne, hvor politipersonale og anklagere løbende kan drøfte behandlin-

gen af sagerne. En tæt daglig kontakt mellem anklagere og politipersonale

er et vigtigt led i anklagemyndighedens arbejde med at sikre kvaliteten og

legaliteten i politikredsens arbejde. Politiet har derved løbende gennem

straffesagsbehandlingen en let og uformel adgang til juridisk rådgivning.

Praktisk kan dette både foregå ved, at anklageren deltager i afdelingens ef-

terforskningsmøder, og ved at politiet henvender sig til anklageren med hen-

blik på at drøfte en konkret sag eller mere generelle spørgsmål om proces-

suelle tvangsindgreb, kredsen af mistænkte eller tilskæring af sagen. Det kan

også foregå ved, at advokaturchefen afholder legalitetsmøder med linjeche-

fen for efterforskningsafdelingen og/eller andre politiledere, og her drøfter

kvalitetsmæssige og legalitetsmæssige spørgsmål af mere generel karakter,

ny lovgivning eller særlige opmærksomhedspunkter i øvrigt. Anklagemyn-

digheden får på baggrund af det tætte samarbejde med politiet under efter-

forskningen mulighed for at udøve en løbende juridisk kontrol med politiets

arbejde.

Anklagemyndigheden er ved udførelsen af arbejdet underlagt objektivitets-

princippet, jf. retsplejelovens § 96, stk. 2. Det betyder, at anklagemyndig-

heden ikke blot skal påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at

forfølgning af uskyldige ikke finder sted. Princippet gælder også for ankla-

gemyndighedens tætte samarbejde med politiet og den løbende juridiske

kontrol af politiets arbejde.

2.1.1.3. Rigsadvokatens tilsynsforpligtelse

Det følger af retsplejelovens § 99, stk. 2, at Rigsadvokaten er de øvrige of-

fentlige anklagere overordnet og fører tilsyn med disse.

Rigsadvokaten fører tilsyn med statsadvokaternes og politidirektørernes be-

handling af straffesager og behandler klager over afgørelser vedrørende

strafforfølgning, der er truffet af statsadvokaterne som 1. instans.

Rigsadvokaten foretager en overordnet mål-, resultat- og ressourcestyring

af politikredsenes straffesagsbehandling, der bl.a. omfatter årlige resultat-

kontrakter med generelle produktionskrav, og som også kan inddrage even-

tuelle oplysninger om særlige indsats- og fokusområder, der er blevet iden-

tificeret, f.eks. som led i arbejdet med legalitets- og kvalitetssikring. Som

led heri følger Rigsadvokaten ligeledes op på, om politikredsene har nået de

overordnede mål, der er fastsat for straffesagsbehandlingen.

Rigsadvokaten foretager en tilsvarende overordnet styring med hensyn til

statsadvokaternes straffesagsbehandling. Generelt foretages Rigsadvoka-

tens tilsyn og kvalitetsarbejde med statsadvokaterne dog navnlig med ud-

gangspunkt i resultat- og systemkontrol baseret på bl.a. årsrapporterne, op-

følgningen på målene i de årlige resultatkontrakter og jævnlige møder med

statsadvokaterne. Med henblik på at sikre et tæt og struktureret samarbejde

på området aftales en regelmæssig og hensigtsmæssig mødestruktur mellem

Rigsadvokaten og de to regionale statsadvokater.

Rigsadvokaten afholder mindst én gang årligt et tilsynsmøde i hver statsad-

vokatur bl.a. med henblik på at drøfte statsadvokatens organisering og til-

rettelæggelse af tilsynet og kvalitetsarbejdet med politikredsene. Det gælder

f.eks. identificering og opfølgning på særlige indsats- og fokusområder og

den generelle opsamling af resultatet af bl.a. klagesager, udviklingen i kla-

gesager og omgørelser samt tilsynet på særlige områder, f.eks. med langva-

rige sigtelser og varetægtsfængslinger.

For løbende at udvikle og forbedre en ny og mere samarbejdsorienteret til-

synsmodel bliver der endvidere foretaget en systematisk evaluering af

statsadvokatens tilsyn og kvalitetsarbejde med straffesagsbehandlingen i

politikredsene.

I forhold til de regionale statsadvokaters egen straffesagsbehandling er

Rigsadvokaten i sit tilsyn og kvalitetsarbejde med statsadvokaten navnlig

opmærksom på statsadvokaternes behandling af ankesager, kontrolsager

vedrørende forvarings- og foranstaltningsdømte, sagsbehandlingen af tilta-

leindstillinger og sagsbehandlingstider samt sager med langvarige sigtelser

eller langvarige varetægtsfængslinger. Dertil kommer både de regionale

statsadvokaters og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International

Kriminalitets klassifikation og opfølgning på eksempelvis behandlingen af

særlige internationale sager og udviklingen i statsadvokaturens sagstyper.

I forbindelse med Rigsadvokatens behandling af bl.a. ankesager, procesbe-

villingsansøgninger og klagesager vurderer Rigsadvokaten løbende legali-

teten, kvaliteten og effektiviteten af statsadvokatens sagsbehandling.

2.1.1.4. Statsadvokaternes tilsynsforpligtelse

Det følger af retsplejelovens § 101, stk. 2, at statsadvokaterne fører tilsyn

med politidirektørernes behandling af straffesager og behandler klager over

afgørelser truffet af politidirektørerne vedrørende strafforfølgning.

Herudover er der fastsat retningslinjer for, at politidirektørerne i en række

tilfælde skal forelægge sager, der er undergivet politidirektørernes påtale-

kompetence, for statsadvokaten, inden der rejses tiltale, eller inden det be-

sluttes, om anke af en byretsdom skal undlades, jf. Rigsadvokatmeddelel-

sen, afsnittet om forelæggelse og indberetning mv.

Gennem behandlingen af klagesager opbygger statsadvokaterne kendskab

til sagsbehandling og praksis ved de enkelte embeder, hvilket er en af for-

udsætningerne for statsadvokaternes mulighed for at udøve et effektivt til-

syn og kontrol med politidirektørernes behandling af straffesager. Forud-

sætningerne skabes yderligere gennem statsadvokaternes løbende samar-

bejde med politikredsene. Gennem samarbejdet får statsadvokaterne også et

indgående kendskab til forholdene i den enkelte politikreds.

Tilsyns- og kvalitetsarbejdet omfatter bl.a. politikredsenes implementering

og anvendelse af regler og retningslinjer for behandlingen af straffesager,

politikredsenes tiltalepraksis, sanktionspåstande, afgørelser og iagttagelse af

tidsfrister, herunder navnlig på særlige indsats- og fokusområder. Tilsynet

og kvalitetsarbejdet omfatter såvel politikredsenes generelle sagsbehand-

lingsrutiner og retningslinjer som behandlingen af enkeltsager. I forbindelse

med sit tilsyn og kvalitetsarbejde vurderer statsadvokaten politikredsenes

egen legalitets- og kvalitetssikring samt effektiviteten i straffesagsbehand-

lingen. Statsadvokaten vurderer i den forbindelse politikredsenes retnings-

linjer for legalitets- og kvalitetssikring i alle lokalpolitistationer og afdelin-

ger, der behandler straffesager, og efterlevelsen heraf. Endvidere vurderes

ledelsens opfølgning i tilfælde af legalitets- og kvalitetsproblemer.

Den daglige forpligtelse til at påse, at der sker den fornødne legalitets- og

kvalitetssikring i politikredsene i forbindelse med behandlingen af straffesa-

ger påhviler politidirektøren. Denne interne kontrol finder således sted side-

løbende med den overordnede anklagemyndigheds kontrol og tilsyn med

behandlingen af straffesager.

2.1.1.5. Rigspolitichefens tilsynsforpligtelse

Det følger af retsplejelovens § 109, stk. 1, at rigspolitichefen har ansvar for

politiets virksomhed i hele landet, og at rigspolitichefen fører tilsyn med

politidirektørerne. Der er tale om det almindelige tilsyn, der er forbundet

med et over-/underordnelsesforhold, hvilket også omfatter behandlingen af

konkrete sager.

Rigspolitichefen kan fastsætte generelle og konkrete tjenestebefalinger om

politiets forhold og i den forbindelse give konkrete instrukser og udstede

vejledninger mv. om, hvordan konkrete politifaglige opgaver skal løses på

tværs af politikredsene og i Rigspolitiet.

Rigspolitiets tilsyn omfatter en række konkrete områder af politiets virk-

somhed, herunder forhold knyttet til efterlevelsen af den lovgivning, der fin-

der anvendelse for politiet. Eksempelvis kan Rigspolitiet føre tilsyn med og

instruere om politikredsenes indsamling og behandling af oplysninger som

led i efterforskningsmæssig virksomhed for at sikre, at kredsene efterlever

reglerne i retsplejeloven, politiloven, de databeskyttelsesretlige regler og ge-

nerelle offentligretlige grundsætninger. Rigspolitiet udsteder i den forbin-

delse cirkulærer, vejledninger og action cards, der konkret fastsætter, hvor-

dan politiets opgavevaretagelse skal finde sted. Rigspolitiet håndterer end-

videre situationer, hvor politiets indsamling og brug af oplysninger ikke sker

i overensstemmelse med ovennævnte regelsæt.

Rigspolitiet fører ikke et fast, tværgående tilsyn med straffesagsbehandlin-

gen svarende til anklagemyndighedens tilsyn. Rigspolitiets tilsyn udføres

typisk ad hoc og i tæt sammenhæng med de konkrete styrelsesopgaver, som

Rigspolitiet varetager i forhold til politikredsene, herunder den bistand, som

Rigspolitiet yder i forbindelse med konkrete politiopgaver.

2.1.1.6. Politiets kvalitetssikring af tekniske beviser

Rigspolitiet har ansvaret for udviklingen og driften af en række tekniske ef-

terforskningsredskaber, som anvendes til eksempelvis at bearbejde indsam-

lede oplysninger, materialer og spor mv. Når de indsamlede oplysninger,

materialer og spor har været behandlet eller undersøgt, udfærdiges der ty-

pisk rapporter eller erklæringer, der gør det muligt at dokumentere oplys-

ningerne som beviser i konkrete straffesager. Nedenfor gennemgås de mest

centrale eksempler på disse.

2.1.1.6.1. Kriminaltekniske undersøgelser

Kriminaltekniske undersøgelser udføres både af politikredsene og Rigspoli-

tiet. Rigspolitiet (Nationalt Kriminalteknisk Center) assisterer landets poli-

tikredse, hvis der er behov for anvendelse af specialundersøgelser, special-

kompetencer eller specielt udstyr.

Politiet behandler og undersøger indsamlede kriminaltekniske spor, herun-

der biologiske spor, blodstænk, brandtekniske forhold, dokumenter, DNA,

fingeraftryk, våbenspor, ballistiske forhold, værkstøjsspor, sålaftryk og

foto- og videomateriale.

I henhold til Rådets rammeafgørelse 2009/905/RIA om akkreditering af le-

verandører af kriminaltekniske ydelser, der udfører laboratorieaktiviteter,

har Rigspolitiet (Nationalt Kriminalteknisk Center) implementeret akkredi-

teringsstandarden ”DS/EN/ISO/IEC 17025 – Generelle krav til prøvetag-

ningslaboratoriers kompetence”. Akkrediteringen omfatter laboratorieun-

dersøgelser af biologiske sporsøgninger, fingeraftryk og våbentekniske un-

dersøgelser, herunder gerningsstedsundersøgelser i forbindelse med skudaf-

givelser. Der arbejdes aktuelt med at udvide akkrediteringen til at omfatte

dokumenttekniske og overfladesportekniske undersøgelser. Gerningssteds-

undersøgelser, hvor der ikke har været skudafgivelse, er ikke på nuværende

tidspunkt underlagt ISO-akkreditering, men retningslinjer for gernings-

stedsundersøgelser og behandling af forskellige typer spor på gerningssteder

er beskrevet i en række vejledninger og retningslinjer, som skal sikre kvali-

teten af undersøgelser og sporsikring på gerningssteder.

ISO/IEC-akkrediteringen medfører, at der er en række retningslinjer og kon-

trolprocedurer, der skal overholdes, når Rigspolitiet leverer kriminaltekni-

ske ydelser til politikredsene. Det drejer sig bl.a. om retningslinjer for ad-

gangsforhold, adgangskontrol, håndtering af effekter og spor samt registre-

ring og dokumentation.

Derudover er det inden for de enkelte typer af efterforskningsredskaber de-

fineret, hvilken kontrol resultatet af de tekniske undersøgelser skal undergi-

ves. Dertil kommer kvalitetskontrol i form af makkerkontrol samt teknisk

og administrativt review, hvor resultatet af undersøgelsen efterprøves. End-

videre udføres der kompetencekontroller, f.eks. i form af laboratoriesam-

menligninger og test af personalekompetence. Yderligere gennemføres der

periodiske interne audits, som indebærer en overensstemmelsesvurdering i

forhold til kravene i ISO/IEC-standarden.

Rigspolitiet er endelig som følge af ISO/IEC-akkrediteringen underlagt en

periodisk, uvildig tredjepartstilsynsbedømmelse af akkrediteringsmyndig-

heden DANAK (Den Danske Akkrediteringsfond). Eventuelle afvigelser,

som er identificeret, skal afhjælpes ved gennemførelse af korrigerende

handlinger, som skal godkendes af DANAK.

2.1.1.6.2. It-tekniske undersøgelser

Rigspolitiet (Nationalt Cyber Crime Center) har – med forbehold for de op-

gaver, der varetages af PET – det overordnede politifaglige ansvar for poli-

tiets opgavevaretagelse vedrørende it-kriminalitet mv., herunder udarbej-

delse af it-tekniske erklæringer. Rigspolitiet yder efter anmodning bistand

til politikredsenes efterforskning og retsforfølgning af it-kriminalitet mv.,

som kræver særlig avanceret teknologi, ekspertise eller rutine. Endvidere

bistår Rigspolitiet politikredsene med at løse særligt komplekse digitale ud-

fordringer i forbindelse med efterforskning af it-kriminalitet.

Rigspolitiet udvikler og vedligeholder – i samarbejde med Rigsadvokaten –

nationale kvalitetsstandarder for politiets it-efterforskning, herunder for kor-

rekt behandling af mulige digitale spor efter en forbrydelse. I den forbin-

delse indsamler Rigspolitiet nationalt og internationalt ny viden og best pra-

ctice om efterforskningsværktøjer, arbejdsmetoder, metodeudvikling og

metodevalidering.

Endvidere udarbejder og vedligeholder Rigspolitiet et katalog over kvali-

tetsgodkendt udstyr og software til it-efterforskning mv., som politikredsene

er forpligtede til at foretage indkøb ud fra. Indkøb og brug af andet it-udstyr

og andre programmer kan alene ske efter aftale med Rigspolitiet.

Ved udarbejdelsen af it-tekniske erklæringer foretager Rigspolitiet en kva-

litetskontrol af det udførte arbejde. Der gennemføres review af alle it-tekni-

ske undersøgelser af computere. Formålet med reviewet er at sikre, at Rigs-

politiets analyse er valid og afspejler de sagsskridt, der er foretaget, og at

erklæringen lever op til Rigspolitiets interne retningslinjer for udarbejdelse

af it-tekniske erklæringer.

Gennem reviewet skal det bl.a. sikres, at formålet med undersøgelsen frem-

går af erklæringen, at opstillingen af analysepunkter afspejler formålet, at

der er anvendt relevante undersøgelsesprogrammer, og at eventuelle ud-

valgte sagsdata, der fremsendes til politikredsen sammen med erklæringen,

er korrekt beskrevet i erklæringen, herunder med relevante forbehold i for-

hold til tolkningen af data og tidsstemplinger.

Når den it-tekniske undersøgelse og erklæring godkendes, udarbejder med-

arbejderen, der har foretaget review, et kvalitetskontroldokument. Medar-

bejdere, der har ansvaret for at udføre review, har typisk flere års praktisk

erfaring, hvor de pågældende har erhvervet kompetencer inden for digital

analyse.

2.1.1.6.3. Øvrige tekniske undersøgelser

Ud over ovennævnte tekniske efterforskningsredskaber, som Rigspolitiet rå-

der over til brug for politikredsenes konkrete efterforskninger, har Rigspo-

litiet ligeledes udarbejdet nationale retningslinjer for andre tekniske efter-

forskningsredskaber, som anvendes i politikredsene.

Rigspolitiet har for så vidt angår brugen af automatisk nummerpladegen-

kendelse (ANPG) vejledt politikredsene om jævnligt at sikre kontrol af ud-

styret, herunder i hvilke tilfælde der skal ske kalibrering af udstyret.

For så vidt angår tekniske indgreb i meddelelseshemmeligheden har Tele-

centret i Rigspolitiet bl.a. til opgave at indhente, behandle og videreformidle

f.eks. aflytninger eller historiske teleoplysninger.

I relation til Telecentrets arbejde er der som led i opfølgningen på teledata-

sagen indført en række systemtekniske og manuelle kvalitetskontroller med

henblik på at sikre driften og dataintegriteten. Der er endvidere påbegyndt

et arbejde med certificering af Telecentrets arbejdsprocesser mv.

Rigspolitiets ”Vejledning om politiets håndtering og kvalitetskontrol af te-

ledata under efterforskningen” fastsætter de nærmere krav til politiets hånd-

tering og kvalitetskontrol af teledata samt dokumentation for sammenhæn-

gen mellem rådata og konverteret data, når teledata skal anvendes i retsmø-

der under efterforskningen eller fremlægges som bevis under hovedforhand-

lingen.

På færdselsområdet benyttes forskellige typer teknisk måleudstyr, f.eks. til

brug for måling af hastighed og i forbindelse med kontrol af overholdelse af

køre-/ hviletidsbestemmelser.

Det tekniske måleudstyr, der anvendes som bevis i straffesager på færdsels-

området, gennemgår i forudbestemte intervaller kalibrering eller verifice-

ring for at sikre, at udstyret måler korrekt. Brugerne af måleudstyret er ud-

dannede til at benytte dette, ligesom der er udfærdiget brugervejledninger,

der angiver den korrekte fremgangsmåde for anvendelse heraf.

Til hastighedsmåling benytter politikredsene automatisk trafikkontrol

(ATK), manuelt betjente lasere, videokøretøjer og knallertrullefelt.

Kvalitetssikringen af anvendelse af hastighedsmåleinstrumenter sker gene-

relt ved, at udstyret typegodkendes af en uafhængig institution, der som of-

test er akkrediteret. Typegodkendelsen er en garanti for, at produktet lever

op til de specifikationer, som angives af producenten, herunder fastsættelse

af usikkerhedsfradrag for måling.

Forud for ibrugtagning skal der foretages en kalibrering, som sikrer, at det

enkelte instrument er korrekt indstillet. Der foretages herefter årlige eller

halvårlige verificeringer eller kalibreringer.

Hastighedsmåleinstrumenterne har desuden en række indbyggede selvkon-

troller, eksempelvis ved at instrumentet udfører funktionstest under opstart-

sproceduren.

Politikredsene benytter herudover tekniske færdselsoperative efterforsk-

ningsredskaber for køretøjer i form af eksempelvis bremseprøvestand, de-

celerationsmålere og lydtryksmålere. Kvalitetssikringen af disse efterforsk-

ningsredskaber sker generelt gennem kalibrering af udstyret.

Af andre køretøjstekniske efterforskningsredskaber benytter politikredsene

TachoScan og Tachografkort (førerkort), udlæsningsudstyr og vægte i for-

bindelse med bl.a. kontrol af overholdelse af køre- og hviletidsbestemmelser

m.m.

Lastbilens Tachografkort kontrolleres én gang årligt af et autoriseret værk-

sted. Udlæsningsudstyr anvendes til udlæsning af en række data fra lastbiler

og bliver automatisk opdateret via en tilknyttet brugerlicens. Opdatering og

brugerkontrol sikrer, at udlæsninger er korrekte. Derudover benytter poli-

tikredsene forskellige former for vægte, som gennemgår årlig service og ka-

librering.

2.1.1.7. Anklagemyndighedens legalitets- og kvalitetssikring af tekniske be-

viser

Som anført under pkt. 2.1.1.2. påhviler det i første række den enkelte med-

arbejder at påse, at straffesagsbehandlingen opfylder legalitets- og kvalitets-

kravene og harmonerer med god sagsbehandlingsskik. Det gælder både po-

litipersonale, analytikere og anklagere. Det påhviler dernæst den enkelte

medarbejders nærmeste leder at kontrollere legaliteten og kvaliteten i med-

arbejderens sagsbehandling. Det påhviler endelig den enkelte anklager i for-

bindelse med behandlingen af straffesagerne at påse, at sagsbehandlingen i

sin helhed opfylder legalitets- og kvalitetskravene og harmonerer med god

sagsbehandlingsskik. Det gælder også i forbindelse med legalitets- og kva-

litetssikring af tekniske beviser.

Hvis politiet eksempelvis vurderer, at retsplejelovens betingelser for at fo-

retage et tvangsindgreb, der tilvejebringer et teknisk bevis, er opfyldt, ud-

færdiger politiet en rapport, der bl.a. indeholder en beskrivelse af mistanke-

grundlaget, og hvorfor det pågældende tvangsindgreb er nødvendigt for ef-

terforskningen. Sagen afleveres herefter til anklagemyndigheden, der fore-

tager en selvstændig vurdering af, om betingelserne for indhentning af den

pågældende kendelse er opfyldt. Hvis anklagemyndigheden finder, at betin-

gelserne ikke er opfyldt, tilbageleveres sagen til politiet med anmodning om

uddybning af materialet, hvis dette er muligt. Hvis anklagemyndigheden

derimod er enig i, at betingelserne er opfyldt, fremsættes anmodningen om

afsigelse af kendelse for en dommer. Herved foretager anklagemyndigheden

en løbende legalitetssikring af politiets indhentelse af bl.a. tekniske beviser.

Når det tekniske bevis er tilvejebragt, indgår det i den forsatte efterforskning

af sagen.

I de tilfælde, hvor iværksættelsen af et tvangsindgreb ikke forudsætter ret-

tens forudgående eller efterfølgende godkendelse, vil der også ske doku-

mentation af indgrebet. Den konkrete kontrol med det iværksatte indgreb vil

afhænge af indgrebets karakter. Som eksempel herpå kan nævnes optagelse

af fingeraftryk, som er et indgreb, der iværksættes af sagsbehandleren i hen-

hold til retsplejelovens regler om legemsindgreb.

Når sagen er færdigefterforsket, afleveres den til anklagemyndigheden med

henblik på en stillingtagen til tiltalespørgsmålet. Anklagemyndigheden vur-

derer i den forbindelse, om det ud over enhver rimelig tvivl kan bevises, at

tiltalte er skyldig. Som led i denne vurdering foretager anklageren en vur-

dering af de enkelte beviser i sagen, herunder om, og i givet fald, hvilken

vægt, de kan tillægges (kvalitet), og om de er lovligt tilvejebragte (legalitet).

I forbindelse med denne vurdering kontrollerer anklageren, om de indhen-

tede beviser er korrekt gengivet af politiet i rapportmaterialet, og om sagen

er tilstrækkelig oplyst, eller om der skal foretages supplerende efterforsk-

ningsskridt for at imødegå de eventuelle bevismæssige usikkerheder, der

knytter sig til det pågældende bevis.

Eksempelvis skal der ved straffesager om hastighedsovertrædelser foreligge

dokumentation for gennemførelsen af den foreskrevne periodevise kalibre-

ring af politiets hastighedsmålere, før der kan rejses tiltale. I sager, hvor der

indgår teledata, vil anklageren sikre sig, at kvalitetsrapporten indeholder de

nødvendige oplysninger om de fejlkilder og usikkerheder, der er relevante

for sagen, og vurdere om der er behov for supplerende efterforskning. Fore-

ligger der tekniske erklæringer i sagen, sammenholder anklageren erklærin-

gens konklusion med politiets øvrige efterforskningskonklusioner og vurde-

rer, om der skal stilles supplerende skriftlige spørgsmål i anledning af er-

klæringen, eller om der skal være vidneførsel i forbindelse med erklærin-

gens dokumentation i retten. Begge dele sker under iagttagelse af forsvare-

rens mulighed for kontradiktion.

Anklagemyndigheden skal endvidere generelt ved tiltalerejsningen gøre sig

overvejelser om, hvordan beviset skal præsenteres i retten, herunder om der

er brug for efterforskere, analytikere eller sagkyndige vidner, som skal vidne

under hovedforhandlingen. Anklagemyndigheden skal desuden, hvor det er

relevant, indkalde andre vidner samt præsentere yderligere efterforskning,

der kan understøtte eller supplere de foreliggende beviser. Hvis der under

hovedforhandlingen rejses begrundede spørgsmål vedrørende kvaliteten af

et bevis, som ikke tidligere har været fremme, må anklagemyndigheden

overveje, om der helt undtagelsesvist er behov for at begære sagen udsat

med henblik på yderligere efterforskning, der kan understøtte eller supplere

de foreliggende beviser i sagen.

2.1.1.8. Review af opbevaring og behandling af bevismidler i politiets og

anklagemyndighedens it-systemer

I forbindelse med teledata-sagen blev der i sommeren 2019 igangsat et ek-

sternt review af indhentning, opbevaring og behandling af tekniske bevis-

midler i politiets og anklagemyndighedens it-systemer, herunder af de kon-

trolforanstaltninger myndighederne har etableret med henblik på at imødegå

teknisk forvanskning. Formålet med reviewet er at identificere eventuelle

tekniske fejl, der opstår i processen forbundet med håndtering af bevismid-

ler, fra data indhentes og registreres til selve anvendelsen i efterforskningen

og i retten. Det kan eksempelvis være perioden fra, at et fingeraftryk optages

og registreres og matches op imod allerede kendte fingeraftryk, til det senere

fremlægges som bevis under en straffesag.

Reviewet tilrettelægges, så de mest centrale typer af tekniske beviser under-

søges først. Eksempler på tekniske beviser, som bliver omfattet af reviewet,

er: DNA, fingeraftryk, data fra tekniske indgreb i meddelelseshemmelighe-

den, data fra beslaglagte it-koster, video- og fotooptagelser fra eksterne

(f.eks. tv-overvågning) og fra politiforretninger (kropskameraer, videoafhø-

ringer, kameraer på vejbroer), automatisk nummerpladegenkendelse

(ANPG) og automatisk trafikkontrol (ATK).

Under forberedelsen af reviewet er der sket en afdækning af de relevante

bevistyper og systemer, der bør undersøges nærmere. Der er identificeret en

række forskellige typer tekniske beviser, som potentielt kan blive forvansket

som følge af fejlagtig teknisk databehandling ved modtagelse/indhentning,

teknisk konvertering, omstrukturering mv. samt videreformidling til brug i

retten.

En del af reviewet er også at afdække, hvorvidt der sker tilstrækkelig, lø-

bende kvalitetskontrol ved håndteringen af de forskellige tekniske beviser,

og hvilke kontrolprocedurer der er etableret for indhentning, opbevaring og

behandling af beviserne.

Reviewet skal komme med anbefalinger til, hvordan politiet og anklage-

myndigheden på kort og langt sigt kan styrke opbevaringen, håndteringen

og anvendelsen af de enkelte bevismidler, hvis reviewet identificerer et be-

hov for dette. Anbefalingerne forventes bl.a. at indeholde overvejelser om

ansvaret for, at data er korrekte samt tekniske tiltag, som kan sikre, at bevi-

serne ikke forvanskes i den tekniske bearbejdning. Det skal samtidig sikres,

at systemerne kommer under løbende intern eller ekstern kontrol i det om-

fang, de ikke allerede er det.

Sideløbende med reviewet er der iværksat en ekstern undersøgelse af data-

håndtering hos politiet og anklagemyndigheden, som indebærer en kule-

gravning af over 400 it-systemer. Undersøgelsen skal medvirke til at sikre,

at borgerne kan have tillid til, at myndighederne håndterer data korrekt og

sikkert, fra de bliver indsamlet, til de skal slettes. I den eksterne undersø-

gelse af datahåndtering vil de it-systemer, hvor der opbevares og behandles

beviser, blive undersøgt blandt de første. På den måde tilstræbes det, at me-

darbejdernes håndtering af data i og omkring systemer, der opbevarer tek-

niske beviser, vil blive kortlagt parallelt med reviewet af de samme bevis-

typer.

2.1.1.9. Databeskyttelsesretlige krav til behandling af personoplysninger,

der indgår i tekniske beviser

Politiets og anklagemyndighedens behandling af personoplysninger – her-

under den behandling, der foretages som led i politiets anvendelse af tekni-

ske efterforskningsredskaber og tilvejebringelse af beviser – er underlagt

reglerne i lov nr. 410 af 27. april 2017 om retshåndhævende myndigheders

behandling af personoplysninger (retshåndhævelsesloven), jf. retshåndhæ-

velseslovens § 1, stk. 1.

Retshåndhævelsesloven stiller en række krav til politiets og anklagemyn-

dighedens behandling af personoplysninger ved anvendelsen af tekniske be-

viser.

Efter retshåndhævelseslovens § 4, stk. 1, skal politiet og anklagemyndighe-

den behandle oplysninger i overensstemmelse med god databehandlingsskik

og under hensyntagen til oplysningernes karakter. De oplysninger, der be-

handles, skal være relevante og tilstrækkelige og må ikke omfatte mere, end

hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsam-

les, og de formål hvortil oplysningerne senere behandles, jf. retshåndhævel-

sesloven § 4, stk. 3.

Det er den dataansvarliges opgave at påse, at kravene i bestemmelsen over-

holdes, og at dette kan påvises, jf. retshåndhævelseslovens § 4, stk. 8. Kravet

om at påvise overholdelse må navnlig antages at indebære en mere generel

pligt til over for Datatilsynet på foranledning at kunne godtgøre, at de rele-

vante krav efterleves.

I overensstemmelse med retshåndhævelseslovens og retshåndhævelsesdi-

rektivets regler har politiet udpeget en databeskyttelsesrådgiver, der vareta-

ger en række nærmere oplistede opgaver på tværs af politikredsene og Rigs-

politiet. Databeskyttelsesrådgiveren har bl.a. til opgave at overvåge over-

holdelsen af retshåndhævelsesloven og anden lovgivning om databeskyt-

telse, jf. retshåndhævelseslovens § 31, nr. 2.

Det er således databeskyttelsesrådgiverens opgave at overvåge bl.a., at po-

litiet overholder de krav, der følger af retshåndhævelseslovens § 4, at politiet

iagttager et passende niveau af behandlingssikkerhed ved behandlingen af

personoplysninger, jf. retshåndhævelseslovens § 27, og at politiet overhol-

der de i retshåndhævelsesloven – og relevant særlovgivning – fastsatte be-

handlingsregler.

2.1.1.10. Andre lande

Justitsministeriet har foretaget høring af Sverige, Norge, Finland, Tyskland

og Holland med henblik på at indhente erfaringer vedrørende tilsynsordnin-

ger af samme karakter som den foreslåede. Det bemærkes, at ingen af de

hørte lande har en organisatorisk opbygning af politiet og anklagemyndig-

heden, som er identisk med den danske model.

Justitsministeriet har modtaget svar fra samtlige hørte lande. Ingen af de

adspurgte lande har imidlertid efter det oplyste etableret uafhængige myn-

digheder, der fører tilsyn med politiets og anklagemyndighedens behandling

af tekniske beviser. Dog kan det nævnes, at Sverige har Säkerhets- och in-

tegritetsskyddsnämnden (SIN), der er en statslig myndighed, som har til op-

gave at udøve tilsyn med bl.a. politiet og anklagemyndigheden med henblik

på at styrke borgernes retssikkerhed.

SIN fører tilsyn med anvendelsen af tvangsindgreb (f.eks. aflytning),

agentvirksomhed samt politiets behandling af personoplysninger og skal

gennem sin tilsynsvirksomhed sikre, at de retshåndhævende myndigheder

udfører deres aktiviteter lovligt.

SIN tilrettelægger sit arbejde efter, hvor der vurderes at være størst risiko

for, at de omfattede myndigheder begår fejl. SIN kan beslutte at iværksætte

et konkret tilsyn på eget initiativ eller efter anmodning fra borgere. I de til-

fælde, hvor SIN modtager en anmodning, er der ikke noget krav om, at den,

som indgiver anmodningen, begrunder dette nærmere, eller at den pågæl-

dende har mistanke om selv at være underlagt et tvangsindgreb. Personen

skal efterfølgende informeres om, at kontrollen er udført.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Politiet og anklagemyndigheden varetager forskellige opgaver, men er sam-

tidig tæt forbundet. Med den lokale anklagemyndighed integreret i politik-

redsene er der skabt mulighed for et effektivt og uformelt samarbejde mel-

lem de to myndigheder. Samtidig bidrager anklagemyndighedens tilstede-

værelse til, at der kan udøves løbende legalitets- og kvalitetssikring i poli-

tikredsenes daglige arbejde.

Politiet har allerede etableret forskellige procedurer for kvalitetssikringen af

tekniske efterforskningsredskaber, som bearbejder indsamlede spor i efter-

forskningen, der senere danner grundlag for udarbejdelsen af kriminaltekni-

ske erklæringer mv. Statsadvokaterne fører endvidere tilsyn med politidi-

rektørernes straffesagsbehandling, herunder bl.a. politikredsenes implemen-

tering og anvendelse af regler og retningslinjer for behandlingen af straf-

fesager, politikredsenes tiltalepraksis, sanktionspåstande, afgørelser og iagt-

tagelse af tidsfrister. Der henvises til pkt. 2.1.1.4. til 2.1.1.6.

Statsadvokaternes nuværende tilsynsforpligtelse spiller en vigtig rolle i for-

hold til den løbende legalitets- og kvalitetssikring af politiets efterforskning.

Tilsynet med, om der er udarbejdet procedurer og retningslinjer for behand-

lingen af de enkelte typer af tekniske beviser, som tager højde for de usik-

kerheder, der kan være forbundet med anvendelsen af forskellige teknolo-

gier og metoder, om disse procedurer og retningslinjer følges, samt om usik-

kerheder knyttet hertil generelt er beskrevet fyldestgørende i rapporter og

standarderklæringer og i relevant omfang fremlægges gennem straf-

fesagskæden, er dog som udgangspunkt ikke et fokusområde i statsadvoka-

ternes nuværende tilsyn.

Justitsministeriet finder derfor, at der er behov for at etablere et mere tvær-

gående tilsyn med behandlingen af tekniske beviser.

Justitsministeriet har overvejet, om et sådant tilsyn ville kunne etableres in-

den for rammerne af statsadvokaternes nuværende tilsynsforpligtelse med

politidirektørernes behandling af straffesager. Justitsministeriet finder imid-

lertid, at der er behov for et tværgående tilsyn, der har et bredere sigte og et

andet fokus end statsadvokaternes nuværende tilsynsforpligtelse, og som

også omfatter anklagemyndigheden og Rigspolitiet. Justitsministeriet finder

det samtidig nødvendigt, at tilsynet bliver fuldt ud uafhængigt og får en

bred, tværfaglig sammensætning samt teknisk indsigt. Det skyldes dels be-

hovet for at sikre tilliden til myndighedernes behandling af de pågældende

beviser, dels karakteren af den opgave, som tilsynet vil skulle varetage.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der er behov for at etablere et

nyt uafhængigt tilsyn. Tilsynet vil konkret skulle påse, at politiet og ankla-

gemyndigheden – inden for de enkelte typer af tekniske beviser – har etab-

leret og efterlever relevante procedurer og retningslinjer med henblik på at

sikre integriteten af tekniske beviser, at de tekniske erklæringer og eventu-

elle supplerende politirapporter afspejler de forbehold og usikkerheder, der

generelt måtte knytte sig til de pågældende beviser, og at oplysningerne

herom fremlægges gennem straffesagskæden. Tilsynet vil således have til

formål at sikre, at beviserne – set i lyset af de særlige retssikkerhedsmæssige

krav, der stilles i straffesager – håndteres korrekt. Tilsynet vil derimod ikke

have til opgave at efterprøve myndighedernes efterlevelse af de regler, prin-

cipper mv., der ikke er direkte knyttet til strafferetsplejen, f.eks. offentlig-

hedslovens regler om journaliserings- og notatpligt og de databeskyttelses-

retlige regler i retshåndhævelsesloven.

Behovet for et nyt tilsyn understøttes endvidere af, at der i dag findes en

række tekniske beviser, der ikke tidligere indgik i straffesagerne, og at denne

udvikling må antages at fortsætte. Det betyder, at der forventeligt kommer

andre bevistyper til, end dem, politiet og anklagemyndigheden arbejder med

i dag, herunder de eksempler, der er nævnt under pkt. 2.1.3.3.

Det øgede antal af bevistyper stiller større krav til politiets og anklagemyn-

dighedens redegørelse for bevisernes karakter med henblik på, at de kan

indgå i straffesagen med den fornødne transparens. Den løbende udvikling

i politiets efterforskningsmetoder giver anklagemyndigheden mulighed for

en række nye former for bevisførelse, som sigtede og dennes forsvarer skal

have lejlighed til at udtale sig om, jf. princippet om kontradiktion. Det øgede

antal af tekniske bevistyper stiller tilsvarende yderligere krav til tiltaltes for-

svar.

Mens det i sidste ende er op til retten at vægte de fremlagte beviser ved

vurderingen af, om en person er skyldig, vil det derfor være nødvendigt for

alle straffesagens aktører – herunder domstolene – at forstå opbygningen af

det enkelte bevismiddel og hvilke generelle usikkerheder, der måtte knytte

sig til det. Det er afgørende for rettens evne til at nå frem til den materielle

sandhed og træffe afgørelser om bevisførelsen ved behandlingen af straf-

fesagerne, at anklagemyndigheden under retsmøder fremlægger og henleder

rettens opmærksomhed på relevante forbehold og usikkerheder, der knytter

sig til tekniske beviser. Retten vil således ikke kunne vurdere og bedømme

forhold, som retten ikke kender til. Det bemærkes i den forbindelse, at der

ved behandlingen af straffesager ofte deltager lægdommere, som ikke kan

forventes at have den faglige og tekniske indsigt og indblik i karakteren og

validiteten af de forskellige tekniske beviser.

Justitsministeriet har i forlængelse heraf overvejet, hvordan tilsynets opga-

ver nærmere vil skulle tilrettelægges. Tilsynets opgaver i forhold til hen-

holdsvis politiet og anklagemyndigheden vil således skulle afspejle de rol-

ler, som de respektive myndigheder har ved behandlingen af tekniske bevi-

ser.

Politiet foretager ved hjælp af tekniske processer – og eventuelt med hjælp

fra eksterne aktører som Retsmedicinsk Institut – behandling af materiale

og andre spor til brug for straffesagen. Det er politiet, der som det første led

i straffesagskæden foretager eller initierer den tekniske behandling af bevi-

ser. Politiet integrerer herefter oplysningerne i straffesagen sammen med sa-

gens øvrige efterforskningsmateriale. Af samme grund er politiet den aktør

med størst indflydelse på den måde, beviserne fremtræder på i den samlede

straffesag. Dertil kommer, at politiet og eksterne aktører i standarderklærin-

ger eller lignende angiver de statistiske og tekniske forbehold og usikkerhe-

der, der generelt eller konkret er forbundet med de enkelte bevistyper.

Det er endvidere politiet, der oplyser sagen, og dermed også politiet, der

som udgangspunkt beslutter, hvilke oplysninger og rapporter der skal ind-

hentes og udarbejdes til brug for sagen. Politiet kan i den forbindelse i større

eller mindre omfang angive, hvilke bevismæssige usikkerheder der skal ta-

ges højde for i forhold til de konklusioner, der er draget under efterforsknin-

gen. Det kan f.eks. ske ved, at politiet supplerer standarderklæringer med

politirapporter, hvoraf det konkret fremgår, hvilke usikkerheder de enkelte

tekniske processer og fortolkninger er forbundet med.

Anklagemyndighedens rolle vil i forlængelse heraf være at sikre, at de rele-

vante erklæringer og rapporter fremgår af sagerne, og at oplysninger om

karakteren af de tekniske beviser indgår i sagen og fremlægges i relevant

omfang under retsmøder – både under efterforskningen, og når sagen ho-

vedforhandles i retten.

Anklageren skal endvidere kontrollere, om de indhentede beviser er korrekt

gengivet af politiet i rapportmaterialet, og om sagen er tilstrækkelig oplyst,

eller om der skal foretages supplerende efterforskningsskridt, herunder for

at imødegå de eventuelle usikkerheder, der knytter sig til det pågældende

bevis. Foreligger der tekniske erklæringer i sagen, sammenholder anklage-

ren erklæringens konklusion med politiets rapport og konklusioner og vur-

derer, om der skal stilles supplerende skriftlige spørgsmål i anledning af er-

klæringen, eller om der skal være vidneførsel i forbindelse med erklærin-

gens dokumentation i retten.

De foreslåede opgaver skal endvidere ses i sammenhæng med sagens over-

gang til behandling ved domstolene.

Retten udøver bl.a. legalitetskontrol med hensyn til politiets efterforskning,

vurderer de fremlagte beviser under hovedforhandlingen og træffer afgø-

relse (afsiger dom) i straffesager, ligesom rettens formand leder hovedfor-

handlingen. Det følger endvidere af retsplejelovens § 867, at rettens for-

mand er berettiget og forpligtet til på egen hånd at stille spørgsmål til den,

som afhøres, når der i sandhedens interesse er grund til dette (princippet om

den materielle sandhed). Efter retsplejelovens § 874, stk. 3, kan retten des-

uden beslutte, at bevis skal føres, selvom ingen af straffesagens parter har

ønsket det ført.

I lyset af det i pkt. 2.1.2 anførte om den materielle sandhed samt rettens

mulighed for at træffe afgørelser om bevisførelsen under straffesagsbehand-

lingen, findes det hensigtsmæssigt, at Bevismiddeltilsynet også får mulig-

hed for at føre tilsyn med anklagemyndighedens præsentation af tekniske

beviser under retsmøder. Som det fremgår af pkt. 2.1.3.5 vil tilsynet, til brug

for sine eventuelle generelle anbefalinger, alene kunne indtage en observe-

rende rolle under udvalgte retsmøder, hvor den tekniske bevistype, der er

undergivet tematisk tilsyn, præsenteres.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der oprettes et nyt uafhængigt tilsyn med politiets og ankla-

gemyndighedens behandling af tekniske beviser. Nedenfor behandles det

foreslåede tilsyns organisering og sammensætning (pkt. 2.1.3.1) og forskel-

lige generelle spørgsmål vedrørende tilsynets kompetence (pkt. 2.1.3.2).

Dernæst følger en nærmere afgrænsning af, hvilke tekniske beviser der vil

være omfattet af tilsynsvirksomheden (pkt. 2.1.3.3), mens de efterfølgende

afsnit beskriver tilsynets opgaver (pkt. 2.1.3.4), den praktiske udførelse

heraf (pkt. 2.1.3.5) og resultatet af tilsynet (pkt. 2.1.3.6).

2.1.3.1. Tilsynets organisering

Justitsministeriet finder, at Bevismiddeltilsynet i sin virksomhed bør være

fuldstændig uafhængigt af politiet og anklagemyndigheden.

Det foreslås derfor, at myndigheden i administrativ henseende – på lige fod

med Politiklagemyndigheden – placeres direkte under Justitsministeriet, der

vil være den øverste ansvarlige for Bevismiddeltilsynets bevillinger og an-

dre økonomiske forhold, personale og IT.

Da myndigheden er uafhængig, vil dens endelige vurderinger, henstillinger

og anbefalinger ikke kunne ændres af Justitsministeriet eller nogen anden

administrativ myndighed. Der vil heller ikke kunne meddeles tilsynet pålæg

om, at tilsynet, udover hvad der er fastsat i lovgivningen, skal foregå på en

bestemt måde. Myndighederne vil heller ikke kunne bede tilsynet om at

stoppe en igangværende undersøgelse.

Det foreslås endvidere, at Bevismiddeltilsynet organisatorisk placeres under

samme ledelse som Politiklagemyndigheden. Det vil herefter være Politik-

lagerådet, der har det overordnede ansvar for Bevismiddeltilsynets virksom-

hed og for at fastlægge generelle overordnede retningslinjer for myndighe-

dens arbejde. Det daglige ansvar for myndighedens arbejde vil påhvile di-

rektøren for Politiklagemyndigheden, der fremover også vil være den øver-

ste ansvarlige for Bevismiddeltilsynets medarbejdere. Politiklagerådet fast-

sætter fortsat sin egen forretningsorden og regler om arbejdets fordeling

mellem rådet og direktøren.

Herved sikres en hensigtsmæssig balance mellem den faglige del af myn-

digheden, der skal udføre det daglige arbejde, og ekstern indflydelse og

kompetence i form af et råd, der som kontrolinstans har det overordnede

ansvar for myndighedens virke. Et nyt, uafhængigt tilsyn under Politiklage-

rådets ledelse vil endvidere tilføre et lægt element til kontrollen med poli-

tiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser. Dette vil –

sammen med et i øvrigt bredt sammensat Politiklageråd – kunne være med

til at fastholde tilliden til brugen af disse bevistyper. Det foreslås i den for-

bindelse, at Politiklagerådet udvides med en teknisk ekspert med henblik på

at understøtte et tværfagligt blik på Bevismiddeltilsynets virksomhed.

Ud over den fælles direktør for Politiklagemyndigheden og Bevismiddeltil-

synet vil tilsynets sekretariat skulle bestå af en sekretariatschef, der ligesom

direktøren forudsættes at være en erfaren jurist, og som kan varetage direk-

tørens funktioner i forhold til tilsynet, når denne ikke er til stede. Tilsynet

vil endvidere skulle bestå af et yderligere antal juridiske medarbejdere samt

en eller flere personer med efterforskningsmæssig baggrund. Myndigheden

vil herudover skulle bestå af en eller flere analytiske medarbejdere med en

relevant uddannelsesmæssig baggrund, f.eks. inden for det samfundsviden-

skabelige område. Herudover vil der skulle indgå administrativt personale.

Justitsministeriet finder, at der – ligesom for Politiklagemyndigheden – ikke

er grundlag for at foreslå særlige regler om sammensætningen af personalet

i Bevismiddeltilsynets sekretariat, f.eks. i relation til tidligere arbejde i po-

litiet eller i anklagemyndigheden.

Der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke noget til hinder for, at en me-

darbejder ansat ved tilsynet har en politimæssig uddannelse og tidligere har

gjort tjeneste i politiet, ligesom en anklagerfaglig baggrund heller ikke vil

være en hindring. Omvendt bør dette ikke stilles som en betingelse.

Medarbejderne i Bevismiddeltilsynet skal i deres daglige virke have for øje,

at myndigheden er uafhængig af politiet og anklagemyndigheden. Justitsmi-

nisteriet finder dog ikke anledning til at stille forslag om en »karantænepe-

riode« for tidligere medarbejdere i politiet og i anklagemyndigheden. En

sådan karantæneperiode gælder heller ikke for medarbejdere i Politiklage-

myndigheden. Justitsministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at det også

i forbindelse med ansættelse af medarbejdere i tilsynet vil være særdeles

vanskeligt at skaffe kvalificerede medarbejdere, hvis der stilles krav om en

sådan karantæneperiode.

Som det fremgår af pkt. 2.1.3.3 får Bevismiddeltilsynet en forholdsvis bred

kompetence med hensyn til typen af tekniske beviser, der efter deres karak-

ter er meget forskelligartede. Et effektivt og tidssvarende tilsyn vil kræve,

at der i en række tilfælde indhentes enten national eller international eks-

pertbistand inden for de enkelte områder.

Det forudsættes derfor, at tilsynet løbende vil kunne antage ekstern ekspert-

bistand i forbindelse med de tematisk tilrettelagte tilsyn (pkt. 2.1.3.5). Det

kan f.eks. være i tilfælde, hvor tilsynet ikke har den fornødne ekspertise i

forhold til de enkelte bevistyper. Tilsynet vil i tilknytning hertil skulle sørge

for, at eksterne eksperter – på lige fod med tilsynets øvrige medarbejdere –

gennemgår sikkerhedsgodkendelsesprocedurer mv. i relevant omfang. Poli-

tiklagerådet forudsættes ligeledes at kunne gøre brug af den ekspertbistand,

som tilsynet antager. Politiklagerådet kan i den forbindelse f.eks. bede om

at få en redegørelse for det tekniske bevismiddel, der er under tematisk til-

syn.

2.1.3.2. Tilsynets kompetence

Det foreslås, at tilsynets virksomhed skal omfatte politiets og anklagemyn-

dighedens behandling af tekniske beviser. Begrebet »behandling« skal for-

stås bredt og relaterer sig til politiets og anklagemyndighedens samlede

håndtering af tekniske beviser med de begrænsninger, der er nævnt i pkt.

2.1.3.4. Tilsynet omfatter således den behandling, som foretages i politik-

redsene, herunder efterforskningsfællesskaberne, hos Rigspolitiet, hos Rigs-

advokaten, hos de to regionale statsadvokater og hos Statsadvokaten for

Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Hovedformålet med etableringen af tilsynet er at sikre, at der ved den tekni-

ske behandling af de pågældende beviser altid er fuldt fokus på, at disse

potentielt ville skulle indgå i en konkret straffesag, og at de usikkerheder,

der konkret eller generelt måtte knytte sig til beviserne, fremlægges gennem

hele straffesagskæden. Dertil kommer behovet for at sikre tilliden til poli-

tiets og anklagemyndighedens behandling og brug af tekniske beviser i

kølvandet på bl.a. teledata-sagen.

Bevismiddeltilsynets undersøgelser skal rette sig imod politiet og anklage-

myndigheden som myndigheder og mod behandlingen af tekniske beviser

på myndighedsniveau. Tilsynet føres ikke med enkeltpersoner eller en-

keltsager inden for myndighederne. Det betyder selvsagt ikke, at tilsynets

undersøgelser ikke vil kunne give anledning til, at der iværksættes undersø-

gelser af sådanne forhold hos andre undersøgelsesorganer.

Det foreslås endvidere, at PET ikke skal være omfattet af tilsynets kompe-

tence. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at et tilsyn af den foreslåede

karakter med PET’s behandling af tekniske beviser vil kunne kompromittere

PET’s arbejde med at forebygge, efterforske og modvirke forbrydelser mod

statens selvstændighed og sikkerhed. Materiale tilvejebragt i forbindelse

med PET’s efterforskninger, og som overdrages til en politikreds som del af

en konkret straffesag, vil dog være omfattet af tilsynets kompetence fra tid-

punktet, hvor tiltalespørgsmålet i sagen er afgjort, medmindre retten ende-

ligt har undtaget materialet fra forsvarerens aktindsigt efter retsplejelovens

§ 729 c, stk. 1, nr. 6, ud fra hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger

om politiets efterforskningsmetoder, og materialet dermed ikke indgår som

bevis i straffesagen. Tilsynets generelle anbefalinger til politiet vil endvi-

dere skulle indgå ved PET’s behandling af tekniske beviser, i det omfang de

måtte være relevante.

Afgrænsningen indebærer, at Politiklagemyndighedens efterforskning af

straffesager undtages fra Bevismiddeltilsynets kompetence. Dette skal

navnlig ses i lyset af Politiklagemyndighedens sagsgange i forhold til bru-

gen af tekniske beviser. Politiklagemyndighedens efterforskning vil i en

række tilfælde basere sig på bistand fra politiet, herunder ved Politiklage-

myndighedens behov for kriminalteknisk bistand og bistand til tekniske ind-

greb i meddelelseshemmeligheden. Som eksempel modtager Politiklage-

myndigheden på anmodning bistand fra politiet i forbindelse med optagelse

af fingeraftryk og DNA, våbentekniske undersøgelser (både i forhold til

funktionalitet og ballistik), tekniske undersøgelser vedrørende køretøjer,

brand og blodstænk, data fra indgreb i meddelelseshemmeligheden samt ud-

læsning af databærende enheder. Politiklagemyndigheden modtager desu-

den på anmodning bistand fra politiet i form af f.eks. flådestyringsdata fra

politiets køretøjer, data fra indgående opkald til 112 og 114 osv.

Vurderingen af tiltalespørgsmålet i sager, som efterforskes af Politiklage-

myndigheden, foretages af anklagemyndigheden (statsadvokaterne), der

også fører sagen i retten. Det lægges således til grund, at tilsynets kompe-

tence i forhold til politiet og anklagemyndigheden imødekommer behovet

for at få belyst de forbehold og usikkerheder, der måtte knytte sig til tekniske

beviser, som indgår i Politiklagemyndighedens efterforskning, og som even-

tuelt senere præsenteres som bevis i en straffesag. Som anført vedrørende

PET ovenfor vil tilsynets generelle anbefalinger til politiet og anklagemyn-

digheden imidlertid skulle indgå ved Politiklagemyndighedens behandling

af tekniske beviser, i det omfang de måtte være relevante.

Tilsynet vil heller ikke omfatte eksterne aktører, som bistår politiet og an-

klagemyndigheden i processen med at indsamle spor og behandle tekniske

beviser, herunder de erklæringer mv., som sådanne eksterne aktører udfær-

diger til brug for konkrete straffesager. Tilsynet omfatter eksempelvis ikke

Retsmedicinsk Institut. Hvis politiet imidlertid udarbejder politirapporter el-

ler lignende ud fra en retsgenetisk erklæring vil politirapporten være omfat-

tet af tilsynets virksomhed. Denne afgrænsning skal ses i sammenhæng med

det i pkt. 2.1.2.1 anførte om politiets initiering af den tekniske bevisbehand-

ling og politiets integrering af oplysningerne i straffesagen sammen med

sagens øvrige efterforskningsmateriale. Afgrænsningen skal endvidere ses i

sammenhæng med, at eksterne aktører alene forholder sig til det materiale,

som de får til behandling. Der er således tale om en afgrænset behandling,

der finder sted på vegne af de retshåndhævende myndigheder, og hvor ek-

sterne aktører ikke har mulighed for at tage sagens øvrige omstændigheder

i betragtning.

Det bemærkes, at Bevismiddeltilsynets tilsyn ikke vil være sammenfaldende

med det tilsyn, der udøves på det databeskyttelsesretlige område. Det gælder

behandling af personoplysninger, når dette sker som led i behandlingen af

tekniske beviser, herunder de kvalitative krav, der stilles til de personoplys-

ninger, som indgår i tekniske beviser.

Som redegjort for under pkt. 2.1.1.9 stiller retshåndhævelseslovens § 4 en

række kvalitative krav til personoplysninger, der behandles som led i anven-

delsen af tekniske beviser. Ansvaret for, at disse krav overholdes, påhviler

den dataansvarlige, og den dataansvarlige er undergivet Datatilsynets tilsyn

i denne henseende.

Det vil derfor f.eks. falde uden for Bevismiddeltilsynets kompetence at vur-

dere, om personoplysninger er af en sådan kvalitet, at de lever op til kravene

i retshåndhævelseslovens § 4, idet denne kompetence henhører under Data-

tilsynet. Det vil ligeledes være Datatilsynet, der vurderer, om it-infrastruktur

eller it-sikkerhedsmæssige forhold lever op til forpligtelserne i retshåndhæ-

velseslovens § 27 om behandlingssikkerhed.

Som nærmere redegjort for under pkt. 2.1.3.4.1, vil Bevismiddeltilsynet

bl.a. få til opgave at vurdere, hvorvidt der er udarbejdet tilstrækkelige og

relevante procedurer og retningslinjer for håndtering af de enkelte typer af

tekniske beviser. Tilsynets fokus vil være, at disse procedurer og retnings-

linjer samlet set er egnede til at sikre en passende kvalitet af den pågældende

bevistype, og at fejl, fejlkilder og usikkerheder, såvel generelle som kon-

krete, knyttet til de forskellige bevismidler identificeres og i relevant om-

fang videreformidles til straffesagsaktørerne.

Opstår der spørgsmål om det fornødne niveau af behandlingssikkerhed, når

et teknisk bevis omfatter behandling af personoplysninger, vil vurderingen

af, hvad der udgør et passende niveau for behandlingssikkerheden, f.eks.

kravene til en anvendt krypteringsløsning, henhøre under Datatilsynets til-

synskompetence.

Ligeledes vil eksempelvis spørgsmål om, hvornår og i hvilket omfang op-

lysninger skal slettes, skulle afklares ud fra de databeskyttelsesretlige regler

og vil derfor ligeledes henhøre under Datatilsynets tilsynskompetence.

Bevismiddeltilsynets kompetence vil heller ikke omfatte tilsynet med efter-

levelsen af de særregler, der er fastsat for politiets registre, f.eks. kriminal-

registeret, Politiets Efterforskningsstøttedatabase (PED) og DNA-profilre-

gistret.

Bevismiddeltilsynet vil derudover ikke skulle beskæftige sig med forhold

knyttet til myndighedernes økonomiske og ressourcemæssige forvaltning,

idet sådanne forhold navnlig er underlagt Rigsrevisionens kontrol.

Ved ovenstående afgrænsning lægger Justitsministeriet vægt på, at Bevis-

middeltilsynet skal have et klart fokus på forhold, der konkret kan påvirke

tilliden til og integriteten af tekniske beviser, og ikke beskæftige sig med

forhold, der allerede er underlagt eksterne og uafhængige tilsynsmyndighe-

der.

Bevismiddeltilsynet vil dog i alle tilfælde kunne videreformidle konkrete

observationer, f.eks. knyttet til efterlevelsen af generelle offentligretlige el-

ler databeskyttelsesretlige regelsæt, som observeres i en politikreds, statsad-

vokatur, Rigspolitiet eller Rigsadvokaten med henblik på, at den relevante

myndighed adresserer observationerne.

Der henvises endvidere til pkt. 2.1.3.4 om Bevismiddeltilsynets opgaver.

2.1.3.3. Tekniske beviser

Begrebet »tekniske beviser« skal forstås bredt og omfatter oplysninger, spor

og materiale, som indsamles til brug for en teknisk undersøgelse eller be-

handling, således at oplysningerne senere kan dokumenteres som bevis i en

straffesag. Det er ikke afgørende for afgrænsningen, at den tekniske under-

søgelse eller behandlingen foretages på en bestemt måde, herunder om der

bliver anvendt it-systemer eller lignende.

Som det fremgår af pkt. 2.1.2, medfører den teknologiske og videnskabelige

udvikling, at der løbende kommer nye bevistyper til. Lovforslaget indehol-

der derfor ikke en udtømmende opregning af de tekniske beviser, som poli-

tiet og anklagemyndigheden i dag gør brug af i deres respektive sagsbehand-

ling. Af eksempler på eksisterende tekniske beviser kan dog nævnes tele-

data, biologiske spor, blodstænksanalyser, brandtekniske undersøgelser, do-

kumentanalyser, DNA, fingeraftryk, våbenspor, ballistiske undersøgelser,

værktøjsspor, sålaftryk, foto- og videooptagelser, undersøgelse af kemiske

stoffer, jordbundsanalyser samt it-spor fra computere, tablets og internettet.

De nævnte beviser er kendetegnet ved at have været undergivet eller været

fremkommet ved en forudgående teknisk undersøgelse eller behandling en-

ten hos politiet selv, hos en ekstern aktør, som eksempelvis Retsmedicinsk

Institut, eller hos private aktører, der udleder en konklusion på baggrund af

undersøgelsen.

Under hovedforhandlingen i en straffesag vil konklusionen af undersøgel-

serne typisk blive dokumenteret. Når tekniske beviser skal dokumenteres i

en straffesag, sker det således i videst muligt omfang på et skriftligt grund-

lag. Dokumentationen består typisk af en teknisk erklæring, en udskrift fra

et anvendt teknisk system, en politirapport eller lignende, hvori der er rede-

gjort for beviset, herunder dets oprindelse, behandling og resultatet af be-

handlingen. Hvis der er tale om beviser, som mest hensigtsmæssigt doku-

menteres på anden måde end på skriftligt grundlag, f.eks. afspilning af en

lydfil i retten, vil sådanne beviser samtidig være ledsaget af skriftligt mate-

riale, der i muligt omfang dokumenterer bevisets oprindelse, behandling og

resultatet heraf. Den skriftlige dokumentation af et bevis kan bl.a. suppleres

af en sagkyndig vidneforklaring.

Politiet og anklagemyndigheden vil eksempelvis kunne dokumentere et kø-

retøjs hastighed ved brug af tekniske beviser. Det samme gør sig gældende

i forhold til resultatet af en blodstænksanalyse, der dokumenteres på bag-

grund af politiets generelle viden og erfaringer sammenholdt med konkrete

observationer, herunder eventuelt dokumenteret gennem anvendelse af foto

og mikroskop.

Dokumentationen under hovedforhandlingen vil som udgangspunkt finde

sted efter reglerne i retsplejelovens § 871. Der tilsigtes ikke med lovforsla-

get nogen ændring af denne bestemmelse.

Oplysningerne og materialet skal være indhentet eller indsamlet som led i

politiets efterforskningsarbejde, der har til formål at klarlægge, om betingel-

serne for at pålægge strafansvar er til stede, og tilvejebringe oplysninger til

brug for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten. Be-

vismiddeltilsynets kompetence strækker sig i tilknytning hertil fra tidspunk-

tet, hvor politiet indhenter eller indsamler oplysningerne, til de eventuelt

præsenteres som bevis under en straffesag. Tilsynet tilser alle faser af forlø-

bet, herunder behandlingen af beviserne, inden disse bliver omfattet af en

konkret straffesag. Der henvises endvidere til pkt. 2.1.3.4 om tilsynets op-

gaver.

Som eksempel på bevistyper, der ikke vil være omfattet af definitionen »tek-

niske beviser«, kan nævnes vidnebeviset. Denne bevistype adskiller sig fra

de ovenfor nævnte ved, at beviset – i dette tilfælde vidnet – kan fremlægges

for retten i sin umiddelbare form. Det samme gør sig gældende for f.eks.

udskrift af korrespondance og kontoudtog, samt genstande som våben, tøj

eller lignende, der ligeledes blot kan fremvises under retsmøder. Der kan

eksempelvis være tale om tilfælde, hvor en springkniv fremvises i retten

med henblik på at demonstrere dens funktion. Et andet eksempel kunne være

beklædningsgenstande, der medbringes i retten, så rettens medlemmer kan

få fremvist farven, mønstret eller andre kendetegn herved. Disse bevistyper,

som kan fremlægges i retten i deres umiddelbare form, og som – uden nogen

form for forudgående teknisk undersøgelse eller behandling – kan doku-

menteres for retten, vil ikke være omfattet af begrebet »tekniske beviser«.

Hvis der omvendt er tale om en ballistisk undersøgelse, hvor der udarbejdes

en erklæring om, at et projektil må antages at være affyret fra et bestemt

skydevåben, vil der være tale om »tekniske beviser« omfattet af tilsynets

kompetence. Det samme gør sig gældende, hvis beklædningsgenstande skal

undersøges nærmere for DNA-materiale. Disse bevistyper er således et re-

sultat af en forudgående teknisk undersøgelse og behandling.

2.1.3.4. Tilsynets opgaver

Det foreslås som nævnt under pkt. 2.1.3.2 at afgrænse tilsynets virksomhed

til politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser.

2.1.3.4.1. Tilsyn med udarbejdelse af procedurer og retningslinjer

Bevismiddeltilsynet vil i den forbindelse skulle påse, at der generelt er ud-

arbejdet tilstrækkelige og relevante procedurer og retningslinjer for politiets

håndtering og behandling af de enkelte typer af tekniske beviser.

I det omfang der findes egentlige nationale eller internationale standarder

(f.eks. ISO-standarder), der regulerer området for den pågældende bevis-

type, vil tilsynet kunne anvende disse som led i sin vurdering. Det forudsæt-

tes, at tilsynet i relevant omfang tager udgangspunkt i internationalt aner-

kendte standarder. Tilsynet vil kunne anmode myndighederne om dokumen-

tation for, at standarderne er implementeret, og at eventuelle certificeringer

og akkrediteringer er opnået. Det præciseres samtidig, at tilsynet ikke får til

opgave at certificere eller akkreditere myndighedernes processer eller af-

gøre, om myndighederne vil kunne opnå certificering eller akkreditering.

Tilsynets opgave vil i denne fase alene være at påse, at myndighederne har

implementeret de relevante standarder på området.

I mangel af egentlige standarder og certificeringsordninger på området, vil

tilsynet kunne tage udgangspunkt i national og international praksis. Det

skal i tilknytning hertil bemærkes, at tilstedeværelsen af egentlige standar-

der ikke er en forudsætning for, at tilsynet kan fremkomme med anbefalin-

ger.

Ved vurderingen af, om der er udarbejdet tilstrækkelige procedurer og ret-

ningslinjer, vil det også være relevant for tilsynet at se på, om der er fastsat

retningslinjer om særlige uddannelseskrav for de ansatte eller information

til brugerne af den pågældende bevistype vedrørende fejl, problemstillinger

og udviklinger på området.

Endelig skal det ved vurderingen af procedurerne påses, at disse samlet set

er egnede til at sikre en passende kvalitet af den pågældende tekniske bevis-

type, og at fejl, fejlkilder og usikkerheder, såvel generelle som konkrete,

identificeres.

Bevismiddeltilsynet vil endvidere skulle påse, at anklagemyndigheden i re-

levant omfang har udarbejdet retningslinjer eller lignende for behandlingen

af de enkelte typer af tekniske beviser, hvor der konkret vurderes at være

behov herfor. Dette skal sikre, at anklageren foretager den nødvendige kva-

litetssikring af sagens materiale og gør sig de nødvendige overvejelser i for-

hold til præsentationen af beviset i retten.

2.1.3.4.2. Tilsyn med, at procedurer og retningslinjer efterleves

Bevismiddeltilsynet vil endvidere skulle kontrollere, at myndighederne ef-

terlever de fastsatte procedurer og retningslinjer. På områder, hvor der er

fastsat egentlige standarder, vil der kunne tages udgangspunkt i, om der er

en gældende certificering eller akkreditering.

Tilsynet vil endvidere kunne anmode om at få udleveret allerede udarbej-

dede retningslinjer, systembeskrivelser og vejledninger samt skriftlig doku-

mentation for gennemførte kvalitetskontroller eller dokumentation for iden-

tificerede fejl eller afvigelser og tilhørende beskrivelser af fejlløsninger.

2.1.3.4.3. Tilsyn med beskrivelsen af forbehold og usikkerheder

Når den tekniske undersøgelse eller behandling af bevismaterialet er afslut-

tet, vil resultatet heraf typisk indgå som en ud af flere oplysninger i den

videre efterforskning. I den forbindelse er det afgørende, at forbehold og

usikkerheder, der konkret knytter sig til karakteren af den anvendte bevis-

type, er en del af sagens samlede oplysninger. Tilsynets opgave vil her være

at føre kontrol med, at beskrivelsen af forbehold og usikkerheder generelt

er tilstrækkelig og fyldestgørende.

Ved vurderingen heraf vil det – ud over forbehold af ren statistisk eller tek-

nisk relevans – være væsentligt at kontrollere, om alle forhold af bevismæs-

sig relevans er gengivet i sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at der vil

kunne være forbehold, som ud fra et rent teknisk perspektiv vurderes irrele-

vante, men omvendt vil kunne have en bevismæssig betydning i en straf-

fesag. Det kan efter omstændighederne være tekniske forhold knyttet til sy-

stemer, tolkning af oplysninger eller statistiske frasorteringer.

Tilsynet vil ikke på enkeltsagsniveau skulle efterprøve konklusionerne ved-

rørende undersøgelsen eller behandlingen af tekniske beviser (f.eks.

der

er et konkret match i DNA-sporet, eller

en persons telefon ifølge telesel-

skabernes oplysninger har været registreret på bestemte master), eller hvor-

dan konklusionerne konkret anvendes under politiets efterforskning. Tilsy-

net vil derimod skulle kontrollere, om beskrivelserne af de forbehold og

usikkerheder, der knytter sig til konklusionerne på undersøgelsen eller be-

handlingen af sådanne beviser, generelt er dækkende.

Hvordan de enkelte beviser vægtes under efterforskningen og i anklagemyn-

dighedens sagsbehandling indgår heller ikke som en del af tilsynets opgaver.

Tilsynet skal alene sikre, at validiteten af de tekniske beviser, som indgår i

straffesagerne, generelt er belyst i tilstrækkelig grad.

Tilsynet vil ikke have til opgave at foretage en legalitetsmæssig prøvelse af,

om de regler, der finder anvendelse for politiet og anklagemyndigheden i

forhold til behandling af oplysninger i politiets registre – herunder de data-

beskyttelsesretlige regler – efterleves. Tilsynet vil f.eks. ikke skulle efter-

prøve, om sletning af oplysninger i Det Centrale Kriminalregister finder sted

i overensstemmelse med de regler, der er fastsat herfor.

2.1.3.4.4. Tilsyn med oplysninger i sagsbehandlingen

Bevismiddeltilsynet vil herudover skulle føre tilsyn med, at anklagemyndig-

heden, som led i myndighedens legalitets- og kvalitetstilsyn, på alle stadier

af sagsbehandlingen sikrer, at sagen i relevant omfang indeholder oplysnin-

ger om de forbehold og usikkerheder, der konkret måtte knytte sig til de

anvendte tekniske beviser. Det gælder i efterforskningsfasen, på tidspunktet

for vurderingen af tiltalespørgsmålet, og under sagernes hovedforhandling i

retten.

Bevismiddeltilsynet vil i den forbindelse skulle føre tilsyn med, om straf-

fesagerne indeholder erklæringer og rapporter i relevant omfang, hvor for-

behold og usikkerheder er beskrevet. Tilsynet vil som led i sin virksomhed

kunne foretage en stikprøvekontrol heraf ved at kalde et antal afsluttede

straffesager, hvor bevismidlet har været anvendt, ind til gennemsyn. Det vil

imidlertid, som nævnt ovenfor under pkt. 2.1.3.4.3, ikke være en del af til-

synets opgaver at vurdere, hvordan politiet og anklagemyndigheden har an-

vendt de pågældende tekniske beviser under tilrettelæggelsen af efterforsk-

ningen og ved vurderingen af tiltalespørgsmålet, samt om retsplejelovens og

øvrige regler om indhentelse af beviser mv. er iagttaget.

Det bemærkes i den forbindelse, at formålet med tilsynet ikke er at påse, at

politiet og anklagemyndigheden udarbejder og fremlægger erklæringer i alle

sager, hvori der indgår tekniske beviser. Tilsynet vil derimod konkret skulle

vurdere, om der er et reelt behov for sådanne erklæringer, når den pågæl-

dende bevistype anvendes.

Ud over tilsynet med om selve sagen indeholder de fornødne oplysninger

om bevisets karakter, vil Bevismiddeltilsynet også skulle føre tilsyn med, at

anklagemyndigheden generelt fremlægger usikkerhederne forbundet med

det enkelte bevismiddel under straffesagens behandling ved domstolene.

Når tekniske beviser anvendes under retsmøder i efterforskningen, eller når

oplysningerne indgår som tekniske beviser under hovedforhandlingen, skal

relevante forbehold og usikkerheder fremlægges af anklagemyndigheden.

Bevismiddeltilsynet vil ud fra en risikobaseret afvejning kunne vurdere,

hvordan, og i hvilket omfang, der skal føres tilsyn i denne fase af straffesags-

behandlingen. Tilsynet kan eksempelvis foretages stikprøvevis ved at gen-

nemgå retsbøgerne i et antal afsluttede sager for at konstatere, hvilke bilag

der er dokumenteret. I tilfælde, hvor tilsynet ud fra bevistypens karakter vur-

derer det nødvendigt, vil tilsynet også kunne observere et antal retsmøder,

hvor bevismidlet indgår og inddrage disse erfaringer i sine samlede vurde-

ringer. Se nærmere herom under pkt. 2.1.3.5.

2.1.3.5. Praktisk fremgangsmåde ved udførelsen af tilsyn

Tilsynet iværksætter undersøgelser af de forskellige bevistyper på eget ini-

tiativ.

Tilsynets iværksættelse af undersøgelser vil f.eks. kunne ske på baggrund af

oplysninger i medierne eller på baggrund af konkrete henvendelser. Med

etablering under samme ledelse som Politiklagemyndigheden vil der endvi-

dere – i kraft af den erfaringsudveksling, der forventes at finde sted mellem

myndighederne – kunne iværksættes undersøgelser, hvis konkrete sager, der

behandles af Politiklagemyndigheden, giver anledning hertil. Vidensdelin-

gen mellem myndighederne vil kunne udnyttes effektivt i forbindelse med

tilsynets brede undersøgelser af bestemte typer af tekniske beviser, hvilket

Politiklagemyndighedens enkeltsagsbehandling ikke åbner mulighed for.

Det forudsættes, at tilsynet sker efter tematisk udvælgelse så tilsynet får lej-

lighed til at arbejde sig i dybden med det konkret udvalgte tema, f.eks. DNA,

ballistik eller hastighedsmålinger. Det vil således være afgørende for at opnå

en faglig høj kvalitet i tilsynets arbejde, at myndigheden får et indgående

kendskab til den relevante bevistype.

Beslutningen om at undersøge en bestemt bevistype vil bero på et skøn. Ved

beslutningen om, hvilke tekniske bevistyper der undergives et tematisk til-

syn, kan der bl.a. lægges vægt på, om en nærmere undersøgelse af den på-

gældende bevistype må forventes at være af væsentlig, generel retssikker-

hedsmæssig betydning. Det vil i den forbindelse være særligt relevant at

inddrage de enkelte bevistypers karakter og fokusere på bevistyper, der un-

dergives en større mængde sagsskridt og undersøgelser, inden de fremlæg-

ges som bevis i retten. Fotos, videooptagelser og skadestuerapporter vil

f.eks. som udgangspunkt ikke være genstand for større behandlinger eller

undersøgelser hos politiet, mens kriminaltekniske og it-tekniske erklæringer

typisk er udtryk for et større bagvedliggende undersøgelsesarbejde.

Der vil ved iværksættelsen af en undersøgelse endvidere kunne lægges vægt

på, om der er en formodning for, at myndighedernes behandling af den på-

gældende bevistype lider af mangler. Endelig vil undersøgelse kunne finde

sted som en ren stikprøvekontrol. Der er herved ikke tale om en udtøm-

mende opregning, ligesom en konkret undersøgelse kan være begrundet i

flere af de ovennævnte hensyn.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.8 blev der i sommeren 2019 i forbindelse med

teledata-sagen igangsat et review af opbevaring og behandling af tekniske

beviser i politiets og anklagemyndighedens it-systemer. Der er endvidere

iværksat en ekstern undersøgelse af datahåndteringen hos politiet og ankla-

gemyndigheden. Det forudsættes, at konklusionerne fra reviewet og den ek-

sterne undersøgelse af datahåndtering hos politiet og anklagemyndigheden

vil kunne indgå som led i tilsynets tilrettelæggelse af arbejdet.

Som led i tilsynet med den samlede behandlingsproces for en konkret be-

vistype vil Bevismiddeltilsynet også kunne inddrage politiets og anklage-

myndighedens brug af it-systemer og fremsætte anbefalinger herom. Som

nævnt vil Bevismiddeltilsynet dog ikke skulle tage stilling til spørgsmål af

databeskyttelsesretlig karakter, herunder om et it-system yder den fornødne

behandlingssikkerhed.

Udførelsen af tilsynet vil kunne ske på flere måder, bl.a. ved at tilsynet ind-

henter et større antal afsluttede straffesager inden for en eller flere sagska-

tegorier og for en afgrænset tidsperiode. Denne metode har visse ligheder

med de undersøgelser, som Folketingets Ombudsmand gennemfører på eget

initiativ. Da området med tekniske beviser er i konstant udvikling, vil det

være mest oplagt at tage udgangspunkt i nyere sager på et givent område.

Sagsakterne i de pågældende sager vil herefter kunne danne grundlag for en

gennemgang med henblik på at vurdere, om straffesagerne indeholder til-

strækkelige oplysninger om de usikkerheder, der konkret måtte knytte sig

til den bevistype, som er omfattet af Bevismiddeltilsynets tematiske tilsyn.

Tilsynet vil endvidere kunne omfatte egentlige tilsynsbesøg hos politiet og

anklagemyndigheden. Dette vil navnlig være relevant i forbindelse med til-

synets afklaring af, om der er udarbejdet tiltrækkelige procedurer og ret-

ningslinjer for behandlingen af tekniske beviser på myndighedsniveau, om

de fastsatte procedurer og retningslinjer efterleves, og om de konkrete usik-

kerheder fremlægges i forbindelse med straffesagens behandling. Disse for-

hold forventes ikke at kunne afdækkes fuldt ud alene ved en sagsgennem-

gang, men vil kunne fremdrages under tilsynsbesøgene. Der vil også i den

forbindelse kunne opnås en mere fleksibel og åben dialog om politiets og

anklagemyndighedens procedurer, der vil kunne bidrage til, at tilsynet lø-

bende får kendskab til embedernes forhold.

Som nævnt under pkt. 2.1.3.4.4 vil Bevismiddeltilsynet endvidere – ud fra

en risikobaseret afvejning – kunne foretage en vurdering af, hvordan tilsynet

med oplysninger i sagsbehandlingen skal gennemføres. I forlængelse af det

ovenfor anførte vil tilsynet f.eks. kunne indhente et større antal afsluttede

straffesager, hvor en bestemt bevistype indgår med henblik på at gennemgå

retsbøgerne og konstatere, hvilke bilag, der blev dokumenteret. Såfremt Be-

vismiddeltilsynet ud fra bevistypens karakter vurderer det nødvendigt, vil

tilsynet også kunne observere et antal retsmøder, hvor bevismidlet indgår

og inddrage disse erfaringer i sine samlede vurderinger. Tilsynet vil også

kunne anvende denne mulighed for at få et praktisk indblik i retsarbejdet.

Hvis Bevismiddeltilsynet vælger at gøre brug af muligheden for at observere

retsmøder som led i tilsynsarbejdet forudsættes det, at politiet og anklage-

myndigheden inddrages i planlægningsarbejdet, således at der kan opnås en

samarbejdsorienteret tilrettelæggelse af tilsynet.

Bevismiddeltilsynet har selvsagt ikke instruktionsbeføjelse over for den en-

kelte anklager i forbindelse med sin tilstedeværelse under retsmøder. Tilsy-

net kan alene indtage en observerende rolle til brug for sine eventuelle ge-

nerelle anbefalinger til anklagemyndighedens fremlæggelse af den pågæl-

dende bevistype i retten. Bevismiddeltilsynets overværelse af retsmøder vil

i alle tilfælde skulle finde sted under retsformandens retsledelse. Tilsynets

opgavevaretagelse vil derfor heller ikke have indflydelse på rettens beslut-

ninger, herunder om dørlukning, jf. retsplejelovens §§ 29-29e, afskæring af

dokumentation efter retsplejelovens § 871 eller udelukkelse af bevis, jf. rets-

plejelovens § 150.

Tilsynet forudsættes at informere politiet og anklagemyndigheden, i det om-

fang tilsynet som led i sin virksomhed bliver bekendt med forhold af uop-

sættelig karakter. Dette gælder også, selvom tilsynets undersøgelse af den

konkrete bevistype ikke er tilendebragt, og selvom det uopsættelige eller

graverende forhold er på enkeltsagsniveau. Tilsynet vil i en sådan situation

have en aktiv handlepligt, så myndighederne hurtigt kan indlede de nødven-

dige tiltag. Etableringen af tilsynet vil endvidere hverken afskære eller fri-

holde myndighederne fra at handle adækvat, hvis der opstår kvalitetsmang-

ler mv. med hensyn til en konkret bevistype eller på enkeltsagsniveau.

2.1.3.6. Resultat af tilsyn

Bevismiddeltilsynets undersøgelse vil skulle munde ud i en samlet rapport.

Mens der ikke vil skulle foretages høringer vedrørende tilsynets enkeltvise

vurderinger, forudsættes den samlede rapport med tilsynets overordnede

vurdering at skulle forelægges myndighederne i udkastform til en udtalelse,

så myndighedernes faglige og praktiske viden om de forhold, der måtte være

genstand for rapporten, kan inddrages i den endelige vurdering.

Den samlede rapport vil skulle indeholde oplysninger om, hvilken teknisk

bevistype undersøgelsen omfatter, antallet af gennemgåede afsluttede sager,

et kort referat af de forhold, der specifikt har givet anledning til bemærknin-

ger, og referat fra gennemførte tilsynsbesøg. Rapporten forudsættes endvi-

dere at indeholde en redegørelse for den viden og de (indhentede) erfaringer

samt observationer, som tilsynet har taget udgangspunkt i ved vurderingen

af myndighedernes behandling af den pågældende bevistype.

Tilsynets arbejde vil således samlet set skulle afdække, om der foreligger

systemiske fejl, eller om der er områder, hvor myndighederne med fordel

ville kunne justere deres praksis med henblik på at øge kvaliteten og inte-

griteten af en bestemt bevistype.

Tilsynet vil kunne fremsætte anbefalinger om konkrete tiltag. Hvis tilsynet

gennem sine undersøgelser af en specifik bevistype eksempelvis vurderer,

at karakteren af de anvendte tekniske processer eller fortolkninger generelt

ikke indgår tydeligt i straffesagerne, vil tilsynet kunne fremsætte anbefalin-

ger om, at en eller flere oplysninger fremover vil skulle indgå i straffesa-

gerne, når det pågældende tekniske bevis anvendes. Anbefalinger herom

kan eksempelvis knytte sig til standarderklæringer og politiets rapporter.

Det bemærkes hertil, at tilsynet også vil kunne fremsætte anbefalinger om,

at der fremover bør udarbejdes yderligere standarderklæringer eller poli-

tirapporter til straffesager, hvori den pågældende bevistype indgår. Det

samme gælder i forhold til, hvilke oplysninger der fremlægges i retten.

Den endelige tilsynsrapport afgives direkte til rigspolitichefen og rigsadvo-

katen, der har ansvaret for den videre proces, herunder at foretage en vurde-

ring af anbefalingernes udmøntning, idet det understreges, at anbefalingerne

ikke har karakter af pålæg. Tilsynet vil, ved fremsendelsen af den endelige

rapport til rigspolitichefen og rigsadvokaten, kunne anmode om myndighe-

dernes stillingtagen til eventuelle anbefalinger, inden for en nærmere angi-

vet frist. Det bemærkes, at rigspolitichefen og rigsadvokaten ikke undergi-

ves en egentlig begrundelsespligt over for Bevismiddeltilsynet. Det forud-

sættes dog, at der er en konstruktiv dialog imellem rigspolitichefen, rigsad-

vokaten og Bevismiddeltilsynet om anbefalingernes praktiske og juridiske

karakter.

2.2. Udvidelse af politiklageordningen

2.2.1. Gældende ret

Reglerne om Politiklagemyndigheden blev affattet ved lov nr. 404 af 21.

april 2010 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Ny poli-

tiklageordning m.v.). Det fremsatte lovforslag byggede på betænkning nr.

1507/2009 om behandling af klager over politiet.

Politiklagemyndigheden har til opgave at undersøge og efterforske klager

over politipersonalets adfærd og strafbare forhold i tjenesten samt træffe af-

gørelse i adfærdsklagesagerne.

Det er alene politipersonale, som er omfattet af politiklageordningen. Poli-

tipersonale omfatter i denne sammenhæng det politiuddannede personale i

politiet og politiets jurister (dvs. det juridiske personale i politiet og den lo-

kale anklagemyndighed), jf. bemærkningerne til forslag til lov om ændring

af retsplejeloven og forskellige andre love (Ny politiklageordning m.v.), jf.

Folketingstidende 2009-10, A, L 88, som fremsat, side 9.

Det øvrige personale i politiet (administrative medarbejdere, servicemedar-

bejdere mv.) samt jurister og øvrigt personale ved den centrale anklagemyn-

dighed (statsadvokaterne og Rigsadvokaten) er ikke omfattet af politiklage-

ordningen. For så vidt angår disse betyder det, at adfærdsklager skal behand-

les efter almindelige ansættelsesretlige regler, herunder bl.a. tjenestemands-

lovens regler om disciplinærforfølgning, og at anmeldelser om strafbare for-

hold i tjenesten skal behandles efter den almindelige strafferetlige lovgiv-

ning.

Der gælder således forskellige regler for behandling af klager over adfærd i

tjenesten og sager om strafbare forhold begået i tjenesten for henholdsvis

politipersonale og andet personale i politiet samt ansatte ved den centrale

anklagemyndighed.

Politiklagemyndighedens kompetence blev senest udvidet ved lov nr. 708

af 8. juni 2018 om ændring af lov om politiets virksomhed, retsplejeloven,

lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v. og militær straffelov

(Forsvarets bistand til politiet og udvidelse af politiklageordningen mv.),

hvor forsvarspersonale ligeledes blev omfattet af politiklageordningen i de

tilfælde, hvor forsvarspersonale yder bistand til politiet efter lov om politiets

virksomhed.

2.2.1.1. Politipersonale

Politiklagemyndigheden behandler adfærdsklager og sager om strafbare for-

hold begået af politipersonale i tjenesten.

Som anført i lovforslagets pkt. 2.2.1 er politiuddannet personale og politiets

jurister (dvs. det juridiske personale i politiet og den lokale anklagemyndig-

hed) omfattet af politiklageordningen. Det fremgår af betænkning nr.

1507/2009 om behandling af klager over politiet, side 174, at baggrunden

for etableringen af en særlig klageordning er det politiuddannede personales

mulighed for magtanvendelse, herunder af fysisk karakter.

For så vidt angår det juridiske personale fremgår det af betænkning nr.

1507/2009 om behandling af klager over politiet, side 174, at udvalget fandt,

at der for det juridiske personale gør sig andre hensyn gældende end for det

politiuddannede personales vedkommende. Udvalget anførte, at selv om det

juridiske personale har mulighed for at anvende politimæssige beføjelser i

form af anholdelse og lignende, er det i praksis sjældent, at det sker. Inddra-

gelsen af det juridiske personale under politiklageordningen blev derfor af

udvalget nærmere set i sammenhæng med de situationer, hvor disse perso-

ner beskyldes for uhøflig optræden, urimelig sprogbrug, korruption eller lig-

nende, hvilket efter udvalgets opfattelse gør det hensigtsmæssigt, at denne

gruppe er omfattet af ordningen.

Den væsentligste gruppe af personale i politiet under politiklageordningen

er ikke desto mindre det politiuddannede personale, som har politimyndig-

hed til at udøve magtbeføjelser og gennemføre indgreb over for borgerne

efter politilovens og retsplejelovens regler. Politikadetter har på samme

måde politimyndighed og falder således inden for den gældende ordning

vedrørende politipersonale. Politiklageordningen omfatter også politiperso-

nale i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet

og Rigspolitiet, som også har politimyndighed.

Politiklagemyndigheden behandler adfærdsklager efter reglerne i retspleje-

lovens kapitel 93 b. Begrebet »adfærdsklage« omfatter bl.a. klager over

magtanvendelse og anden hårdhændet behandling i forbindelse med anhol-

delse, under opløb og lignende, klager over myndighedsmisbrug, f.eks. i for-

bindelse med anholdelse eller ransagning, klager over anden ukorrekt frem-

gangsmåde under udførelsen af tjenesten og klager over uhøflig tiltale eller

anden ukorrekt personlig optræden, jf. bemærkningerne til forslag til lov om

ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Ny politiklageordning

m.v.), jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 88, som fremsat, side 9.

Uden for begrebet adfærdsklager – og således uden for politiklageordningen

– falder klager, som handler om materielle afgørelser og politipersonalets

dispositioner i forbindelse med sagsbehandlingen, jf. bemærkningerne til

forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Ny

politiklageordning m.v.), jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 88, som frem-

sat, side 16. Klager over sådanne forhold betegnes »dispositionsklager«, og

kan som udgangspunkt ikke behandles af Politiklagemyndigheden, med-

mindre klagen har nær sammenhæng med en adfærdsklage, som Politikla-

gemyndigheden behandler, jf. retsplejelovens § 1019 q, eller med en igang-

værende efterforskning ved Politiklagemyndigheden, jf. retsplejelovens §

1020 i, stk. 2.

Dispositionsklager indgives, uanset om de omhandler dispositioner foreta-

get inden for eller uden for strafferetsplejen, i første omgang til politidirek-

tøren i den pågældende politikreds. Politidirektørens afgørelse kan påklages

til den regionale statsadvokat efter retsplejelovens § 101, stk. 2, om klager

vedrørende dispositioner inden for strafferetsplejen, eller til Rigspolitiet ef-

ter retsplejelovens § 109, stk. 1, om klager vedrørende dispositioner uden

for strafferetsplejen.

Politiklagemyndigheden træffer afgørelse i adfærdsklagesager, jf. retspleje-

lovens § 1019 m, 1. pkt. Hvis en adfærd findes kritisabel, udtales der kritik

af forholdet. Det er herefter op til ansættelsesmyndigheden at træffe beslut-

ning om eventuelle ansættelsesretlige konsekvenser for det relevante politi-

personale. Tjenestemandsloven indeholder f.eks. en række ansættelsesret-

lige sanktionsmuligheder i forhold til tjenesteforseelser, som vil kunne brin-

ges i anvendelse i tilfælde af, at tjenestemandsansat politipersonale udviser

kritisabel adfærd i tjenesten.

Politiklagemyndigheden efterforsker også sager om strafbare forhold begået

af politipersonale i tjenesten i henhold til retsplejelovens kapitel 93 c.

Politiklagemyndigheden efterforsker sådanne sager i overensstemmelse

med retsplejelovens almindelige regler om forfølgning af strafbare forhold,

medmindre der er fastsat særlige regler i kapitel 93 c. Politiklagemyndighe-

den er i den forbindelse tillagt de beføjelser, som ellers tilkommer politiet

efter retsplejeloven, ligesom de personer, efterforskningen retter sig mod,

har samme retsgarantier i retsplejeloven, bl.a. med hensyn til advokatbi-

stand.

Når Politiklagemyndighedens efterforskning er afsluttet, sendes sagen, jf.

retsplejelovens § 1020 e, stk. 1, til statsadvokaten med henblik på, at denne

træffer afgørelse om tiltalerejsning, påtaleopgivelse mv. Politiklagemyndig-

heden udarbejder i den forbindelse en redegørelse til statsadvokaten. Det er

således statsadvokaten, der har påtalekompetence i de sager, der efterforskes

af Politiklagemyndigheden. Politiklagemyndigheden har mulighed for at

klage til Rigsadvokaten over statsadvokatens afgørelse af påtalespørgsmå-

let.

Uden for politiklageordningen falder strafbare forhold, som er begået af po-

litipersonale uden for tjenesten. Sker der anmeldelse af sådanne forhold, vil

sagen skulle behandles af vedkommende politikreds. Hvis den pågældende

er tjenstgørende i denne politikreds, forelægges sagen for statsadvokaten

med henblik på at overføre sagen til behandling i en anden politikreds. Visse

sager om overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser kan dog

som udgangspunkt behandles af den politikreds, hvor den pågældende er

tjenstgørende. Der henvises til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om sager

mod offentligt ansatte, pkt. 2.1.1.

2.2.1.2. Forsvarspersonale

Politiklagemyndigheden behandler sager om adfærdsklager og strafbare for-

hold begået i tjenesten af forsvarspersonale, når personalet yder bistand til

politiet, jf. retsplejelovens §§ 1019 r og 1020 m.

Når forsvarspersonale yder bistand til politiet, sker det for at varetage poli-

timæssige opgaver og ikke militære opgaver. Opgavevaretagelsen sker un-

der politiets ledelse og efter de regler, som gælder for politiets varetagelse

af de pågældende opgaver.

Klageordningen omfatter udelukkende forhold, der er begået i tjenesten, og

ikke forhold, der er begået uden for tjenesten. Det vil – ligesom for politi-

personale – afhænge af en konkret vurdering, om en handling er foretaget i

eller uden for tjenesten.

Forsvarspersonalet er således som udgangspunkt alene omfattet af Politik-

lagemyndighedens kompetence i den periode, hvor der ydes bistand til po-

litiet, og hvor forsvarspersonalet således står under politiets ledelse. Det kan

eksempelvis være tilfælde, hvor forsvarspersonale optræder med en marke-

ring om, at personalet bistår politiet, har legitimeret sig som forsvarsperso-

nale, der bistår politiet, eller i øvrigt har tilkendegivet sig som forsvarsper-

sonale, der bistår politiet, og over for en borger har påberåbt sig den myn-

dighed, personalet har som led i bistanden til politiet.

For at sikre den tilstrækkelige indsigt i militære forhold inddrages den mili-

tære anklagemyndighed i Politiklagemyndighedens og statsadvokatens un-

dersøgelser og behandling af sager om forsvarspersonale, der bistår politiet.

Politiklagemyndigheden og statsadvokaten kan således trække på den mili-

tære anklagemyndigheds ekspertise i nødvendigt omfang. Sager mod for-

svarspersonale, som er anmeldt til Politiklagemyndigheden, kan overlades

til den militære anklagemyndighed til behandling i den militære retsplejes

former.

2.2.1.3. Civilt personale i politiet

Civilt personale i politiet, dvs. personale, som ikke er politipersonale, er ikke

underlagt Politiklagemyndighedens kompetence i straffesager. Som anført i

lovforslagets pkt. 2.2.1.1. omfatter politipersonale det politiuddannede per-

sonale i politiet og politiets jurister (dvs. det juridiske personale i politiet og

den lokale anklagemyndighed). I det omfang personalet er tjenestemands-

ansat, vil personalet være underlagt tjenestemandslovens regler om bl.a. di-

sciplinærforfølgning. Øvrigt personale vil være underlagt de almindelige

ansættelsesretlige regler for overenskomstansatte.

Administrative medarbejdere, analytikere, servicemedarbejdere mv. i poli-

tiet er ikke underlagt særlig lovgivning om klager over adfærd i tjenesten. I

det omfang, der rettes sådanne klager mod personalet, vil de i almindelighed

skulle behandles af den relevante ansættelsesmyndighed.

Efter Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om sager mod offentligt ansatte,

pkt. 2.1.3, behandles anmeldelser om strafbare forhold begået af civile me-

darbejdere i politiet af vedkommende politikreds, uanset om forholdet er

begået i eller uden for tjenesten. Hvis den pågældende er tjenstgørende i

denne politikreds, forelægges sagen for statsadvokaten med henblik på at

overføre sagen til behandling i en anden politikreds. Visse sager om over-

trædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser kan dog som udgangs-

punkt behandles af den politikreds, hvor den pågældende er tjenstgørende.

Efter retsplejelovens § 1020 i kan civile medarbejdere i politiet i visse sær-

lige tilfælde blive omfattet af en efterforskning hos Politiklagemyndighe-

den. Statsadvokaten kan således bestemme, at en straffesag, der omfatter

flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal efterforskes af Politiklage-

myndigheden. Bestemmelsen kan f.eks. anvendes, hvor det vil være hen-

sigtsmæssigt, at en straffesag, hvor der ud over mistanke mod politiperso-

nale også er mistanke mod andre, herunder f.eks. civile medarbejdere i po-

litiet, i sin helhed skal efterforskes af Politiklagemyndigheden.

2.2.1.4. Personale ved anklagemyndigheden

Personalet ved den centrale anklagemyndighed (statsadvokaterne og Rigs-

advokaten) er ikke underlagt Politiklagemyndighedens kompetence i straf-

fesager. I det omfang personalet er tjenestemandsansat, vil personalet være

underlagt tjenestemandslovens regler om bl.a. disciplinærforfølgning. Per-

sonale, som ikke er tjenestemandsansat, er underlagt de almindelige ansæt-

telsesretlige regler for overenskomstansatte.

Personale ved den centrale anklagemyndighed er ikke underlagt særlig lov-

givning om klager over deres adfærd i tjenesten. Klagerne vil således i al-

mindelighed skulle behandles af den relevante ansættelsesmyndighed.

Det fremgår af Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om sager mod offentligt

ansatte, pkt. 2.1.4, at anmeldelser om strafbare forhold begået af ansatte hos

statsadvokaterne behandles af vedkommende politidirektør, uanset om for-

holdet er begået i eller uden for tjenesten. I sager, hvor tiltalespørgsmålet

skal afgøres af statsadvokaten, skal politidirektøren orientere den regionale

statsadvokat om sagen. Orienteringen skal så vidt muligt ske, inden efter-

forskningen påbegyndes.

Hvis den pågældende medarbejder gør tjeneste hos den statsadvokat, der

ellers skulle have behandlet sagen – eller til hvem en afgørelse er påklaget

– forelægges sagen for Rigsadvokaten med henblik på, at der tages stilling

til den videre behandling af sagen, herunder om sagen eventuelt skal vide-

resendes til en anden statsadvokat. Denne procedure gælder ligeledes for

sager mod statsadvokaten selv.

Der er ikke fastsat særlige regler om kompetencen til at behandle anmeldel-

ser om strafbare forhold begået af personale, der er ansat ved Rigsadvoka-

ten, og det er således som udgangspunkt vedkommende politidirektør, som

behandler sagen. Hvis der er tale om alvorligere sager, må det efter Rigsad-

vokatmeddelelsen på grundlag af en konkret vurdering besluttes, på hvilket

niveau afgørelser bør træffes.

Statsadvokaten kan i medfør af retsplejelovens § 1020 i – på tilsvarende vis

som for civile medarbejdere i politiet – beslutte, at Politiklagemyndigheden

skal efterforske en sag, hvor der i sagskomplekset indgår både politiperso-

nale og ansatte ved den centrale anklagemyndighed, jf. nærmere herom i

lovforslagets pkt. 2.2.1.3.

Som anført i lovforslagets pkt. 2.2.1.1 er det i dag politiets jurister (dvs. det

juridiske personale i politiet og den lokale anklagemyndighed), der er om-

fattet af politiklageordningen.

Det fremgår samtidig af betænkning nr. 1507/2009 om behandling af klager

over politiet, side 174, at politiets jurister (dvs. det juridiske personale i po-

litiet og den lokale anklagemyndighed), som arbejder som medhjælpere for

statsadvokaten, jf. retsplejelovens § 103, stk. 2, ikke er undergivet politikla-

geordningen, da de pågældende i forbindelse med varetagelsen af denne

funktion er direkte undergivet statsadvokatens instruks.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Politiklagemyndigheden er oprettet med henblik på både i befolkningen og

politiet at sikre tilliden til, at behandlingen af politiklager foregår korrekt,

objektivt og retssikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Politiklagemyndigheden er en uafhængig myndighed, som undersøger og

træffer afgørelse vedrørende klager over politipersonalets adfærd i tjenesten

(adfærdsklager) og efterforsker anmeldelser om strafbare forhold begået af

politipersonale i tjenesten.

Siden indgåelsen af aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi i

2016-2019 i oktober 2015 er antallet af medarbejdere i dansk politi øget

betydeligt, herunder også antallet af civile medarbejdere. Der er – som et

supplement til det politiuddannede personale – ansat civile medarbejdere for

at tilføre politiet nye kompetencer i løsningen af politiets kerneopgaver, li-

gesom der er ansat civile medarbejdere, som har frigjort politiuddannet per-

sonale via opgaveglidning. Nedenstående graf viser udviklingen i civilt an-

satte i politiet og anklagemyndigheden.

Civilt ansatte i politiet og anklagemyndigheden

6000

5000

4000

3000

2000

1000

2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019

*Anm.: Civilt ansatte består af jurister, administrative medarbejdere, andre fastansatte

(herunder akademikrere), vikarer og socialt kapital. Endvidere bemærkes det, at det anførte

antal medarbejdere er opgjort som et gennemsnit for årene.

Kilde: Rigspolitiet

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der ikke – som i dag – være forskel

på, om den person, der klages over, er politiuddannet, civilt ansat i politiet

eller ansat ved anklagemyndigheden. Det afgørende bør være, hvilke typer

opgaver den pågældende varetager. På den baggrund finder Justitsministe-

riet det hensigtsmæssigt at udvide politiklageordningen til – ud over klager

over politipersonale – at omfatte civilt personale i politiet, som varetager

politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse.

Justitsministeriet finder det ligeledes hensigtsmæssigt, at ansatte ved den

centrale anklagemyndighed samt andet personale i den lokale anklagemyn-

dighed, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig

til retshåndhævelse, omfattes af politiklageordningen. Dette sker navnligt

for at sidestille denne gruppe af medarbejdere med politipersonale, herunder

politiets juridiske personale, som allerede i dag er omfattet af politiklage-

ordningen.

På den baggrund foreslår Justitsministeriet således, at Politiklagemyndighe-

dens kompetence udvides til – ud over politipersonale – at omfatte andet

personale i politiet og anklagemyndigheden, som varetager politimæssige

opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse.

Den foreslåede ændring medfører ikke ændringer i forhold til det politiper-

sonalet, som fortsat vil være opfattet af Politiklagemyndighedens kompe-

tence. Andet personale i politiet og anklagemyndigheden vil i medfør af den

foreslåede ændring være omfattet af Politiklagemyndighedens kompetence,

hvis de pågældende varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der re-

laterer sig til retshåndhævelse. Med den foreslåede udvidelse sigtes således

til civilt personale i politiet og ansatte ved den centrale anklagemyndighed

(statsadvokaterne og Rigsadvokaten).

En sådan ordning vil styrke kontrollen med politiets og anklagemyndighe-

dens ansatte, idet sager om adfærdsklager og anmeldelser af strafbare for-

hold begået i tjenesten vil skulle behandles af Politiklagemyndigheden og

ikke i de myndigheder, hvor de pågældende medarbejdere er ansat.

En sådan ordning vil ligeledes sikre, at borgeren får en ensartet retsstilling

og en mulighed for at indbringe sådanne sager for Politiklagemyndigheden,

uafhængigt af hvilken medarbejder sagen vedrører.

De gældende processuelle og materielle regler for Politiklagemyndighedens

behandling af adfærdsklager og anmeldelser om strafbare forhold begået i

tjenesten bevares med lovforslaget i deres nuværende form. Der foreslås dog

en række konsekvensændringer i retsplejelovens bestemmelser i kapitlerne

93 b og 93 c med henblik på at sidestille Politiklagemyndighedens behand-

ling af sager om personale ved politiet med ansatte ved anklagemyndighe-

den.

2.2.2.1. Civile personale i politiet

Visse civile medarbejdere i politiet udfører opgaver, hvor borgerne vil

kunne have en forventning om, at de taler med eller står over for politiper-

sonale – også selv om personen ikke er politiuddannet. Samtidig vil det i

nogle tilfælde kunne være tilfældigt, om opgaven løses af en civil medar-

bejder eller en politiuddannet. Efter den gældende ordning har borgerne

imidlertid ikke de samme muligheder for at klage over civilt personale, som

hvis der er tale om politiuddannet personale.

Civilt personale såsom analytikere bistår f.eks. politiet i konkrete efterforsk-

ninger, hvor denne gruppe bidrager med ekspertise i forbindelse med

ransagninger, tekniske undersøgelser af gerningssteder, efterforskning af it-

kriminalitet mv. Der er desuden et stigende behov for øget brug af teknisk

personale med særlige efterforskningsmæssige kvalifikationer med henblik

på at kunne imødegå nye udfordringer f.eks. med kriminalitet på internettet.

På samme måde foretages, f.eks. hastighedskontrol (ATK) og paskontrol-

opgaver i bl.a. Københavns Lufthavn af civile medarbejdere i politiet. Her-

udover findes der også civile medarbejdere i politiet, som udfører opgaver i

forhold til telefonbetjening af borgere, som henvender sig til politiet med

anmeldelser om strafbare forhold mv. I disse tilfælde løses opgaverne såle-

des af andre personalegrupper end det politiuddannede personale, uafhæn-

gigt af at der er tale om opgaver knyttet til politiets funktion som retshånd-

hævende myndighed.

Endvidere oplever Politiklagemyndigheden at modtage klager fra borgere

over politiet, hvor det undervejs i behandlingen må konstateres, at den rele-

vante medarbejder er en civil medarbejder, som ikke er omfattet af politik-

lageordningen. I de tilfælde må Politiklagemyndigheden meddele borgeren,

at sagen ikke kan behandles hos Politiklagemyndigheden og må derfor vi-

deresende den til den relevante politikreds. Politiklagemyndigheden oplever

ligeledes at modtage anmeldelser om strafbare forhold mod ansatte ved an-

klagemyndigheden, hvor sagen må videresendes til den relevante politik-

reds.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at politiklageordningen

også bør omfatte civilt personale i politiet og den lokale anklagemyndighed,

som varetager politimæssige opgaver og opgaver, der relaterer sig til rets-

håndhævelse.

Politimæssige opgaver skal afgrænses efter politilovens § 2. Af bestemmel-

sen følger, at politiet har til opgave at forebygge strafbare forhold, forstyr-

relse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den

offentlige sikkerhed, afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred og

orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, bringe

strafbar virksomhed til ophør samt efterforske og forfølge strafbare forhold,

yde borgeren bistand i andre faresituationer, udføre kontrol og tilsynsopga-

ver efter gældende ret, yde andre myndigheder bistand efter gældende ret og

udføre andre opgaver, der følger af gældende ret eller i øvrigt har en naturlig

tilknytning til politiets virksomhed. Politiklagemyndighedens kompetence

skal således afgrænses ud fra en opgavebaseret model, som knytter sig til

varetagelse af politimæssige opgaver.

Til politimæssige opgaver knytter sig først og fremmest forebyggelse, efter-

forskning og retsforfølgning af strafbare forhold samt beføjelser, der er

knyttet til ordenshåndhævelse. Dette indbefatter f.eks. civile medarbejderes

bevishåndtering, kriminalteknisk efterforskning, efterforskning af økono-

misk kriminalitet og it-kriminalitet mv. Politimæssige opgaver omfatter

endvidere tilsyns- og kontrolopgaver, som f.eks. trafikkontrol, udstedelse af

tilladelser, paskontrolopgaver mv. Politiklageordningen vil endvidere om-

fatte det civile personales vejledning af borgere i forbindelse med vareta-

gelse af politimæssige opgaver, herunder det administrative personales va-

retagelse af 114-opkald. Endelig omfatter politimæssige opgaver, som opli-

stet i politilovens § 2, f.eks. forvaltning af hittegods, udstedelse af jagttegn

og varetagelse af kriminalregisteret.

For så vidt angår afgrænsningen af opgaver, der relaterer sig til retshåndhæ-

velse, henvises til lovforslagets pkt. 2.2.2.2.

Politiklagemyndighedens kompetence vil ikke omfatte øvrige opgaver som

støttefunktioner, regnskab, ledelsesunderstøttelse, kommunikation, perso-

naleadministration og lignende administrative funktioner.

Dette skyldes, at de pågældende opgaver i almindelighed ikke er borgerret-

tede eller har nær tilknytning til strafforfølgning, efterforskning, bevishånd-

tering mv., hvor borgeren måtte have en forventning om, at den pågældende

udøver politimæssige beføjelser.

Det almindelige kontorpersonale, servicemedarbejdere, administrationsme-

darbejdere, studentermedhjælpere mv. vil som udgangspunkt ikke være om-

fattet af politiklageordningen, idet disse medarbejdergrupper i almindelig-

hed ikke varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til

retshåndhævelse. Opgaverne vil typisk involvere personalehåndtering, rek-

ruttering, undervisning af medarbejdere, revision og bogføring, kopiering af

sagsakter og øvrige organisatoriske opgaver.

Uden for politiklageordningen falder klager, som omhandler materielle af-

gørelser og dispositioner i forbindelse med politiets sagsbehandling. Klager

over civile medarbejderes dispositioner bør ligeledes i udgangspunktet ikke

behandles af Politiklagemyndigheden, medmindre klagen har en nær sam-

menhæng med en adfærdsklage, som Politiklagemyndigheden behandler, jf.

forslagets § 1019 q, eller en igangværende efterforskning ved Politiklage-

myndigheden, jf. forslagets § 1020 i, stk. 2. Der henvises til lovforslagets §

1, nr. 16 og 21, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, 4 og 18, og bemærkningerne

hertil.

2.2.2.2. Personale ved anklagemyndigheden

I anklagemyndigheden er det i dag kun politiets jurister (dvs. det juridiske

personale i politiet og den lokale anklagemyndighed) og politipersonale i

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, der er

omfattet af politiklageordningen. Andre personalegrupper i anklagemyndig-

heden, herunder de juridiske anklagere ved statsadvokaterne og Rigsadvo-

katen, er derimod ikke omfattet af politiklageordningen.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de hensyn, der ligger til grund for, at

de juridiske anklagere i politikredsene er omfattet af klageordningen, lige-

ledes gør sig gældende for anklagere ved den centrale anklagemyndighed.

Som anført i lovforslagets pkt. 2.2.1.1 fremgår det af betænkning nr.

1507/2009 om behandling af klager over politiet, side 174, at udvalget i for-

bindelse med inddragelsen af det juridiske personale under politiklageord-

ningen pegede på, at det juridiske personale har mulighed for at anvende

politimæssige beføjelser i form af anholdelse og lignende, men at det i prak-

sis sker sjældent. Rigsadvokaten har oplyst, at det i dag generelt forudsættes,

at tvangsindgreb, der indebærer eller kan indebære behov for fysisk magt-

anvendelse over for borgerne, ikke direkte gennemføres af anklagemyndig-

hedens juridiske personale, men af politiuddannet personale. De juridiske

anklagere ved statsadvokaterne og Rigsadvokaten og anklagerne i politik-

redsene varetager imidlertid alle kerneopgaver med hensyn til udøvelse af

anklagemyndighed, herunder i form af beslutninger om og iværksættelse af

straffeprocessuelle skridt og tvangsindgreb over for borgerne.

Som ligeledes anført i lovforslagets pkt. 2.2.1.1 fremgår det af betænkning

nr. 1507/2009 om behandling af klager over politiet, side 174, at inddragel-

sen af det juridiske personale under politiklageordningen ikke primært var

begrundet i denne personalegruppes udøvelse af formel myndighedskompe-

tence over for borgerne, men nærmere skulle ses i sammenhæng med de

situationer, hvor personalet i forbindelse med borgerkontakt beskyldes for

uhøflig optræden, urimelig sprogbrug, korruption eller lignende. De juridi-

ske anklagere ved statsadvokaterne og Rigsadvokaten optræder generelt

over for borgerne i den samme type situationer som anklagerne i politikred-

sene, f.eks. under retssagsbehandling og i forbindelse med sagsbehandling

af straffesager mv.

Det er således Justitsministeriets opfattelse, at de juridiske anklagere ved

statsadvokaterne og Rigsadvokaten (anklagerfuldmægtige, anklagere, tur-

nusanklagere, senior- og specialanklagere, vicestatsadvokater, chefankla-

gere, statsadvokater i den centrale anklagemyndighed og rigsadvokaten) li-

gesom anklagerne i politikredsene bør være omfattet af politiklageordnin-

gen. Det samme gælder personer, der er antaget til bistand for de offentlige

anklagere ved den retlige behandling af straffesager, jf. retsplejelovens §

100, stk. 2, § 103, stk. 2 og 3, og § 104, stk. 2, når det drejer sig om forhold,

der er relateret til de pågældendes bistand som anklagemyndighed.

Politiklageordningen bør efter Justitsministeriets opfattelse ligeledes om-

fatte andre personalegrupper i anklagemyndigheden end de juridiske ankla-

gere, når de pågældende varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der

relaterer sig til retshåndhævelse.

For så vidt angår afgrænsningen af politimæssige opgaver henvises til lov-

forslagets pkt. 2.2.2.1.

Med opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse, forstås navnlig anklage-

myndighedens varetagelse af opgaver inden for strafferetsplejen med hen-

syn til strafforfølgning, herunder retssagsbehandling, gennemførelse af

straffeprocessuelle skridt eller tvangsindgreb over for borgerne og borger-

rettede opgaver i forbindelse med f.eks. straffuldbyrdelse og foranstalt-

ningsændringssager. Det vil endvidere omfatte andre retshåndhævende op-

gaver, hvor myndighedskompetencen over for borgerne er henlagt til ankla-

gemyndigheden, herunder opgaver om erstatning i anledning af strafferetlig

forfølgning, aktindsigt i straffesager, sager om tilhold, bortvisning og op-

holdsforbud og telefonbetjening af borgere, hvis der er tale om opgaver in-

den for strafferetsplejen med hensyn til strafforfølgning.

Endelig er det Justitsministeriets opfattelse, at politiklageordningen også

bør omfatte f.eks. civilt ansatte økonomer eller analytikere mv. ved Statsad-

vokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, der bidrager

med ekspertise i forbindelse med efterforskning, ransagning eller tekniske

undersøgelser mv., som henhører under politimæssige opgaver. Der henvi-

ses i den forbindelse til lovforslagets pkt. 2.2.2.1.

Politiklagemyndighedens kompetence omfatter ikke opgaver som støtte-

funktioner, regnskab, ledelsesunderstøttelse, personaleadministration, lig-

nende administrative funktioner mv. Der henvises i den forbindelse til lov-

forslagets pkt. 2.2.2.1.

Uden for politiklageordningen falder ligeledes klager, som omhandler ma-

terielle afgørelser og dispositioner i forbindelse med anklagemyndighedens

sagsbehandling. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets pkt. 2.2.2.1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, 4, og 18, og bemærkningerne

hertil.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Forslaget om oprettelse af Bevismiddeltilsynet, der vil blive placeret under

samme ledelse som Politiklagemyndigheden, forventes at medføre merud-

gifter til etablering på 0,5 mio. i 2020 og herefter 8,0 mio. kr. årligt fra 2021

og frem, hvor Bevismiddeltilsynet er i drift.

Udgifterne kan i høj grad henføres til lønudgifter til en række medarbejdere,

som vil skulle varetage den nye opgave med at føre tematisk tilsyn med

tekniske beviser, samt udvidelsen af Politiklagerådet med en teknisk eks-

pert.

Med henblik på at sikre understøttelsen af Bevismiddeltilsynets brede kom-

petence med hensyn til typen af tekniske beviser, der efter deres karakter er

meget forskelligartede, afsættes der i størrelsesordenen 1,5 mio. kr. årligt til

antagelse af ekstern ekspertbistand. Ekspertbistanden kan anvendes i de til-

fælde, hvor tilsynet ikke har den fornødne ekspertise i forhold til de enkelte

bevistyper.

De årlige udgifter er udtryk for en overordnet ramme for tilsynets udgifter,

og der er derfor ikke fastsat mål for antallet af konkrete aktiviteter, f.eks.

antallet af tilsyn, der skal udføres, eller hvor mange tekniske bevistyper, der

skal undersøges.

Forslaget om oprettelse af Bevismiddeltilsynet forventes derudover at med-

føre merudgifter for politiet og anklagemyndigheden, som vurderes at kunne

afholdes inden for de eksisterende økonomiske rammer. Politiets og ankla-

gemyndighedens merudgifter vil være relateret til f.eks. koordinering af be-

stillinger eller forespørgsler fra Bevismiddeltilsynet, identificering, indhen-

telse og eventuel udarbejdelse af skriftligt materiale, planlægning af og til-

stedeværelse under eventuelle tilsynsbesøg mv. og inddragelse af ressourcer

med faglig indsigt og kompetencer vedrørende de enkelte efterforsknings-

midler og bevistyper.

De tematisk tilrettelagte tilsyn vil som nævnt under pkt. 2.1.3.6 kunne

munde ud i en række anbefalinger til myndighederne der skal foretage en

nærmere vurdering af, hvorvidt anbefalingerne skal udmøntes. Det bemær-

kes, at større udgifter forbundet med en implementering af sådanne anbefa-

linger ikke nødvendigvis i alle tilfælde vil kunne afholdes inden for politiets

og anklagemyndighedens eksisterende økonomiske rammer. Det bemærkes

endvidere, at der ikke med nærværende lovforslag er foretaget en vurdering

af eventuelle udgifterne forbundet med Bevismiddeltilsynets fremtidige an-

befalinger.

Der henvises til pkt. 2.1.3.1 og pkt. 2.1.3.4 for en nærmere beskrivelse af

tilsynets organisering og opgavevaretagelse.

Forslaget om at udvide Politiklagemyndighedens kompetence til – ud over

politipersonale – også at omfatte andet personale i politiet og anklagemyn-

digheden, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer

sig til retshåndhævelse, forventes at medføre merudgifter for Politiklage-

myndigheden på i størrelsesordenen 1,2 mio. kr. årligt fra 2021 og frem.

Merudgifterne kan henføres til den øgede sagsbelastning, som Politiklage-

myndigheden forventes at have som følge at kompetenceudvidelsen.

Herudover forventes der at være begrænsede merudgifter for politiet og an-

klagemyndigheden, både centralt og lokalt, i forbindelse med understøttel-

sen af Politiklagemyndighedens arbejde. Det gælder både formyndigheder-

nes administrative og juridiske af sagerne samt i forbindelse med egentlig

ansættelsesretlig sagsbehandling. Eventuelle begrænsede merudgifter vil

blive afholdt inden for myndighedernes eksisterende økonomiske rammer.

Endelig bemærkes det, at lovforslaget efterlever principperne for digitalise-

ringsklar lovgivning, og at navnlig oprettelsen af Bevismiddeltilsynet er i

overensstemmelse med princippet om forebyggelse af bl.a. fejl. Tilsynet får

således hjemmel til at indhente og behandle relevante oplysninger for at

forebygge fejlbehandling af tekniske beviser blandt straffesagens aktører.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for

erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget indebærer, at politiklageordningen udvides til – ud over poli-

tipersonale – at omfatte andet personale i politiet og anklagemyndigheden,

som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til rets-

håndhævelse. Adfærdsklager og anmeldelser af strafbare forhold begået i

tjenesten vil således fremover skulle behandles af Politiklagemyndigheden

og ikke i henholdsvis politiet og anklagemyndigheden, afhængigt af hvor

den pågældende medarbejder er ansat.

Lovforslaget har dermed den positive konsekvens, at borgeren får en ensar-

tet retsstilling og en mulighed for at indbringe sådanne sager for Politikla-

gemyndigheden, uafhængigt af hvilken medarbejder sagen vedrører. Der vil

ikke længere være forskel på, om den person, der klages over, er politiud-

dannet, civilt ansat i politiet eller ansat ved anklagemyndigheden. Det afgø-

rende vil være, hvilke typer opgaver den pågældende varetager.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 21. februar 2020 til den 20.

marts 2020 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisatio-

ner mv.:

Advokatrådet, Advokatsamfundet, Aalborg Universitet (Juridisk Fakultet),

Aarhus Universitet (Juridisk Fakultet), Akademikerne, Amnesty Internatio-

nal, Copenhagen Business School (CBS LAW – Institut for Ledelse, Politik

og Filosofi), Danmarks Jurist- og Økonomforbund, Danmarks Tekniske

Universitet (DTU Diplom – Center for Diplomingeniøruddannelse), Dansk

Arbejdsgiverforening, Danske Advokater, Danske Regioner, Datatilsynet,

Den Danske Akkrediteringsfond, Den Danske Dommerforening, Den Uaf-

hængige Politiklagemyndighed, Det Kriminalpræventive Råd, Digitalise-

ringsstyrelsen, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dommerfuldmægtigfor-

eningen, Domstolsstyrelsen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Forenin-

gen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Statsadvokater, Fængselsfor-

bundet, HK Landsklubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben Krimi-

nalforsorgen, HK Landsklubben Politiet, Ingeniørforeningen IDA, Institut

for Menneskerettigheder, IT-Branchen, IT-Politisk Forening, Justitia, KL,

Kriminalforsorgsforeningen, Københavns Universitet (Juridisk Fakultet),

Københavns Universitet (Retsmedicinsk Institut), Landsforeningen af For-

svarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Politiforbundet, Politidirektørfor-

eningen, PROSA, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Retspolitisk Forening, Syd-

dansk Universitet (Juridisk Institut), Rådet for Digital Sikkerhed, samtlige

byretter, Tilsynet med Efterretningstjenesterne Vestre Landsret og Østre

Landsret.

9. Sammenfattende skema

Positive konsekven-

ser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv om-

fang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Negative konsekven-

ser/merudgifter

(hvis ja, angiv om-

fang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Økonomiske

konse- Ingen

kvenser for stat, kom-

muner og regioner

Ingen

Implementeringskonse-

kvenser

for

stat,

kommuner og regioner

Økonomiske

konse-

kvenser for erhvervsli-

vet

Administrative konse-

kvenser for erhvervsli-

vet

Administrative konse-

kvenser for borgerne

Ingen

Lovforslaget forven-

tes at medføre merud-

gifter på Justitsmini-

steriets område på i

alt 0,5 mio. kr. i 2020

og 9,2 mio. kr. årligt

fra 2021 og frem.

Lovforslaget forven-

tes at medføre merud-

gifter på Justitsmini-

steriets område på i

alt 0,5 mio. kr. i 2020

og 9,2 mio. kr. årligt

fra 2021 og frem.

Ingen

Miljømæssige

kvenser

Udvidelsen af politik- Ingen

lageordningen sikrer,

at borgeren får en ens-

artet retsstilling og en

mulighed for at ind-

bringe sager for Poli-

tiklagemyndigheden,

idet sager, som om-

handler andet perso-

nale i politiet og an-

klagemyndigheden,

som varetager politi-

mæssige opgaver eller

opgaver, der relaterer

sig til retshåndhæ-

velse, vil skulle be-

handles af Politiklage-

myndigheden.

konse- Ingen

Ingen

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige

aspekter.

Er i strid med de fem

Nej

principper for imple-

mentering af erhvervs-

rettet

EU-regule-

ring/Går videre end

minimumskrav i EU-re-

gulering (sæt X)

Forholdet til EU-retten

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Retsplejelovens sjette afsnit har i dag overskriften »Den Uafhængige Poli-

tiklagemyndighed«. Med lovforslaget nyaffattes afsnittet, så det fremover

også regulerer Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler. Det foreslås på

denne baggrund, at overskriften til sjette afsnit ændres til »Den Uafhængige

Politiklagemyndighed og Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler«.

Til nr. 2

Det foreslås at nyaffatte retsplejelovens kapitel 11 a.

Det følger af den gældende bestemmelse i § 118, stk. 1, at Den Uafhængige

Politiklagemyndighed er en selvstændig myndighed, der ledes af Politikla-

gerådet og en direktør.

Det foreslås, at § 118, stk. 1, får samme ordlyd som i dag. Den foreslåede

bestemmelse er således en videreførelse af den gældende § 118, stk. 1. Dette

betyder, at Politiklagerådet fortsat vil have det overordnede ansvar for Poli-

tiklagemyndighedens virksomhed og fastlægge generelle overordnede ret-

ningslinjer for myndighedens arbejde. Det daglige ansvar for myndighedens

arbejde påhviler fortsat en direktør, der er chef for myndighedens medarbej-

dere. Sammensætningen skal sikre en god balance mellem den faglige del

af myndigheden, der skal forestå det daglige arbejde, og ekstern indflydelse

og kompetence i form af et råd, der som en slags bestyrelse eller kontrolin-

stans har det overordnede ansvar for myndighedens virke. Modellen inde-

bærer endvidere et lægt element i politiklagesystemet, ligesom et bredt sam-

mensat politiklageråd kan være med til at styrke Politiklagemyndighedens

uafhængighed.

Politiklagerådet kan endvidere behandle og træffe afgørelse i konkrete sa-

ger, der er af principiel karakter eller af betydelig almen interesse, eller som

af andre særlige grunde findes at burde afgøres af rådet. I andre sager træffes

afgørelsen af direktøren eller af den, som er bemyndiget hertil af rådet eller

direktøren.

Ud over direktøren består Politiklagemyndigheden af en souschef eller lig-

nende, der kan varetage direktørens funktioner, når denne ikke er til stede.

Myndigheden består desuden af et antal juridiske medarbejdere, en eller

flere efterforskningsledere, et antal faste efterforskere og administrativt per-

sonale. Bestemmelsen indebærer ikke særlige regler for sammensætningen

af personalet i Politiklagemyndigheden, f.eks. i relation til tidligere arbejde

i politiet og anklagemyndigheden. De enkelte medarbejdere i myndigheden

bør i deres daglige virke have for øje, at myndigheden er uafhængig af po-

litiet og anklagemyndigheden. Bestemmelsen indebærer dermed heller ikke

en »karantæneperiode« for tidligere medarbejdere i politiet eller anklage-

myndigheden.

Det følger af den gældende bestemmelse i § 118, stk. 2, at Politiklagemyn-

digheden behandler klager over politiet, jf. kapitel 93 b og efterforsker straf-

fesager mod politipersonale, jf. kapitel 93 c. Politiklagemyndigheden har

således til opgave at undersøge adfærdsklager over og efterforske strafbare

forhold begået i tjenesten. Ud over det politiuddannede personale er jurister,

der gør tjeneste i en politikreds eller hos Rigspolitiet, også omfattet af poli-

tiklageordningen.

Det foreslås, at

§ 118, stk. 2,

ændres, således at Politiklagemyndigheden –

ud over klager over politipersonale og efterforskning af straffesager mod

politipersonale – også vil skulle behandle klager over andet personale i po-

litiet og anklagemyndigheden, jf. kapitel 93 b, og efterforsker straffesager

mod andet personale i politiet og anklagemyndigheden, jf. kapitel 93 c, som

varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshånd-

hævelse.

Den foreslåede ændring vil ikke medføre ændringer i forhold til det politi-

personalet, som fortsat vil være opfattet af Politiklagemyndighedens kom-

petence. Andet personale i politiet og anklagemyndigheden vil i medfør af

den foreslåede ændring være omfattet af Politiklagemyndighedens kompe-

tence, hvis de pågældende varetager politimæssige opgaver eller opgaver,

der relaterer sig til retshåndhævelse. Med den foreslåede udvidelse sigtes

således til civilt personale i politiet og ansatte ved den centrale anklagemyn-

dighed (statsadvokaterne og Rigsadvokaten)

Politimæssige opgaver skal afgrænses efter politilovens § 2 og knytter sig

først og fremmest til forebyggelse, efterforskning og retsforfølgning af straf-

bare forhold samt beføjelser, der er knyttet til ordenshåndhævelse. Dette

indbefatter f.eks. civile medarbejderes bevishåndtering, kriminalteknisk ef-

terforskning, efterforskning af økonomisk kriminalitet og it-kriminalitet mv.

Politimæssige opgaver omfatter endvidere tilsyns- og kontrolopgaver, som

f.eks. trafikkontrol, udstedelse af tilladelser, paskontrolopgaver mv. Politik-

lageordningen vil endvidere omfatte det civile personales vejledning af bor-

gere i forbindelse med varetagelse af politimæssige opgaver, herunder det

administrative personales varetagelse af 114-opkald. Endelig omfatter poli-

timæssige opgaver, som oplistet i politilovens § 2, f.eks. forvaltning af hit-

tegods, udstedelse af jagttegn og varetagelse af kriminalregisteret.