Tak for ordet. Jeg har lovet at hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de også støtter lovforslag nr. L 100.
Fra Venstres side bakker vi op om lovforslaget. Det er en del af den aftale, vi indgik i efteråret, og som er en justering at vores gymnasieforlig i forhold til optagereglerne. Det er en justering, som rydder op i nogle af de uhensigtsmæssigheder, vi kan se på evalueringen der har været, hvor nogle regler måske er blevet lovlig stramme, i relation til hvem der har behov for at gå til hvilke prøver. Det drejer sig f.eks. om spørgsmålet om 9. klasse-resultaternes varighed – går man på en idrætsefterskole i 10. klasse, skal man så op til en prøve, eller er man så stadig væk dækket ind af sine 9. klasse-resultater? Det er sådan nogle eksempler, det drejer sig om. De eksempler og de problemer, der har været med det, rydder vi op i med den aftale, vi indgik i efteråret, og med det lovforslag, som vi behandler i dag.
Men jeg synes også, det er vigtigt at understrege, at der fortsat er behov for meget klare faglige krav til optagelsesprocessen til de gymnasiale uddannelser. Det kræver modenhed, det kræver stærk faglighed og det kræver en god ballast at tage en gymnasial uddannelse, og det handler også om at styrke kvaliteten på de gymnasiale uddannelser og være ærlig over for de unge mennesker i forventningsafstemningen, inden de vælger den ungdomsuddannelse, der er rigtig for dem. Det er også derfor, vi i Venstre fortsat støtter op om, at vi har en uddannelsesparathedsvurdering, selv om vi også der ser administrative problemer, som man – ligesom det er tilfældet med det lovforslag, vi behandler i dag – med fordel kan kigge på.
Men det handler grundlæggende om at være ærlig i forventningsafstemningen, og derfor ændrer det lovforslag, som vi behandler i dag, jo heller ikke ved den aftale, som vi indgik i 2016, om at stille faglige krav og stille krav om, at man skal have et vist fagligt niveau for at kunne komme ind på en gymnasial uddannelse.
Til gengæld får vi sikret, at vi med hensyn til de elever, der uhensigtsmæssigt kom i klemme i optagelsesprocessen til de gymnasiale uddannelser, nu får taget hånd om de problemer, og vi får også sikret, at der ikke kommer unødigt mange elever til optagelsesprøver, som aldrig var tiltænkt dem, og at der dermed bliver taget fokus og ressourcer væk fra de elever, der har behov for at få en ekstra chance.
Det er også en vigtig justering at sikre, at det ikke er de skoler, man har søgt, men de skoler, man skal gå på, der også bliver mere involverede i processen, fordi det både giver mening for den enkelte unge, men også for den institution, det handler om.
Fra Venstres side støtter vi L 100, men vi mener også, det er vigtigt, at vi aldrig nogen sinde bliver bange for at stille krav til de unge mennesker, der gerne vil tage en gymnasial uddannelse, og at vi derfor også lægger vægt på, at den del fortsat også med L 100 er fuldstændig intakt, og at det grundlæggende handler om at sikre, at man også vælger den uddannelse, man fagligt og modenhedsmæssigt er rustet til. Vi skal også turde udfordre de unge på deres valg af uddannelse, og derfor er det også vigtigt, at vi er ærlige i forventningsafstemningen.
Venstre støtter lovforslaget.