Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af lovforslag nr. L 1:

Forslag til finanslov for finansåret 2020.

Af finansministeren (Nicolai Wammen).

(Fremsættelse 02.10.2019).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Christian Rabjerg Madsen.

Tak for det. Jeg har set frem til debatten, selv om man selvfølgelig polemisk kunne indvende, at vi måske kunne have haft en bedre debat på et højere niveau, hvis det store oppositionsparti havde fremlagt en egentlig økonomisk politik, som vi kunne debattere, men lad os nu holde os fra det polemiske og gå direkte til det saglige.

Socialdemokratiet og regeringens første finanslovsforslag hedder »Velfærd først – tryghed, tillid og en grøn fremtid«. Finanslovsforslaget har velfærd først, fordi det er vores vigtigste budskab. Vi sætter velfærden først.

Den 29. november 2016 skrev Politiken historien om, at klinikchefen på Rigshospitalets fødeafdeling, overlæge Morten Hedegaard, havde sagt op i protest over forholdene på fødegangen. I 14 år havde klinikchefen på Rigshospitalet haft det formentlig mest prestigefyldte job, som en fødselslæge kan have i det her land. Nu sagde han stop. I dag har Morten Hedegaard sin egen private fødeklinik på Østerbro. Morten Hedegaard vendte ryggen til vores offentlige sundhedsvæsen, fordi han ikke længere kunne stå inde for kvaliteten, eller som Morten Hedegaard selv sagde:

»De der berømte to procent, det har været hårdt. Når man har haft en produktionsvirksomhed og siger, at man skal gøre det to procent billigere, så vil mange forsøge at stramme sig an, så de første år kan det lade sig gøre. Men når ens idekatalog over besparelser er ved at være brugt, så bliver det i tiltagende grad uladsiggørligt.«

Historien om klinikchefens afgang førte til en national debat om vores sundhedsvæsen og om økonomien i vores sundhedsvæsen, men den førte ikke til, at den tidligere regering lagde kursen om. Velfærden forblev underfinansieret, og derfor begrænsede udfordringerne i den offentlige velfærdssektor sig heller ikke til sygehusene. For selv om det selvfølgelig giver meget mere debat, når fødselslægen på landets fornemste hospital, Rigshospitalet, siger stop, er det jo i virkeligheden præcis lige så foruroligende, når lærer og tillidsrepræsentant Birgitte Nørgaard på Nørre-Snede Skole oplever, at besparelserne medfører så markante forringelser, at hun siger stop, eller når Annette Lukas, som er social- og sundhedshjælper igennem næsten 25 år i Assens Kommune, gør det samme af de samme årsager.

Derfor er det på tide at prioritere velfærden, og derfor gav regeringen også med økonomiaftalerne for næste år både regionerne og kommunerne og dermed jo den nære velfærd, som vi her taler om, det største økonomiske løft i 10 år og det største økonomiske løft siden finanskrisen.

Derfor prioriterer vi nu med forslaget til finanslov først og fremmest vores velfærdssamfund. Kommer vi i mål med vores ambitioner for velfærdssamfundet? Det ærlige svar er nej, men vi tager det første vigtige skridt. Vi løfter sundhedsområdet, så det bliver muligt at rekruttere mere sundhedspersonale og ansætte 1.000 flere sygeplejersker. Vi afsætter 0,5 mia. kr. til sociale indsatser; vi annullerer omprioriteringsbidraget på uddannelsesinstitutionerne; vi løfter kvaliteten på erhvervsuddannelserne. Vi vil genoprette tilliden til skattesystemet, så vi også fremadrettet har en sikker finansiering til vores velfærdssamfund. Og hertil kan man så lægge den forhandlingsreserve på 2,1 mia. kr., som vi har en ambition om at bruge på velfærden. Det kunne eksempelvis være på minimumsnormeringer, på uddannelse, på det grønne område eller på kulturen.

Når regeringen vælger at investere i velfærden, investerer vi i, at de økonomiske tider kommer alle til gavn, for der er trods alt nok flere af os, som har glæde og gavn af, at vi får et godt velfærdssamfund, end der er mennesker, for hvem det sådan gør den allerstørste forskel, at prisen på Lamborghinien eller Bugattien bliver sat lidt ned, selv om netop det stod højt på den tidligere erhvervsministers ønskeseddel.

Danmark er et dejligt land, men som statsministeren også sagde i sin åbningstale, slår tilliden revner. Trygheden favner ikke alle. Vi har så meget, vi skal passe på. Vi har så meget, der går godt. Men det må aldrig blive en undskyldning for at undlade at kigge derhen, hvor alt ikke er, som det skal være.

Selv om de unge piger og drenge måske kan gå alene, men alligevel trygt hjem fra gymnasiefester på Gammel Hellerup Gymnasium, betyder det jo ikke, at vi skal tale mindre om det, når det samme ikke gør sig gældende for de unge mennesker i Ishøj. Trygheden skal gælde for alle. Vi vil ikke acceptere, at skyderier eller sågar bombesprængninger bliver hverdag. Vi vil ikke acceptere, at der i Danmark findes områder, hvor dagsordenen sættes af kriminelle og ikke af myndighederne, og derfor er det en prioritet i finanslovsforslaget, at vi styrker politiet.

Regeringen afsætter 1,2 mia. kr. til politiet næste år. Det er 200 mio. kr. mere end i år, og det betyder, at vi kan fortsætte den midlertidige grænsekontrol, det betyder, at vi kan fastholde indsatsen mod terror, og det betyder, at vi til næste år kan optage 150 flere politistuderende. Trygheden skal gælde for alle, alle steder og i hele landet. Opnår vi så det med finansloven? Det ærlige svar er nej, men vi kommer tættere på – vi tager det første vigtige skridt.

Valgets tale var grøn. Den grønne dagsorden er nu faktisk så stærk, at selv det store oppositionsparti, som for få år siden i regeringen ville aflyse ideen om en 40-procentsreduktion af danske drivhusgasser, og som også indledte sidste regeringsperiode med at skære kraftigt i energiforskningen, nu melder sig klar med opbakning til at reducere udledningen med 70 pct. i 2030. Jeg skal undlade at ironisere mere over Venstres kovending, for det er jo i virkeligheden sådan, at de klimaforandringer, som vi skal imødegå, er alt for vigtige til skyttegravskrig.

For regeringen er det derfor også en prioritet, at vi nu som det første her i efteråret opnår en enighed – og gerne en bred enighed, som jo skulle være en smal sag med de mange grønne programerklæringer, som partierne kommer med – om den klimalov, som skal hæve vores historisk ambitiøse udledningsmålsætning til lov. Derefter indledes forhandlingerne om en egentlig handlingsplan, der skal sætte konkrete initiativer i søen, så vi kan omsætte klimaloven til reelle udledningsbegrænsninger. Det arbejde betyder jo selvfølgelig ikke, at årets finanslov ikke ligeledes spiller en afgørende rolle i forhold til klimaindsatsen, det gør den, og sammen med arbejdet med de nye grønne regnemodeller viser udspillet, at Danmark har fået en ny kassemester – en grøn kassemester. Regeringen afsætter med finanslovsforslaget 2,1 mia. kr. til en ny grøn retning. Vi fordobler pengene til grøn forskning, vi sætter ind over for plastikforurening, og så øremærker vi 600 mio. kr. til grøn udviklingsbistand. Når vi i mål med at bekæmpe klimaforandringerne med vores finanslov? Her er det ærlige svar, måske ikke så overraskende, også nej, men vi tager det første vigtige skridt.

Politik handler om at prioritere og vælge noget frem for noget andet. Vi har valgt ikke at gennemføre den tidligere regerings skattelettelser, ikke fordi det ikke ville være populært, men fordi vi mener, at velfærden, uddannelserne, fællesskabet og det grønne er vigtigere end skattelettelser. Ville det være populært eksempelvis at sænke skatten på den arbejdsgiverbetalte telefon, som den tidligere regering foreslog? Gør regeringen sig til genstand for kritik fra nogle af Danmarks rigeste familier, som under overskriften Vækst i Generationer har indledt en massiv lobbyindsats for at slippe billigere i arveafgift end de danskere, der ikke arver virksomheder? Ville aktionærerne blive glade, hvis vi satte beløbsgrænsen på aktiesparekontoen op og dermed lettede skatten for aktionærer? Svaret er ja, men svaret er jo også, at det ikke ville gøre Danmark stærkere. Danmark bliver stærkere, når vi styrker vores velfærdssamfund. Danmark bliver stærkere, når vi styrker danske virksomheder, når vi gør danske virksomheder mere konkurrencedygtige ved at droppe besparelserne på uddannelse. Vi skaber danske arbejdspladser, når vi investerer i det grønne.

Danmark har som et af de ganske få lande i verden skabt lighed og velstand. Der findes masser af meget rige lande på kloden. Der findes også masser af lande med en udpræget grad af lighed. Der findes derimod næsten ingen lande i verden, som formår at kombinere rigdom med en udpræget grad af lighed, men der findes Danmark, som har formået det, og det skyldes vores velfærdsmodel, vores samfundsmodel. Det er i al beskedenhed også derfor, at Socialdemokratiet altid er gået forrest i arbejdet med at udvikle velfærdssamfundet. Det er derfor, at vi med årets finanslovsforslag prioriterer at styrke velfærdssamfundet. Det er derfor, at vi med årets finanslovsforslag sætter velfærd først. Tak for ordet.

Tak for det. Dagen forløber på den måde, at først har de finanspolitiske ordførere 10 minutter, som hr. Christian Rabjerg Madsen nu har brugt, og derefter er der 45 minutter til debat, hvor jeg prioriterer de finanspolitiske ordførere.

Det er således først hr. Troels Lund Poulsen. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke konkrete initiativer der er i regeringens finanslovsforslag, som kommer til at gøre Danmark rigere.

Ordføreren.

Jeg tror, at det mest skadelige, der formentlig er gjort for Danmarks evne til at skabe rigdom og arbejdspladser, er de benhårde besparelser på uddannelsesområdet, som den tidligere regering stod i spidsen for. De der 2-procentsbesparelser har ikke alene betydning for forholdene på fødegangen, de har også betydning for vores evne til at være konkurrencedygtige, fordi det er så fuldstændig afgørende for danske virksomheder, at de har adgang til uddannet arbejdskraft.

Derfor er det forslag, som jeg tror kommer til at skabe størst vækst i Danmark, det, at vi dropper det omprioriteringsbidrag. Derudover kunne man selvfølgelig nævne, at hvis man eksempelvis tog til DI's årsmøde, så kunne man høre, at dygtige danske virksomheder faktisk ser vores historisk ambitiøse grønne målsætninger som en mulighed for at komme forrest i klassen og dermed skabe arbejdspladser.

Så jeg kan berolige ordføreren med, at vi holder Danmark på en kurs, hvor vi ikke alene udvikler vores velfærdssamfund, men også bliver rigere og skaber flere arbejdspladser.

Hr. Troels Lund Poulsen.

Tak for det. Nu er ordføreren jo ikke, endnu i hvert fald, underlagt sandhedspligt her i Folketingssalen – det kan jo potentielt komme senere, det er jo ikke mig, der bestemmer, om det måtte komme – men er det ikke korrekt, at dansk erhvervsliv har kritiseret finanslovsforslaget for ikke at indeholde forslag, der gør Danmark rigere? Jeg havde også selv lejligheden til at deltage i DI's årsmøde, og der må jeg sige, at det jo ikke var sådan, at man stod og klappede over finanslovsforslaget. Det blev jo bl.a. efterlyst, at man skulle gøre Danmark rigere.

Ordføreren.

Når vi vælger at investere i velfærd og uddannelse, er det jo klart, at vi ikke prioriterer at gennemføre skattelettelser, som den tidligere regering lovede. Vi mener ikke, at der er råd til det. Og giver det kritik fra nogen? Ja, selvfølgelig gør det det.

Men jeg bemærker, at rigtig mange af de virksomheder, som jeg taler med, og de virksomheder, som blander sig i den offentlige debat, er positive, i forhold til at vi eksempelvis dropper besparelserne på uddannelse, og at vi satser på det grønne.

Hr. René Christensen, værsgo.

Tak for det. Jeg ved ikke engang, om jeg skal sige tak for talen, for jeg blev helt i tvivl om, om det var Socialdemokratiet eller det var Enhedslisten, der stod på talerstolen. For jeg kan forstå, at danskejede virksomheder er slemme. Dem skal vi have færre af, og vi skal bruge flere penge til velfærd. Så kan man jo spørge: Er Danmark ikke et skattefinansieret samfund? Hvis vi skal have mere velfærd, skal vi også have flere private arbejdspladser. Vi skal sådan set blive rigere, hvis vi skal bruge flere penge.

Derfor vil jeg egentlig gerne spørge ordføreren, om ordføreren virkelig mener det, som ordføreren sagde, nemlig at generationsskifte ingenting betyder. Det betyder ikke noget, at tømrermesteren bliver nødt til at lukke, fordi han ikke kan generationsskifte sit firma. Det betyder ikke noget, at store danske virksomheder med flere hundrede ansatte overvejer, om de skal flytte deres produktion til udlandet, når de skal lave deres generationsskifte. Mener ordføreren ikke, at hvis man vil have mere velfærd, så bliver man også nødt til at gå på to ben? Så bliver man nødt til at sige, hvor pengene skal komme fra. Danmark er et skattefinansieret samfund, og hvis vi skal have mere velfærd, skal vi også have noget ind i skat, og det foregår i de private virksomheder.

Ordføreren.

Jeg synes jo roligt, at Dansk Folkeparti og ordføreren kan rose talen. Den opmærksomme lytter vil jo have lagt mærke til, at jeg faktisk sneg et lille Dansk Folkeparti-citat ind, nemlig det her med, at der er meget, vi skal passe på. Det er jo et citat, som er inspireret af et slogan, som jeg ved at ordførerens parti har brugt. Så der er vel al mulig grund til at rose talen.

Ordføreren har jo også ret i, at vi skal gå på to ben. Det er fuldstændig rigtigt at spørge, som ordføreren gør, hvor pengene skal komme fra, hvis vi skal skabe ordentlige forhold i vores velfærdssamfund. De skal komme fra danske virksomheder, som ansætter danske medarbejdere, som kan betale skat, så vi kan finansiere vores velfærdssamfund. Derfor går regeringens finanslovsforslag også på to ben. Vi kommer til at opleve en vækstfremgang næste år, vi kommer til at opleve, at der vil være faldende ledighed næste år, og vi sikrer jo med finansloven, at vi investerer i uddannelse og i det grønne som to eksempler på noget, som også vil komme erhvervslivet til gode, sådan at vi også i fremtiden har råd til at investere i et godt velfærdssamfund.

Værsgo, hr. René Christensen.

Tak for det. Men der er jo forskel på at være en danskejet virksomhed og være en virksomhed, der er i Danmark. Med det forslag, der er fremsat her, så går man jo netop imod danskejede virksomheder, familieejede virksomheder. Det, man gør her, er jo, at man bevæger sig hen imod, at vi skal have flere fondsejede virksomheder, altså virksomheder, som har mulighed for bl.a. ikke at betale skat i Danmark. Nu taler man om velfærd, og der er Dansk Folkeparti meget enig i, at vi har rigtig meget, vi skal passe på, men hvis vi ikke passer på de danske virksomheder, så har vi heller ikke noget velfærdssamfund i fremtiden. Derfor må jeg bare sige, at det her forslag ikke lyder, som om det er fremsat af en etpartiregering med en socialdemokratisk formand. Det lyder nærmere, som om det er Enhedslisten, der har fremsat det.

Tak for det. Værsgo.

Heller ikke i anden omgang vil jeg hoppe på den limpind med Enhedslisten, men holde mig til at svare på ordførerens spørgsmål. Det, ordføreren spørger til, er jo det forhold, at vi tilbageruller de skattelettelser for virksomhedsarvinger, som den tidligere regering gennemførte. Jeg tror, det er vigtigt at sige, at hvis man f.eks. spørger de økonomiske eksperter, vismændene, så siger de jo meget klart, at det ikke havde nogen effekt på den samlede økonomi, at man nedsatte arveafgiften for virksomhedsarvinger. Derfor er sandheden jo også, at det heller ikke vil have nogen effekt, at vi tilbageruller den, sådan at vi sikrer et ens beskatnings- og afgiftsgrundlag, når man arver, uanset hvad man arver.

Så er det fru Sofie Carsten Nielsen. Værsgo.

Tak for det. Jeg bed også mærke i de mange fine slogans fra andre partier i ordførerens tale, og det er jo alt sammen fint, men slogans som at gøre Danmark stærkere gør det jo ikke alene. Ord gør det ikke alene, det er handling, der skal til, og derfor lavede vi også et kasseeftersyn af Socialdemokraternes finanslovsforslag. Jeg vil gerne spørge ordføreren: Er det korrekt, at der ikke er nogen målbare CO2-reduktioner i Socialdemokraternes finanslovsforslag? Og skulle I så ikke se at få det?

Ordføreren.

Jeg kan garantere ordføreren for, at vi lytter, også til økonomer, og også til de eksperter, som har bud på, hvordan vi sikrer den grønne omstilling og sikrer, at vores finanslov faktisk gør en positiv forskel i forhold til udledningen.

Hvad er det så for nogle eksperter, vi vil have flere af? Jo, vi vil jo have flere af de grønne eksperter. Vi vil styrke den grønne forskning med en helt ny grøn forskningsmilliard, som skal styrke den grønne forskning på DTU, på GEUS, på DMI. På den måde vil vi jo få eksperter med større muskler, som kan hjælpe os med at sikre, at de historisk ambitiøse målsætninger, vi har i forhold til udledningen, faktisk kan omsættes til virkelighed, og derfor er det min meget klare overbevisning, at vi med finansloven også kommer til at gøre en positiv forskel og bidrager til, at vi nedsætter udledningen.

Når det så er sagt, er regeringen jo en mindretalsregering, og derfor sidder ordføreren og undertegnede jo jævnligt ovre ved den nye grønne kassemester og diskuterer, hvordan vi kan tage yderligere initiativer, som sikrer, at vi kommer i mål.

Fru Sofie Carsten Nielsen, værsgo.

Alt er godt med grøn forskning, især hvis det faktisk var nye penge, men det er det jo desværre ikke. Men vi har også lavet et andet kasseeftersyn, og jeg vil bare spørge ordføreren:

Er det korrekt, at Socialdemokraterne simpelt hen har glemt, at de lovede at afskaffe uddannelsesloftet og at finansiere en afskaffelse af uddannelsesbesparelser, det vil sige også de besparelser på 290 mio. kr., som de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser står over for her den 1. januar?

Ordføreren.

Jeg havde sådan et tilbagevendende refræn i min tale, hvor jeg sagde, at vi tager et første skridt, men at vi ikke kommer hele vejen, og det var jo for at lægge ud med en ærlighed omkring, at der er forslag, også gode forslag, som vi har fremsat, da vi sad i opposition, som ikke kan gennemføres med den første finanslov. Vi har bestemt ikke glemt, at uddannelsesloftet skal afskaffes, vi har heller ikke glemt, at taxameteret til humaniora og de samfundsfaglige uddannelser er et problem, og det problem vil vi meget gerne løse. Vi kan jo diskutere at gøre det i forbindelse med den nuværende finanslov, og der kigger jeg selvfølgelig på forhandlingsreserven, men jeg bliver også nødt til at være ærlig omkring, at vi skal gøre tingene i den rækkefølge, vi har råd til.

Tak for det. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Tak. For SF er det jo rigtig vigtigt, at den her finanslov bliver børnenes finanslov, både i forhold til at vi skal videregive en klode, der er beboelig, og som gerne er bedre end den, vi selv har fået, men jo også i forhold til de vilkår, som vi byder vores børn der, hvor de er rigtig, rigtig mange timer hver eneste dag, nemlig i daginstitutionerne. Derfor vil jeg spørge ordføreren for Socialdemokratiet, som jo også er regeringsparti, hvad Socialdemokratiets holdning er til, hvor mange penge vi skal sætte af i næste års finanslov for at komme hurtigst muligt i mål med minimumsnormeringer, som vi har lovet hinanden og jo også alle de forældre og børn og pædagoger derude.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Når jeg kan stå her og have en finanslovsdebat, er det jo, fordi min egen datter er i en vuggestue. Derfor har jeg også en personlig interesse i, at vi sikrer, at der er ordentlige forhold. Inden jeg tog på arbejde i dag, kom jeg forbi nede på Slotspladsen og mødte de her forældre, som har sat husk børnene og minimumsnormeringer på dagsordenen. Jeg fik en kage og en god snak om, hvorfor det er afgørende, at vi investerer i den velfærd, som kommer børnene til gode. Derfor er jeg også glad for, at vi med kommuneaftalen for næste år løfter den kommunale økonomi, for det er jo en af vejene til at sikre bedre normeringer. Hvis vi skal have en bedre omsorg for vores mindste ude i vores daginstitutioner, så skal kommunerne have en ordentlig økonomi. Og i de år, hvor kommunerne har været udsat for årlige besparelser, er det selvfølgelig gået ud over børnene. Det er derfor, vi ønsker at vende den udvikling nu og begynde at investere i velfærd, begynde at investere i vores børn.

Så er det jo også rigtigt, at vi skal diskutere minimumsnormeringer. Vi bakker op om målsætningen, og vi ser frem til at diskutere med SF, hvordan vi kan lande en ordning, og hvor langt vi kan komme med den første finanslov.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Jeg er glad for svaret, men jeg bliver nødt til at spørge igen. I forhold til den model, som vi i SF har lagt frem, vil det koste 1,6 mia. kr., når det er fuldt indfaset. Vi har foreslået at sætte ½ mia. kr. af til det til næste år stigende til 1 mia. kr. året efter. Derfor vil jeg igen spørge: For at vi hurtigst muligt kan leve op til det løfte, vi har givet bl.a. de forældre, der står ude foran Christiansborg, hvor mange penge skal der så sættes af næste år i den her finanslov?

Ordføreren.

Jamen jeg vil gerne rose SF for at være et af de partier, som mest vedholdende har fokuseret på minimumsnormeringer, og som også har en stor del af ansvaret for, at vi diskuterer det så indgående i de her år. Når jeg ikke kan sige helt specifikt, hvor mange penge vi kan komme op på i forhold til minimumsnormeringer i det her års finanslov, er det jo, fordi vi er en mindretalsregering. Vi har afsat en relativt stor forhandlingsreserve. Vi lytter til SF, og vi lytter til de forældre, som er bekymrede. Jeg håber på, at vi kan finde en god løsning allerede med den første finanslov. Det, vi har forpligtet os til i forståelsespapiret, er jo, at vi implementerer minimumsnormeringerne frem mod 2025. Det står vi selvfølgelig ved.

Tak. Så er det hr. Rune Lund. Værsgo.

Efter valget i 2015 havde vi jo en del diskussioner – også blandt dem, som var den tidligere opposition – om det demografiske træk. Og vi havde svært ved at få Socialdemokratiet til at forpligte sig til, at det offentlige forbrug som minimum skulle følge det demografiske træk. Vi står et andet sted i dag. Nu mener Socialdemokratiet også, at det offentlige forbrug som minimum skal følge det demografiske træk. Nu er spørgsmålet så, hvorfor vi ikke skal gå skridtet videre – det synes vi i Enhedslisten – og sige, at væksten i det offentlige forbrug skal følge det fulde demografiske træk eller det, som også hedder det velstandssikrede demografiske træk.

Det er jo, fordi hvis man kun holder sig til det demografiske træk, sikrer man, at velstandsniveauet eller serviceniveauet forbliver det samme, når der kommer flere unge og ældre. Men hvis vi f.eks. kun havde haft det demografiske træk siden 1950'erne i sundhedsvæsenet, havde vi kunnet opretholde niveauet fra 1950'erne, i takt med at der kom flere unge og ældre, men vi havde stadig væk haft et serviceniveau på niveau med 1950'erne.

Derfor er det demografiske træk jo ikke nok overhovedet. Vi skal have det velstandssikrede demografiske træk, som sikrer, at den offentlige sektor følger med udviklingen. Kan det ikke blive Socialdemokratiets position?

Værsgo, ordfører.

Jeg er enig med ordføreren og med Enhedslisten i, at det ikke er nok alene at dække det demografiske træk. Jeg tror, vi bliver nødt til at holde fast i, at der er ét demografisk træk, og det er det, der defineres ovre i Finansministeriet. Det dækker vi, men vi vil mere, og vi gør mere.

Et af de største problemer med den tidligere regering var jo, at hver eneste gang der kom to plejekrævende ældre mere eller to nyfødte børn mere – begge glædelige begivenheder – så ville regeringen kun dække de velfærdsudgifter, som knyttede sig til den ene. Det er jo i virkeligheden det stærkeste billede og den stærkeste forklaring på, at velfærdsstaten langsomt er blevet udhulet, og det er det, vi skal vende nu. Derfor er det heller ikke nok alene at dække det demografiske træk. Vi skal videre end det. Det er derfor, at hvis man kigger på de samlede økonomiske konsekvenser af kommuneaftalen, regionsaftalen og finanslovsforslaget, så løfter vi den offentlige økonomi med 1,3 pct. til næste år. Det er pænt over det demografiske træk, og det er langt over, hvad den tidligere regering gjorde.

Værsgo, hr. Rune Lund.

Det er rigtigt, at det, som regeringen foreslår nu, er mere end det, den tidligere regering gjorde. Man kan jo hurtigt blive taknemlig, når man har set, hvor elendigt det var før i tiden. Men sagen er jo bare, at hvis man kun har som målsætning, at det skal være det demografiske træk og ikke det velstandssikrede demografiske træk, vil den service, som det offentlige kan tilbyde, jo gradvis sakke bagud i forhold til resten af samfundet. Mit eksempel med sundhedsvæsenet og 1950'erne illustrerer det tydeligt.

Så mit spørgsmål er egentlig: Skal vi ikke som det nye neutrale udgangspunkt have det velstandssikrede – det fulde – demografiske træk? Er det ikke noget, vi kan blive enige om at få gennemført som det neutrale udgangspunkt i den her valgperiode?

Ordføreren, værsgo.

Nu blev jeg jo tidligere beskyldt for at være en til en med Enhedslisten, og her kan vi jo så se, at det nok ikke helt er tilfældet alligevel. Jeg er sådan set betrygget i, at Enhedslisten i forhold til offentlige udgifter har større ambitioner end Socialdemokratiet. Socialdemokratiet ønsker at dække det demografiske træk – det har vi lovet, og det kommer vi til at gøre. Vi ønsker at løfte velfærden mere, fordi vi rent faktisk ønsker at løfte kvaliteten til gavn for alle danskere og til gavn for vores virksomheder. Men det er klart, at vi også har et økonomisk ansvar. Vi har også et ansvar for, at pengene passer. Vi har et ansvar for, at vi ikke hælder mere brænde på bålet, og at vi ikke overopheder dansk økonomi, og derfor skal der findes en balance, og den synes jeg vi har fundet med finanslovsforslaget. Jeg ser i øvrigt frem til at diskutere det med Enhedslisten.

Tak for det, og så er det hr. Rasmus Jarlov.

Tak for en god tale. Jeg ønsker Socialdemokratiet held og lykke med at have regeringsmagten.

Jeg vil gerne holde Socialdemokraterne lidt fast på nogle af de ting, I sagde før valget. Der blev bl.a. sagt, at det hastede med at løse klimaudfordringen, og derfor undrer det mig, at der ikke er nogen initiativer til at nedbringe CO2-udledningerne i regeringens finanslovsudspil.

Der blev også sagt, at man ville føre en stram udlændingepolitik. Derfor undrer det os, at man som noget af det allerførste lægger fra land med at ville tage imod flere kvoteflygtninge. Det harmonerer dårligt med en stram udlændingepolitik, at man vil tage imod flere flygtninge.

Og så blev der også sagt, at helt almindelige danskere ikke ville få skattestigninger, og det harmonerer rigtig dårligt med, at man som noget af det første lægger fra land med at ville holde fast i, at almindelige danskere skal beskattes af 2.800 kr. om året for at have en firmatelefon. Det er jo helt almindelige danskere, der har en firmatelefon, og jeg undrer mig over, hvorfor Socialdemokraterne synes, det er nødvendigt, for der er det her kæmpe råderum, så de her skattelettelser – undskyld, skattestigninger – ikke er nødvendige.

Ordføreren.

Tak for det. Med den sidste bemærkning blev jeg helt nervøs for, om vi skulle blive overhalet venstre om. Tak for de pæne indledende ord om min ordførertale.

Jeg er enig med hr. Rasmus Jarlov i, at det haster i forhold til at møde de klimaforandringer, som jo har et potentiale, som kan gøre alle vores andre politiske udfordringer fuldstændig overflødige. Vi skal løse klimaudfordringerne, men vi skal også gøre det på en ordentlig måde. Vi bliver nødt til at sikre, at de initiativer, vi sætter i værk, ikke bare bliver sådan en grøn window dressing, at det ikke skader vores konkurrenceevne, men at det faktisk bliver gjort på en ordentlig måde. Det er derfor, vi tager tingene i den rækkefølge, vi gør; først med en klimalov, som skal sikre, at de grønne programerklæringer og den meget snak faktisk bliver en forpligtende lov, som vi forhåbentlig kan få alle Folketingets partier med bag; derefter tager vi en bred diskussion af, hvilke virkemidler vi kan sætte ind for at nå vores ambition.

Jeg tror, det er den seriøse måde, den ordentlige måde, at gøre det på, men jeg er sådan set glad for, at ordføreren kritiserer mig for ikke at indføre socialdemokratisk politik hurtigt nok.

Hr. Rasmus Jarlov.

Godt, så lad os vende lidt tilbage til skattestigningerne. I mit parti, Konservative, har vi den opfattelse, at skat er et nødvendigt onde. Der er selvfølgelig nogle udgifter, der skal betales for, men vi har også den opfattelse, at man skal lade være med at indkræve mere i skat, end man har brug for.

Vi har et kæmpe, kæmpe råderum. I har overtaget en økonomi, som er i exceptionel topform med et råderum på omkring 28 mia. kr. Det betyder altså, at man kan hæve udgifterne med 28 mia. kr., uden at man behøver at hæve skatterne, og så undrer det os, at Socialdemokraterne spiller ud med – godt nok en lille udgiftsstigning – nogle skattestigninger, som er fuldstændig unødvendige, i forhold til at der er så mange penge i statskassen.

Ordfører, værsgo.

Sandheden er jo, at den tidligere borgerlige regerings politik i forhold til skatte- og afgiftsspørgsmålet betyder, at man sænker provenuet frem mod 2025 med 27 mia. kr. Der er det bare vores indstilling, at de skæve skattelettelser, som er givet, men som ikke er implementeret endnu, har vi simpelt hen ikke råd til.

Jeg sagde det jo meget klart i min ordførertale: Politik handler om at prioritere. Vi synes, det er vigtigere at investere i uddannelse; vi synes, det er vigtigere, at der er midler til den grønne omstilling; vi synes, det er vigtigere, at der er pædagoger til vores små i daginstitutionerne, end det er at gennemføre en skattelettelse på eksempelvis fri telefon, som primært kommer de rigeste til gode.

Tak for det. Så er det hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Nu kunne man jo høre, at vi har fået en grøn kassemester, og det er jo ikke bare noget, man kan udnævne sig selv til. Det er jo noget, man skal gøre sig fortjent til, og jeg skal med glæde være med til at sy en grøn kappe til finansministeren, når han bliver en grøn kassemester.

Der er de her lidt over to milliarder, som regeringen siger de har fundet til klimaindsats. Nu kan vi jo diskutere herfra og de næste par måneder, hvordan man opgør det – altså om det er nye, eller det er gamle penge? Den parkerer vi; det egner sig ikke lige til det her forum.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre, om Socialdemokratiet er med på, at vi egentlig reelt rejser nye penge til den store indsats, der skal til nu, hvor regeringen jo også støtter op om minimum et 70-procentsreduktionsmål i 2030. Så skal der jo investeres reelle penge i reel omstilling. Er man villig til at finde det, vi herinde plejer at kalde for nye penge, så vi kan komme i gang med den omstilling?

Ordføreren.

Jeg vil virkelig se frem til at se den nye grønne kassemester i en grøn kåbe syet af hr. Rasmus Nordqvist. Det bliver stort – han må godt have noget på indenunder (Munterhed). Men lad os komme tilbage på sporet.

Lige så vel som jeg synes, der er grund til at rose SF for at have lagt massivt pres på alle os andre i forhold til minimumsnormeringer, lige så vel synes jeg der er grund til at rose Alternativet for virkelig at have sparket den grønne dagsorden helt op forrest i feltet og sikret, at alle partier stort set nu bakker op om, at vi skal lave en ordentlig og forsvarlig grøn omstilling. Det, der så er afgørende, er jo: Hvordan gør vi det så? For det er jo ikke nok med hensigtserklæringer og programerklæringer. Vi skal gøre det ude i virkeligheden, før vi kan smykke os med, at vi faktisk har gjort noget. Vi har jo afsat en forhandlingsreserve på 2 mia. kr., som vi kan diskutere hvad vi skal bruge til, også det grønne, og derudover kommer vi jo til at have drøftelsen, når vi skal snakke handleplan til foråret.

Tak for det. Så er det hr. Rasmus Nordqvist igen. Værsgo.

Det er netop det her med den reelle handling i virkeligheden, og det er dér, hvor jeg bliver nødt til at høre Socialdemokratiet, om man virkelig mener alvorligt, at det, at man har sat 2 mia. kr. af – nye eller gamle penge; men igen vil jeg sige, at det er ikke det, diskussionen handler om nu – virkelig er nok i forhold til det mål, vi står med nu, nemlig at vi skal i gang med at handle i dag for at nå det 70-procentsreduktionsmål i 2030, for at vi skal nå et nettonulsamfund osv. Er det så virkelig ambitionen: lidt over 2 mia. kr. til den store omstilling?

Ordføreren.

Jeg synes ikke man skal foregøgle nogen, at vi kommer i mål med klimaudfordringerne med en forhandlingsreserve på 2,1 mia. kr., selv om det i et historisk perspektiv er en stor forhandlingsreserve. Men det er jo penge, som vi kan disponere over nu i fællesskab – de partier, som vil være med til at løse opgaven med at lande en finanslov. Og der må vi jo starte. Derudover kommer vi jo til diskussionen – jeg tror også, vi kommer til den svære diskussion – i foråret, når vi skal kigge på handlemuligheder, handleplaner i forhold til at nedbringe udledningen, men jo også kigge på finansieringen af de her handleplaner. Og den diskussion glæder jeg mig til at tage med Folketingets partier. Den glæder regeringen sig også til at tage med Alternativet.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Jeg er så evindelig træt af den udskamning, der sker, af vores erhvervsliv. Og ordføreren var også inde på det i dag og insinuerede, at arvinger af virksomhedsejere prøver at slippe og vil slippe billigere end andre arvinger. Og det er jo – undskyld udtrykket – noget vrøvl. Kunne ordføreren ikke bekræfte, at arvinger til virksomheder er fuldstændig ligestillede med arvinger af lønmodtagere, hvis de ønsker at udtage midler privat? Og derudover: Kunne ordføreren nævne, hvad det offentlige forbrug er i det udspil, som Socialdemokratiet kom med, der hedder »Gør gode tider bedre – for alle«, altså Socialdemokratiets økonomiske 2025-plan? Hvad ønsker man at øge det offentlige forbrug med dér?

Ordføreren.

Jeg vil godt indlede med at sige, at jeg er enig med ordføreren i, at vi bestemt ikke skal udskamme danske virksomheder, og for så vidt heller ikke udenlandske virksomheder, som virker i Danmark. Virksomhederne er rygraden i vores samfund, det er virksomhederne, som via eksporten og via ansættelser sikrer, at vi har skatteindtægter til at finansiere velfærdssamfundet, hvilket betyder – som jeg vist også fik nævnt i min tale – at vi både har en udpræget grad af lighed og et stærkt velfærdssamfund. Så der kommer ikke til at være nogen udskamning af danske virksomheder fra den her talerstol, så længe jeg står her.

Når det så er sagt, er det jo meget klart sådan – og det har de økonomiske vismænd jo også bekræftet – at der er en skævvridning i vores arvebeskatning, når man tager arveafgiften og sætter den kraftigt ned for virksomhedsarvinger og lader den være på de oprindelige 15 pct. for mennesker, som arver andre ting. Det betyder, at man begynder at spekulere i, hvordan man skal videregive sin arv, og det er ikke godt for økonomien, og det er derfor, vi ønsker at tilbagerulle den skattelettelse.

Hr. Lars Boje Mathiesen, værsgo.

Det tager jeg som en bekræftelse på, at de ikke er anderledes stillet, hvis de ønsker at trække midler ud, end arvinger af lønmodtagere. Så skal man lade være med at stå og insinuere, at de prøver på at blive bedre stillet end andre. Derudover svarer ordføreren jo ikke på det med det offentlige forbrug, men jeg kan da undre mig over, at man kan fremlægge en økonomisk plan kort før valget, som har et offentligt forbrug i sig – som viser en stigning i det offentlige forbrug. Og kort tid efter kommer så regeringens finanslovsforslag, og så har vi lige pludselig en 1,3-procentsforøgelse af det offentlige forbrug. Hvorfor har Socialdemokratiet ikke bare være ærlige over for vælgerne inden valget og sagt, hvad man ønskede det offentlige forbrug skulle være, i stedet for at køre med to satser?

Ordføreren, værsgo.

Socialdemokratiet har været helt krystalklare om vores prioriteringer før valget og er nu i gang med at gennemføre dem. I forhold til det offentlige forbrug er det rigtigt, at vi med finanslovsforslaget sigter efter en stigning i det offentlige forbrug på 1,3 pct. til næste år. Det er nødvendigt, hvis vi skal genoprette den velfærdsstat, som har haft det dårligt som en konsekvens af de borgerliges besparelser. I forhold til arveafgiftsspørgsmålet er der jo bare en forskel, efter at den borgerlige regering indførte en skattelettelse for mennesker, som arver virksomheder. Det synes vi er en skæv forskel, fordi det primært er en begunstigelse af de rigeste mennesker i Danmark.

Så er det hr. Ole Birk Olesen.

Tak. Vi har jo netop overstået en valgkamp, hvor klimapolitikken fyldte berettiget meget, og i den valgkamp var vi ude til mange paneldebatter osv. med unge mennesker, hvor Socialdemokraterne sagde, at de ville meget mere på klimaområdet, end vi i de blå partier ville. Nu kommer så den første finanslov, hvor man kan se, hvor mange penge der er blevet sat af til det, og af det råderum på over 2 mia. kr., som man har til rådighed i den socialdemokratiske regering, afsætter man 30 mio. kr. til at fortsætte en afgiftsfritagelse for den el, som bruges til at oplade elbiler med. Det er 1 pct. af det råderum, man har til rådighed – 99 pct. af råderummet bliver brugt på noget andet end klimapolitik.

Hvordan er det i overensstemmelse med det forhold, at finansloven hedder »Velfærd først - tryghed, tillid og en grøn fremtid«, og hvordan er det i overensstemmelse med Socialdemokraternes påstande i valgkampen om, at Socialdemokraterne ville meget mere end vi i de blå partier på klimaområdet?

Ordføreren, værsgo.

Det er jo korrekt, når ordføreren refererer, at Socialdemokratiet i valgkampen sagde, at vi ville mere end de borgerlige partier på det grønne område. På daværende tidspunkt var det også korrekt – man må sige, at der er ganske mange borgerlige partier, som har rykket sig i forhold til udledningsambitionen, og det er jo positivt, og det er noget, vi skal tage vel imod. Men vi skal selvfølgelig også holde de borgerlige partier op på deres handlinger, når der nu snart skal diskuteres en klimalov og en handleplan.

Så lad os udskyde diskussionen om, hvem der er mest grøn, til vi har set, hvem der rent faktisk leverer. Jeg og Socialdemokratiet vil gå ind i den kamp med en vis ro – en ro, der er funderet i historiske resultater på det grønne område.

I forhold til elbiler, er det jo en ambition for den socialdemokratiske regering, at vi skal have mange flere af dem, og derfor har vi jo nedsat en kommission, som skal kigge på afgiftsspørgsmålet, sådan at vi kommer i mål med vores grønne ambition, også på elbilområdet.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jeg synes ikke, vi skal de udskyde diskussionen om, hvad man i finansloven gør på klimaområdet, til et andet tidspunkt end nu, hvor vi behandler finansloven. Det synes jeg ikke. Jeg synes, det er relevant at diskutere finanslovens indhold på klimaområdet nu, hvor vi diskuterer finansloven.

Man afsætter 30 mio. kr. til at forlænge en afgiftsfritagelse for elbilers ladning af el. Til gengæld hæver man registreringsafgiften på elbilerne, vel vidende at det vil føre til, at der er færre, der har lyst til at købe en elbil. Jeg vil faktisk påstå, at de millioner, som Socialdemokratiet i finansloven tager fra råderummet og bruger på den grønne omstilling, bliver neutraliseret og gjort til skamme af de millioner, som Socialdemokratiet opkræver ekstra i registreringsafgift på elbiler. Hvad siger ordføreren til det?

Ordføreren, værsgo.

Jeg udskyder bestemt ikke nogen grøn diskussion – jeg siger sådan set bare, at ud over de andre grønne initiativer i vores finanslov, som jeg har været inde på ad et par omgange, er vi også ganske opmærksomme på den udfordring, der er i forhold til afgifter på elbiler. Det er jo bare sådan, at med registreringsafgift på både fossile biler og elbiler, så er der nogle meget fine balancer, vi skal være opmærksomme på. Vi skal få indrettet et afgiftssystem, som er på en sådan måde, at vi både sikrer finansiering af velfærdssamfundet og sikrer, at vi rent faktisk får omstillet vores bilpark i en grøn retning. Og det er det, der kræver et kommissionsarbejde at få en kvalificeret debat om.

Tak. Så er det fru Sophie Løhde. Værsgo.

Tak for det. Ingen nye grønne penge, ingen forslag til, hvordan Danmark bliver rigere, ingen forslag til, hvor virksomhederne kan få nogle ekstra hænder til at kunne få skabt flere arbejdspladser; man må give ordføreren helt ret i, at der er meget, man ikke når at komme i mål med på det første finanslovsforslag fra Socialdemokratiets side. Nu nævnte ordføreren, at man havde været krystalklare i alle sine prioriteringer til danskerne forud for valgkampen, og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren:

Hvad var det største enkeltstående finansieringsbidrag i den økonomiske plan, som Socialdemokratiet lagde frem midt under valgkampen, og hvad skulle det finansieringsbidrag konkret levere i år 2020 for at kunne levere mere velfærd?

Ordføreren.

Jeg er jo sådan set glad for fru Sophie Løhdes spørgsmål og er også glad for, at der bliver efterlyst, at vi hurtigere gennemfører den socialdemokratiske politik. Det er jo sådan, at vi har fremlagt en række klare prioriteringer, prioriteringer, som handler om, at vi ikke mener, at der er råd til velfærd, hvis vi samtidig gennemfører de skæve skattelettelser, som fru Sophie Løhde residerede over, da fru Sophie Løhde var minister.

Når vi ikke gennemfører de skattelettelser, gør vi det med åbne øjne. Vi er klar over, at det vil medføre kritik fra nogle af de mennesker, som havde udsigt til at få del i skattelettelserne, men vi gør det med åbne øjne, fordi vi ønsker at finansiere et velfærdssamfund, et velfærdssamfund, som kan passe godt på vores børn, og som kan passe godt på vores ældre, men også et velfærdssamfund, hvor vi dropper de uddannelsesbesparelser, som var gift for dansk erhvervsliv. Vi dropper det omprioriteringsbidrag på uddannelser, som betød årlige besparelser, og som erhvervslivet i den grad var kede af, fordi det betød, at adgangen til uddannet arbejdskraft blev ringere for vores virksomheder.

Fru Sophie Løhde, værsgo.

Det er godt, at man er glad for spørgsmålet, for nu kommer der et til, for jeg fik jo ikke svar på det spørgsmål, jeg stillede, nemlig: Hvad var det, der var den største finansieringskilde i den såkaldte økonomiske plan, som Socialdemokratiet præsenterede for danskerne under valgkampen? Hvad var det allerallerstørste finansieringsbidrag?

Når ordføreren ikke kan svare på det, gætter jeg på, at det er, fordi man ikke ønsker at stå ved, at man lovede at finde 3 mia. kr. på at spare på konsulenter. Det er lige præcis blevet til 0 kr. – 0 kr. – i regeringens finanslovsforslag. Hvorfor er det, at man ikke har fundet en eneste besparelse på konsulentudgifter, når man lovede danskerne, at man fra den ene dag til den anden kunne finde 3 mia. kr.?

Tak for det. Så er der et svar. Værsgo.

Den socialdemokratiske regering har ingenlunde droppet sine ambitioner om at finde 3 mia. kr. i besparelse på konsulenter. Vi ønsker, at man skal bruge færre penge på konsulenter, så vi kan bruge flere penge på velfærd.

Ville det være fornuftigt bare at lægge besparelsen ind i finansloven og så bruge pengene, før vi havde en god plan for, hvordan man kan finde besparelserne? Det var vist sådan, man gjorde med skattevæsenet, da fru Sophie Løhde var minister.

Jeg tror, vi skal gøre det her ordentligt. Jeg tror, vi skal sikre, at vi har en god plan for, hvordan vi kan finde de her besparelser på en god måde, og først derefter tage den økonomiske gevinst hjem.

Tak for det. Så er det hr. Peter Skaarup. Værsgo.

Tak for talen og tillykke med posten som finansordfører. Jeg synes, at der var nogle interessante ting i det, som hr. Christian Rabjerg Madsen sagde. Men der var to ting, jeg hæftede mig ved, som jeg syntes skurrede lidt i mine ører. Det ene var, at man jo vil have en stram indvandringspolitik fra regeringens side, samtidig med at man altså i finansloven giver 300 mio. kr. ekstra til børnefamilier først og fremmest med indvandrerbaggrund. Det hænger jo ikke sammen, altså at man både vil have en stram indvandringspolitik og giver højere ydelser til mennesker, som man for nogles vedkommende gerne vil have sendt hjem til hjemlandet – det må vi gå ud fra.

Når jeg også lige vil spørge til politiets forhold, er det, fordi hr. Christian Rabjerg Madsen sagde, at der nu er sat rigtig mange penge af til politiet. Ja, det er der, men det var der jo også før. Problemet er, at der skal flere penge til, og det bliver der ikke sat af i finansloven. Så kan hr. Christian Rabjerg Madsen ikke forklare, hvorfor man, hvad angår politiet, vil vente med at indgå en flerårsaftale, der netop sikrer reelt flere penge til politiet?

Ordføreren, værsgo.

Tak til hr. Peter Skaarup for rosen i forhold til min ordførertale. Jeg kan forsikre Dansk Folkeparti om, at den socialdemokratiske regering står vagt om en stram udlændingepolitik, som er funderet bredt her i Folketinget; en stram udlændingepolitik, som vi bl.a. kan lave sammen med Dansk Folkeparti. Senere på ugen kommer vi jo til at diskutere den administrative frakendelse af dansk statsborgerskab for syrienskrigerne med dobbelt statsborgerskab. Det er jo et eksempel på, at vi kan lave initiativer sammen, som gør Danmark tryggere og bedre.

Så er det jo desværre også bare sådan, at den tidligere regering indførte nogle meget lave ydelser til børnefamilier. Derfor har vi lavet et midlertidigt tilskud til de fattigste børnefamilier. Det er et tilskud, som sikrer, at der kan blive råd til gummistøvler og vintertøj nu her, hvor vinteren står for døren, men jo også et tilskud, som skal være midlertidigt, indtil vi kan få en egentlig og mere grundig diskussion om hele vores ydelsessystem; et ydelsessystem, som skal sikre, at der ikke kommer flere udlændinge og flygtninge hertil, men som også skal sikre, at vi ikke har fattigdom i Danmark. Det er den balance, vi skal finde.

Hr. Peter Skaarup, værsgo.

Tak for det. Jeg vil fokusere på politiet her i mit andet spørgsmål, for jeg fik ikke rigtig noget svar på det. Man siger, at det er meget vigtigt at prioritere politiet. Man siger, at det er meget vigtigt at sikre, at politiet kan komme ud til borgerne, når de har brug for det. Dagbladet B.T. kan jo beskrive side op og side ned, hvor skidt det står til, fordi politiet ikke har ressourcer nok. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvorfor vælger man så at udskyde den bundne opgave, det jo ellers er at lave en flerårig aftale for politiets økonomi, så vi kan få flere politibetjente ud til borgerne?

Ordføreren.

Jeg skal beklage, at jeg ikke nåede spørgsmålet. Jeg starter ligesom fra oven, og så må jeg se, hvor mange svar jeg når i den begrænsede taletid, jeg har. I forhold til politiet er sandheden jo, at vi overtog en massiv skrænt på politiets bevillinger, og derfor blev vi nødt til at fylde skrænten op, altså komme flere penge i politiet, faktisk et stort milliardbeløb, bare for at sikre, at politiet til næste år har de ressourcer, som de havde i år. Derudover tilfører vi så flere midler, 200 mio. kr. mere, så vi får råd til at uddanne flere politikadetter. Og så ser vi jo frem til at diskutere en egentlig flerårig aftale til næste år. Nu har vi foreløbig sikret, at politiet kan bevare slagkraften til næste år. Og så må vi lave en flerårig plan.

Så er det hr. Stinus Lindgreen. Værsgo.

Tak for ordet. Nu sagde ordføreren tidligere, at I også lytter til eksperter, og i jeres finanslovsudspil er der lidt om tobakspriser, der skal hæves, i hvert fald en lille smule – 5 kr. næste år og 5 kr. igen året efter. Ud fra et sundhedspolitisk synspunkt er en så lille stigning nærmest meningsløs. Hvis man lytter til eksperter, siger de, at vi skal have en markant større stigning, og at stigningen skal ske i ét hug for at have en effekt. Så kan ordføreren forklare mig, hvorfor man ikke lytter til netop disse eksperter?

Ordføreren.

Vi foreslår jo en stigning i cigaretprisen, fordi vi ønsker, at færre skal ryge, vi ønsker særlig, at færre unge skal begynde at ryge. Jeg tror ikke, at tiltaget kan stå alene, men det er et af flere initiativer, som kan sikre, at færre unge mennesker begynder at ryge. Så spørger ordføreren, hvorfor vi ikke lytter til sundhedseksperter alene – for ordføreren har jo ret i, at hvis vi hævede priserne meget voldsomt, ville der formentlig være færre, der ville begynde at ryge – men det hænger jo sammen med, at der er politiske forskelle, men jo også eksperter, som er uenige. For sundhedseksperterne ville sikkert sige, at cigaretpriserne skal op, de økonomiske eksperter ville sige, at hvis vi hæver cigaretpriserne voldsomt, vil det få en social slagside – den rige direktør ville kunne fortsætte med at pulse løs, og den mindre velstillede folkepensionist, som måske oven i købet har sværere ved at stoppe, ville blive meget hårdt ramt på økonomien. Det er jo den balance, som Socialdemokratiet ønsker at finde; det er i virkeligheden udtryk for, at der er politiske balancer, men det er også udtryk for, at nok skal man lytte til eksperter, men eksperter siger ganske ofte også meget, der er gensidigt udelukkende.

Hr. Stinus Lindgreen, værsgo.

Tak for svaret. Det er helt korrekt, at en prisstigning ikke kan stå alene, men alle siger, at prisstigningen er den vigtigste brik af alle de brikker, vi har på spillepladen, når det kommer til det her spørgsmål. Og når vi taler om ulighed i sundhed og vi taler om folkesundhed generelt, kommer vi ikke uden om, at en markant stigning i ét hug nu og her er nødvendig, for at vi kan se især en effekt blandt unge rygere. Så at man laver den her lidt uambitiøse stigning i tobaksprisen, synes jeg er ærgerligt, fordi det vil ikke have den effekt, vi gerne – både Socialdemokratiet og Radikale og rigtig mange andre partier – ønsker. Så igen: Det er jo rygning, der har en social slagside, så alle tiltag, der vil virke, vil pr. definition have en social slagside. Er ordføreren ikke enig i det?

Så er det ordføreren.

Jeg anerkender fuldt ud ordførerens ræsonnement og SF's holdning. Det ville give færre rygere, hvis vi satte prisen voldsomt op. Jeg håber bare også, at SF anerkender... Er det fra De Radikale? (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Radikale, ja). Det må du undskylde. (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Og så må det heller ikke være direkte tiltale; det går godt). Det må du også undskylde! (Munterhed).

Jeg anerkender fuldt ud De Radikales synspunkt i forhold til cigaretprisernes betydning for sundheden; jeg håber bare også, at De Radikale anerkender, at sætter man prisen højt op, vil det få en voldsom social slagside. Når det er sagt, er vi jo en mindretalsregering, så også det her spørgsmål må vi diskutere.

De to første gange, der blev brugt direkte tiltale, kan det måske undskyldes, men den sidste gang kan det ikke. Jeg ser det sådan, at vi når to spørgere mere, og det bliver hr. Torsten Schack Pedersen og hr. Jacob Mark. Værsgo, hr. Torsten Schack Pedersen.

Tak for det. Bare lige for historieskrivningens skyld var det SRV-regeringen, der som en tyv om natten ophævede det såkaldte formueskattecirkulære, hvilket medførte en markant stigning i beskatningen af familieejede virksomheder. Det lempede den Venstreledede regering, og nu er det altså en fornyet skattestigning, som den socialdemokratiske regering glæder sig over. Det er ikke en tilbagerulning af en lettelse; det er en genindførelse af en forhøjelse. Det synes jeg er væsentligt.

Jeg glæder mig over, at den socialdemokratiske ordfører ser positivt på livet og glæder sig over, at beskæftigelsen stiger, og at velstanden stiger. Den opfattelse deler vi fuldt ud i Venstre. Jeg kunne i den forbindelse godt tænke mig at høre, hvilke konkrete initiativer i regeringens finanslovsudspil der bidrager til, at den private beskæftigelse stiger.

Ordføreren.

Vi ser jo ind i et 2020, hvor den samlede beskæftigelse vil stige, og det er positivt. Jeg tror, at noget af det, der på den lidt længere bane kommer til at bidrage allermest positivt til dansk økonomi, til beskæftigelse, til vækst og velfærd og til danske virksomheder, er, at vi nu får droppet de her tåbelige besparelser på uddannelsesområdet. Det er så afgørende, at danske virksomheder har adgang til højtuddannet arbejdskraft. Danmark bliver jo aldrig nogen sinde de billigste – og det ved alle herinde, det ved alle, der følger med – men hvis vi gør tingene ordentligt, hvis vi investerer i vores velfærdssamfund, hvis vi investerer i vores uddannelser, så kan vi blive de bedste. Så kan vi opnå det bedste af alle verdener, nemlig at vi fastholder væksten, at vi fastholder velstanden, at vi fastholder vores konkurrenceevne, og at vi samtidig gør det på en måde, så vi også sikrer lighed. Det er øvelsen.

Hr. Torsten Schack Pedersen, værsgo.

Jeg takker for det klare svar. Der var nul konkrete initiativer i regeringens finanslovsudspil, der øger den private beskæftigelse. Så meget fik vi da svar på, så tak for det. Nu når ordføreren siger, at det er vigtigt, at der ikke skal ske besparelser på uddannelser, så forklar venligst, hvorfor regeringen lægger op til et voldsomt angreb på de frie skoler i Danmark, hvor der skal spares over 300 mio. kr., så det bliver vanskeligere som forældre at vælge frit, hvor man ønsker at ens børn skal gå i skole, så det bliver vanskeligere i mange af vores landdistrikter, hvor friskolen er den eneste mulighed. Og så skal jeg bare lige høre, hvornår Socialdemokratiet i valgkampen lovede at afskaffe bredbåndspuljen.

Værsgo.

Jeg synes, det siger ganske meget om ordføreren og partiet Venstre, at man kalder afskaffelsen af omprioriteringsbidraget på uddannelse – og omprioriteringsbidraget var en besparelse på uddannelse – for et ikkekonkret initiativ. Det er fuldstændig afgørende for danske virksomheder, det er fuldstændig afgørende for vores uddannelsessektor.

Så er det jo rigtigt nok, at vi har foreslået, at man sætter koblingsprocenten ned til det, den har været tidligere, og det er igen en tilbagerulning af den tidligere borgerlige regerings politik. Det gør vi jo, fordi vi kan se, at der er oparbejdet et meget stort overskud hos privatskolerne, siden den borgerlige regering satte tilskuddet op.

Tak for det. Den sidste, vi når i den her omgang, er hr. Jacob Mark. Værsgo.

Tak for det. Jeg er simpelt hen nødt til kort at sige, at man altså fortsætter besparelserne på dele af vores uddannelsessektor, og det er ret alvorlige besparelser. Man afskaffer det ekstraordinære løft af humaniora og samfundsfaglige videregående universitetsuddannelser, som vi gav i fællesskab herinde. Og det vil faktisk isoleret set betyde en større besparelse på de uddannelser, end hele det omprioriteringsbidrag, vi har haft de sidste 4 år, har gjort, fordi man målretter besparelserne. Jeg er overbevist om, at når vi har lavet en fælles finanslov lige om lidt, så er den besparelse væk, fordi vi sammen har forpligtet os til at investere i uddannelse. Jeg vil bare sige, at det er en ret alvorlig besparelse, som stadig eksisterer på vores uddannelser.

Mit spørgsmål handler om noget andet i forhold til uddannelse: Mener Socialdemokratiet ligesom SF, at det haster med at få afskaffet uddannelsesloftet?

Ordføreren.

Når jeg taler om, at vi afskaffer besparelserne på uddannelsesområdet, bør jeg være specifik og sige, at det er det massive omprioriteringsbidrag på uddannelser, som vi afskaffer. Det er så også det, der er det væsentligste. Det er det, der har undermineret kvaliteten på vores uddannelser i en årrække. Det betyder jo ikke, at ordføreren ikke har ret i, at det er vigtigt, at vi også får kigget på taxameterløftet til humaniora og samfundsfag – for der vil der være en besparelse på de uddannelser. Men der er det jo, som jeg også indledningsvis sagde: Vi kan ikke trylle. Der er begrænsede midler til rådighed, og økonomien skal hænge sammen. Men jeg hæfter mig dog ved, at vi har en række partier, herunder SF, som vi i øjeblikket forhandler med, som virkelig er fokuserede på, at vi får genindført det forhøjede taxameterløft til humaniora og samfundsfag. Og vi har jo en relativt stor forhandlingspulje, så jeg ser frem til også at diskutere det med SF.

Så er det hr. Jacob Mark. Værsgo.

Tak for det. Det hæfter jeg mig også ved, og det er derfor, jeg er så optimistisk. Jeg synes bare, at det skulle fremgå af debatten, at der er nogle uddannelser, der bliver rigtig hårdt ramt med det udspil, som er lagt frem. Jeg spurgte egentlig til uddannelsesloftet, som jeg opfattede som et ret klart bud på noget, man ville afskaffe, hvis Socialdemokratiet efter valget fik magt, som de har agt. Hvorfor er det ikke med i finanslovsudspillet, når vi ved, at der er så mange unge, der mistrives og bliver presset af det her uddannelsesloft?

Ordføreren, værsgo.

Vi er i Socialdemokratiet enige med SF om, at uddannelsesloftet skal afskaffes, både fordi det begrænser unges valgfrihed, men jo også fordi det skaber en usikkerhed og et pres på unge mennesker. Jeg tror faktisk også, det skaber et pres på unge mennesker, som måske ikke engang vil komme i kontakt med uddannelsesloftet, når der skal vælges uddannelse. Derfor er det stadig væk vores ambition at afskaffe det. Vi må tage tingene i den rækkefølge, vi kan skaffe finansiering til det. Også det her spørgsmål glæder jeg mig til sammen med regeringen at diskutere med SF i de kommende og de allerede igangværende finanslovsforhandlinger.

Tak til hr. Christian Rabjerg Madsen. Tiden er gået, og vi fortsætter med hr. Troels Lund Poulsen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Vi lever på mange måder i modsætningernes tid. Landsholdet har ikke tabt en kamp i 3 år og er godt på vej til at kvalificere sig til EM næste sommer, men DBU fyrer alligevel landstræner Åge Hareide. Vi voksne siger til vores børn, at de skal gå mindre op Instagram og selviscenesættelse, men vi bruger alligevel skolefotogate til at vise en masse billeder af os selv. Og det har aldrig været lettere at være finansminister, men finansministeren lyder nærmest som sin forgænger på posten, Knud Heinesen, der som bekendt kunne se afgrunden.

Virkeligheden er dog heldigvis en anden, for Danmark har vel nærmest aldrig stået stærkere, end vi gør i dag. Dansk økonomi er i absolut topform. Beskæftigelsen er rekordhøj. Aldrig har der været så mange mennesker i arbejde, som der er i dag. Andelen af flygtninge og familiesammenførte i arbejde er fordoblet. Asyltilstrømningen er på det laveste niveau i 10 år, og det økonomiske råderum, som debatten i dag nok også kommer til at handle om, er større, end nogen havde turde håbe på. Det synes jeg i al beskedenhed godt regeringen kunne tillade sig at glæde sig over.

For hvis finansministeren allerede nu hænger med mulen over en stopfyldt skattekiste, ja, så er jeg alvorlig bekymret for, hvordan finansministeren kommer til at reagere, hvis Danmark igen skulle blive ramt af en økonomisk krise. For modsat andre lande i Europa er Danmark faktisk et land med gode handlemuligheder. I stedet for at spare kan vi nu investere. I stedet for at rive ned kan vi nu bygge op, og i stedet for at se begrænsninger kan vi nu se nye muligheder.

Så mon i virkeligheden ikke, at regeringens pessimisme handler om noget lidt andet? Om at komme diskussioner om løftebrud i forkøbet, om at nedjustere de forventninger, som man selv har bygget op over de sidste år, og om at retfærdiggøre, at man vil brandbeskatte danskere, selv om finansministeren i valgkampen lovede, at 95 pct. af danskerne ikke ville blive ramt.

Venstre vil sikre, at de gode tider kommer danskerne til gavn. Det gør man ikke ved at dynge dem til med nye skatter og afgifter, men ved at komme med konkrete og seriøse svar på de udfordringer, som vi står over for. Danskerne forventer, at vi taler om visioner og ideer. Ja, selvfølgelig gør de det, men de forventer også konkrete og håndgribelige løsninger, og her synes jeg desværre, at jeg har observeret en noget uheldig tendens i det her finanslovsforslag og i regeringens arbejde generelt. Hvornår er det f.eks. Arnes tur? Der er gået over 270 dage, siden Socialdemokratiet lovede Arne, at han kunne komme tidligt på pension, men Arne og de andre venter stadig. Sandheden er, at det aldrig bliver Arnes tur, for Arne skal nemlig på efterløn. Men alle de andre venter stadig væk på konkrete svar fra Socialdemokratiet.

Regeringen har afsat penge til at aflønne 1.000 flere sygeplejersker i 2021, men problemet er jo, at der næsten ingen ledige sygeplejersker er. Hvor skal sygeplejerskerne helt konkret komme fra?

Kravet om minimumsnormeringer var slet ikke så ultimativt, som det lød. Det skal faktisk slet ikke indfries i denne valgperiode, må man forstå. Så hvornår kommer der helt konkret flere pædagoger i børnehaver og vuggestuer?

Konsulentloftet skulle spare 3 mia. kr. om året på konsulenter, og pengene bruges på bedre velfærd i stedet. Det står der så hverken noget om i finanslovsforslaget eller i lovprogrammet. Så hvornår kommer der et konkret bud på, hvor de her 3 mia. kr. kan spares? Faktisk er der 0 kr. sat af i finanslovsforslaget, som kan give de 3 mia. kr.

Hvad skal der egentlig talt ske med kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen? Indtil videre har vi jo set, at arbejdsløse indvandrerfamilier får omkring 2.000 kr. ekstra skattefrit om måneden, så hvor langt skal ydelserne egentlig sættes op? Ja, det skal en såkaldt ydelseskommission kigge nærmere på.

Ja, det vælter frem med syltekrukker her på Slotsholmen – faktisk i en sådan grad, at man skulle tro, at det var Kirsten Hüttemeier, der er blevet stabschef i Statsministeriet.

Det arbejdende folk, de almindelige danskere, kommer i mange størrelser. Dem skal vi ikke glemme i den her, nogle gange lidt teoretiske diskussion på Christiansborg. Jeg tror, at industriarbejderen er ret ligeglad med ideologiske betragtninger om skat på generationsskifte i virksomheder. Iværksætterne er nok også ret ligeglade med, om personer, som aldrig har prøvet at starte egen virksomhed, skulle mene, at kapitalismen er blevet syg, og kassedamen er nok også ret ligeglad med regeringens kasseeftersyn. Politik handler om valg og fravalg. Dem skal man stå ved, og jeg synes desværre, at regeringen har valgt at være konkret på alle de forkerte steder. Det betyder nemlig noget for smeden og landmanden, om den lokale arbejdsplads lukker eller skal flytte til udlandet.

Derfor er det også forkert, når regeringen i dette finanslovsforslag tredobler skatten på generationsskifte i familieejede virksomheder. Det vil ramme 300.000 arbejdspladser og 12.000-14.000 landbrugsbedrifter over de kommende 10 år. Det betyder noget for den unge iværksætter, at ens virksomhed kan vokse i Danmark. Derfor er det også et forkert valg, når regeringen eksempelvis vil forringe aktiesparekontoen i denne finanslov og også ønsker at hæve skatten på risikovillig kapital generelt. Det gør det nemlig sværere at investere i ny teknologi og ansætte flere medarbejdere inden for landets grænser.

Det betyder også noget for kassedamen, at det rent faktisk kan betale sig at arbejde. Derfor er det også et forkert valg, når regeringen ønsker at bruge 300 mio. kr. på at hæve kontanthjælpen og integrationsydelsen. Det mindsker ikke bare gevinsten ved at tage et job. Det skader også integrationen – og hvad værre er, så betyder det, at færre børn vil vokse op i familier, hvor både mor og far går på arbejde og er en del af det arbejdende fællesskab.

Venstre vil en anden vej end Socialdemokratiet og for den sags skyld også resten af venstrefløjen. Vi vil udbygge og konsolidere de ting, som har gjort Danmark stærkere i de sidste 4 år. Og her vil jeg også gerne benytte lejligheden til at sende en hilsen til Det Radikale Venstre. Jeg tror, at der er mange af dem, der har stemt på Det Radikale Venstre, som har stemt på partiet, i håbet om at det kan være en garant for en eller anden form for økonomisk ansvarlighed i rød blok. Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen har besluttet at føre en uansvarlig økonomisk politik, der skal gøre det dyrere at være dansker og dyrere at drive virksomhed, og som jo desværre også indeholder et signal om, at man ikke vil gøre noget for, at Danmark bliver rigere. Der har Det Radikale Venstre et ansvar. Så til hr. Morten Østergaard og i dag til De Radikales finansordfører, fru Sofie Carsten Nielsen, lyder min opfordring: Stå fast på den ansvarlige økonomiske politik, som er helt afgørende for det samfund, som vi har.

Inden længe vil Venstre fremlægge sine finanspolitiske prioriteter for 2020, men lad mig her nævne et par af elementerne. Vi vil indføre et skattestop; det skal ikke være dyrere at være dansker eller at drive virksomhed. Vi vil værne om det frie skolevalg og aflyse regeringens nedskæringer på de frie skoler. Vi vil sikre, at pengene tjenes, før de bruges, og at det bliver lettere at drive virksomhed i Danmark. Og vi vil sikre, at flere kloge hoveder får mulighed for at hjælpe vores danske virksomheder, så vi på den måde sikrer, at der kan være et rigere Danmark med mere udvikling og flere arbejdspladser. Vi vil også løfte vores velfærd, så vi kan sikre en værdig ældrepleje, et stærkt sundhedsvæsen i verdensklasse og en god omsorg for vores børn i fremtiden.

Så vil vi også afsætte flere penge til en mere reel grøn omstilling end det, som regeringen har lagt op til i sit finanslovsforslag. Vi skal sikre, at Danmark fortsat kan fastholde den grønne førertrøje. Venstres formand sagde det meget klart i sin tale ved åbningsdebatten, nemlig at Venstre støtter ambitionen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030. Men politik handler som sagt om valg og fravalg. Derfor er vi også klar til at prioritere en del af det økonomiske råderum, der ligger ud over det demografiske træk, til grøn omstilling. For hvis vores grønne ambitioner ikke skal være grebet ud af den blå luft, skal vi også være klar til at sætte handling bag ordene. Det er Venstre. Vi vil insistere på en ægte grøn omstilling. Vi vil insistere på, at den grønne omstilling går hånd i hånd med både at sikre fortsat gode arbejdspladser og økonomisk frihed. Vi vil insistere på konkrete initiativer og finansiering, for mål gør det ikke alene.

Jeg startede med at sige, at vi lever i modsætningernes tid, og det er i høj grad modsætninger imellem det, som den røde socialdemokratiske regering vil, og det, Venstre vil. Vi har ikke brug for sortsyn, skatter og syltekrukker. Vi har i stedet for brug for at udbygge og forstærke det fundament, som Danmark er bygget på, med frihed, foretagsomhed og fællesskab. Det vil være Venstres rettesnor i forhandlingerne om næste års finanslov, hvor vi selvfølgelig møder konstruktive og forhandlingsvillige op, hvis vi måtte være så heldige at blive inviteret igen.

Tak til ordføreren. Så går vi i gang med spørgsmålsrunden. Det er først hr. Christian Rabjerg Madsen. Værsgo.

Tak for det. Kan ordføreren nævne ét forslag i Venstres finanslovsudspil, som gør Danmark rigere?

Ordføreren.

Ja, det kan jeg da i hvert fald. Nu har vi jo ikke præsenteret vores finanslovsprioriteter endnu, men det vil vi jo gøre i løbet af kort tid. Men det, at vi kommer til at afsætte midler til at styrke dansk erhvervsliv, er jo netop det, der gør Danmark rigere, i modsætning til den socialdemokratiske regering. Der må vi jo konstatere i det svar, der er kommet sent i aftes fra finansministeren, at det ikke gør Danmark rigere. Bnp kommer jo ikke til at vokse. Det ser ikke ud, som om Danmark med den her finanslov bliver et rigere samfund.

Hr. Christian Rabjerg Madsen, værsgo.

Man må jo sige, at Venstres kritik af, at Socialdemokratiet har fremlagt finanslovsforslaget for sent, står noget forpjusket tilbage, når man ikke fremlægger et forslag inden førstebehandlingen. Det er jo nok, fordi I i virkeligheden ikke kan finansiere det, I har foreslået, og det, Venstre har sagt. Altså, hvordan vil man finansiere et velfærdsløfte, et skattestop, afgiftslettelser til erhvervslivet, afskaffelsen af omprioriteringsbidraget på kultur-, uddannelses- og undervisningsområdet, når man har afvist alle de forslag til finansiering, som Socialdemokratiet har fremlagt? Man kan jo ikke både blæse og have mel i munden, medmindre Venstre selvfølgelig planlægger at fremrykke hele det råderum, der ligger ude i årene, til næste års finanslovsår, hvilket vil være groft uansvarligt.

Ordføreren, værsgo.

Jamen så kan vi jo vende tilbage til en af de ting, som jeg har sort bælte i, nemlig proces. Der vil jeg gerne sige til den socialdemokratiske ordfører, at det, der jo er ret interessant i år, i den finanslovsproces, vi har her, er, at regeringen har fremlagt en finanslov historisk sent. Vi har ikke engang været i stand til at gennemføre de tekniske drøftelser med de respektive ministre; hr. Christian Rabjerg Madsen ved udmærket godt, at der forestår tre ministre, der skal i Finansudvalget i den her uge. Derudover noterer jeg mig så også, at et enigt Finansudvalg har sendt et brev, som hr. Christian Rabjerg Madsen også er medunderskriver af, hvor man udtrykker kritik af den måde, som regeringen har håndteret finanslovsprocessen på. Så man kan være helt tryg; vi kommer også til at diskutere Venstres finanslovsprioriteter.

Så er det hr. René Christensen. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil gerne stille Venstre et spørgsmål, når Venstre nu kommer med sit forslag. Det, vi har set der kom fra Socialdemokratiet, er jo sådan et angreb på den private virksomhed og så sandelig også et angreb på provinsen. Man kan bare tage nogle enkelte nedslagspunkter: Man kan nævne bredbåndspuljen, man kan nævne koblingsprocenten i forhold til friskolerne, som ligger ude i provinsen, og man kan også nævne generationsskiftet i de små virksomheder, som ligger ude i provinsen. Har man i Venstre, når man kommer med sit forslag, så den samme aggression over for provinsen og dansk erhvervsliv? Altså, vil man så også have, at generationsskiftet for danske familieejede virksomheder skal være svært? Vil Venstre også sørge for, at man ikke kan opkoble sig på nettet, når man bor i provinsen? Vil man sørge for, at friskolen, som holder gang i det lille lokalsamfund, skal have sværere vilkår i fremtiden? Er det sådan noget, vi vil se der ligger i Venstres forslag, eller vil man rette op på de urimeligheder, der ligger i Socialdemokratiets forslag?

Ordføreren.

Tak for det gode spørgsmål. Vi vil selvfølgelig rette op på alle de urimeligheder, der er i det socialdemokratiske finanslovsforslag. Det siger sig selv. Men når det så er sagt, kan det godt undre lidt, at Socialdemokratiet, da de indtil for kort tid siden var i opposition, gik meget op i, at man skulle skabe et Danmark i balance, og det bare var noget, man mente, da man var i opposition. Nu er de mange punkter, som Dansk Folkepartis ordfører nævner, jo et angreb på, at landdistrikterne skal have det sværere, at det kommer til at betyde dårligere udviklingsmuligheder, og det er den forkerte vej at gå. Så de mange fine taler, der blev holdt fra den daværende socialdemokratiske formand og den nuværende statsministers side, om, at man nu skal have et Danmark i balance, var bare noget, man sagde.

Hr. René Christensen.

Det vil jeg gerne kvittere for. Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at Venstre har den holdning, men det er jo også interessant, når man sådan hører i debatten, som også er her i salen i dag, at besparelser på uddannelse – det går igen og igen – vil man ikke have. Men hvad er det egentlig, man gør ved de her privatskoler, som er det eneste skoletilbud, der ligger derude? Der sparer man faktisk 5 pct. fra det ene år til det andet. Det er ikke en 2-procentsbesparelse, der kommer år efter år, stille og roligt, som man kan implementere, men det er 5 pct. fra det ene år til det andet. Der vil jeg da også bare gerne spørge Venstre: Er man i Venstre ikke også nervøs for, at vi, hvis det her går igennem, så simpelt hen vil opleve skolelukninger derude, altså at der er børn, som får længere til et grundskoletilbud?

Ordføreren, værsgo.

Jo, det er bestemt en nervøsitet, vi deler i Venstre. I Venstre har vi den klare opfattelse, at det er vigtigt at have de frie skoler; de udgør et godt supplement til den danske folkeskole. Derfor vil vi komme til at se, ikke mindst i nogle af vores landdistrikter, at der vil være frie skoler, der kommer under et hårdt pres og for nogles vedkommende så hårdt, at de bliver nødt til at lukke, fordi deres økonomi ikke tillader, at de kan have deres drift. Så det er netop udfordringen ved det forslag, som Socialdemokratiet har lagt ind i sit finanslovsforslag, og som vi vil bekæmpe med næb og kløer.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak for det. Sammen med SF, Enhedslisten og Alternativet var vi jo i Radikale Venstre med til at få Socialdemokraterne med på det her mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030. Det er et meget ambitiøst mål. Et samlet dansk erhvervsliv bakker op, pensionskasserne bakker op og jo også flere andre partier, herunder ordførerens eget. Det er, som også ordføreren og hans parti tidligere har udtalt, meget ambitiøst. Så jeg er glad for, at partiet også er med på opbakningen.

Det betyder jo også, at der skal handles, og at der skal handles nu. Jeg spurgte over for Socialdemokratiets ordfører ind til CO2-reduktioner i det her finanslovsforslag. Jeg har ikke fået øje på dem endnu. Men vil ordførerens parti, Venstre, være med til at sikre, at der sker reel handling, f.eks. ved jordudtagning af de sårbare jorde i landbruget, som er det allervigtigste for, at der kan ske CO2-reduktioner nu?

Tak. Værsgo, ordfører.

Tak for spørgsmålet. Ting går generelt meget stærkt i politik her på Christiansborg. Man fik jo indtrykket af, at det var hr. Christian Rabjerg Madsen, der personligt selv havde opfundet de 70 pct. Jeg var jo desværre ikke en del af de forhandlinger, jeg så det bare på tv, men jeg tror, at det ikke mindst var Radikale Venstre, der i det forståelsespapir, der blev udkommet af de drøftelser, der var med en række partier, lagde afgørende vægt på de 70 pct. Så jeg tror, man også skal huske at kvittere for, at det har været en prioritet for Det Radikale Venstre, og tillykke med den sejr, om man så må sige.

Vi er helt villige til – og det var også det, som jeg nævnte i min tale – at bruge af det økonomiske råderum, der er til stede. Det vil man også se, når vi præsenterer vores finanspolitiske prioriteter – at det skal være, om man så må sige, et reelt løft af den grønne omstilling. Sandheden er den, som fru Sofie Carsten Nielsen jo også sagde: Der er intet løft i det nuværende finanslovsforslag. Det er bare, at man farver nogle penge grønne, og så siger man, at nu bruger vi flere penge på den grønne omstilling. Det er jo ikke et reelt løft af den grønne omstilling.

Fru Sofie Carsten Nielsen, værsgo.

Tak for det. Tak for den bekræftelse. Jeg glæder mig til at se Venstres udspil. Vil det også her fortsætte med det, som jo også var en del af valgkampen fra rigtig mange partiers side, og som desværre heller ikke er en del af Socialdemokraternes finanslovsudspil, nemlig at uddannelsesloftet afskaffes, og at det sikres, at finansieringen af de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser fortsætter? Kan Venstre også bakke op om det?

Ordføreren.

På mange måder er Venstre jo et gammelt og måske også lidt kedeligt parti forstået på den måde, at vi mener det samme før et valg som efter et valg. Det vil jeg gerne kvittere for at Socialdemokratiet ikke gør. Socialdemokratiet har jo sort bælte i at mene én ting før et valg og så mene noget andet efter et valg. Det har vi set tidligere, og det ser vi så også nu.

Men i forhold til det særlige tilskud til humaniora og samfundsvidenskab sagde vi, at ja, det vil vi sikre. Så det står vi på mål for, og det vil man også kunne se. Så sagde vi også under valgkampen, at vi ville drøfte uddannelsesloftet, og det kommer man også til at se i vores finanspolitiske prioriteter.

Tak for det. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Tak. Venstres omsorg for Arne og for klimaet er rørende. Det varmer mit hjerte, sikkert også andres. Det havde været en lille smule praktisk, hvis vi havde haft Venstres finanslovsforslag her til førstebehandlingen af finanslovsudspillet. For det er jo ligesom lidt svært at debattere noget, som man ikke har set. I SF lægger vi altid vores forslag frem, også i god tid. Men så bliver vi nødt til at gætte lidt eller stille nogle spørgsmål til ordføreren, når han nu står på talerstolen.

En af de ting, jeg gerne vil spørge ind til, er også den grønne omstilling. Nu har både Venstre, men jo egentlig også SF selv kritiseret regeringen for ikke at komme med nye penge på klimaområdet, det grønne område. Derfor vil jeg gerne høre ordføreren, hvordan Venstre vil prioritere klimaindsatsen. Hvad er der af nye penge, og på hvilke områder?

Ordføreren.

Det har jo i hvert fald været muligt tidligere for SF at forholde sig til en finanslovsdebat. For der er i hvert fald andre partier, da vi havde regeringsmagten, der heller ikke fremlagde et finanslovsudspil til førstebehandlingen, og der var det muligt for SF trods alt at navigere.

Jeg må altså også sige, at jeg synes, det er meget fair, at man har mulighed for at have en teknisk gennemgang i Finansudvalget, inden vi som oppositionsparti skal fremlægge vores politik. Det kan man godt trække på smilebåndet af, men fru Lisbeth Bech Poulsen ved jo godt, at det i den her uge er tre ministre, der skal møde i Finansudvalget.

Men når det så er sagt, synes jeg bare, at SF skal glæde sig over, at Venstre nu helt klart siger, at den grønne omstilling kræver et reelt økonomisk løft. Det, der ligger i regeringens finanslovsudspil, er ikke nok. Det er også derfor, vi vil bruge af de midler, der er i det økonomiske råderum. Hvordan vi vil bruge det og hvor mange penge og til hvad, vil man kunne se, når vi præsenterer vores udspil.

Fru Lisbeth Bech Poulsen, værsgo.

[... lydudfald ...] at man siger, at hurra, man har lavet sit eget forslag, men vi kan ikke blive delagtiggjort i det til den her første behandling, hvor det er meningen, at vi skal have en debat om, hvad vi synes der skal prioriteres på næste års finanslov. Det skortede ikke på kritik af Socialdemokratiet, da Venstre havde regeringsmagten, hvis de ikke havde fremlagt et finanslovsforslag, og nu kan jeg ikke engang få at vide, hvad man sådan i overordnede termer, i overordnede beløb har tænkt sig at sætte af til den grønne omstilling. Det synes jeg er under al kritik.

Ordføreren, værsgo.

Det undrer mig ikke, at fru Lisbeth Bech Poulsen mener det. Nu kommer vi jo ikke med et finanslovsforslag som regering. Altså, nu gør vi det jo som oppositionsparti. Det har andre oppositionspartier også gjort tidligere. Jeg vil blot sige helt klart i dag, at jeg heller ikke synes, det er en fair prioritet, Folketinget har fået. Fru Lisbeth Bech Poulsen har selv været med til at underskrive et brev fra Finansudvalget om, at Finansudvalget jo ikke på nogen måde er blevet ordentligt betjent af regeringen. Og før vi har set alle kortene fra regeringen, kommer vi ikke med vores prioriteter.

Men man kan glæde sig over – og det synes jeg, uanset om fru Lisbeth Bech Poulsen ryster på hovedet eller ej – at vi deler den ambition, at der skal være flere penge til den grønne omstilling. Og det er jo det, der er anderledes end det, som regeringen har lagt frem.

Så er det hr. Rune Lund. Værsgo.

Nu siger ordføreren, at Venstre er sådan et parti, som fører ansvarlig økonomisk politik. Så bliver jeg bare nødt til at spørge: Er det særlig ansvarligt fra 2015 til 2019 at have aftalt skatte- og afgiftslettelser, som vil koste næsten 22 mia. kr. hvert eneste år, når man samtidig efterlader en regning på 3,5 mia. kr., som vi andre skal samle op i finanslovsforhandlingerne for 2020? Er det særlig ansvarligt?

Jeg bliver også nødt til at spørge om noget, i forhold til at Venstre har et ønske om, at der skal tilføres flere midler til den grønne omstilling. Regeringen har spillet ud med en meget skrap forhandlingsreserve på 2,1 mia. kr. Det er for lidt. Den skal hæves. Men man må da bare konstatere, at hvis ikke Venstre ligesom var løbet fra regningen sammen med de andre borgerlige partier, havde der været 2,1 mia. kr. plus 3,5 mia. kr. ekstra. Så havde der jo været en forhandlingsreserve på 5,6 mia. kr. at forhandle om. Så hvor ansvarligt er det egentlig at tømme kassen og løbe fra regningen og så gå og påstå, at man er et økonomisk ansvarligt parti?

Ordføreren.

Altså, Venstre er ikke løbet fra nogen som helst regning. Nu får vi jo rig lejlighed til at diskutere det såkaldte kasseeftersyn, tror jeg, i den her uge i Finansudvalget, hvor finansministeren så stiller op i samråd.

De 3,5 mia. kr., som man mener er en regning nogen er løbet fra, er jo alle sammen kendte udgifter, som Folketinget har været opmærksom på skulle finansieres. Det er jo bl.a. skattevæsenet og politi, som skal have ny økonomi i 2020. Så det er jo ikke nogen regning at løbe fra, bare for at nævne to elementer.

Så vil jeg også bare gøre hr. Rune Lund opmærksom på noget, inden han stirrer sig blind på de der 2 mia. kr. i forhandlingsreserve. Altså, når jeg ser ned i regeringens finanslov – og jeg kan have overset noget – vil jeg vurdere, at der er omkring 4 mia. kr., som man kan bruge på politiske initiativer. Der er nemlig 2 mia. kr., som er sat af til en forhandlingsreserve, men så har regeringen også sat 1 mia. kr. af til sig selv. Jeg går ikke ud fra, at hr. Rune Lund er så nem i en forhandling, at han siger, at der for resten er 1 mia. kr., som Enhedslisten ikke må blande sig i. Og derudover findes der jo også en lang række skjulte hensættelser, som hr. Rune Lund kan kaste sig over. Så jeg synes, det gode budskab er, at der er ca. 4 mia. kr., som man, om jeg så må sige, kan forhandle med regeringen om.

Hr. Rune Lund, værsgo.

Det er rigtigt. Jeg har også skabt mig et overblik over de samlede reserver – bare så hr. Troels Lund Poulsen kan være helt bevidst om det.

Men sagen er jo, at det, som den tidligere regering har gjort, er, at man har været enormt god til at give permanente skattelettelser, som fremadrettet vil koste næsten 22 mia. kr. om året. Men når det kommer til bevillinger til vores skatteforvaltning, når det kommer til bevillinger til vores politi, så har man kun kunnet mande sig op til at levere midlertidige bevillinger. Og derfor har det jo været et udtryk for en politisk prioritering, at man på den måde efterlader en regning på 3,5 mia. kr.

Og mit spørgsmål er bare: Er det ansvarlig økonomisk politik at give permanente skattelettelser, der primært kommer de rigeste til gode, men kun midlertidige bevillinger til institutioner, som virkelig har behov for penge?

Tak for det. Nu får vi svar fra ordføreren.

Vi har jo den holdning i modsætning til Enhedslisten, at det både er vigtigt at have et godt og stærkt velfærdssamfund, men også sikre, at der er nogle, der tjener penge i det her samfund. Derfor synes vi faktisk, at det er sund fornuft at sikre nogle bedre vilkår for de danske virksomheder. Det er også derfor, at vi i Venstre begræder, at regeringen ikke har taget et eneste initiativ til at gøre Danmark rigere. Det er jo ikke sådan, at pengene bare falder ned fra himlen. Der er jo nogle, der skal tjene de penge, der holder det her samfund kørende. Derfor synes vi faktisk, det er meget fornuftigt, at man tilskynder til, at det bliver lettere at have et arbejde og også, at man får en økonomisk gevinst ved det – bare for at nævne et eksempel.

Så er det hr. Rasmus Jarlov.

Tak for en god tale. Jeg var særlig vild med indledningen, hvor hr. Troels Lund Poulsen refererede til, at den danske landstræner var blevet fyret efter ikke at have tabt en kamp i 3 år. Jeg ventede på den naturlige forlængelse, som ville være, at den borgerlige regering var blevet fyret efter ikke at have tabt en kamp i 4 år. Men jeg synes, at der måske nok var i hvert fald et punkt, hvor vi kunne have gjort det endnu bedre som borgerlig regering, og det er egentlig også et punkt, som jeg synes alle andre regeringer de sidste hundrede år ikke har været dygtige nok til, nemlig at holde lovgivningen simpel. Vi har bl.a. fået en skattelovgivning, som er ekstremt kompliceret, og meget, meget få danskere kan gennemskue beregningen af deres skatteprocent og deres marginalskat. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om Venstre kunne tænke sig at arbejde sammen med os om at forsimple skattesystemet, f.eks. ved at afskaffe arbejdsmarkedsbidraget og sørge for, at man havde en mere retvisende simpel trækprocent i stedet for det her system, hvor man først bliver trukket i arbejdsmarkedsbidrag og derefter bliver trukket i andre procenter bagefter.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt nok, at den tidligere regering tabte regeringsmagten, og sådan er det jo i politik, nemlig at man ikke kan vinde hver gang. Men jeg er da sådan set enig i, at der altid er plads til at være kritisk over for noget af det, man har gjort, også som regering. Og der er ting, der kan gøres bedre, uanset hvor dygtig man er. Men det, som er vores prioritet nu i det prioriteringspapir, vi kommer med som reaktion på regeringens finanslovsudspil, er at vikle os ud af nogle af de, synes vi i Venstre, forkerte planer, som regeringen har. Det er det, vi vil bruge vores kræfter på og bruge vores økonomi til. Derfor ser jeg ikke for mig, at man skal til at lave grundlæggende om på skattesystemet i forbindelse med den her finanslovsdebat.

Hr. Rasmus Jarlov.

Jeg kunne godt tænke mig at høre nogle argumenter for, hvorfor man ikke skal det. For det ville ikke koste noget at lave et skattesystem, som var mere simpelt. Man kunne få det samme provenu ind. Man kunne også sikre, at man havde den samme progressivitet i skattesystemet, som man har i dag, så det fortsat var sådan, at de bredeste skuldre betalte mest. Så det er ikke et spørgsmål om, at det skal koste en hel masse penge. Selvfølgelig vil der være noget systemudvikling, og selvfølgelig er der et arbejde for embedsværket ved at lave et nyt skattesystem, men det er som sådan ikke meningen, at det her skulle være en øvelse, som skulle give skattelettelser og koste en hel masse provenu.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre argumenterne for, at man kan være modstander af at have et mere simpelt og gennemskueligt skattesystem.

Ordføreren.

Jeg tror, man må konstatere, at bare det at få det nuværende skattesystem til overhovedet at være i stand til at virke er en meget stor øvelse. Det koster mange milliarder, og derfor tror jeg ikke, at tiden er inde til nu at introducere nye it-systemer i skattevæsenet, når vi kan konstatere, at de it-systemer, der er, har svært ved at virke. Så det vil jeg i hvert fald kraftigt fraråde. Jeg synes tværtimod, at man skulle bringe sig selv i den situation, at man gør Skattestyrelsens it-systemer i stand til at opkræve de skatter og afgifter, som er nødvendige.

Jeg kan høre, vi har nogle forhandlinger ovre i hjørnet, som måske skal være en anelse mere afdæmpede.

Så er det hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Tak. Ordføreren gjorde lige før meget ud af at sige, at Venstre mente det samme efter valget, som de gjorde før valget. Der må jeg bare sige, at det er jeg ikke enig i, og jeg er rigtig glad for, at det ikke er sådan, for før valget havde vi jo en regering, der satte den grønne omstilling i bakgear, og nu støtter Venstre så også et 70-procentsreduktionsmål i 2030. Så det er jo et fantastisk ryk i holdning, der er sket hos Venstre.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge: Hvad betyder det, når ordføreren i sin tale snakker om ægte grøn omstilling og konkrete investeringer? Hvor mange penge er det, man ønsker at sætte af, og hvad er det for nogle penge, man vil finde, til at komme i gang nu og her med den ægte grønne omstilling og de konkrete investeringer?

Ordføreren.

Jamen altså, man kan da give et helt konkret svar på det. F.eks. synes vi jo, at det er forkert at bruge 300 mio. kr. mere på, at arbejdsløse indvandrere får en mindre tilskyndelse til at tage et arbejde, altså ved at sætte ydelserne op. De penge er da forkert brugt. Betyder det så, når Venstre kommer med sine prioriteter, at det er 300 mio. kr. ekstra, som vi vil bruge på at sætte gang i den grønne omstilling? Det vil man blive klogere på, når man så ser vores forslag. Men vi mener, at der er brug for at komme et reelt stykke længere end det, som regeringen nu har præsenteret. Det noterer jeg mig også at Alternativet har ment, så det er jo trods alt noget, der samler os.

Så synes jeg, at det er et meget voldsomt indgreb på den tidligere klima- og energiminister, som også sidder her i Folketingssalen i dag, at sige, at man ikke havde en grøn klimapolitik. Altså, der blev lavet en bred energiaftale, som også er fundamentet for det, som vi diskuterer nu, nemlig i forhold til klimaindsatsen. Så det er et trist angreb på min gode kollega Lars Christian Lilleholt, og det er jo simpelt hen ikke i orden, når han ikke kan forsvare sig.

Rasmus Nordqvist, værsgo.

Nu tror jeg ikke, at noget af det, jeg sagde, kom bag på den tidligere klimaminister. Jeg tror, jeg har sagt det mange gange – også da han var klimaminister. Men altså, man kan sige, at det så måske er 300 mio. kr., der ekstra kommer i. Er det det, der er konkrete investeringer i ægte grøn omstilling? Og jeg spørger jo, fordi vi har fremlagt en række løsninger på, hvordan vi får de rigtige penge til grøn omstilling – altså ikke går og snakker om, hvor lidt er nok, men hvad der egentlig skal til for at lave den her omstilling.

Er Venstre villig til at begynde at se på nogle af de løsninger, som man bl.a. har brugt i Holland med grønne obligationer for at komme i gang med den ægte grønne omstilling?

Ordføreren, værsgo.

Tak for det. Ja, Venstre er helt villig til at diskutere det her, og vi er også helt villige til at skulle bruge af det økonomiske råderum, altså det, som jo er udtryk for, at vi bliver rigere som samfund. Vi synes, at det giver god mening at bruge en del af den velstandsstigning på at lave en grøn omstilling i det her samfund. Det skal man selvfølgelig gøre på en både klog og visionær måde. Det er der mange forskellige forslag til. Det Radikale Venstre nævnte bl.a. udtagning af jord, som kunne være et eksempel.

Det, som jeg tror man skulle ofre langt flere kræfter på, er, hvordan vi kan få langt flere investeringer i det grønne område. Det er også at lave om på nogle af de regler, der i dag er for investeringer, for nu at nævne et andet konkret eksempel.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Tak. Ordføreren sagde, at Venstre mener det samme efter valget som før valget. Arh, det holder vist ikke helt. I 2015 gik Venstre til valg på nulvækst i det offentlige forbrug, men lige efter valget fremkom man med et regeringsgrundlag, som kun Venstre stod for, hvor man forøgede det offentlige forbrug, så det passer grundlæggende ikke. Jeg håber ikke, at det er en ting, man vitterlig har tænkt sig at fortsætte med, for op til det valg, der lige er overstået, var Venstre jo ude med en udmelding om, at 69 mia. kr. skulle bruges på velfærd. Man ville altså bruge det økonomiske råderum på velfærd, man ville fortsætte med at have de andenhøjeste skatter i verden. Så derfor er mit spørgsmål til ordføreren: Har Venstre ændret holdning til det her, eller vil man fortsat bevare verdens andenhøjeste skatter og forøge det offentlige forbrug i en af verdens største offentlige sektorer?

Ordføreren.

Altså, Venstre står fuldstændig ved det velfærdsløfte, vi gav før valget. Det vil man også kunne se i de økonomiske prioriteter, vi har i vores forslag til finanslov, når det bliver præsenteret.

Lars Boje Mathiesen, værsgo.

Jeg synes, det er umådelig trist, at Venstre kun holder ord, når det handler om at bruge flere af borgernes penge, ikke når det handler om at give nogle af pengene tilbage til borgerne, tilbage i borgernes lommer, hvor de hører til. Jeg kunne godt tænke mig at spørge til råderummet. Mener ordføreren, at råderummet reelt set er borgernes penge, eller at det er nogle midler, som politikerne allerede har råderet over?

Ordføreren.

Vi kommer langt omkring. Jeg mener generelt, at vi er valgt af borgerne, og alle skatter og afgifter er jo penge, som borgerne eller virksomhederne betaler til samfundet, og som vi forvalter. Det er sådan set relativt simpelt. Derfor skal man også være påpasselig med, hvordan man bruger de penge, og man skal også få de penge udnyttet på den bedste og mest effektive måde. Det tror jeg sådan set også jeg er enig med ordføreren i.

Så er det hr. Ole Birk Olesen. Værsgo.

Tak for det. Regeringen har jo fremsat et finanslovsforslag, som rummer, at man øger arveafgiften for familieejede virksomheder ved generationsskifte fra 6 pct. til 15 pct. Det er et mærkeligt forslag, og den argumentation, som følger, er også mærkelig, for den handler om, at arvingerne også skal betale noget. Men de betaler jo i det omfang, de trækker penge ud af deres virksomhed til privat forbrug. Så betaler de den samme skat som alle andre. Det er et spørgsmål om, at virksomheden skal betale, at virksomheden pludselig skal finde alle de milliarder. Mit spørgsmål til Venstres ordfører er: Vil Venstre ligesom Liberal Alliance tilbageføre arveafgiften fra 15 pct. til 6 pct. – højst 6 pct. – i tilfælde af at vi blå partier igen får flertal efter et kommende folketingsvalg?

Ordføreren.

Ja.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det var dejligt. Folk siger, at vi blå partier ikke er enige om noget som helst. Vi er enige om rigtig meget. I det første spørgsmål, jeg stiller, er vi hundrede procent enige. Det er godt. Så stiller jeg et nyt spørgsmål: Vil Venstre være med til helt at afskaffe arveafgiften? For hvorfor skal man egentlig betale 6 pct. i arveafgift? Hvorfor er det det rigtige tal? Når 15 pct. er alt for højt, er 6 pct. så egentlig ikke også for højt? Burde det ikke være 0 pct., ikke alene for arvinger, der arver virksomheder, men også for alle os andre, der en gang mellem måske kunne arve noget, f.eks. en gammel sofa eller et større beløb, af vores forfædres?

Ordføreren.

Jeg er også glad for, at vi udtrykker enighed her i Folketingssalen. Nu synes jeg først og fremmest, det er vigtigt at få stoppet den katastrofe, der er under opsejling med det, som regeringen har lagt frem. Skal man så sigte efter at ramme 0 pct.? Der skal man i hvert fald være sikker på, at man har finansieringen til det, og den er jeg ikke i stand til at anvise her i dag. Men det, som jeg synes man i højere grad burde interessere sig for, hvad jeg faktisk også tror ordføreren er enig i, er det værdiansættelsescirkulære, der hen over natten blev lavet om for 5-6 år siden. Det bliver man nødt til at kaste et kritisk blik på, for det er med til at give virksomhederne en helt forkert og oppustet værdi. Derfor vil jeg hellere kaste mine kræfter ind i det spørgsmål end i diskussionen om 0 pct.

Så er det hr. Jesper Petersen.

Hr. Troels Lund Poulsen får lidt røg, lidt kritik for, at Venstre var meget efter Socialdemokratiet for ikke at komme med finanslovsforslag, der var uddybende nok, i sidste valgperiode, men slår altså fast, at man mener det samme før valget som efter valget, og jeg synes egentlig, at ordføreren da har ret i det. Altså, man kunne ikke svare på, hvad Venstres økonomiske politik var i valgkampen, og man kan heller ikke svare på i dag, når vi har debat om finansloven, hvad Venstres økonomiske politik er, så på den måde er tingene ens på begge sider af valget, og det kan man så tage som en slags ros, men en god debat er det jo vanskeligt at få.

Jeg vil frem til spørgsmålet omkring arveafgift, for jeg vil bare gerne bede hr. Troels Lund Poulsen om at bekræfte for Folketinget, at de økonomiske vismænd faktisk modsiger alle de argumenter, der kommer her i dag, om, at det skulle være skadeligt for økonomien at lave den tilbageførsel af arveafgiftsprocenten til, hvad den var, da Venstre sidst overtog regeringsmagten.

Ordføreren, værsgo.

Altså, jeg tager det sådan set bare som en konstruktiv, kærlig diskussion, når man gerne vil diskutere, at Venstre ikke har fremlagt sine prioriteter – de skal nok komme. Om det så betyder, at der er flere invitationer fra finansministeren, tvivler jeg på, fordi man ønsker at lave en rent rød finanslov. Det må regeringen jo selv beslutte. Det er trist for Danmark. Det gør det dyrere. Det skaber desværre ikke en økonomisk vækst, tværtimod.

Derudover vil jeg så sige, at man jo vil kunne se, at det, som vi står på mål for, fuldstændig afspejler sig i det, vi gik til valg på. Og der må man jo sige, til Socialdemokratiets ros, at der kan vi ikke genfinde særlig meget af det, som Socialdemokratiet lovede vælgerne. F.eks. er de 3 mia. kr., som man kunne finansiere rigtig meget med via besparelser på konsulentudgifter, jo ikkeeksisterende i det finanslovsforslag, vi ser – bare for at nævne ét eksempel. Det synes jeg på mange måder er noget tankevækkende, når det er så stort et finansieringselement.

Hr. Jesper Petersen.

Hr. Troels Lund Poulsen valgte jo ikke at svare på spørgsmålet, der handlede om, at de økonomiske vismænd faktisk afviser de argumenter, der kommer her, om, at arveafgiften skulle være skadelig for økonomien. Jeg synes heller ikke, det er en rigtig udpegning af, hvad der står i finanslovsforslaget, der er fyldt med ting, vi sagde før valget, men nu måtte jeg jo så svare på det. Og hvis vi så lægger en anden ting til, som hr. Troels Lund Poulsen vel kender godt, så sagde den tidligere skatteminister, hr. Karsten Lauritzen, jo også til Folketinget den 2. maj 2018, at der ikke vurderes at være belæg for at antage væsentlige adfærdseffekter, og dermed heller ikke væsentlige effekter på arbejdsudbud og bnp, forbundet med en afskaffelse af bo- og arveafgiften – altså at det ikke havde nogen økonomisk betydning. Er det ikke rigtigt, at det er et politisk spørgsmål om ulighed og ikke et spørgsmål om økonomien?

Så får vi et svar fra ordføreren. Værsgo.

Altså, nu kan man jo så også glæde sig over, at hr. Jesper Petersen ikke er bundet af sandhedspligt lige nu, men hvis man vil citere De Økonomiske Råd, tror jeg, man skal citere korrekt, og det var det spørgsmål, som hr. Jesper Petersen gerne selv ville besvare – jeg skal nok besvare det nu. Det jo sådan, at de gerne vil bruge de midler, der er til rådighed, på en anden måde. Det er, fordi de synes, der er andre elementer, der er mere virksomme, men det er jo alle sammen elementer, som Socialdemokratiet er lodret imod. Så hvad er facit? Facit er det, at Socialdemokratiet ikke ønsker at forbedre vilkårene for dansk erhvervsliv, og det er jo en fair prioritet.

Så er det hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Tak for det. Nu har vi hørt rigtig meget om, hvad Venstre er uenige med regeringen i. Og det er jo spændende på den måde at kunne få kontrasterne manet frem i en finanslovsdebat, men der er faktisk en ganske betydelig post på finansloven, hvor Venstre er den sikre støtte for regeringen. Det handler om de knap 23 mia. kr., som Danmark sender mod Bruxelles i år.

Derfor kunne jeg bare godt tænke mig at høre, hvordan det egentlig forholder sig med Venstres forhold til det her EU-bidrag. Hvorfor er det, man ikke ønsker, at det skal sænkes? Altså, når vi nu er enige om at have en restriktiv tilgang til dansk økonomi, og at det er vigtigt, at pengene bliver brugt rigtigt osv., hvorfor har man så ikke den samme tilgang til EU-budgettet? Altså, 23 mia. kr. skæpper jo dog lidt i kassen. Og jeg ved, at der jo også er bølger forude i forhold til det, der sker med brexit, og alligevel hører vi ikke Venstre være dem, der siger, at det danske bidrag skal ned, og at EU skal fylde mindre. Tværtimod, hvis man hører hr. Jan E. Jørgensen og andre sådanne karakterer, er det nærmest det modsatte, man får indtryk af.

Ordføreren.

Ligefrem at benævne hr. Jan E. Jørgensen som en karakter er måske at gå for vidt. Venstre har den klare holdning, at vi synes, vi betaler et fornuftigt og fair bidrag. Vi er tilhængere af et stærkt europæisk samarbejde. Det er jo dér, hvor der til tider godt kan være en nuance mellem Dansk Folkeparti og Venstre, må man sige – nogle gange mere tydelig end andre gange. Men dér, hvor jeg synes man skulle investere sin kapital, er jo så, hvor Danmark har mulighed for at bevare det niveau i betalingen, som er gældende på nuværende tidspunkt. Jeg forudser, at den nuværende socialdemokratiske regering ikke kan levere på det, men kan blive tvunget til at komme til at betale mere i EU-bidrag. Det er også derfor, man kan se panikken i ansigtet hos statsministeren i øjeblikket, når hun er til møde i Det Europæiske Råd, for statsministeren er godt klar over, at Danmark potentielt kommer til at bidrage mere. Og der mener vi, at vi ligger på et fair niveau, og det er det, vi synes giver mening.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg skal selvfølgelig beklage, hvis ikke ordføreren mener, at hans EU-ordfører er en karakter. Så vil jeg i givet fald være enig og trækker gerne de ord tilbage. Men jeg vil så alligevel gerne høre om noget. Hvis regeringen nu kommer tilbage med uforløst sag – som hr. Troels Lund Poulsen forudser – og altså gerne vil have flere penge til Bruxelles, fordi det nu engang er sådan, forhandlingen er faldet ud, skal jeg så forstå det sådan, at dér vil Venstre sætte foden ned, og dér vil regeringen være henvist til at søge dækning hos sit venstreorienterede parlamentariske grundlag? Er det korrekt forstået?

Ordføreren.

Man må beundre hr. Morten Messerschmidt for hans kreativitet i forhold til at se ind i fremtiden. Nu tror jeg, vi tager en ting ad gangen. Og jeg er da enig i, at man ikke kan udelukke, at Socialdemokratiet måtte komme i den situation, fordi man ikke er særlig dygtig til at forhandle på vegne af Danmark. Det er et realistisk scenarie. Men hvis det måtte ske, må vi forholde os til det på det tidspunkt. Men der vil jeg sige, at for os er det afgørende, at vi er en del af et europæisk samarbejde, og derfor kommer vi så til at forholde os til det på det tidspunkt. Det jo ikke et forhandlingsmandat, vi giver i dag i Folketingssalen.

Hr. Thomas Jensen.

Tak. Venstres nye formand nævnte på Venstres ekstraordinære landsmøde, at nu ville Venstre også i gang med den grønne omstilling. Jeg blev dog ikke helt klog på, hvad det var, han præcis mente, så jeg vil prøve at læse op, hvad det var, der blev sagt:

»Men der er en stor, vanskelig og vigtig opgave i at finde de ægte grønne, liberale svar, der faktisk er reelle løsninger og ikke bare ser snævert på Danmark, skruer op for afgifterne og kravene og presser gode arbejdspladser ... ud over landets grænser.«

Det, hr. Jakob Ellemann-Jensen ikke adresserer, er jo: Hvad vil Venstre konkret gøre i forhold til den grønne omstilling? Vil Venstre f.eks. være med til at støtte en afgift på plastikposer? Vil Venstre være med til at indføre, at der faktisk også godt kan komme nogle afgifter på erhvervslivet for at sikre den grønne omstilling? Det har vi jo ikke set nogen klare svar på endnu.

Ordføreren.

For at hjælpe hr. Thomas Jensen vil jeg sige, at vi f.eks. mener, at den forskningsreserve, der nu skal forhandles, i langt højere grad skal målrettes til grønne teknologier og grøn forskning. Og der har vi en ambition, som vi også havde før valget. Det er bare for at nævne ét eksempel. Så det, at vi tilskynder til nye grønne teknologier, kan jo også være med til at gøre omstillingen lettere.

Hr. Thomas Jensen, værsgo.

Tak. Jeg er da enig i, at vi skal forske. Det er også det, Socialdemokratiet lægger op til – at der skal forskes i grøn omstilling. Men i forhold til de konkrete bud er de helt konkrete spørgsmål: Vil Venstre være med til støtte, at man sætter afgiften på plastikposer op? Vil Venstre være med til rent principielt på nogle områder at sige til det danske erhvervsliv: Hov, her har vi en adfærd, som vi godt vil regulere med nogle afgifter for at fremme den grønne omstilling? Er Venstre parat til det?

Ordføreren.

Altså, Venstre er jo i stand til at bruge flere penge på den grønne omstilling, end Socialdemokratiet er, i det finanslovsforslag, der ligger nu. Det er i øvrigt derfor, det er lidt mærkeligt at have den her diskussion. For der er jo ikke nogen friske penge, der er jo ikke nogen nye penge til en reel grøn omstilling.

Socialdemokratiets svar er så, må jeg forstå, at den grønne omstilling skal tvinges igennem, ved hjælp af at man skal sætte skatter og afgifter op. Og der vil jeg bare sige, at hvis man alene bruger det som redskab, er det et rigtig, rigtig farligt redskab at bruge.

Tak for det. Så er det hr. Jacob Mark. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes på mange måder, det var en herlig tale, og det er først og fremmest, fordi ordføreren brugte mere tid på at tale om de røde partiers politik, herunder SF's politik, som ordføreren brugte en del tid på, end på Venstres politik. Et emne, som ligger mig meget nært, og som ligger SF meget nært, og som ordføreren kom ind på, er emnet minimumsnormeringer, hvor ordføreren havde misforstået, at vi er løbet fra noget, vi sagde i valgkampen. Tværtimod har vi faktisk fået det igennem, som vi sagde i valgkampen, nemlig at der skal indføres minimumsnormeringer ved lov, sådan at en kommende regering ikke kan rulle det tilbage igen, og at det skal indfases, sådan at man sikrer, at der ikke sker et fald i antal uddannede. SF's model er så, at det skal være en voksen til tre børn i vuggestuen og en voksen til seks børn i børnehaven, og den konkrete normeringsmodel er så den model, vi sidder og forhandler i finanslovslokalet.

Nu, hvor jeg har oplyst ordføreren om, hvad status er for forhandlingerne om minimumsnormeringerne, kunne jeg bare godt tænke mig at høre, hvad Venstre egentlig mener om minimumsnormeringer. Kunne Venstre være med på at lave minimumsnormeringer i Danmark ved lov?

Værsgo til ordføreren.

Jeg genkender ikke helt det billede, som hr. Jacob Mark beskriver, nemlig at alt det, som SF sagde før valget, er ved at blive gennemført. Det er i hvert fald ikke det, der står i forståelsespapiret. Men jeg kan jo ikke udelukke, at der bliver ført nogle forhandlinger nu, som Venstre af gode grunde ikke bliver inviteret til, og som en til en leverer på det, som SF lovede vælgerne. Det er da kun godt for SF, hvis det måtte ske.

Vi havde jo en stor diskussion om minimumsnormeringer, og det er jo ikke første gang, vi har haft den. Jeg synes, man skal have en mere nuanceret diskussion om minimumsnormeringer, for det giver ikke mening kun at diskutere antallet af pædagoger, for det handler jo lige så meget om, hvordan deres uddannelse er, og hvordan deres efteruddannelse er – altså hvor dygtige de pædagoger, der skal være sammen med børnene, er. Det synes jeg er helt fraværende, for det bliver til kun en taldiskussion. Men jeg vil også gerne indrømme, at selvfølgelig har antallet af pædagoger også en betydning for børnenes trivsel. Det siger sig selv.

Hr. Jacob Mark, værsgo.

Det synes jeg faktisk man bruger meget tid på at diskutere også, nemlig fagligheden, og at det ikke må føre til et fald i antallet af uddannede, ligesom det har gjort i Norge, hvor man laver minimumsnormeringer. Det er også derfor, det står i forståelsespapiret, at man skal lave en uddannelsesplan, når man samtidig laver minimumsnormeringer. Så det kan ordføreren være helt tryg ved.

Det, som er problemet, er, at der simpelt hen ikke er voksne nok. Selv de bedst uddannede pædagoger kan ikke lave pædagogik, hvis ikke der er hænder nok, og det er derfor, der er brug for sådan en minimumsnormering. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om noget: Hvorfor bakker ordførerens parti op om et klasseloft i folkeskolen, som jo er at sikre, at der er voksne nok, hvis ordførerens parti ikke bakker op om det tilsvarende i daginstitutionerne, hvor børnene er yngre?

Værsgo til ordføreren.

Jeg er sådan set ikke tryg ved særlig meget af det, som SF siger, så uanset hvad Jacob Mark siger jeg kan være helt tryg ved, er det ikke sådan, at jeg bliver tryg ved det her indlæg. Jeg glæder mig da til at se det forslag, der så bliver diskuteret. Det er ikke et forslag, jeg kender, men man er velkommen til at invitere mig. Jeg har ikke særlig meget i kalenderen, så jeg kan komme når som helst. Så jeg vil så skrive til finansministeren, at jeg kommer til det næste møde. Det er hermed en aftale.

Jeg vurderer, at vi kan nå to korte bemærkninger mere. Vi kan nå hr. Kasper Sand Kjær, og vi kan nå hr. Henning Hyllested, inden tiden er udløbet. Vi giver så ordet til hr. Kasper Sand Kjær. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren om den her arveafgift. For nylig udkom Berlingske med en artikel, som viste, at de 100 rigeste personer i Danmark tilsammen ejer en formue på over 458 mia. kr., og det er jo ejerne af de familieejede virksomheder, som virkelig topper den liste. Og nu kan jeg så forstå, at ordførerens parti vil rulle det tilbage til den gamle arveafgift og dermed jo give en skattelettelse på over 1 mia. kr. til de allerallerrigeste danskere – 1 mia. kr., som i stedet for kunne bruges på velfærd, som er det, ordførerens parti også gerne vil, har vi måttet forstå, med videreførelse af velfærdsløfter fra valgkampen. Så kan ordføreren ikke oplyse, hvorfor det er så bydende nødvendigt for Venstre at give en skattelettelse til de allerrigeste danskere i stedet for at bruge pengene på velfærd?

Ordføreren.

Altså, jeg tror, der er noget galt med akustikken her i Folketingssalen, eller også er der noget galt med de ører, der måtte sidde på spørgeren. Det er faktisk netop meget fint pædagogisk gennemgået af hr. Ole Birk Olesen, hvordan og hvorledes hele generationsskiftebeskatningen er. Altså, det handler jo om, om man skal udhule virksomhedens økonomi. Skal det være sådan, at den lokale tømrer får svært ved at afhænde sin virksomhed? Skal det være sådan, at de små og mellemstore virksomheder i bund og grund ikke har mulighed for at foretage et generationsskifte?

Det, der kan undre mig lidt, er jo, at Socialdemokratiet nu har kastet sit store kritiske blik på, at det er et problem, at der er nogle, der skaber velstand her i samfundet. Jeg glæder mig faktisk over, at der er nogle, der er med til at tjene penge. Dem, der står på den liste – uden at jeg kan den hverken forfra eller bagfra – er jo alle sammen virksomheder, der skaber rigtig, rigtig mange arbejdspladser her i Danmark og dermed også er med til at sikre, at vi har en rekordhøj beskæftigelse. Så jeg synes faktisk, man skulle glæde sig over det og gøre noget mere for, at virksomhederne skulle have bedre vilkår, men det er jo lige præcis det, som Socialdemokratiet ikke vil. Derfor kommer man også til at sende arbejdspladser ud af Danmark, hvis Socialdemokratiet forfølger den linje, som man lægger op til i det her finanslovsforslag.

Kasper Sand Kjær.

Men det, som nu fremstår lidt specielt, er jo, at ordførerens kollega og tidligere skatteminister, nemlig hr. Karsten Lauritzen, i et interview til Politiken sagde, at det netop ikke handlede om samfundsøkonomi, men at det alene var af moralske hensyn, hvordan man indrettede arveafgiften. Så bare for at skære det helt ud i pap: For Venstre er det altså af moralske hensyn vigtigere at sende 1 mia. kr. af sted til de allerallerrigeste danskere i stedet for at bruge pengene på fællesskabet. Og jeg har bare svært ved at forstå, hvordan 1 mia. kr. mere til de allerallerrigeste danskere skulle gøre noget godt for den generelle velstand i Danmark.

Ordføreren, værsgo.

Men jeg har nok ikke tid nok til at kunne overbevise det socialdemokratiske folketingsmedlem hr. Kasper Sand Kjær. Vi har jo tilbragt mange timer sammen i en anden kapacitet, og det var mere fornuftige ord, der kom ud af hr. Kasper Sand Kjærs mund der, altså som medlem af Disruptionrådet. Men lad det være. Man kan tage skade af at blive valgt til Folketinget.

Jeg har den klare holdning, at det er en rigtig, rigtig god idé både at styrke det danske velfærdssamfund, hvilket vi også gør, og det står Venstre et hundrede procent på mål for, men også at sikre, at vi har sunde og stærke virksomheder. Og der er jeg bare ked af, at Socialdemokratiet har den holdning, at virksomhederne ikke skal have gode vilkår i Danmark. Det er trist.

Tak. Den sidste runde står hr. Henning Hyllested for. Værsgo.

Jeg vil gerne høre, om man i Venstre er glad eller ked af det. Det gælder måske især hr. Troels Lund Poulsen, fordi han jo som minister havde en stor andel i beskæringen af LAG-midlerne – den skændige beskæring af LAG-midlerne fra godt og vel 90 mio. kr. til godt og vel 60 mio. kr. Det er et meget, meget lille beløb for at finansiere en voldsomt stor – en milliardstor – landbrugspakke.

Nu er der jo udsigt til, at denne regering støttet af sine støttepartier ruller den besparelse tilbage, og det er derfor, jeg spørger, om hr. Troels Lund Poulsen så er glad eller ked af det. For i alle årene var vi jo nogle, der pressede hårdt på for at få taget besparelsen af bordet igen, og der blev bl.a. sagt af hr. Troels Lund Poulsen, da han var minister: Nej, nej, det kan ikke lade sig gøre, vi skal bruge de der sølle 30 mio. kr. til at finansiere den store landbrugspakke.

Så derfor stiller jeg spørgsmålet: Er hr. Troels Lund Poulsen glad, eller er han ked af det, fordi den besparelse nu bliver rullet tilbage?

Ordføreren.

Altså, man kan vel sige det på den måde, at det er et plaster på et åbent benbrud. For nu har vi jo før i debatten i dag diskuteret alle de initiativer i regeringens finanslovsforslag, der kommer til at gøre livet sværere i de danske landdistrikter, og som alle sammen er nogle, der har en konkret betydning.

Jeg skal gerne sige, at det, at man nu tilbagefører niveauet for LAG-midlerne til, hvad det var før, er en udmærket prioritet. Så den kommer Venstre også til at støtte. Så det er ikke sådan, at jeg ked af det eller glad. Jeg noterer mig, at regeringen gør det, og det vil vi ikke kæmpe imod.

Hr. Henning Hyllested.

Betyder det så også, at hvis Venstre engang igen skulle få regeringsmagten, så vil man ikke fra den regerings side genoptage besparelsen på LAG-midlerne? Nu fik hr. Ole Birk Olesen jo et meget, meget klart svar på spørgsmålet om arveafgiften. Kan jeg få et lige så klart svar om, at det vil Venstre aldrig begive sig ind i igen?

Ordføreren.

Ja, for jeg vil ikke udsætte kommende og potentielle erhvervsministre for flere samråd med hr. Henning Hyllested eller andre fra Enhedslisten. Så derfor kan man sige, at den diskussion har vi haft én gang. Så venstre kommer ikke til at foreslå yderligere besparelser på LAG-midlerne – heller ikke den dag, vi måtte få regeringsmagten.

Så siger vi tak til hr. Troels Lund Poulsen. Tiden er gået.

Jeg skal her udsætte mødet, som genoptages kl. 13.00 med hr. René Christensen som ordfører.

Mødet er udsat. (Kl. 11:59).

Mødet genoptages, og den næste ordfører er hr. René Christensen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Så står vi her. Der har været folketingsvalg, vi har fået en ny socialdemokratisk regering og en masse løfter til vælgerne. Det har været optakten til finanslov for 2020, og nu står vi med forslaget her i dag. Det kom ikke lige efter valget, som vi alle ved var den 5. juni i år, og det var her ikke engang, da vi havde Folketingets åbning den 2. oktober. Nej, det kom faktisk først, 119 dage efter folketingsvalget var afsluttet. Så der har faktisk været god tid til, at Socialdemokratiet kunne komme med et bud på, hvordan budgettet for Danmark skal se ud i fremtiden.

Finansloven er jo den gode mulighed for at føre sin politik ud i den virkelige verden, og hvad er det så, vi står med her i dag? Vi står med et finanslovsforslag, hvor Socialdemokraterne svigter de ældre. Der er en markant nedprioritering af provinsen, et angreb på dansk erhvervsliv og danske virksomheder – også de virksomheder, som tager et socialt ansvar. Der er flere udlændingelempelser med store udgifter til følge, og sidst, men ikke mindst, kommer det faktisk også til at handle om dyrevelfærd.

Det er jo sjovt at stå og grine, når elefanter får et godt liv i rette rammer, men når man kigger på finanslovsforslaget, skæres der faktisk 13,5 mio. kr. i 2020 på netop indsatsen omkring dyrevelfærd. Der er 300 mio. kr. mere til ikkevestlig indvandring, men ikke én krone til de ældre eller én krone til dyrevelfærd eller landdistrikterne. Det er en regering, som løber fra sine aftaler, og som måske også varmer lidt op til at løbe fra løftet til danskerne om at skaffe dem en tidlig tilbagetrækning.

Vi bliver flere og flere danskere i Danmark. Det glæder vi os over i Dansk Folkeparti. Der skal en ny milliard til. Derfor er vi også glade for, at et af støttepartierne, Socialistisk Folkeparti med Pia Olsen Dyhr i spidsen, den 11. maj – det er faktisk kun få måneder siden – sagde til Danmarks Radio:

»Det er et forhandlingskrav, som vi selvfølgelig går til Mette Frederiksen med, hvis hun vinder valget – og det håber jeg, at hun gør.«

Der skal 1 mia. kr. mere til ældreområdet.

Landdistrikterne er også under voldsomt pres i det forslag, som Socialdemokraterne har fremsat. Her er bredbåndspuljen aflyst. It-opkobling i landdistrikterne er åbenbart ikke noget, man ønsker skal videreføres. Det er altså et dødsstød til provinsen. Hvis det ikke er muligt at arbejde eller drive en virksomhed hjemmefra, er det ikke muligt at bo i provinsen. Det er simpelt hen ikke godt nok. Det er nærmest pinligt, at en ny regering som noget af det første kommer med sådan et angreb på netop provinsen.

Så er der uddannelsesområdet. Uddannelse er noget, der optager regeringen – eller gør det? Regeringen ønsker, at der skæres 5 pct. af tilskuddet til privat- og friskoler, og det er på en gang. Det er ikke noget med at indføre det langsomt over en årrække; det er på en gang. Det betyder selvfølgelig, at der er skoler særlig i provinsen, som får det svært og måske må lukke. I rigtig mange landdistrikter er det netop skolen – den friskole, som jo mange steder desværre er opstået, på trods af at lokalpolitikerne har lukket den lokale skole – der er med til, at man stadig væk har en brugsforening, er med til, at man stadig væk kan sælge sit hus, er med til, at der stadig væk er et sammenhold i landdistrikterne. Det er de skoler, man nu går til angreb på. Vi forstår det ikke i Dansk Folkeparti og håber, at det bliver lavet om.

De allersvageste medborgere, dem, der står på kanten af arbejdsmarkedet, får desværre også en tur med finanslovsforslaget. Det bliver langt sværere i fremtiden for disse borgere at finde mulighed for beskæftigelse. Socialdemokraterne ønsker, at arbejdsgivere, som tager et socialt ansvar, bliver straffet. Det forstår vi ikke. Vi synes jo, at de her arbejdsgivere, som tager et socialt medansvar, skulle have et skulderklap med på vejen og ikke straffes. Det er sådan, hvis forslaget kommer igennem, at hvis den ansatte bliver syg – det er der jo relativt stor risiko for – vil arbejdsgiveren i fremtiden, hvis det står til regeringen, i forbindelse med sygdom have en udgift, der er op til 25 pct. større end i dag.

Det kommer selvfølgelig til at betyde, at færre virksomheder vil tage det sociale ansvar, og det er jo ikke værdigt. Det er jo ikke værdigt over for de borgere, som ønsker at komme i beskæftigelse, selv om de har udfordringer i livet. Det kan ikke være rigtigt, at en socialdemokratisk regering på den måde vil afskære en så stor gruppe af borgere fra at komme ind på arbejdsmarkedet, og det vel at mærke på en rigtig virksomhed. Det her er jo rigtige virksomheder. Det er rigtige mennesker. De har fundet sammen, og nu vil man så gøre det sværere.

Heldigvis er der også flere fagforbund, som er gået voldsomt imod det her. Særlig FOA har været ret skarpe på den her dagsorden, og vi håber så sandelig også, at regeringen lytter til dem. Det plejer regeringen jo at gøre, og den her gang synes vi virkelig at de skal lytte.

Men det er jo ikke det eneste angreb, der er på danske virksomheder. Det skal også være langt dyrere og sværere at lave et generationsskifte. Det betyder, at en virksomhed får sværere ved at overleve i forbindelse med noget så simpelt, som at ejeren går på pension. Det kan jo ikke være rimeligt, at man skal gøre det sværere for ejeren af tømrervirksomhed, der har nogle ansatte, som skaber noget, og som betaler skat og bidrager til fællesskabet, at lade sin virksomhed gå i arv til eksempelvis en søn.

Dyrevelfærd – for at komme tilbage til det – er noget, som kan få hele den her sal til at falde om af grin. Når staten frikøber fire elefanter, som optrådte i cirkus – vi har købt dem fri, fordi de skal have et bedre liv – så griner man af det og morer sig over det. Men det var en rigtig god sag, og det ved jeg også alle synes. Men når man så ser på finanslovsforslaget, er der ikke ret meget at grine af. 13,5 mio. kr. mindre til dyrevelfærd fra næste år er, hvad der er i forslaget. Jeg ser heller ikke rigtig, at der er nogen, der griner i salen nu.

Så man skærer ned på dyrevelfærden, men der er plads til nye tiltag, for der gik jo ikke lang tid, før der var brugt omkring 300 mio. kr. til ikkevestlige indvandrere. Det gjorde man, inden finansloven var færdig. Kvoteflygtninge var man også meget hurtigt ude med efter regeringsdannelsen. Danmark skal igen modtage kvoteflygtninge, og det er ikke først i 2020, nej, det er allerede i indeværende år. Det var så sådan set den stramme udlændingepolitik.

Der må man bare spørge, når man går ind og kigger i finansloven: Hvad koster det så at føre den politik? Ja, man ville give indvandrerfamilierne flere penge, og det kostede 300 mio. kr. Hvis man bare kigger på, hvad det koster i forbindelse med kvoteflygtninge, så er det allerede i 2020 190 mio. kr., og i 2023 er det knap 0,5 mia. kr. Så nu kommer vi jo lidt deropad, nu nærmer vi os de 800 mio. kr., som man bruger på øgede udgifter til ikkevestlig indvandring.

Det synes vi selvfølgelig i Dansk Folkeparti er en kæmpestor udfordring. Når man ser på finanslovsforslaget, kan man se, at der skæres ned rigtig mange steder. Jeg kunne også nævne sådan noget som en pulje til ensomme ældre på under 35 mio. kr. om året. Den har man ikke videreført, den har man skåret væk. Men over en årrække har man altså fundet 800 mio. kr. til ikkevestlig indvandring.

Vi håber virkelig, at finanslovsforslaget kommer til at se markant – markant! – anderledes ud, når vi kommer til at se det igen. Jeg vil også gerne sige, at Dansk Folkeparti gerne stiller sig til rådighed. Vi kommer gerne, hvis der bliver brug for det. Men vi kan ikke se, at det her finanslovsforslag skulle være et bud på, hvordan Danmark skal drives fremadrettet.

Samtidig skal vi også huske på, at det er en etpartiregering, så det forslag, vi ser her, er jo ikke et kompromis; det forslag, vi ser her, er ene og alene et bud på, hvordan Socialdemokratiet ønsker, at Danmark skal se ud. Vi har haft et godt samarbejde med Socialdemokratiet – det vil jeg gerne anerkende – men vi kan ikke kende det Socialdemokrati, som vi havde et samarbejde med før valget; det Socialdemokrati kan vi ikke genkende efter valget i det finanslovsforslag, som er her.

Derfor stiller vi selvfølgelig vores mandater til rådighed for at rette op på det finanslovsforslag, der er fremsat. Tak for ordet.

Tak for det. Der er selvfølgelig en række kommentarer – den første er fra hr. Thomas Jensen.

Tak til hr. René Christensen. Nu skal vi jo ikke bruge tiden her i salen på at tale os væk fra hinanden, synes jeg – jeg synes, vi skal prøve at afsøge, hvilke muligheder der er. Derfor har jeg også de senere år glædet mig over, at Dansk Folkeparti har haft en politik, hvor man vil have det offentlige forbrug til at vokse i takt med den demografiske udvikling, altså når der kommer flere ældre og flere børn, der skal have noget pleje.

Derfor vil jeg godt lige prøve at afsøge hos hr. René Christensen, hvad holdningen er hos Dansk Folkeparti i dag. For vi kan jo se tilbage på den tidligere regering, hvor man netop ikke fulgte det princip med, at det offentlige forbrug skulle følge den demografiske udvikling. Og nu står vi så med et helt konkret finanslovsforslag fra den socialdemokratiske mindretalsregering, hvor det offentlige forbrug skal stige med 1,3 pct., altså hvor det offentlige forbrug stiger mere, end den demografiske udvikling egentlig tilsiger.

Så mit spørgsmål til hr. René Christensen er, om Dansk Folkeparti helst vil tilbage til den gamle regering, som ikke kunne følge den demografiske udvikling, eller om man rent faktisk godt kan se nogle gode forhandlingsmuligheder sammen med Socialdemokratiet, hvor vi virkelig prioriterer velfærden.

Ordføreren

Jamen det kommer an på, hvad man kalder velfærd. Når vi kan se i finanslovsforslaget, at man øger udgifterne til ikkevestlig indvandring med 800 mio. kr., så er det jo faktisk sådan, at det øger det offentlige forbrug. Det synes vi ikke er positivt. Vi synes ikke, det er positivt, at vi bare bruger flere penge. Vi synes, det er positivt, at vi bruger dem på det rigtige. Det er også derfor, at vi er glade for, at SF forhåbentlig får igennem, at der kommer en milliard til ældreområdet. Vi bliver nemlig flere ældre, og der er behov for et løft af det offentlige, men pengene skal da bruges på det rigtige. Bare at bruge pengene er ikke interessant. Det er interessant at bruge dem på det rigtige.

Der må man sige, at når man ser på det forslag, der ligger, så er det landdistrikterne og de ældre, der er ladt i stikken, og det skal vi have rettet op på.

Ordføreren.

Lad os nu lige holde fokus på de store linjer i det her finanslovsforslag, for det er jo netop, at vi har indgået aftaler med kommuner og regioner, som giver et løft i velfærden til danskerne, i modsætning til dengang, da den tidligere regering underfinansierede velfærden i kommuner og regioner. Kan jeg ikke bare få et klart svar på det her korte spørgsmål, jeg stiller nu: Vil hr. René Christensen og Dansk Folkeparti helst sørge for sammen med en socialdemokratisk regering, at velfærden kan stige i regioner og kommuner, eller vil man tilbage til det spor med Venstre i spidsen, hvor man underfinansierer velfærden til de ældre og børnefamilierne ude i kommunerne?

Ordføreren.

Man skal anerkende dem, der bør anerkendes, og det er en ganske udmærket kommuneaftale, som den nuværende regering har lavet med kommunerne. Det vil vi gerne kvittere for. Men det er jo ikke en aftale, som giver et løft; det er en aftale, som sikrer status quo. Og hvis man kigger ud, ser man, at vi jo får flere demente og plejekrævende ældre. Vi kan se, at der er store udfordringer i folkeskolen.

Der er altså et krav derude hos kommunerne, som vil mere end det, og der må vi bare sige, at vi synes, at de 800 mio. kr., som man har fundet fuldt finansieret i finanslovsforslaget til ikkevestlig indvandring, skulle være kanaliseret et andet sted hen, eksempelvis til ældreområdet. Så skal man jo kun ud at finde 200 mio. kr., for så har vi den milliard, vi har behov for.

Tak. Den næste for en kort bemærkning er fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak for det. Dansk Folkeparti er jo også blandt de partier, der for nylig har bakket op om målet om at reducere drivhusgasserne med 70 pct. Kunne Dansk Folkeparti være med på at tage konkrete initiativer nu, hvor Socialdemokraterne med det her finanslovsforslag ikke tager initiativer, der nedbringer CO2-udledningen ? Vil Dansk Folkeparti være med på at tage konkrete initiativer fremover, såfremt de kommer med til forhandlingerne om finansloven, for at nedbringe CO2-udledningerne? Vil Dansk Folkeparti være rede til at prioritere det?

Ordføreren.

Ja, det vil vi da i hvert fald. For når man indgår i en aftale om, at man vil gøre noget, så kan man ikke nøjes med bare at tale om det – så skal man jo også føre det ud i praksis. Vi mener faktisk også, at der er ting, som vi kan arbejde med, både fremadrettet og også på den korte bane i forhold til klima og miljø og for den sags skyld også natur. Der er selvfølgelig også en del finansiering i forbindelse med det, men en del af det kan faktisk gøres for mindre penge. Vi ved det jo, i forhold til hvad naturen kan gøre af sig selv. Vi har det i forhold til at plante skov og andet. Det er håndtag, som vi kan dreje på, og som faktisk ikke koster så meget på den korte bane. Der er ingen tvivl om, at det er dyrt at nå de 70 pct., men vi skal jo i gang på et eller andet tidspunkt. Så ja.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak for den bekræftelse – det er jeg rigtig glad for at høre. Det kunne også være jordudtagning, man kunne gå i gang med.

Jeg vil godt have bekræftet en anden ting, som også var en del af valgkampen, hvor en bred vifte af partier, der vedtog det her uddannelsesloft, besluttede, at det skulle rives ned nu. Dansk Folkeparti var blandt de partier. Vil det fortsat gælde, at Dansk Folkeparti vil være med til at rive uddannelsesloftet ned?

Ordføreren.

Det er jo sådan, at Dansk Folkepartis synes, at vi skal have lige og fri adgang til uddannelse – faktisk på alle niveauer. Det, vi desværre kunne se, var jo de her – og nu skal jeg passe på – evighedsstudenter, og selvfølgelig er der ikke så mange af dem, men de findes jo , og der må man sige, at uddannelsessystemet er for dyrt til det. Så hvis man skulle rive det ned, skulle det også være for at bygge noget andet op. Der har været nogle uhensigtsmæssigheder i forhold til folk, som har noget god faglighed inden for sundhedsvæsenet, og som gerne vil læse til læge osv. – vi kender dem alle sammen – hvor man står tilbage og tænker, hvorfor det nu var sådan, det blev udmøntet. Men det gjorde det.

Så vi vil gerne være med til en justering, men vi vil ikke tilbage til, som det var, da man til evig tid kunne færdes i uddannelsessystemet.

Tak, og den næste for en kort bemærkning er fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Jeg synes, det er lidt vildt at høre DF skose den socialdemokratiske regering for, hvor mange penge der skal leveres til ældre og til velfærdsområdet generelt, når vi for første gang i mange år får et løft, som vi kan se af økonomiaftalen med regionerne og med kommunerne, og det er et samlet løft på 1,3 pct. Det er både over det demografiske træk, som vi har talt rigtig meget om, men det er også over det velfærdstræk, som vi taler om - altså at vores offentlige sektor helst også skal følge med resten af samfundet. DF skoser så regeringen for, at det ikke er godt nok, efter at man i årevis har støttet en borgerlig regering, der har underfinansieret velfærden, heriblandt ældreområdet, så voldsomt – det synes jeg er utroligt.

Mit spørgsmål til DF handler om noget andet, der også er rigtig vigtigt: Hvor står DF i forhold til minimumsnormeringer?

Ordføreren.

Jeg vil også gerne svare på det første. Det er jo sådan, at når man kigger på de her 1,3 pct., skal man også se på, hvad pengene bliver brugt til. Der er også nogle engangsbeløb. Jeg kan love for, at når finansloven for 2021 kommer, vil det ikke se ud, som det gør her, for man finansierer nogle mellemliggende ting, bl.a. et politiforlig, hvor man lægger nogle penge ind, og det øger selvfølgelig det offentlige forbrug, men det er sådan nogle engangsbeløb, der er lagt ind. Så det skal man altså lige huske på. Hvis man håber på, at det kan være 1,3 pct. i årene fremover, så giver det nok nogle udfordringer.

Så vil jeg selvfølgelig også nævne det igen: 800 mio. kr. er altså knap 1 mia. kr., man nu øger udgifterne til ikkevestlig indvandring med. Det er altså rigtig mange penge. Det var også penge, man kunne have brugt på de ældre. Men jeg anerkender og Dansk Folkeparti anerkender, at aftalen med kommunerne og regionerne var en fornuftig og god aftale. Det skal man anerkende, også når man står heroppe.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Og så til mit spørgsmål: Støtter DF en model omkring minimumsnormeringer? DF har været ude at sige tidligere – jeg mener, det var i valgkampen – at det støttede man op om. Hvis man stadig væk gør det, vil jeg også gerne høre, om DF selv kommer med nogle forslag til finansloven her, og hvilken form for finansiering, altså hvilke beløb, der skal til, og om man også støtter en minimumsmodel som den, SF har præsenteret?

Ordføreren.

Ja, det er jo den sidste del af spørgsmålet, der er det interessante, for hvad er det for en model, man får? For en minimumsnormering kan jo være mange ting. Det kan være BUPL's model, eller det kan være en model med et minimum, som man fastlægger i Folketinget, og hvor man så siger, at det her kan vi lige nøjagtig holde til at der kan være i en daginstitution.

Det, man kan frygte, er, at hvis man laver den model, bliver det sådan, at når staten har fastsat det niveau, vi kan acceptere, bliver det en overligger. Det bliver jo ikke en underligger: at det er det her, der minimum skal være. Det er det, der kommer til at ske i den virkelige verden. Så jeg frygter lidt for, hvad det er for en model, man ender ud med, men vi ønsker, at der skal være voksne til stede, også i daginstitutionerne.

Tak. Den næste for en kort bemærkning er hr. Rune Lund.

Jeg kan høre, at Dansk Folkeparti siger, at man meget gerne vil støtte ældreområdet, og så må det bare undre mig, og det gør det vitterlig, at Dansk Folkeparti jo har været støtteparti for en blå regering, som fra 2015-2019 har aftalt skatte- og afgiftslettelser, som vil koste næsten 22 mia. kr. hvert eneste år, samtidig med at der bliver efterladt en regning for 2020 på ca. 3,5 mia. kr., som vi andre skal samle op.

Regeringens finanslovsforslag er efter vores opfattelse alt for skrabet. Der er ikke nok til både velfærden og den grønne omstilling, og der er slet ikke nok til at rette op på de forringelser og de evindelige nedskæringer, der har været på vores velfærd de seneste mange år, og som Dansk Folkeparti jo også har stået bag gennem økonomiaftaler og finanslove, som har medført det. Men er det ikke sådan, at der ville være flere penge til de ældre, til minimumsnormeringer, som Enhedslisten har kæmpet for siden 2011, og også til en akutmilliard til psykiatrien, som er et af Enhedslistens hovedkrav til finanslovsaftalen, hvis det var sådan, at kassen ikke var blevet tømt og brugt på skattelettelser, der primært er kommet de rigeste til gode, i stedet for at være blevet brugt på velfærd?

Ordføreren.

Nej, det er jeg dybt uenig i. Der skal man jo forstå, at det danske velfærdssamfund er skattefinansieret. Altså, vi kan jo ikke bare leve af hinanden som ansatte i den offentlige sektor. Vi skal jo producere noget, vi skal være konkurrencedygtige, og så skal vi beskatte det produkt, der kommer ud af det. Derfor er der rigtig mange af de her skattelettelser, vi har lavet, der har været nødvendige, for at vi kan have et velfærdssamfund. Det er nødvendigt for os, at det kan betale sig at gå på arbejde. Jeg er glad for, at en dansker, som går på arbejde hver dag og har en lille løn, har fået lidt mere ud af det, fordi vi har været støtteparti for en blå regering. Vi er glade for, at det i dag kan betale sig at være dem, der går ud og tjener penge og betaler skat, så vi får nogle penge til, at vi kan have nogle ordentlige daginstitutioner. Og det er der, kæden hopper af for Enhedslisten. Enhedslisten tror jo, at man kan skubbe alt erhvervsliv ud og så få flere penge til velfærd. Udfordringen er bare, at det betyder det modsatte: Hvis vi skubber erhvervslivet ud, har vi ikke penge til velfærd.

Hr. Rune Lund.

Sagen er den, at de skattelettelser, der er blevet givet, i kroner og ører klart er gået til dem, som i forvejen har mest og tjener mest. Det er penge, der ikke er gået til f.eks. at styrke vores uddannelsessystem, at styrke forskningen eller at styrke det velfærdssamfund, som er forudsætningen for, at Danmark er et af de mest konkurrencedygtige lande i hele verden. Når man på den måde udsulter velfærden og skærer ned på vores velfærdssamfund for at bruge pengene på skattelettelser og afgiftslettelser, som primært kommer de rigeste til gode, så hæmmer man da væksten i samfundet, og så skader man vores konkurrencedygtighed. Det ville være mere fornuftigt at investere i velfærden, men Dansk Folkeparti valgte jo ikke at gøre det, da de var støtteparti for en blå regering. Jeg kan bare sige, at det er det, Enhedslisten kommer til at arbejde for under den nye regering her.

Ordføreren.

Man kan sige, at de skattelettelser, der ramte mest socialt skævt, var dem, der blev vedtaget under den tidligere socialdemokratisk ledede regering, hvor Enhedslisten var støtteparti. Det var bl.a. topskattelettelser, og det var selskabsskattelettelser, som blev finansieret ved, at overførselsindkomster ikke blev reguleret og stadig væk ikke bliver reguleret. Det er rigtigt, at de er blevet gennemført under en blå regering, for det var sådan, indfasningstiden var på de beslutninger, som blev truffet under den tidligere regering – det er rigtigt.

Så er den næste med en kort bemærkning hr. Niels Flemming Hansen.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om noget. Når vi nu har hørt et parti tidligere i dag udskamme dansk erhvervsliv meget, meget hårdt, kunne jeg godt tænke mig at høre, hvor Dansk Folkeparti står i forhold til udvidelse af infrastrukturen i Danmark, hvor privatbilisme og danske virksomheder holder i kø til et beløb, der svarer til nogenlunde 20 mia. kr. om året.

Ordføreren.

Der er det jo sådan, at de blå partier lavede en infrastrukturaftale, netop før folketingsvalget blev udskrevet, og den står vi selvfølgelig på mål for. Der er også fuld anerkendelse af, at det er der ikke 90 mandater for mere. Men pengene er i hvert fald til stede, og vi ser frem til, at den nye transportminister indkalder til forhandlinger, og der vil vi holde fast i den plan, som vi også lavede sammen med Det Konservative Folkeparti, hvor vi også syntes vi havde fået fordelt det rigtig godt, også i forhold til provinsen. Vi har motorvejsstrækninger og andet, som har været mere end 30 år på tegnebrættet, og der håber vi da, når nu finansieringen er til stede, at vi også kan føre det ud i livet, og vi ser frem til de forhandlinger, som kommer.

Hr. Niels Flemming Hansen.

Mange tak, det er en stor glæde.

Ordføreren.

Jeg kan bare kvittere.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Rasmus Nordqvist.

Tak til ordføreren for talen. Det er jo dejligt, at Dansk Folkeparti siden valget er gået fra at tale om klimatosser til vel selv at være noget, der nærmer sig det, når man støtter et 70-procentsreduktionsmål i 2030.

Jeg kunne godt tænke mig at høre noget mere om, hvad det er for nogle investeringer, Dansk Folkeparti mener der skal foretages nu og her, for at vi kan leve op til det reduktionsmål, som vi deler.

Ordføreren.

Ja, Dansk Folkeparti er tosset med klima – sådan er det jo, og det er jo også godt nok.

Det, der er vigtigt for os, er jo, at vi også kommer i gang. Det, vi bl.a. kan se, er, at der mange steder er nogle infrastrukturudfordringer – det gælder bl.a. på solcelleområdet, som vokser markant. Jeg mener faktisk, man bør tænke det ind nu, hvor vi taler om at tage lavbundsjord og andet ud, og se på, om der er nogle steder, hvor vi faktisk kan få mere for vores penge, om der er nogle steder, hvor man i stedet for at bruge de her lavbundsjorde til at producere fødevarer kan bruge dem til at producere energi. Så skal vi måske ikke give så meget kompensation til landmændene, og så kan vi bruge pengene et andet sted, eventuelt til skovrejsning eller andet.

Det er nogle af de her forholdsmæssigt lavthængende frugter, man kunne tage fat i nu, men på den lange bane er det jo vigtigt, at vi også helt får omstruktureret vores samfund. Altså, vi skal have meget mere elektrificering, end vi har i dag, og vi er jo godt i gang med vores jernbaner og andet, men det tager jo bare tid at få omstruktureret samfundet til f.eks. at blive mere elektrificeret. Og der har vi jo også en infrastruktur, som slet ikke kan følge med den efterspørgsel, der er, både i forhold til husholdningerne, men så sandelig også i forhold til privatbilismen.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Ja, det tager tid, specielt hvis man sidder på hænderne og venter med at finde investeringerne til det. Derfor vil jeg spørge igen: Hvor mange penge er man villig til at være med til rejse til det her formål, netop for at investere i omstillingen af den offentlige transport og i, at elektrificeringen går hurtigere osv.? Vi kan jo ikke sidde og vente på det her. Når vi har et 70-procentsreduktionsmål, vi er enige om, hvad vil man så tage af konkrete initiativer? Hvor er det, man synes, finansieringen skal komme fra? Er man tilfreds med det udspil, der ligger for regeringen, eller er det nogle andre løsninger, man vil støtte?

Ordføreren.

Jeg er kommet med et konkret forslag. Vi skal snart i gang med nogle boligforhandlinger om de almene boliger. Der er cirka en halv million boliger, der er fra før 1980, og der foreslår vi jo, at man i stedet for som nu at bruge 2,5 mia. kr. om året til at energirenovere i stedet skal bruge 5 mia. kr. om året.

Den grønne omstilling handler også om at bruge mindre energi, og hvis vi med det her kan komme ud og få fat i så mange boliger – en halv million boliger – og gøre dem mere energirigtige, så kan vi flytte os rigtig meget. Og det er faktisk ikke noget, vi skal finansiere – det er jo nogle penge, som allerede ligger der, og det er faktisk lejernes penge.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen for en kort bemærkning.

Tak. I Nye Borgerlige vil vi gerne sætte staten på slankekur; Dansk Folkeparti vil gerne fodre den endnu mere. I Nye Borgerlige vil vi gerne fjerne topskatten; vi forstår, at Dansk Folkeparti ikke mener, at det er det rigtige, og mener, at der ikke er råd til det. I Nye Borgerlige vil vi gerne fjerne registreringsafgiften; og som jeg forstår det, vil Dansk Folkeparti ikke være med til at finde de 100 mio. kr., så man kunne sætte den ned til 85 pct.

Derfor er mit spørgsmål til Dansk Folkeparti: Hvis man nu gerne vil præsentere sig selv som et borgerligt parti, hvornår begynder man så at sætte handling bag ordene? For i min optik kan det at beholde verdens andethøjeste skattetryk og fodre en af verdens største offentlige sektorer aldrig rigtig være borgerlig økonomisk politik.

Ordføreren.

Så skal man vide, hvad borgerlig politik er. Borgerlig politik er jo faktisk også at kigge på borgerne: Hvad er det egentlig, borgerne efterspørger, hvad er det, borgerne gerne vil have? Det er jo også borgerlig politik.

Det er en mærkelig diskussion, der er, altså at man skulle være borgerlig, fordi man vil sænke registreringsafgiften, og fordi man vil sænke topskatten. Det er et noget fortegnet billede af at være borgerlig. Det at være borgerlig er jo bl.a. også at gøre det, vi har gjort, hvor vi har sænket skatten i bunden, og hvor vi har kigget på, hvordan man kan give et jobfradrag og andet. Det er borgerlig politik at kigge på, hvordan borgerne kan få lov at beholde lidt flere af deres penge i lommen. Og så skal man lige huske på, at den største udfordring i Danmark altså ikke er topskatten – det er ikke den største udfordring. Hvis man spørger virksomhedsledere og andre af dem, der betaler topskat, siger de, at deres største udfordring er rekruttering af medarbejdere.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Nej, en af de største udfordringer, vi har i Danmark, er, at staten og Folketinget år efter år tvinger folk til at aflevere rigtig, rigtig mange penge, så der ikke er velfærd, personlig velfærd i forhold til at tage familien en tur i LEGOLAND, eller hvad de nu synes, eller købe en god bil. Det er grundlæggende kernevelfærd, og det er ikke kun, når det er det offentlige, der skal bruge penge.

Derfor spørger jeg Dansk Folkeparti: Vil man måske på et tidspunkt være med til i en borgerlig koalition at sætte staten på slankekur i stedet for den her automatreaktion med, at hver gang vi skal gøre noget, handler det om at tilføre staten endnu flere midler?

Ordføreren.

Man kan kigge på sundhedsvæsenet i Danmark og se på, hvordan det har udviklet sig, og hvad vi får for pengene. Der er de sidste 20 år puttet rigtig mange flere penge i sundhedsvæsenet, men vi har også fået rigtig, rigtig meget for dem. Jeg glæder mig over, at vi i dag ikke behøver en diskussion om, om man, hvis man er 75 år, så skal have en ny hofte; så får man en ny hofte, fordi man har brug for det. Vi har i Danmark ikke en diskussion om, om man er værdig til det, eller om, hvor mange leveår man har tilbage. Den diskussion havde vi jo på et tidspunkt, hvor vi skulle diskutere, om vi skulle putte penge i borgerne, om vi havde råd til det. Selvfølgelig har Danmark råd til at have et godt sundhedsvæsen, og ja, det koster nogle penge, og ja, Dansk Folkeparti vil gerne betale for det.

Tak, og så er det hr. Jesper Petersen for en kort bemærkning.

Tak for det. Noget af det, som hr. René Christensen bemærkede, var et godt samarbejde, som vi har haft mellem vores partier. Og jeg synes også, der er grund til at minde om, at det faktisk er lykkedes os sammen at undgå nye forhøjelser af pensionsalderen; det er lykkedes at undgå nye nedsættelser af topskatten og andre ting, som vi ville undgå. Og nu vil vi jo så gerne styrke f.eks. kommunernes økonomi, gavne velfærden. Derfor er der lavet en kommuneaftale, som bare næste år styrker kommunernes økonomi med mere, end det skete i løbet af de 4 år under den forrige regerings valgperiode.

Derfor vil jeg egentlig gerne igen høre sådan en vurdering fra Dansk Folkepartis side: Bryder man sig egentlig bedst om den velfærdspolitik, hvor man altså gavner kommunernes mulighed for f.eks. at levere bedre ældrepleje, eller synes man bedre om det som før, hvor der i nogle år var decideret minus, men altså en underfinansiering af kommunernes behov? Er det ikke bedre nu, end det var før, sådan som det gik for kommunerne?

Ordføreren.

Nu gælder aftalen jo først fra næste år, så det bliver bedre næste år. Men det er rigtigt, at den aftale, som KL har forhandlet med regeringen, er en udmærket aftale. Det, man bare skal huske, er jo, at hvis vi ser, hvad der sker derude – kommunerne er lige nu ved at lægge budgetter – så kan man se, at der, selv om der er kommet en ny kommuneaftale, bliver sparet på ældreområdet, og vi kan også se, at der bliver sparet på folkeskoleområdet. Så der er noget galt med prioriteringerne derude.

Der kunne vi jo faktisk godt lige sige – selv om vi er meget, meget store tilhængere af det kommunale selvstyre, vil jeg gerne sige, meget store tilhængere – at den tidligere socialdemokratisk ledede regering jo lavede en ældremilliard; vi lavede en værdighedsmilliard. Det har givet et stort løft på ældreområdet, men det, vi kan se nu, er, at lige så snart pengene kommer over i blokken, så er der nogle, der føler sig tvunget til at begynde at skære i det. Og der vil vi gerne have, at det er lidt mere håndfast, at de her penge faktisk går til det, vi gerne vil. Og man må sige, at folkeskole- og børneområdet og ældreområdet er de vigtigste områder, når vi kigger på det kommunale danmarkskort.

Hr. Jesper Petersen.

Uden at det blev givet som sådan et enkelt ord, så vil jeg alligevel tage det svar, som hr. René Christensen gav nu, som en anerkendelse af, at det faktisk gavner en kommunal økonomi, muligheden for derude at drive bedre skoler og daginstitutioner og ældrepleje, når vi slår ind på den kurs, som den her regering gør fra næste år, som hr. René Christensen rigtigt påpeger det. Og det samme spørgsmål kunne man jo egentlig stille i forhold til regionerne. Regionernes egen forhandler, Venstrekvinden Stephanie Lohse, siger jo, at det er den bedste regionsaftale, der er lavet for regionerne de sidste 10 år. Er hr. René Christensen også enig i den vurdering, at der faktisk med den nye kurs bliver en bedre økonomi for regionerne, f.eks. for de ældre i sundhedsvæsenet, end med den kurs, der var før?

Ordføreren.

Lige omkring regionerne er det simpelt hen faktuelt forkert. Der har tidligere været aftaler med regionerne, hvor der var flere penge, end der er i den aftale, der er lavet, selv om det også er en god aftale, man har lavet nu. Men det er ikke den bedste i 10 år for regionerne, det er det ikke.

I forhold til det andet: Det, der så bare kan undre, er jo, at man på den ene side fra Socialdemokratiets side siger, at nu vil man gerne løfte skoleområdet, at man gerne vil løfte det kommunale Danmark. Hvorfor i al verden sidder man så på den anden side og siger: De små privat- og friskoler, der er ude i landdistrikterne, går vi efter; ikke med et omprioriteringsbidrag, men med 5 pct., som man tager fra den ene dag til den anden. Det er jo et dødsstød til de her skoler, som betyder rigtig meget i det lokalområde, hvor de er. Vi forstår ikke, hvorfor man med den ene hånd betaler godt, og man med den anden hånd så trækker tæppet væk.

Tak. Den næste med en kort bemærkning er hr. Jacob Mark.

Tak for det. Jeg vil følge lidt op på fru Lisbeth Bech Poulsens spørgsmål om minimumsnormeringer. I folketingsvalgkampen var Dansk Folkepartis gruppeformand, hr. Peter Skaarup, ude at sige, at det havde været lidt af en øjenåbner at se de dokumentarer, der viste, hvor få voksne der er til børnene i de danske daginstitutioner. Og så sagde hr. Peter Skaarup faktisk, at nu var DF indstillet på at tage styringen fra Christiansborg og lave minimumsnormeringer. Hr. Peter Skaarup kom ikke ind på, hvilken model det skulle være, eller hvor mange penge der skulle sættes af, så det er i virkeligheden det, jeg er lidt nysgerrig på at høre.

Først tror jeg bare jeg vil spørge: Har Dansk Folkeparti den samme indstilling nu som i valgkampen, nemlig at man er åben over for at indføre minimumsnormeringer?

Ordføreren.

Vi er meget åbne over for, at der skal være et passende antal personaler, også i daginstitutioner. Jeg vil bare gerne sige – og det ved spørgeren jo også ganske udmærket – at hvis man tager den model fra BUPL, så koster det altså 3,3 mia. kr. om året. Det er det, det koster. Det kommer også til at ske for SF. Og det er derfor, jeg siger, at det ikke bliver den model på 3,3 mia. kr., SF får igennem. Derfor er vi bange for, at man får lavet en model, der simpelt hen har et for lavt niveau, for så får man sådan et niveau, hvor man ude i kommunalbestyrelserne kan sige, at det jo lever op til det, som staten har vedtaget som minimum, så det kan være rigtig godt.

Men vi er sådan set enige med SF i, at der findes daginstitutioner, hvor normeringerne er for ringe. De er for dårlige, og det er vi sådan set enige i, og det bliver vi nødt til at finde nogle løsninger på. Og det er også vores ansvar, selv om vi sidder inde i Folketingssalen og ikke sidder ude i kommunalbestyrelserne.

Værsgo.

Det var et skridt nærmere, og det var ret interessant, for så siger hr. René Christensen jo, at det skal være minimumsnormeringer, som forbedrer tilstanden i daginstitutionerne rundtomkring i Danmark, og det vil jeg selvfølgelig gerne være med på. Og det, som jeg egentlig er ude efter, er bare at finde ud af, hvad det egentlig er, Dansk Folkepartis politik er. Når nu Dansk Folkeparti har sagt, at de gerne vil indføre minimumsnormeringer, hvad er det så, der skal til, for at Dansk Folkeparti er tilfreds med minimumsnormeringer? Og er der noget, jeg vil elske, så er det at være i en overbudskrig med Dansk Folkeparti om, hvordan minimumsnormeringerne skal se ud.

Ordføreren.

Jamen den har I vundet på forhånd, for I har jo fuldt ud finansieret de 3,3 mia. kr. årligt, og det har vi ikke i Dansk Folkeparti. Så den har I allerede vundet.

Jeg vil bare sige, at det ikke er nyt for os. Vi gjorde det også med værdighedsmilliarden. Vi finansierede 1 mia. kr. fuldt ud. Vi lagde den ud til kommunerne, og så sagde vi til kommunerne, at den skulle lægges oven i de budgetter, som de havde i 2016 – de skulle lægge pengene oveni, og de skulle gå til ældreområdet. Så vi har været der før. Vi sagde det bare, da vi havde finansieret det fuldt ud.

Man må ikke stille spørgsmål heroppefra, men det bliver interessant, når SF kommer herop på talerstolen og så siger, hvor de 3,3 mia. kr. kommer fra. For de ligger ikke i regeringens forslag, så de må ligge i SF's forslag.

Så er det hr. Jeppe Bruus for en kort bemærkning.

Tak for det, og tak til Dansk Folkepartis ordfører. Ordføreren sagde: Vi kan ikke kende Socialdemokratiet fra før valget nu efter valget. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at prøve at spejle lidt over på Dansk Folkeparti i forhold til det der med det offentlige forbrug. De seneste 4 år har Dansk Folkeparti jo lagt stemmer til en stigning i det offentlige forbrug på henholdsvis 0,2 pct., 0,7 pct., 0,7 pct. og 0,8 pct. Vi har så lagt et forslag frem om 1,3 pct. Dansk Folkepartis ordfører har så sagt: Jamen så der er ting, man bruger, herunder børneydelsen.

Så nu spørger jeg bare Dansk Folkepartis ordfører: Kan ordføreren ikke bekræfte, at børneydelsen ikke tæller med i de 1,3 pct., da der er tale om en overførsel og ikke offentligt forbrug?

Ordføreren.

Det kan jeg, men jeg kan så også sige, at der kommer knap en halv milliard kroner til kvoteflygtninge – og så har man jo ikke regnet ind her, hvad de her yderligere ydelser giver af tilstrømning. Det var jo sådan, at under den tidligere regering og med Dansk Folkepartis stemmer fik vi lavet et utal af stramninger i udlændingelovgivningen, og det gjorde jo bl.a., at det blev mindre attraktivt at komme til Danmark. Vi frygter nu, at man sådan stille og roligt kommer med de her lempelser, og det gør jo, at det bliver mere attraktivt at komme til Danmark. Så stiger udgifterne altså markant, og det gør de også ude i kommunerne. Det er jo kun de første 3 år, de er fuldt finansieret; derefter er det en kommunal udgift.

Hr. Jeppe Bruus.

Tak for den bekræftelse. Det var i hvert fald en del af det, der var svaret tidligere på det samme spørgsmål. Og så lad mig bare stille spørgsmålet en gang til – uden om den diskussion: Er Dansk Folkeparti et andet sted i dag, end Dansk Folkeparti har været de seneste 4 år, forstået på den måde, at Dansk Folkeparti nu anerkender og støtter et forslag, der faktisk har et højere offentligt forbrug, altså en stigning på 1,3 pct., modsat det, Dansk Folkeparti lagde stemmer til før valget, nemlig en markant lavere stigning i det offentlige forbrug?

Jeg vil gerne sige, at Dansk Folkeparti ikke ønsker, at vi bare bruger flere penge. Vi synes ikke, det er interessant bare at kaste en milliard kroner ud ad vinduet – det kunne vi sådan set bare gøre – og så sige, at det offentlige forbrug er steget markant. Vi ønsker at bruge det på det, vi synes er vigtigt, og vi synes bl.a., at sådan noget som ældrepleje er vigtigt. Der er behov for mere, for vi får flere plejekrævende ældre. Vi synes, folkeskolen er vigtig. Vi har faktisk en af verdens bedste folkeskoler – også en af de dyreste – og alligevel er det lige omkring 20 pct. af eleverne, som ikke får 2 i dansk og matematik hvert år. Det skal vi da gøre bedre. Derfor skal vi bruge pengene de rigtige steder, vi skal ikke bare bruge dem for at bruge dem.

Tak. Den næste for en kort bemærkning er hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Jeg tror lige allerførst, jeg vil bede ordføreren bekræfte – nu nævnte han tidligere i et svar til min kollega hr. Rune Lund skatteaftalen fra 2012 – at den skatteaftale var Enhedslisten ikke en del af, og så vidt jeg husker, var vi sådan set en del mere pikerede over den aftale, end Dansk Folkeparti var. Men det må ordføreren gerne lige bekræfte.

Derudover har ordføreren jo sådan valset lidt rundt omkring det her med Dansk Folkeparti og finansieringen af velfærd. Der vil jeg gerne lige inklinere, bede ordføreren tage en tur mere i den dans. Det er sådan, at der blev lavet nogle økonomiaftaler med kommunerne og regionerne tilbage i september måned. Hvis vi tager regionsaftalen, var det jo ikke nogen prangende aftale, men regionerne fik trods alt dækket deres udgifter til det demografiske træk og de stigende udgifter til medicin, og der blev afsat 1½ mia. kr. i aftalen i år, hvor der i aftalen sidste år, som Dansk Folkeparti også var en del af, blev afsat 1 mia. kr. Alligevel udtalte ordføreren dengang, at der var mange, der ville blive skuffede over den aftale.

Så vil jeg bare høre ordføreren, om ordføreren tror, at der er flere patienter, pårørende og ansatte, der er blevet skuffede over de 1½ mia. kr., end der var patienter, pårørende og ansatte, der blev skuffet over den ene milliard kroner, som Dansk Folkeparti var med til at afsætte.

Ordføreren.

Der var to spørgsmål. For det første kan jeg bekræfte, at Enhedslisten ikke var en del af skatteaftalen fra 2012. Jeg husker det tydeligt, og det var lige her ude foran døren, at der blev sagt, at der bliver pisset på vælgerne – hvis man må sige det fra talerstolen, undskyld, men det blev i hvert fald sagt på tv. Jeg kan også bekræfte, at Dansk Folkeparti ikke var en del af det, og vi har heller ikke stemt ja til det efterfølgende i forhold til en implementering af den aftale. Så er det på plads.

I forhold til det andet skal man bare huske, at selv om den aftale, man har lavet med både regioner og kommuner, er god – og det anerkender vi også – opretholder den jo bare status quo, som hr. Rune Lund tidligere var inde på i et svar. Man får altså ikke en bedre demenshandlingsplan ud af, at der er lavet en aftale med kommunerne, man får ikke mere igennem ude på sygehusene, men man kan få det igennem, som man også fik igennem i går. Så det er en udmærket aftale, men det er ikke sådan en aftale, hvor man oplever, at man nu får et helt andet sundhedsvæsen eller nogle helt andre kommuner, fordi man har lavet den aftale, man har lavet.

Hr. Peder Hvelplund.

Så må jeg konstatere, at jeg er mindre optimistisk end ordføreren, for jeg synes ikke, at det er nogen god aftale. Jeg synes, det er en acceptabel aftale, hvor regionerne præcis får dækket de ekstra udgifter, de har. Men kan ordføreren ikke bekræfte, at der trods alt med den aftale, der er lavet i år, er afsat væsentlig flere penge til sundhedsvæsenet – altså til de ansatte, til personalet, til patienterne – ikke i forhold til at niveauet bliver løftet, men i forhold til at vi trods alt holder status quo; i modsætning til de aftaler, der er blevet indgået de foregående år, f.eks. sidste år, hvor der kun blev afsat 1 mia. kr., og hvor der trods alt i år er blevet afsat 1½ mia. kr., selv om det på ingen måde er prangende?

Ordføreren.

Det er jo egentlig meget sjovt, vi skal diskutere det her nu, for man kan sige, at det jo ikke er en forhandling, hverken Enhedslisten eller nogen andre partier har været en del af. Det er altid den til enhver tid siddende finansminister og KL, der har den her diskussion. Og det er jo sådan, at når de har indgået aftalen, så stemmer flertallet for det her i Folketingssalen. Sådan er det. Det er jo ikke en aftale, man har været en del af som sådan; det er det aftalesystem, vi har, hvor KL aftaler med den siddende regering. Så det er ikke et rum, vi har været inde i.

Ja, vi glæder os da over, at der er blevet målrettet penge bl.a. til, at man kan få en bedre folkeskole, der er målrettet penge til, at man kan få en bedre ældrepleje, og der er målrettet penge til, at man kan få et bedre sundhedsvæsen. Det er vi godt tilfredse med.

Tak. Den næste med en kort bemærkning er hr. Nils Sjøberg fra De Radikale.

Tak. Ordføreren gør opmærksom på, at man ikke bare fra Dansk Folkepartis side ønsker at smide 1 mia. kr. ud af vinduet. Hvis man ser på, hvad Detektor har beregnet grænsekontrollen til at koste, så er det et pænt stykke over 1 mia. kr. Jeg vil gerne høre ordføreren, hvordan han vil begrunde, at det er en god idé at bruge penge på grænsekontrol.

Ordføreren.

Grænsekontrollen er en af de største sejre, vi har fået i Dansk Folkeparti. Vi er en nationalstat, og vi skal selvfølgelig bevogte vores grænse. Det er vigtigt for os. Vi kunne også have haft en debat herinde om, at vi alle sammen stod og var forargede over, at der bliver solgt hash ude foran skolerne. Allerede i 7. klasse kan de købe hash ude foran lågen. Hvor er det ganske forfærdeligt! Men hvorfor i alverden står vi så ikke nede ved grænsen og stopper dem og får det pillet ud af bilerne? Hvorfor i alverden gør vi det ikke sværere for østeuropæiske bander, som tager til Danmark og laver kriminalitet? Derfor har vi også fået sat penge af til at lave udrejsekontrol. Der er ingen tvivl om, at de her penge er givet rigtig, rigtig godt ud. Og der må man bare sige, at tryghed er grænsekontrol, og vi er rigtig glade for, at vi har den, og vi håber også, at den bliver ved med at være der.

Hr. Nils Sjøberg.

Tak. Vi er enige om, at tryghed betyder meget. Men hvis vi gør opmærksom på, at det rent faktisk kun er fire ud af 15 grænsekontroller, der er bemandet døgnet rundt, og vi samtidig er opmærksomme på, at der som sagt indtil nu er brugt over 1 mia. kr. på grænsekontrol alene de fire steder, at der bruges 1,4 mio. timer ved grænsekontrollen, og at en stor del af dem bruges af de politibetjente, vi har brug for alle andre steder, at antallet af indbrud stiger i Danmark, at antallet af voldssager stiger i Danmark, at den grove kriminalitet stiger i Danmark, og at man ikke har stoppet en eneste asylansøger eller person, som har prøvet på at begå terror, hvordan kan ordføreren så velmenende – jeg går ud fra, at det er velmenende – sige, at det er en god idé at bruge grænsekontrol? Jeg mener bestemt, at det er en dårlig idé.

Ordføreren.

Det har jo virket fantastisk. Når vi ikke har taget nogen, som har haft mennesker i bagagerummet, så er det jo, fordi det har virket. Det har haft den effekt, at de har valgt Danmark fra. Det har vi jo også kunnet se på indrejsetallene. Der har ikke været ret mange, der har søgt asyl i Danmark, bl.a. fordi vi har haft grænsekontrol.

Jeg må også sige, at det simpelt hen ikke er korrekt, når man siger, at det danske politikorps står ved grænsen. Det er et meget begrænset antal betjente, der står på grænsen. Det er jo sådan, at det er hjemmeværnet, der varetager det nu, og fremadrettet bliver det politikadetter, som kommer til at stå ved grænsen. Så det er meget begrænset, hvad der går af politiressourcer til vores grænsekontrol i dag.

Tak. Den næste for en kort bemærkning er fru Tanja Larsson.

Tak. Dansk Folkepartis formand har tidligere nævnt, at Dansk Folkeparti vil målrette eventuelle skattelettelser mod bunden af vores samfund. AE har påvist, at skattefritagelsen af arbejdsgiverbetalt telefoni fordeles temmelig uens i vores samfund. 84 pct. af dem, der har de højeste indtægter, har fri telefoni, og af lønmodtagere med en løn på under 300.000 kr. har kun 5 pct. fri telefoni. Sagt med lidt andre ord eller rent geografisk: I Hørsholm har 40 pct. af lønmodtagerne fri telefoni, og på Lolland er det 8 pct. Det er dermed en skattelettelse, der gavner mere i toppen, end den gavner i bunden. Er Dansk Folkeparti i det lys med på at annullere skattefritagelsen og i stedet investere i velfærd?

Ordføreren.

Man kunne også vende den om og spørge: Hvorfor i alverden vil ordføreren fastholde, at der kun er 5 pct. af dem, der er i beskæftigelse, som er lavtlønnet, som ikke har muligheden for at få det her gode? Hvorfor i alverden skal det kun være de højtlønnede, der har mulighed for at få en telefon som en del af deres arbejde? Hvis der nu ikke er skat på – helt ærligt – vil det her blive en ganske almindelig del, som man vil få. Så vil det også være sådan, at tømrersvenden, som nu i dag bruger sin egen telefon til at ringe frem og tilbage, nok vil få stillet en telefon til rådighed. Det hænger jo ikke sammen i dag med den beskatning, der er på telefoner. Den er også alt for dyr i forhold til, hvad en telefon koster.

Hvis man fjernede det her, ville det da blive et ganske almindeligt gode, som der var, når man var i beskæftigelse, fordi man jo i dag står til rådighed. Selv om man har en arbejdstid på 37 timer om ugen, er der jo rigtig mange, som føler sig forpligtet af og også gerne vil stå til rådighed for deres arbejdsgiver, og at man kan komme i kontakt med dem, og det er da helt fair, at det foregår via en firmatelefon. Men det er så det, man vil stoppe, så det kun skal være de 85 pct. rigeste, som har mulighed for at få det som en del af deres job, og dem med de laveste indkomster skal ikke have mulighed for det.

Fru Tanja Larsson.

Tak. Det var mig lidt uklart, vil jeg sige til ordføreren: Vil Dansk Folkeparti stå inde for at være med til at annullere skattefritagelsen, ja eller nej?

Ordføreren.

Jamen hvad er konsekvensen af det? Ordføreren vil jo have, at det skal være sådan, at man skal betale skat af fri telefon. Så er det sådan, at det for nogle ikke betyder så meget, og det er jo rigtigt, som der bliver sagt, at det er dem, der har de højeste stillinger og de største indkomster. Beløbet er jo fast, og for dem betyder det ikke så meget at blive beskattet.

For dem, der har de små indkomster, er det alt for dyrt at få udleveret en mobiltelefon fra deres arbejdsgiver, fordi beskatningen er alt for høj. Derfor vil man så fra ordførerens side fastholde, at dem, der har de højeste lønninger, skal have fri telefon, og dem, der har de laveste, ikke må få fri telefon. Det synes vi skal laves om, og derfor skal der ikke være beskatning på telefoner.

Så er det hr. Kasper Sand Kjær for en kort bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne vende tilbage til spørgsmålet om det offentlige forbrug og ordførerens syn på regeringens finanslovsforslag. Når man ligesom gør brættet op, kan det godt være, at man ikke er enig i alt, der er foreslået, som stigninger i det offentlige forbrug, der tilsammen bliver til 1,3 pct., men når man nu sammenligner med de sidste 4 års finanslove, der har haft et væsentlig lavere offentligt forbrug og dermed langt mindre investeringer i velfærd, altså når man sådan balancerer det hele op imod hinanden, foretrækker ordfører så den økonomiske politik, der er blevet ført de sidste 4 år med besparelser i velfærden, eller den økonomiske politik, som den nye regering lægger op til, hvor der kan investeres i velfærden? Tak.

Ordføreren.

Jeg vil til enhver tid foretrække et blåt flertal, hvor Dansk Folkeparti er en del af det. Det vil jeg til enhver tid foretrække. Så vil jeg også gerne igen sige, at man skal passe på med at komme ind i sådan en folketingsrytme med, at man kigger på procenttal og siger, at bare vi bruger nogle penge, er vi alle sammen glade. Sådan er det ikke i virkeligheden. Bare når det drejer sig om de her udlændingelempelser, der er kommet, så tror jeg ikke, der sidder nogen herinde i salen nu, som har nogen anelse om, hvad det kan komme til at koste i fremtiden. Hvis vi bliver et mere interessant land at komme til som flygtning/indvandrer, kan udgifterne jo stige markant. Så kan man jo glæde sig og sige: Åh, nu er det offentlige forbrug ikke på 1,3 pct., nu er det på 1,4 pct. Men hvis det er, fordi man bruger pengene på noget, som vi ikke mener at man skal bruge dem på, så er vi sådan set ikke glade for, at det offentlige forbrug er steget. Så det er indholdet, der er interessant. Det er ikke interessant bare at bruge pengene.

Hr. Kasper Sand Kjær.

Men vil ordføreren så ikke på indholdssiden erkende, at velfærden nok får et større løft med den finanslov, som regeringen har fremlagt her, end velfærden har fået de sidste 4 år med Dansk Folkepartis stemmer?

Ordføreren.

Jeg kan sige, at KL har været dygtige til at klemme regeringen. Men når det drejer sig om finanslovsforslaget, som Socialdemokratiet har fremsat, vil jeg bare sige, at jeg nærmest synes, det er pinligt. De ældre er ikke nævnt med et ord, der er ikke én krone til de ældre, der er ikke én krone til folkeskolen. Altså, det er det forslag, der er lagt frem af Socialdemokratiet. Når det gælder den aftale, man har lavet, hvor KL sad og maste på, lavede man en fin og okay aftale i forhold til kommunernes økonomi. Men finanslovsforslaget, som vi diskuterer her, er bestemt ikke i orden i forhold til de punkter, som ordføreren gerne vil tale om.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. René Christensen. Og den næste ordfører er fru Sofie Carsten Nielsen. Værsgo.

Tak for det. Jeg har ligesom mange andre lige holdt efterårsferie med mine to sønner. Vi var os tre alene i London på sådan en Harry Potter-tur. Det kan varmt anbefales, det var fantastisk. Men vi delte også værelse. Det gør jeg jo ikke hver dag med mine børn, så jeg så dem falde i søvn hver aften på den her tur. Og det er – ved I, der har børn – en helt særlig ting at se sine børn falde i søvn. Man kigger på dem, man håber, at man kan give dem al den kærlighed og al den tryghed, de har behov for; at de må få det godt, og at der vil være masser af muligheder for dem.

Og jeg ønsker sådan, at når alle forældre i Danmark lægger deres børn til at sove, kan de gøre det med en grundlæggende vished om, at vi, der er valgt hertil, til Folketinget, hele tiden arbejder for, at der bliver gjort noget ved de virkelige udfordringer. Og dem ser vi da forskelligt på, og vi har også forskellige løsninger, men alle de forældre skal mærke, at vi er der for dem, så deres børn får reelt flere muligheder, uanset hvilken baggrund de har. Det er mit håb, og det er også mit mål med at være i politik. Og jeg tror sådan set, det er rigtig, rigtig mange borgeres håb.

Folketingsvalget tændte altså det håb, et håb om at få Danmark i en ny retning, et håb om, at politik atter kan gøre en forskel, og et håb om, at vi i Folketinget – os, der er her – kan levere den forandring, den tryghed, de muligheder, som så mange tørster efter; et andet fokus for politik, hvor alt ikke handler om at underminere vores grundlæggende rettigheder, hvor vi ikke lader os splitte som folk, og hvor vi ikke i symbolpolitikkens navn gør små problemer store og til gengæld lader de store problemer stå uløste.

Og i den første måling efter valget så vi jo, at danskernes tillid til politikerne steg – ikke så meget, bestemt ikke nok til at råde bod på årtiers fald i den her tillid. Men det viser, at der er et håb om, at politik kan handle om virkelig at tage livtag med de store problemer og give reelt flere muligheder til alle. Og det er det, som den her finanslov også handler om for os, nemlig at gå fra håb til handling, så vi viser alle borgere, at vi tager deres forventninger til os meget alvorligt. Og hvis danskernes håb skal blive til reel tillid, kræver det, at de oplever forandringer, der kan mærkes og måles – ikke om lang tid, men nu. Og derfor har vi sat klare mål for håndgribelige, mærkbare forandringer, som skal gøres til virkelighed i den her regeringsperiode: Mindre CO2-udledning, mere natur, renere luft, mere genbrug, øget trivsel blandt børn og unge, færre i fattigdom, øget ligestilling, flere i job, flere succesfulde iværksættere, mere lige muligheder på tværs af landet, flere minoriteter, som føler sig som en del af fællesskabet. Og de mål og en række andre helt konkrete mål har vi sat, og vi vil ikke vente med at forfølge dem. Vi vil i gang med det samme.

Bliver det svært at nå? Altså, ambitionsniveauet hos Socialdemokraterne i deres finanslovsudspil er til at overse, men så må vi andre jo være så meget desto mere ambitiøse, for borgerne kan ikke spises af med taktik og polemik. Og derfor glæder vi os til at komme videre med finanslovsforhandlingerne, for danskerne skal ikke opleve, at vi bruger den første halvdel af den her regeringsperiode på først at tage os mod til at levere den forandring. Det går ikke. Klimaet kræver handling nu, uddannelserne er blevet udsultet længe nok, og forældrene, der er gået på gaden for flere pædagoger, skal vide, at vi har hørt dem. Integrationen skal i fokus igen, kulturen skal have en håndsrækning, og finansloven er et redskab til at gøre håb til handling. Og derfor skal forandringen sættes i gang med den her finanslov.

Vi er også forpligtet til at sikre en ansvarlig økonomi, og selv om det jo lige nu går godt i dansk økonomi, er der mange ting rundt om os, som skaber usikkerhed. Og det bliver – det ved vi fra tidligere – vores børn, og det bliver de udsatte, der betaler prisen, hvis ikke vi er rustet til at klare en nedgang i verdensøkonomien, eller hvis vi presser økonomien til det yderste.

Derfor er det altså også en bunden opgave for os at føre en ansvarlig økonomisk politik, hvor vi også tager hånd om, at vores virksomheder kan få de kvalificerede medarbejdere, de har brug for, og at betingelserne for at drive virksomhed er gode. Og det er jo forudsætningen for, at virksomhederne kan blomstre og de kan være aktive medspillere i Danmarks videre udvikling i den grønne omstilling. Med vores finanslovsforslag viser vi, at håndgribelige og mærkbare forandringer kan skabes allerede nu; vi behøver ikke at vente.

Det er klart, at vores tids største udfordring er klimaforandringerne: poler, der smelter; temperaturer, der slår rekorder. Og det er derfor, at vi siger nu, når vi siger grøn. Finansloven skal bruges til at gøre bil og fly grønnere nu. Og luften skal være renere nu. Derfor har vi et skib ladet med grønne forslag. Vi vil investere 3,5 mia. kr. i grønne initiativer, bl.a. i udtagning af sårbar landbrugsjord, fremtidssikring af elbiler, grønne firmabiler, penge til skov, vilde naturreservater. De grønne forslag i vores finanslov skal kunne måles på CO2-reduktionen. Der leveres 4,5 mio. t i 2030 med det her finanslovsforslag, hvilket altså bringer Danmark fremad mod målet om 70 pct.s CO2-reduktion – 7 pct. af de 19 pct., vi mangler. Vi kan, hvis vi vil. Og vi skal nå det mål, der er ikke noget alternativ.

Der er lige nu en historisk opbakning til den grønne omstilling. Det er drevet af særlig de unge; med livsbekræftende energi insisterer de på grøn omstilling. Det skal vi fastholde ved at handle på det håb om renere luft, vand og mad, mere natur og bedre liv for mennesker. Det er også nye muligheder for dansk erhvervsliv. Den grønne omstilling er også chancen for et friere og et stærkere Danmark. Vi er allerede ombejlet ved at have sat så ambitiøst et mål, som både erhvervsliv og pensionskasser bakker op om. Det er fremragende, det skal til, og vi kan gøre det sammen – endda sammen her i Folketinget.

Men det skal også være børnenes og de unges tur med den her finanslov. Væk med den tossede symbolpolitik og ind med fokus på det vigtigste: næste generation. Politik er prioritering, og vi er på børnenes side, fordi vi alt for længe har savet i den gren, som vores fremtid hviler på – med udsultede uddannelser, med mindre forskning, med pressede pædagoger og lærere og stressede og oversete børn og unge. Og det skal vi rette op på nu – med en saltvandsindsprøjtning på 1 mia. kr. til folkeskolen, 500 mio. kr. til minimumsnormeringer næste år og 1 mia. kr. året efter og ikke bare et stop for omprioriteringsbidraget på ungdomsuddannelserne; vi vil geninvestere 230 mio. kr. i sektoren i år, så vi kan hjælpe der, hvor de har det rigtig svært. For vores børn og unge fortjener nærvær, flere og bedre uddannede pædagoger, mere tid til lærerne, ungdomsuddannelser i hele landet.

Så har vi prioriteret forskningen med en ny milliard, for det er ikke nok bare at grønvaske midler, som i forvejen er afsat; der skal flere penge til. Det kræver prioritering at handle. Vi prioriterer langt højere ambitioner for den grønne omstilling og for vores børn og unge, for et rigt kulturliv og for muligheder i hele Danmark. Det kræver penge, men det kræver også mennesker, og vi kommer jo ikke langt med penge, hvis det, der i virkeligheden mangler, er ledige hænder.

Derfor er det så afgørende, at vores økonomiske politik bidrager til, at der kommer flere ud på arbejdsmarkedet, og at danske virksomheder får bedre muligheder for at rekruttere internationalt, når de har brug for det. Med vores finanslovsforslag øger vi arbejdsudbuddet med omkring 2.000 personer. Det gør vi jo bl.a. ved at droppe seniorjobordningen, som trækker seniorer ud af det almindelige arbejdsmarked; ved at give folkepensionister fuld modregning, så de kan arbejde så meget og så længe, de vil, uden at blive trukket i folkepension; ved at fordoble jobfradraget og øge beskæftigelsesfradraget, så vi letter skatten på arbejde, særlig i bunden; og ved at fremme iværksætteri og give virksomhederne et større forskningsfradrag, så vi får mange flere nye ideer og løsninger.

For vi har travlt. Vi vil ikke blot forvalte magten. Det spirende håb, der er skabt derude med valget, er skrøbeligt, og hvis vi svigter det en gang til, så skal vi ikke se langt ud over Danmarks grænser for at se, hvad konsekvensen kan blive. Grøn betyder nu, det er vores børn og unges tur, integrationen skal fremad, kulturen skal have en hånd, ligestillingskampen er slet ikke overstået – så lad os vise, at vi kan omsætte håb til handling her, så forældre kan lægge deres børn til at sove med en vished om, at der bliver handlet.

Tak. Og vi går nu i gang med de korte bemærkninger, og den første er fra hr. Troels Lund Poulsen.

Tak for det, og tak til fru Sofie Carsten Nielsen for talen. Jeg tror, at den radikale partiformand, Morten Østergaard, har udtalt, at den her finanslov skal være den grønneste i danmarkshistorien, og derfor tænker jeg, om Sofie Carsten Nielsen kunne give sine bemærkninger til, om det så også efter Det Radikale Venstres mening er udtryk for den grønneste finanslovsforslag.

Ordføreren.

Ja, De Radikales finanslovsforslag er det grønneste finanslovsforslag i danmarkshistorien. Det tror jeg at jeg kan skrive under på. 7 procentpoint. Det socialdemokratiske finanslovsforslag derimod er ikke nået så langt på den reduktion, så det har vi tænkt os i den grad at hjælpe dem med.

Hr. Troels Lund Poulsen.

Tak for det. Et andet tema, som jo også Det Radikale Venstre har interesseret sig for, er hele spørgsmålet om generationsskiftebeskatning og hele den diskussion, der har været, og jeg ved også, at fru Sofie Carsten Nielsen deltog i en debat her for nylig hos Dansk Industri, tror jeg, det var. Hvad er De Radikales synspunkt i forhold til det finanslovsforslag, der nu er lagt på bordet, og deler fru Sofie Carsten Nielsen nogle af de bekymringer, som en lang række virksomheder og organisationer giver udtryk for?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Ja, vi deler faktisk bekymringerne, og vi må nok erkende, at fejlen skete tilbage i 2015, da vi selv sad i regering. Det handler for os i langt højere grad end procentsatsen om, hvordan man fastsætter en virksomheds værdi. Det skal være gennemskueligt, der skal være klarhed over det, og virksomhederne skal kunne regne med det. Derfor er vi nødt til at finde en ordentlig model, og jeg håber virkelig, at Venstre vil være med til det, for så vil vi også kunne skabe kontinuitet og noget, virksomhederne vil kunne regne med det.

Tak. Den næste for en kort bemærkning er hr. René Christensen.

Det er altid interessant, når det er De Radikale, der er på talerstolen. Når man har en socialdemokratisk ledet regering, plejer De Radikale jo at kunne styre tingene med forholdsvis hård hånd. Mit første spørgsmål handler om koblingsprocenten på privat- og friskoler og De Radikales holdning til det, for i finanslovsforslaget ligger der den her markante beskæring på 5 pct. Har De Radikale det med som et krav, at det skal der ikke være? For konsekvensen vil selvfølgelig være, at en del af de her privat- og friskoler, som ligger i landdistrikterne, vil få nogle økonomiske udfordringer. Så mit spørgsmål er: Hvordan forholder De Radikale sig til det?

Ordføreren.

Det bliver ikke med radikale stemmer, at der bliver stemt for at sænke koblingsprocenten for friskolerne i Danmark. Vi går meget ind for den skolemodel, vi har. Vi vil gerne være med til at se på, om og hvordan friskolerne kan tage et større socialt ansvar de steder, hvor det ikke sker, men vi har overhovedet ingen planer om at lægge stemmer til at sænke koblingsprocenten.

Hr. René Christensen.

Tak for det. Det var glædeligt. Så til noget, der måske er knap så glædeligt, i hvert fald set fra Dansk Folkepartis side: Det er jo sådan, at der bliver holdt svømmekonkurrencer og andet nede omkring øen Lindholm, og det er også sådan, at regeringen har besluttet, at der ikke skal være et udrejsecenter dér. Så vil jeg gerne spørge De Radikale: Hvor skal det udrejsecenter så være henne? Vi står jo stadig væk med den udfordring, at de her omkring 75 personer på tålt ophold skal være et eller andet sted. I dag render de jo frit rundt i Danmark, og det går jeg heller ikke ud fra at De Radikale ønsker.

Ordføreren.

Det er et godt spørgsmål. Tak for det. Vi er utrolig glade for, at den ekstremt dyre løsning, som Lindholm er, er blevet aflyst. Vi har selv fremlagt et forslag om, at den gruppe, som ordføreren taler om, f.eks. kunne være på Sjælsmark, når nu børnene og familierne kommer ud derfra, men det er jo regeringen, der skal komme med en model for det.

Tak for det. Den næste for en kort bemærkning er fru Signe Munk.

Tak for en god ordførertale, og tak for et godt og insisterende blik for den grønne omstilling. I SF er vi jo lige så optaget som De Radikale af, at vi skal have klimahandling nu. Vi er også optaget af, at det sker med en social balance i behold. Og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens bevæggrunde for at have fjernet den grønne check i det finanslovsudspil, jeg i hvert fald er bekendt med, fra De Radikale.

Ordføreren.

Det er korrekt. Vi foreslår at fjerne den grønne check og så kompensere alle dem, som er pensionister eller på førtidspension, fuldt ud. Vi foreslår at fjerne den grønne check, fordi den blev indført for at kompensere for nogle elafgifter, som jo siden er blevet sænket. Derudover foreslår vi at sænke elafgiften yderligere i vores finanslovsforslag, sådan at det faktisk bliver billigere for en almindelig LO-familie.

Fru Signe Munk.

Ifølge tallene fra AE vil det være en betydelig omkostning for 50 pct. af dem med de laveste indkomster i Danmark. Er De Radikale ikke bekymret for, at man, når man laver sådan et tiltag, kan ende med at give regningen for den her grønne omstilling til dem, der har mindst i samfundet, i stedet for at give den til dem, vi jo faktisk ved har det største CO2-aftryk, altså dem med de største indkomster i Danmark?

Ordføreren.

Jamen vi har også masser af CO2-nedbringende forslag, som virksomheder skal bære ansvaret for, og alle mulige andre, også for dem med de højeste indkomster. Så de forslag er her skam også. Når vi foreslår at afskaffe den grønne check her – og i øvrigt jo kompenserer nogle af dem med de laveste indtægter, pensionister og førtidspensionister, fuldt ud – så er det, fordi vi vil have færre af den slags forskellige ordninger. Vores bud er at sænke elafgiften endnu mere, så det reelt bliver billigere – også for en almindelig LO-familie.

Tak. Den næste for en kort bemærkning er fru Mai Villadsen.

Tak for det. Jeg vil også kvittere for en rigtig fin tale og et finanslovsudspil med rigtig store grønne ambitioner. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til naturen, for det er jo ikke kun klimaet, der er i krise, det er også vores natur. Og jeg kan jo se, at De Radikale også skriver noget om naturen i deres finanslovsudspil. Jeg er glad for, at man prioriterer at lave en naturnationalpark, den i Gribskov, som man foreslår. Det var et forslag, som Enhedslisten fremsatte i 2015, som der ikke var opbakning til, så det støtter vi fuldt op om.

Men mener Radikale virkelig – med tanke på ordene: at det jo haster – at det er nok med en naturnationalpark om året? Skal vi ikke gå meget hurtigere frem, for naturen er jo også i krise?

Ordføreren.

Jamen vi er glade for også at kunne overtage god politik, når den er udviklet. Al ære skal lyde herfra til dem, som får gode ideer, også om naturparker. Jo, vi arbejder også gerne endnu hurtigere. Det er så vores bud på, hvordan man kunne indfase en sådan plan med at få ti nationalparker i løbet af 10 år – det er alligevel hurtigt. Men alle gode forslag i den retning er velkomne. Vi vil gerne arbejde sammen med Enhedslisten om at få Socialdemokratiet til at lytte lidt mere til det, end der lige var plads til i deres eget finanslovsudspil.

Fru Mai Villadsen.

Tak. Vi foreslår jo 15 naturnationalparker på 4 år, så vi har meget travlt lige på den front. Men noget andet, jeg også gerne spørge til i den her kategori, handler om havet, for det står ikke nævnt i finanslovsudspillet. Det er jo også en del af naturen, men noget af det, som vi sjældent ser eller bider så meget mærke i. Men havet og havnaturen er også i krise. Er det noget, som De Radikale ønsker at prioritere, også ved finanslovsforhandlingerne?

Ordføreren.

Vi lytter også gerne der til gode forslag på natur- og havmiljøområdet. Det ved jeg at både vores naturordfører og klimaordfører er meget optaget af – så ja, gerne.

Så er det hr. Rasmus Jarlov for en kort bemærkning.

Tak for en fin tale. Jeg har med stor interesse læst De Radikales finanslovsudspil, og jeg vil godt spørge lidt til de skattestigninger, som Radikale foreslår. Der er nogle af dem, der isoleret set giver meget god mening – nogle grønne afgifter, som vi måske også godt kunne støtte – men det, der bekymrer mig lidt, er, at summen af alle de skatte- og afgiftsstigninger, som er med i Radikales forslag, får jeg til at være ca. 3,8 mia. kr. Så er der nogle skattelettelser, bl.a. et beskæftigelsesfradrag på ca. 2,5 mia. kr.

Men bundlinjen er altså, at De Radikale går ud og foreslår, at skatterne skal stige i Danmark. Man foreslår flere skattestigninger, end man foreslår skattelettelser. Og så er mit spørgsmål: Hvornår er Radikale blevet et parti, som kæmper for, at skatten skal være højere i Danmark, altså højere end det, Socialdemokratiet har spillet ud med?

Vi anser jo normalt Radikale for at være dem, der skal sikre, at der føres en ansvarlig politik i rød blok, og at der bliver holdt lidt igen med pengene.

Ordføreren.

Jeg er glad for, at hr. Rasmus Jarlov også har bemærket, at vi letter skatten på arbejde. For os i Radikale Venstre er det fuldstændig afgørende, at vi forsøger at få skatten ned på det, vi gerne vil have mere af; til gengæld er vi ikke tilbageholdende med at sætte skatten op på det, vi gerne vil have mindre af. Og vi vil gerne have mindre CO2-udledning og mindre forurening, og derfor betragter vi faktisk grønne afgifter i et måske lidt bredere perspektiv; men jeg er glad for at høre hr. Rasmus Jarlovs mulige opbakning til nogle af de grønne afgifter som en reel grøn omstilling i sig selv. Vi er nødt til at få gennemført den forandring, og alle de grønne afgifter, vi har foreslået her, er med til at nedbringe CO2 fra næste år.

Hr. Rasmus Jarlov.

Tak, men det var overhovedet ikke svar på mit spørgsmål, for jeg spørger, hvornår Radikale er blevet et parti, som arbejder for, at skatterne skal stige, når man foreslår flere skatte- og afgiftsstigninger, end man foreslår lettelser. Vi har ikke længere noget bolværk i rød blok mod en uansvarlig økonomisk politik, hvis Radikale også er et parti, der arbejder for at trække Socialdemokratiet til venstre og for, at der skal være flere skatter, end Socialdemokratiet selv foreslår. Hvor er så ansvarligheden henne i rød blok? Der er rigtig mange, der har stemt på Radikale, fordi de troede, at Radikale ville være med til at sikre, at der blev holdt igen med pengene.

Ordføreren.

De kan være helt rolige, fordi vi fører en økonomisk ansvarlig politik, og det kommer vi altid til at være garanten for. Men jeg tror simpelt hen, at hr. Rasmus Jarlov og jeg ser forskelligt på det. Vi vil gerne lette skatten på arbejde, og det gør vi, og vores finanslovsforslag viser, at man både kan have tårnhøje grønne ambitioner og ambitioner for uddannelse og børn og lette skatten på arbejde samtidig, fordi det er vigtigere der, hvor folk yder en indsats, men der, hvor der skal omstilles og ændres adfærd, er det jo penge, der nu er her, men forhåbentlig ikke er der på sigt, fordi vi skal ændre adfærd.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak for det. Radikale Venstre ønsker at afskaffe boligjobordningen og bruge pengene på mere offentligt forbrug. Den radikale skatteordfører, fru Kathrine Olldag, kaldte det en dag et velhaverfradrag, som man nu vil fjerne, og der bliver jeg altså lige nødt til her at give ordføreren et opkald ude fra virkeligheden. For en af de ting, som Radikale ude i kommunerne f.eks. har været med til at beslutte, er det, der hedder kloakseparering, altså, at man pålægger boligejere at kloakseparere på deres grund. Det er dyrt, det er frygtelig dyrt, det kan let koste 50.000 kr. for den enkelte boligejer. Det er noget, der især rammer børnefamilier, som lige er flyttet ud i deres hus. Da jeg sad i Aarhus Byråd, fik jeg personligt mails fra familier, som havde problemer med at skulle løfte den her regning, og der var boligjobordningen en af de redningskranse, som de havde, for at kunne få råd til at betale den her regning. Jeg ved godt, man letter skatten på arbejde, men det er ikke tilnærmelsesvis nok til at kunne dække de her regninger. Så hvad er Radikales svar til de børnefamilier, som står med store regninger i de kommende år, som skal løftes, på det her område?

Ordføreren.

Det er interessant, at en ordfører herfra støtter et offentligt tilskud i en tid med ret velstående økonomi og mangel på arbejdskraft. Men det, vi gør, gør vi med helt, helt åbne øjne: Vi vil gerne afskaffe det her fradrag nu; vi var selv med til at indføre det i en krisetid, fordi det er et kriseredskab. Danmark er ikke mere i krise nu. Og det her betyder jo, at vi kan skubbe til en overophedning på arbejdsmarkedet, og vi synes, at de penge kan bruges langt, langt bedre og bl.a. på at lette skatten på arbejde.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Det er jo meget fint, men det var ikke lige svaret på, hvad svaret er til de boligejere, de børnefamilier, som lige er flyttet ind i deres huse, og som nu kan forvente en regning på 50.000 kr., som den her ordning var med til at løfte en del af. Hvad er svaret til dem nu?

Ordføreren.

Jamen enhver, der køber et hus, skal selvfølgelig gøre sig klart, hvad det er for nogle udgifter, man har hertil. Vi har en lang række initiativer, der vil gøre det lettere også at være børnefamilie i Danmark, og det er klart, at så vil den her ordning jo blive afskaffet, og så får man ikke tilskud til det. Til gengæld kan man se frem til en lang række bedre vilkår for ens børn i daginstitutionerne, på skolen og ungdomsuddannelserne, når de engang måske skal videreuddannes eller på en erhvervsuddannelse i det hele taget. Det er jo en prioritering, en helt almindelig politisk prioritering.

Så er det hr. Ole Birk Olesen for en kort bemærkning.

Tak for det. Al debat bliver jo bedst, hvis man taler det samme sprog og ikke overdriver, men holder sig på et sagligt spor. Derfor ærgrer det mig, at fru Sofie Carsten Nielsen taler om fattige børn i Danmark. Det børnetilskud, som Radikale har været med til at aftale skal indføres for at kompensere familier under kontanthjælpsloftet, er jo ikke rettet mod fattige familier. Altså, en enlig forælder, som lever med et kontanthjælpsloft, og som har et barn, har penge til rådighed, nemlig 15.100 kr. om måneden efter skat. Det er jo ikke fattigdom. Så hvorfor er det, at den radikale ordfører, fru Sofie Carsten Nielsen, insisterer på at lyde som et ekko af Enhedslisten i sådan en sag, hvor hun med sin radikale baggrund godt kunne være mere saglig?

Ordføreren.

Jeg er lige ved at sige »spejl« til hr. Ole Birk Olesen. Man er nødt til også selv at være der, hvor familierne har det allersværest. Jeg synes egentlig, at den nyvalgte formand for hr. Ole Birk Olesens parti i åbningsdebatten havde nogle rigtig, rigtig fine og nuancerede refleksioner over, at det er andet end penge, der skal til, for at vi får børnefamilier med i fællesskabet. Børnefamilier har det rigtig, rigtig svært i Danmark. Det er jeg enig med hr. Ole Birk Olesens formand i.

Men jeg er ikke enig i, at vi ikke har fattigdom i Danmark. Vi har en fattigdomsgrænse. Det er ikke en, som regeringen endnu har villet være med til at definere, men den findes. Og der er børn og familier i Danmark, der har det helt usandsynligt svært, fordi der blev skåret så hårdt ned på deres ydelser, at de ikke kan være med til helt, helt basale ting.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jeg er fuldstændig enig med min leder, hr. Alex Vanopslagh, i, at det primære problem i de familier, vi taler om her, ikke er mangel på penge, men mangel på evne til at organisere familielivet på en fornuftig måde. Og så er spørgsmålet bare: Hvorfor skal vi ikke tale om det i stedet for at påstå, at de familier er fattige? Nu vil jeg stille spørgsmålet helt konkret til fru Sofie Carsten Nielsen, så hun ikke igen kan svare udenom: Er 15.100 kr. til en enlig forælder med et barn under kontanthælpsloftet fattigdom ifølge fru Sofie Carsten Nielsen? Og hvis det ikke er fattigdom, hvorfor bliver fru Sofie Carsten Nielsen så ved med at omtalte det som fattigdom?

Ordføreren.

Fordi det handler om, hvad man relativt har med at gøre, og om, hvilke udgifter der er. Det må hr. Ole Birk Olesen da være enig i. Der er børn og familier, der ikke har adgang til helt basale ting i Danmark, som ikke kan deltage i fællesskabet, og som ikke engang kan få tøj og mad. Det har vi set i en lang række undersøgelser. Det bekymrer mig. Det betyder jo ikke, at vi ikke også skal diskutere, hvad det er for nogle andre problemer, de her familier har; hvordan vi hjælper dem ind i fællesskabet, og hvad vi kan gøre for, at de i langt højere grad kan tage vare på sig selv? For det er da det, der er målet.

Tak. Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen for en kort bemærkning.

Mange tak. Også tak for en god tale herfra, og tak for et godt samarbejde. Vi har også læst Radikale Venstres finanslovsudspil. Noget af det, der bliver peget på, er bl.a., at man styrker indsatsen på det udenrigspolitiske område og fokuserer på det grønne diplomati, men også på Arktis. Det synes vi jo er rigtig interessant, for der er ingen tvivl om, at den opmærksomhed, der er kommet på Grønland bare de seneste par år, jo virkelig har tegnet et billede af, at vi er nødt til at styrke indsatsen. Så det kunne være interessant at få lidt flere ord på, hvad man helt konkret tænker det kunne være.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Som fru Aaja Chemnitz Larsen vil vide, har vi også en arktisordfører i Radikale Venstre i hr. Martin Lidegaard, og vi har netop Arktis med i vores finanslovsudspil, godt nok ikke med udgifter, der skal prioriteres eller bruges i år, men faktisk med initiativer, vi ønsker at vi beslutter i år inden for den ramme, den tillægsbevilling på 1,5 mia. kr., der er afsat i forsvarsforliget. For det er enormt vigtigt at få truffet nogle af de beslutninger nu, så man kan se, hvad vi har med at gøre.

Nogle af prioriteterne er jo bl.a. at få afsat penge til sammenhængende it. Det handler om beredskabet og den civile kommunikation, sådan set også om geopolitisk overvågning ved Arktis og så det her er forskningsskib, som DTU, Danmarks Tekniske Universitet, har, og som er afsindig vigtigt, også for Danmark. Så det er to af vores konkrete prioriteter i år, men helt generelt en opprioritering af indsatsen omkring Arktis.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Tak for svaret. Noget andet, som Radikale peger på i sit finanslovsforslag, er jo det udenrigspolitiske område. Man kan jo sige, at det er et udenrigspolitisk system, som er blevet udsultet, i hvert fald udfordret de seneste par år. Så at styrke den diplomatiske indsats, også når det gælder Arktis, ser vi i hvert fald i høj grad et behov for herfra.

Ordføreren.

Jamen tak for støtten. Det er rigtigt. Vi har også afsat 75 mio. kr. til at styrke den danske udenrigstjeneste og grønt diplomati, som jo også vil være en mulighed for at bringe forståelse og viden om Arktis – for det trænger der til – ud i verden. Det er meget, meget tiltrængt i en udenrigstjeneste, som ikke bare har været skåret til benet, men også helt ind i det. For det er i Danmarks interesse, at vi varetager, ja, vores interesser ude i verden.