Det sidste punkt på dagsordenen er:

43) Forespørgsel nr. F 9:

Forespørgsel til sundheds- og ældreministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens finanslovsprioriteringer for demensområdet og fortsættelsen af den eksisterende demenshandlingsplan?

Af Jane Heitmann (V), Karina Adsbøl (DF) og Per Larsen (KF).

(Anmeldelse 22.10.2019. Fremme 24.10.2019).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til på torsdag, den 19. december.

Til at komme op og begrunde forespørgslen skal jeg byde velkommen til fru Jane Heitmann fra Venstre.

Tak, formand. Forespørgselsdebatten om regeringens finanslovsprioriteringer på demensområdet er indkaldt af partierne Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Når vi har indkaldt til forespørgslen her, er det, fordi vi oprigtigt blev noget forundrede, da det blev klart, at regeringen kun ville videreføre 3 af demenshandlingsplanens i alt 23 initiativer. Det er en helt urimelig prioritering og negligering af et vigtigt indsatsområde, for vi er langtfra i mål med at styrke og forbedre indsatsen for vores demente og deres pårørende. Der er fortsat brug for et målrettet fokus på f.eks. medicinering, kompetencer blandt det personale, som drager omsorg for demente, aktiviteter for demente og aflastning af pårørende for nu blot at nævne et par eksempler. Nu er situationen som bekendt en anden, end da vi indkaldte til debatten, for det lykkedes for os – og det er vi glade for – at rykke regeringen, således at der nu er tilført midler og demenshandlingsplanen kan videreføres. Det manglede da bare.

Vi ser frem til en frugtbar debat, og vi ser frem til at høre den socialdemokratiske regerings svar på forespørgslen, der lyder sådan her: Hvad kan ministeren oplyse om regeringens finanslovsprioriteringer for demensområdet og fortsættelsen af den eksisterende demenshandlingsplan?

Tak til ordføreren for forespørgerne. Og den næste taler, der så skal besvare forespørgslen, er sundheds- og ældreministeren.

Tak for det, og tak til Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti for at have indkaldt til debatten her i aften. I januar 2017 offentliggjorde en enig satspuljekreds »Et trygt og værdigt liv med demens – National demenshandlingsplan 2025«. Der er tale om en flot handlingsplan med 23 konkrete initiativer, der skal sikre mennesker med demens og deres pårørende et trygt og værdigt liv med demens. Det synes jeg er en god ambition. Jeg støtter den fuldt ud, og det kan vi også høre at en enig satspuljekreds gjorde. Mennesker med demens er nogle af vores allersvageste. Dem skal vi værne om – både dem selv og deres pårørende.

En lang række af de her 23 initiativer er nu gennemført og har karakter af forskellige værktøjer, der er stillet til rådighed for bl.a. kommuner og regioner. Det gælder f.eks. Sundhedsstyrelsens tre nationale kliniske retningslinjer på demensområdet – det er det, der hedder initiativ 3. Der er udviklet håndbøger om social- og sundhedsfaglig praksis på demensområdet – det er initiativ 7. Der er værktøjskassen med patient- og pårørendekurser, som Nationalt Videnscenter for Demens har udviklet, og som nu er tilgængelige – det er initiativ nr. 11. Magtanvendelsesreglerne er blevet ændret, så de er blevet mere tidssvarende og forståelige for medarbejderne – det er initiativ nr. 9. Det vil sige, at når de værktøjer er udviklet, skal de jo ikke udvikles igen. Så er de tilgængelige og kan f.eks. bruges i dagligdagen på plejehjem og sygehuse til at sikre et trygt og værdigt liv med demens. Det er den slags initiativer.

Men så er der jo andre af de 23 initiativer i demenshandlingsplanen, som der ikke var afsat midler til fra starten, enten fordi der er fundet en varig finansiering andetsteds – det gælder f.eks. permanentgørelsen af Nationalt Videnscenter for Demens, initiativ nr. 20 – eller fordi der er tale om initiativer, hvor der ikke var afsat midler fra starten af. Det er f.eks. opfordringen til Dansk Selskab for Almen Medicin om at opdatere deres vejledning om demens i almen praksis. Så der er altså tale om en række initiativer i demenshandlingsplanen, der også uden yderligere finansiering kommer til at bidrage til, at mennesker med demens kan opleve et trygt og værdigt liv.

Samtidig er der siden aftalen om demenshandlingsplanen igangsat en række initiativer på demensområdet med bred opbakning fra Folketingets partier. Det drejer sig eksempelvis om »Handlingsplan til at forebygge og håndtere udadreagerende adfærd i ældreplejen« ; det drejer sig om bedre hjælp til borgere med demens i det offentlige rum ved hjælp af demensbadges og frivillige tryghedspersoner til mennesker med demens på sygehusene. Det er altså ligeledes initiativer, der skal sikre, at mennesker med demens og deres pårørende kan leve et trygt og værdigt liv med demens.

Når det er sagt, er der jo også dele af demenshandlingsplanen, hvor det er afgørende, at vi fortsat understøtter den. Derfor er det, at regeringen sammen med en bred række af Folketingets partier har indgået en aftale om en udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, der betyder, at der afsættes i alt 244 mio. kr. til opfølgning på demenshandlingsplanen til 12 konkrete indsatser.

Jeg vil godt her fra Folketingets talerstol benytte lejligheden til at kvittere for vores fælles aftale over for samtlige af partierne bag aftalen. Der er ingen tvivl om, at det var lange og vanskelige forhandlinger, da der jo som bekendt var langt færre midler, end der tidligere har været i forhandlingerne om satspuljen. Jeg synes, vi sammen fandt en fornuftig løsning ved at prioritere 100 mio. kr. fra den ordning, der hedder det gode ældreliv, til en opfølgning på demenshandlingsplanen – en opfølgning, der bl.a. betyder, at der prioriteres midler til mere specialiserede og tværfaglige udrednings- og behandlingsenheder til 60 mio. kr.; monitorerings- og læringsindsatser til nedbringelse af forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens samt læringsindsatser i forhold til smertelindring – 4 mio. kr.; udbredelse af ordningen »I sikre hænder«, så eksempelvis medicinfejl minimeres, til 16 mio. kr.; pulje til praksisnært kompetenceløft til nedbringelse af forbruget af antipsykotisk medicin til 24 mio. kr.; videreførelse af et demensrejsehold med særlig fokus på reduktion af forbruget af antipsykotisk medicin til 20 mio. kr.; videreførelse af de eksisterende rådgivnings- og aktivitetscentre til 52 mio. kr.; flere, bedre og mere fleksible aflastningstilbud til mennesker med demens og deres pårørende til 40 mio. kr.; pulje til lokale og landsdækkende demensvenlige aktiviteter, herunder demensvenlige boformer for mennesker med demens sammen med deres pårørende, til 16 mio. kr.; og så har vi også valgt at videreføre årets demenspris samt som noget nyt indført en pris til årets pårørende til i alt 0,4 mio. kr.

Det er altså i alt 12 konkrete initiativer, der ligeledes skal bidrage til, at mennesker med demens får et trygt og langt mere værdigt liv med demens. Det er jo alle sammen, synes jeg, og det kan vi nok blive enige om, for vi er alle sammen med i aftalen, rigtig gode initiativer.

Alligevel synes jeg også, vi skylder hinanden her i dag at sige til hinanden, at den her slags initiativer jo ikke gør det alene. Vi skal også se på tallene, og der kan vi jo se, at det ikke går fremad i det tempo, man havde håbet, da man lavede de tre nationale mål for demensindsatsen frem mod 2025. Det var jo en enig satspuljekreds, der opstillede dem, og der er tre mål. Det ene er, at Danmark skal have 98 demensvenlige kommuner. Mål nr. 2 er, at 80 pct. skal have en specifik diagnose, og mål nr. 3 er, at forbruget af antipsykotisk medicin skal nedbringes med 50 pct.

Vi kan se, at tallene for andelen af demensramte, der får en specifik udredning, endnu ikke har rykket sig. Vi kan se, at forbruget af antipsykotisk medicin konstant ligger på et alt for højt niveau. Og selv om der med demenshandlingsplanen blev lavet en masse gode initiativer, synes jeg, vi skylder hinanden at sige, at det også betyder noget, at der mange steder i vores ældrepleje og i vores sundhedsvæsen bliver løbet alt for stærkt. Selv om mange af vores medarbejdere er eksperter i at skynde sig langsomt, når de omgås mennesker med demens, så er det mange steder svært for medarbejderne at få enderne til at mødes.

Derfor er det også helt afgørende, at de mange konkrete indsatser på demensområdet ses i sammenhæng med, hvad der ellers prioriteres på sundheds- og ældreområdet. Vi har allerede nu indgået en økonomiaftale med kommunerne, der betyder, at kommunerne næste år har 1,7 mia. kr. mere end året før at bruge på velfærden, hvilket er mere end de sidste 4 års kommuneaftaler tilsammen – tilsammen. På samme måde har vi aftalt med regionerne, at deres økonomi stiger med 1,5 mia. kr. mere end året før.

Jeg stod selv ved siden af Venstres Stephanie Lose, formanden for Danske Regioner, da vi præsenterede aftalen om regionernes økonomi, og hørte hende sige: »Aftalen giver det største løft af sundhedsområdet siden finanskrisen«. Så når kommunernes økonomi løftes mere, er der bedre mulighed for, at de kan levere en bedre ældrepleje, og når regionernes økonomi løftes tilsvarende, er der bedre mulighed for, at de kan levere en god behandling. Og begge dele er jo det, der er hele grundlaget for, at også mennesker med demens kan leve et trygt og værdigt liv.

Men vi har altså også fra regeringens side tilkendegivet, er det her jo kun er første skridt. Finansministeren vil senere i det her folketingsår fremsætte et forslag til en velfærdslov, der har til formål at sikre, at det demografiske træk også dækkes i de kommende år. Og må jeg ikke også her bare appellere til alle de partier, der er enige i, at vi skal følge med, når der bliver flere ældre og også flere børn, om, at de overvejer at stemme for den kommende velfærdslov.

Det er afgørende, hvor mange midler man har, men det er ikke det eneste afgørende. Det er også vigtigt, at vi ikke bilder os selv ind, at nu er alt tiptop alle steder, selv om vi selvfølgelig alle sammen ville ønske, det var sådan. For vi hører desværre stadig om enkeltsager, nogle gange via folketingsmedlemmer, der får det at vide, og nogle gange får jeg selv på Facebook eller ved, at folk skriver til mig – og nogle gange gennem medierne – eksempler på, at mennesker med demens ikke har fået den pleje, den behandling, den omsorg, som vi alle ønsker så brændende at de skal have, og som er helt afgørende for, at de får et trygt og værdigt liv med demens.

Jeg må sige, at jeg godt forstår, hvorfor man tidligere har været fristet af at indføre nye regler i forhold til f.eks. enkeltsager, så man kan sikre, at man ikke ser den slags sager igen på forsiden af Ekstra Bladet. Der er jo ingen af os, der har lyst til at se det. Én ting er at se det i avisen, noget andet er at tænke på de mennesker – både pårørende og dem, der selv har demens – som det går ud over. Problemet er bare, at sådanne nye regler, der opstår på baggrund af en enkelt sag på forsiden af en avis, på forskellige områder tilsammen betyder flere nye regler, samtidig med at medarbejderne oplever, at der bliver lagt flere og flere krav ned på dem, og en hverdag, der slet ikke hænger sammen.

Så er det, at medarbejderne ender med at føle, at de bruger for meget tid på at klikke på skærme frem for at gøre det, der var grunden til, at de gik ind i faget, nemlig at yde en god og værdig ældrepleje og gøre en forskel for de ældre borgere, der hver dag er helt afhængige af den hjælp, de får af vores dygtige plejepersonale.

Så her som afslutning, for at opsummere, vil jeg sige, at den her regering godt vil hele vejen rundt om demensområdet. Derfor indeholder den finanslov, som vi skal stemme om i morgen, en opfølgning på demenshandlingsplanen, så kommunerne, regionerne og andre har de rigtige værktøjer. Samtidig indeholder finansloven også en tiltrængt økonomisk indsprøjtning til kommunerne og regionerne, så de kan levere en pleje, omsorg og behandling af mennesker med demens, som kan være med til at sikre, at vi når i mål med at give mennesker med demens og deres pårørende et trygt og værdigt liv med demens. Tak for ordet.

Tak for det, og nu er der mulighed for én kort bemærkning til ordførerne, og det er der et par stykker, der har bedt om. Den første er fru Karina Adsbøl.

Tak for det, og tak til ministeren for hans tale. Nu var vi jo en række partier, der blev bekymrede, da regeringen ikke havde afsat flere midler til demensområdet, og det var jo også en hård forhandling for at få øget midlerne til demenshandlingsplanen, så vi ikke endte ud i en amputeret demenshandlingsplan.

Ministeren siger så, at der nu er afsat 1,7 mia. kr. ekstra i forhold til kommuneaftalen, og så går mit spørgsmål til ministeren på: Kan ministeren sikre, at nogle af de her midler går direkte til de ældre? For der er jo ikke nogen af de her midler, der er øremærkede. Så det handler jo om prioriteringer i kommunen, og hvis kommunen, som vi har set med klippekortordningen, har valgt ikke at prioritere det, kan de jo bruge de her penge på alt andet end de ældre, herunder demente og hjælp til de pårørende. Er det ikke korrekt?

Ministeren.

Først vil jeg sige, at jeg er fuldkommen enig i, at det var lange og hårde forhandlinger. Jeg vil godt kvittere Dansk Folkepartis ordfører for indsatsen: Tak for indsatsen. Det kan ses i aftalen, at I også har været med, så tak for det.

Så vil jeg sige, at da jeg sad i kommuneforhandlingerne over for borgmestre, hvis hovedargument var demografi, og de fremviste tal, der viste, at når der bliver født flere børn, hvilket er positivt, og vi bliver mange flere ældre, hvilket er positivt, kan vi se, at det også er noget, der belaster de offentlige kasser. Det er kommunerne, der står for vores ældrepleje og vores børnepasning og skoler, og når deres hovedargument var det og deres regnestykker handlede om det, synes jeg, det eneste rigtige, vi fra regeringens side kan gøre, er at levere på det. Det har man ikke gjort tidligere, men det mener jeg bør gøres, og så er det selvfølgelig op til kommunerne, som er tæt på borgerne, tæt på de ældre, at udmønte de penge, fordi vi har et kommunalt selvstyre.

Tak, og den næste for en kort bemærkning er fru Jane Heitmann.

Tak for det. Jeg har hørt ministeren igen og igen sige, at den her regering sætter velfærden først. Jeg har også læst de svar, som ministeren har givet på S 68, S 44 og spørgsmål nr. 30. Der skriver ministeren hver eneste gang i starten på et afsnit: Denne regering sætter velfærden først, eller noget i den stil.

Det klinger jo unægtelig noget hult, når vi nu så regeringens udspil til finanslov, hvor der intet var på ældreområdet. Regeringen gemmer sig igen og igen bag en kommuneaftale, som vi jo ikke rigtig ved hvor fører hen i forhold til de ældre, for ministeren kan ikke svare på, hvor mange midler fra kommuneaftalen der reelt går til de ældre.

Ministeren nævnte i sin tale det projekt, der hedder »I sikre hænder«, som jo var et satspuljeprojekt, vi satte i gang for relativt kort tid siden. Vi ved i forhold til demensområdet, at alt for mange ældre får psykotisk medicin, og jeg vil gerne spørge ministeren: Hvis vi nu skal nedbringe antallet af ældre, der får psykotisk medicin, vil det kræve en indsats på det danske ... Hvad sagde jeg? (sundheds- og ældreministeren (Magnus Heunicke): psykotisk!). Sagde jeg psykotisk medicin? Aj, det er morsomt. Antipsykotisk medicin, mener jeg. Jeg kan ikke engang skyde skylden på min stemme, der er helt rusten.

Hvis vi nu skal reducere antallet af ældre, der får antipsykotisk medicin, skal det jo foregå bl.a. på plejehjemmene, og derfor vil jeg gerne spørge ministeren: Hvor mange plejehjem er med i det, der hedder »I sikre hænder«?

Tak. Ministeren.

Hvis spørgeren har fundet en rød tråd i mine svar, er jeg meget stolt over det. Det er sandelig også meningen, kan jeg sige. Vi sætter velfærden først, og hvis man sammenligner vores kommuneaftale med de to første års kommuneaftaler fra den regering, som spørgerens parti sad i, kan man se, at der var et minus på 0,5 mia. kr. år et, og næste år var der endnu et minus på 0,5 mia. kr. Og så skal man starte med at fylde op fra et minus. Det, vi leverer, er en fuldkommen anderledes prioritering af velfærden, nemlig et plus på 1,7 mia. kr., og derefter lægger vi så ovenpå med demenshandlingsplan og finanslov. Det er netop det, vi mener med at sætte velfærden først.

Til det konkrete spørgsmål vil jeg sige, at jeg vil være meget påpasselig med at komme med et tal på det her. Derfor vil jeg love, at jeg vil gå tilbage til ministeriet og få det rigtige tal. Jeg mener at huske, at vi havde det oppe, og jeg har et tal, som jeg er næsten sikker på, men jeg vil, fordi jeg står her som minister, være helt omhyggelig med at sige det rigtige tal. Jeg håber, at spørgeren vil være med på, at jeg finder det konkrete tal, og så leverer jeg det som et svar til Folketinget, hvis der kommer et spørgsmål.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger i den her runde, så nu går vi over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Og den første, der skal på talerstolen, er ordføreren for forespørgerne fru Jane Heitmann.

Tak for ordet. Vi indkaldte til denne forespørgselsdebat inden forhandlingerne om satspuljereserven faldt på plads. Det gjorde vi, fordi vi i Venstre var oprigtigt bekymrede for konsekvenserne ved, at regeringen lagde op til at løbe fra langt størstedelen af demenshandlingsplanen. Og sandheden er jo, at regeringen noget overraskende lagde op til at videreføre kun 3 af i alt 23 initiativer på demensområdet. Det fik vi i Venstre heldigvis ændret på, og hårdt presset af flere partier måtte Socialdemokraterne sige ja til en økonomisk prioritering på 244,4 mio. kr. over 4 år. Og nu er demenshandlingsplanen tilbage på sporet, og den indsats er vi stolte af, for vores demente og deres pårørende har brug for, at der både i dag og i morgen er fokus på demensområdet.

Der er brug for, at vi fortsat har gode aktivitets- og aflastningstilbud til vores demente og deres pårørende, at der arbejdes målrettet med at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin blandt demente, og at vi bliver bedre til tidlig udredning, så vi også i fremtiden kan have et skarpt fokus på kompetenceløft hos personalet, så de altid er klædt på til den svære opgave, som det er at passe en demensramt.

Tallene taler jo deres tydelige sprog. Godt nok er flere kommuner blevet demensvenlige, men antallet af demente, der får antipsykotisk medicin, har ikke rykket sig, som vi kunne ønske os. Og der er store regionale forskelle på, hvor mange ældre der får antipsykotisk medicin. 22 pct. af de demensramte i Region Hovedstaden har indløst en recept på antipsykotisk medicin, mens det kun er 14 pct. i Region Nordjylland. Der er også på diagnosesiden store forskelle. 42,6 pct. i Region Hovedstaden får en specifik demensdiagnose, mens tallet i Region Syddanmark er på hele 74,4 pct.

Set i det lys undrer jeg mig over, at regeringen ikke har prioriteret ældre og demente på finansloven. Regeringen gemmer sig igen og igen bag en kommuneaftale, men vi kan ikke få svar på, hvor meget der reelt går til ældreområdet. Og jeg håber, at ministeren går på talerstolen igen, og at han så vil give os et klart svar på, hvor stor en del af kommuneaftalen der reelt løfter ældreområdet. For det er en gratis omgang, når man gemmer sig bag det figenblad, som kommuneaftalen er. Demente har krav på et værdigt liv, punktum.

Det anslås, at omkring 15.000 danskere rammes af demens hvert år, og i dag er der i hvert fald 35.000 mennesker over 65 år, der har demens. Tallet er måske langt højere, og vi kan forvente, at tallet vil stige i takt med, at der kommer flere ældre. I 2030 kan vi forvente 230.000 flere ældre; det kalder på udvikling og ikke afvikling, som socialdemokraterne lagde op til. Og det er jo ikke bare på demensområdet, men hele ældreområdet.

Socialdemokraternes sundheds- og ældreminister har tidligere sagt, at han vil sætte velfærden først. Men det klinger jo hult, når sundheds- og ældreministeren igen og igen sætter de ældre og de svageste ældre bagerst i vognen. Lad mig komme med et par eksempler. På Socialdemokraternes finanslovsudspil var der ikke en eneste prioritering på ældreområdet og ikke ét lovforslag i lovkataloget på ældreområdet – ikke ét. På trods af at socialdemokraten Astrid Krag brugte mange kræfter på at håne tidligere ældreminister Thyra Frank for netop ikke at have lovforslag med i lovkataloget.

Nu har aftalepartierne så forhandlet et lille initiativ ind på finansloven på ældreområdet – en pulje på 125 mio. kr., som de 98 kommuner kan søge. Ja, det er selvfølgelig også lidt spøjst, henset til at Mette Frederiksen før valget ville have et opgør med puljerne – men det var selvfølgelig før valget. Nu har piben fået en anden lyd, og nu skal vi have puljer, og velfærden er kun for udvalgte grupper. Fra Venstres side havde vi gerne set, at regeringen havde taget hånd om nogle af de store udfordringer på ældreområdet. Lad mig nævne et eksempel. Omkring 30.000 ældre føler sig ensomme, og omkring 8.000 står på venteliste til en seniorbolig. Vi ved, at alt for mange ældre begår selvmord, og de er uhyggeligt effektive, når de først har besluttet sig for at forlade denne verden, desværre. Disse mange ældre må nu se langt efter det velfærdsløft, som regeringen stillede danskerne i udsigt før valget – trist, men sandt.

Jeg vil gerne læse det forslag til vedtagelse op, som jeg har med, på vegne af partierne Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget er bekymret over regeringens manglende prioritering af ældreområdet. Folketinget konstaterer, at det er lykkedes at udfordre regeringens manglende prioritering af ældreområdet. Reserven, der opstod som følge af afskaffelsen af satspuljen, er efter forhandlinger om demenshandlingsplanen mellem regeringen og Folketingets øvrige partier nu løftet til 244,4 mio. kr. i perioden 2020-2023. Det betyder, at demenshandlingsplanen kan fortsætte. Folketinget konstaterer endvidere, at det er et område, som bør have langsigtet finansiering. Det skønnes, at knap 90.000 borgere over 60 år er demensramte. Antallet er formentlig langt højere, fordi mange ikke bliver udredt. Det er derfor afgørende, at demens bliver opsporet tidligt og udredt. Folketinget konstaterer, at der nu er langt bedre udsigter for en helhedsorienteret indsats for demente og deres pårørende. Folketinget konstaterer, at regeringen ikke har lagt op til initiativer på ældreområdet. Lovkataloget er tomt og finansloven mager på ældreområdet. Folketinget udtrykker bekymring for fremtidens ældreindsats, pleje og omsorg.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 40).

Tak for ordet. Jeg ser frem til en frugtbar debat.

Tak. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det, og også tak for at indkalde til forespørgselsdebatten. Jeg er enig i, at demens er et rigtig vigtigt område og også er vigtigt at prioritere. Ikke desto mindre har satspuljeforhandlingerne jo foregået med et bagtæppe, der hed, at satspuljen jo i princippet var aflyst. Jeg undrer mig bare over, om ordføreren vil løfte sløret for, hvordan ordførerens eget parti havde forestillet sig at man skulle løfte de opgaver, der jo vitterlig har været finansieret af satspuljen – demens, psykiatri og alt muligt andet – når man de facto har afskaffet satspuljen.

Ordføreren.

Jamen satspuljen har jo også været finanslov. Satspuljen er jo også finanslov.

Spørgeren.

Nu henviste ordføreren jo selv til de her socialpolitiske forhandlinger – hedder de sådan i dag? De hedder jo ikke engang satspuljeforhandlinger. Det, vi kaldte satspuljeforhandlinger i gamle dage, er jo det, som ordføreren står og henviser til, når hun taler om en demenshandlingsplan, som ikke var prioriteret. Det er fuldstændig rigtigt, at det jo kan blive finansloven i fremtiden; det er der jo nogle andre partier, der tager sig af. Hvordan forestiller ordføreren sig at man skal prioritere særlige indsatser sådan på tværs af partier i fremtiden, når satspuljen faktisk er afskaffet?

Ordføreren.

Jeg tror, man skal være meget bevidst om, at satspuljen jo igennem mange år har været meget udskældt; der har været rigtig meget kritik af, at ikke hele psykiatrien, men en del af psykiatrien har været puljefinansieret. Jeg har hørt Mette Frederiksen sige tidligere, at nu skal vi have et opgør med puljetyranniet. Så der har sådan set bredt været et ønske om et opgør, og det står jo enhver regering frit for at prioritere på finansloven. Vi gjorde det jo selv flittigt, da vi tidligere i VLAK-regeringen havde regeringsansvaret sammen med Dansk Folkeparti. Vi prioriterede jo bl.a. puljer til plejehjemskøkkener og andet, også på ældreområdet, og den mulighed eksisterer jo i dag.

Tak. Og så har hr. Peder Hvelplund bedt om en kort bemærkning.

Tak for det. Og tak for at indkalde til forespørgslen, så vi kan komme til at diskutere både ældreområdet og demensområdet. Det er jo særdeles væsentligt.

Jeg kom bare lidt i tvivl om, hvad Venstres holdning egentlig er. For på den ene side angriber Venstre regeringen og finansloven for, at der ikke er øremærkede midler til de ældre, og på den anden side siger ordføreren, at vi skal have gjort op med puljetyranniet, altså at man skal søge om midler. Og i min optik er det sådan, at hvis man øremærker midler til kommunerne, foregår det jo, ved at der er puljer, og at kommunerne ligesom skal dokumentere, hvad det er, man bruger midlerne til.

Derfor er jeg lidt i tvivl om, hvor det egentlig er, Venstre står – altså om Venstre ønsker, at vi skal have flere puljer, eller om Venstre synes, at vi skal gøre, sådan som regeringen og støttepartierne til finansloven har gjort, nemlig at sørge for at sikre, at kommunerne får dækket det demografiske træk, og at der derudover kan blive givet et løft til kommunerne, så de reelt set kan afholde de udgifter, de også selv er interesseret i at afholde. Er Venstre af den opfattelse, at vi skal have flere puljer, eller at vi skal have færre puljer?

Tak. Ordføreren.

Da jeg nævnte puljetyranniet, henviste jeg til udtalelser fra statsministeren, som har udtalt – og det sagde jeg også i min tale her – at hun ønskede et opgør med puljetyranniet. Og derfor undrer det mig sådan set, at regeringen som det eneste – det eneste – ældreinitiativ på finansloven har afsat en pulje på 125 mio. kr., som alle 98 kommuner kan søge ind på, hvis jeg forstår finanslovsprioriteringen ret. Jeg undrer mig bare over det. Jeg troede, at statsministeren mente det, hun sagde før valget. Der må vi så konstatere her efter valget, at det mente man så ikke.

Hr. Peder Hvelplund.

Det er, fordi ordføreren i sin ordførertale både angreb regeringen for ikke at øremærke midler og for at afsætte puljer. Og derfor skal jeg bare høre, hvad Venstres holdning egentlig er. Er det, at man ønsker øremærkede midler og dermed puljer, eller er man modstander af det?

Ordføreren.

Vi har jo sådan set gjort begge dele, da vi tidligere havde regeringsansvaret, støttet af Dansk Folkeparti. Et meget godt eksempel på øremærkede midler er, da vi i økonomiaftalen med regionerne afsatte 200 mio. kr. målrettet psykiatrien, fordi vi vitterlig mener, at der er brug for et løft af psykiatrien. Og vi har også på tidligere finanslove, da vi havde regeringsansvaret, sammen med Dansk Folkeparti målrettet øremærkede midler, som man kunne søge, bl.a. til klippekort, så de ældre fik mere selvbestemmelse, til plejehjemskøkkener, så man ude på plejehjemmene kunne dufte frisk tilberedt mad. Så vi har bestemt gjort begge dele.

Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er fru Birgitte Vind.

Tak. Det var egentlig, fordi fru Kirsten Normann Andersen stillede ordføreren et spørgsmål, som jeg ikke synes vi fik svar på, nemlig hvordan Venstre egentlig selv ville finansiere en bedre demenspleje.

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at midlerne udløber her ved årsskiftet, og vi havde ikke drøftet den endelige finansiering. Vi havde jo valg i sommer, men finansloven er da et rigtig godt bud, når man skal prioritere indsatser, som – hvad skal man sige – der mangler finansiering til. Og vi havde jo sådan set lovet hinanden en demenshandlingsplan, som skulle løbe frem til 2025. Det havde vi aftalt i satspuljekredsen.

Spørgeren.

Det er interessant. For nu kunne jeg lige forstå, at ministeren kunne komme med et tal, der viser, at Venstre rent faktisk har sparet 0,5 mia. kr. bare på et år på hele den offentlige sektor, altså på velfærden. Så der skal jo rigtig meget til ud over puljer, tænker jeg, hvis man skal løfte ikke bare ældreområdet, men også demensindsatsen.

Så kan jeg forstå, at ordføreren kalder 1,7 mia. kr. for et figenblad. Det var et meget, meget stort figenblad. Jeg vil lige høre: Hvad vil ordføreren sammenligne Venstres tilsvarende kommuneaftaler med?

Ordføreren.

Man må jo sige, at det, vi står tilbage med her, og det, som er grunden til, at vi har indkaldt til den her forespørgselsdebat, er, at den røde regering ikke har prioriteret demensområdet med det finanslovsudspil, man kom med. Der var ingen prioritering af ældreområdet, og man havde prioriteret 3 ud af 23 initiativer i demenshandlingsplanen. Det bør da give anledning til dybe, dybe panderynker. Det er jo sådan set derfor, vi er her i dag. Det er, fordi den røde regering og støttepartierne jo ikke prioriterer ældreområdet, ikke sætter velfærden først, som man går og praler med, når man slår ud med armene. Det gør man jo netop ikke. Det, man har gjort, er, at man har sat en pulje af på 125 mio. kr., som 98 kommuner kan søge fra.

Tak. Så er det hr. Nils Sjøberg for en kort bemærkning.

Tak, og tak for, at det her emne er blevet rejst. Jeg vil meget gerne gøre opmærksom på, at vi er enige om, at der skal gives flere penge til både psykiatri og til ældre og sådan set også til demens. Det er det, vi har arbejdet for, og det er lykkedes med de 244 mio. kr, og det er et løft, vil jeg tillade mig at sige.

Jeg vil gerne kort spørge om noget. Den tidligere regering, havde lavet en plan for fremtidens sundhedsvæsen, og i hvor stort et omfang havde den tidligere regering foretaget beregninger vedrørende demens i den sammenhæng?

Ordføreren.

Jamen vi havde jo sådan set en demenshandlingsplan, som løber frem til 2025, og jeg er rigtig, rigtig glad for, at der nu er afsat midler. Det er fuldstændig korrekt, at vi også havde lagt et forslag frem til en sundhedsreform, men den mangler vi nu, for den nye regering har vi intet – som i intet – hørt fra i forhold til en ny sundhedsreform. Men et af de initiativer, som jo i allerhøjeste grad ville komme til at tilgodese ældre og demente, hvis vi havde fået magt, som vi havde agt, var bl.a. uddannelse af flere læger til almen praksis, så lægerne rykker tættere på. Vi kunne dæmme op for lægemanglen, og det ville også være topmoderne sundhedshuse spredt ud i hele Danmark, hvor flere fagligheder som fysioterapeuter, ergoterapeuter, specialsygeplejersker ville have mulighed for at virke. Så en lang række initiativer, konkrete initiativer, som også ville løfte indsatsen og lette hverdagen for særligt sårbare, som ældre demente er.

Spørgeren.

Jeg kan oplyse, at det glæder mig meget, at vi er enige om det synspunkt. Men netop i »Fremtidens Sundhedsvæsen« fremgår det kun to gange, nemlig ved uddannelse af sosu-assistenter og videreuddannelse inden for psykiatri og demens; det er de to eneste steder, det er nævnt. Det er heller ikke nævnt i den plan, der er lavet for plejehjem fra den tidligere regerings side. Jeg synes, det er lidt hult, når den tidligere regering står og siger, at den lægger særlig meget vægt på demens. Jeg tror, det er nødvendigt, at vi alle her i Folketinget er enige om i fællesskab at løfte det her meget store problem.

Ordføreren.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at ordføreren måske lige spoler tiden en lille smule tilbage til 2015, hvor vi overtog regeringsmagten, og hvor det sådan set var et Venstreinitiativ at løfte demensindsatsen. Hvis man spørger derude i Alzheimerforeningen og andre steder, tror jeg ikke der er den mindste tvivl om, hvor initiativet kom fra til at styrke demensindsatsen. Det har vi sådan set jo holdt ved ved at være stædige med, at vi skulle have løftet niveauet, så vi kan komme i mål med demenshandlingsplanen og også få taget initiativ til at lægge planer frem for andre områder, hvor vi kunne styrke demensindsatsen.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til Venstres ordfører. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er ordføreren for Socialdemokratiet, fru Birgitte Vind.

Tak for ordet. Og tak for at rejse spørgsmålet om demens, som er et meget, meget vigtigt spørgsmål. Vi danskere lever længere, og det er jo faktisk rigtig glædeligt, men med alderen øges også chancen for at få demens. Det anslås, at der i Danmark er 82.000 ældre i alderen 65+, som har demens, og ca. 3.000 personer under 65 år, som har det. Og hvert år registreres cirka 8.000 nye tilfælde af demens i de nationale registre. Og Nationalt Videnscenter for Demens anslår derfor, at vi er mellem 300.000 og 400.000 danskere, som rent faktisk er pårørende til et menneske med demens. Og da Folketinget i 2016 vedtog den nationale demenshandlingsplan, var det et stort set enigt Folketing, der valgte at afsætte 442 mio. kr. til 23 forskellige initiativer i perioden 2016-2025, og det samme så vi her i 2019, hvor alle partier – med undtagelse af et enkelt – valgte at prioritere 244 mio. kr. frem til 2023.

Vi har her i Folketinget ansvaret for, at kommuner og regioner sammen med civilsamfundet har muligheden for at imødekomme behovet for at være et demensvenligt samfund. Og derfor er det også afgørende, at vi med den nye regering og støttepartierne nu er gået ind i en ny tid i dansk velfærdspolitik. Med kommune- og regionsaftalerne sikrer vi en hånd under velfærden. Nu kalder Venstre det godt nok for et figenblad, men det er historisk, at vi med 1,7 mia. kr. i 2020 kan sikre kommunerne en økonomi, som på et enkelt år giver mere end de sidste 4 år tilsammen. Det er et rigtig godt løft.

Samtidig med at vi sikrer økonomien, står vi over for en ny æra, hvor vi ikke længere fortæller personalet, at de bare skal løbe hurtigere og være mere effektive. Vi er også der, hvor man siger til personalet, at demens ikke hører hjemme i effektiviseringsskemaer og new public management-teorier. Demens kræver viden, det kræver tid, og det kræver nærvær. Så hvordan kan vi forbedre arbejdsgangene i dagligdagen, så dokumentationen ikke stjæler tid fra nærvær?

På min tur rundt i landet besøgte jeg i sidste uge Plejecenter Lindegården, et demensplejehjem i Vejle med meget høj faglighed. Indretning og forebyggelse i dagligdagen betyder meget, men det er afgørende, at personalet har fysisk mulighed for f.eks. at være omkring Signe på 72 år – lad os kalde hende Signe – der reagerer ved at kaste med ting, hvis hun ikke kan overskue situationen omkring middagsmåltidet, eller ved at slå mennesker omkring sig, hvis hun ikke kan overskue badesituationen. I de tilfælde tæller alene omsorgs- og relationsarbejdet; nærværet fra et medmenneske, der kan imødegå usikkerheden og skabe tryghed for hende.

Alt det kan ikke sættes på formler i skemaer. Og efter 9 år i kommunalpolitik og som pårørende til en far med demens, og nu også efter nogle måneder som ældreordfører, ved jeg, at de ansattes trivsel og arbejdsvilkår er afgørende for indsatsen. Og akkurat som når vi i flyveren bliver instrueret i selv at tage iltmasken på, inden vi hjælper andre, så skal vi i vores ældrepleje og demensindsats give personalet mulighed for at trække vejret, så de kan hjælpe andre. Og det er en af grundene til, at der også bliver nedsat en taskforce nu til at se på, hvordan vi kan afbureaukratisere.

Det er derfor, vi stopper udhulingen af kernevelfærden. Kommune- og regionsaftalerne samt finansloven er afgørende for, at vi kan begynde en ny tid; en tid, hvor vi kan holde hånden under velfærdsøkonomien, og vi sikrer, at der følger penge med, hver gang vi bliver flere børn og ældre. Demens er et livsvilkår for mange mennesker og for flere af os i fremtiden. Og derfor er der også med den nye aftale, som stort set alle partier heldigvis har indgået, besluttet at afsætte flere penge til demensområdet. Vi kan bl.a. videreføre de eksisterende rådgivnings- og aktivitetscentre, og vi kan arbejde med de mere specialiserede og tværfaglige udrednings- og behandlingsmuligheder. Og ikke mindst skal vi have set på medicineringen, som har været et stort problem. Vi skal give mindre antipsykotisk medicin.

Vi kender jo alle tiltagene, men vi er hverken med demenshandlingsplanen, finansloven, reservepuljeaftalen eller kommune- og regionsaftalen nået helt i mål. Vi er på vej og har taget de første skridt. Ingen af os ved, hvem af os der bliver ramt af demens eller af en sygdom for den sags skyld, men vi har alle sammen ansvaret for at skabe de bedste rammer, for at vi kan imødekomme fremtiden. Og jeg forventer, at resten af Folketinget fremadrettet vil samarbejde om fremtidens demensindsats, og derfor håber jeg også, at det er et enigt Folketing, som vil stemme for det her forslag til vedtagelse.

Derfor skal jeg på vegne af S, RV, SF, EL og ALT fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget finder det afgørende, at mennesker med demens kan leve et trygt og værdigt liv. Der ønskes en gennemskuelig og professionel indsats på demensområdet. Det er Folketingets ambition, at Danmark har en ambitiøs og målrettet indsats på demensområdet, herunder et skærpet fokus på det forebyggende arbejde. Demenshandlingsplanen med dens 470 mio. kr. til 23 initiativer har gjort en positiv forskel. Derfor har aftalekredsen bag udmøntningen af reserven valgt at afsætte yderligere 244 mio. kr. til opfølgning på demenshandlingsplanen med 12 konkrete initiativer. Kommuner og regioner skal have så gode rammer som muligt til at kunne tage hånd om mennesker med demens og pårørende. Aftalen om kommunernes økonomi for 2020 løfter kommunernes økonomi med 1,7 mia. kr. i forhold til 2019, hvilket følger demografien og er et skridt på vejen til at sikre et reelt velfærdsløft. Nationalt Videnscenter for Demens er desuden permanentgjort. Demens står højt på den politiske dagsorden.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 41).

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Karina Adsbøl.

Tak for talen. Vi i Dansk Folkeparti vil meget gerne hjælpe regeringen med at sætte yderligere af til ældreområdet og sætte mere fokus på det. For når man læser regeringens og støttepartiernes forståelsespapir, er det eneste, der står der, noget om afbureaukratisering. Det er det eneste, der står om ældreområdet, nemlig at man gerne vil afbureaukratisere. Det er sådan, trods det at der ligger en færdig rapport fra 2018, der netop har fokus på det.

Derfor undrer det mig, at regeringen ikke har haft nogle initiativer i forhold til det. Forståelsespapiret er tomt, og lovkataloget er også tomt. I forhold til demenshandlingsplanen havde man jo ikke prioriteret at sætte midler nok af, og det var virkelig noget, vi måtte kæmpe for, nemlig at få sat yderligere midler af, trods det at man samtidig vil tage midler fra ældreområdet.

Ordføreren.

Jeg hørte ikke spørgsmålet.

Mit spørgsmål er til ordføreren: Ordføreren siger, at der er sat 1,7 mia. kr. ekstra af til ekstra velfærd; hvor meget går til ældreområdet? Hvordan kan vi være sikre på, at der er midler, der går til ældreområdet?

Det andet, jeg vil spørge ordføreren om – der er to spørgsmål, så lyt godt efter – er i forhold til, hvor det er at ordføreren mener at man skal afbureaukratisere? Hvad er det, der ikke skal dokumenteres i ældreplejen?

Ordføreren.

Så kan jeg jo gentage, hvad ministeren så fint sagde lige før. Når det handler om, hvor vi kan se det henne, har kommunerne jo i den grad bedt om at få flere penge til at øge den generelle velfærd og til at holde hånden under bunden i velfærden, fordi pengene er sivet ud af kommunekasserne de sidste mange år i forhold til at tage hånd om bl.a. demensområdet.

Det giver jo sig selv, at kommunerne vil prioritere den vej rundt. Vi går jo ikke ind i kommunerne og siger til dem, hvad de skal bruge pengene til. Som jeg sagde i sidste uge, da ordføreren stillede næsten det samme spørgsmål, må man sige, at det jo er op til kommunerne at vurdere, hvor de bedst sætter ind henne. Er det et nyt plejecenter? Er det et demensplejecenter? Hvor er det, de helt konkret vil sætte ind i de enkelte kommuner?

Ja tak. Den næste for en kort bemærkning er fru Jane Heitmann.

Tak for det. Jeg har to ultrakorte spørgsmål: Hvorfor vil man kun prioritere tre initiativer i demenshandlingsplanen? Og hvorfor er der ikke nogen lovforslag på ældreområdet i lovkataloget?

Ordføreren.

Nu kan jeg jo ikke tale for regeringen, men jeg kan da sige, at de 3 initiativer jo er 3 meget centrale initiativer, som ministeren også var inde omkring, og som jo folder sig rigtig fint ud. Der er jo sådan set 3 mål, men der er 12 initiativer.

Fru Jane Heitmann.

Jeg anerkender, at man ikke kan svare på vegne af regeringen. Jeg havde bare sådan en idé om, at man nok havde noget dialog i Socialdemokratiet, men det har man så i hvert fald ikke om lovkataloget. Så jeg kan jo stille spørgsmålet til ministeren ved lejlighed.

Så lad mig spørge i forhold til initiativerne i demenshandlingsplanen: Mener Socialdemokraterne virkelig, at vi er i mål med kompetenceløft af personalet? Mener Socialdemokraterne virkelig, at vi er i mål i forhold til at reducere mængden af antipsykotisk medicin – bare for nu at nævne to eksempler?

Ordføreren.

Det er jo netop derfor, at vi har sat ind på de her områder. Så nej, vi er absolut ikke i mål, og det er jo også det, jeg afsluttede med at sige. Det her er et skridt på vejen. Der er et stort arbejde at gøre ude i kommunerne, i regionerne og i samarbejde med os.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste ordfører er Dansk Folkepartis ordfører, fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Først og fremmest tak til ministeren, som anerkender, at Dansk Folkeparti har fået sat nogle aftryk i aftalen, som vi har forhandlet på plads. Det havde jo set lidt anderledes ud, hvis man havde lyttet lidt mere til Dansk Folkeparti i de forhandlinger – jeg ved ikke, om ministeren lytter med, eller om ministeren har travlt med at snakke; det er somme tider meget frustrerende, når man står og holder en tale, og ministeren ikke lytter.

Det var jo et vigtigt tiltag, at vi i sin tid fik iværksat en national demenshandlingsplan. Det var også derfor, det var dybt bekymrende, at regeringen ikke ville afsætte midler nok til at kunne fortsætte den nationale demenshandlingsplan. Danmark skal være et demensvenligt samfund, så mennesker med demens og ikke mindst deres pårørende kan leve et værdigt liv. Demens rammer ikke kun den enkelte, men hele familien. Med demens følger der også store bekymringer. Det anslås, at 15.000 rammes af demens hvert år, og at antallet forventes at stige de kommende år, fordi der bliver flere ældre. Demens er en sygdom, der vender op og ned på livet, både for den demente, men ikke mindst også for de pårørende. Der er også ca. 3.000 personer under 65 år, der er registreret med en demensdiagnose, men gyldigheden af diagnosen i denne aldersgruppe er usikker. I de yngre aldersgrupper er der flere mænd end kvinder med demens.

For at gøre Danmark til et mere demensvenligt samfund, hvor mennesker med demens og deres pårørende kan leve et trygt og værdigt liv, indgik vi jo en politisk aftale den 15. december 2016, hvor aftalepartierne blev enige om udmøntningen af 470 mio. kr., som parterne så afsatte i 2015 til en national demenshandlingsplan. Handlingsplanen opstiller tre nationale mål for demensindsatsen frem mod 2025, som understøttes af en lang række konkrete initiativer fordelt på fem fokusområder. De tre mål, som vi også har været inde på i dag, i forhold til at Danmark skal have 98 demensvenlige kommuner, er, at flere mennesker med demens skal udredes, 80 pct. skal have en specifik diagnose, og en forbedret pleje- og behandlingsindsats skal nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin blandt mennesker med demens med 50 pct. frem mod år 2025. Det var en kæmpe kamp at sikre, at demenshandlingsplanen kunne fortsætte, og derudover vil jeg sige, at i forhold til det med antipsykotisk medicin har vi jo lige i dag fået oversendt et svar fra ministeren, og der ser det ikke så godt ud på det område. Så det er jo i hvert fald et område, vi skal have stort fokus på, også selv om vi har sat fokus på det i vores aftale. Der er også store regionale forskelle på det område.

Når vi snakker pårørende, er det sådan, at 30 organisationer i november sammen lancerede fem principper for kommunale, regionale og statslige initiativer, der netop skulle sikre bedre vilkår for pårørende i Danmark, og jeg kigger ned på Radikales ordfører, Nils, som også var med den dag. Jeg deltog i den lancering, og de skrev bl.a. i pressemeddelelsen:

»Når et menneske rammes af alvorlig eller kronisk sygdom eller udfordres af et handicap, bliver de nære pårørende ofte uundværlige medspillere og støttepersoner. Samtidig forventer en presset social- og sundhedssektor i stigende grad, at de pårørende påtager sig væsentlige opgaver i forbindelse med både behandlingsforløb, pleje og hverdagsliv. Krævende opgaver, som slider på den lange bane og som kan gøre det svært for den pårørende samtidig at passe sit arbejde og passe på sig selv.«

Så der er 30 organisationer, der er stærkt bekymrede for de mange pårørende, der hver dag arbejder hårdt for, at enderne mødes, og problemerne begrænses altså ikke til en diagnose eller et handicap. Det gælder alle pårørende, der hver dag løfter en voldsomt krævende opgave, og det skal vi også som samfund anerkende og støtte, så de pårørende ikke overbelastes i forsøget på at hjælpe deres pårørende.

Jeg ser frem til, at vi får meget mere fokus på det her område, men ikke mindst at vi også følger op på de initiativer, der er vedtaget, for det er jo somme tider sådan, at når vi vedtager noget herinde fra Christiansborg, er det ikke altid, implementeringen følger med. Derfor har vi en opgave, og ministeren har i særdeleshed en opgave i, at det, vi vedtager, også er det, der kommer til at ske ude i virkeligheden, som man siger, når man står på talerstolen, og det forpligter. Jeg vil sige tak for ordet – tiden går, tiden iler – og jeg ser frem til en god debat.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ingen korte bemærkninger. Var der lige en enkelt? Det var lige på falderebet. Hr. Nils Sjøberg, værsgo.

Jeg vil gerne sige tak til ordføreren for at rejse den her debat. Det er rigtig vigtigt. Jeg synes, det var rart, at ordføreren og jeg deltog i det arrangement om pårørende. Der er ikke nogen tvivl om, at når 30 organisationer går sammen om at beskæftige sig med pårørende og sætter særlig fokus på det, så er det, fordi det at være pårørende til en syg, og særlig til en dement, kræver utrolig meget.

Jeg vil gerne spørge ordføreren om, hvordan man vil sikre normeringerne på plejehjemmene, og om der er mulighed for, at det overhovedet vil hjælpe demente. Hvad mener ordføreren om det?

Ordføreren.

Det er helt sikkert, at normeringen skal være på plads. Det er jo klart. Nu sidder jeg desværre ikke i sådan en position, at jeg kan få det til at ske, for jeg har jo ikke siddet med inde ved bordet i finanslovsforhandlingerne. Men jeg kan i hvert fald sige, at der, hvor jeg har siddet med ved bordet i forhold til reserven, har jeg kæmpet for ældreområdet, også for, at der ikke skulle tages midler fra ældreområdet. Man snakker om kommunerne og om, at de er gode til at prioritere de her midler. Det kan vi så diskutere, men det har vi hørt i dag, altså omkring det kommunale selvstyre. Kommunerne har så sandelig en forpligtelse til at sikre, at der er nok personale ude på plejehjemmene og ikke mindst også i hjemmeplejen. De skal sikre en værdig omsorg. Man har ikke mindst som leder en forpligtelse til at sikre, at der er et ordentligt arbejdsmiljø for dem, der arbejder ude i plejesektoren.

Hr. Nils Sjøberg for sin anden korte bemærkning.

Det glæder mig. Der er ikke mange områder, hvor Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre kan blive enige om ret meget, men netop på det her område vil jeg gerne have lov til at kvittere for at vi er helt enige. Tak.

Ordføreren.

Jamen selv tak. Det er godt, hvis man kan blive enige om lidt en gang imellem.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører, og den næste ordfører er Radikale Venstres ordfører, hr. Nils Sjøberg.

Tak. Knap 90.000 danskere har demens. 400.000 danskere er nærtstående personer til personer, der har demens – en mor, en far eller en ægtefælle. Samtidig vil antallet af demente stige med 50-60 pct. i de kommende år, så tallene taler deres tydelige sprog. Vi står med andre ord med en meget stor udfordring på demensområdet. Alligevel har vi tilsyneladende svært ved at se sygdommen i øjnene. Det fremgår med al tydelighed af Sundhedsstyrelsens rapport om ældres sundhed og trivsel fra februar i år. Rapporten fra Sundhedsstyrelsen nævner ikke demenssygdom med et eneste ord. At demens er en realitet, at demens er en del af hverdagen, er til gengæld tydeligt for det ægtepar, der har levet sammen i 50 år, hvor manden eller konen får demens. Dag for dag mister man sin ægtefælle mentalt. Dag for dag oplever man som sygdomsramt at kunne mindre og mindre, og i dag dør hver femte af demens i Danmark.

Jeg vil godt erkende, at jeg også frygter for at få demens eller at miste en af mine nærmeste til demens. Det er derfor ikke uden grund, at WHO omtaler demens som den fjerdestørste årsag til forringet livskvalitet grundet sygdom – det er for personer over 70 år. 8 ud af 10 plejehjemsbeboere lider af en demenssygdom, og hver eneste dag behandles mellem 30.000 og 35.000 demenspatienter for deres sygdom på danske plejehjem. Ligesom demens ikke omtales i rapporten om ældres sundhed og trivsel, så indgår demens faktisk kun to gange i den tidligere regerings aftale om reformer for fremtidens sundhedsvæsen. Begge steder er det i forbindelse med uddannelse, og det er jo sådan set godt, at der bliver lagt vægt på uddannelse.

For mig er det afgørende, at demens medtages i en ny sundhedsreform i langt større omfang. Vi Radikale har kæmpet for at få penge til demens på finansloven, og det er lykkedes, men det er langtfra godt nok. Ventetider på demensudredning skal ned, vi skal have bedre behandling til demenspatienter på plejehjem, og der er brug for øget forskning i demens. Med de nødvendige investeringer vil den nationale demenshandlingsplan 2025 give nogle fantastiske resultater. Demenshandlingsplan 2025 ser også på forebyggelse og diagnosticering, fysisk aktivitet, fastholdelse af aktiviteter og sociale aktiviteter. Det er helt afgørende at satse på forebyggelse.

Derfor ser jeg frem til, at Sundhedsstyrelsen kommer med sine anbefalinger til de tværsektorielle forløb for behandling af mennesker med demens. Anbefalingerne har vi nu ventet på i foreløbig et år. Det er svært at forstå, for der er brug for handling nu. Der er brug for forskning og en erkendelse af, at demens er en folkesygdom, som vi må investere i at bekæmpe. Lad os samarbejde om at løfte en af vor tids største udfordringer – på tværs af partierne, på tværs af blokkene. Tak.

Tak, og så er der en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Nu sagde ordføreren jo, at ordføreren var enig med Dansk Folkeparti i forhold til det her område. Og det er rigtig, rigtig godt. Men nu er det jo sådan, at Dansk Folkeparti aldrig er gået ind i et forhandlingslokale til finansloven eller reserven uden at have ældreområdet med – om det var værdighedsmilliarden, puljer, bedre køkkener, hyggelige plejehjem eller andet. Så jeg kunne godt tænke mig at høre: Hvad har De Radikale haft med på ældreområdet til finanslovsforhandlingerne i denne ombæring?

Ordføreren.

Jeg er helt enig med ordføreren for Dansk Folkeparti i, at det er lidt generende, når der bliver talt i salen.

Men må jeg samtidig gøre opmærksom på, at vi jo netop gik til finanslovsforhandlinger med regeringen, på et tidspunkt hvor regeringen ikke havde sat penge af til psykiatri, regeringen havde ikke sat penge af til ældre på nogen områder, regeringen havde ikke sat penge af til demens. Der var mange områder, der skulle løftes, og der er heller ikke nogen tvivl om – som sundheds- og ældreministeren også har gjort opmærksom på – at der blev kæmpet nogle hårde slag, og der blev gjort meget for at løfte det her. Og det, der er blevet løftet, er langtfra godt nok.

Men det, der er blevet løftet, er der ingen tvivl om at Dansk Folkeparti og oppositionen har været med til at skubbe til, og jeg vil i al beskedenhed sige, at det har Det Radikale Venstre i høj grad også.

Jeg vil lige bakke op om, at når der er ordførere heroppe, der føler sig forstyrret af, at der er snak, så skal vi lytte til det. Og vi sidder jo ret tæt på hinanden her, så det høres meget tydeligt heroppe på talerstolen.

Fru Karina Adsbøl for den anden korte bemærkning.

Tak. Tak for svaret. Men jeg fandt bare ikke ud af, hvad svaret egentlig var. Så hvad var det præcis, at De Radikale havde med ind til forhandlingsbordet, der vedrørte ældreområdet, som vedrørte demensområdet? Hvilke initiativer havde man med? Havde man et ønske om, at der skulle afsættes flere midler? Havde man et ønske om, at antipsykotisk medicin skulle nedsættes, eller hvor er vi henne?

Ordføreren.

Fru Karina Adsbøl nævner jo selv et par af tingene. Men et par af de emner, vi bl.a. lagde vægt på, var forskellige nye typer boliger, altså hvordan man kan etablere boliger, så folk kan bo trygt i deres bolig – også hvis de eksempelvis kommer i en situation, hvor den ene af ægtefællerne bliver dement – og man så kan hjælpe på anden vis. Det, vi har lagt vægt på, er en hel sammenhæng i, hvordan man kunne skabe et bedre liv for mennesker, ikke kun på et bestemt område, men på en række områder, og i høj grad også for ældre på det her område.

Tak til De Radikales ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og først tak til partierne for at indkalde til den her forespørgselsdebat. Demens er bare diagnosen, som ingen vil have, for mens der for andre progredierende sygdomme til dels findes behandlinger, som kan være med til at forsinke sygdommen, så er det virkelig begrænset, hvad vi kan tilbyde af behandling til den patient, som desværre har fået diagnosen demens. Derfor er forskning på netop det her område også en af de vigtigste forebyggende indsatser, som vi kan beskæftige os med. For det eneste, som borgere med demens for alvor ønsker sig, er en kur.

Alligevel har jeg selv været med til at udarbejde målet om, at 90 pct. af patienterne, som faktisk har demens, også skal udredes. For selv om prognosen er nådesløs, kan en tidlig diagnose betyde mulighed for at forsinke udviklingen, og ikke mindst kan en tidlig diagnose give patienten en større indflydelse på den pleje og omsorg, som patienten senere får behov for.

Når borgeren får demens, er det netop også sagens kerne, at det er vigtigt at prøve at holde fast i mennesket. For når sygdommen rammer, er de konkrete indsatser målrettet den enkelte patient det eneste, der for alvor kan gøre en forskel, og hjælpen skal igangsættes med det samme. Jeg har selv ved flere lejligheder haft mulighed for dialog med patienter, som har fået diagnosen alzheimer, og som stadig aktivt kan formulere konkrete behov. Det gav inspiration til en satspuljeaftale, som på forsøgsbasis skulle give borgere med demens mulighed for at benytte handicaptransport, hvor man hentes på hjemmeadressen og bringes til bestemmelsesstedet – en lille forbedring, som kan gøre den vigtige forskel, at patienten kan fortsætte et aktivt liv lidt længere.

Patienten, som får en alvorlig sygdom, vil ofte gå i gang med at tage sig af praktiske forhold, men det er ikke altid åbenlyst, hvad det er, der skal ordnes, og hvordan. For patienten med demens kan det virke direkte uoverskueligt, og det er ofte ikke lettere for de pårørende. Hvad er det for en hjælp, man skal efterspørge? Hvornår giver det mening at tage stilling til det ene eller det andet? Alt fra livstestamenter til hjælp til pensionsforhold og ansøgning om økonomisk støtte, fuldmagter, ansøgninger om plejeboliger og meget mere.

Den tidlige indsats kan være det lille halmstrå, som får flere patienter til at lade sig udrede i tide, fordi de netop dermed får den nødvendige hjælp til at håndtere fremtiden. Den slags tiltag har vi allerede foreslået i SF. Desværre var der bare ikke særlig stor opbakning, heller ikke i den tidligere samling.

I SF bakker vi op om demenshandlingsplanen, men vi havde gerne set flere mere direkte indsatser; det skal ikke være nogen hemmelighed. Patienter med demens har lige så forskellige behov som alle andre patienter, men på et tidspunkt bliver det svært at formulere behovene, og det kan være voldsomt frustrerende. Det er egentlig ikke svært at forstå, hvordan det føles, hvis man ikke længere kan udtrykke behov som sult og tørst og smerter, behov for at komme på toilettet, ønsker om at komme en tur ud i den friske luft. Men det forudsætter tid, masser af tid, hvis man som ansat skal afkode den dementes ønsker og behov. Jo tættere et samarbejde patienten har haft i tide med plejepersonalet, jo større chancer er der for, at plejen kan tilrettelægges i overensstemmelse med de ønsker, som patienten har.

I SF er vi optaget af den rigtige hjælp i tide. Ressourcer og kompetencer er derfor de vigtigste indsatser, hvis vi skal forebygge et alt for stort forbrug af antipsykotisk medicin, sikre patienter med demens den nødvendige smertebehandling og ikke mindste sikre patienten et værdigt liv på egne præmisser. Derfor var det også vigtigt for os at sikre, at kommunerne fik budgetter, som kan følge med den demografiske udvikling. For med flere og flere ældre vil vi desværre også opleve, at flere får demens.

Handlingsplaner gør det ikke i sig selv. De er og bliver kun ord. I SF vil vi også i fremtiden knokle for, at ældreplejen får tilført de nødvendige ressourcer til den direkte og nødvendige støtte, pleje og omsorg. I SF bakker vi i øvrigt op om det forslag til vedtagelse, som blev læst op af Socialdemokraternes ordfører.

Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Jane Heitmann.

Tak for det, og tak for talen. Den 1. marts sidste år fremsatte fru Kirsten Normann Andersen et beslutningsforslag, B 116, hvor man pålagde den tidligere regering, og nu citerer jeg, at udarbejde et lovforslag, der skal sikre, at kommunerne skal kompenseres økonomisk i forhold til væksten i antallet af ældre pr. kommune, under forudsætning af at kommunerne faktisk øger deres udgifter på ældreområdet. Jeg går ud fra, at det her stadig væk er SF's politik, altså at man i kommunerne kun skal have penge, hvis man øger udgifterne til ældreområdet. Så jeg vil bare spørge SF, hvornår man genfremsætter det her beslutningsforslag.

Ordføreren.

Det tror jeg vi kommer til, for forslaget har en lidt større dimension end det, ordføreren lige læser op, nemlig at vi også rigtig gerne vil fortsætte med at arbejde for, at vi kan arbejde mere med fast personale. Altså, relationer betyder noget i ældreplejen, og det giver rigtig god mening, hvis man også har mulighed for at tilrettelægge arbejdet på en måde, hvor det er det samme personale, der kommer igen og igen. Det gør sig ikke mindst gældende, når man arbejder med borgere med demens; det er faktisk hele forudsætningen for, at man kan levere en rigtig god og værdig ældrepleje. Så forslaget er ikke glemt, det er gemt til det tidpunkt, hvor vi er klar til at fremsætte det igen.

Spørgeren.

Det var jo et noget uldent svar (Kirsten Normann Andersen (SF): Næ, det var da meget klart), særlig taget i betragning af at vi jo er flere partier, som har spurgt regeringen igen og igen uden at få svar, hvor meget der konkret er afsat til ældreområdet i den kommuneaftale, der er lavet. Derfor er det jo superspændende, at det er SF's politik, at man sådan set kun skal have penge via kommuneaftalen, hvis man samtidig afsætter penge til ældreområdet.

Så jeg tillader mig bare at spørge igen, for jeg kan forstå, at det stadig væk er SF's politik: Hvornår bliver det her beslutningsforslag fremsat igen?

Ordføreren.

Jeg tror, det vigtigste lige nu er at holde fast i, at der endelig er afsat penge, så man kan følge med den demografiske udvikling – godt og vel; det er mere, end tilfældet har været igennem de sidste 4 år. Det er og bliver en forudsætning for, at man overhovedet kan lave noget fornuftig ældrepleje.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, formand. Også tak til partierne bag forespørgslen for at rejse forespørgslen her i dag, for det handler jo om prioriteringer på demensområdet og om fortsættelse af den eksisterende demenshandlingsplan, og det er selvfølgeligt et særdeles væsentligt emne at debattere.

Demens er jo desværre en almindelig og meget alvorlig sygdom. Det er en sygdom, der rammer bredt i alle samfundslag; det er en sygdom, som kræver behandling, men det er også en sygdom, der rammer et helt menneske og en hel familie og har indvirkning på snart sagt alle livets forhold. Det vurderes, at der er op mod 90.000 mennesker med demens, og det er nok endda lavt sat, for det er sat, i forhold til hvem der er diagnosticeret med sygdommen. Og det er jo heller ikke kun ældre borgere, der bliver ramt. Der kommer også flere med demens blandt yngre. De og deres pårørende trænger i den grad til, at vilkårene bliver forbedret.

Derfor er jeg også glad for, at vi i år har sikret et løft af kommunernes økonomi i forhold til det, som den tidligere regering har leveret, men jeg vil også sige, at det ikke er tilstrækkeligt til at rette op på det efterslæb, som der er ude i kommunerne. Vi kommer stadig væk til at se kommuner, der fører nedskæringspolitik, kommuner, der skærer i hjælpen til de ældre – og det går selvfølgelig ikke, når vi ved, at behovet også stiger fremover.

I Enhedslisten arbejder vi fortsat for at sikre en bedre velfærd for de mange, og derfor skal vi fjerne de økonomiske spændetrøjer, som skiftende regeringer har tvunget ned over den kommunale velfærd. Det bekymrer også, at der stadig væk er spændetrøjer, som gør, at kommuner ikke har mulighed for at investere i deres borgere. Der kommer flere ældre og mennesker med demens, og derfor skal der bygges flere ældre- og plejeboliger, og der skal ansættes mere personale på plejehjemmene, så ingen ældre skal vente unødvendigt på hjælp.

Som det er i dag, går der dygtige ansatte på arbejde hver dag og gør en formidabel indsats, men mange steder er det ikke tilstrækkeligt, fordi de ansatte mangler kollegaer. Derfor har vi også oplevet eksempler med ældre demente, der er blevet spændt fast med stofseler, som bliver overladt til sig selv, og ældre demente, der får antipsykotisk medicin, selv om det ikke er det, de har brug for. Nogle venter i timer på hjælp, fordi de ansatte er optaget af at hjælpe andre. Det er selvfølgelig ikke rimeligt hverken for de demente, for deres pårørende eller for de ansatte.

I aftalen med regeringen om forståelsespapiret fremgår det, at midlerne skal følge med, når der kommer flere ældre. Det er nu, der skal investeres, for i de kommende år vil der komme flere ældre, også ældre med demens. Derfor er det nødvendigt, at kommunerne har haft mulighed for at bygge plejehjem og få uddannet de mange mennesker, der bliver nødvendige, for at vi kan sikre en tryg alderdom.

Derfor er jeg også glad for, at vi sammen fik aftalt et løft af indsatsen for de demente gennem demenshandlingsplanen. Der var ikke afsat tilstrækkelige midler fra regeringens side, men det lykkedes at redde indsatsen for at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin og at sikre bedre vilkår for udredning og en meningsfuld tilværelse gennem aktivitetscentrene.

Det var en hovedprioritet for Enhedslisten i forhandlingerne om socialreserven, og jeg er glad for, at det lykkedes at komme igennem med det. Det ærgrer mig selvfølgelig, at den tidligere regering bare besluttede at nedlægge satspuljen uden en plan for, hvordan det skulle ske, og hvordan de mange projekter skulle reddes og videreføres. Men efter en stor indsats er det nu lykkedes at få sikret de fleste initiativer på demensområdet.

Men fremtidens mange demente borgere kan ikke nøjes med en handlingsplan og et løft af kommunernes økonomi. Hvis vi skal sikre en indsats for de demente, som vi også selv gerne vil nyde godt af, hvis vi får behov for det, så skal der investeres nu. Derfor skal vi også til foråret fjerne de regler, som forhindrer kommunerne i at levere en ordentlig indsats for de ældre, for mennesker med demens og andre, der er afhængige af den kommunale pleje. Derfor vil vi også gøre en indsats for at få afskaffet budgetloftet.

Men vi kan bakke op om det forslag til vedtagelse, som den socialdemokratiske ordfører læste op tidligere.

Tak. Fru Karina Adsbøl har bedt om en kort bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Jeg fik næsten svaret her på falderebet, hvor Enhedslistens ordfører sagde, at kommunerne var spændt hårdt op. Jeg tænker jo, at det var regeringen før den forrige regering, under Helle Thorning-Schmidt, der med Bjarne Corydon stod i spidsen for budgetloven. Det var jo en regering, som Enhedslisten støttede. Jeg ville nemlig have spurgt ind i forhold til budgetloven, og om Enhedslisten så vil fremsætte et beslutningsforslag om budgetloven. Eller har Enhedslisten haft det med inde ved de her finanslovsforhandlinger, at man bliver nødt til at kigge på budgetloven? Enhedslistens ordfører vil måske komme det lidt nærmere?

Ordføreren.

Det vil jeg gerne. Enhedslisten bakker ikke op om budgetloven, og vi kommer også til, når vi skal stemme om finansloven her de kommende dage, at stemme for, at vi øger loftet i forhold til budgetloven. Det er i forhold til den budgetlov, der er vedtaget. Men vi kommer ikke til at stemme for en videreførelse af budgetloven og de økonomilofter, der ligger der. Det er jo sådan, at det er en væsentlig hindring for, at vi kan investere i velfærden, at der bliver lagt et loft over de udgifter, man må have i den offentlige del af økonomien. Derfor vil vi selvfølgelig fortsætte kampen mod budgetloven og de økonomilofter, der er en følge deraf.

Spørgeren.

Jeg ved ikke, om jeg skal forstå det sådan, at der vil komme et ændringsforslag fra Enhedslisten til finansloven. Den skal debatteres i morgen, og så kommer der jo en række ændringsforslag, men det kan være, at ordføreren vil svare ja eller nej til det.

Det sidste spørgsmål, jeg har til ordføreren, er om de her finanslovsforhandlinger: Hvad tog Enhedslisten præcis med ind til bordet? Vi har hørt ret meget om minimumsnormeringer og børnene. Der er ikke nogen, der udadtil har talt de ældres sag i de her finanslovsforhandlinger. Så hvad havde Enhedslisten med ind til bordet i finanslovsforhandlingerne? Og det er ikke i forhandlingerne om reserven, der sad jeg selv med.

Ordføreren.

Først lige til det om budgetloven: Som jeg sagde tidligere, kommer vi selvfølgelig til at stemme for, at vi øger loftet i den budgetlov, der er vedtaget. Men vi kommer ikke til at stemme for videreførelsen af økonomilofterne i budgetloven. I forhold til finansloven er det jo sådan, at vi ser finanslov, økonomiaftaler og forhandlinger om socialreserven under et. Derfor har det været helt afgørende for os denne her gang at sikre, at vi ikke fortsætter udhulningen af den kommunale økonomi, og dermed sikre, at det demografiske træk som minimum bliver dækket. Derefter skal vi i gang med at udbygge velfærden. Det kommer også til at vedrøre ældreområdet.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til Enhedslistens ordfører. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Marcus Knuth fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Demens er en forfærdelig sygdom, der kan ramme os alle. Det er jeg glad for at alle ordførerne her i dag har slået helt fast. Spørgsmålet har så været omkring finansieringen af de tiltag, vi kan komme med, for området her skal selvfølgelig have den største bevågenhed. Derfor var vi rigtig glade for den aftale, vi fik på plads med den tidligere VLAK-regering, som sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Det Radikale Venstre og SF fik sat fokus på den aftale, som så blev kaldt den nationale demenshandlingsplan 2025.

Finansieringen udløb så i 2019, og derfor har vores store bekymring været den fortsatte finansiering. Her er regeringen nu kommet os i møde og har afsat 244 mio. kr. Vi håber nu, at Socialdemokratiet fortsat vil holde fokus på området og sammen med os sikre, at de demensramte får et værdigt liv.

Det vigtigste for os er, at vi nu har fundet en løsning, og at vi ikke igen fremadrettet skal til at slås om finansieringen. Som flere har sagt her i dag, er der fortsat udfordringer med diagnoser; der er fortsat udfordringer med patienter, som er på en meget, meget tung medicinering. Vi er glade for, at der er kommet en løsning, og vi støtter op om det forslag til vedtagelse, der er læst op af Venstres ordfører.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger til De Konservatives ordfører, så vi går videre. Den næste er fru Susanne Zimmer fra Alternativet.

Tak for det. Fra Nationalt Videnscenter for Demens kan vi jo se tallene, som også er blevet nævnt før, nemlig at 36.000 mennesker over 65 år er ramt af demens – efter hvad vi ved, men formodentlig er det i virkeligheden 82.000. Tallet er stigende, og også under 65 år er der mange mennesker, der er ramt af demens. Der er formodentlig 400.000 mennesker, som lever med en person, der er ramt af demens, og mennesker dør af demens.

Vi er i Alternativet glade for udmøntningen af reserven med de 244 mio. kr. til opfølgning af demenshandlingsplanen med de 12 konkrete initiativer, hvoraf jeg lige vil nævne et par stykker, som jeg synes er gode. Det er fast tilknytning af læger til plejehjem, hjemlighed på plejehjemmene og målet om at få nedbragt den antipsykotiske medicin, hvor der er et udviklingsprojekt. Vi ved, at en del af de 23 initiativer, som var igangsat i handlingsplanen, har haft god virkning, bl.a. værktøjskassen, som her i januar måned blev vidensdelt i både København, Aarhus og Aalborg, hvor personalet kunne komme ind og høre om de redskaber, der var deri. Der er jo mange ting, som har brug for penge, men der er også ting, som man kan gøre bedre ved at få inspiration udefra og vidensdele med hinanden. Det kan f.eks. være samtalegrupper, hjælpekort, bøger med rådgivning til både personale, men også til familier. Og noget af det, som jeg også synes vi skulle have mere fokus på, er vidensdeling i almindelighed, men også i forhold til udlandet, f.eks. Holland, som har demenslandsbyer. Det kan vi bruge helt eller delvist.

Så er der selvfølgelig generelt brug for en uddannelse, og der er det fint, at der er puljer, kommunerne kan søge. Det er klart, at der fortsat er brug for et kraftigt udviklingsarbejde her, for det er en meget belastende sygdom at blive ramt af, og det er også en meget belastende sygdom, ens pårørende bliver ramt af.

Vi støtter det forslag til vedtagelse, som blev læst op af den socialdemokratiske ordfører, Birgitte Vind.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger. Tak til Alternativets ordfører. Den næste ordfører, jeg kan se i salen, er Liberal Alliances ordfører, hr. Henrik Dahl.

Tak for ordet, og tusind tak for en god debat. Den minder jo lidt om debatten i sidste uge på ældreområdet, bortset fra at ministerens stemme heldigvis er i tydelig bedring. Med undtagelse af hr. Marcus Knuth er personkredsen jo også den samme som i fredags.

Derfor vil jeg faktisk læse op af en mail, som jeg fik fra en borger her i mandags. Den var stilet til mig, men den vedrører lige præcis den personkreds, der var her i fredags for at diskutere ældreområdet. Jeg vil ikke læse hele mailen, men i uddrag lyder den sådan her:

Hej Henrik. Du skal vide, at der er folk herude, der forstår en del mere end dem, du skal samarbejde med på Borgen. Dine billeder med pengetræet og den bureaukratiske restaurant vil blive forstået af de fleste folkeskoleklasser, men åbenbart ikke af ordførerne.

Så kommer der nogle forskellige passager med forslag til pædagogiske forbedringer. De er måske ikke så høfligt formuleret, men det slutter med:

Vi har i hvert fald moret os fyrsteligt, og et godt grin er det bedste værn mod at blive gennemsyret af angst for fremtiden.

Så vi gør altså alle sammen i fællesskab et godt arbejde her i Folketinget. Jeg ville simpelt hen dele den her mail med alle jer ordførere på det her område.

Så vil jeg slutte debatten af med at sige, at der jo er noget forfærdeligt ved sygdomme, der ændrer personligheden. Jeg har lavet mange ting, før jeg kom i Folketinget. I mit tidligere liv har jeg været med til at undersøge, hvad der sker i familier, hvor der er et medlem, der bliver ramt af skizofreni. Det er en af de undersøgelser, der har gjort størst indtryk på mig. Der var en kvinde – det handlede så om maniodepressivitet, altså bipolar affektiv lidelse – der sagde, at hun ikke boede sammen med sin mand længere, for han eksisterede ikke. Men hun havde ikke giftet sig igen, for han var jo på den anden side heller ikke død. Det er jo sådan et frygteligt dilemma at komme i: Personen findes fysisk, men er et andet sted og er et andet menneske. Det er skræmmende, og det skal man selvfølgelig gøre noget ved. Så der skal fokus på demens, og pengene skal følge med.

Der er en ting, vi ikke har været så meget inde på, og som jeg godt lige vil knytte nogle bemærkninger til, nu jeg har forsamlingens opmærksomhed. Det gælder kritikken af bureaukrati. Nu handler debatten i dag jo på en eller anden måde om at have lidt svært ved at huske tingene, og det kan også godt ramme forsamlingen her. For under den daværende minister for offentlig innovation, fru Sophie Løhde, erkendte et enigt Folketing, at der er mange problemer med puljer, og at vi skulle prøve at bruge puljer lidt mindre. Det skulle vi arbejde videre med principielt, fordi puljer har noget, der hedder transaktionsomkostninger, som er utrolig høje. Der forsvinder simpelt hen mange penge i transaktionsomkostninger, og de kommer aldrig til at glæde nogen. Det har vi faktisk lovet hinanden her i Folketinget. Alle partier deltog undtagen Nye Borgerlige, fordi de ikke var valgt ind. Så jeg synes godt, vi kunne prøve at huske det, når nu vi har siddet i Finansministeriet eller repræsentanter for vores partier har sagt, at det også var rigtigt.

Så vil jeg sige, at der virkelig skal gås i detaljer med bureaukrati for at bekæmpe det. Det er også en del af, hvorfor det er svært. For nogle år siden rejste Venstres fru Eva Kjer Hansen og jeg rundt i Syd- og Sønderjylland og indsamlede eksempler på overflødigt bureaukrati. Et af eksemplerne var, at i hjemmeplejen skulle man nedskrive salgsnavnene på medicinske præparater i medicinskemaerne. Men man har også et princip om generisk substitution, altså at man skal købe det billigste generiske produkt, og derfor skal salgsnavnene ændres hele tiden. Det spilder en hulens masse tid. Vi kæmpede for sagen og fik det ændret, så man kan nøjes med at skrive navnet på det aktive stof, og dosis naturligvis. Men det, jeg bare vil sige, er, at bureaukrati er et kæmpe problem. Man skal så langt ned i sagerne, før man opdager det. Der er store gevinster at hente ved at gå på jagt efter bureaukrati, men det er virkelig kamp fra hus til hus. Derfor synes jeg ikke, vi skal give op over for det, for tit og ofte er det penge, der bliver hældt lige direkte ned i afløbet, og som kunne komme ud at arbejde og gøre en masse fornuftige ting. Det er svært, men man skal ikke give op, for der er altså rigtig, rigtig meget at hente. Det håber jeg også vi kan tage med i den her debat. Nu var det oppe i fredags, og det har været oppe her. Det er et vigtigt emne, som vi ikke må forsømme.

Vi er glade for forslaget til vedtagelse og glæder os til at stemme for det, når det engang kommer til afstemning. Tak for ordet.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Der er ingen korte bemærkninger, og så går vi videre til sundheds- og ældreministeren.

Mange tak for det. Også mange tak fra mig for en meget, meget god debat her i dag om et helt reelt problem. Jeg synes, det klæder Folketinget – og dermed også samfundet – at tale om de problemer, som er reelle. Jeg havde i går morges fornøjelsen af at mødes med Alzheimerforeningen som en del af forberedelsen til den her diskussion, og det er et problem, som man ikke kan lukke øjnene for, for det går ikke væk, for hver tredje time dør en dansker som følge af en demenssygdom, og 400.000 lever i dag med en demenspatient i familien. Vi kan se, at forskning nu viser, at man i langt højere grad, end man hidtil har troet, kan forebygge demens og udsætte demens, og man kan, hvis man får en diagnose og får den hjælp, der skal til, også udsætte den kraft, som demenssygdommen angriber med. Det vil sige, det er helt afgørende, at vi går til det her problem på den her måde.

Selvfølgelig skal der være politisk uenighed, og det har vi også haft i dag, for det er der altid i Folketingssalen, og der er ingen grund til at foregøgle, at der ikke er det, for det er der selvfølgelig, men jeg synes også, det er værd at hæfte sig ved enigheden – enigheden om, at det er et samfundsansvar. Det er ikke den enkelte demenspatient, det er ikke den enkelte pårørende, det er et samfundsansvar at hjælpe, sådan at mennesker med demens kan leve et trygt og værdigt liv, og så deres pårørende kan være der for dem og har kræfter til at være der for dem.

Derfor vil jeg også i de her afsluttende kommentarer igen kvittere for, at et bredt flertal i Folketinget står bag. Det er åbenbart mig, der ikke har været helt vågen, for jeg troede faktisk, det var alle partier i Folketinget, men det viser sig, at et enkelt parti, Nye Borgerlige, ikke er med i aftalen, men resten af Folketingets partier er med i aftalen om opfølgningen på demenshandlingsplanen, der altså sikrer 244 mio. kr. til de her konkrete initiativer, vi har nævnt. Det er det, der skal til her, altså at lægge partidiskussionerne på hylden, og lad os så arbejde sammen om at finde løsningerne – løsninger, der er ubureaukratiske, der hjælper vores medarbejdere, der hjælper pårørende, og som hjælper mennesker med demens.

Så igen vil jeg sige tak til Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti for at rejse debatten her i dag. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til fru Jane Heitmann.

Tak for det, og tak til ministeren. Nu hørte vi tidligere, at SF vil genfremsætte deres beslutningsforslag B 116, som jo skal pålægge regeringen at lave et lovforslag, som sikrer, at kommunerne skal kompenseres økonomisk i forhold til væksten i antallet af ældre pr. kommune, under forudsætning af at kommunerne rent faktisk øger deres udgifter på ældreområdet. Og vi har jo spurgt utallige gange i forhold til den her kommuneaftale, hvad der så er prioriteret konkret til de ældre. Og det har vi ikke kunnet få svar på.

Når vi nu har fået svar fra SF om, at man vil genfremsætte det her beslutningsforslag, som jo siger, at kommunerne kun skal have penge, hvis de rent faktisk øger udgifterne på ældreområdet, så vil jeg bare spørge den socialdemokratiske regering, her i form af sundheds- og ældreministeren, om man vil støtte SF's beslutningsforslag, når det bliver fremsat.

Ministeren.

Jeg tror, man skal være varsom med at lytte. Når en ordfører fra Venstre udlægger SF's politik for velfærd, er det lidt som at høre en vis herre læse Bibelen. Jeg tror, at den fremstilling her er helt ved siden af skiven. Som jeg forstår SF's ordfører og de svar, der blev leveret fra talerstolen fra SF's side, så var det jo netop for at sikre, at pengene følger med, og det var det, der var den helt store debat, da SF fremsatte forslaget under den tidligere regering: Skal pengene følge med, når vi får flere ældre, eller skal vi have nedskæringer? Det er jo det, der sker nu.

Derfor er det, at den her regering står fast på, at vores svar på det er, at der ud over de ting, vi har nævnt her, er den her velfærdslov, som sikrer, at vi følger det, der lyder så bureaukratisk, nemlig det demografiske træk, som jo betyder, at når vi bliver flere ældre, skal der også være penge til, at vi har ordentlig ældrepleje.

Spørgeren.

Jeg hører en masse ord fra ministeren, men ikke noget svar. Nu prøver jeg bare at spørge igen: Vil regeringen støtte B 116, hvis SF fremsætter det – når de fremsætter det? Det har vi jo lige hørt SF's ordfører tilkendegive; ja, de genfremsætter beslutningsforslaget. Støtter regeringen det?

Ministeren.

Som sagt er regeringens svar på det spørgsmål – om man skal følge med demografien, altså at vi får flere ældre – at ud over de kommuneaftaler og finanslovsaftaler, som er blevet indgået, og som skal til at virke pr. 1. januar, at lave en decideret velfærdslov. Hvis man slår op i det papir, som partierne omkring regeringen lavede, nemlig forståelsespapiret, vil man også kunne se, at det står helt klart skrevet dér, at der er en enighed om, at pengene skal følge med. Og det er det, der er vores svar, ikke et beslutningsforslag.

Tak. Så er det fru Karina Adsbøl for en kort bemærkning.

Tak for det. Først og fremmest tak til ministeren for talen. Og jeg vil sige til ministeren, at hvis ministeren får brug for en ven, vil Dansk Folkeparti hjertens gerne hjælpe ministeren på det her område. Vi har tidligere sagt, at klippekortordningen skal indskrives i lovgivningen – det synes ministeren ikke – og det samme gælder omsorg.

Grunden til, at vi har rejst debatten, er jo, at der også har været en del kritik fra Ældre Sagen, altså dem, der er talerør for de ældre, bl.a. med artiklerne »Finanslov 2020: Hvor blev ældreområdet af?« og »Finansloven svigter de svageste ældre«.

Derfor er det vigtigt at have fokus på det her, men ét er pengene, noget andet er, hvordan man så bruger de penge, der er. Og hvordan sikrer vi, at der foretages kvalitetssikring af de midler, der bliver afsat? For de skal selvfølgelig gå til det, de skal gå til. Desværre er der så ikke så mange øremærkede midler til området her. Men det er den ene ting, altså hvordan vi sikrer det.

Så vil jeg gerne spørge ind til det, ministeren nævnte i sin tale tidligere, nemlig den stofselesag, man kunne læse om i Ekstra Bladet. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren tænker, at der skal være et forbud mod at anvende stofseler.

Ministeren.

Jamen tak til Dansk Folkeparti. Jeg følte det, ligesom jeg var med i sådan en Carole King-sang, da der blev spurgt, om jeg havde brug for en ven. Det har vi jo alle sammen en gang imellem, så det kan da godt være, det kommer til at ske igen.

Hvad angår spørgsmålet om øremærkning, puljer osv., vil jeg anbefale, at man lytter lidt til Liberal Alliance – det er jo også en ny ting for mig at sige – hvad angår synspunktet om, at de gode meninger i en pulje nogle gange kan blive til et puljetyranni. Det lyder også fint, når man siger øremærkning, men det skal jo så dokumenteres, der skal ansøges, og man skal på den måde bruge enormt meget tid på at lave papirarbejde frem for at lave arbejde sammen med de ældre, sammen med vores demente, som det handler om her.

Så jeg er altså ikke som udgangspunkt tilhænger af, at vi på den måde sætter tilliden ud af kraft. Og hvad angår den konkrete sag om fastspænding, har Styrelsen for Patientsikkerhed jo netop været i aktion dér, altså for at rydde op i den sag, og det synes jeg virkelig var tiltrængt.

Spørgeren.

Ja, det er jeg bekendt med. Jeg rejste selv sagen over for ministeren, så jeg har fulgt med i det. Jeg spørger, om ministeren vil ændre noget på området, altså i forhold til om man trænger til – jeg ved godt, at vi har indgået en aftale for nylig omkring magtanvendelse – at kigge på det med stofseler igen.

Noget andet er, at ministeren siger, at det kan være lidt træls med puljetyranni og øremærkning, men det er vi jo somme tider nødt til herindefra, hr. minister, og hvorfor er vi så det? Det er vi, fordi vi kan se, at når vi vil de gode intentioner på ældreområdet, er det bare ikke det, der sker; så kan det være, at man prioriterer en kunststofgræsplæne eller noget andet frem for de varme hænder.

Tak. Ministeren.

Men der tror jeg nu, at man må være ærlig at sige, at der må Folketinget også gribe i egen barm, for det går jo ikke, hvis man den ene måned skærer ned på velfærden, på vores ældres velfærd – det er jo det, der er sket indtil det her halvår – og så går der en måned, og så putter man nye penge ind i et gabende tomt hul, og så siger man herindefra, at nu er alt løst. Og det er det jo ikke, for budgetterne er jo altså mindre, end hvad de bør være, ude i vores kommuner. Det er præcis derfor, jeg hele tiden vender tilbage til vores kommuneaftale, for det er altså første gang, at man følger med demografien, i forhold til hvad man har gjort de sidste 4 år tilsammen.

Tak til sundheds- og ældreministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så har Jane Heitmann, ordføreren for forespørgerne, bedt om at afrunde her. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil godt på vegne af Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Venstre sige tak til mine gode kollegaer for en rigtig fin debat og tak, fordi I er mødt så talstærkt op. Der er ikke nogen tvivl om, at vi alle sammen brænder for demensområdet – det kan jeg jo høre – og jeg er rigtig glad for at høre flere nævne, at vi skal have fokus på aflastningstilbud, at vi skal have fokus på at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin, og jeg tror faktisk også, at der var flere, der nævnte kompetenceløft hos personalet – det personale, som skal passe på vores demente og drage omsorg for, at de har det så godt som muligt.

Så jeg vil blot kvittere for en rigtig fin debat – tusind tak for den – og sige glædelig jul.

Tak for det – og i lige måde.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forespørgslen hermed sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 19. december 2019.